hamsun.txt

FØRSTE STYKKE
Det var i den Tid jeg gik omkring og sultet i Kristiania , denne forunderlige By som ingen forlater før han har faat Mærker av den
Jeg Ugger vaaken paa min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slaa seks Slag ; det var aUerede ganske lyst og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne . Nede ved Døren hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre av « Morgenbladet » kunde jeg saa tydeUg se en Bekjendtgjørelse fra Fyrdirektøren , og Utt tilvenstre derfrå et fett , bugnende Avertissement fra Baker Fabian Olsen om nybakt Brød .
Straks jeg slog Øinene op begyndte jeg av gammel Vane at tænke efter om jeg hadde noget at glæde mig tU idag . Det hadde været litt knapt for mig i den siste Tid ; den ene efter den andre av mine Eiendele var bragt tU « Onkel » , jeg var blit nervøs og utaalsom , et Par Ganger hadde jeg ogsaa ligget tUsengs en Dags Tid av Svimmelhet . Nu og da nåar Lykken var god kunde jeg drive det tU at faa fem Kroner av et eUer andet Blad for en Føljeton .
Det lysnet mere og mere og jeg gav mig til at læse paa Avertissementerne nede ved Døren ; jeg kunde endog skjælne de magre , grinende Bokstaver om « Liksvøp hos Jomfru Andersen , tilhøire i Porten » . Det sysselsatte mig en lang Stund , jeg hørte Klokken slaa otte nedenunder inden jeg stod op og klædte paa mig .
Jeg aapnet Vinduet og saa ut . Der hvor jeg stod hadde jeg Utsigt til en Klædessnor og en aapen Mark ; langt ute laa Gruven tilbake av en nedbrændt Smie hvor nogen Arbeidere var i Færd med at rydde op. Jeg la mig med Albuerne ned i Vinduet og stirret ut i Luften . Det blev ganske visst en lys Dag . Høsten var kommet , den fine , svale Aarstid da alting skifter Farve og forgaar . Støien var aUerede begyndt at lyde i Gaterne og lokket mig ut ; dette
8
Sult
i
\
tomme Værelse hvis Gulv gynget op og ned for hvert Skridt jeg tok bortover det var som en gissen , uhyggelig Likkiste ; det var ikke ordentlig Laas for Døren og ingen Ovn i Rummet ; jeg pleiet at ligge paa mine Strømper om Natten for at faa dem Utt tørre til om Morgningen . Det eneste jeg hadde at fornøie mig med var en liten rød Gyngestol som jeg sat i om Kvældene og døset og tænkte paa mangehaande Ting . Naar det blaaste haardt og Dørene nedenunder stod aapne lød det alleslags underlige Hvin op gjennem Gulvet og ind fra Væggene , og « Morgenbladet » nede ved Døren fik Revner saa lange som en Haand .
Jeg reiste mig og undersøkte en Bylt borti Kroken ved Sengen efter litt til Frokost , men fandt intet og vendte tUbake til Vinduet igjen .
Gud vet , tænkte jeg , om det aldrig skal nytte mig at søke efter en Bestilling mere ! Disse mange Avslag , disse halve Løfter , rene Nei , nærede og skuffede Haap , nye Forsøk , som hver Gang løp ut i intet , hadde gjort det av med mit Mot . Jeg hadde tilsist søkt en Plass som Regningsbud , men var kommet forsent ; desuten kunde jeg ikke skaffe Sikkerhet for femti Kroner . Det var altid et eller andet til Hinder . Jeg mældte mig ogsaa til Brandkorpset . Vi stod halvhundrede Mand i ForhaUen og såtte Brystet ut for at gi Indtryk av Kraft og stor Dristighet . En Fuldmægtig gik omkring og besaa disse Ansøkere , følte paa deres Armer og gav dem et og andet Spørsmaal , og mig gik han forbi , rystet bare paa Hodet og sa at jeg var kasseret paa Grund av mine BriUer . Jeg møtte op paany , uten Briller , jeg stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øine saa kvasse som Kniver , og Manden gik mig atter forbi og han smUte , — han hadde vel kjendt mig igjen . Det værste av alt var at mine Kiær var begyndt at bli saa daarlige at jeg ikke længer kunde fremstiUe mig tU en Plass som et skikkelig Menneske .
Hvor det hadde gaat jævnt og regelmæssig nedover med mig hele Tiden ! Jeg stod tUsist saa besynderUg blottet for alt mulig , jeg hadde ikke engang en Kam tilbake eller en Bok at læse i nåar det blev mig for trist . Hele Sommeren utover hadde jeg søkt ut paa Kirkegaardene eUer op i Slotsparken hvor jeg sat og forfattet Artikler for Bladene , Spalte efter Spalte om de forskjeUigste Ting , underlige Paafund , Luner , Indfald av min urolige Hjærne ; i For-
Sult
9
>
tvilelse hadde jeg ofte valgt de fjærneste Æmner som voldte mig lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optat . Naar et Stykke var færdig tok jeg fat paa et nyt og jeg blev ikke ofte nedslagen av Redaktørernes Nei ; jeg sa stadig væk til mig seiv at engang vUde det jo lykkes . Og virkelig , stundom nåar jeg hadde Held med mig og fik det litt godt tU kunde jeg faa fem Kroner for en Eftermiddags Arbeide .
Jeg reiste mig atter fra Vinduet , gik bort til Vaskevandsstolen og dynket en Smule Vand paa mine blande Bukseknæ for at sværte dem og faa dem til at se nyere ut . Da jeg hadde gjort dette stak jeg som sædvanlig Papir og Blyant i Lommen og gik ut . Jég gled meget stiUe nedover Trapperne for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhet ; det var gaat et Par Dager siden min Husleie forfaldt og jeg hadde ikke noget at betale med nu mere .
Klokken var ni . Vognrammel og Stemmer fyldte Luften , et uhyre Morgenkor blandet med Fotgjængernes Skridt og Smældene fra Kuskenes Svøper . Denne støiende Færdsel overalt opUvet mig straks og jeg begyndte at føle mig mere og mere tUfreds . Intet var fjærnere fra min Tanke end bare at gaa en Morgentur i frisk Luft . Hvad kom Luften mine Lunger ved ? Jeg var stærk som en Rise og kunde stanse en Vogn med min Aksel . En fin , sælsom Stemning , Følelsen av den lyse Likegladhet , hadde bemægtiget sig mig . Jeg gav mig til at iagtta de Mennesker jeg møtte og gik forbi , læste Plakaterne paa Væggene , mottok Indtryk fra et Blik slængt til mig fra en forbigaaende Sporvogn , lot hver Bagatel trænge ind paa mig , aUe smaa Tilfældigheter som krysset min Vei og forsvandt .
Naar man bare hadde sig litt til Mat en slik lys Dag ! Indtrykket av den glade Morgen overvældet mig , jeg blev uregjerlig tilfreds og gav mig til at nynne av Glæde uten nogen bestemt Grund . Ved en Slagterbutik stod en Kone med en Kurv paa Armen og spekulerte paa Pølser til Middag ; idet jeg passerte hende saa hun bort paa mig . Hun hadde bare en Tand i Formunden . Nervøs og let paavirkelig som jeg var blit de siste Dager gjorde Konens Ansigt straks et motbydelig Indtryk paa mig ; den lange , gule Tand saa ut som en liten Finger som stod op fra Kjæven og hendes Blik var endnu fuldt av Pølse da hun vendte det mot mig . Jeg tapte med en Gang Appetiten og følte Kvalme . Da jeg kom til
10
Sult
Basarerne gik jeg bort tU Springet og dråk Utt Vand ; jeg saa op — Klokken var ti i Vor Frelsers Taarn .
Jeg gik videre gjennem Gaterne , drev om uten Bekymring for nogetsomhelst , stanset ved et Hjørne uten at behøve det , bøiet av og gik en Sidegate uten at ha Ærend derhen . Jeg lot det staa til , førtes omkring i den glade Morgen , vugget mig sorgfrit frem og tilbake blandt andre lykkeUge Mennesker ; Luften var tom og lys og mit Sind var uten en Skygge .
I ti Minutters Tid hadde jeg stadig hat en gammel halt Mand foran mig . Han bar en Bylt i den ene Haand og gik med hele sit Legeme , arbeidet av al Magt for at skyte Fart . Jeg hørte hvor han pustet av Anstrængelse og det faldt mig ind at jeg kunde bære hans Bylt ; jeg søkte dog ikke at indhente ham . Oppe i Grænsen møtte jeg Hans Pauli som hUste og skyndte sig forbi . Hvorfor hadde han slikt Hastværk ? Jeg hadde siet ikke i Sinde at be ham om en Krone , jeg vUde ogsaa med det allerførste sende ham tilbake et Tæppe som jeg hadde laant av ham for nogen Uker siden . Saasnart jeg var kommet litt ovenpaa vUde jeg ikke være nogen Mand et Tæppe skyldig ; kanske begyndte jeg aUerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om VUjens Frihet , hvadsomhelst , noget læseværdig noget som jeg vilde faa ti Kroner for minst .... Og ved Tanken paa denne Artikel følte jeg mig med en Gang gjennemstrømmet av Trang tU at ta fat straks og øse av min f ulde Hjærne ; jeg vUde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile før jeg hadde faat den færdig .
Men den gamle Krøpling gjorde fremdeles de samme spræUende Bevægelser foran mig i Gaten . Det begyndte tUsist at irritere mig at ha dette skrøpelige Menneske foran mig hele Tiden . Hans Reise syntes aldrig at viUe ta Ende ; kanske hadde han bestemt sig tU akkurat det samme Sted som jeg og jeg skulde hele Veien ha ham for mine Øine . I min Ophidselse forekom det mig at han ved hver Tværgate sagtnet en Smule og likesom ventet paa hvad for en Retning jeg vUde ta , hvorpaa han igjen svang Bylten høit i Luften og gik tU av ytterste Magt for at faa Forsprang . Jeg gaar og ser paa dette masede Væsen og blir mere og mere opfyldt av Forbitrelse mot ham ; jeg følte at han litt efter litt ødela min lyse Stemning og trak den rene , skjønne Morgen med sig ned i Hæslighet med det samme . Han saa ut som et stort humpende Insekt
Sult
11
som med Vold og Magt vUde slaa sig tU en Plass i Verden og forbeholde sig Fortauget for sig seiv alene . Da vi var kommet paa Toppen av Bakken vilde jeg ikke længer finde mig i det , jeg vendte mig mot et Butiksvindu og stanset for at gi ham LeUighet tU at komme væk . Da jeg efter nogen Minutters Forløp atter begyndte at gaa var Manden foran mig igjen , ogsaa han hadde staat bom stiUe . Jeg gjorde uten at tænke mig om tre fire rasende Skridt frem , indhentet ham og slog Manden paa Akslen .
Han stanset med ett . Vi gav os begge tU at stirre paa hverandre .
En liten Skilling tU Mælk ! sa han endelig og la Hodet paa Siden .
Se saa , nu stod jeg godt i det ! Jeg famlet i Lommerne og sa :
TU Mælk ja . Hm . Det er smaat med Pengene i disse Tider og jeg vet ikke hvor trængende De kan være .
Jeg har ikke spist siden igaar i Drammen , sa Manden ; jeg eier ikke en Øre og jeg har ikke faat Arbeide endnu .
Er De Haandværker ?
Ja jeg er Naatler .
Hvilket ?
Naatler . Forresten kan jeg ogsaa gjøre Sko .
Det forandrer Saken , sa jeg . De faar vente her i nogen Minutter saa skal jeg gaa efter Utt Penger tU Dem , nogen Øre .
Jeg gik i største Hast nedover Pilestrædet , hvor jeg visste om en Pantelaaner i anden Etage ; jeg hadde forøvrig aldrig været hos ham før . Da jeg kom ind i Porten trak jeg skyndsomt min Vest av , rullet den sammen og stak den under Armen ; derpaa gik jeg opover Trappen og banket paa tU Sjappen . Jeg bukket og kastet Vesten paa Disken .
Halvanden Krone , sa Manden
Jaja Tak , svarte jeg . Hadde det ikke været det at den begyndte at bU for knap til mig saa vilde jeg ikke ha skUt mig ved den .
Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbake . Det var i Granden et utmærket Paafund dette med Vesten ; jeg vilde endog faa Penger tilovers tU en rikelig Frokost og inden Aften skulde saa min Avhandling om Fremtidens Forbrydelser være istand . Jeg begyndte paa Stedet at finde Tilværelsen blidere og jeg skyndte mig tilbake tU Manden for at faa ham fra Haanden .
Sult
12
<
Værsaagod ! sa jeg til ham . Det glæder mig at De har henvendt Dem til mig først .
Manden tok Pengene og begyndte at mønstre mig med Øinene . Hvad stod han og stirret efter ? Jeg hadde det Indtryk at han især undersøkte mine Bukseknæ og jeg blev træt av denne Uforskammethet . Trodde Slyngelen at jeg virkelig var saa fattig som jeg saa ut for ? Hadde jeg ikke saagodtsom begyndt at skrive paa en Artikel tU ti Kroner ? Overhodet frygtet jeg ikke for Fremtiden , jeg hadde mange Jærn i Hden . Hvad kom det saa et vildt fremmed Menneske ved om jeg gav bort en Drikkeskilling paa en saadan lys Dag ? Mandens Blik irriterte mig og jeg besluttet mig tU at gi ham en Irettesættelse inden jeg forlot ham . Jeg trak paa Akslen og sa : • y
y
i Min gode Mand , De har lagt Dem til den stygge Uvanen at glo en Mand paa Knærne nåar han gir Dem en Krones Penger .
Han la Hodet helt tUbake mot Muren og spærret Munden op. Det arbeidet noget bak hans Stodderpande , han tænkte ganske visst at jeg vilde narre ham paa en eUer anden Maate og han rakte mig Pengene tilbake .
Jeg stampet i Gaten og svor paa at han skulde beholde dem . Indbildte han sig at jeg vilde ha alt det Bryderi for ingenting ? Naar alt kom til alt skyldte jeg ham kanske denne Krone , jeg hadde det med at huske en gammel Gjæld , han stod foran et retskaffent Menneske , ærlig ut til Fingerspisserne . Kortsagt , Pengene var hans .... Aa ikke noget at takke for , det hadde været mig en Glæde . Farvel .
Jeg gik . Endelig hadde jeg denne værkbrudne Plageaand avveien , og jeg kunde være uforstyrret . Jeg tok atter ned gjennem PUestrædet og stanset utenfor en Husholdningshandel . Det laa fuldt op av Mat i Vinduet og jeg bestemte mig tU at gaa ind og faa mig litt med paa Veien .
Et Stykke Ost og et Franskbrød ! sa jeg og slængte min Halvkrone paa Disken .
Ost og Brød for altsammen ? spurte Konen ironisk , uten at se paa mig .
For hele femti Øre ja , svarte jeg uforstyrret .
Jeg fik mine Saker , sa ytterst høflig Godmorgen til den gamle fete Kone og begav mig sporenstreks opover Slotsbakken til Parken .
Sult
13
Jeg fandt mig en Bænk for mig seiv og begyndte at gnage graadig av min Niste . Det gjorde mig godt ; det var længe siden jeg hadde faat et saa rundeUg Maaltid og jeg følte litt efter litt den samme mætte Ro i mig som en føler efter en lang Graat . Mit Mot steg stærkt ; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel om noget saa enkelt og liketil som Fremtidens Forbrydelser som desuten hvemsomhelst kunde gjætte sig tU , likefrem læse sig tU i Historien ; jeg følte mig istand til en større Anstrængelse , jeg var i Stemning tU at overvinde Vanskeligheter og jeg bestemte mig for en Avhandling i tre Avsnit om den filosofiske Erkjendelse . Naturligvis vUde jeg faa Leilighet tU at knække ynkelig nogen av Kants Sofismer .... Da jeg vUde ta mine Skrivesaker frem og begynde Arbeidet opdaget jeg at jeg ikke længer hadde nogen Blyant hos mig , jeg hadde glemt den efter mig i Pantelaanersjappen , min Blyant laa i Vestelommen .
Herregud hvor alting hadde Lyst til at gaa bakvendt for mig ! Jeg bandet nogen Ganger , reiste mig op fra Bænken og drev frem og tilbake i Gangene . Det var meget stiUe overalt ; langt borte ved Dronningens Lysthus rallet et Par Barnepiker sine Vogner omkring , eUers var det ikke et Menneske at se noget Sted . Jeg var dygtig forbitret i Sind og spaserte som en rasende foran min Bænk . Hvor mærkelig vrangt gik det ikke paa alle Kanter ! En Artikel i tre Avsnit skulde strande paa den simple Ting at jeg ikke hadde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen ! Hvad om jeg gik ned i Pilestrædet igjen og fik min Blyant tilbakeleveret ? Det vUde endda bli Tid til at faa et godt Stykke færdig inden de Spaserende begyndte at fylde Parken . Det var ogsaa saa meget som avhang av denne Avhandling om den filosofiske Erkjendelse , kanske flere Menneskers Lykke , ingen kunde vite det . Jeg sa til mig seiv at den kanske vUde bli tU stor Hjælp for mange unge Mennesker . Ret betænkt vilde jeg ikke forgripe mig paa Kant ; jeg kunde jo undgaa det , jeg behøvet bare at gjøre en umærkelig Bøining nåar jeg kom til Spørsmaalet Tid og Rum ; men Renan vilde jeg ikke svare for , gamle Sognepræst Renan Under alle Omstændigheter gjaldt det at gjøre en Artikel paa saa og saa mange Spalter ; den übetalte Husleie , Værtindens lange Blik om Morgningen nåar jeg traf hende i Trapperne , pinte mig hele Dagen og dukket frem igjen endog i mine glade Stunder nåar jeg eUers ikke hadde en
14
Sult
mørk Tanke . Dette maatte jeg ha en Ende paa . Jeg gik hurtig ut av Parken for at hente min Blyant hos Pantelaaneren . Da jeg kom ned i Slotsbakken indhentet jeg to Damer som jeg gik forbi . Idet jeg passerte dem streifet jeg den enes Ærme , jeg saa op , hun hadde et fyldig Utt blekt Ansigt . Med ett blusser hun og bUr forunderlig vakker , jeg vet ikke hvorfor , kanske av et Ord hun hører av en Forbigaaende , kanske bare av en stiUe Tanke hos hende seiv . EUer skulde det være fordi jeg hadde berørt hendes Arm ? Det høie Bryst bølger hæftig nogen Ganger og hun klemmer Haanden haardt om Paraplyskaftet . Hvad gik av hende ?
Jeg stanset og lot hende komme foran mig igjen , jeg kunde ikke i Øieblikket gaa videre , det hele forekom mig saa besynderUg . Jeg var i et pirreUg Lune , ærgerlig paa mig seiv for Hændelsen med Blyanten og i høi grad ophidset av al den Mat jeg hadde nytt paa tom Mave . Med en Gang tar min Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning , jeg føler mig grepen av en sælsom Lyst tU at gjøre denne Dame rædd , følge efter hende og fortrædige hende paa en eUer anden Maate . Jeg indhenter hende atter og gaar hende forbi , vender mig pludselig om og møter hende Ansigt til Ansigt for at iagtta hende . Jeg staar og ser hende ind i Øinene og hitter paa Stedet et Navn som jeg aldrig hadde hørt , et Navn med en gUdende , nervøs Lyd : Ylajali . Da hun var kommet mig nær nok retter jeg mig iveiret og sier indtrængende : De mister Deres Bok , Frøken .
Jeg kunde høre hvor mit Hjærte slog hørlig da jeg sa det . Min Bok ? spør hun sin Ledsagerinde . Og hun gaar videre . Min Ondskapsfuldhet tiltok og jeg fulgte efter Dåmen . Jeg var mig i Øieblikket fuldt bevisst at jeg begik gale Streker , uten at jeg kunde gjøre noget ved det ; min forvirrede Tilstand løp av med mig og gav mig de mest forrykte Indskytelser som jeg lystret efter Tur . Det nyttet ikke hvor meget jeg sa til mig seiv at jeg bar mig idiotisk ad , jeg gjorde de dummeste Grimaser bak Damens Ryg ° g J e g hostet rasende nogen Ganger idet jeg passerte hende . Saaledes vandrende ganske sagte fremover altid i nogen Skridts Forsprang , følte jeg hendes Øine i min Ryg og jeg dukket mig uvUkaarlig ned av Skam over at ha været hende tU Plage . Litt efter litt fik jeg en forunderlig Fornemmelse av at være langt borte ,
Sult
15
andre Steder henne , jeg hadde halvt übestemt Følelsen av at det ikke var mig som gik der paa Stenfliserne og dukket mig ned .
Nogen Minutter efter er Dåmen kommet tU Paschas Boklade , jeg har aUerede stanset ved det første Vindu og idet hun gaar forbi mig træder jeg frem og gjentar :
De mister Deres Bok , Frøken .
Nei hvad for en Bok ? sier hun i Angst . Kan du forståa hvad det er for en Bok han taler om ?
Og hun stanser . Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring , denne Raadvildhet i hendes Øine henrykker mig . Hendes Tanke kan ikke fatte min liUe desperate Tiltale ; hun har siet ingen Bok med , ikke et eneste Blad av en Bok , og allikevel leter hun i sine Lommer , ser sig gjentagne Ganger ind i Hænderne , vender Hodet og undersøker Gaten bak sig , anstrænger sin UUe ømtaalige Hjærne til det ytterste , for at finde ut hvad det er for en Bok jeg taler om . Hendes Ansigt skifter Farve , har snart det ene , snart det andet Uttryk , og hun aander hørlig ; seiv Knapperne i hendes Kjole synes at stirre paa mig som en Række forfærdede Øine .
Bry dig ikke om ham , sier hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen ; han er jo fuld ; kan du ikke se at Manden er fuld !
Saa fremmed som jeg i dette Øieblik var for mig seiv , saa fuldstændig et Bytte for usynlige Indflytelser , foregik intet omkring mig uten at jeg la Mærke til det . En stor brun Hund sprang tværs over Gaten , henimot Lunden og ned til Tivoli ; den hadde et smalt Halsbaand av Nysølv . Høiere op i Gaten aapnedes et Vindu i anden Etage og en Pike la sig ut av det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pusse Ruterne paa Yttersiden . Intet undgik min Opmærksomhet , jeg var klar og aandsnærværende , alle Ting strømmet ind paa mig med en skinnende Tydelighet som om det pludselig var blit et stærkt Lys omkring mig . Damerne foran mig hadde begge en blåa Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebaand om Halsen . Det faldt mig ind at de var Søstre .
De bøiet av og stanset ved Sislers Musikhandel og talte sammen . Jeg stanset ogsaa . Derpaa kom de begge to tilbake , gik den samme Vei som de var kommet , passerte mig igjen , dreiet om Hjørnet ved Universitetsgaten og gik Uke op til St . Olafs Plass . Jeg var dem hele Tiden saa nær i Hælene som jeg torde . De vendte sig en Gang og sendte mig et halvt rædd , halvt nysgjærrig Blik , og jeg
16
Sult
saa ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn . Denne Taalmodighet med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld og jeg slog Øinene ned . Jeg vilde ikke længer være dem tU Fortræd , jeg vUde av ren Taknemmelighet følge dem med Øinene , ikke tape dem avsyne , helt til de gik ind et Sted og blev borte .
Utenfor Numer 2 , et stort fire Etages Hus , vendte de sig endnu en Gang , hvorpaa de gik ind . Jeg lænet mig tU en Gasstolpe ved Fontænen og lyttet efter deres Skridt i Trapperne ; de døde bort i anden Etage . Jeg træder frem fra Lykten og ser opad Huset . Da sker noget besynderlig , Gardinerne bevæger sig høit oppe , et Øieblik efter aapnes et Vindu , et Hode stikker ut og to rart seende Øine hviler paa mig . Ylajali ! sa jeg halvhøit , og jeg følte at jeg blev rød . Hvorfor ropte hun ikke om Hjælp ? Hvorfor støtte hun ikke tU en av Blomsterpotterne og rammet mig i Hodet eUer sendte nogen ned for at jage mig væk ? Vi staar og ser hverandre ind i Øinene uten at røre os ; det varer et Minut ; det skyter Tanker mellem Vinduet og Gaten og ikke et Ord sies . Hun vender sig om , det gir et Rykk i mig , et fint Støt gjennem mit Sind ; jeg ser en Aksel som dreier sig , en Ryg som forsvinder indover Gulvet . Denne langsomme Gang bort fra Vinduet , Betoningen i denne Bevægelse med Akslen var som et Nik tU mig ; mit Blod fornam denne fine Hilsen og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad . Saa vendte jeg om og gik nedover Gaten .
Jeg torde ikke se mig tUbake og visste ikke om hun atter var kommet til Vinduet ; efterhvert som jeg overveiet dette Spørsmaal blev jeg mere og mere urolig og nervøs . Formodentlig stod hun i dette Øieblik og fulgte nøie aUe mine Bevægelser og det var paa ingen Maate tU at holde ut at vite sig saaledes undersøkt bakfrå . Jeg strammet mig op saa godt jeg kunde og gik videre ; det begyndte at rykke i mine Ben , min Gang blev ustø fordi jeg med Vilje vUde gjøre den smuk . For at synes rolig og likegyldig slængte jeg meningsløst med Armene , spyttet i Gaten og såtte Næsen i Veiret ; men intet hjalp . Jeg følte stadig de forfølgende Øine i min Nakke og det løp mig koldt gjennem Kroppen . Endelig reddet jeg mig ind i en Sidegate hvorfra jeg tok Veien ned i PUestrædet for at faa fat paa min Blyant .
Jeg hadde ingen Møie med at faa den tilbakeleveret . Manden bragte mig Vesten seiv og bad mig undersøke aUe Lommerne med
Sult
17
det samme ; jeg fandt ogsaa et Par Laanesedler som jeg stak til mig og takket den venlige Mand for hans Imøtekommenhet . Jeg blev mere og mere tiltalt av ham , det blev mig i samme Stund meget om at gjøre at gi dette Mennneske et godt Indtryk av mig . Jeg gjorde et Slag henimot Døren og vendte atter tilbake til Disken som om jeg hadde glemt noget ; jeg mente at skylde ham en Forklaring ; ' en Oplysning , og jeg gav mig tU at nynne for at gjøre ham opmærksom . Da tok jeg Blyanten i Haanden og holdt den i Veiret .
Det kunde ikke falde mig ind , sa jeg , at gaa lange Veier for en hvilkensomhelst Blyant ; men med denne her var det en anden Sak , en egen Aarsak . Saa ringe som den saa ut hadde denne Blyantstump simpelthen gjort mig tU det jeg var i Verden , saa at si sat mig paa min Plass i Livet
Jeg sa ikke mere . Manden kom helt bort tU Disken .
Jasaa ? sa han og saa nysgjærrig paa mig . Med den Blyant , fortsatte jeg koldblodig , hadde jeg skrevet min Avhandling om den fUosofiske Erkjendelse i tre Bind . Om han ikke hadde hørt den omtale ?
Og Manden syntes nok at han hadde hørt Navnet , Titlen . Ja , sa jeg , den var av mig den ! Saa det maatte endelig ikke forundre ham at jeg vilde ha denne liUe Stubb Blyant tilbake ; den hadde altfor stort Værd for mig , den var mig næsten som et lite Menneske . Forresten var jeg ham oprigtig taknemmeUg for hans Velvilje og jeg vUde huske ham for den — jo , jo , jeg vilde virkelig huske ham for den ; et Ord var et Ord , den Slags Mand var jeg og han fortjente det . Farvel .
i
Jeg gik visst til Døren med en Holdning som om jeg kunde anbringe en Mand i en høi Post . Den skikkelige Pantelaaner bukket to Ganger for mig idet jeg fjærnet mig og jeg vendte mig endnu en Gang og sa Farvel .
I
I Trappen møtte jeg en Kone som bar en Vadsæk i Haanden . Hun trykket sig ængstelig til Siden for at gi mig Plass siden jeg spansket mig saa , og jeg grep uvilkaarlig i Lommen efter noget at gi hende ; da jeg ikke fandt nogen Ting blev jeg flau og gik hende duknakket forbi . Litt efter hørte jeg at ogsaa hun banket paa til Sjappen ; det var et Staaltraadsprinkel paa Døren og jeg kjendte straks igjen den klirrende Lyd nåar et Menneskes Knoker berørte det .
2 — Hamsun I .
Sult
18
Solen stod i sør , Klokken var omtrent tolv . Byen begyndte at komme paa Benene , det nærmet sig Spasertiden og hilsende og leende Folk bølget op og ned i Karl Johan . Jeg klemte Albuerne i Siden , gjorde mig liten og slåp übemærket forbi nogen Bekjendte som hadde indtat et Hjørne ved Universitetet for at heskue de Forbigaaende . Jeg vandret opover Slotsbakken og faldt
Disse Mennesker jeg møtte , hvor let og lystig vugget de ikke sine lyse Hoder og svinget sig gjennem Livet som gjennem en Ballsal ! Det var ikke Sorg i et eneste Øie jeg saa , ingen Byrde paa nogen Skulder , kanske ikke en skyet Tanke , ikke en Uten hemmelig Pine i nogen av disse glade Sind . Og jeg gik der like ved Siden av disse Mennesker , ung og nys utsprungen , og jeg hadde allerede glemt hvordan Lykken saa ut ! Jeg dægget for mig seiv med denne Tanke og fandt at der var sket mig gruelig Uret . Hvorfor hadde de siste Maaneder faret saa mærkeUg haardt frem med mig ? Jeg kjendte siet ikke mit lyse Sind igjen og jeg hadde de underUgste Plager paa aUe Kanter . Jeg kunde ikke sætte mig paa en Bænk for mig seiv eller røre min Fot noget Sted hen uten at bU overfaldt av smaa og betydningsløse TUf ældigheter , jammerUge BagateUer som trængte ind i mine ForestUlinger og spredte mine Kræfter for alle Vinde . En Hund som strøk mig forbi , en gul Rose i en Herres Knaphul kunde sætte mine Tanker i Vibring og opta mig for længere Tid . Hvad var det som feUet mig ? Hadde Herrens Finger pekt paa mig ? Men hvorfor just paa mig ? Hvorfor ikke like saa godt paa en Mand i Sydamerika , for den Skyld ? Naar jeg overveiet Tingen blev det mig mere og mere übegripelig at netop jeg skulde være utset tU Prøveklut for Guds Naades Lune . Det var en noksaa eiendommeUg Fremgangsmaate at springe over en hel Verden for at række mig ; der var nu baade Antikvarbokhandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen . Jeg gik og drøftet denne Sak og kunde ikke bli den kvit , jeg fandt de vægtigste Indvendinger mot denne Herrens VilkaarUghet at la mig undgjælde for alles Skyld . Endog efter at jeg hadde fundet mig en Bænk og sat mig ned vedblev dette Spørsmaal at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke paa andre Ting . Fra den Dag i Maimaaned då mine Gjenvordigheter begyndte kunde jeg saa tydelig mærke en litt efter litt tiltakende Svakhet , jeg var
Sult
19
likesom blit for mat tU at styre og lede mig hvorhen jeg vUde ; en Sværm av smaa Skadedyr hadde trængt ind i mit Indre og uthulet mig . Hvad om Gud likefrem hadde i Sinde at ødelægge mig ganske ? Jeg reiste mig op og drev frem og tilbake foran Bænken .
Mit hele Væsen var i dette Øieblik i den høieste Grad av Pine ; jeg hadde endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ut at bære dem paa sædvanlig Maate . Av mit siste svære Maaltid følte jeg ogsaa et stærkt Uhehag , jeg var overmæt og ophidset og spaserte frem og tilbake uten at se op ; de Mennesker som kom og gik omkring mig gled mig forbi som Skimt . EndeUg blev min Bænk optat av et Par Herrer som tændte sine Cigarer og passiarte høit ; jeg blev sint og vilde tiltale dem , men vendte om og gik helt over til den andre Kanten av Parken hvor jeg fandt mig en ny Bænk . Jeg såtte mig .
Tanken paa Gud begyndte atter at opta mig . Jeg syntes det var høist uforsvarlig av ham at lægge sig imeUem hver Gang jeg søkte efter en Post og forstyrre det hele aldenstund det bare var Mat for Dagen jeg bad om . Jeg hadde saa tydelig mærket at nåar jeg sultet litt længe av Gangen var det likesom min Hjærne randt mig stille ut av Hodet og gjorde mig tom . Mit Hode blev let og fraværende , jeg følte ikke længer dets Tyngde paa mine Aksler og jeg hadde en Fornemmelse av at mine Øine glante altfor vidaapent nåar jeg saa paa nogen .
Jeg sat der paa Bænken og tænkte over alt dette og blev mere og mere bitter mot Gud for hans vedholdende Plagerier . Hvis han mente at drage mig nærmere til sig og gjøre mig bedre ved at utpine mig og lægge Motgang paa Motgang i min Vei saa tok han litt feil , kunde jeg forsikre ham . Og jeg saa op mot det Høie næsten graatende av Trods og sa ham dette en Gang for alle i mit stille Sind .
Stubber av min Børnelærdom randt mig ihu , Bibelens StUtone sang for mine Ører og jeg talte sagte med mig seiv og la Hodet spydig paa Siden . Hvi bekymret jeg mig for hvad jeg skulde æte , hvad jeg skulde drikke og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk , kaldet mit jordiske Legem ? Hadde ikke min himmelske Fader sørget for mig som for Spurvene under Himlen og vist mig den Naade at peke paa sin ringe Tjener ? Gud hadde stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeUg , ganske løselig bragt Utt
Sult
20
Uorden i Traadene . Og Gud hadde trakket sin Finger tilbake og se , det var Trevler og fine Rottraader paa Fingeren av mine Nervers Traader . Og der var et aapent Hui efter hans Finger som var Guds Finger , og Saar i min Hjærne efter hans Fingers Veier . Men der Gud hadde berørt mig med sin Haands Finger lot han mig være og berørte mig ikke mere og lot mig intet ondt vederfares . Men han lot mig gaa med Fred og han lot mig gaa med det aapne Hui . Og intet ondt vederfores mig av Gud som er Herren i al Evighet ...
Støt av Musik bares av Vinden op til mig fra Studenterlunden , Klokken var altsaa over to. Jeg tok mine Papirsaker frem for at forsøke at skrive noget , i det samme faldt min Barberbok ut av Lommen . Jeg aapnet den og talte Bladene , det var seks Billetter tilbake . Gudskelov ! sa jeg uvilkaarUg ; jeg kunde endnu bli barbert i nogen Uker og se godt ut ! Og jeg kom straks i en bedre Sindsstemning ved denne Ulle Eiendom som jeg endda hadde tUbake ; jeg glattet BUletterne omhyggehg ut og forvarte Boken i Lommen .
Men skrive kunde jeg ikke . Efter et Par Linjer vUde det ikke falde mig noget ind ; mine Tanker var andre Steder og jeg kunde ikke stramme mig op til nogen bestemt Anstrængelse . Alle Ting indvirket paa mig og distraherte mig , alt jeg saa gav mig nye Indtryk . Fluer og smaa Myg såtte sig fast paa Papiret og forstyrret mig ; jeg pustet paa dem for at faa dem væk , blaaste haardere og haardere , men uten Nytte . De smaa Bæster lægger sig bakut , gjør sig tunge og stritter imot saa deres tynde Ben bugner . De er siet ikke til at flyttp av Flækken . De finder sig noget at hake sig fast i , spåender Hælene mot et Komma eUer en Ujævnhet i Papiret og staar uryggelig stiUe saalænge tU de seiv finder for godt at gaa sin Vei .
En Tidlang vedblev disse smaa Udyr at beskjæftige mig og jeg la Benene overkors og gav mig god Tid med at iagtta dem . Med en Gang skingret en eUer to høie Klarinettoner op tU mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Støt . Mismodig over ikke at kunne gjøre min Artikel istand stak jeg igjen Papirerne i Lommen og lænet mig bakover paa Bænken . I dette Øieblik er mit Hode saa klart at jeg kan tænke de fineste Tanker uten at trættes . Idet jeg ligger i denne Stilling og later Øinene løpe nedover mit Bryst
Sult
21
og mine Ben lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse min Fot gjør hver Gang Pulsen slaar . Jeg reiser mig halvt op og ser ned paa mine Føtter og jeg gjennemgaar i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning som jeg aldrig tidUgere hadde følt ; det gav et fint , vidunderlig Sæt gjennem mine Nerver som om det gik Hinger av Lys gjennem dem . Ved at kaste Øinene paa mine Sko var det som jeg hadde truffet en god Bekjendte Uer faat en løsreven Part av mig seiv tilbake ; en Gjenkjendelsesfølelse sitrer gjennem mine Sanser , Taarerne kommer mig i Øinene , og jeg fornemmer mine Sko som en sakte susende Tone imot mig . Svakhet ! sa jeg haardt tU mig seiv og jeg knyttet Hænderne og sa Svakhet . Jeg gjorde Nar av mig seiv for disse latterlige Følelser , hadde mig tilbedste med fuld Bevissthet ; jeg talte meget strængt og forstandig og jeg knep Øinene hæftig sammen for at faa Taarerne bort . Som om jeg aldrig hadde set mine Sko før gir jeg mig tU at studere deres Utseende , deres Mimik nåar jeg rørte paa Foten , deres Form og de slitte Overdeler , og jeg opdager at deres Rynker og hvite Sømmer gir dem Uttryk , meddeler dem Fysiognomi . Det var noget av mit eget Væsen gaat over i disse Sko , de virket paa mig som en Aande mot mit Jeg , en pustende Del av mig seiv ....
Jeg sat og fablet med disse Fornemmelser en lang Stund , kanske en hel Time . En liten gammel Mand kom og optok den andre Enden av min Bænk ; idet han såtte sig pustet han tungt ut efter Gangen og sa :
Ja ja ja ja ja ja ja ja ja ja , san ! Saa snart jeg hørte hans Stemme var det som en Vind f eiet gjennem mit Hode , jeg lot Sko være Sko og det forekom mig allerede at den forvirrede Sindsstemning jeg just hadde oplevet skrev sig fra en længst svunden Tid , kanske et Aar eUer to tilbake > og var saa smaat i Færd med at utviskes av min Erindring . Jeg såtte mig til at se paa den Gamle .
Hvad angik han mig , denne Ulle Mand ? Intet , ikke det ringeste ! Bare at han holdt en Avis i Haanden , et gammelt Numer med Avertissementssiden ut og hvori det syntes at Ugge en eller anden Ting indpakket . Jeg blev nysgjærrig og kunde ikke faa mine Øine bort fra den Avis ; jeg fik den vanvittige Idé at det kunde være en mærkelig Avis , enestaaende i sit Slags ; min Nysgjærrighet steg
Sult
22
og jeg flytte mig frem og tUbake paa Bænken . Det kunde være Dokumenter , farUge Aktstykker stjaalet fra et Arkiv . Og det foresvævet mig noget om en hemmelig Traktat , en Sammepsværgelse .
Manden sat stiUe og tænkte . Hvorfor bar han ikke sin Avis som ethvert andet Menneske bar en Avis , med Titlen ut ? Hvad var det for Slags Underfundigheter ? Han saa ikke ut til at viUe slippe sin Pakke av Haanden , ikke for alt i Verden , han torde kanske ikke engang betro den til sin egen Lomme . Jeg kunde dø paa at det stak noget under med Pakken .
Jeg saa ut i Luften . Netop det at det var saa umulig at trænge ind i denne mystiske Sak gjorde mig forstyrret av Nysgjærrighet . Jeg lette i mine Lommer efter noget at gi Manden for at komme i Samtale med ham og jeg fik fat i min Barberbok , men gjæmte den igjen . Pludselig fik jeg i Sinde at være ytterst fræk , jeg klappet mig paa min tomme Brystlomme og sa :
Tør jeg by Dem en Cigaret ?
Tak , Manden røkte ikke , han hadde maattet høre op for at spare sine Øine , han var næsten blind . Takker forresten saa meget !
Om det var længe siden hans Øiné tok Skade ? Saa kunde han kanske ikke læse heller ? Ikke engang Aviser ?
Ikke engang Aviser , desværre !
Manden saa paa mig . De syke Øine hadde hver sin Hinde som gav dem et glasagtig Utseende , hans Blik blev hvitt og gjorde et motbydeUg Indtryk .
De er fremmed her ? sa han .
Ja . — Om han ikke engang kunde læse Titlen paa den Avis han holdt i Haanden ?
Næppe . — Forresten hadde han straks hørt at jeg var fremmed ; det var noget i mit Tonefald som sa ham det . Det skulde saa Ute til , han hørte saa godt ; om Natten nåar aUe sov kunde han høre Menneskene i Sideværelset puste .... Hvad jeg vilde si , hvor bor De henne ?
En Løgn stod mig med ett fuldt færdig i Hodet . Jeg løi ufriviUig , uten Forsæt og uten Baktanke , jeg svarte :
Paa St . Olafs Plass Numer 2.
Virkelig ? Manden kjendte hver Brosten paa St . Olafs Plass . Der
23
Sult
var en Fontæne , nogen Gaslykter , et Par Trær , han husket det hele Hvad Numer bor De i ?
Jeg vilde gjøre en Ende paa det og reiste mig , dreven tU det ytterste av min fikse Idé med Avisen . HemmeUgheten skulde opklares hvad det saa skulde koste .
Naar De ikke kan læse Avis , hvorfor .... I Numer 2 , syntes jeg De sa ? fortsatte Manden uten at agte paa min Uro . Jeg kjendte i sin Tid aUe Mennesker i Numer 2. Hvad heter Deres Vært ? Jeg fandt i Hast et Navn for at bU ham kvit , laget dette Navn i Øieblikket og slynget det ut for at stanse min Plageaand .
Happolati , sa jeg . Happolati ja nikket Manden , og han mistet ikke en Stavelse i dette vanskelige Navn .
Jeg saa forbauset paa ham ; han sat meget alvorUg og hadde en tænksom Mine . Ikke før hadde jeg uttalt dette dumme Navn som faldt mig ind før Manden fandt sig tilrette.med det og lot til at ha hørt det før . Imidlertid la han sin Pakke fra sig paa Bænken og jeg følte al min Nysgjærrighet dirre mig gjennem Nerverne . Jeg la Mærke til at det var et Par fete Pletter paa Avisen . Er han ikke Sjømand , Deres Vært ? spurte Manden , og det var ikke Spor av Ironi i hans Stemme . Jeg synes huske at han var Sjømand ? Sjømand ? Om Forlatelse , det maa være Brom De kjender ; dette her er nemlig J . A . Happolati , Agent . Jeg trodde at dette vUde gjøre det av med ham ; men Manden gik villig med paa alt. Det skal være en flink Mand , har jeg hørt ? sa han , forsøkende sig frem . Aa en forslagen Mand , svarte jeg , et dyktig Forretningshode , Agent for alt mulig , Tyttebær paa Kina , Fjær og Dun fra Rusland , Huder , Træmasse , Skriveblæk Hehe , det var da Fan ! avbrøt Oldingen i høi Grad oplivet . Dette begyndte at bli interessant . Situationen løp av med mig og den ene Løgn efter den andre opstod i mit Hode . Jeg såtte mig igjen , glemte Avisen , de mærkelige Dokumenter , blev ivrig og faldt den anden i Talen . Den liUe Dværgs Godtroenhet gjorde mig dumdristig , jeg vUde lyve ham hensynsløst fuld , slaa ham
storslagent av Marken .
i
24
Sult
Om han hadde hørt om den elektriske Salmebok som Happolati hadde opfundet ?
Hvad , elek .... ?
Med elektriske Bokstaver som kunde lyse i Mørke ! Et aldeles storartet Foretagende , MiUioner Kroner i Bevægelse , Støperier og Trykkerier i Arbeide , Skårer av fast lønnede Mekanikere sysselsat , jeg hadde hørt si syv hundrede Mand .
Ja er det ikke som jeg sier ! sa Manden stille . Mere sa han ikke ; han trodde hvert Ord jeg fortalte og faldt allikevel ikke i Staver . Dette skuffet mig en Smule , jeg hadde ventet at se ham forvUdet av mine Paafund .
Jeg opfandt endnu et par desperate Løgne , drev det til Hazard , ymtet om at Happolati hadde været Minister i ni Aar i Persien . De har det kanske ikke paa Anelsen hvad det vil si at være Minister i Persien ? spurte jeg . Det var mere end Konge her , eller omtrent som Sultan , om han visste hvad det var . Men Happolati hadde klaret det hele og aldri staat fast . Og jeg fortalte om Ylajali , hans Datter , en Fé , en Prinsesse som hadde tre Hundrede Slavinder og laa paa et Leie av gule Roser , ; hun var det skjønneste Væsen jeg hadde set , jeg hadde Gud straffe mig aldrig oplevet Maken til Syn i mit Liv !
Saa , hun var saa vakker ? ytret den Gamle med en fraværende Mine og saa ned i Marken .
Vakker ? Hun var deilig , hun var syndig søt ! Øine som Raasilke , Armer av Rav ! Bare et enkelt Blik av hende var forførende som et Kys og nåar hun kaldte paa mig jog hendes Stemme mig som en Straale av Vin like ind i Hjærtet . Hvorfor skulde hun ikke være saapas deiUg ? Tok han hende for et Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet ? Hun var simpelthen en Himlens Herlighet , skulde jeg si ham , et Æventyr .
Jaja ! sa Manden litt betuttet .
Hans Ro kjedet mig ; jeg var blit ophidset av min egen Stemme og talte i fuldt Alvor . De stjaalne Arkivsaker , Traktaten med en eUer anden fremmed Magt var ikke mere i min Tanke ; den liUe flate Pakken laa der paa Bænken imellem os og jeg hadde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøke den og se hvad den indeholdt . Jeg var helt optat av mine egne Historier , det drev underlige Syner forbi mine Øine , Blodet steg mig til Hodet og jeg løi av fuld Hals .
Sult
25
i
.
I
I dette Øieblik syntes Manden at viUe gaa . Han lettet paa sig og spurte for ikke at bryte for brat av :
Han skal ha svære Eiendomme denne Happolati ?
Hvor torde denne blinde motbydelige Olding tumle med det fremmede Navn jeg hadde diktet op som om det var et almindeUg Navn og stod paa hvert Høkerskilt i Byen ? Han snublet aldrig paa et Bokstav og glemte ikke en Stavelse ; dette Navn hadde bitt sig fast i hans Hjærne og slaat Røtter i samme Stund . Jeg blev ærgerlig , en indre Forbitrelse begyndte at opstaa i mig mot dette Menneske som intet kunde bringe i Knipe og intet gjøre mistænksom .
Det kjender jeg ikke tU , svarte jeg derfor træt ; jeg kjender aldeles ikke tU det . Lat mig forresten si Dem nu en Gang for aUe at han heter Johan Arendt Happolati , at dømme efter hans egne Forbokstaver .
Johan Arendt Happolati , gjentok Manden forundret over min Hæftighet . Saa tidde han .
De skulde set hans Kone , sa jeg rasende ; tykkere Menneske Ja De tror kanske ikke at hun var videre tyk ?
Jo det syntes han nok — en saadan Mand
Oldingen svarte sagtmodig og stiUe paa hvert av mine Utfald og søkte efter Ord som om han var rædd for at forgaa sig og gjøre mig sint .
Helvedes Pine , Mand , tror De kanske at jeg sitter her og lyver Dem kapitalt fuld ? ropte jeg ute av mig seiv . Tror De kanske ikke engang at det gives en Mand ved Navn Happolati ? Jeg har aldrig set paa Maken tU Trods og Ondskap hos en gammel Mand ! Hvad Fanden gaar det av Dem ? De har kanske atpaa Kjøpet tænkt ved Dem seiv at jeg var en yderlig fattig Mand som sat her i min bedste Puss uten et Etui fuldt av Cigaretter i Lommen ? En saadan Behandling som Deres er jeg ikke vant tU , skal jeg si Dem , og jeg taaler den Gud døde mig ikke hverkeri av Dem eUer nogen anden , saa meget De vet det !
Manden hadde reist sig . Med gapende Mund stod han stum og hørte paa mit Utbrudd indtU det var tilende , saa grep han hurtig sin Pakke paa Bænken og gik , næsten løp henover Gangen med smaa Oldingeskridt .
Jeg sat tilbake og saa paa hans Ryg som gled mere og mere bort
»
26
Sult
og syntes at lute mere og mere sammen . Jeg vet ikke hvor jeg fik det Indtryk fra , men det forekom mig at jeg aldrig hadde set en uærligere , lastefuldere Ryg end denne , og jeg angret ikke at jeg hadde skjældt Mennesket ut før han forlot mig ....
Dagen begyndte at hælde , Solen sank , det tok paa at suse litt i Trærne omkring og Barnepikerne som sat i Klynger borte ved Balancerstangen belaget sig paa at triUe sine Vogner hjem . Jeg var roUg og vel tilmote . Den Ophidselse jeg just hadde været i la sig Utt efter hvert , jeg faldt sammen , blev slåp og begyndte at føle mig søvnig ; den store Mængde Brød jeg hadde spist var mig heUer ikke længer til synderlig Mén . I den bedste Stemning lænet jeg mig bakover paa Bænken , hikket Øinene og blev mere og mere døsig , jeg blundet og var Uke ved at falde i fast Søvn da en Parkmand la sin Haand paa min Aksel og sa :
De maa ikke sitte og sove hermde .
Nei , sa jeg og reiste mig straks . Og med ett Slag stod atter min sørgelige Stilling lyslevende for mine Øine . Jeg maatte gjøre noget , finde paa et eUer andet ! At søke Plasser hadde ikke nyttet mig ; de AnbefaUnger jeg gik og viste frem var blit gamle og skrev sig fra altfor ukjendte Personer tU at kunne virke kraftig ; desuten hadde disse stadige Avslag utefter Sommeren gjort mig forknyt . Naa — under aUe Omstændigheter var min Husleie forfalden og jeg maatte gjøre en Utvei tU den . Saa fik det bero med det øvrige saalænge .
Ganske uvilkaarlig hadde jeg igjen faat Blyant og Papir i Hænderne og jeg sat og skrev mekanisk AarstaUet 1848 i alle HjØrner . Om nu bare en enkelt brusende Tanke vUde beta mig vældig og lægge mig Ordene i Munden ! Det hadde jo hændt før , det hadde virkelig hændt at saa danne Stunder var kommet over mig da jeg kunde skrive et langt Stykke uten Anstrængelse og faa det velsignet godt til .
Jeg sitter der paa Bænken og skriver Snese Ganger 1848 , skriver dette Tal paa kryss og tværs i aUe mulige Facpner og venter paa at en brukbar Idé skal falde mig ind . En Sværm av løse Tanker flagrer om i mit Hode , Stemningen i den hældende Dag gjør mig mismodig og sentimental . Høsten er kommet og har aUerede begyndt at lægge alting i Dvale , Fluer og Smaadyr har faat det første Knæk , oppe i Trærne og nede paa Marken høres Lyden av det
Sult
27
stridende Liv , puslende , susende uroUg , arbeidende for ikke at forgaa . AUe Krypverdenens TUværelser rører sig endnu en Gang , stikker sine gule Hoder op av Mosen , løfter sine Ben , føler sig frem med lange Traader og synker saa pludselig sammen , vælter om og vender Buken i Veiret . Hver Vækst har faat sit Særpræg , et fint henaandende Pust av den første Kulde ; Straaene stritter bleke op mot Solen og det avfaldne Løy hvisler henover Jorden med en Lyd som av vandrende Silkeormer . Det er Høstens Tid , midt i Forgjængelsens Karneval ; Roserne har faat Betændelse i Rødmen , et hektisk vidunderlig Skjær over den blodrøde Farve . Jeg følte mig seiv som et Kryp i Undergang , grepen av Ødelæggelsen midt i denne clvalefærdige Alverden . Jeg reiste mig op besat av sære Rædsler og tok nogen voldsomme Skridt bortover Gangen . Nei ! ropte jeg og knyttet begge mine Hænder , dette maa det bli en Ende paa ! Og jeg såtte mig igjen , tok atter Blyanten i Haanden og vilde gjøre Alvor av det med en Artikel . Det kunde aldeles ikke nytte at gi sig over nåar man stod med en übetalt Husleie like for Øinene .
Langsomt begyndte mine Tanker at samle sig . Jeg passet paa og skrev sagte og vel overveiet et Par Sider som en Indledning til noget ; det kunde være Begyndelsen tU hvadsomhelst , en Reiseskildring , en poUtisk Artikel , eftersom jeg seiv fandt for godt . Det var en ganske fortræffeUg Begyndelse tU noget av hvert . Saa gav jeg mig til at søke efter et bestemt Spørsmaal jeg kunde behandle , en Mand , en Ting at kaste mig over , og jeg kunde ikke finde noget . Under de. nne frugtesløse Anstrængelse begyndte det igjen at komme Uorden i mine Tanker , jeg f ølte , hvorledes min Hjærne formelig slog Klik , mit Hode tømtes , tømtes , og det stod tilsist let og uten Indhold tilbake paa mine Aksler . Jeg fornam denne glanende Tomhet i mit Hode med hele Legemet , jeg syntes
mig seiv uthulet fra øverst til nederst . Herre , min Gud og Fader ! ropte jeg i Smærte , og jeg gjentok dette Rop mange Ganger i Træk uten at si mere . Vinden raslet i Løyet , det trak op tU Uveir . Jeg sat endnu en Stund og stirret fortapt paa mine Papirer , la dem saa sammen og stak dem langsomt i Lommen . Det blev kjølig og jeg hadde ingen Vest mere ; jeg knappet Frakken helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen . Saa reiste jeg mig og gik .
28
Sult
Om det bare hadde lyktes mig denne Gang , denne ene Gang ! To Ganger hadde min Værtinde spurt mig med Øinene efter Beta Ungen og jeg hadde maattet dukke mig ned og snike mig forbi hende med en forlegen Hilsen . Jeg kunde ikke gjøre det igjen ; næste Gang jeg møtte disse Øine vUde jeg opsi mit Rum og gjøre ærlig Rede for mig ; det kunde saa aUikevel ikke vare ved i Længden paa denne Maate .
Da jeg kom til Utgangen av Parken saa jeg igjen den gamle Dværg som jeg i mit Raseri hadde jaget paa Flugt . Den mystiske Avispakke laa opslaat ved Siden av ham paa Bænken fuld av Mat av forskjellige Sorter som han sat og bet av . Jeg vilde like med ett gaa til ham og undskylde mig , be om TUgivelse for min Opførsel , men hans Mat støtte mig tUbake ; de gamle Fingrer som saa ut som ti rynkede Klør klemte motbydeUg om de fete 3 mørogbrød , jeg følte Kvalme og gik ham forbi uten at tiltale ham . Han kjendte mig ikke , hans Øine stirret paa mig tørre som Horn og hans Ansigt fortrak ikke en Mine .
Og jeg fortsatte min Vei .
Efter Sædvane stanset jeg ved hver uthængt Avis som jeg passerte for at studere Bekjendtgjørelserne om ledige Plasser , og jeg var saa heldig at finde en som jeg kunde paata mig : En Kjøpmand paa Grønlandsleret søkte efter en Mand til et Par Timers Bokførsel hver Aften ; Løn efter Overenskomst . Jeg noterte mig Mandens Adresse og bad i Taushet til Gud om denne Plass ; jeg vUde forlange mindre end nogen anden for Arbeidet , femti Øre var rikelig , eller kanske firti Øre ; det fik bU som det vilde med det .
Da jeg kom hjem laa det paa mit Bord en Seddel fra min Værtinde hvori hun bad mig om at betale min Husleie i Forskudd eUer flytte ut saa snart jeg kunde . Jeg maatte ikke opta det fortrytelig , det var aleneste en nødig Begjæring . Venskapeligst Madam Gundersen .
Jeg skrev en Ansøkning til Kjøpmand Christie , Grønlandsleret Numer 31 , la den i en Konvolut og bragte den . ned i Kassen paa Hjørnet . Saa gik jeg op paa mit Værelse igjen og såtte mig til at tænke i Gyngestolen mens Mørket blev tættere og tættere . Det begyndte at bU vanskelig at holde sig oppe nu .
*
Sult
29
Om Morgningen vaaknet jeg meget tidlig . Det var endnu noksaa mørkt da jeg slog Øinene op og først længe efter hørte jeg Klokken i Leiligheten nedenunder mig slaa fem Slag . Jeg vUde lægge mig tU at sove igjen , men kunde ikke mere falde i Søvn , jeg blev mere og mere vaaken og laa og tænkte paa tusen Ting .
Pludselig falder det mig ind en eUer to gode Sætninger til Bruk for en Skisse , en Føljeton , fine sprogUge Lykketræf som jeg aldrig hadde fundet Make til . Jeg ligger og gjentar disse Ord for mig seiv og finder at de er utmærkede . Om Utt føier det sig flere tU , jeg blir med ett lysvaaken og reiser mig op og griper Papir og Blyant paa Bordet bak min Seng . Det var som en Aare var spranget i mig , det ene Ord følger efter det andre , ordner sig i Sammenhæng , danner sig til Situationer ; Scene dynger sig paa Scene , Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne og et underfuldt Behag griper mig . Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den andre uten et ØiebUks Pause . Tankerne kommer saa pludselig paa mig og vedblir at strømme saa rikeUg at jeg mister en Masse Biting som jeg ikke hurtig nok faar skrevet ned skjønt jeg arbeider av alle Kræfter . Det fortsætter at trænge ind paa mig , jeg er fyldt av mit Stof og hvert Ord jeg skriver blir lagt mig i Munden .
Det varer , varer saa velsignet længe inden dette forunderlige ØiebUk hører op ; jeg har femten , tyve beskrevne Sider Uggende foran mig paa mine Knæ da jeg endelig stanser og lægger Blyanten væk . Var det nu saasandt nogen Værdi i disse Papirer saa var jeg reddet ! Jeg springer ut av Sengen og klær mig paa . Det lysner mere og mere , jeg kan halweis skjælne Fyrdirektørens Bekjendtgjørelse nede ved Døren , og ved Vinduet er det aUerede saa lyst at jeg til Nød kunde se at skrive . Og jeg gaar straks i Gang med at renskrive mine Papirer .
En underlig tæt Damp av Lys og Farver slaar op av disse Fantasier ; jeg steiler overrasket foran den ene gode Ting efter den andre og sier tU mig seiv at det var det bedste jeg nogensinde hadde læst . Jeg blir yr av Tilfredshet , Glæden puster mig op og jeg føler mig storartet oven paa ; jeg veier mit Skrift i Haanden og takserer det paa Stedet til fem Kroner , efter et løst Skjøn . Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte paa fem Kroner , det maatte tværtimot sies at være Røverkjøp at faa det for ti
30
Sult
Kroner , kom det an paa Indholdets Beskaffenhet . Jeg hadde ikke i Sinde at gjøre et saa særegent Arbeide gratis ; saa vidt jeg visste fandt man ikke Romaner av den Slags efter Veiene . Og jeg bestemte mig for ti Kroner .
Det blev lysere og lysere i Værelset , jeg kastet et Blik ned mot Døren og kunde uten synderlig Møie læse de fine , skeletagtige Bokstaver om Jomfru Andersens Liksvøp tilhøire i Porten ; det var ogsaa gaat en god Stund siden Klokken slog syv .
Jeg reiste mig og stUlet mig midt paa Gulvet . Alt vel overveiet kom Madam Gundersens Opsigelse temmelig beleUig . Dette var egentlig ikke noget Værelse for mig ; her var noksaa simple grønne Gardiner for Vinduerne , og saa synderlig mange Spiker i Væggene tU at hænge sin Garderobe paa var der heUer ikke . Den stakkars Gyngestol borte i Hjørnet var i Granden bare en Vits av en Gyngestol som man makelig kunde le sig fordærvet av . Den var altfor lav for en voksen Mand , desuten var den saa trang at man saa at si maatte bruke Støvleknægt for at komme op av den igjen . Kortsagt , Værelset var ikke indrettet til at sysle med aandeUge Ting i og jeg agtet ikke at beholde det længer . Paa ingen . Maate vilde jeg beholde det ! Jeg hadde altfor længe tiet og taalt og holdt tU i dette Skur .
Opblaast av Haap og TUfredshet , stadig optat av min mærkelige Skisse som jeg hvert Øieblik trak op av Lommen og læste i vilde jeg straks gjøre Alvor av det og gaa i Gang med Flytningen . Jeg tok frem min Bylt , et rødt Lommetørklæ som indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøUet Avispapir som jeg hadde baaret Brød hjem i , ruUet mit Sengetæppe sammen og stak til mig min Beholdning av hvitt Skrivpapir . Derpaa undersøkte jeg for Sikkerhets Skyld aUe Kroker for at mig om at jeg ikke hadde lagt noget efter mig , og da jeg intet fandt gik jeg til Vinduet og saa ut . Morgningen var mørk og vaat ; det var ingen tilstede ute ved aen nedbrændte Smie og Klædesnoren nede i Gaarden stod stram fra Væg til Væg sammentrukket av Væten . Jeg kjendte altsammen fra før , traadte derfor bort fra Vinduet , tok Tæppet under Armen , bukket for Fyrdirektørens Bekjendtgjørelse , bukket for Jomfru Andersens Liksvøp og aapnet Døren .
Med en Gang kom jeg i Tanke paa min Værtinde ; hun burde dog underrettes om min Flytning for at hun kunde se at hun
Sult
31
hadde hat med et ordentlig Menneske at gjøre . Jeg vilde ogsaa takke hende skriftlig for de Par Dager jeg hadde benyttet Værelset over Tiden . Vissheten om at jeg nu var reddet for længere Tid trængte saa stærkt ind paa mig at jeg endog lovet min Værtinde fem Kroner nåar jeg kom indom en av Dagene ; jeg vUde vise hende til Overmaal hvad det var for en honnet Person hun hadde hat under Tak .
Sedlen la jeg efter mig paa Bordet . Atter en Gang stanset jeg ved Døren og snudde om . Denne straalende Følelse av at være kommet ovenpaa henrykte mig og gjorde mig taknemmeUg mot Gud og Alverden og jeg knælte ned ved Sengen og takket Gud med høi Røst for hans store Godhet mot mig denne Morgen . Jeg visste det , aa jeg visste det at den Raptus av Inspiration jeg just hadde gjennemlevet og skrevet ned var en vidunderUg Himlens Gjærning i min Aand , et Svar paa mit Nødrop igaar . Det er Gud ! det er Gud ! ropte jeg tU mig seiv , og jeg graat av Begeistring over mine egne Ord ; nu og da maatte jeg stanse op og lytte et ØiebUk om det skulde komme nogen i Trapperne . EndeUg reiste jeg mig og gik ; jeg gled lydløst nedover aUe disse Etager og naadde uset Porten . Gaterne var blanke av Regn som hadde faldt paa Morgenstunden , Himlen hang raa og sid over Byen og det var ingen Steder et SolgUmt at se . Hvad mon det led paa Dagen ? Jeg gik som sædvanlig i Retning av Raadstuen og saa at Klokken var halv ni . Jeg hadde altsaa et Par Timer at løpe paa ; det nyttet ikke at komme i Bladet før ti , kanske eUeve , jeg fik drive omkring saalænge og imidlertid spekulere paa en Utvei til Utt Frokost . Jeg hadde forresten ingen Frygt for at gaa suiten tilsengs den Dag ; de Tider var Gudskelov over ! Det var et tilbakelagt Stadium , en
ond Drøm ; fra nu av gik det opad ! Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær ; jeg kunde heller ikke være bekjendt at bære en slik Pakke under Armen midt for aUe Folks Øine . Hvad maatte man mene om mig ! Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted hvor jeg kunde faa det forvaret indtil videre . Da faldt det mig ind at jeg kunde gaa bort til Semb og faa det indpakket i Papir ; det vilde straks se bedre ut og det var ikke længer nogen Skam at bære det . Jeg traadte ind i Butiken og fremførte mit Ærend for en av Betjentene .
32
Sult
Han saa før3t paa Tæppet , derefter paa mig ; det forekom mig at han i sit stille Sind trak litt ringeagtende paa Akslerne da han mottok Pakken . Dette støtte mig .
Død og Pine , vær litt forsigtig ! ropte jeg . Det er to dyre Glasvaser mdi ; Pakken skal til Smyrna .
Det hjalp , det hjalp storartet . Manden bad i hver Bevægelse han gjorde om Forlatelse for at han ikke straks hadde anet vigtige Ting inde i Tæppet . Da han var færdig med Indpakningen takket jeg ham for Hjælpen som en Mand som tidligere hadde sendt kostbare Saker til Smyrna ; han aapnet endog Døren for mig da jeg gik .
Jeg gav mig tU at vandre om blandt Menneskene paa Stortorvet og holdt mig helst i Nærheten av de Koner som hadde Potteplanter at sælge . De tunge , røde Roser som ulmet blodige og raa i den fugtige Morgen gjorde mig begjærhg , fristet mig syndig til at rapse en , og jeg spurte om Prisen paa den bare for at ha Lov til at komme den saa nær som mulig . Fik jeg Penger tilovers vilde jeg kjøpe den , det fik gaa hvordan det vilde ; jeg kunde jo nok spare ind litt hist og her i min Levemaate for at komme op i Balance igjen .
Klokken blev ti og jeg gik op i Bladet . Saksen gjennemroter endel gamle Aviser , Redaktøren er ikke kommet . Paa Opfordring avleverer jeg mit store Manuskript , later Manden ane at det er av mere en < J almindeUg Vigtighet og lægger ham indstændig paa Minde at la Redaktøren faa det i sin egen Haand nåar han kom . Jeg vUde saa seiv avhente Besked senere paa Dagen . Godt ! sa Saksen og begyndte igjen paa sine Aviser . Jeg syntes at han tok det litt for roUg , men sa intet , nikket bare litt likegyldig til ham med Hodet og gik . Nu hadde jeg Tiden for mig . Om det bare vUde klarne op ! Det var et rent elendig Veir , uten Vind og uten Friskhet ; Damerne brukte for Sikkerhets Skyld Paraplyer og Herrernes Uldluer saa komiske og triste ut . Jeg gjorde atter et Slag bortover Torvet og saa paa Grønsaker og Roser . Da føler jeg en Haand paa min Aksel og vender mig om , « Jomfruen » hUser Godmorgen . Godmorgen ? svarer jeg spørrende for straks at faa hans Ærend at vite . Jeg syntes ikke meget om « Jomfruen » .
Han ser nysgjærrig bort paa den store splinterny Pakke under min Arm og spør :
Sult
33
Hvad bærer De paa der ?
Jeg har været nede hos Semb og faat noget Tøi til Kiær , svarer jeg i en likegyldig Tone ; jeg syntes ikke jeg vilde gaa saa sUtt længer , man kan jo ogsaa være for karrig mot sit Legeme .
Han ser paa mig og studser .
Hvordan gaar det forresten ? spør han langsomt .
Jo , over Forventning .
Har De faat noget at gjøre nu da ?
Noget at gjøre ? svarer jeg og er meget forundret , jeg er jo Bokholder hos Grossererfirmaet Christie , jo .
Jasaa ! sier han og rykker Utt tilbake . Gud bevare Dem hvor vel jeg under Dem det ! Bare , man nu ikke tigger av Dem de Pengene De tjener . Godmorgen .
Om litt vender han sig om og kommer tilbake ; han peker med Stokken paa min Pakke og sier :
Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Kiær . De faar ikke finere Skrædder end Isaksen . Si bare at jeg sendte Dem .
Hvad hadde han med at stikke sin Næse i mine Saker ? Kom det ham ved hvilken Skrædder jeg tok ? Jeg blev sint ; Synet av dette tomme , pyntede Menneske gjorde mig forbitret og jeg mindte ham temmeUg brutalt om ti Kroner som han hadde laant av mig . Allerede førend han fikk svare angret jeg imidlertid at ha krævet ham , jeg blev flau og saa ham ikke i Øinene ; da i det samme en Dame kom forbi traadte jeg hurtig tilbake for at la hende passere og nyttet Leiligheten tU at gaa min Vei .
Hvor skulde jeg nu gjøre av mig mens jeg ventet ? En Kafé kunde jeg ikke besøke med tomme Lommer og jeg visste ikke av nogen Bekjendt som jeg kunde gaa til paa denne Tid av Dagen . Instinktsmæssig stUet jeg opover Byen , drev bort endel Tid paa Veien meUem Torvet og Grænsen , læste « Aftenposten » som nyUg var sat paa Tavlen , gjorde en Sving nedi Karl Johan , vendte derpaa om og gik like op paa Vor Frelsers Gravlund hvor jeg fandt mig et rolig Sted paa Bakken ved KapeUet .
Jeg sat der i al Stilhet og døset i den vaate Luft , tænkte , halvsov og frøs . Og Tiden gik . Var det nu ogsaa sikkert at Føljetonen var et lite Mesterstykke av inspireret Kunst ? Gud vet om den ikke hadde sine Feil her og der ! Alt vel overveiet behøvet den ikke engang at bli antat , nei ikke engang antat , simpelthen ! Den var
8 — Hamsun I . »
34
Sult
i
kanske noksaa middelmaadig , kanske likefrem siet ; hvad Sikkerhet hadde jeg for at den ikke aUerede i dette ØiebUk laa i Papirkurven ? Min TUfredshet var ragget , jeg sprang op og stormet ut av Kirkegaarden .
Nede i Akersgaten tittet jeg ind i et Butiksvindu og saa at Klokken bare var Utt over tolv . Dette gjorde mig endda mere fortvilet , jeg hadde saa sikkert haapet at det var langt over Middag og før fire nyttet det ikke at søke efter Redaktøren . Min Føljetons Skjæbne fyldte mig med mørke Anelser ; jo mere jeg tænkte paa den desto urimeUgere forekom det mig at jeg kunde ha skrevet noget brukbart saa pludseUg , næsten i Søvne , med Hjærnen fuld av Feber og Drømme . Naturligvis hadde jeg bedraget mig seiv og været glad hele Morgningen utover for ingen Ting ! Naturligvis ! Jeg bevæget mig i stærk Gang opover UUevaalsveien , forbi St . Hanshaugen , kom ut paa aapne Marker , ind i de trange , underlige Gater ved Sagene , over Tomter og Akrer og befandt mig tUsist paa en Landevei hvis Ende jeg ikke kunde se .
Her stoppet jeg op og besluttet mig til at vende om . Jeg var bUt varm av Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbake . Jeg møtte to Høivogner , Kjørerne laa flate oppe i Lassene og sang , begge barhodede , begge med rande , sorgløse Ansigter . Jeg gik og tænkte ved mig seiv at de vilde tiltale mig , slænge tU mig en eUer anden Bemærkning eUer gjøre en SpiUop , og da jeg var kommet dem nær nok ropte den ene og spurte hvad jeg bar under Armen .
Et Sengetæppe , svarte jeg .
Hvormange er Klokken spurte han .
Jeg vet ikke rigtig , omtrent tre , tænker jeg .
Da lo de begge to og drog forbi . Jeg følte i det samme Snærten av en Taugsvøpe paa mit ene Øre , og min Hat blev revet av ; de unge Mennesker kunde ikke la mig passere uten at gjøre mig et Puss . Jeg tok mig rasende op tU Øret , samlet min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang . Nede ved St . Hanshaugen møtte jeg en Mand som fortalte mig at Klokken var over fire .
Over fire ! Klokken var allerede over fire ! Jeg strakte ut tU Byen og Bladet . Redaktøren hadde kanske for længe siden været der og forlatt Kontoret ! Jeg gik og sprang om hverandre , snublet , støtte mot Vogner , la alle Spaserende bak mig , hamlet op med Hestene , stridde som en Gal for at komme tidsnok . Jeg vred mig
Sult
35
indover Porten , tok Trapperne i fire Sprang og banket paa .
Ingen svarer .
Han er gaat ! han er gaat ! tænker jeg . Jeg prøver Døren , den er aapen , jeg banker paa endnu en Gang og træder ind .
Redaktøren sitter ved sit Bord , med Ansigtet mot Vinduet og Pennen i Haanden færdig til at skrive . Da han hører min forpustede HUsen vender han sig halvt om , ser Utt paa mig , ryster paa Hodet og sier :
Ja jeg liar ikke faat Tid tU at læse Deres Skisse endda .
Jeg bUr saa glad over at han ialfald ikke endnu har kasseret den at jeg svarer :
Nei kjære det forstaar jeg nok . Det haster jo ikke saa . Om et Par Dager kanske , eller .... ?
Ja jeg skal se . Forresten har jeg jo Deres Adresse , saa .
Og jeg glemte at oplyse om at jeg ikke hadde nogen Adresse mere .
Audiensen er forbi , jeg træder bukkende tUbake og gaar . Haapét gløder igjen op i mig , endnu var intet tapt , tværtimot , jeg kunde vinde alt endnu , for den Skyld . Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Raad i Himlen hvor det netop var blit besluttet at jeg skulde vinde , vinde kapitalt ti Kroner for en Føljeton ....
Bare jeg nu hadde et Sted at ty hen til for Natten ! Jeg overveier hvor jeg bedst skulde kunne stikke mig ind , bUr saa stærkt optat av dette Spørsmaal at jeg staar stille midt i Gaten . Jeg glemmer hvor jeg er , staar som en enkelt Riskost midt i Havet mens Sjøen strømmer og larmer rundt omkring den . En Avisgut rækker mig « Vikingen » : D ' n er saa morsom , saa ! Jeg ser op og f årer sammen — jeg er utenfor Semb igjen .
Hurtig gjør jeg helt om , holder Pakken skjult foran mig og iler nedover Kirkegaten flau og angst for at man skulde ha set mig fra Vinduerne . Jeg passerer Ingebret og Teatret , dreier av ved Logen og tar nedover til Sjøen og Fæstningen . Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere paany .
Hvor i Alverden skulde jeg faa Hus mat ? Fandtes det et Hui hvor jeg kunde smutte ind og skjule mig tU det blev Morgen ? Min Stolthet forbydde mig at vende tUbake tU mit Rum ; det kunde aldrig falde mig ind at gaa tilbake paa mine Ord , jeg avviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit stille Sind av den liUe røde Gyngestol . Ved Idéassociationer befandt jeg mig
Sult
36
pludseUg i et stort to Fags Værelse jeg engang hadde bodd i paa Hægdehaugen ; jeg saa et Bræt paa Bordet fuldt av svære Smørogbrød , det skiftet Utseende , det blev til en Bif , en forførende Bif , en snehvit Serviet , Brød i Masse , Sølvgaffel . Og det gik i Døren : min Værtinde kom og bydde mig mere Té ....
Syner og Drømme ! Jeg sa til mig seiv at om jeg fik Mat nu vilde mit Hode bli forstyrret igjen , jeg vUde faa den samme Feber i Hjærnen og mange vanvittige Paafund at kjæmpe med. Jeg taalte ikke Mat , jeg var ikke saaledes indrettet ; det var en Besynderlighet ved mig , en Særegenhet .
Kanske blev det en Raad til Husly nåar det led paa Kvælden . Det hadde ingen Hast ; i værste Fald kunde jeg søke ut i Skogen et Sted , jeg hadde hele Byens Omegn at ta tU og det var ikke Kuldegrader i Veiret .
Og Sjøen vugget demte i tung Ro , Skibe og plumpe , brednæsede Prammer rotet Grave op i dens blyagtige Flate , sprængte Striper ut til høire og venstre og gled videre , mens Røken væltet som Dyner ut av Skorstenene og Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft . Det var ingen Sol og ingen Vind , Trærne bak mig stod vaate og Bænken jeg sat paa var kold og raa . Tiden gik ; jeg såtte mig til at døse , blev træt og frøs Utt over Ryggen ; en Stund efter følte jeg at mine Øine begyndte at falde i . Og jeg lot dem falde .....
Da jeg vaaknet var det mørkt omkring mig , jeg sprang op fortumlet og frossen , grep min Pakke og begyndte at gaa . Jeg gik fortere og fortere for at bli varm , basket med Armene , gned mig nedad Benene som jeg næsten ikke længer følte noget til og kom op til Brandvagten . Klokken var ni ; jeg hadde sovet i flere Timer .
Hvor skulde jeg dog gjøre av mig ? Et Sted maatte jeg jo være . Jeg staar der og glaner opover Brandvagten og studerer paa om det ikke skulde kunne lykkes at komme ind i en av Gangene , passe paa et Øieblik nåar Patruljen vendte Ryggen til . Jeg gaar opover Trappen og vU gi mig i Snak med Manden , han hæver straks sin Øks tU Honnør og venter paa hvad jeg skal si . Denne løftede Øks som vender Eggen mot mig farer mig som et koldt Hugg gjennem Nerverne , jeg blir stum av Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig uvilkaarUg tilbake . Jeg sier intet , glider bare mere og mere bort fra ham ; for at redde Skinnet farer jeg mig med
Sult
37
Haanden over Panden som om jeg har glemt et eUer andet , og lusker bort . Da jeg atter stod nede paa Fortauget følte jeg mig saa frelst som om jeg just hadde undflyet en stor Fare . Og jeg skyndte mig avsted .
Kold og suiten , mere og mere uhyggeUg tilmote drev jeg opover Karl Johan ; jeg begyndte at bande ganske høit og brydde mig ikke om at nogen kunde høre det . Nede ved Stortinget , like ved den første Løve kommer jeg pludseUg ved en ny Idéassociation i Tanke paa en Måler jeg kjendte , et ungt Menneske som jeg engang hadde reddet fra en Ørefik ute paa TivoU og som jeg engang senere hadde været og besøkt . Jeg knipser i Fingrene og begir mig ned i Tordenskjoldsgaten , finder en Dør hvorpaa det staar C . Zacharias Bartel paa et Kort og banker paa .
Han kom seiv ut ; det lugtet 01 og Tobak av ham saa det var en Gra .
Godaften ! sa jeg .
Godaften ! Er det Dem ? Nei hvorfor Fån kommer De saa sent ? Det tar sig siet ikke ut i Lampelys . Jeg har sat tU en Høihæs siden sist og foretat ét Par Forandringer . De maa se det om Dagen , . det nytter ikke at vi prøver paa det nu .
Lat mig se det nu aUikevel ! sa jeg ; forresten husket jeg ikke hvilket Billede han stod og talte om .
Aldeles plat umulig ! svarte han . Det bUr gult altsammen ! Og saa er det en anden Ting — han kom hviskende imot mig — jeg har en liten Pike inde hos mig iaften saa det er rent ugjørlig .
Ja nåar saa er saa er det jo ikke Tale om . Jeg trak mig tilbake , sa Godnat og gik .
Det blev nok ingen anden Utvei aUikevel end at gaa ut i Skogen et Sted . Naar bare ikke Marken hadde været saa fugtig ! Jeg klappet paa mit Tæppe og følte mig mere og mere fortrolig med den Tanke at jeg skulde ligge ute . Saa længe hadde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen at jeg var bUt træt og kjed av det hele ; det blev mig en behageUg Nydelse at slaa mig tU Ro , overgi mig og drive dank henover Gaten uten en Tanke i Hodet . Jeg gik bortom Universitetsuret og saa at Klokken var over ti , derfrå tok jeg Veien opover Byen . Et Sted paa Hægdehaugen stod jeg stille utenfor en Husholdningshandel hvor noget Mat var utstillet i Vinduet . Det laa en Kat og sov ved Siden av et randt Franskbrød , Uke bak den
38
Sult
stod en Kumme Smult og flere Glas Gryn . Jeg stod og saa en Stund paa disse Matvarer , men da jeg ikke hadde noget at kjøpe for vendte jeg mig bort fra dem og fortsatte Marschen . Jeg gik meget sagte , kom forbi Majorstuen , gik videre , altid videre , gik i Time efter Time og kom endelig ut i Bogstadskogen .
Her gik jeg av Veien og såtte mig ned for at hvile . Saa tok jeg mig tU at søke mig om efter et beleUig Sted , begyndte at pusle sammen litt Lyng og Ener og laget en Seng oppe i et lite Bakkehæld hvor det var nogenlunde tørt , aapnet min Pakke og tok Tæppet ut . Jeg var blit træt og maset av den lange Tur og gik straks tUsengs . Jeg kastet og vendte mig mange Ganger før jeg endelig fik lagt mig tilrette ; mit Øre smærtet noget , det var Utt ophovnet efter Slaget av Manden paa Høilasset og jeg kunde ikke hvUe paa det . Mine Sko trak jeg av og la under Hodet og ovenpaa dem det store Indpakningspapir .
Og Mørket ruget omkring mig , alting var stiUe , alting . Men oppe i Høiden suset den evige Sang , Veiret , den fjærne , toneløse Summen som aldrig tier . Jeg lyttet saa længe til dette endeløse , syke Sus at det begyndte at forvirre mig ; det var visseUg Symfonierne fra de ruUende Verdener over mig , Stj æraer som intonerte en Sang
Det er Fan heUer ! sa jeg og lo høit for at stive mig op ; det er Natuglerne som tuter i Kana ' an !
Og jeg reiste mig op og la mig igjen , tok Skoene paa og drev omkring i Mørket og la mig paany , kjæmpet og stred med Vrede og Frygt til hen paa Morgenstunden da jeg endelig faldt i Søvn .
Det var lys Dag da jeg slog Øinene op , og jeg hadde Følelsen av at det led henimot Middag . Jeg trak Skoene paa , pakket atter Tæppet ind og begav mig tilbake til Byen . Ingen Sol var at se idag heUer og jeg frøs som en Hund ; mine Ben var døde og det begyndte at komme Vand ut av mine Øine som om de ikke taalte Dagslyset .
Klokken var tre . Suiten begyndte at bU noget slem , jeg var mat og gik og kastet op litt hist og her i Smug . Jeg svinget ned tU Dampkjøkkenet , læste Tavlen og trak opsigtsvækkende paa Akslerne , som om sprængt Kjøt og Flæsk ikke var Mat for mig ; derfrå kom jeg ned paa Jærnbanetorvet .
En besynderlig Fortumlethet for mig med en Gang gjennem
39
Sult
Hodet ; jeg gik videre og vilde ikke agte paa det , men blev værre og værre og maatte tilsist sætte mig paa en Trappe . Mit hele Sind gjennemgik en Forandring , likesom noget gled tilside i mit Indre eUer et Forhæng , et Væv i min Hjærne gik itu . Jeg tok efter Aanden et Par Ganger og blev forundret sittende . Jeg var ikke übevisst , jeg følte klart hvor det værket litt i mit Øre fra igaar og da en Bekjendt kom forbi kjendte jeg ham straks , reiste mig og hilste . Hvad var det for en ny , pinsom Fornemmelse som nu blev lagt til de øvrige ? Var det en Følge av at sove paa raa Mark ? EUer kom det av at jeg ikke hadde faat Frokost endnu ? I det hele tat var det simpelthen ingen Mening i at leve paa denne Maaten ; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke hvorved jeg hadde gjort mig fortjent til denne utmærkede Forfølgelse heUer ! Og det faldt mig pludseUg ind at jeg like saa godt kunde gjøre mig tU Kjæltring straks og gaa bort til « Onkels » Kjælder med Sengetæppet . Jeg kunde sætte det fast for en Krone og faa tre passende Maaltider , holde mig oppe tU jeg fandt paa noget andet ; Hans Pauli fik jeg slaa en Plate . Jeg var aUerede paa Vei til Kjælderen , men stanset foran Indgangen , rystet tvilraadig paa Hodet og vendte om .
Efterhvert som jeg fjærnet mig blev jeg gladere og gladere over at jeg hadde seiret i denne svære Fristelse . Bevisstheten om at jeg var ærUg steg mig til Hodet , fyldte mig med en herUg Følelse av at være en Karakter , et hvitt Fyrtaarn midt i et grumset Menneskehav hvor Vrak fløt om . Pantsætte en andens Eiendom for et Maaltid Mat , æte og drikke sig seiv til Doms , kalde sig Kjæltring op i sit eget Ansigt og slaa Øinene ned for sig seiv — aldrig ! Aldrig ! Det hadde ikke for Alvor været i min Tanke , det hadde næsten ikke faldt mig ind engang ; løse , jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare for , især nåar man hadde en gruelig Hodepine og slæpte sig næsten ihjæl paa et Sengetæppe som tilhørte en anden Mand .
Det vilde ganske sikkert bli en Utvei tU Hjælp allikevel nåar Tiden kom ! Der var nu Kjøpmanden paa Grønlandsleret , hadde jeg overhængt ham hver Time paa Dagen siden jeg sendte ham Ansøkningen ? ringet paa sent og tidlig og blit avvist ? Jeg hadde ikke saagodtsom mældt mig til ham og faat Svar . Det behøvet ikke at være et aldeles forgjæves Forsøk , jeg hadde kanske hat Lykken med mig denne Gang ; Lykken hadde ofte en saa underlig slynget Vei . Og jeg begav mig ut til Grønlandsleret .
/
40
Sult
Den siste Rystelse som gik gjennem mit Hode hadde gjort mig litt mat og jeg gik ytterst langsomt og tænkte paa hvad jeg vUde si tU Kjøpmanden . Han var kanske en god Sjæl ; stak det Lune ham gav han mig gjærne en Krone i Forskudd paa Arbeidet uten at jeg bad ham derom ; slike Folk kunde ha det med ganske fortræffelige Paafund nu og da .
Jeg snikte mig ind i en Port og sværtet mine Bukseknæ med Spyt for at se litt ordentlig ut , la mit Tæppe efter mig bak en Kasse i en mørk Krok , skraadde over Gaten og traadte ind i den UUe Butik .
En Mand staar og klistrer Poser av gamle Aviser .
Jeg vilde gjærne træffe Hr. Christie , sa jeg .
Det er mig , svarte Manden .
Naa ! Mit Navn var det og det , jeg hadde været saa fri at sende ham en Ansøkning , jeg visste ikke om det hadde nyttet mig noget ?
Han gjentok mit Navn et Par Ganger og begyndte at le . Nu skal De se ! sa han og tok mit Brev op av sin Brystlomme . VU De bare behage at se hvorledes De omgaaes Tal , min Herre . De har dateret Deres Brev Aaret 1848. Og Manden lo av fuld Hals .
Ja det var jo litt slemt , sa jeg forknyt , en Tankeløshet , en Distraktion , jeg indrømmet det .
Ser De , jeg maa ha en Mand som i det hele tat ikke tar feU av Tal , sa han . Jeg beklager det ; Deres Haandskrift er saa tydeUg , jeg synes ogsaa om Deres Brev forøvrig , men ....
Jeg ventet en Stund ; dette kunde umuUg være Mandens siste Ord . Han gav sig atter i Færd med Poserne .
Ja det var leit , sa jeg saa , rigtig grueUg leit var det ; men det skulde jo ikke gjenta sig naturligvis og denne UUe Feilskrivniiig kunde nu ikke ha gjort mig totalt uskikket til at føre Bøker overhodet ?
Nei det sier jeg ikke , svarte han ; men imidlertid veiet det saa meget for mig at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme .
Posten er altsaa besat ? spurte jeg .
Ja .
Naa Herregud , saa er det jo ikke mere at gjøre ved det !
Nei . Jeg beklager det ; men
Farvel ! sa jeg .
Sult
41
Nu steg Sinnet op i mig glødende og brutalt . Jeg hentet min Pakke i Portrammet , bet Tænderne sammen og løp paa fredeUge Folk paa Fortauget og bad ikke om Undskyldning . Da en Herre stanset og irettesatte mig litt skarpt for min Opførsel vendte jeg mig om og skrek ham et enkelt meningsløst Ord ind i Øret , knyttet Hænderne like under hans Næse og gik videre , forhærdet av et blindt Raseri som jeg ikke kunde styre . Han kaldte paa en Konstabel og jeg ønsket intet heller end at faa en Konstabel meUem Hænderne et Øieblik , jeg sagtnet med Forsæt min Gang for at gi ham Leilighet tU at indhente mig ; men han kom ikke . Var det nu ogsaa nogensomhelst Ræson i at absolut aUe éns inderligste og flittigste Forsøk skulde mislykkes ? Hvorfor hadde jeg altsaa skrevet 1848 ? Hvad vedkom dette fordømte Aarstal mig ? f Nu gik jeg her og sultet saa mine Tarmer krøp sammen i mig som Onner , og det stod ikke skrevet nogen Steder at det skulde bU litt tU Mat nåar det led ut paa Dagen . Og efterhvert som Tiden gik blev jeg mere og mere aandeUg og legemlig uthulet , jeg nedlot mig tU mindre og mindre hæderUge HandUnger for hver Pag . Jeg løi mig frem uten at blues , snøt fattige Folk for Husléien , kjæmpet endog med de lumpneste Tanker om at forgripe mig paa andres Sengetæpper , alt uten Anger , uten ond Samvittighet . Det begyndte at komme rotne Flækker i mit Indre , sorte Svamper som bredte sig mere og mere . Og oppe i Himlen sat Gud og holdt et vaakent Øie med mig og paasaa at min Undergang foregik efter aUe Kunstens Regler , jævnt og langsomt , uten Bradd i Takten . Men i Helvedes Avgrund gik de arge Djævler og skjøt Bust over at det varte saa længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd , en utilgivelig Synd , for hvilken Gud i sin Retfærdighet maatte støte mig ned .... Jeg forstærket min Gang , drev det til værre og værre Fart , gjorde pludselig venstre om og kom ophidset og sint ind i en lys , dekoreret Port . Jeg stanset ikke , gjorde ikke et Sekunds Ophold ; men Portens hele eiendommelige Utstyr trængte øieblikkelig ind i min Bevissthet , hver ÜbetydeUghet ved Dørene , Dekorationerne , Bro-
lægningen stod klart for mit indre Blik idet jeg sprang opover Trapperne . Jeg ringte hæftig paa i anden Etage . Hvorfor skulde jeg netop stanse i anden Etage ? Og hvorfor netop gripe tU denne Klokkestræng som var længst borte fra Trappen ? En ung Dame i gråa Dragt med sort Pynt kom og hikket op ;
✓
42
Sult
hun saa en Uten Stund forbauset paa mig , derpaa rystet hun paa Hodet og sa :
Nei vi har ikke noget idag . Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren .
Hvorfor hadde jeg ogsaa dumpet op i det med dette Menneske ? Hun tok mig uten videre for en Tigger og jeg blev kold og roUg med ett . Jeg tok Hatten av og gjorde et ærbødig Bukk , og som om jeg ikke hadde hørt hennes Ord sa jeg ytterst høflig : Jeg ber Dem undskylde , Frøken , at jeg ringte saa haardt , jeg kjendte ikke Klokken . Her skal være en syk Herre som har avertert efter en Mand til at triUe sig i en Vogn ? " Hun stod en Stund og smakte paa dette løgnagtige Paafund og syntes at bU tvUraadig i sine Meninger om min Person .
Nei , sa hun tilsist , nei her er ingen syk Herre .
Ikke det ? En ældre Herre , to Timers Kjørsel om Dag , firti Øre Timen ?
Nei .
Saa ber jeg igjen om Undskyldning , sa jeg ; det er kanske i første Etage . Jeg vUde for Tilfældet bare ha anbefalet en Mand som jeg kjender og som jeg interesserer mig for . Mit Navn er Wedel- Jarlsberg . — Og jeg bukket igjen og traadte tUbake . Den unge Dame blev blussende rød , i sin Forlegenhet kunde hun ikke komme av Flækken , men stod og stirret efter mig idet jeg gik nedover Trapperne .
Min Ro var vendt tUbake og mit Hode var klart . Damens Ord om at hun intet hadde at gi mig idag hadde virket paa mig som en kold Styrt . Saa vidt var det kommet at hvemsomhelst kunde peke paa mig i sin Tanke og si til sig seiv : Der gaar en Tigger , en av dem som faar sin Føde langet ut gjennem Entrédørene hos Folk !
I Møllergaten stanset jeg utenfor en Beværtning og snuset tU den friske Duft av Kjøt som blev stekt indenfor ; jeg hadde allerede Haanden paa Dørvrideren og vUde gaa ind uten Ærend , men betænkte mig tidsnok og gik bort fra Stedet . Da jeg kom tU Stortorvet og søkte efter en Plads hvor jeg kunde hvUe en Stund var aUe Bænkene optat og jeg lette forgjæves randt hele Kirken efter et stiUe Sted hvor jeg kunde slaa mig ned . Naturligvis ! sa jeg mørkt tU mig seiv , naturUgvis , naturligvis ! Og jeg tok paa at gaa
43
Sult
igjen . Jeg gjorde en Avstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og dråk en Slurk Vand , gik paany , drog mig frem Fot for Fot , tok mig Tid tU lange Ophold ved hvert Butiksvindu , stanset og fulgte med Øinene hver Vogn som for mig forbi . Jeg følte i mit Hode en lysende Hete og det banket noget underlig i mine Tindinger ; Våndet jeg hadde drakket bekom mig høist Ude og jeg gik og kastet op Utt hist og litt her i Gaten . Saaledes kom jeg Uke op paa Krist Kirkegaard . Jeg såtte mig med Albuerne paa mine Knæ og Hodet i Hænderne ; i denne sammentrukne StiUing hadde jeg det godt og følte ikke længer det UUe Gnag i Brystet . En Stenhugger laa paa Mayen paa en stor Granitplate ved Siden av mig og hugget Indskrift ; han hadde blåa BrUler paa og mindte mig med en Gang om en Bekjendt av mig som jeg næsten hadde glemt , * en Mand som stod i en Bank og som jeg for en Tid tilbake hadde truffet paa i Oplandske Kafé . Kunde jeg bare bite Hodet av al Skam og henvende mig tU ham ! si ham Sandheten Uke ut , at det begyndte at bU temmeUg smaat for mig nu , noksaa vanskeUg at holde mig Uive ! Jeg kunde gi ham min Barberbok Død og Pine , min Barberbok ! BiUetter for henimot en Krone ! Og jeg tar nervøst efter denne dyre Skat . Da jeg ikke finder den hurtig nok springer jeg op , leter under Angstens Sved , finder den endelig paa Bunden av Brystlommen sammen med andre Papirer , rene og beskrevne , uten Værdi . Jeg tæUer disse seks BiUetter mange Ganger forfra og bakfrå ; jeg hadde ikke meget Bruk for dem , det kunde være et Lune av mig , et Paafund at jeg ikke gad barbere mig mere . Jeg var hjulpen for en halv Krone , en hvit halv Krone i Sølv fra Kongsberg ! Banken blev stængt Klokken seks , jeg kunde passe min Mand op utenfor Op-
landske ved syv-otte Tiden . Jeg sat og glædet mig ved denne Tanke en lang Stund . Tiden gik , det blaaste dygtig i Kastanjerne omkring mig og Dagen hældet . Var det nu ikke ogsaa litt smaat at komme stikkende med seks BarberbiUetter til en ung Herre som stod i en Bank ? Han hadde kanske to smækfulde Barberbøker i Lommen , ganske anderledes fine og rene Billetter end mine , ingen kunde vite det . Og jeg følte i aUe mine Lommer efter flere Ting som jeg kunde late følge med , men fandt ingen . Naar jeg bare kunde by ham mit SUps ? Jeg kunde godt undvære det nåar jeg knappet Frakken tæt
44
Sult
til , hvad jeg allikevel maatte gjøre da jeg ikke hadde nogen Vest mere . Jeg løste op mit SUps , en stor Dæksløife som skjulte mit halve Bryst , pusset det omhyggelig av og pakket det ind i et hvitt Stykke Skrivpapir sammen med Barberboken . Saa forlot jeg Kirkegaarden og gik ned til Oplandske .
Klokken var syv paa Raadstuen . Jeg bevæget mig i Nærheten av Kafeen , puslet op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Utkik med aUe som kom og gik i Døren . Endelig ved Ottetiden saa jeg den unge Mand frisk og elegant komme opover Bakken og skråa ind mot Kafédøren . Mit Hjærte grasserte som en liten Fugl i mit Bryst da jeg fik Øie paa ham og jeg buset paa uten at hilse . En halv Krone , gamle Ven ! sa jeg og gjorde mig f ræk ; her — her har De Valuta . — Og jeg stak den UUe Pakken i hans Haand .
Har ikke ! sa han , nei ved Gud om jeg har ! — Og han vrængte sin Pengepung like for mine Øine . — Jeg var ute igaaraftes og blev blank ; De skal tro mig , jeg eier det ikke . Neinei kjære det er vel saa ! svarte jeg og trodde ham paa hans Ord . Det var jo ingen Grund for ham til at lyve i en saa Uten Sak ; det forekom mig ogsaa at hans blåa Øine stod næsten fugtige da han undersøkte sine Lommer og ikke fandt noget . Jeg trak mig tilbake . Undskyld da ! sa jeg ; det var bare en Uten Knipe jeg stod i . Jeg var aUerede et Stykke nede i Gaten da han ropte efter mig om Pakken .
Behold den , behold den ! svarte jeg ; den er Dem vel undt ! Det er bare et Par Smaating , en Bagatel — omtrent alt jeg eier paa Jorden . — Og jeg blev rørt over mine egne Ord , de lød saa trøstesløse i den tusmørke Aften og jeg stak i at graate . Vinden frisknet paa , Skyerne jog rasende fremover paa Himlen og det blev kjøligere og kjøligere efterhvert som det mørknet . Jeg gik og graat hele Gaten nedover , følte mere og mere Medynk med mig seiv og gjentok Gang paa Gang et Par Ørd , et Utrop som atter drev Taarerne frem nåar de vilde stanse : Herregud jeg har det saa ondt ! Herregud , jeg har det saa ondt !
Det gik en Times Tid , gik saa uendeUg langsomt og trægt . Jeg holdt mig en Tidlang i Torvgaten , sat paa Trapperne , smuttet ind i Portrammene nåar nogen kom forbi , stod og stirret tankeløst ind i de oplyste Smaaboder hvor Folk vimset om med Varer og Penger , tilsist fandt jeg mig en lun Plass bak en Bordstabel meUem Kirken og Basarerne .
45
Sult
Nei jeg kunde ikke komme ut i Skogen i Kvæld , det fik gaa som det vilde , jeg hadde ikke Kræfter til det og Veien var saa endeløst lang . Jeg vilde faa Natten til at gaa som den bedst kunde og bli hvor jeg var ; blev det for koldt kunde jeg spasere omkring litt ved Kirken , jeg agtet ikke at gjøre flere Omstændigheter med det . Og jeg lænet mig bakover og halvsov .
Støien omkring mig avtok , Butikerne blev hikket , Fotgjængernes Skridt lød sjældnere og sjældnere og det blev omsider mørkt i aUe Vinduer ....
Jeg slog Øinene op og blev var en Skikkelse foran mig ; de blanke Knapper som lyste mig imøte lot mig ane en Konstabel ; Mandens Ansigt kunde jeg ikke se .
Godaften ! sa han .
Godaften ! svarte jeg og blev rædd . Jeg reiste mig forlegen op. Han stod en Stund urørlig .
Hvor bor De henne ? spurte han . Jeg nævnte av gammel Vane og uten at tænke over det min gamle Adresse , det lille Kvistrum som jeg hadde forlatt .
Han stod igjen en Stund .
Har jeg gjort noget galt ? spurte jeg angst . Nei langtifra ! svarte han . Men De burde vel gaa hjem nu , det
er koldt at ligge her .
Ja det er kjølig , kjender jeg . Og jeg sa Godnat og tok instinktsmæssig Veien ut tU mit gamle Sted . Bare jeg for varsomt frem kunde jeg nok naa op uten at bU hørt ; det var alt i alt otte Trapper og hare de to øverste knaket i Trinnene .
Jeg tok Skoene av nede i Porten og gik op. Det var stille overalt ; i anden Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn som graat litt ; siden hørte jeg intet . Jeg fandt min Dør , løftet den litt paa Hængslerne og aapnet den uten Nøkkel som jeg var vant til , gik ind i Værelset og trak Døren lydløst igjen . Alting var som jeg hadde forlatt det , Gardinerne var slaat tilside for Vinduerne og Sengen stod tom . Borte paa Bordet skimtet jeg et Papir , det var kanske min Billet til Værtinden ; hun hadde altsaa ikke engang været heroppe siden jeg gik min Vei . Jeg famlet med Haanden over den hvite Plet og følte tU min Forandring at det var et Brev . Et Brev ? Jeg tar det med til Vinduet , studerer saa godt
46
Sult
det later sig gjøre i Mørke disse daarUg skrevne Bokstaver og finder endelig ut mit eget Nevn . Aha ! tænkte jeg , Svar fra Værtinden , et Forbud mot at betræde Værelset mere om jeg skulde viUe ty tilbake !
Og langsomt , ganske langsomt gaar jeg ut av Værelset igjen , bærer Skoene i den ene Haand , Brevet i den andre og Tæppet under Armen . Jeg letter mig op og biter Tænderne sammen paa de knirkende Trin , kommer lykkelig og vel nedover aUe disse Trapper og staar atter nede i Porten .
Jeg tar igjen Skoene paa , gir mig god Tid med Remmene , sitter endog et Øieblik stUle efter at jeg er færdig , stirrer tankeløst hen for mig og holder Brevet i Haanden .
Saa reiser jeg mig og gaar .
Et blaffende Skin av en Gaslykt blinker oppe i Gaten , jeg gaar like bort under Lyset , reiser min Pakke op mot Lyktestolpen og aapner Brevet , altsammen ytterst langsomt .
Det farer som en Strøm av Lys gjennem mit Bryst og jeg hører at jeg gir et lite Rop , en meningsløs Lyd av Glæde : Brevet var fra Redaktøren , min Føljeton var antat , var gaat like i Sætteriet med en Gang ! « Nogen smaa Forandringer .... rettet et Par Feilskrivninger .... talentfuldt gjort .... trykkes imorgen .... ti Kroner . »
Jeg lo og graat , tok tUsprangs og løp henover Gaten , stanset op og slog mig i Knæet , svor høit og dyrt bort i Veiret av ingen Ting . Og Tiden gik .
Hele Natten like tU den lyse Morgen jodlet jeg om i Gaterne dum av Glæde og gjentok : Talentfuldt gjort , altsaa et lite Mesterværk , en Genistrek . Og ti Kroner !
ANDET STYKKE
Et Par Uker senere befandt jeg mig ute en Aften .
Jeg hadde igjen sittet paa en av Kirkegaardene og skrevet paa en Artikel for et av Bladene ; mens jeg var i Færd hermed blev Klokken ti , Mørket faldt ind og Porten skulde lukkes . Jeg var suiten , meget suiten ; de ti Kroner varte desværre saa altfor kort ; nu var det to , næsten tre Døgn siden jeg hadde spist noget og jeg følte mig mat , Utt anstrængt av at føre Blyanten . Jeg hadde en halv Pennekniv og et Nøkkelknippe i Lommen , men ikke en Ø ^ e .
\
Sult
47
Da Kirkegaardsporten luktes skulde jeg jo ha gaat like hjem ; men av en instinktsmæssig Sky for mit Værelse hvor alt var mørkt og tomt , et forlatt Blikkenslagerværksted som jeg endelig hadde faat Lov til at holde til i saalænge , sjanglet jeg videre , drev paa Maa og Faa forbi Raadstuen , helt ned tU Sjøen og bort tU en Bænk paa Jernbanebryggen hvor jeg såtte mig .
Det faldt mig i Øieblikket ikke en trist Tanke ind , jeg glemte min Nød og følte mig beroliget ved Synet av Havnen som laa fredelig og skjøn i Halvmørket . Av gammel Vane vilde jeg glæde mig seiv med at gjennemlæse det Stykke jeg netop hadde skrevet og som forekom min lidende Hjærne det bedste jeg hadde gjort . Jeg tok mit Manuskript op av Lommen , holdt det ind tU Øinene for at se og gjennemløp den ene Siden efter den andre . Tilsist blev jeg træt og stak Papiret i Lommen . Alting var stille ; Sjøen laa som et blaat Perlemor henover og Smaafuglene fløi tause forbi mig fra Sted til Sted . En Politikonstabel patruljerte et Stykke borte , ellers ses ikke et Menneske og hele Havnen ligger tyst .
Jeg tæUer igjen mine Penger : en halv Pennekniv , et Nøkkelknippe , men ikke en Øre . Pludselig griper jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirene op. Det var en mekanisk Akt , en übevisst Nervetrækning . Jeg utsøker mig et hvitt übeskrevet Blad og — — Gud vet hvor jeg fik Ideen fra — jeg laget et Kræmmerhus , lukket det varlig saa det saa ut som fuldt , og kastet det langt bortover Brostenene ; av Vinden førtes det endnu Utt længer , saa blev det liggende .
Nu hadde Suiten begyndt at angripe mig . Jeg sat og saa paa dette hvite Kræmmerhus som likesom svulmet av blanke Sølvpenger og hidset mig seiv til at tro at det virkeUg indeholdt noget . Ganske høit sat jeg og lokket mig til at gjætte Summen — hvis jeg gjættet rigtig var den min ! Jeg forestiUet mig de smaa , nydelige Tiøringer i Bunden og de fete , riflede Kroner ovenpaa — et helt Kræmmerhus fuldt av Penger ! Jeg sat og saa paa det med opspilte Øine og hælet mig seiv tU at gaa og stjæle det .
Saa hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg falde paa at gjøre netop det samme ? Jeg reiser mig op fra Bænken og hoster og jeg gjentar det tre Ganger for at han skal høre det . Hvor vilde han ikke kaste sig over Kræmmerhuset nåar han kom ! Jeg sat og glædet mig over dette Puss , gnidde mig henrykt i
48
Sult
Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Veir . Om han ikke skulde faa en lang Næse , den Hund ! Om han ikke vUde synke ned i Helvedes heteste Pøl og Pine for denne Kjæltringstrek ! Jeg var bUt drukken av Sult , min Hunger hadde beruset mig .
Et Par Minutter efter kommer Konstablen klappende med sine Jærnhæler i Brostenene , speidende tU aUe Sider . Han gir sig god Tid , han har hele Natten for sig ; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke før han er ganske nær . Da stanser han og betragter det . Det ser saa hvitt og værdifuldt ut der det Ugger , kanske en liten Sum , hvad ? en liten Sum Sølvpenger ? .... Og han tar det op. Hm ! det er let , det er meget let . Kanske en kostelig Fjær , Hattepynt ....
Og han aapner det varsomt med sine store Hænder og kikker ind . Jeg 10 , lo og banket mig i Knæet , lo som en rasende Mand . Og ikke en Lyd kom mig fra Strupen , min Latter var tyst og hektisk , hadde en Graats Inderlighet ....
Saa klapper det igjen i Brostenene og Konstablen gjør et Slag bortover Bryggen . Jeg sat der med Taarer i Øinene og hikstet efter Aande , helt fra mig seiv av febersk Lystighet . Jeg begyndte at tale høit , fortalte mig seiv om Kræmmerhuset , eftergjorde den stakkars Konstabels Bevægelser , kikket ind i min huie Haand og gjentok atter og atter for mig seiv : Han hostet da han kastet det ! Han hostet da han kastet det ! TU disse Ord føiet jeg nye , gav dem pirrende TiUæg , omsatte hele Sætningen og spidset den tU : Han hostet én Gang — khøhø !
Jeg uttømte mig i Variationer av disse Ord og det led langt ut paa Kvælden inden min Lystighet hørte op. En døsig Ro overkom mig saa , en behagelig Mathet som jeg ikke gjorde Motstand mot . Mørket var blit litt tykkere , en Uten Bris f uret i Sjøens Perlemor . Skibene hvis Master jeg saa mot Himlen saa ut med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer som reiste Bust og laa og ventet paa mig . Jeg hadde ingen Smærte , min Sult hadde stumpet den av ; i dens Sted følte jeg mig behagelig tom , überørt av alting omkring mig og glad over at være uset av alle . Jeg la Benene op paa Bænken og lænet mig bakover , saaledes kunde jeg bedst føle Avsondrethetens hele Velvære . Det var ikke en Sky i mit Sind , ikke en Fornemmelse av Übehag og jeg hadde ikke en Lyst eUer Attråa uopfyldt saa vide min Tanke kunde gaa . Jeg laa med aapne Øine i en TUstand av Fraværenhet fra mig seiv , jeg følte mig deUig borte .
Sult
49
Fremdeles var det ikke en Lyd som forstyrret mig ; det milde Mørke hadde skjult Alverden for mine Øine og begravet mig der i idel Ro — bare Stilhetens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene . Og de dunkle Uhyrer derute vil suge mig tU sig nåar Natten kom og de vUde bringe mig langt over Hav og gjennem fremmede Land hvor ikke Mennesker bor . Og de vilde bringe mig tU Prinsesse Ylajalis Slot , der en uanet Herlighet venter mig , større end nogen Menneskers er . Og hun seiv vUde sitte i en straalende Sal hvor alt er av Ametyst , i en Trone av gule Roser , og række Haanden ut mot mig nåar jeg stiger ind , hilse og rope Velkommen nåar jeg nærmer mig og knæler : Velkommen , Ridder , tU mig og mit Land ! Jeg har ventet dig i tyve Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter , og nåar du sørget har jeg graatt hermde og nåar du sov har jeg aandet dig deilige Drømme ind .... Og den Skjønne tar min Haand og følger mig , leder mig frem gjennem lange Ganger hvor store Menneskeskarer roper Hurra , gjennem lyse Haver hvor tre Hundrede unge Piker leker og ler , ind i en anden Sal hvor alt er av lysende Smaragd . Solen skinner hermde , i GaUerier og Ganger gaar hendragende Kor av Musik , Strømme av Duft slaar mig imøte . Jeg holder hendes Haand i min og jeg føler i mit Blod Forhekselsens Deilighet fare ; jeg lægger min Arm om hende og hun hvisker : Ikke her , kom længer endnu ! Og vi stiger ind i den røde Sal hvor alt er Rubin , en fraadende Herlighet hvori jeg synker om . Da føler jeg hendes Armer om mig , hun aander i mit Ansigt , hvisker : Velkommen , Elskede ! Kys mig ! Mere ... . Mere ....
Jeg ser fra min Bænk Stjerner for mine Øine og min Tanke stryker ind i en Orkan av Lys ....
Jeg var faldt i Søvn der jeg laa og blev vækket av Konstablen . Der sat jeg übarmhjærtigen kaldt tilbake tU Livet og Elendigheten . Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig seiv ute under aapen Himmel , men snart avløstes denne av et bittert Mismot ; jeg var like paa Nippet til at graate av Sorg over endnu at være ilive . Det hadde regnet mens jeg sov , mine Kiær var ganske gjennemvaate og jeg følte en raa Kulde i mine Lemmer . Mørket var blit end tættere , det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens Ansigtstræk foran mig .
Saah , sa ' han , staa nu op !
Jeg reiste mig straks ; om han hadde befalet mig at lægge mig
4 — Hamsun I .
50
Sult
ned igjen hadde jeg ogsaa adlydt . Jeg var meget nedstemt og ganske uten Kraft , dertil kom at jeg næsten øiebUkkelig begyndte at føle Suiten igjen .
Vent litt da , Tosken ! ropte Konstablen efter mig , Di gaar jo fra Demses Hat . Saah , gaa nu !
Jeg syntes nok ogsaa det var noget jeg likesom — likesom hadde glemt , stammet jeg fraværende . Tak . Godnat .
Og jeg sjanglet avsted .
Den som nu hadde sig litt Brød at ta til ! Et slikt deUig lite Rugbrød som man kunde bite over mens man gik i Gaterne . Og jeg gik og tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød som det skulde være godt at faa . Jeg sultet bitterlig , ønsket mig død og borte , blev sentimental og graat . Det blev aldrig Ende paa min Elendighet ! Saa med en Gang stanset jeg op paa Gaten , stampet i Brostenene og bandte høit . Hvad var det han hadde kaldt mig ? Tosken ? Jeg skal vise den Konstabel hvad det vil si at kalde mig Tosken ! Dermed vendte jeg om og løp tilbake . Jeg- følte mig blussende het av Sinne . Nede i Gaten snublet jeg og faldt , men jeg ænset det ikke , sprang op igjen og løp . Nede ved Jærnbanetorvet var jeg imidlertid blit saa træt at jeg ikke følte mig istand tU at fortsætte helt ned til Bryggen ; mit Sinne hadde desuten tat av under Løpet . Endelig stanset jeg og trak Veiret . Kunde det ikke ogsaa være ganske likegyldig hvad en slik Konstabel hadde sagt ? — Ja , men jeg taalte ikke alt ! — Rigtignok ! avbrøt jeg mig seiv ; men han visste ikke bedre ! — Og denne undskyldning fandt jeg tilfredsstiUende ; jeg gjentok for mig seiv at han visste ikke bedre . Dermed vendte jeg atter om .
Gud , hvad du kan finde paa ! tænkte jeg harmfuldt ; løpe om som en Gal i slike dyvaate Gater mørke Natten ! . Suiten gnaget mig ulideligen og lot mig ikke i Ro . Atter og atter svælget jeg Spyt for paa den Maaten at mætte mig litt , og jeg syntes det hjalp . Det hadde været for smaat med Mat for mig i mangfoldige Uker før dette kom paa og Kræfterne hadde tat betydeUg av i det siste . Naar jeg hadde været heldig og faat en Femkrone opdrevet ved en eller anden Manøvre vilde ikke gjærne disse Penger vare saa længe at jeg blev helt restitueret før en ny Sultetid brøt ind over mig . Det hadde faret værst med min Ryg og mine Aksler ; det lille Gnag i Brystet kunde jeg ogsaa stanse et Øieblik nåar jeg
Sult
51
hostet haardt eUer nåar jeg gik dygtig foroverbøiet ; men Ryggen og Akslerne hadde jeg ingen Raad for . Hvordan kunde det dog være at det siet ikke vUde lysne for mig ? Var jeg kanske ikke like saa berettiget til at leve som hvemsomhelst anden , som Antikvarbokhandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen ? Om jeg kanske ikke hadde Aksler som en Rise og to svære Armer at arbeide med , og om jeg kanske ikke hadde søkt endog Vedhuggerplass i MøUergaten for at tjene mit dagUge Brød ? Var jeg lat ? Hadde jeg ikke søkt Plasser og hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbeidet Nat og Dag som en gal Mand ? Og hadde jeg ikke levet som en Gnier , spist Brød og Mælk nåar jeg hadde meget , Brød nåar jeg hadde Ute og sultet nåar jeg ingenting hadde ? Bodde jeg paa Hotel , hadde jeg en Suite Værelser i første Etage ? Paa et Utloft bodde jeg , i et Blikkenslagerværksted som Gud og Hvermand hadde rømt ut av siste Vinter fordi det snedde derinde . Saa jeg kunde aldeles ikke begripe mig paa det hele .
Alt dette gik jeg og tænkte paa , og det var ikke saa meget som en Gnist av Ondskap eller Misundelighet eller Bitterhet i min Tanke .
Ved en Farvehandel stanset jeg og saa ind gjennem Vinduet ; jeg forsøkte at læse Vignetterne paa et Par hermetiske Daaser , men det var altfor mørkt . Ærgerlig paa mig seiv for dette nye Paafund og hæftig og sint over ikke at kunne finde ut av hvad disse Daaser indeholdt banket jeg én Gang i Vinduet og gik videre . Oppe i Gaten saa jeg en Politibetjent , jeg forstærket min Gang , gik tæt bort til ham og sa uten ringeste Foranledning :
Klokken er ti.
Nei den er to , svarte han forundret .
Nei den er ti , sa jeg , Klokken er ti. Og stønnende av Sinne traadte jeg endnu et Par Skridt frem , knyttet min Haand og sa : Hør , vet De hvad — Klokken er ti.
Han stod og overveiet en liten Stund , anskuet min Person , stirret forbløff et paa mig . Endelig sa han ganske stille :
I hvert Fald er det jo paa Tiden at Dere gaar hjem . VU Di åtte jei skal føUe Dere ?
Ved denne Venlighet blev jeg avvæbnet ; jeg følte at jeg fik Taarer i Øinene og jeg skyndte mig at svare :
Nei Tak ! Jeg har bare været litt for sent ute paa en Kafé . Jeg takker Dem saa meget .
Sult
52
I
\ i
Han la Haanden paa Hjælmen da jeg gik . Hans Venlighet hadde overvældet mig og jeg graat fordi jeg ikke eiet fem Kroner at gi ham . Jeg stanset og saa efter ham idet han langsomt vandret sin Vei , slog mig for Panden og graat hæftigere efterhvert som han fjærnet sig . Jeg skjældte mig ut for min Fattigdom , kaldte mig ved Klængenavne , opfandt saarende Benævnelser , kostelige raa Fund av Skjældsord som jeg overdynget mig seiv med. Dette fortsatte jeg med tU jeg var næsten helt hjemme . Da jeg kom til Porten opdaget jeg at jeg hadde tapt mine Nøkler .
Ja naturUgvis ! sa jeg bittert tU mig seiv , hvorfor skulde jeg ikke tape mine Nøkler ? Her bor jeg i en Gaard hvor der er en Stald nedenunder og et Blikkenslagerværksted ovenpaa ; Porten er stængt om Natten og ingen , ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg saa ikke tape mine Nøkler ? Jeg var vaat som en Hund , litt suiten , ganske bitte litt suiten , og litt latterUg træt i Knærne — hvorfor skulde jeg saa ikke tape dem ? Hvorfor kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ut i Aker nåar jeg kom og skulde ind ?
Og jeg lo ved mig seiv forhærdet av Sult og Forkommenhet .
Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden og jeg kunde se mit Vindu ovenpaa ; men Porten kunde jeg ikke aapne og jeg kunde ikke slippe ind . Træt og bitter i Sind bestemte jeg mig derfor tU at gaa tUbake tU Bryggen og lete efter mine Nøkler .
Det var igjen begyndt at regne og jeg følte aUerede Våndet trække igjennem paa mine Aksler . Ved Raadstuen fik jeg med en Gang en lys Idé : jeg vUde anmode PoUtiet om at aapne Porten . Jeg henvendte mig straks til en Konstabel og bad ham indstændig om at følge med og lukke mig ind hvis han kunde .
Hja hvis han kunde , ja ! Men han kunde ikke , han hadde ingen Nøkkel . Politiets Nøkler var ikke her , de var i Detektivavdelingen .
Hvad skulde jeg da gjøre ?
Hja jeg fik gaa til et Hotel og lægge mig .
Men jeg kunde virkelig ikke gaa til et Hotel og lægge mig ; jeg hadde ingen Penger . Jeg hadde været ute , paa en Kafé , han forstod jo n0k ....
Vi stod der en Uten Stund paa Raadstuens Trappe . Han overveiet og betænkte sig og anskuet min Person . Regnet strømmet ned utenfor os .
Saa faar Di gaa ind tU Vagthavende og mæUe Dere som husvild , sa han .
53
Sult
Som husvUd ? Det hadde jeg ikke tænkt paa . Ja Død og Plage det var en god Idé ! Og jeg takket Konstablen paa Stedet for dette fortrinlige Paafund . Om jeg bare simpelthen kunde gaa ind og si at jeg var husvUd ?
Simpelthen !
Navn ? spurte Vagthavende .
Tangen — Andreas Tangen .
Jeg vet ikke hvorfor jeg løi . Min Tanke flagret opløst om og gav mig flere Indfald end jeg skjørtet om ; jeg hittet dette fjærntliggende Navn i ØiebUkket og slynget det ut uten nogen Beregning . Jeg løi uten Nødvendighet .
BestiUing ?
Dette var at sætte mig Stolen for Døren . Hm . Jeg tænkte først at gjøre mig tU Blikkenslager , men vaaget det ikke ; jeg hadde git mig et Navn som ikke enhver Blikkenslager har , desuten har jeg BriUer paa Næsen . Da faldt det mig i Sinde at være dumdristig , jeg traadte et Skridt frem og sa fast og høitidelig :
Journalist .
Vagthavende gjorde et Rykk paa sig før han skrev og stor som en husvUd Statsraad stod jeg foran Skranken . Det vakte ingen Mistanke ; Vagthavende kunde nok saa godt forståa at jeg nølet med mit Svar . Hvad liknet det , en Journalist paa Raadstuen uten Tak over Hodet !
Ved hvilket Blad — Hr. Tangen ?
Ved « Morgenbladet » , sa jeg . Desværre har jeg været litt forsent ute iaften ....
Ja det taler vi ikke om ! avbrøt han , og han la tU med et SmU : Naar Ungdommen er ute saa .... Vi forstaar . Hen vendt tU en Konstabel sa han idet han reiste sig og bukket høfUg for mig : Vis den Herre op i den reserverte Avdeling . Godnat .
Jeg følte mig kold nedover Ryggen over min egen Dristighet og jeg knyttet Hænderne der jeg gik for at stive mig op.
Gassen brænder i ti Minutter , sa Konstablen endnu i Døren .
Og saa slukkes den ?
Saa slukkes den .
Jeg såtte mig paa Sengen og hørte hvor Nøklen blev vridd om . Den lyse CeUe saa venlig ut ; jeg følte mig godt og vel i Hus og lyttet med Velbehag til Regnet utenfor . Jeg skulde ikke ønske mig
f
r
Sult
54
noget bedre end en saadan kostelig CeUe ! Min Tilfredshet steg ; sittende paa Sengen med Hatten i Haanden og med Øinene hæftet paa Gasflammen borti Væggen gav jeg mig tU at eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet . Dette var den første , og hvor hadde jeg ikke narret det ! Journalist Tangen , hvadbehager ? Og saa « Morgenbladet » ! Hvor hadde jeg ikke rammet Manden like i Hjærtet med « Morgenbladet » ! Det taler vi ikke om , hvad ? Sittét i Stiftsgaarden i GaUa til Klokken to , glemt Portnøklen og en Lommebok paa nogen Tusen hjemme ! Vis den Herre op i den reserverte Avdeling ....
Saa slukner pludselig Gassen , saa forunderlig pludselig , uten at ta av , uten at svinde ind ; jeg sitter i et dypt Mørke , jeg kan ikke se min Haand , ikke de hvite Vægger omkring mig , intet . Det var ikke noget andet at gjøre end at gaa tUsengs . Og jeg klædte mig av .
Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove . Jeg blev liggende en Tid og se ind i Mørket , dette tykke Massemørke som ingen Bund hadde og som jeg ikke kunde begripe . Min Tanke kunde ikke fatte det . Det var mig over al Maate mørkt og jeg følte dets Nærvær trykke mig . Jeg hikket Øinene , gav mig tU at synge halvhøit og kastet mig frem og tilbake paa Briksen for at adsprede mig ; men uten Nytte . Mørket hadde besat min Tanke og lot mig ikke et Øieblik i Fred . Hvad om jeg seiv var blit til Mørke , gjort tU ett med det ? Jeg reiser mig op i Sengen og slaar ut med Armene .
Min nervøse Tilstand hadde ganske tat Overhaand og det hjalp ikke hvormeget jeg forsøkte at motarbeide den . Der sat jeg , et Bytte for de særeste Fantasier , tyssende paa mig seiv , nynnende Vuggesange , svedende av Anstrængelse for at bringe mig i Ro . Jeg stirret ut i Mørket og jeg hadde aldrig i mine Levedager set et sUkt Mørke . Det var ingen Tvil om at jeg her befandt mig foran en egen Sort av Mørke , et desperat Element som ingen tidligere hadde været opmærksom paa . De latterlige Tanker sysselsatte mig og hver Ting gjorde mig rædd . Det lille Hui i Væggen ved min Seng beskjæftiger mig meget , et Spikerhul jeg finder , et Mærke i Muren . Jeg føler paa det , blaaser i det og søker at gjætte mig dets Dybde . Det var ikke noget uskyldig Hui , siet ikke ; det var et rigtig intrikat og hemmelighetsfuldt Hui som jeg maatte vogte mig for . Og besat av Tanken paa dette Hui , helt fra mig seiv av Nysgjærrighet og Frygt maatte jeg tUsist staa op av Sengen og
55
Sult
finde fat paa min halve Pennekniv for at maale dets Dybde og forvisse mig om at det ikke førte helt ind til SideceUen . Jeg la mig tilbake for at forsøke at falde i Søvn , men i Virkeligheten for atter at kjæmpe med Mørket . Regnet hadde ophørt utenfor og jeg hørte ikke en Lyd . En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fottrin paa Gaten og jeg gav mig ikke Fred før jeg hadde hørt en Fotgjænger gaa forbi , efter Lyden at dømme en Konstabel . Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Ganger og ler . Det var da som bare Fan ! Ha ! — Jeg indbUdte mig at ha fundet et nyt Ord . Jeg reiser mig op i Sengen og sier : Det findes ikke i Sproget , jeg har opfundet det Kuboaa . Det har Bokstaver som et Ord , ved den søteste Gud , Mand , du har opfundet et Ord Kuboaa .... av stor grammatikalsk Betydning .
Ordet stod saa tydelig foran mig i Mørket . Jeg sitter med aapne Øine forbauset over mit Fund og ler av Glæde . Saa begynder jeg at hviske ; man kunde belure mig og jeg agtet at holde min Opfindelse hemmelig . Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid ; jeg var tom og smærtefri og min Tanke var uten TøUer . Jeg overlægger i Stilhet med mig seiv . Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søker jeg at utgranske Betydningen av mit nye Ord . Det behøvet ikke at bety hverken Gud eller Tivoli , og hvem hadde sagt at det skulde bety Dyrskue ? Jeg knyttet Haanden hæftig og gjentar en Gang til : Hvem har sagt at det skal bety Dyrskue ? Naar jeg betænkte mig ret var det ikke engang nødvendig at det betydde hverken Hængelaas eUer Solopgang . Et saadant Ord som dette var det ikke vanskelig at finde Mening i . Jeg vUde vente og se Tiden an . Imidlertid kunde jeg sove paa det .
Jeg ligger der paa Briksen og smaaler , men sier ingenting , uttaler mig hverken fra eller til . Det gaar nogen Minutter og jeg bUr nervøs , det nye Ord plager mig uten Ophør , vender altid tilbake , bemægtiger sig tilsist al min Tanke og gjør mig alvorlig . Jeg hadde opgjort mig en Mening om hvad det ikke skulde bety , men ikke fattet nogen Bestemmelse om hvad det skulde bety . Det er et Bispørsmaal ! sa jeg høit til mig seiv , og jeg griper mig i Armen og gjentar at det var et Bispørsmaal . Ordet var Gudskelov fundet og det var Hovedsaken . Men Tanken plager mig endeløst og hindrer mig fra at falde i Søvn ; intet var mig godt nok for dette sjældne
56
Sult
Ord . Endelig reiser jeg mig atter op i Sengen , griper mig med begge Hænder om Hodet og sier : Nei det er jo det som netop er umulig , at la det bety Emigration eUer Tohaksfabrik ! Hadde det kunnet bety noget slikt som dette vUde jeg for længe siden ha bestemt mig herfor og tat Følgerne . Nei egentlig var Ordet egnet til at bety noget sjælelig , en Følelse , en TUstand — om jeg ikke kunde forståa det ? Og jeg husker mig om for at finde noget sjælelig . Da forekommer det mig at nogen taler , blander sig ind i min Passiar , og jeg svarer sint : Hvadbehager ? Nei din idiotiske Make findes ikke ! Strikkegarn ? Reis til Helvede ! Hvorfor skulde jeg være forpligtet tU at la det bety Strikkegarn nåar jeg specielt hadde imot at det betydde Strikkegarn ? Jeg hadde seiv opfundet Ordet og jeg var i - min gode Ret til at la det bety hvadsomhelst , for den Skyld . Saavidt jeg visste hadde jeg ikke endnu uttalt mig ....
Men mere og mere kom min Hjærne i VUdrede . TUsist sprang jeg ut av Sengen for at finde Vandledningen . Jeg var ikke tørst , men mit Hode stod i Feber og jeg følte en instinktsmæssig Trang tU Vand . Da jeg hadde drukket gik jeg igjen tUsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove . Jeg hikket Øinene og tvang mig tU at være rolig . Saa laa jeg i flere Minutter uten at gjøre en Bevægelse , jeg blev sved og følte Blodet støte hæftig gjennem Aarerne . Nei det var dog altfor kostelig at han kunde lete efter Penger i det Kræmmerhus ! Han hostet ogsaa bare en Gang . Mon han gaar dernede endnu ? Sitter paa min Bænk ?
Det blåa Perlemor .... Skibene
Jeg aapnet Øinene . Hvor kunde jeg ogsaa holde dem lukket nåar jeg ikke kunde sove ! Og det samme Mørke ruget omkring mig , samme uutgrundelige sorte Evighet som min Tanke steilet imot og ikke kunde fatte . Hvad kunde jeg dog likne det med ? Jeg gjorde de mest fortvUede Anstrængelser for at finde et Ord som var sort nok tU at betegne mig dette Mørke , et Ord saa grusomt sort at det kunde sværte min Mund nåar jeg nævnte det . Herregud hvor det var mørkt ! Og jeg bringes igjen til at tænke paa Havnen , paa Skibene , de sorte Uhyrer som laa og ventet paa mig . De vilde suge mig tU sig og holde mig fast og seile med mig over Land og Hav , gjennem mørke Riker som ingen Mennesker har set . Jeg føler mig ombord , trakket tUvands , svævende i Sky-
Sult
57
erne , dalende , dalende Jeg gir et hæst Skrik av Angst og hugger mig fast i Sengen ; jeg hadde gjort saadan farlig Reise , suset ned gjennem Luften som en Bylt . Hvor følte jeg mig ikke frelst da jeg slog Haanden mot den haarde Briks ! Saaledes er det at dø , sa jeg til mig seiv , nu skal du dø ! Og jeg laa en Uten Stund og tænkte over dette at nu skulde jeg dø . Da reiser jeg mig op i Sengen og spør strængt : Hvem sa at jeg skulde dø ? Har jeg seiv fundet Ordet saa er jeg i min gode Ret til seiv at bestemme hvad det skal bety Jeg hørte seiv at jeg fantaserte , hørte det endnu mens jeg talte . Min Galskap var et Delirium av Svakhet og Utmattelse , men jeg var ikke sanseløs . Og den Tanke for mig med ett gjennem Hjærnen at jeg var bUt vanvittig . Grepen av Rædsel farer jeg ut av Sengen . Jeg råver hen tU Døren som jeg prøver at aapne , kaster mig et Par Ganger mot den for at sprænge den , støter mit Hode mot Væggen , jamrer høit , biter mig i Fingrene , graater og bander ....
Alting var rolig ; bare min egen Røst kastedes tilbake fra Murene . Jeg var faldt om paa Gulvet ute av Stand tU længer at tumle om LCeUen . Da skimter jeg høit oppe midt for mine Øine en graalig Kvadrat i Væggen , en Tone av hvitt , en Anelse — det var Dags-V lyset . Aa hvor aandet jeg ikke deUig ut ! Jeg kastet mig flat paa Gulvet og graat av Glæde over dette velsignede Skimt av Lys , hulket av Taknemmelighet , kysset mot Vinduet og bar mig ad som en Gal . Og jeg var mig ogsaa i dette Øieblik bevisst hvad jeg gjorde . Alt Mismot var med en Gang borte , al Fortvilelse og Smærte ophørt , og jeg hadde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt saa vide min Tanke kunde gaa . Jeg såtte mig overende paa Gulvet , foldet Hænderne og ventet taahnodig paa Dagens Frembrudd .
Hvilken Nat hadde det ikke været ! At man dog ikke har hørt nogen Larm , tænkte jeg forundret . Men jeg var jo ogsaa i den reserverte Avdeling , høit over alle Fanger . En husvild Statsraad , om jeg saa maatte si . Stadig i den bedste Stemning , med Øinene vendt mot den lysere og lysere Rute i Muren moret jeg mig seiv med at agere Statsraad , kaldte mig von Tangen og la min Tale i Departementsstil . Mine Fantasier hadde ikke hørt op , kun var jeg langt mindre nervøs . Om jeg ikke hadde begaat den beklagelige Tankeløshet at lægge min Lommebok hjemme ! Om jeg ikke
58
Sult
\
maatte ha den Ære at bringe Hr. Statsraaden tilsengs ? Og i ytterste Alvor , med mange Ceremonier gik jeg hen tU Briksen og la mig . Det var nu blit saa lyst at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids og litt efter kunde jeg se det svære Haandtak i Døren . Dette adspredte mig ; det ensformige Mørke , saa irriterende tykt at det hindret mig fra at se mig seiv , var bratt ; mit Blod blev roUgere og snart følte jeg mine Øine lukkes .
Jeg vækkedes av et Par Slag i min Dør . I al Hast sprang jeg op og klædte mig skyndsomt paa ; mine Kiær var endnu gjennemvaate fra igaaraftes .
Di vil mæUe Dem nede hos Jourhavende , sa Konstablen .
Var det altsaa igjen Formaliteter at gjennemgaa ! tænkte jeg rædd .
Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder hvor tredive eller firti Mennesker sat , alle husvilde . Og en for en blev de ropt op av ProtokoUen , en for en fik de en Billet til Mat . Jourhavende sa stadig væk til Konstablen ved sin Side :
Fik han en BiUet ? Ja glem ikke at gi dem BiUetter . De ser ut til at trænge et Maaltid .
Og J e g stod og saa paa disse Billetter og ønsket mig en Andreas Tangen , Journalist !
Jeg traadte frem og bukket .
Kjære , hvordan kan De være kommet her ?
Jeg forklarte den hele Sammenhæng , gav den samme Historie som igaaraftes , løi med aapne Øine og uten at blinke , løi med Oprigtighet : Været litt for sent ute desværre , paa en Kafé , mistet Portnøklen ....
Ja , sa han og smilte , saaledes er det ! Har De sovet godt da ? Som en Statsraad ! svarte jeg . Som en Statsraad ! Det glæder mig ! sa han og reiste sig . Godmorgen ! Og jeg gik .
En Billet , en BiUet ogsaa til mig ! Jeg har ikke spist paa over tre lange Dager og Nætter . Et Brød ! Men det var ingen som bydde mig en BiUet og jeg torde ikke begjære en . Det vUde øieblikkelig ha vakt Mistanke . Man vilde begynde at grave i mine private Forhold og finde ut hvem jeg virkelig var ; man vilde arrestere mig for falske Foregivender . — Med løftet Hode , med
59
Sult
millionær Holdning og Hænderne hæftet i mit Frakkefald skrider jeg ut av Raadstuen .
Solen skinnet allerede varmt , Klokken var ti og Trafikken paa Youngstorvet var i fuld Bevægelse . Hvor skulde jeg ta Veien ? Jeg klapper paa Lommen og føler efter mit Manuskript ; nåar Klokken blev elleve vilde jeg forsøke at træffe Redaktøren . Jeg staar en Stund paa Balustraden og iagttar Livet nedenunder mig ; imens var det begyndt at dampe av mine Kiær . Hungeren indfandt sig igjen , gnaget mig i Brystet , rykket , gav mig smaa fine Stik som smærtet mig . Hadde jeg virkelig ikke en Ven , en Bekjendt jeg kunde henvende mig tU ? Jeg leter i min Hukommelse for at finde en Mand paa ti Øre og finder ham ikke . Det var dog en deilig Dag ; det var meget Sol og meget Lys omkring mig ; Himlen strømmet som et fint Hav henover Lierfjældene
Jeg var uten at vite det paa Veien hjem . Jeg sultet svært og fandt mig paa Gaten en Træflis at tygge paa . Det hjalp . At jeg ikke hadde tænkt paa det før ! Porten var aapen , Staldkaren hilste som sædvanlig Godmorgen .
Fint Veir ! sa han .
Ja , svarte jeg . Det var alt jeg fandt at si . Kunde jeg be ham om at laane mig en Krone ? Han gjorde det visst saa gjærne hvis han kunde . Jeg hadde desuten engang skrevet et Brev for ham . Han stod og smakte paa noget han vilde si . Fint Veir , ja . Hm . Jeg skulde betale Værtinden min idag . De kunde vel ikke være saa snil at laane mig fem Kroner vel ? Bare paa no ' en Da ' er . Di har gjort mig en Tjeneste før Di . Nei det kan jeg virkeUg ikke , Jens Olai , svarte jeg . Ikke nu . Kanske senerehen , kanske i Eftermiddag . Og jeg sjanglet opover Trappen til mit Værelse .
Her kastet jeg mig paa min Seng og 10. Hvor svineheldig var det ikke at han var kommet mig i Forkjøpet ! Min Ære var reddet . Fem Kroner — Gud bevare dig , Mand ! Du kunde like saa gjærne ha spurt mig om fem Aktier i Dampkjøkkenet eller en Herregaard ute i Aker .
Og Tanken paa disse fem Kroner fik mig til at le høiere og høiere . Var jeg dog ikke en Pokkers Kar , hvad ? Fem Kroner ! Jo her var rette Manden ! Min Lystighet steg og jeg gav mig hen i den : Fy Fan , for Matlukt her er ! Rigtig fersk Karbonadelukt
60
Sult
siden Middagen , fy ! Og jeg støter Vinduet op for at lufte ut den avskyelige Lukt . Opvarter , en halv Bif ! Henvendt tU Bordet , dette skrøpelige Bord som jeg maatte støtte med Knærne nåar jeg skrev , bukket jeg dypt og spurte : Tør jeg spørre , vil De drikke et Glas Vin ? Ikke ? Jeg er Tangen , Statsraad Tangen . Desværre har jeg været Utt for sent ute .... Portnøklen ....
Og uten Tøiler løp min Tanke igjen ut paa vildsomme Veier . Jeg var mig stadig bevisst at jeg talte usammenhængende og jeg sa ikke et Ord uten at jeg hørte og forstod det . Jeg sa til mig seiv : Nu snakker du usammenhængende igjen ! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det . Det var som at ligge vaaken og tale i Søvne . Mit Hode var let , uten Smærte og uten et Tryk og mit Sind var uten Skyer . Jeg seUet avsted og jeg gjorde ingen Motstand . Kom ind ! Jo , bare kom ind ! Som De ser , alt av Rubin . Ylajali , Ylajali ! Den røde , skummende Silkedivan ! Hvor heftig hun aander ! Kys mig , Elskede , mere , mere . Dine Armer er som Rav , din Mund blusser Opvarter , jeg bad om en 8 if .... Solen skinnet ind gjennem mit Vindu , nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre . Jeg sat og gumlet paa min Træflis , oprømt , glad i Sind som et Barn . Stadig væk hadde jeg følt efter Manuskriptet ; jeg hadde det ikke én Gang i Tanken , men Instinktet sa mig at det var til , mit Blod mindet mig om det . Og jeg trak det frem .
Det var blit vaatt og jeg bredte det ut og la det bort i SoUyset . Derpaa gav jeg mig til at vandre frem og tilbake i mit Værelse . Hvor alt saa nedslaaende ut ! Omkring paa Gulvet smaa avklippede Spaaner av Blikplater , men ikke en Stol at sitte paa , ikke engang en Spiker i de nakne Vægger . Alt var bragt til « Onkel » s Kjælder og fortæret . Et Par Ark Papir paa Bordet belagt med tykt Støv var al min Eiendom ; det gamle grønne Tæppe paa Sengen hadde Hans PauU laant mig for nogen Maaneder siden Hans Pauli ! Jeg knipser i Fingrene . Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig ! Og jeg husker mig om efter hans Adresse . Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli ! Han vUde sikkert bU meget støtt over at jeg ikke hadde henvendt mig tU ham straks . ' Hurtig tar jeg min Hat paa , samler Manuskriptet op og haster nedover Trappen . Hør , Jens Olai , roper jeg ind i Stalden , jeg tror ganske sikkert jeg kan hjælpe dig i Ettermiddag !
Sult
61
Kommen til Raadstuen ser jeg at Klokken er over eUeve og jeg bestemmer mig tU at gaa indom Redaktionen med det samme . Utenfor Kontordøren stanset jeg for at undersøke om mine Papirer laa efter Pagina ; jeg glattet dem omhyggeUg ut , stak dem igjen i Lommen og banket paa . Mit Hjærte klappet hørlig da jeg traadte ind .
Saksen er som sædvanlig tilstede . Jeg spør frygtsomt efter Redaktøren . Intet Svar . Manden sitter med en lang Saks og borer efter Smaanyt i Utenbysaviserne .
Jeg gjentar mit Spørsmaal og stiger længer frem . Redaktøren er ikke kommet , sa endelig Saksen uten at se op.
Om nåar han kom ?
Kunde ikke si det , kunde aldeles ikke si det , Di .
Hvorlænge var Kontoret aapent ? Herpaa fik jeg intet Svar og jeg maatte gaa . Saksen hadde ikke kastet et Blik paa mig under det hele ; han hadde hørt min Stemme og gjenkjendt mig paa den . Saa Ude set er du her , tænkte jeg , man gidder ikke engang svare dig . Mon det er Ordre fra Redaktøren ? Jeg hadde rigtignok ogsaa like siden min berømte Føljeton til ti Kroner blev antat oversvømmet ham med Arbeider , rændt paa hans Dør næsten hver Dag med übrukbare Ting som han hadde maattet læse igjennem og gi mig tUbake . Han vUde kanske ha en Ende paa det , ta sine Forholdsregler .... Jeg begav mig paa Veien ut i Homansbyen .
Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent paa Kvisten i en fem Etages Gaard , altsaa var Hans PauU Pettersen en fattig Mand . Men hadde han en Krone saa vUde han ikke spare den . Jeg vilde faa den like saa sikkert som jeg hadde den i Haanden . Og jeg gik og glædet mig til denne Krone den hele Vei og følte mig viss paa at faa den . Da jeg kom til Gatedøren var den stængt og jeg maatte ringe paa .
Jeg ønsker at tale med Student Pettersen , sa jeg og vilde ind ; jeg vet hans Værelse .
Student Pettersen ? gjentar Piken . Om det var ham som bodde paa Kvisten ? Han var flyttet . Ja hun visste ikke hvorhen , men han hadde bedt om at faa sine Brever sendt ned tU Hermansen i Toldbodgaten , og Piken nævnte Numret .
Jeg gaar fuld av Haap og Tro helt ned i Toldbodgaten for at
62
Sult
spørre om Hans Paulis Adresse . Dette var min siste Utvei og jeg maatte utnytte den . Underveis kom jeg forbi et nys opført Hus hvor et Par Snedkere stod og høvlet utenfor . Jeg tok i Dyngen et Par blanke Spaaner , stak den ene i Munden og gjæmte den andre i Lommen til senere . Og jeg fortsatte min Vei . Jeg stønnet av Hunger . Ved en Bakerbutik hadde jeg set et forunderlig stort ti øres Brød i Vinduet , det største Brød som kunde faas for den Pris
Jeg kommer for at faa vite Student Pettersens Adresse .
Bernt Ankers Gate Nummer 10 , Kvisten . — Om jeg skulde demt ? Naa , saa vUde jeg kanske være saa snil at ta med et Par Brever som var kommet ?
Jeg gaar atter op i Byen , den samme Vei jeg var kommet , passerer igjen Snedkerne som nu sat med sine Blikspand mellem Knærne og spiste sin gode varme Dampkjøkkenmiddag , kommer forbi Bakerbutikken hvor Brødet endnu ligger paa sin Plass , og nåar endelig Bernt Ankers Gate halvdød av Utmattelse . Døren er aapen og jeg begir mig opover de mange tunge Trapper til Kvisten . Jeg tar Brevene op fra Lommen for med ett Slag at sætte Hans Pauli i Humør nåar jeg kom ind . Han vilde visst ikke nægte mig denne Haandsrækning nåar jeg forklarte ham Omstændigheterne , aldeles ikke , Hans Pauli hadde saa stort Hjærte , det hadde jeg altid sagt om ham ....
Paa Døren fandt jeg hans Kort : « H . P . Pettersen , stud. theol .
reist hjem . »
Jeg såtte mig ned paa Stedet , såtte mig paa det bare Gulv , dump træt , slagen av Forkommenhet . Jeg gjentar mekanisk et Par Ganger : Reist hjem ! Reist hjem ! Saa tier jeg ganske stille . Det var ikke en Tåare i mine Øine , jeg hadde ikke en Tanke og ikke en Følelse . Med opspærrede Øine sat jeg og stirret paa Brevene uten at foreta mig noget . Det gik ti Minutter , kanske tyve eUer mere , jeg sat der stadig paa samme Plet og rørte ikke en Finger . Denne dumpe Døs var næsten som en Blund . Saa hører jeg nogen komme i Trappen , jeg reiser mig og sier :
Det var Student Pettersen — jeg har to Brever til ham .
Han er hjemreist , svarer Konen . Men han kommer tilbake efter Ferierne . Brevene kunde jo jeg ta , om De vilde .
Ja Tak , det var rigtig godt , sa jeg , saa faar han dem nåar han kommer . Det kunde være vigtige Ting i dem . Godmorgen .
Sult
63
Da jeg var kommet utenfor , stanset jeg og sa høit midt paa aapen Gate idet jeg knyttet Hænderne : Jeg skal si dig ett , min kjære Herre Gud : du er en Noksagt ! Og jeg nikker rasende med sammenbitte Tænder op mot Skyerne : Du er Fan ta mig en Noksagt !
Jeg gik saa nogen Skridt og stanset igjen . Idet jeg pludselig skifter Holdning folder jeg Hænderne , lægger mit Hode paaskakke og spør med søt , fromladen Stemme : Har du ogsaa henvendt dig til ham , mit Barn ?
Det lød ikke rigtig .
Med stort H , sier jeg , med H som en Domkirke ! Op igjen : Har du ogsaa anropt Ham , mit Barn ? Og jeg sænker Hodet og gjør min Stemme sørgelig og svarer : Nei .
Det lød heUer ikke rigtig .
Du kan jo ikke hykle , din Nar ! Ja , skal du si , ja jeg har anropt min Gud og Fader ! Og du skal faa til den ynkeligste Melodi paa dine Ord som du nogensinde har hørt . Saa , op igjen ! Ja det var bedre . Men du maa sukke , sukke som en krampesyk Hest . Saa !
Der gaar jeg og underviser mig seiv , stamper utaalmodig i Gaten nåar jeg ikke faar det til og skjælder mig ut for et Træhode mens den forbausede Forbigaaende vender sig om og betragter mig .
Jeg tygget uavbrutt paa min Høvlspaan og sjanglet saa hurtig jeg kunde nedover Gaterne . Før jeg seiv visste av det var jeg helt nede ved Jærnbanetorvet . Klokken viste halv to paa Vor Frelsers . Jeg stod en Stund og overveiet . En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sivet ned i mine Øine . Følg med en Tur paa Bryggen ! sa jeg tU mig seiv . Det vil si , hvis du har Tid ? Og jeg bukket for mig seiv og gik ned tU Jærnbanebryggen .
Skibene laa demte , Sjøen vugget i Solskinnet . Det var travi Bevægelse overalt , pipende Dampfløiter , Dragere med Kasser paa Akslerne , muntre Heisesange fra Prammene . En Kakekone sitter i Nærheten av mig og luter med sin brune Næse over sine Varer ; det lUle Bord foran hende er syndig fuldt av Lækkerier og jeg vender mig bort i UvUje . Hun fylder hele Kaien med sin Matlukt ; fyh , op med Vinduerne ! Jeg henvender mig til en Herre som sitter ved min Side og forestiUer ham indtrængende dette Misforhold med Kakekoner her og Kakekoner der .... Ikke ? Ja men han maatte da vel indrømme at .... Men den gode Mand
64
Sult
anet Uraad og lot mig ikke engang tale tilende før han reiste sig og gik . Jeg reiste mig likeledes og fulgte ham , fast bestemt paa at overbevise Manden om hans Feiltagelse .
Endog av Hensyn til de sanitære Forhold , sa jeg og klappet ham paa Akslen ....
Undskyld , jeg er fremmed her og kjender ikke noget tU de sanitære Forhold , sa han og stirret paa mig i Rædsel .
Naa , det forandret Saken nåar han var fremmed .... Om jeg ikke kunde gjøre ham nogen Tjeneste ? Vise ham omkring ? Ikke ? For det skulde være mig en Fornøielse og det skulde jo ikke koste noget ....
Men Manden vUde absolut bli av med mig og skraadde hurtig " over Gaten til det andet Fortaug .
Jeg gik atter tilbake tU min Bænk og såtte mig . Jeg var meget urolig og den store Lire som hadde begyndt at spille litt længer borte gjorde mig end værre . En fast , metallisk Musik , en Stubb av Weber som en liten Pike synger en sørgelig Vise tU . Det fløiteagtige , lidelsesfulde i Liren risler mig gjennem Blodet , mine Nerver begynder at dirre som de gav Gjenklang , og et ØiebUk efter falder jeg tUbake paa Bænken , klynkende , nynnende med. Hvad finder ikke ens Fornemmelser paa , nåar man sulter ! Jeg føler mig optat i disse Toner , opløst til Tone , jeg strømmer ut og jeg kjender saa tydelig hvorledes jeg strømmer , svævende høit over Fjælde , dansende ind over lyse Zoner ....
En øre ! sier den UUe Lirepike og rækker sin BUktallerken frem , bare en Øre !
Ja , svarer jeg übevisst og sprang op og ransaket mine Lommer . Men Barnet tror at jeg bare vil holde Løier med hende og fjærner sig straks uten at si et Ord . Den stumme Taalsomhet var mig for stor ; hadde hun skjældt mig ut vilde det ha kommet beleUigere ; Smærten grep mig og jeg ropte hende tUbake . Jeg eier ikke en Øre , sa jeg , men jeg skal huske dig siden , kanske imorgen . Hvad heter du ? Ja det var et pent Navn , jég skulde ikke glemme det . Altsaa imorgen ....
Men jeg forstod godt at hun ikke trodde mig uagtet hun ikke sa et Ord , og jeg graat av Fortvilelse over at denne UUe Gatetøs ikke vilde tro mig . Endnu en Gang ropte jeg hende tUbake , rev hurtig min Frakke op og vUde gi hende min Vest . Jeg skal holde dig skadesløs , sa jeg , vent et Øieblik ....
65
Sult
/
Og jeg hadde ingen Vest . Hvor kunde jeg ogsaa lete efter den ! Det var gaat Uker siden
den var i mit Eie . Hvad gik det ogsaa av mig ? Den forbausede Pike ventet ikke længer , men trak sig skyndsomt tilbake . Og jeg maatte la hende gaa . Folk stimlet sammen om mig og lo høit , en Politibetjent trænger sig bort til mig og vil vite hvad som er paafærde .
Ingen Ting , svarer jeg , siet ingen Ting ! Jeg vilde bare gi den lille Piken derborte min Vest tii hendes Far Det behøver De ikke at staa og le av . Jeg kunde bare gaa hjem og ta en anden paa .
Ingen Postyr paa Gaten ! sier Konstablen . Saah , marsch ! Og han puf fer mig avsted . Er dette Demses Papirer ? roper han efter mig .
Ja Død og Pine , min Avisartikel , mange vigtige Skrifter ! Hvor kunde jeg ogsaa være saa uforsigtig ....
Jeg faar fat i mit Manuskript , forvisser mig om at det ligger i Orden og gaar uten at stanse et Øieblik eller se mig omkring op til Redaktionskontoret . Klokken var nu fire paa Vor Frelsers Ur .
Kontoret er stængt . Jeg lister mig lydløst nedover Trapperne , rædd som en Tyv og stanser raadvild utenfor Porten . Hvad skulde jeg nu gjøre ? Jeg læner mig ind til Muren , stirrer ned i Stenene og tænker efter . En Knappenaal ligger og skinner foran mine Føtter og jeg bøier mig ned og tar den op. Hvad om jeg tok Knapperne ut av min Frakke , * hvad vilde jeg faa for dem ? Det vilde kanske ikke nytte mig . Knapper var nu Knapper ; men jeg tok og undersøkte dem til alle Kanter og fandt dem saa godt som nye . Det var en heldig Idé allikevel , jeg kunde skjære dem ut med min halve Pennekniv og bringe dem bort i Kjælderen . Haapet om at jeg kunde sælge disse fem Knapper oplivet mig straks og jeg sa : Se , se , det retter sig ! Min Glæde tok Overhaand med mig og jeg gav mig straks til at ta Knapperne ut en efter en . Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar :
Ja , ser De , man er blit litt fattig , en øieblikkelig Forlegenhet Utslitte , sier De ? De maa ikke forsnakke Dem . Jeg vil se paa den som sliter mindre Knapper end jeg . Gaar altid med Frakken aapen , skal jeg si Dem ; det er blit en Vane hos mig , en Egenhet Neinei , nåar De ikke vil , saa . Men jeg skal ha mine ti Øre for
5 — Hamsun I .
66
Sult
v
dem , minst .... Nei Herregud , hvem har sagt at De skal gjøre det ? De kan holde Deres Mund og la mig være i Fred .... Jaja , saa kan De jo hente Politiet vel . Jeg skal vente her mens De er ute efter Konstablen . Og jeg skal ikke stjæle noget fra Dem .... Naa , Goddag , Goddag ! Mit Navn er altsaa Tangen , jeg har været litt forsent ute ....
Saa kommer nogen i Trappen . Jeg er øieblikkelig tilbake i Virkeligheten , gjenkjender Saksen og stikker Knapperne skyndsomst i Lommen . Han vil forbi , besvarer ikke engang min Hilsen , faar det pludselig saa travlt med at se paa sine Negler . Jeg stanser ham Og spør efter Redaktøren .
Ikke tilstede , Di .
De lyver ! sa jeg . Og med en Frækhet som forundret mig seiv fortsatte jeg : Jeg maa tale med ham ; det er et nødvendig Ærend . Jeg kan meddele noget fra Stiftsgaarden .
Ja kan Di ikke si det til mig da ?
Til Dem ? sa jeg og maalte Saksen litt med Øinene . Det hjalp . Han fulgte straks med op igjen og aapnet Døren .
Nu sat mit Hjærte mig i Halsen . Jeg bet Tænderne hæftig sammen for at gi mig Mot , banket paa og traadte ind i Redaktørens Privatkontor .
Goddag ! Er det Dem ? sa han venlig . Sit ned .
Hadde han vist mig Døren paa Øieblikket vilde det ha været kjærkonmere ; jeg følte Graaten og sa :
Jeg ber Dem undskylde
Sæt Dem ned , gjentok han .
Og jeg såtte mig og forklarte at jeg igjen hadde en Artikel som det var mig magtpaaliggende at faa ind i hans Blad . Jeg hadde gjort mig slik Flid med den , den hadde kostet mig saa megen Anstrængelse .
Jeg skal læse den , sa han og tok den . Anstrængelse koster det Dem visst alt De skriver ; men De er saa altfor hæftig . Naar De bare kunde være litt besindigere ! Der er altid formegen Feber . Imidlertid skal jeg læse den . Og han vendte sig igjen ind til Bordet .
Der sat jeg . Torde jeg be om en Krone ? Forklare ham hvorfor der altid var Feber ? Saa vilde han ganske sikkert hjælpe mig ; det var ikke første Gang .
Sult
67
.
Jeg reiste mig op. Hm ! Men sist jeg var hos ham hadde han klaget sig for Penger , endog sendt Regningsbudet ut for at skrape sammen til mig . Det vilde kanske bli samme Tilfælde nu . Nei det skulde ikke ske . Saa jeg siet ikke at han sat i Arbeide ?
Var det ellers noget ? spurte han .
Nei ! sa jeg og gjorde min Røst fast . Naar maa jeg faa høre ind igjen ?
Aa naarsomhelst De gaar forbi , svarte han , om et Par Dager eller saa .
Jeg kunde ikke faa min Begjæring over Læberne . Denne Mands Venlighet syntes mig uten Grænser og jeg skulde vite at paaskjønne den . Heller suite tildøde . Og jeg gik .
Ikke engang da jeg stod utenfor og igjen følte Hungerens Anfald angret jeg at ha forlatt Kontoret uten at be om denne Krone . Jeg tok den anden Høvlspaan op av Lommen og stak den i Munden . Det hjalp igjen . Hvorfor hadde jeg ikke gjort det før ? Du maatte skamme dig ! sa jeg høit ; kunde det virkelig falde dig ind at be denne Mand om en Krone og sætte ham i Forlegenhet igjen ? Og jeg blev rigtig grov mot mig seiv for den Uforskammethet som hadde faldt mig ind . Det er ved Gud det sjofleste jeg endnu har hørt ! sa jeg ; rænde paa en Mand og næsten klore Øinene ut paa ham bare fordi du trænger en Krone , din elendige Hund ! Saa , marsch ! Hurtigere ! Hurtigere , din Tamp ! Jeg skal lære dig !
Jeg begyndte at løpe for at straffe mig seiv , tilbakela i Sprang den ene Gate efter den andre , drev mig fremover ved indædte Tilrop og skrek taust og rasende til mig seiv nåar jeg vilde stanse . Herunder var jeg kommet høit op i Pilestrædet . Da jeg endelig stod stille , næsten graatefærdig av Sinne over ikke at kunne løpe længer , dirret jeg over mit hele Legeme og jeg slængte mig ned paa en Trappe . Nei stop ! sa jeg . Og for rigtig at plage mig seiv reiste jeg mig atter op og tvang mig til at bli staaende , og jeg lo av mig seiv og gottet mig over min egen Forkommenhet . Endelig efter flere Minutters Forløp gav jeg mig ved et Nik Tillatelse til at sætte mig ; endog da valgte jeg den übekvemmeste Plass paa Trappen .
Herregud , det var deilig at hvile ! Jeg tørket Sveden av mit Ansigt og dråk store , friske Aandedrag ind . Hvor hadde jeg ikke løpet ! Men jeg angret det ikke , det var vel fortjent . Hvorfor hadde
68
Sult
!
•
*
jeg ogsaa villet begjære den Krone ? Nu saa jeg Følgerne ! Og jeg begyndte at tale mildt til mig seiv , holde Formaninger som en Mor kunde gjort . Jeg blev mere og mere rørende , og træt og kraftløs begyndte jeg at graate . En stille og inderlig Graat , en indvendig Hulken uten en Tåare .
Et Kvarters Tid eller mere sat jeg paa samme Sted . Folk kom og gik og ingen forulempet mig . Smaabørn lekte her og der omkring , en Uten Fugl sang i et Træ paa den andre Siden av Gaten .
En Politikonstabel kom henimot mig og sa :
Hvorfor sitter Di her ?
Hvorfor jeg sitter her ? spurte jeg . Av Lyst .
Jeg har lagt Mærke tU Dere den siste Hal ' timen , sa han . De har sitti her en hal ' Time ?
Saa omtrent , svarte jeg . Var det ellers noget ? Jeg reiste mig sint og gik .
Kommen til Torvet stanset jeg og saa ned i Gaten . Av Lyst ! Var nu ogsaa det et Svar ? Av Træthet , skulde du sagt , og du skulde ha gjort din Røst begrætelig — du er et Fæ , du lærer aldrig at hykle ! — av Utmattelse ! og du skulde sukket som en Hest .
Da jeg kom til Brandvagten stanset jeg igjen , grepen av et nyt Indfald . Jeg knipset i Fingrene , slog i en høi Latter som forbauset de Forbigaaende og sa : Nei nu skal du virkelig gaa ut til Præsten Levison . Det skal du bitterdød gjøre . Jo bare for at forsøke . Hvad har du at forsømme med det ? Det er ogsaa slikt deilig Veir .
Jeg gik ind i Paschas Boklade , fandt i Adressekalenderen Pastor Levisons Bopæl og begav mig demt . Nu gjælder det ! sa jeg , far nu ikke med Streker ! Samvittighet , sier du ? Ikke noget Sludder ; du er for fattig til at holde Samvittighet . Du er suiten , er du , kommen i et vigtig Anliggende , det første fornødne . Men du skal lægge Hodet paa Akslen og sætte Melodi paa dine Ord . Det vil du ikke ? Saa gaar jeg ikke et Skridt videre med dig , saa meget du vet det . Saa : du er i en saare anfægtet Tilstand , kjæmper med Mørkets Magter og store , lydløse Uhyrer om Nætterne saa det er en Gra , hungrer og tørster efter Vin og Mælk og faar det ikke . Saa langt er det kommet med dig . Nu staar du her og har ikke saa godt som Spyt i Lampen . Men du tror paa Naaden , Gudskelov , du har ikke tapt Troen endda ! Og da skal du slaa Hænderne ihop og se ut som en ren Satan til at tro paa Naaden . Med Hensyn til
Sult
69
t
Mammon saa hater du Mammon under alle dens Skikkelser ; en anden Sak er det med en Salmebok , en Erindring til et Par Kroner Ved Præstens Dør stanset jeg og læste : « Kontortid fra 12 til 4 » .
Fremdeles ikke noget Sludder ! sa jeg ; nu gjør vi Alvor av det ! Saa , ned med Hodet , litt ti 1. ... og jeg ringte paa til Familjeleiligheten .
Jeg søker Pastoren , sa jeg til Piken ; men det var mig ikke mulig at faa Guds Navn med.
Han er gaat ut , svarte hun .
Gaat ut ! Gaat ut ! Det ødela hele min Plan , forrykket fuldstændig alt jeg hadde tænkt at si . Hvad Nytte hadde jeg saa av denne lange Tur ? Nu stod jeg der .
Var det noget især ? spurte Piken .
Aldeles ikke ! svarte jeg , siet ikke ! Det var bare saadant deilig Guds Veir og saa vUde jeg gaa herut og hilse paa ham .
Der stod jeg og der stod hun . Jeg såtte med Vilje Brystet frem for at gjøre hende opmærksom paa Knappenaalen som holdt min Frakke sammen ; jeg bad hende med Øinene om at se hvad jeg var kommet for ; men Stakkaren forstod ingen Ting .
Et deilig Guds Veir ja . Om ikke Fruen var hjemme heller ?
Jo , men hun hadde Gigt , laa paa en Sofa uten at kunne røre sig .... VUde jeg kanske lægge ned et Bud eller noget ?
Nei siet ikke . Jeg bare tok slike Turer nu og da , fik litt Motion . Det var saa bra efter Middagen .
Jeg begav mig paa Veien tilbake . Hvad vilde det føre til at passiare længer ? Desuten var jeg begyndt at føle Svimmelhet ; det feilet ikke , jeg var i Færd med at knække sammen for Alvor . Kontortid fra 12 til 4 ; jeg hadde banket paa en Time f orsent , Naadens Tid var omme !
Paa Stortorvet såtte jeg mig paa en av Bænkene ved Kirken . Herregud hvor det begyndte at se sort ut for mig nu ! Jeg graat ikke , jeg var for træt ; utpint til det ytterste sat jeg der uten at foreta mig nogen Ting , sat urørlig og sultet . Brystet var mest betændt , det svidde aldeles besynderlig slemt derinde . Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spaan ; mine Kjæver var trætte av det frugtesløse Arbeide og jeg lot dem hvile . Jeg gav mig over . Atpaa Kjøpet hadde et Stykke brunt Appelsinskal som jeg fandt
70
Sult
paa Gaten og som jeg straks gav mig til at gnage paa git mig Kvalme . Jeg var syk ; Pulsaaren svulmet blåa paa mine Haandledd .
Hvad hadde jeg ogsaa egentlig nølet efter ? Løpet om den hele Dag efter en Krone som kunde holde Liv i mig nogen Timer længer . Var det i Granden ikke likegyldig om det uundgaaelige skete en Dag før eller en Dag senere ? Hadde jeg opført mig som et ordentlig Menneske var jeg gaat hjem og lagt mig til Ro for længe siden , overgit mig . Min Tanke var i Øieblikket klar . Nu skulde jeg dø ; det var i Høstens Tid og alt var lagt i Dvale . Jeg hadde forsøkt hvert Middel , utnyttet hver Hjælpekilde som jeg visste om . Jeg kjælet sentimentalt med denne Tanke og hver Gang jeg endnu haapet paa en mulig Redning hvisket jeg avvisende : Din Nar , du er jo alt begyndt at dø ! Jeg burde skrive et Par Brever , ha alt færdig , gjøre mig parat . Jeg vilde vaske mig omhyggelig og ordne pent op min Seng ; mit Hode vilde jeg lægge paa det Par Ark hvitt Skrivepapir , den reneste Ting jeg hadde igjen , og det grønne Tæppe kunde jeg
Det grønne Tæppe ! Jeg blev med en Gang lys vaaken , Blodet steg mig til Hodet og jeg fik stærk Hjærteklap . Jeg reiser mig op fra Bænken og begynder at gaa , Livet rører sig paany overalt i m ig ° g J e g gj entar Gang paa Gang de løsrevne Ord : Det grønne Tæppe ! det grønne Tæppe ! Jeg gaar hurtigere og hurtigere som om det gjaldt at indhente noget og staar om en kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted .
Uten at stanse et Øieblik eller vakle i min Beslutning gaar jeg bort til Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen . Det skulde være underlig om ikke mit gode Indfald kunde redde mig ! De dumme Betænkeligheter som opstod hos mig hævet jeg mig uendelig over ; jeg gav det hele en god Dag . Jeg var ingen Helgen , ingen Dydsidiot , jeg hadde min Forstand i 8 eh01d ....
Og jeg tok Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaten Numer 5.
Jeg banket paa og traadte ind i den store fremmede Sal for første Gang ; Bjælden paa Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hode . En Mand kommer ind fra et Sideværelse , tyggende , med Munden fuld av Mat , og stiller sig foran Disken .
Aa laan mig en halv Krones Penger paa mine Briller ! sa jeg ; jeg skal løse dem ind om et Par Dager , sikkert .
Sult
71
Hvad ? Nei det er jo Staalbriller ?
Ja .
Nei det kan jeg ikke .
Aanei De kan vel ikke det . Det var i Granden bare Snak ogsaa . Nei jeg har et Tæppe med som jeg egentlig ikke har noget Brak for længer og det faldt mig ind at De kunde ville skille mig av med det .
Jeg har desværre et helt Lager av Sengklær , svarte han . Og da jeg hadde faat det oprullet kastet han et eneste Blik paa det og ropte :
Nei undskyld , det har jeg heller ikke noget Bruk for !
Jeg vilde vise Dem den daarligste Siden først , sa jeg ; det er meget bedre paa den andre Siden .
Ja ja det hjælper ikke , jeg vil ikke eie det og De faar ikke ti Øre for det noget Sted .
Nei det er greit at det ikke er værd noget , sa jeg ; men jeg tænkte at det kunde gaa under ett med et andet gammelt Tæppe paa Auktionen .
Aa nei det nytter ikke .
Fem og tyve Øre ? sa jeg .
Nei jeg vil siet ikke ha det , Mand , jeg vil ikke ha det i Huset .
Saa tok jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem .
Jeg lot for mig seiv som intet var hændt , bredte igjen Tæppet over Sengen , glattet det godt ut som jeg pleiet og forsøkte at utslette ethvert Spor av min siste Handling . Jeg kunde umulig ha været ved min fulde Forstand i det Øieblik da jeg fattet Beslutningen om at begaa denne Kjæltringstrek ; jo mere jeg tænkte herpaa des urimeligere forekom det mig . Det maatte være et Anfald av Svakhet , en eller anden Slappelse i mit Indre som hadde overrumplet mig . Jeg var heller ikke faldt i denne Snare , det anet mig at det begyndte at bære galt avsted og jeg hadde uttrykkelig forsøkt med BriUerne først . Og jeg glædet mig meget over at jeg ikke hadde faat Leilighet til at fuldbyrde denne Brøde som vilde ha flækket de siste Timer jeg levet .
Og atter vandret jeg ut i Byen .
Jeg slog mig paany ned paa en Bænk ved vor Frelsers Kirke , duset sammen med Hodet paa Brystet , slåp efter den siste Ophidselse , syk og forkommen av Sult . Og Tiden gik .
72
Sult
Jeg fik sitte ogsaa denne Time ut ; det var litt lysere ute end inde i Hus ; det forekom mig desuten at det arbeidet ikke fuldt saa galt i Brystet ute i fri Luft ; jeg kom jo ogsaa tidsnok hjem .
Og jeg duset og tænkte og led ganske haardt . Jeg hadde fundet mig en liten Sten som jeg pusset av og stak i Munden for at ha noget at gumle paa ; ellers rørte jeg mig ikke og flyttet ikke engang Øinene . Mennesker kom og gik , Vognrammel , Hovtramp og Passiar fyldte Luften .
Men jeg kunde jo forsøke med Knapperne ? Det nyttet naturligvis ikke og desuten var jeg saa temmelig syk . Men nåar jeg ret betænkte mig saa skulde jeg jo egentlig i Retning av « Onkel » — min egentlige « Onkel » — nåar jeg gik hjem ?
Endelig reiste jeg mig og drog mig sent og tuslet bortetter Gaterne . Det begyndte at brænde over mine Øienbryn , det trak op tU Feber og jeg skyndte mig alt jeg vandt . Atter kom jeg forbi Bakerbutiken hvor Brødet laa . Saa , nu stanser vi ikke her , sa jeg med tilgjort Bestemthet . Men om jeg nu gik ind og bad om en Bit Brød ? Det var en Streif tanke , et Glimt . Fy ! hvisket jeg og rystet paa Hodet . Og jeg gik videre fuld av Ironi over mig seiv . Jeg visste jo godt at det ikke nyttet at komme med Bønner i den Butik .
I Repslagergangen stod et Par Elskende og hvisket inde i en Port ; litt længer borte stak en Pike Hodet ut av Vinduet . Jeg gik saa sagte og betænksomt , jeg saa ut til at grunde paa noget av hvert — og Piken kom ut paa Gaten .
Hvordan er det med dig da , Gammeln ? Hvad for noget , er du syk ? Nei Gud hjælpe mig for et Ansigt ! Og Piken trak sig skyndsomt tilbake .
Jeg stanset med en Gang . Hvad var iveien med mit Ansigt ? Var jeg virkelig begyndt at dø ? Jeg følte med Haanden opover Kinderne : mager , naturligvis var jeg mager : Kinderne stod som to Skaaler med Bunden ind ; men Herregud ! Og jeg raslet atter ivei .
Men jeg stanset igjen . Jeg maatte være rent übegripelig mager . Og Øinene var paa Vei ind gjennem Hodet . Hvordan saa jeg egentlig ut ? Det var nu som hete Fan ogsaa at man maatte la sig levende vanskape av bare Sult ! Jeg følte Raseriet endnu en Gang , dets siste Opblussing , en Senetræknihg . Hjælpe os for et Ansigt , hvad ? Her gik jeg med et Hode som det ikke fandtes
73
Sult
Make til i Landet , med et Par Næver som Gud forsyne mig kunde male Bybud til Mel og Støv og sultet mig vanskapt midt i Kristiania By ! Var det nogen Orden og Maate i det ? Jeg hadde ligget i Sælen og slitt Nætter og Dager som en Mær slæper en Præst ; jeg hadde læst mig Øinene ut av Skolten og sultet mig Forstanden ut av Hjærnen — hvad Fan hadde jeg igjen for det ? Endog Gatepikerne bad Gud fri sig for Synet av mig . Men nu skulde det være stop — forstaar du det ! — stop skulde det Djævelen besætte mig være !
Med stadig tiltakende Raseri , skjærende Tænder under Følelsen av min Mathet , under Graat og Eder vedblev jeg at buldre løs uten at ænse Folk som gik forbi . Jeg begyndte igjen at martre mig seiv , løp med VUje min Pande mot Lyktestolperne , såtte Neglene dypt ind i mine Haandbaker , bet i Avsindighet i min Tunge nåar den ikke talte tydelig , og jeg lo rasende hver Gang det gjorde nogenlunde ondt .
Ja , men hvad skal jeg gjøre ? svarte jeg tilsist mig seiv . Og jeg stamper i Gaten flere Ganger og gjentar : Hvad skal jeg gjøre ? — En Herre gaar just forbi og bemærker smilende :
De bør gaa og begjære Dem anholdt . Jeg saa efter ham . Det var en av vore bekjendte Damelæger , « Hertugen » kaldet . Ikke engang han forstod sig paa min Tilstand , en Mand jeg kjendte og hvis Haand jeg hadde trykket . Jeg blev stiUe . Anholdt ? Ja jeg var gal ; han hadde Ret . Jeg følte Vanviddet i mit Blod , følte dets Jag gjennem Hjærnen . Saa der skulde det ende med mig ! Jaja ! Og jeg begyndte igjen min langsomme , sørgelige Gang . Der skulde jeg altsaa havne !
Med ett staar jeg atter stille . Men ikke anholdt ! sier jeg ; ikke det ! Og jeg var næsten hæs av Angst . Jeg bad for mig , tryglet hen i Hyt og Veir om ikke at bli anholdt . Saa vilde jeg komme paa Raadstuen igjen , bli indestængt i en mørk Celle som det ikke fandtes en Gnist av Lys i . Ikke det ! Det var andre Utveier aapne endnu som jeg ikke hadde forsøkt . Og jeg vilde forsøke dem ; jeg vilde være mere flittig , ta mig god Tid til det og gaa ufortrødent omkring fra Hus tU Hus . Der var nu for Eksempel Musikhandler Cisler , ham hadde jeg siet ikke været hos . Der blev nok en Raad Saaledes gik jeg og talte til jeg igjen fik mig seiv til at graate av Rørelse . Bare ikke bli anholdt !
Cisler ? Var det kanske et høiere Fingerpek ? Hans Navn hadde
74
Sult
faldt mig ind iiten Grund og han bodde saa langt borte ; men jeg vUde dog opsøke ham , gaa sagte og hvile iblandt . Jeg kjendte Stedet , jeg hadde været der ofte , kjøpt litt Noter i de gode Dager . Skulde jeg be om en halv Krone ? Det vilde kanske genere ham ; jeg fik spørre om en hel .
Jeg kom ind i Butiken og spurte efter Chefen ; man viste mig ind i hans Kontor . Der sat Manden , smuk , klædt efter Moten , og gjennemsaa Papirer .
Jeg stammet en Undskyldning og frembar mit Ærend . Tvungen av Trang til at henvende mig til ham .... Skulde ikke vare ret længe før jeg skulde betale det tilbake Naar jeg fik Honoraret for min Avisartikel Han vilde gjøre mig saa stor en Velgjærning
Endnu mens jeg talte vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbeide . Da jeg var færdig saa han paaskraa hen imot mig , rystet sit smukke Hoved og sa : Nei ! Bare Nei . Ingen Forklaring . Ikke et Ord .
Mine Knæ skalv voldsomt og jeg støttet mig mot den lille polerte Skranke . Jeg fik forsøke en Gang til . Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind da jeg stod langt nede i Vaterland ? Det siet nogen Ganger i min venstre Side og jeg begyndte at svede . Hm . Jeg var virkelig høist forkommen , sa jeg , temmelig syk desværre ; det vilde sikkert ikke gaa mere end et Par Dager før jeg kunde betale det tilbake . Om han vilde være saa snil ?
Kjære Mand , hvorfor kommer De til mig ? sa han . De er mig et fuldstændig X , løpen ind fra Gaten . Gaa til Bladet hvor man kjender Dem .
Men bare for iaften ! sa jeg . Redaktionen er allerede stængt og jeg er meget suiten-nu .
Han rystet vedholdende paa Hodet , vedblev at ryste det endog efter at jeg hadde grepet fat i Laaset .
Farvel ! sa jeg .
Det var ikke noget høiere Fingerpek , tænkte jeg og smilte bittert ; saa høit kunde ogsaa jeg peke nåar det kom an paa det . Jeg siet mig frem det ene Kvarter efter det andre , nu og da hvilte jeg et Øieblik paa en Trappe . Naar jeg bare ikke blev anholdt ! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden , lot mig siet ikke i Fred ; hver Gang jeg saa en Konstabel i min Vei tuslet jeg ind i en Sidegate
Sult
75
for at undgaa at møte ham . Nu tæller vi et hundrede Skridt , sa jeg , og forsøker vor Lykke igjen ! Engang blir det vel en Raad
Det var en mindre Garnhandel , et sted jeg aldrig tidligere hadde betraadt . En enkelt Mand indenfor Disken , Kontor indenfor med PorceUæns Skilt paa Døren , pakkede Hylder og Borde i lang Række . Jeg ventet til den siste Kunde hadde forlatt Butiken , en ung Dame med Smilehuller . Hvor hun saa lykkelig ut ! Jeg vilde ikke prøve at gjøre Indtryk paa hende med min Knappenaal i Frakken , men vendte mig bort .
Ønsker De noget ? spurte Betjenten
Er Chefen tilstede ? sa jeg .
Han er paa Fjældtur i Jotunheimen , svarte han . Var det noget særlig ?
Det gjaldt nogen Øre til Mat , sa jeg og forsøkte at smile ; jeg er blit suiten og jeg har ikke en Øre .
Saa er De like saa rik som jeg , sa han og gav sig til at ordne Garnpakker .
Aa vis mig ikke bort — ikke nu ! sa jeg paa en Gang kold over hele Legemet . Jeg er virkelig næsten død av Sult , det er mange Dager siden jeg nøt noget .
I ytterste Alvor , uten at si noget , gav han sig til at vrænge sine Lommer , en efter én . Om jeg ikke vilde tro ham paa hans Ord ?
Bare fem Øre , sa jeg . Saa skal De faa ti igjen om et Par Dager .
Kjære Mand , vil De ha mig til at stjæle av Skuffen ? spurte han utaalmodig .
Ja , sa jeg , ja ta fem Øre av Skuffen .
Det blir ikke mig som gjør det , sluttet han , og han la til : Og lat mig si Dem nu med det samme at nu kan det være nok av dette .
Jeg drog mig ut , syk av Sult og het av Skam . Nei nu fik det bli en Ende paa det ! Det var virkelig kommet altfor langt med mig . Jeg hadde holdt mig oppe i saa mange Aar , staat rank i saa haarde Stunder , og nu var jeg paa en Gang sunket ned til brutalt Betleri . Denne ene Dag hadde forraaet min hele Tanke , overstænket mit Sind med Übluhet . Jeg hadde ikke undset mig for at gjøre mig bevægelig og staa og graate til de minste Kræmmere . Og hvad hadde det nyttet ? Stod jeg kanske ikke fremdeles uten en Brødbit at stikke i Munden . Jeg hadde opnaat at faa mig til at væmmes ved mig seiv . Jaja nu maatte det komme til en Ende ! Retnu
Sult
76
stængte man Porten hjemme og jeg fik skynde mig hvis jeg ikke vilde Ugge paa Raadstuen mat igjen ....
Dette gav mig Kræfter ; ligge paa Raadstuen vilde jeg ikke . Med foroverhøiet Krop , med Haanden stemt mot venstre Ribben for at dulme Stingene litt , kavet jeg fremover , holdt Øinene fæstet i Fortauget for ikke at tvinge mulige Bekjendte til at hilse og hastet bort til Brandvagten . Gudskelov , Klokken var bare syv paa Vor Frelsers , jeg hadde tre Timer endnu før Porten stængtes . Hvor jeg hadde været rædd .
Saa var altsaa ikke en Ting uforsøkt , jeg hadde gjort alt jeg kunde . At det virkelig ikke vilde lykkes en Gang paa en hel Dag ! tænkte jeg . Om jeg fortalte det til nogen saa var det ingen som vilde tro det , og om jeg skrev det ned saa vilde man si det var opfundet . Ikke paa et eneste Sted ! Jaja det var ingen Raad med det ; fremfor alt ikke gaa og være rørende mere . Fy , det var ækkelt , forsikrer dig paa det gjør mig vammel av dig ! Naar alt Haap var ute saa var det ute . Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en Haandfuld Havre inde i Stalden ? En Stripe av Lys , et Streif jeg visste at Stalden var laaset .
Jeg tok det makelig og krøp i sen Sneglegang hjemover . Jeg følte Tørst , glædeligvis for første Gang den hele Dag , og jeg gik og saa mig om efter et Sted at drikke . Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne og ind i et Privathus vUde jeg ikke gaa ; jeg kunde kanske ogsaa vente til jeg kom hjem ; det vilde ta et Kvarters Tid . Det var siet ikke sagt at jeg kunde faa beholde en Slurk Vand heller ; min Mave taalte ikke længer nogen Ting , jeg følte mig endog kvalm av det Spyt jeg gik og svælget ned .
Men Knapperne ! Jeg hadde siet ikke forsøkt med Knapperne endda ? Da stod jeg plat stille og gav mig til at smile . Kanske blev det allikevel en Raad ! Jeg var ikke helt fordømt ! Jeg vilde ganske sikkert faa ti Øre for dem , imorgen fik jeg saa ti til et eller andet Sted , og Torsdag vilde jeg faa Betaling for min Avisartikel . Jeg skulde bare se , det rettet sig ! At jeg virkelig kunde glemme Knapperne ! Jeg tok dem op av Lommen og betragtet dem mens jeg atter gik ; mine Øine blev dunkle av Glæde , jeg saa ikke hele Gaten jeg gik paa .
Hvor jeg kjendte nøie den . store Kjælder , min TUflugt i de mørke Af tener , min blodsugende Ven ! En for en var mine Eien-
77
Sult
dele forsvundet hernede , mine Smaating hjemmefra , min siste Bok . Paa Auktionsdagen gik jeg gjærne derned for at se til og jeg glædet mig hvergang mine Bøker syntes at komme i gode Hænder . SkuespiUer Magelsen hadde mit Ur , og det var jeg næsten stolt av ; en Aarskalender som jeg hadde mit første lille poetiske Forsøk i hadde en Bekjendt kjøpt , og min Ytterfrak havnet hos en Fotograf til Utlaan i Atelieret . Saa det var intet at si paa nogen Ting .
Jeg holdt mine Knapper færdige i Haanden og traadte ind . « Onkel » sitter ved sin Pult og skriver .
Jeg har ingen Hast , sier jeg rædd for at forstyrre ham og gjøre ham utaalmodig med min Henvendelse . Min Røst lød saa forunderlig huk jeg kjendte den næsten ikke seiv igjen og mit Hjærte slog som en Hammer .
Han kom mig smilende imøte som han pleiet , la begge sine Hænder flate paa Disken og saa mig ind i Ansigtet uten at si
noget . Ja jeg hadde noget med som jeg vilde spørre om han ikke kunde faa Bruk for noget som bare laa mig iveien hjemme , forsikrer Dem , ganske til Plage , nogen Knapper .
Naa hvad var det saa , hvad var det saa med de Knapper ? Og han lægger sine Øine helt ned til min Haand .
Om han ikke kunde gi mig nogen Øre for dem ? ... Saa mange som han seiv syntes .... Ganske efter hans eget Skjøn ....
For de Knapper ? Og « Onkel » stirrer forundret paa mig . For disse Knapper ?
Bare til en Cigar eUer hvad han seiv vilde . Jeg gik netop forbi og saa vilde jeg høre ind .
Da lo den gamle Pantelaaner og vendte tilbake til sin Pult uten at si et Ord . Der stod jeg . Jeg hadde egentlig ikke haapet saa meget og aUikevel hadde jeg tænkt mig det mulig at bli hjulpet . Denne Latter var min Dødsdom . Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller ?
Jeg vilde naturligvis la mine Briller gaa med , det er en Selvfølge , sa jeg saa og tok dem av . Bare ti Øre , eller om han vilde fem Øre ?
De vet jo at jeg ikke kan laane paa Deres Briller , sa « Onkel » ; jeg har sagt Dem det før .
Men jeg trænger et Frimærke , sa jeg dumpt ; jeg kunde ikke
78
Sult
engang faa avsendt de Brevene som jeg skulde skrive . Et ti eller fem Øres Frimærke , ganske som De seiv synes .
Gud velsigne Dem og gaa Deres Vei ! svarte han og kavet imot mig med Haanden .
Jaja saa faar det være ! sa jeg til mig seiv . Mekanisk såtte jeg BriUerne paa igjen , tok Knapperne i Haanden og gik ; jeg sa Godnat og hikket Døren efter mig som sædvanlig . Se saa , det var ikke mere at gjøre ! Utenfor Trappegapet stanset jeg og saa endnu en Gang paa Knapperne . At han siet ikke vilde ha dem ! sa jeg ; det er da næsten nye Knapper ; jeg kan ikke forståa det !
Mens jeg stod der i disse Betragtninger kom en Mand forbi og gik ned i Kjælderen . Han hadde i Farten git mig et lite Støt , vi gjorde begge Undskyldning og jeg vendte mig og saa efter ham .
Nei er det dig ? sa han pludselig nede i Trappen . Han kom op og jeg gjenkjendte ham . Gud bevare os , saa du ser ut ! sa han . Hvad har du gjort hernede ?
Aa — hat Affærer . Du skal derned , ser jeg
Ja . Hvad har du været der med ?
Mine Knær skalv , jeg støttet mig mot Væggen og rakte ut min Haand med Knapperne .
Hvad Fan ? ropte han . Nei nu gaar det for vidt !
Godnat ! sa jeg og vilde gaa ; jeg følte Graaten i Brystet . Nei vent et Øieblik ! sa han .
Hvad skulde jeg vente efter ? Han var jo seiv paa Vei til « Onkel » , bragte kanske sin Forlovelsesring , hadde sultet i flere Dager , skyldte sin Værtinde .
Ja , svarte jeg , nåar du vil være snar
Naturligvis , sa han og tok Tak i min Arm ; men jeg skal si dig , jeg tror dig ikke , du er en Idiot ; det er bedst du følger med derned . Jeg forstod hvad han vilde , følte pludselig igjen en liten Fornemmelse av Ære og svarte :
Kan ikke ! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gate Klokken halv otte , og .... \
Halv otte , rigtig ja ! Men nu er Klokken otte . Her staar jeg med Uret i Haanden , det er det jeg skal herned med. Saa , ind med dig , sultne Synder ! Jeg faar minst fem Kroner til dig . Og han puffet mig ind .
Sult
79
TREDJE STYKKE
En Ukes Tid gik i Herlighet og Glæde .
Jeg var over det værste ogsaa denne Gang , jeg hadde Mat hver Dag , mit Mot steg og jeg stak det ene Jærn efter det andre i Hden . Jeg hadde tre eller fire Avhandlinger under Arbeide som plyndret min fattige Hjærne for hver Gnist , for hver Tanke som opstod i den , og jeg syntes at det gik bedre end før . Den siste Artikel som jeg hadde hat saa meget Rænd for og sat saa meget Haap til var allerede blit mig tilbakeleveret av Redaktøren og jeg hadde tilintetgjort den straks , sint , fornærmet , uten at læse den igjennem paany . For Eftertiden vilde jeg forsøke med et andet Blad for at aapne mig flere Utveier . I værste Fald , hvis heUer ikke det hjalp hadde jeg Skibene at ta tU ; « Nonnen » laa seilklar nede ved Bryggen og jeg kunde kanske faa arbeide mig over paa den til Archangel eller hvor det nu var den skulde hen . Saa det manglet mig ikke Utsigter paa mange Kanter .
Den siste Krise hadde faret Ude med mig ; jeg begyndte at miste Håar i stor Mængde , Hodepinen var ogsaa meget plagsom især om Morgningen , og Nervøsiteten vilde ikke gi sig . Jeg sat om Dagen og skrev med Hænderne bundet ind i Kluter , bare fordi jeg ikke taalte min egen Pust imot dem . Naar Jens Olai slog Stalddøren haardt i nedenunder mig eller en Hund kom ind i Bakgaarden og begyndte at gjø gik det mig gjennem Mary og Ben som kolde Stik og de traf mig allevegne . Jeg var temmelig forkommen .
Dag efter Dag strævet jeg med mit Arbeide , undte mig knapt Tid tU ' at sluke min Mat før jeg atter såtte mig til at skrive . I den Tid var baade Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og beskrevne Blade som jeg vekselvis arbeidet paa , føiet til nye Ting som kunde falde mig ind i Løpet av Dagen , strøk over , frisket op de døde Punkter med et farvefuldt Ord hist og her , siet mig fremover Sætning for Sætning med den værste Møie . En Ettermiddag varrendelig den ene av mine Artikler færdig og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til « Kommandøren » . Det var paa høi Tid at jeg gjorde Anstalter til litt Penger igjen , jeg hadde ikke mange Ørene tilbake .
« Kommandøren » bad mig sitte et Øieblik , saa skulde han straks
Og han skrev videre .
Sult
80
Jeg saa mig om i det lille Kontor : Buster , Litografier , Utklip , en umaatelig Papirkurv som saa ut til at kunne sluke en Mand med Hud og Håar . Jeg følte mig trist tihnote ved Synet av dette uhyre Gap , denne Dragekjæft som altid stod aapen , altid var færdig tU at motta nye kasserte Arbeider — nye knuste Haap . Hvad Dato har vi ? sier pludselig « Kommandøren » borte ved Bordet .
28 de , svarer jeg , glad over at kunne være ham til Tjeneste .
28 de. Og han skriver fremdeles . Endelig konvolutterer han et Par Brever , sender nogen Papirer bort i Kurven og lægger Pennen ned . Saa svinger han sig omkring paa Stolen og ser paa mig . Da han mærker at jeg endnu staar ved Døren gjør han et halvt alvorlig , halvt spøkefuldt Vink med Haanden og peker paa en Stol . Jeg vender mig bort for at han ikke skal se at jeg ingen Vest har paa nåar jeg aapner Frakken , og tar Manuskriptet op av Lommen .
Det er bare en liten Karakteristik av Correggio , sier jeg , men det er vel desværre ikke skrevet slik at ....
Han tar Papirerne ut av min Haand og begynder at blade i dem . Han vender sit Ansigt mot mig .
Slik såa han da ut paa nært Hold denne Mand hvis Navn jeg hørte allerede i min tidligste Ungdom og hvis Blad hadde hat den største Indflydelse paa mig op gjennem Aarene . Hans Håar er krøUet og de vakre brune Øine en Smule urolige ; han har for Vane at støte litt i Næsen nu og da . En skotsk Præst kunde ikke se mildere ut end denne farlige Skribent hvis Ord altid hadde slaat blodige Striper hvor de faldt ned . En eiendommelig Følelse av Frygt og Beundring betar mig overfor dette Menneske , jeg er like ved at faa Taarer i Øinene og jeg rykker uvilkaarlig et Skridt frem for at si ham hvor inderlig jeg holdt av ham for alt han hadde lært mig og be ham om ikke at gjøre mig Fortræd ; jeg var bare en fattig Stymper som hadde det slemt nok aUikevel .
Han saa op og la mit Manuskript langsomt sammen mens han sat og tænkte efter . For at lette ham i at gi mig et avslaaende Svar rækker jeg Haanden litt frem og sier :
Aanei det er naturligvis ikke brukbart ? Og jeg smiler for at gi Indtryk av at ta det let .
Det maa være saa populært alt som vi kan brake , svarer han .
Sult
81
De vet hvad Slags Publikum vi har . Men kan De ikke ta og gjøre det litt enklere ? Eller finde paa noget andet som Folk forstaar bedre ?
Hans Hensynsfuldhet forundrer mig . Jeg forstaar at min Artikel er kasseret og dog kunde jeg ikke ha faat et vakrere Avslag . For ikke at opta ham længer svarer jeg :
Jo da , det kan jeg nok .
Jeg gaar til Døren . Hm . Han maatte undskylde at jeg hadde hæftet ham bort med dette Jeg bukker og tar i Dørvrideren .
Hvis De trænger det , sier han , saa kan De heller faa Utt Forskud . De kan jo skrive for det .
Nu hadde han jo set at jeg ikke dudde til at skrive , hans Tilbud ydmyget mig derfor litt og jeg svarte :
Nei Tak , jeg klarer ' mig endda en Stund . Takker ellers saa meget . Farvel !
Farvel ! svarer « Kommandøren » og vender sig i det samme ind til sit Skrivebord .
Han hadde nu allikevel behandlet mig ufortjent velvillig og jeg var ham taknemmelig herfor ; jeg skulde ogsaa vite at paaskjønne det . Jeg foresatte mig ikke at gaa til ham igjen før jeg kunde ta med et Arbeide som jeg var helt tilfreds med , som kunde forbause « Kommandøren » en Smule og faa ham til at anvise mig ti Kroner uten et Øiebliks Betænkning . Og jeg gik hjem igjen og tok fat paa min Skrivning paany .
I de følgende Af tener nåar Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var tændt hændte det mig regelmæssig følgende :
Idet jeg kommer ut av mit Portrum for efter Dagens Møie og Besværligheder at begi mig ut paa en Spasertur omkring i Gaterne staar det en sortklædt Dame ved Gaslykten like utenfor Porten og vender Ansigtet mot mig , følger mig med Øinene nåar jeg passerer hende . Jeg lægger Mærke til at hun stadig har den samme Dragt paa , det samme tætte Slør som skjuler hendes Ansigt og falder nedover hendes Bryst , og i Haanden en liten Paraply med Elfenbens Ring i Haandtaket .
Det var allerede tredje Aften jeg hadde set hende der , altid paa selvsamme Sted ; saasnart jeg var kommet hende forbi vender hun sig langsomt om og gaar nedover Gaten , bort fra mig .
Min nervøse Hjærne skjøt Følehorn ut og jeg fik straks den
6 — Hamsun I .
/
Sult
82
urimelige Anelse at det var mig hendes Besøk gjaldt . Jeg var tilsist næsten i Begrep med at tiltale hende , spørre hende om hun søkte efter nogen , om hun trængte min Hjælp til noget , om jeg maatte følge hende hjem , saa daarlig ahtrukken som jeg desværre var , beskytte hende i de mørke Gater ; men jeg hadde en übestemt Frygt for at det kanske vilde komme til at koste noget , et Glas Vin , en Kjøretur , og jeg hadde siet ingen Penger mere ; mine trøstesløst tomme Lommer virket altfor nedslaaende paa mig og jeg hadde ikke engang Mot til at se litt undersøkende paa hende nåar jeg gik hende forbi . Suiten var igjen begyndt at husere med mig , jeg hadde ikke hat Mat siden igaaraftes ; det var vistnok ikke nogen lang Tid , jeg hadde ofte kunnet holde ut i flere Dager , men jeg var begyndt at ta betænkelig av , jeg kunde siet ikke suite saa godt som før , en eneste Dag kunde nu næsten gjøre mig fortumlet og jeg led av idelige Opkastelser saasnart jeg dråk Vand . Dertil kom at jeg laa og frøs om Nætterne , laa i fulde Kiær , som jeg stod og gik om Dagen , og blaafrøs , iset ned hver Kvæld under Kuldegysninger og stivnet til under Søvnen . Det gande Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ute og jeg vaaknet om Morgningen av at jeg var blit tæt i Næsen av den ramme Rimluft som trængte ind til mig utenfra .
Jeg gaar bortover Gaterne og tænker paa hvorledes jeg skulde bære mig ad med at holde mig oppe til jeg fik min næste Artikel færdig . Hadde jeg bare et Lys vilde jeg forsøke at kile paa utover Natten ; det vilde ta et Par Timer hvis jeg først kom rigtig i Aande ; imorgen kunde jeg saa atter henvende mig til « Kommandøren » .
Jeg gaar uten videre ind i Oplandske og søker efter min unge Bekjendt fra Banken for at skaffe mig ti Øre til et Lys . Man lot mig uhindret passere aUe Værelser ; jeg gik forbi et Dusin Borde hvor passiarende Gjæster sat og spiste og dråk , jeg trængte like ind i Bunden av Kafeen , ind i Roda Rummet , uten at finde min Mand . Flau og ærgerlig drog jeg mig igjen ut paa Gaten og gav mig til at gaa i Retning av Slottet .
Var det nu ikke ogsaa som hete , levende , evige Fan at det aldrig vUde ta nogen Ende med mine Gjenvordigheter ! Med lange , rasende Skridt , med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne gik jeg og skjældte ut min
I
Sult
83
ulykkelige Stjærne hele Veien . Ikke en rigtig sorgfri Stund paa syv , otte Maaneder , ikke Mat til Nødtørft en kort Uke tilende før Nøden paany brøt mig i Knæ . Her hadde jeg atpaa Kjøpet gaat og været ærlig midt i Elendigheten , hehe , ærlig i Bund og Grand ! Gud bevare mig hvor jeg hadde været naragtig ! Og jeg begyndte at fortæUe mig seiv om hvorledes jeg endog hadde gaat og hat ond Samvittighet fordi jeg engang hadde bragt Hans Paulis Tæppe tU Pantelaaneren . Jeg lo haanlig av min ømme Retskaffenhet , spyttet foragtelig i Gaten og fandt siet ikke Ord stærke nok til at gjøre Nar av mig for min Dumhet . Det skulde bare været nu ! Fandt jeg i denne Stund en Skolepikes Spareskillinger paa Gaten , en fattig Enkes eneste Øre , jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen , stjæle den med velberaad Hv og sove rolig som en Sten hele Natten baketter . Jeg hadde da ikke for intet lidt saa usigelig meget , min Taalmodighet var forbi , jeg var beredt tU hvad det skulde være .
Jeg gik randt Slottet tre , fire Ganger , tok derpaa den Bestemmelse at vende hjem , gjorde endnu en liten Avstikker ind i Parken og gik endelig tilbake nedover Karl Johan .
Klokken var omkring elleve . Gaten var temmelig mørk og det vandret Mennesker omkring overalt , stille Par og larmende Klynger om hverandre . Den store Stund var indtraadt , Parringstiden nåar den hemmelige Færdsel foregaar og de glade Æventyr begynder . Raslende Pikeskjørter , en og anden kort , sanseUg Latter , bølgende Bryster , hættige , pæsende Aandedrag ; langt nede ved Grand en Røst som roper : Emma ! Hele Gaten var en Sump som hete Dunster steg op av .
Jeg forfarer uvilkaarlig mine Lommer efter to Kroner . Den Lidenskap som dirrer i hver av de Forbigaaendes Bevægelser , selve Gaslykternes dunkle Lys , den stille , svangre Nat , altsammen har begyndt at angripe mig , denne Luft som er fyldt av Hvisken , Omfavnelser , skjælvende Tilstaaelser , halvt uttalte Ord , smaa Hvin ; endel Katter elsker med høie Skrik inde i Blomqvists Port . Og jeg hadde ikke to Kroner . Det var en Jammer , en Elendighet uten Like at være saa utarmet ! Hvilken Ydmygelse , hvilken Vanære ! Og jeg kom atter til at tænke paa en fattig Enkes siste Skjærv som jeg vilde ha stjaalet , en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæ , en Betlers Matpose som jeg uten Omstændighet vilde ha bragt
84
Sult
til Klutehandleren og sviret op. For at trøste mig seiv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op aUe mulige FeU ved disse glade Mennesker som gled mig forbi ; jeg trak sint paa Akslerne og saa ringeagtende paa dem efterhvert som de passerte , Par for Par . Disse nøisomme , sukkertøispisende Studenter som mente at skeie europæisk ut nåar de fik klappe en Sypike paa Brystet ! Disse Ungherrer , Bankmænd , Grosserere , Boulevardløver som ikke engang slog Vrak paa Sjømandskoner , tykke Kutorvets Marihøner som faldt ned i det første det bedste Portram for en Seidel 01 ! Hvilke Sirener ! Plassen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkar fra siste Nat ; Tronen var altid like ledig , like vidaapen , værsaagod , stig op ! Jeg spyttet langt bortover Fortauget uten at bekymre mig om at det kunde træffe nogen , var sint , opfyldt av Foragt for disse Mennesker som gnidde sig opover hverandre og parret sig sammen midt for mine Øine . Jeg løftet mit Hode og følte med mig seiv Velsignelsen av at kunne bevare min Sti ren .
Ved Stortingsplass møtte jeg en Pike som stirret meget stivt paa mig idet jeg kom paa Siden av hende .
Godaften ! sa jeg .
Godaften ! Hun stanset .
Hm . Om hun var ute og gik saa sent ? Var det nu ikke litt risikabelt for en ung Dame at gaa paa Karl Johan paa denne Tid av Døgnet ! Ikke ? Ja men blev hun da aldrig tiltalt , forulempet , jeg mener rent ut sagt bedt om at gaa med hjem ?
Hun stirret forundret paa mig , undersøkte mit Ansigt , hvad jeg vel kunde mene med dette . Saa stak hun pludselig Haanden ind under min Arm og sa :
Saa gik vi da ! Jeg fulgte med. Da vi hadde gaat nogen Skridt forbi Droscherne
stanset jeg op , gjorde min Arm fri og.sa :
Hør , min Ven , jeg eier ikke en Øre . Og jeg belaget mig paa at gaa min Vei .
I Førstningen vilde hun ikke tro mig ; men da hun hadde faat følt efter i aUe mine Lommer og intet fandt blev hun ærgerlig , kastet med Hodet og kaldte mig en Tørfisk .
Godnat ! sa jeg .
Vent litt ! ropte hun . Er det Guldbriller De har ?
Sult
85
/
Nei .
Ja saa gaa Pokker ivold med Dem !
Og jeg gik .
Litt efter kom hun løpende efter mig og ropte paa mig paany .
De kan være med mig aUikevel , sa hun .
Jeg følte mig ydmyget av dette Tilbud fra en stakkars Gatetøs og jeg sa nei . Det var dessuten sent paa Nat og jeg skulde et Sted hen ; hun hadde heller ikke Raad til slike Opofreiser .
Jo nu vil jeg ha Dem med.
Men jeg gaar ikke med paa den Maaten . De skal naturligvis til en anden , sa hun .
Nei , svarte jeg . Ak jeg hadde intet ordentlig Spil i mig nutildags , Piker var blit næsten som Mænd for mig , Nøden hadde tørket mig ut . Men jeg hadde Følelsen av at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Tøs og jeg besluttet mig til at redde Skinnet . Hvad heter De ? spurte jeg . Marie ? Naa ! Hør nu her , Marie ! Og jeg gav mig til at forklare min Opførsel . Piken blev mere og mere forundret efterhvert . Om hun altsaa hadde trodd at ogsaa jeg var en av dem som gik paa Gaterne om Kvældene og kapret Smaapiker ? Om hun virkelig trodde noget saa siet om mig ? Hadde jeg kanske sagt noget uartig til hende fra Begyndelsen av ? Bar man sig slik ad som jeg nåar man hadde noget ondt fore ? Kort og godt , jeg hadde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt for at se hvor vidt hun vilde drive det . Forresten var mit Navn det og det , Pastor den og den . Godnat ! Gaa hen og synd ikke mere !
Dermed saa gik jeg . Jeg gnidde mig henrykt i Hænderne over mit gode Paafund og talte høit med mig seiv . Hvor det var en Glæde at gaa omkring og gjøre gode Gjærninger ! Jeg hadde kanske git denne faldne Skapning et Skub til Opreisning for hele Livet ! Og hun vilde paaskjønne det nåar hun fik summet sig paa det , endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet fuldt av Tak . Aa det lønte sig at være ærUg allikevel , ærlig og retskaffen ! Mit Humør var aldeles straalende , jeg følte mig frisk og motig nok til hvad det skulde være . Om jeg bare hadde hat et Lys saa kunde jeg kanske ha faatr min Artikel færdig ! Jeg gik og dinglet med min nye Portnøkkel i Haanden , nynnet , plystret og spekulerte paa en Utvei
86
Sult
i
til Lys . Det blev ingen anden Raad , jeg fik ta mine Skrivesaker ned , ut paa Gaten , ind under Gaslykten . Og jeg aapnet Porten og gik op efter mine Papirer .
Da jeg kom ned igjen hikket jeg Porten ilaas utenfra og stillet mig hen i Lykteskinnet . Det var stille overalt , jeg hørte bare de tunge , klirrende Fotslag av en Konstabel nede i Tværgaten , og langt borte , i Retning av St . Hanshaugen , en Hund som gjødde . Det var intet som forstyrret mig , jeg trak Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke av alle Kræfter . Det vilde hjælpe mig saa storartet om jeg var saa heldig at faa istand Slutningen av denne liUe Avhandling . Jeg stod just paa et litt vanskelig Punkt , det skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt , derpaa en dæmpet , glidende Finale , en lang Knurren som tilsist skulde ende i en Klimaks saa steil , saa oprørende som et Skudd eller som Lyden av et Berg som brast . Punktum .
Men Ordene vilde ikke falde mig ind . Jeg læste hele Stykket igjennem fira Begyndelsen av , læste høit hver Sætning , og jeg kunde siet ikke samle mine Tanker til denne brakende Klimaks . Mens jeg stod og arbeidet med dette kom atpaa Kjøpet Konstablen gaaende og stillet sig op midt i Gaten et lite Stykke borte fra mig og spolerte hele min Stemning . Hvad kom det nu ham ved om jeg i dette Øieblik stod og skrev paa en utmærket Klimaks til en Artikel for « Kommandøren » ? Herregud hvor det var plat umulig for mig at holde mig oven Vande , hvad jeg end prøvet med ! Jeg stod der en Times Tid , Konstablen gik sin Vei , Kulden begyndte at bli for stærk til at staa stille i . Motløs og forsagt over det ny spildte Forsøk aapnet jeg endelig atter Porten og gik op paa mit Rum .
Det var koldt deroppe og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke . Jeg følte mig frem til Sengen , trak Skoene av og såtte mig til at varme mine Føtter mellem Hænderne . Saa la jeg mig ned — saaledes som jeg hadde gjort i lang Tid , rund , som jeg gik , i f ulde Kiær .
Morgningen efter reiste jeg mig overende i Sengen saasnart det blev lyst og tok fat paa min Artikel igjen . Jeg sat i denne StiUing til Middags da jeg hadde faat . istand en ti , tyve Linjer . Og jeg var endda ikke kommet til Finalen .
Sult
87
Jeg stod op , tok Skoene paa og gav mig til at drive frem og tilbake paa Gulvet for at bli varm . Det laa Is paa Vinduerne ; jeg saa ut , det snedde , nede i Bakgaarden laa et tykt Lag av Sne over Brolægningen og Vandposten .
Jeg puslet omkring i mit Værelse , gjorde viljeløse Turer frem og tilbake , skrapet med Neglene i Væggene , la min Pande forsigtig ind mot Døren , banket med Pekefingeren i Gulvet og lyttet opmærksomt , altsammen uten nogen Hensigt , men stille og eftertænksomt som om det var en Sak av Vigtighet jeg hadde fore . Og imens sa jeg høit Gang paa Gang saa jeg hørte det seiv : Men du gode Gud , dette er jo Vanvid ! Og jeg drev paa like galt . Efter en lang Stunds Forløp , kanske et Par Timer , tok jeg mig stærkt sammen , bet mig i Læben og strammet mig op det bedste jeg kunde . Det maatte bli en Ende paa dette ! Jeg fandt mig en Flis at tygge paa og såtte mig resolut til at skrive igjen .
Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær , et Snes fattige Ord som jeg pinte frem med Vold og Magt for dog at bevæge mig fremad . Da stanset jeg , mit Hode var tomt , jeg orket ikke mere . Og da jeg siet ikke kunde komme længer såtte jeg mig til at stirre med vidaapne Øine paa disse siste Ord , dette ufuldførte Ark , glante paa disse underlige , skjælvende Bokstaver som stirret op fra Papiret som smaa bustede Figurer , og jeg forstod tilsist ikke noget av det hele , jeg tænkte paa ingen Ting .
Tiden gik . Jeg hørte Færdselen paa Gaten , Larmen av Vogner og Hester , Jens Olais Røst steg op til mig fra Stalden nåar han pratet til Hestene . Jeg var aldeles sløv , jeg sat og smattet litt med Munden , men foretok mig eUers intet . Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning . ,
Det begyndte at skumre , jeg faldt mere og mere sammen , blev træt og la mig tilbake paa Sengen . For at varme mine Hænder litt strøk jeg Fingrene gjennem mit Håar , frem og tilbake , paa kryss og tværs ; det fulgte smaa Dotter med , løsnede Tjavser som la sig mellem Fingrene og fløt utover Hodeputen . Jeg tænkte ikke noget over det just da , det var som det ikke kom mig ved , jeg hadde ogsaa nok av Håar tilbake . Jeg forsøkte atter at ryste mig op av denne forunderlige Døs som gled mig gjennem alle Lemmer som en Taake ; jeg reiste mig overende , banket mig med flat Haand over Knærne , hostet saa haardt som mit Bryst tillot . —
88
Sult
og jeg faldt tilbake paany . Intet hjalp ; jeg døde hjælpeløst bort med aapne Øine , stirrende ret op i Taket . Tilsist stak jeg Pekefingeren i Munden og gav mig til at patte paa den . Det begyndte at røre sig noget i min Hjærne , en Tanke som rotet sig frem derinde , et splittergalt Paafund : Hvad om jeg bet til ? Og uten et Øiebliks Betænkning knep jeg Øinene i og slog Tænderne sammen .
Jeg sprang op. Endelig var jeg blit vaaken . Det piplet litt Blod ut av Fingeren og jeg slikket det av efterhvert . Det gjorde ikke ondt , Saaret var heUer ingenting ; men jeg var med en Gang bragt til mig seiv ; jeg rystet paa Hodet , gik til Vinduet og fandt mig en Klut til Saaret . Mens jeg stod og puslet hermed blev mine Øine fulde av Vand , jeg graat sagte for mig seiv . Denne magre , itubitte Finger saa saa sørgelig ut . Gud i Himlen , hvor langt det nu var kommet med mig .
Mørket blev tættere . Det var kanske ikke umulig at jeg kunde skrive min Finale ut over Kvælden hvis jeg bare hadde et Lys . Mit Hode var atter blit Klart , Tanker kom og gik som sædvanlig og jeg led ikke synderlig ; jeg følte ikke engang Suiten saa slem som for nogen Timer siden , jeg kunde nok holde ut til næste Dag . Kanske kunde jeg faa et Lys paa Kredit saalænge nåar jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklarte min Stilling . Jeg var saa godt kjendt dernede ; i de gode Dager mens jeg endnu hadde Raad til det hadde jeg kjøpt mangt et Brød i den Butik . Det var ingen Tvil om at jeg vilde faa et Lys paa mit ærlige Navn . Og for første Gang i lang Tid tok jeg mig til at børste mine Kiær en Smule og fjærne de løse Håar paa min Frakkekrave saavidt det lot sig gjøre i Mørket . Saa famlet jeg mig nedover Trapperne .
Da jeg kom ut paa Gaten faldt det mig ind at jeg kanske heller burde begjære et Brød . Jeg blev tvilraadig , stanset op og tænkte efter . Paa ingen Maate ! svarte jeg endelig mig seiv . Jeg var desværre ikke i den Tilstand at jeg taalte Mat nu ; de samme Historier vilde da gjenta sig med Syner og Fornemmelser og vanvittige Indfald , min Artikel vilde aldrig bli færdig og det gjaldt at komme til « Kommandøren » inden han glemte mig igjen . Paa ingen mulig Maate ! Og jeg bestemte mig for et Lys . Dermed gik jeg ind i Butiken .
89
Sult
En Kone staar ved Disken og gjør Indkjøp ; det ligger flere smaa Pakker i forskjellige Sorter Papir ved Siden av mig . Betjenten som kjender mig og vet hvad jeg sædvanligvis kjøper forlater Konen og pakker uten videre et Brød ind i en Avis og lægger frem til mig .
Nei — det var egentlig et Lys iaften , sier jeg . Jeg sier det meget stille og ydmygt for ikke at gjøre ham ærgerlig og forspUde min Utsigt til at faa Lyset .
Mit Svar kom ham uventet , det var første Gang jeg hadde forlangt noget andet end Brød av ham .
Ja saa faar De vente litt da , sier han og gir sig atter i Færd med Konen .
Hun faar sine Ting , betaler , leverer en Femkrone som hun faar tilbake paa og gaar .
Nu er Betjenten og jeg alene
Han sier :
Ja saa var det altsaa et Lys . Og han river op en Pakke Lys og tar ut et til mig .
Han ser paa mig og jeg ser paa ham , jeg kan ikke faa min Begjæring over Læberne .
Naa ja det var sandt , De betalte jo , sier han pludselig . Han sier simpelthen at jeg hadde betalt ; jeg hørte hvert Ord . Og han begynder at tælle Sølvpenger op fra Skuffen , Krone efter Krone , blanke , fete Penger — han gir mig tilbake paa fem Kroner , paa Konens Femkrone .
Værsaagod ! sier han .
Nu staar jeg og ser paa disse Penger et Sekund , jeg fornemmer at det er galt fat med noget , jeg overveier ikke , tænker siet ikke paa nogen Ting , falder bare i Staver over al denne Rikdom som ligger og lyser foran mine Øine . Og jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg staar der utenfor Disken , dum av Forandring , slagen , tilintetgjort ; jeg gjør et Skridt ut mot Døren og stanser igjen . Jeg retter mit Blik mot et visst Punkt paa Væggen ; der hænger en liten Bjælde i et Lærhalsbaand og nedenunder den et Bundt Snøre . Og jeg staar og stirrer paa disse Saker .
Betjenten som mener at jeg vil slaa av en Passiar ettersom jeg
90
Sult
i
gir mig saa god Tid sier idet han ordner endel Indpakningspapir som flyter om paa Disken :
Det ser ut til at vi skal faa Vinter nu .
Hm . Ja , svarer jeg , det ser ut til at vi skal faa Vinter nu . Det ser ut til det . Og litt efter lægger jeg til : Aaja det er ikke fortidlig . Men det ser virkelig ut til det ja . Det er nu forresten heUer ikke fortidlig .
Jeg hørte mig seiv tale dette Vaas , men opfattet hvert Ord jeg sa som om det kom fra en anden Person .
Ja synes De egentlig det ? sier Betjenten .
Jeg stak Haanden med Pengene i Lommen , tok i Laaset og gik ; jeg hørte at jeg sa Godnat og a , t Betjenten svarte .
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen da Butiksdøren blev revet op og Betjenten ropte efter mig . Jeg vendte mig om uten Forundring , uten Spor av Angst ; jeg samlet bare Pengene sammen i Haanden og beredte mig paa at gi dem tilbake .
Værsaagod , De har glemt Deres Lys , sier Betjenten
Aa Tak , svarer jeg rolig . Tak ! Tak !
Og jeg vandrer atter nedover Gaten bærende Lyset i Haanden .
Min første fornuftige Tanke gjaldt Pengene . Jeg gik bort til en Lykt og talte dem over paany , veiet dem i Haanden og smilte . Saa var jeg allikevel herlig hjulpen , storslagent , vidunderlig hjulpen for lang , lang Tid ! Og jeg stak atter Haanden med Pengene i Lommen og gik .
Utenfor en Matkjælder i Storgaten stanset jeg og overveiet koldt og rolig om jeg skulde driste mig til at nyte en liten Lunch allerede straks . Jeg hørte Klirren av Tallærkener og Kniver indenfor og Lyden av Kjøt som bankedes ; dette blev mig en altfor stærk Fristelse , jeg traadte ind .
En Bif ! sier jeg .
En Bif ! ropte Jomfruen ut gjennem en Luke ,
Jeg slog mig ned ved et lite Bord for mig seiv like indenfor Døren og gav mig til at vente . Det var litt mørkt der jeg sat , i jeg følte mig noksaa godt skjult og såtte mig til at tænke . Nu og da saa Jomfruen bort paa mig med litt nysgjærrige Øine .
Min første egentUge Uærlighet var begaat , mit første Tyveri , mot hvilket aUe mine tidligere Streker var for intet at regne ;
Sult
91
s
mit første lille , store Fald .... Godt og vel ! Det var intetat gjøre ved det . Forresten stod det mig frit for , jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden , senerehen , nåar jeg fik bedre Leilighet til det . Det behøvet ikke at komme videre med mig ; desuten hadde jeg ikke paatat mig at leve mere ærlig end alle andre Mennesker , det var ingen Avtale ....
Kommer Biffen snart , tror De ?
Ja ganske snart . Jomfruen aapner Luken og ser ind i Kjøkkenet .
Men hvis nu Saken kom for en Dag ? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke , begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet , de fem Kroner som Konen fik tilbake paa ? Det var ikke umulig at han vilde komme paa det en Dag , kanske næste Gang nåar jeg gik derind . Naa ja , Herregud ! Jeg trak i Smug paa Akslerne .
Værsaagod ! sier Jomfruen venlig og sætter Biffen paa Bordet . Men vil De ikke heller gaa ind i et andet Rum ? Her er saa mørkt .
Nei Tak , lat mig bare være her , svarer jeg . Hendes Venlighet gjør mig med en Gang bevæget , jeg betaler Biffen straks , gir hende paa Slump hvad jeg faar fafinede i Lommen og lukker hendes Haand til . Hun smiler og jeg sier for Spøk , med vaate Øine : Resten skal De ha at kjøpe Dem en Gaard f0r .... Aa velbekomme !
Jeg begyndte at spise , blev mere og mere graadig efterhvert og slukte store Stykker uten at tygge dem . Jeg rev i Kjøttet som en Menneskeæter .
Jomfruen kom igjen bort til mig .
Vil De ikke ha noget at drikke ? sier hun . Og hun luter sig litt ned mot mig
Jeg saa paa hende ; hun talte meget lavt , næsten undselig ; hun slog Øinene ned .
Jeg mener en halv 01 eller hvad De vi 1. ... av mig .... atpaa
dersom De vil
Nei mange Tak ! svarte jeg . Ikke nu . Jeg skal komme igjen en anden Gang .
Hun trak sig tilbake og såtte sig indenfor Disken ; jeg saa bare hendes Hode . Et underlig Menneske !
Da jeg blev færdig gik jeg med en Gang til Døren . Jeg følte allerede Kvalme . Jomfruen reiste sig . Jeg var rædd for at komme ind i Lyset , frygtet for at vise mig formeget frem for den unge
92
Sult
Pike som ikke ante min Elendighet og jeg sa derfor hurtig Godnat , bukket og gik .
Maten begyndte at virke , jeg led meget av den og fik ikke beholde den længe . Jeg gik og tømte min Mund ut i hver mørk Krok som jeg kom forbi , stred med at dæmpe denne Kvalme som uthulet mig paany , knyttet Hænderne og gjorde mig haardfør , stampet i Gaten og svælget rasende ned igjen hvad som vilde op — forgjæves ! Jeg sprang tilsist ind i et Portrum , foroverbøiet , blind av Vand som sprængtes ut i mine Øine , og tømte mig igjen .
Jeg blev forbitret , gik bortover Gaten og graat , bandte de grusomme Magter hvem de end var som forfulgte mig saa , svor dem ned i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for deres Usselhet . Det var liten Ridderlighet hos Magterne , virkelig noksaa liten Ridderlighet , matte man si ! . . i . Jeg gik bort til en Mand som stod og glante ind gjennem et Butiksvindu og spurte ham i største Hast hvad man efter hans Mening skulde by en Mand som hadde sultet i lang Tid . Det gjaldt Livet , sa jeg , han taalte ikke Bif .
Jeg har hørt si at Mælk skal være bra , kokt Mælk , svarer Manden ytterst forundret . Hvem er det forresten De spør for ?
Tak ! Tak ! sier jeg . Det kan hænde at det er noksaa bra det , kokt Mælk .
Og jeg gaar .
Ved den første Kafé jeg traf paa gik jeg ind og bad om kokt Mælk . Jeg fik Mælken , dråk den ned saa het som den var , slukte glupsk hver Draape , betalte og gik atter . Jeg tok Veien hjem .
Nu hændte det noget forunderlig . Utenfor min Port , lænet op til Gaslykten og midt i Lyset fra denne , staar et Menneske som jeg skimter allerede paa lang Avstand , — det er den sortklædte Dame igjen . Den samme sortklædte Dame fra de tidligere Aftener . Det var ikke til at ta feil av , hun hadde møtt op paa selvsamme Sted for fjerde Gang . Hun staar aldeles urørlig .
Jeg finder dette saa besynderlig at jeg uvilkaarlig sagtner mine Skridt ; i dette Øieblik er mine Tanker i god Orden , men jeg er meget ophidset , mine Nerver er optirret av det siste Maaltid . Jeg gaar som sædvanlig like forbi hende , kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor . Da stanser jeg . Jeg faar med ett en Indskytelse . Uten at gjøre mig nogen Rede for det
Sult
93
*
vender jeg mig om og gaar like bort til Dåmen , jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser :
Godaften , Frøken !
Godaften ! svarer hun
Undskyld , søkte hun efter nogen ? Jeg hadde lagt Mærke til hende før ; om jeg kunde være hende behjælpelig paa nogen Maate ? Ber saa meget om Undskyldning forresten .
Ja , hun visste ikke riktig
Det bodde ingen indover denne Port foruten en tre , fire Hester og mig ; det var forøvrig en Stald og et Blikkenslagerværksted . Hun var ganske visst paa Vildspor desværre nåar hun lette efter nogen her .
Da vender hun Ansigtet bort og sier :
Jeg leter ikke efter nogen , jeg bare staar her . Jasaa hun stod der bare , stod der slik Kvæld efter Kvæld bare
av et Indfald . Det var litt rart ; jeg tænkte over det og kom mere og mere i Vildrede med Dåmen . Saa besluttet jeg mig til at være dristig . Jeg ringlet en Smule med mine Penger i Lommen og bydde hende uten videre med paa et Glas Vin et eller andet Sted
.... i Betragtning av at Vinteren var kommet , hehe , ... Det behøvet ikke at ta lang Tid .... Men det vilde hun vel ikke ?
Aanei Tak , det gik vel ikke an . Nei det kunde hun ikke gjøre . Men vilde jeg være saa snil at følge hende et Stykke , saa Det var noksaa mørkt hjemover og det generte hende at gaa alene opover Karl Johan efter at det var blit saa sent .
Hjærtelig gjærne . Vi såtte os i Bevægelse ; hun gik paa min høire Side . En eien-
dommelig , skjøn Følelse grep mig . Bevisstheten om at være i en ung Pikes Nærhet . Jeg gik og saa paa hende hele Veien . Parfumen i hendes Håar , Varmen som stod ut fra hendes Legeme , denne Duft av Kvinde som fulgte hende , den søte Pust hver Gang hun vendte Ansigtet mot mig , — altsammen strømmet ind paa mig , trængte sig uregjerlig ind i alle mine Sanser . Jeg kunde saavidt skimte et fyldig , litt blekt Ansigt bak Sløret og et høit Bryst som struttet ut med Kaapen . Tanken paa al denne skjulte Herlighet som jeg ante var tilstede indenfor Kaapen og Sløret forvirret mig , gjorde mig idiotisk lykkelig uten nogen rimelig Grund ; jeg holdt det ikke længer ut , jeg berørte hende med min Haand ,
94
Sult 3
fingret ved hendes Aksel og smilte fjollet . Jeg hørte mit Hjærte slaa .
Hvor De er rar ! sa jeg . Ja hvordan det egentlig ?
Jo for det første hadde hun likefrem den Vane at staa stille utenfor en Staldport Kvæld efter Kvæld uten nogensomhelst Hensigt , bare fordi det faldt hende ind
Naa , hun kunde jo ha sine Grunde herfor ; hun holdt desuten av at være oppe til langt paa Nat , det hadde hun altid syntes saa godt om . Om jeg brydde mig om at lægge mig før tolv ?
Jeg ? Var det nogen Ting i Verden jeg hatet saa var det at lægge mig før Klokken tolv om Natten . Hehe .
Hehe , ja ser De der ! Saa tok hun altsaa denne Tur saadan om Kvældene nåar hun ikke hadde noget at forsømme med det ; hun bodde oppe paa St . Olafs Plass ....
Yla jåli ! ropte jeg . Hvadbehager ?
Jeg sa bare Ylajali Godt og vel , fortsæt !
Hun bodde oppe paa St . Olafs Plass , noksaa ensomt , sammen med sin Mama som det ikke gik an at tale med fordi hun var saa døv . Var det da noget rart i at hun gjærne vilde være litt ute ?
Naa ja , hvad saa ? Jeg kunde høre paa hendes Røst at hun smilte .
Hadde hun ikke en Søster ?
Jo en ældre Søster — hvordan visste jeg forresten det ? — Men hun var reist til Hamburg .
Nylig ?
Ja for fem Uker siden . Hvor hadde jeg det fra at hun hadde en Søster ?
Jeg hadde det siet ikke , jeg bare spurte .
Vi tidde . En Mand gaar forbi os med et Par Sko under Armen , ellers er Gaten tom saa langt vi kan se . Borte ved Tivoli lyser en lang Række av kulørte Lamper . Det snedde ikke mere . Himlen var klar .
Gud , fryser De ikke uten Ytterfrak ? sier pludselig Dåmen og ser paa mig .
Skulde jeg fortælle hende hvorfoir jeg ikke hadde Ytterfrak ?
Nei siet ikke ! svarte jeg .
Su It
95
\
»
aapenbare min Stilling straks og skræmme hende bort like saa godt først som sist ? Det var dog deilig at gaa her ved hendes Side og holde hende i Uvitenhet , endnu en liten Stund . Jeg løi , jeg svarte : -
Nei aldeles ikke . Og for at komme ind paa noget andet spurte jeg : Har De set Menageriet paa Tivoli ?
Nei , svarte hun . Er det noget at se ?
Hvis hun nu fandt paa at ville gaa derhen ? Ind i alt det Lys , sammen med saa mange Mennesker ! Hun vilde bli altfor flau , jeg vilde jage hende paa Dør med mine daarlige Kiær , mit magre Ansigt som jeg ikke engang hadde vasket i to Dager , hun vilde kanske endog opdage at jeg ingen Vest hadde ....
Aanei , svarte jeg derfor , det er visst ikke noget at se . Og det faldt mig ind endel lykkelige Ting som jeg straks gjorde Bruk av , et Par tarvelige Ord , Rester inde fra min utsugede Hjærne : Hvad kunde man vel vente av et saadant lite Menageri ? Overhodet interesserte det ikke mig at se Dyr i Bur . Disse Dyr vet at man staar og ser paa dem ; de føler de hundrede nysgjæfrige B likke og paavirkes av dem . Nei maatte jeg be om Dyr som ikke visste at man beskuet dem , de sky Væ sener som pusler i sit Hi , ligger med dorske grønne Øine , slikker sine Klør og tænker . Hvad ?
Ja det hadde jeg visst Ret i .
Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighet og sære Vildhet som det var noget ved . De lydløse , listende Skridt i Nattens ' Mulm og Mørke , Skogens Sus og Uhygge , Skrikene fra en forbifarende Fugl , Vinden , Blodlukten , Bulderet oppe i Rummet , kortsagt Vilddyrrikets Aand over Vilddyret ....
Men jeg var rædd for at dette trættet hende og Følelsen av min store Armod grep mig paany og knuget mig sammen . Om jeg nu bare hadde været saa nogenlunde godt antrukken kunde jeg ha glædet hende med den Tur i Tivoli ! Jeg begrep ikke dette Menneske som kunde f inde nogen Fornøielse i at la sig ledsake opover hele Karl Johan av en halvnaken Stodder . Hvad i Guds Navn tænkte hun paa ? Og hvorfor gik jeg her og skapte mig til og smilte idiotisk av ingen Ting ? Hadde jeg ogsaa nogen rimelig Aarsak til at la mig plage ut av denne fine Silkefugl til saa lang en Tur ? Kostet det mig kanske ikke Anstrængelse ? Følte jeg ikke Dødens Isnen like inn i mit Hjærte bare ved det sagteste
96
Sult
Vindstøt som blaaste mot os ? Og støiet ikke allerede Vanviddet i min Hjærne bare av Mangel paa Mat i mange Maaneder i Træk ? Hun hindret mig endog fra at gaa hjem og faa mig litt Mælk paa Tungen , en ny Skefuld Mælk som jeg kanske kunde faa beholde . Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lot mig gaa Pokker iv01d ....
Jeg blev fortvilet ; min Haapløshet bragte mig til det ytterste og jeg sa :
De burde i Grunden ikke gaa sammen med mig , Frøken ; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øine bare ved min Dragt . Ja det er virkelig sandt ; jeg mener det .
Hun studser . Hun ser hurtig op paa mig og tier . Derpaa sier hun :
Herregud ogsaa ! Mere sier hun ikke . Hvad mener De med det ? spurte jeg .
Uf nei , si ikke slikt .... Nu har vi ikke saa langt igjen . Og hun gik litt hurtigere til .
Vi dreiet op Universitetsgaten og saa allerede Lykterne paa St . Olafs Plass . Da gik hun langsommere igjen .
Jeg vil ikke være indiskret , sier jeg , men vil De ikke si mig Deres Navn før vi skilles ? Og vil De ikke bare for et Øieblik.ta Sløret bort saa jeg faar se Dem ? Jeg skulde være saa taknemmelig .
Pause . Jeg gik og ventet .
De har set mig før , svarer hun . Ylajali ! sier jeg igjen .
De har forfulgt mig en halv Dag , like hjem . Var De fuld dengang ? Jeg hørte igjen at hun smilte .
Ja , sa jeg , ja desværre , jeg var fuld dengang , Det var stygt av Dem !
Og jeg indrømmet sønderknust at det var stygt av mig .
Vi var kommet til Fontænen , vi stanser og ser op til de mange oplyste Vinduer i Nummer 2.
Nu maa De ikke følge mig længer , sier hun ; Tak for iaften !
Jeg bøiet Hodet , jeg torde ikke si nogen Ting . Jeg tok av min Hat og stod barhodet . Mon hun vilde række mig Haanden ?
Hvorfor ber De mig ikke om at gaa med tilbake et Stykke ? sier hun spøkefuldt . Men hun ser ned paa sin Skosnute .
Herregud , svarer jeg , om De vilde gjøre det !
Sult
97
/
Ja men bare et lite Stykke .
Og vi vendte om .
Jeg var ytterst forvirret , jeg visste siet ikke hvordan jeg skulde gaa eller staa ; dette Menneske vendte fuldstændig op ned paa hele min Tankegang . Jeg var henrykt , vidunderlig glad ; jeg syntes jeg gik deilig tilgrunde av Lykke . Hun hadde uttrykkelig villet gaa med tilbake , det var ikke mit Paafund , det var hendes eget Ønske . Jeg gaar og ser paa hende og blir mere og mere motig , hun opmuntrer mig , trækker mig til sig ved hvert Jeg glemmer for et Øieblik min Armod , min Ringhet , hele min jammerlige Tilværelse , jeg føler Blodet jage mig varmt gjennem Kroppen som i gamle Dager før jeg faldt sammen , og jeg besluttet at føle mig frem med et lite Knep .
Forresten var det ikke Dem jeg forfulgte dengang , sa jeg ; det var Deres Søster .
Var det min Søster ? sier hun i høieste Grad forbauset . Hun stanser , ser paa mig , venter virkelig Svar . Hun spurte for ramme Alvor .
Ja , svarte jeg . Hm . Det vil si det var altsaa den yngste av de to Damer som gik foran mig .
Den yngste ? Aahaa ! Hun lo med en Gang høit og inderlig som et Barn . Nei hvor De er slu ! Det sa De bare for at faa mig til at ta Sløret av . Jeg forstod det . Men det skal De være blåa f0r .... til Straf .
Vi begyndte at le og spase , vi talte ustanselig hele Tiden , jeg visste ikke hvad jeg sa , jeg var glad . Hun fortalte at hun hadde set mig en Gang før , for længe siden i Teatret . Jeg hadde tre Kamerater med og jeg hadde baaret mig ad som en Gal ; jeg hadde bestemt været fuld da ogsaa , desværre .
Hvorfor trodde hun det ?
Jo jeg hadde leet saa .
Jasaa . Aaja , jeg lo meget dengang .
Men nu ikke længer ?
Aajo , nu ogsaa . Det var herlig at være til !
Vi kom ned mot Karl Johan . Hun sa :
Nu gaar vi ikke længer ! Og vi vendte om og gikk atter opover Universitetsgaten . Da vi igjen kom op til Fontænen sagtnet jeg litt mine Skridt , jeg visste at jeg ikke fik følge med længer .
7 — Hamsun I .
Sult
98
\
\
V
Ja nu maa De altsaa vende om , sa hun og stanset . Ja jeg maa vel det , svarte jeg .
Men litt efter mente hun at jeg nok kunde være med til Porten . Herregud , det var da ikke noget galt i det . Vel ?
Nei , sa jeg . Men da vi stod ved Porten trængte al min Elendighet igjen
ind paa mig . Hvor kunde man ogsaa holde Motet oppe nåar man var saa knækket sammen ? Her stod jeg foran en ung Dame , smudsig , forreven , vansiret av Sult , uvasket , bare halvt paaklædt , — det var til at synke i Jorden av . Jeg gjorde mig liten , dukket mig uvilkaarlig ned og sa :
Maa jeg nu ikke træffe Dem mere ? Jeg hadde intet Haap om at faa Lov til at møte hende igjen ; jeg ønsket næsten et skarpt Nei som kunde stive mig op og gjøre mig likeglad .
Jo , sa hun . Naar ?
Jeg vet ikke . Pause .
Vil De ikke være saa snil at ta Sløret av bare et eneste Øieblik , sa jeg , saa jeg faar se hvem jeg har talt med. Bare et Øieblik . For jeg maa da se hvem jeg har talt med.
Pause .
De kan møte mig her utenfor Tirsdag Aften , sier hun . Vil De det ?
Ja kjære , faar jeg Lov til det ? Klokken otte .
»
Godt .
Jeg strøk med min Haand nedover hendes Kaape , børstet Sneen av den for at faa et Paaskud til at røre ved hende ; det var mig en VeUyst at være hende saa nær .
Saa faar De ikke tro altfor galt om mig da , sa hun . Hun smilte igjen .
Nei
Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden ; vi stod og saa paa hverandre et Sekund . Ylajali ! sa jeg . Hun hævet sig op , slog Armene om min Hals og kysset mig midt paa Munden . Jeg følte hvor hendes Bryst bølget , hun pustet voldsomt .
Sult
99
Og øieblikkelig rev hun sig ut av mine Hænder , ropte Godnat , stakaandet , hviskende , vendte sig og løp opover Trappen uten at si mere ....
Portdøren faldt i .
s
Det snedde end mere den næste Dag , en tung , regnblandet Sne , store blåa Dotter som faldt ned og blev til Søle . Veiret var raat og isnende .
Jeg var vaaknet noget sent , underlig fortumlet i Hodet av Aftenens Sindsbevægelser , beruset i Hjærtet av det skjønne Møte . I min Henrykkelse hadde jeg ligget en Stund vaken og tænkt mig Ylajali ved min Side ; jeg bredte Armene ut , omfavnet mig seiv og kysset ut i Luften . Saa hadde jeg endelig staat op og faat mig en ny Kop Mælk og straks derpaa en Bif og jeg var ikke længer suiten ; bare mine Nerver var stærkt ophidset igjen . Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne . Det faldt mig ind at jeg kanske kunde faa mig en brukt Vest for en billig Pris , noget at ha paa under Frakken , like meget hvad . Jeg gik opover Trappen til Basaren og fik fat paa en Vest som jeg begyndte at undersøke . Mens jeg puslet med dette kom en Bekjendt forbi ; han nikket og ropte op til mig , jeg lot Vesten hænge og gik ned til ham . Han var Tekniker og skulde paa Kontoret .
Følg med og ta et Glas 01 , sa han . Men kom fort , jeg har liten Tid .... Hvad var det for en Dame De spaserte med igaaraftes ? Hør nu her , sa jeg skinsyk paa hans blotte Tanke , om det nu var min Kjæreste ?
Død og Pine ! sa han .
Ja det blev avgjort igaar .
Jeg hadde slaat ham flat , han trodde mig übetinget . Jeg løi ham fuld for at bli av med ham igjen ; vi fik ØUet , dråk og gik . Godmorgen da ! .... Hør , sa han pludselig , jeg skylder Dem altsaa nogen Kroner og det er Skam at jeg ikke har betalt dem tilbake for længe siden . Men nu skal De faa dem med det første .
Ja Tak , svarte jeg . Men jeg visste at han aldrig vilde betale mig tilbake de Kroner .
Øllet steg mig desværre straks til Hodet , jeg blev meget het . Tanken paa Aftenens Æventyr overvældet mig , gjorde mig næsten forstyrret . Hvad om hun nu ikke møtte op Tirsdag ! Hvad om
100
Sult
hun begyndte at tænke over og fatte Mistanke ! .... Fatte Mistanke til hvad ? Min Tanke blev med ett spillevende og begyndte at tumle med Pengene . Jeg blev angst , dødelig forfærdet over mig seiv . Tyveriet stormet ind paa mig ' med alle dets Detaljer ; jeg saa den lille Butik , Disken , min magre Haand da jeg grep Pengene , og jeg utmålte mig Politiets Fremgangsmaate nåar det kom og skulde ta mig . Jærn om Hænder og Føtter , nei bare om Hænderne , kanske bare paa den ene Haand ; Skranken , Vagthavendes Protokol , Lyden av hans Pen som skrapet , hans Blik , hans farlige Blik : Naa , Hr. Tangen ? Cellen , det evige Mørke Hm . Jeg knyttet Hænderne hæftig sammen for at gi mig Mot , gik hurtigere og kom til Stortorvet . Her såtte jeg mig . Ingen Barnestreker ! Hvorledes i Alverden kunde man bevise at jeg hadde stjaalet ? Desuten torde ikke Høkergutten gjøre Allarm seiv om han en Dag kom til at huske hvordan det hele var
gaat til ; han hadde nok sin Plass for kjær . Ingen Larm , ingen Scener , om jeg maatte be !
Men disse Penger tynget nu allikevel litt i min Lomme og gav mig ikke god Fred . Jeg såtte mig til at prøve mig seiv og fandt ut paa det klareste at jeg hadde været lykkeligere før , dengang da jeg gik og led i al Ærlighet . Og Ylajali ! Hadde jeg ikke ogsaa gaat og trukket hende ned med mine syndige Hænder ! Herregud , Herre min Gud ! Ylajali !
Jeg følte mig fuld som en Alke , sprang pludselig op og gik like bort til Kakekonen ved Elefantapoteket . Jeg kunde endnu reise mig fra Vanæren , det var langtfra forsent , jeg skulde vise hele Verden at jeg var istand til det ! Underveis fik jeg Pengene i Beredskap , holdt hver Øre i Haanden ; jeg bukket mig ned over Konens Bord som om jeg vilde kjøpe noget og slog hende uten videre Pengene i Haanden . Jeg sa ikke et Ord , jeg gik straks . Hvor det smakte vidunderlig at være ærlig Menneske igjen ! Mine tomme Lommer tynget ikke mere , det var mig en Nytelse at være blank paany . Naar jeg rigtig tænkte efter hadde disse Penger i Grunden kostet mig megen hemmelig Kummer , jeg hadde virkelig tænkt paa dem med Gysen Gang paa Gang ; jeg var ingen forstokket Sjæl , min ærlige Natur hadde oprørt sig mot den lave Gjærning , jada . Gudskelov , jeg hadde hævet mig i min egen Bevissthet . Gjør mig det efter ! sa jeg og saa utover det
101
Sult
myldrende Torv , gjør mig bare det efter ! Jeg hadde glædet en gammel fattig Kakekone saa det hadde Skik ; hun visste hverken ut eller ind . laften skulde ikke hendes Børn gaa sultne tilsengs
.... Jeg geilet mig op med disse Tanker og syntes at jeg hadde baaret mig utmærket ad . Gudskelov , Pengene var nu ute av mine Hænder .
Fuld og nervøs gik jeg henover Gaten og akslet mit Skind . Glæden over at kunne gaa Ylajali ren.og ærlig imøte og se hende ind i Ansigtet løp ganske av med mig i min Fuldskap ; jeg hadde ingen Smærter mere , mit Hode var klart og tomt , det var som det skulde være et Hode av idel Lys som stod og skinnet paa mine Aksler . Jeg fik Lyst til at gjøre Skøierstreker , begaa forbausende Ting , sætte Byen paa Ende og støie . Opover hele Grænsen opførte jeg mig som en vanvittig Mand ; det suset let for mine Ører og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang . Begeistret av Dumdristighet fik jeg i Sinde at gaa hen og opgi min Alder for et Bybud som forresten ikke hadde talt et Ord , ta ham i Haanden , se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlate ham igjen uten nogen Forklaring . Jeg skjælnet Nuancerne i de Forbigaaendes Røster og Latter , iagttok nogen Smaafugler som hoppet foran mig i Gaten , gav mig til at studere Brostenenes Uttryk og fandt allehaande Tegn og underlige Figurer i dem . Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplass .
Jeg staar pludselig stille og stirrer ned paa Droscherne . Ruskene vandrer samtalende omkring . Hestene staar og luter forover mot det stygge Veir . Kom ! sa jeg og puffet til mig seiv med Albuen . Jeg gik hurtig bort til den første Vogn og steg op. Ullevaalsveien Numer 37 ! ropte jeg . Og vi rullet avsted . Underveis begyndte Kusken at se sig tilbake , lægge sig ned og kikke ind i Vognen hvor jeg sat under Oljelærredet . Var han blit mistænksom ? Det var ingen Tvil om at min usle Paaklædning hadde gjort ham opmærksom .
Det er en Mand jeg skal træffe ! ropte jeg til ham for at komme ham i Forkjøpet , og jeg forklarte ham indstændig at jeg absolut maatte træffe denne Mand .
Vi stanser utenfor 37 , jeg hopper ut , springer opover Trapperne , helt op til tredje Etage , griper en Klokkestreng og rykker til ; Bjælden gjorde seks , syv forfærdelige Slag indenfor .
102
Sult
y
En Pike kommer og lukker op ; jeg lægger Mærke til at hun har Gulddobber i Ørene og sorte Lastingsknapper i det gråa Kjoleliv . Hun ser forfærdet paa mig .
Jeg spør efter Kierulf , Joachim Kierulf , om jeg saa maatte si , en Uldhandler , kortsagt , han var ikke til at ta feil av ....
Piken ryster paa Hodet .
Bor ingen Kierulf her , sier hun .
Hun stirrer paa mig , tar i Døren færdig til at trække sig tilbake . Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at f inde Manden ; hun saa virkelig ut til at kjende den Person jeg spurte efter nåar hun bare vilde tænke sig om , , den late Skapning . Jeg blev sint , vendte hende Ryggen og løp nedover Trapperne igjen . Han var ikke der ! ropte jeg til Kusken .
Var han ikke der ?
Nei . Kjør til Tomtegaten Numér 11.
Jeg var i det hæftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget derav , han trodde ganske visst at det gjaldt Livet og han kjørte uten videre avsted . Han slog stærkt paa .
Hvad heter Manden ? spurte han og vendte sig paa Bukken . Kierulf , Uldhandler Kierulf .
Og Kusken syntes nok ogsaa at den Mand ikke var til at ta feil av . Om han ikke pleiet at gaa med en lys Frak ?
Hvadfornoget ? ropte jeg , lys Frak ? Er De gal ? Tror De det er en Tekop jeg spør efter ? Denne lyse Frak kom mig meget übeleilig og spolerte Manden for mig slik som jeg hadde tænkt mig ham .
Hvad var det De sa han hette ? Kierulf ?
Javisst , svarte jeg , er det noget underlig i det ? Navnet skjæmmer ingen .
Har han ikke rødt Håar ?
Nu kunde det gjærne være at han hadde rødt Håar , og da Kusken nævnte den Ting var jeg med en Gang sikker paa at han hadde Ret . Jeg følte mig taknemmelig mot den stakkars Vognmand og sa ham at han hadde tat Manden ganske paa Spiddet ; det forholdt sig virkelig som han sa ; det vilde være et Særsyn , sa jeg , at se en slik Mand uten rødt Håar .
Det maa være ham som jeg har kjørt et Par Ganger , sa Kusken . Han hadde endda en Knortekjæp .
Sult
103
Dette gjorde Manden lys levende for mig og jeg sa : Hehe , det har vel endnu ingen set den Mand uten med sin Knortekjæp i Haanden . Forsaavidt kan De være tryg , ganske
tr yg « Ja det var klart at det var samme Mand som han hadde kjørt .
Han kjendte ham igjen .... Og vi kjørte paa saa det gnistret fra Hesteskoene . Midt i denne ophidsede Tilstand hadde jeg ikke et eneste Øieblik tapt Aandsnærværelsen . Vi kommer forbi en Politibetjent og jeg lægger Mærke til at han har Numer 69. Dette Tal træffer mig saa grusomt nøie , staar med en Gang som en Splint i min Hjærne . 69 , nøiagtig 69 , jeg skulde ikke glemme det ! Jeg lænet mig tilbake i Vognen , et Bytte for de galeste Indfald , krøp sammen derinde under Oljedukstaket saa ingen skulde se at jeg rørte Munden , og gav mig til at passiare idiotisk med mig seiv . Vanviddet raser mig gjennem Hjærnen og jeg later det rase , jeg er fuldt bevisst at jeg ligger under for Indflydelser som jeg ikke er Herre over . Jeg begyndte at le , tyst og lidenskapelig , uten Spor av Grund , endnu lystig og fuld av det Par Glas 01 jeg hadde drukket . Litt efterhvert tar min Ophidselse av , min Ro vender mere og mere tilbake . Jeg følte Kulde i min saare Finger og jeg stak den ned mellem Halslinningen for at varme den litt . Saaledes kom vi ned til Tomtegaten . Kusken holder . Jeg stiger ut av Vognen uten Hast , tankeløst , slapt , tung i Hodet . Jeg gaar ind gjennem Porten , kommer ind i en Bakgaard som jeg gaar tværs over , støter mot en Dør som jeg aapner og gaar ind gjennem , og jeg befinder mig i en Gang , et Slags Forværelse med to Vinduer . Der staar to Kufferter , den ene ovenpaa den andre , i den ene Krok , og paa Langvæggen en gammel , umålet Sofabænk som det ligger et Tæppe i . TilhØire , i næste Værelse , hører jeg Røster og Barneskrik og ovenover mig , i anden Etage , Lyden av en Jærnplate som det hamres paa . Alt dette mærker jeg saasnart
jeg er kommet ind . Jeg gaar rolig tværs over Værelset , bort til den motsatte Dør , uten at skynde mig , uten Tanke paa Flugt , aapner ogsaa den og kommer ut i Vognmandsgaten . Jeg ser opover Huset som jeg just har passeret igjennem og læser over Døren : Beværtning & Logi for Reisende .
104
Sult
Det f alder mig ikke ind at søke at komme væk , stjæle mig bort fra Kusken som venter paa mig ; jeg gaar meget sindig utefter Vognmandsgaten uten Frygt og uten at være mig noget galt bevisst . Kierulf , denne Uldhandler som hadde spøkt saa længe i min Hjærne , dette Menneske som jeg mente var til og som jeg nødvendigvis maatte træffe , var blit borte for min Tanke , visket ut sammen med andre gale Paafund som kom og gik efter Tur ; jeg husket ham ikke mere uten som en Anelse , et Minde .
Jeg blev v mere og mere ædru efterhvert som jeg vandret frem , følte mig tung og mat og slæpte Benene efter mig . Sneen faldt fremdeles ned i store , vaate Filler . Tilsist kom jeg ut paa Grønland , like ut til Kirken hvor jeg såtte mig til at hvile paa en Bænk . Alle som gik forbi betragtet mig meget forundret . Jeg faldt i Tanker .
Du gode Gud , hvor det var daarlig fat med mig nu ! Jeg var saa inderlig kjed og træt av hele mit elendige Liv at jeg fandt det ikke Møien værd at kjæmpe længer for at beholde det . Motgangen hadde tat Overhaand , den hadde været for grov ; jeg var saa mærkelig ødelagt , ganske som en Skygge av hvad jeg engang var . Mine Aksler var sunket ned , helt til den ene Side , og jeg var kommet i Vane med at lute meget forover nåar jeg gik for at spare mit Bryst det lille jeg kunde . Jeg hadde undersøkt min Krop for et Par Dager siden , en Middagstid oppe paa mit Rum , og jeg hadde staatt og graatt hele Tiden over den . Jeg hadde gaat i den samme Skjorte i mange Uker , den var stiv av gammel Sved og hadde gnaget min Navle itu ; det kom litt blodig Vand ut av Saaret , men det smærtet ikke , men det var saa sørgelig at ha dette Saar midt paa Mayen . Jeg hadde ingen Raad med det og det vilde ikke gro igjen av sig seiv ; jeg vasket det , tørket det omhyggelig av og trak den samme Skjorte atter paa . Det var intet at gjøre ved det ....
Jeg sitter der paa Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist . Jeg væmmedes ved mig seiv ; endog mine Hænder forekommer mig motbydelige . Dette slattede , üblufærdige Uttryk i mine Haandbaker piner mig , volder mig Übehag ; jeg føler mig ved Synet av mine magre Fingrer raat paavirket , jeg hater hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære paa det , føle det om
Sult
105
mig . Herregud , om det bare blev en Ende paa det nu ! Jeg vilde inderlig gjærne dø .
Aldeles overvunden , besudlet og nedværdiget i min egen Bevissthet , reiste jeg mig mekanisk op og begyndte at gaa hjemover . Underveis kom jeg forbi en Port hvor det stod følgende at læse : « Liksvøp hos Jomfru Andersen , tilhøire i Porten » . — Gamle Minder ! sa jeg og jeg husket mit forrige Rum paa Hammersborg , den lille Gyngestol , Avisbetrækket nede ved Døren , Fyrdirektørens Avertissement og Baker Fabian Olsens nybakte Brød . Aaja jeg hadde jo hat det meget bedre dengang end nu ; en Nat hadde jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner , nu kunde jeg ikke skrive noget mere , jeg kunde aldeles ikke skrive noget mere , mit Hode blev straks tomt saasnart jeg forsøkte . Ja jeg vilde ha en Ende paa det nu ! Og jeg gik og gik .
Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen hadde jeg halvt übevisst Følelsen av at jeg nærmet mig en Fare ; men jeg holdt fast ved mit Forsæt , jeg vilde utlevere mig . Jeg gik rolig opover Trappen , jeg møter i Døren en liten Pike som bærer en Kop i Haanden , og jeg slipper hende forbi og lukker Døren . Betjenten og jeg staar for anden Gang overfor hverandre , alene .
Naa , sier han , det er skrækkelig Veir .
Hvad skulde denne Omvei til ? Hvorfor tok han mig ikke med en Gang ? Jeg blev rasende og sa :
Jeg kommer altsaa ikke for at prate om Veiret . Denne Hæftighet forbløffer ham , hans Ulle Høkerhjærne slaar
Klik ; det hadde siet ikke faldt ham ind at jeg hadde bedraget ham for fem Kroner .
Vet De da ikke at jeg har snytt Dem ? sier jeg utaalmodig , og jeg puster hæftig , skjælver , er færdig til at bruke Magt hvis han ikke straks kommer til Saken .
Men den stakkars Mand aner ingen Ting .
Nei du store Verden for dumme Mennesker man var nødt til at leve iblandt ! Jeg skjælder ham ut , forklarer ham Punkt for Punkt hvorledes det hele var gaat til , viser ham hvor jeg stod og hvor han stod da Gjærningen skete , hvor Pengene hadde ligget , hvorledes jeg hadde samlet dem ned i min Haand og hikket Haan-
106
Sult
v
den sammen om dem , — og han forstaar altsammen , men gjør allikevel intet ved mig . Han vender sig hit og dit , lytter efter Fottrinnene i Sideværelset , tysser paa mig for at faa mig til at tale lavere og sier tilslut :
Det var noksaa sjofelt gjort av Dem !
Nei vent litt ! ropte jeg i min Trang til at motsi ham og ægge ham op. Det var ikke saa lavt og nedrig som han med sit elendige Husholdningshode forestillet sig . Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene , det kunde aldrig falde mig ind ; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte av dem , det bydde min bundærlige Natur imot ....
Hvor gjorde De av dem da ?
Jeg gav dem bort til en gammel fattig Kone , hver Øre , maatte han vite ; den Slags Person var jeg , jeg glemte ikke de Fattige saa aldeles ....
Han staar og tænker en liten Stund paa dette , blir aapenbart meget tvilraadig om hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke . Endelig sier han :
Burde De ikke heller ha leveret Pengene tilbake ?
Nei hør her , svarer jeg frækt , jeg vilde ikke bringe Dem i Uleilighet , jeg vilde spare Dem . Men det er Takken man har for at man er ædelmodig . Nu staar jeg her og forklarer Dem det hele og De skammer Dem ikke som en Hund , gjør simpelthen ingen Anstalter til at faa Striden utjævnet med mig . Derfor vasker jeg mine Hænder . Forresten gir jeg Dem Fan . Farvel !
Jeg gik og slog Døren haardt i efter mig .
Men da jeg kom hjem paa mit Værelse , ind i dette bedrøvelige Hui , gjennem va at av den bløte Sne , skjæl vende i Knærne av Dagens Vandringer , tapte jeg øieblikkelig min Kjæphøihet og faldt sammen paany . Jeg angret mit Overfald paa den arme Butiksmand , graat , grep mig i Strupen for at straffe mig for min usle Strek og holdt et syndig Hus . Han hadde naturligvis været i den dødeligste Angst for sin Post , hadde ikke vaaget at gjøre nogen Kvalm for disse fem Kroner som Forretningen hadde tapt . < | | g jeg hadde benyttet mig av hans Frygt , hadde pint ham med min høirøstede Tale , spiddet ham med hvert Ord som jeg ropte ut . Og Høkerchefen seiv hadde kanske sittet indenfor i Værelset ved Siden av og følt sig paa et hængende Håar opfordret til at gaa ut
Sult
107
* ■
til os og se hvad det var som foregik . Nei det var ingen Grænse længer for hvad jeg kunde gjøre av nederdrægtige Ting ! Naa , men hvorfor var jeg ikke blit sat fast ? Saa var det kommet til en Avslutning . Jeg hadde jo saagodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene . Jeg vilde aldeles ikke ha gjort nogen Motstand , jeg vilde tværtimot ha hjulpet til . Himlens og Jordens Herre , en Dag av mit Liv for et lykkelig Sekund igjen ! Mit hele Liv for en Ret Linser ! Hør mig bare denne Gang ! ....
Jeg la mig i de vaate Kiær ; jeg hadde en uklar Tanke om at jeg kanske vilde dø om Natten og jeg brukte min siste Kraft til at ordne op en Smule i min Seng saa det kunde se litt ordentlig ut omkring mig om Morgningen . Jeg foldet Hænderne og valgte min Stilling .
Saa med en Gang husker jeg Ylajali . At jeg hadde glemt hende saa ganske hele Kvælden utover ! Og Lyset trænger ganske svakt ind i mit Sind igjen , en liten Straale Sol , som gjør mig saa velsignet varm . Og det blir mere Sol , et mildt , fint Silkelys , som streifer mig saa bedøvende deilig . Og Solen blir stærkere og stærkere , brænder skarpt mot mine Tindinger , koker tung og glødende i min utmagrede Hjærne . Og det flammer tilsist for mine Øine et vanvittig Baal av Straaler , en antændt Himmel og Jord , Mennesker og Dyr * av lid , Fjælde av lid , Djævler av lid , en Avgrund , en Ørken , en Alverden i Brand , en rykende ytterste Dag .
Og jeg saa og hørte intet mere
Jeg vaknet i Sved den næste Dag , fugtig over hele Legemet ; Feberen hadde presset mig ganske voldsomt . I Førstningen hadde jeg ingen klar Bevissthet om hvad som var foregaat med mig , jeg saa mig omkring med Forundring , følte mig totalt forbyttet i mit Væsen , kjendte mig siet ikke igjen . Jeg følte mig efter opover Armene og nedover Benene , faldt i Forbåuselse over at Vinduet stod paa den Væg og ikke paa den stik motsatte Væg og jeg hørte Hestenes Tramping nede i Gaarden som om den kom ovenfra . Jeg var ogsaa temmelig kvalm . V " "
Mit Håar laa vaatt og koldt om min Pande ; jeg reiste mig paa Albuen og saa ned paa Hodeputen : vaatt Håar laa ogsaa igjen paa den i smaa Dotter . Mine Føtter hadde hovnet op inde i Skoene i Løpet av Natten , men de smærtet ikke , jeg kunde bare ikke røre Tærne stort .
Sult
108
Da det lidde ut paa Ettermiddagen og det allerede var begyndt at skumre litt stod jeg op av Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset . Jeg prøvet mig frem med smaa , forsigtige Skridt , passet paa at holde Likevægten og sparte saa meget som mulig mine Føtter . Jeg led ikke meget og jeg graat ikke ; jeg var i det hele tat ikke trist , jeg var tværtimot velsignet tilfreds ; det faldt mig ikke ind netop da at nogen Ting kunde være anderledes end den var .
Saa gik jeg ut . Det eneste som plaget mig en Smule var trods min Kvalme for Mat allikevel Suiten . Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igjen , en indre glupende Matlyst som det stadig blev værre og værre med. Det gnaget übarmhjærtig i mit Bryst , bedreves et tyst , underlig Arbeide derinde . Det kunde være et Snes bitte smaa fine Dyr som la Hodet paa den ene Side og gnaget litt , la derpaa Hodet paa den andre Siden og gnaget litt , laa et Øieblik aldeles stille , begyndte igjen , boret sig ind uten Støi og ufen Hast og efterlot tomme Strækninger overalt hvor de for frem ....
Jeg var ikke syk , men mat , jeg begyndte at svede . Jeg tænkte mig bort paa Stortorvet for at hvile litt ; men Veien var lang og besværlig ; endelig var jeg da næsten fremme , jeg stod paa Hjørnet av Torvet og Torvgaten . Sveden randt ned i mine Øine , dugget mine Briller og gjorde mig blind , og jeg var netop stanset for at tørke mig av en Smule . Jeg mærket ikke hvor jeg stod , jeg tænkte ikke over det : Larmen omkring mig var frygtelig .
Pludselig lyder et Rop , et koldt , skarpt Varsku . Jeg hører dette Rop , hører det meget godt , og jeg rykker nervøst til Siden , gjør et Skridt saa hurtig mine daarlige Ben kan bevæge sig . Et Uhyre av en Brødvogn stryker mig forbi og streif er min Frak med Hjulet ; hadde jeg været litt hurtigere vilde jeg ha gaat aldeles fri . Jeg kunde kanske ha været litt hurtigere , bitte litt hurtigere , hvis jeg hadde anstrængt mig ; det var ingen Raad med det , det gjorde ondt i min ene Fot , et Par Tær blev maset ; jeg følte at de likesom krøllet sig sammen inde i Skoen .
Brødkjøreren holder Hestene ind av alle Kræfter ; han vender sig om paa Vognen og spør forfærdet hvordan det gik . Jo det kunde gaat langt værre .... det var vel kanske ikke saa farlig .... jeg trodde ikke at det var nogen Ting knust .... Aa jeg be ' r ....
Jeg drev bort til en Bænk det forteste jeg kunde ; disse mange
109
Sult
Mennesker som stanset op og glodde paa mig hadde gjort mig flau . Egentlig var det ikke noget Dødsstøt , det var gaat forholdsvis heldig nåar Ulykken endelig skulde være ute . Det værste var at min Sko var trykket istykker , Saalen revet løs paa Snuten . Jeg holdt Foten op og saa Blod inde i Gapet . Naa , det var ikke med Vilje gjort fra nogen av Partene , det var ikke Mandens Hensigt at gjøre det værre for mig end det var ; han saa meget forskrækket ut . Kanske hvis jeg hadde bedt ham om et lite Brød fra Vognen saa hadde jeg faat det . Han hadde visst git mig det med Glæde . Gud glæde ham til Gjengjæld der han er !
Jeg sultet haardt og jeg visste ikke hvor jeg skulde gjøre av mig for min üblu Appetit . Jeg vridde mig hit og dit paa Bænken og la Brystet helt ned paa mine Knær . Da det blev mørkt ruslet jeg bort til Raadstuen — Gud vet hvordan jeg kom dit — og såtte mig paa Kanten av Balustraden . Jeg rev den ene Lomme ut av min Frak og gav mig til at tygge paa den , forresten uten nogen Hensigt , med mørke Miner , med Øinene stirrende ret frem uten at se . Jeg hørte endel Smaabørn som lekte omkring mig og fornam instinktsmæssig nåar en eller anden Spaserende gik mig forbi ; ellers iagttok jeg intet .
Saa med en Gang falder det mig ind at gaa ned i en av Basarerne nedenunder mig og faa et Stykke raat Kjøt . Jeg reiser mig og gaar tværs over Balustraden , bort til den andre Enden av Basartaket , og stiger ned . Da jeg var kommet næsten helt ned til Kjøtboden ropte jeg opover Trappeaapningen og hyttet tilbake som om jeg talte til en Hund deroppe , og henvendte mig frækt til den første Slagter jeg traf .
Aa vær saa snil at gi mig et Ben til Hunden min ! sa jeg . Bare et Ben ; det behøver ikke at være noget paa det ; den skal bare ha noget at bære i Munden .
Jeg fik et Ben , et prægtig lite Ben hvor det endnu var litt Kjøt tilbake , og stak det ind under Frakken . Jeg takket Manden saa hjærtelig at han saa forbauset paa mig .
Ingenting at takke for , sa han . Jo si ikke det , mumlet jeg , det er snilt gjort av Dem .
Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig . Jeg snikte mig ind i Smedgangen saa dypt ind som jeg kunde komme og stanset utenfor en forfalden Port til en Bakgaard . Det
110
Sult
var ikke et Lys at se paa nogen Kant , det var velsignet mørkt omkring mig ; jeg gav mig til at gnage i mig av Benet . Det smakte ingenting ; en kvalmende Lukt av gammelt Blod steg op fra Benet og jeg maatte straks begynde at kaste op. Jeg forsøkte igjen ; hvis jeg bare fik beholde det vilde det nok gjøre sin Virkning ; det gjaldt at faa det til at bero dernede . Men jeg kastet atter op. Jeg blev sint , bet hæftig i Kjøtet , siet av en liten Smule og svælget det ned med Vold . Og det nyttet allikevel ikke ; saasnart de smaa Kjøtsmuler var blit varme i Mayen kom de atter op. Jeg knyttet vanvittig Hænderne , stak i at graate av Hjælpeløshet og gnaget som en Besat ; jeg graat saa Benet blev vaatt og skittent av Taarer , kastet op , bandte og gnaget igjen , graat som Hjærtet skulde briste og kastet atter op. Og jeg svor med høi Røst aUe Verdens Magter ned i Pinen .
Stille . Ikke et Menneske omkring , intet Lys , ingen Støi . Jeg er i det voldsomste Sindsoprør , jeg puster tungt og høilydt og graater tænderskjærende for hver Gang jeg maa levere disse Kjøtsmuler som kanske kunde mætte mig noget . Da det siet ikke hjælper hvormeget jeg end forsøker slynger jeg Benet mot Porten fuld av det avmægtigste Hat , henrykt av Raseri , roper og truer voldsomt op mot Himlen , skriker Guds Navn hæst og indætt og krummer mine Fingrer som Klør Jeg sier dig , du Himlens hellige Ba ' al , du er ikke til , men hvis du var til saa skulde jeg bande dig slik at din Himmel skulde dirre av Helvedes lid . Jeg sier dig , jeg har bydd dig min Tjeneste og du har avvist den , du har støtt mig bort og jeg vender dig for evig Ryggen fordi du ikke kjendte din Besøkelsestid . Jeg sier dig , jeg vet at jeg skal dø og jeg haaner dig dog , du himmelske Apis , med Døden for Tænderne . Du har brukt Magt mot mig og du vet ikke at jeg aldrig bøier mig i Motgang . Burde du ikke vite det ? Dannet du mit Hjærte i Søvne ? Jeg sier dig , hele mit Liv og hver Blodsdraape i mig glæder sig over at håane dig og bespytte din Naade . Jeg vil fra denne Stund forsake alle dine Gjærninger og alt dit Væsen , jeg vil forbande min Tanke om den tænker paa dig igjen og rive mine Læber av om de atter nævner dit Navn . Jeg sier dig hvis du er til det siste Ord i Livet og i Døden , jeg sier dig Farvel . Og saa tier jeg og vender dig Ryggen og gaar min Vei . .
StiUe .
Sult
111
Jeg dirrer av Ophidselse og Forkommenhet , staar der paa samme Sted , endnu hviskende Eder og Skjældsord frem , hikstende efter den hæftige Graat , knækket og slåp efter det vanvittige Vredesutbrudd . Ak det var bare Boksprog og Litteratur som jeg prøvet at faa godt til endda midt i min Elendighet , det blev Tale . Jeg staar der kanske en halv Time og hikster og hvisker og holder mig fast i Porten . Saa hører jeg Røster , en Samtale mellem to Mænd som kommer gaaende ind gjennem Smedgangen . Jeg slænger bort fra Porten , drar mig frem efter Husvæggene og kommer atter ut paa de lyse Gater . Idet jeg tusler nedover Youngsbakken begynder min Hjærne pludselig at virke i en høist mærkelig Retning . Det falder mig ind at de elendige Rønner nede i Kanten av Torvet , Materialboderne og de gamle Buler med brukte Kiær dog var en Skjændsel for Stedet . De ødela hele Torvets Utseende , plettet Byen , fy , ned med Skramlet ! Og jeg gik og slog over i Tankerne hvad det vel vilde komme til at koste at flytte den geografiske Opmaaling derned , denne vakre Bygning som altid hadde tiltalt mig saa meget hver Gang jeg hadde passeret den . Det vilde kanske ikke la sig gjøre at foreta en Flytning av den Art under sytti å to og sytti tusen Kjoner , — en pen Sum , maatte man si , en noksaa net Lommeskilling , hehe , til at begynde med. Og jeg nikket med mit tomme Hode og indrømmet at det var en noksaa pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rystet fremdeles over hele Legemet og hikstet nu og da endnu dypt efter Graaten .
Jeg hadde Følelsen av at det ikke var meget Liv igjen i mig , at jeg i Grunden sang paa siste Vers . Det var mig ogsaa temmelig likegyldig , det beskjæftiget mig ikke det mindste ; jeg søkte tværtimot nedover Byen , ned til Bryggerne , længer og længer bort fra mit Værelse . Jeg kunde for den Skyld gjærne ha lagt mig plat ned i Gaten for at dø . Lidelserne gjorde mig mere og mere ufølsom ; det banket stærkt i min saare Fot , jeg hadde endog Indtryk av at Smærten forplantet sig opover hele Læggen , men ikke engang det gjorde synderlig ondt . Jeg hadde utstaat værre Fornemmelser .
Saa kom jeg ned paa Jærnbanebryggen . Der var ingen Trafik , ingen Støi , bare hist og her et Menneske at se , en Sjauer eller Sjømand som drev om med Hænderne i Lommen . Jeg la Mærke til en halt Mand som skjelet stivt bort paa mig idet vi passerte hverandre . Jeg stanset ham instinktsmæssig , tok til Hatten og spurte
Sult
112
om han kjendte til om « Nonnen » var reist . Og bakefter kunde jeg ikke la være at knipse en eneste Gang i Fingrene like for Mandens Øine og si : Død og Pine , « Nonnen » ja ! « Nonnen » som jeg helt hadde glemt ! Tanken paa den hadde vel allikevel slumret übevisst i mit Indre , jeg hadde baaret paa den uten at vite av det seiv .
Ja kors , « Nonnen » var nok seilet .
Han kunde ikke si mig hvor den var seilet hen ?
Manden tænker sig om , staar paa det lange Ben og holder det korte i Veiret ; det korte dingler litt .
Nei , sier han . Vet De hvad den laa her og låstet ?
Nei , svarer jeg .
Men nu hadde jeg allerede glemt « Nonnen » og jeg spurte Manden hvor langt det vel kunde være til Holmestrand , regnet i gode , gamle geografiske Mil .
Til Holmestrand ? Jeg vil anta
Eller til Veblungsnæs ?
Hvad jeg vilde si , jeg antar at til Holmestrand
Aa hør , med det samme jeg husker det , avbrøt jeg ham igjen , De skulde vel ikke ville være saa snil at gi mig en liten Bit Tobak , bare en bitte liten Smule !
Jeg fik Tobakken , takket Manden meget varmt og gik bort . Jeg gjorde intet Bruk av Tobakken , jeg stak den i Lommen straks . Manden holdt fremdeles Øie med mig , jeg hadde kanske vakt hans Mistanke paa en eller anden Maate ; hvor jeg stod og gik hadde jeg det mistænksomme Blik efter mig og jeg syntes ikke om at bli forfulgt av dette Menneske . Jeg vender om og drar mig atter bort til ham , ser paa ham og sier :
Naatler .
Bare dette Ord : Naatler . Ikke mere . Jeg ser meget stivt paa ham idet jeg sier det , jeg følte at jeg stirret frygtelig paa ham ; det var som om jeg saa paa ham fra en anden Verden . Og jeg staar en liten Stund efter at jeg har sagt dette Ord . Saa tusler jeg op til Jærnbanetorvet igjen . Manden gav ikke en Lyd fra sig , han bare holdt Øie med mig .
Naatler ? Jeg stod med en Gang stille . Ja var det ikke det jeg hadde Fornemmelsen av allerede straks : } eg hadde truffet Krøplingen før . Oppe i Grænsen en lys Morgen ; jeg hadde pantsat min Vest . Det forekom mig som en Evighet siden den Dag .
Sult
113
Mens jeg staar og tænker paa dette — jeg staar og støtter mig til en Husvæg paa Hjørnet av Torvet og Havnegaten — farer jeg pludselig sammen og søker at kravle mig væk . Da dette ikke lykkes mig stirrer jeg forfærdet ret frem og biter Hodet av al Skam , det var ingen Raad med det , — jeg staar Ansigt til Ansigt med « Kommandøren » . .
* ■
Jeg blir skjødesløst fræk , jeg tar endog et Skridt frem fra Husvæggen for at gjøre ham opmærksom paa mig . Og jeg gjør det ikke for at vække Medlidenhet , men for at håane mig seiv , stille mig i Gapestokken ; jeg kunde væltet mig ned i Gaten og bedt « Kommandøren » gaa over mig , træde paa mit Ansigt . Jeg sier ikke engang Godaften . '
« Kommandøren » anet kanske at det var noget galt fat med mig , han sagtnet sine Skridt en Smule og jeg sier for at stanse ham :
Jeg skulde været hos Dem med noget , men det er ikke blit av endda . ,
Ja ? svarer han spørrende . De har det ikke færdig da ?
Nei jeg har ikke faat det færdig .
Men nu staar mine Øine pludselig i Vand ved « Kommandørens » Venlighet og jeg harker og hoster forbitret for at gjøre mig stærk . « Kommandøren » støter en Gang i Næsen ; han staar og ser paa mig .
Har De noget at leve av imens da ? sier han .
Nei , svarer jeg , jeg har ikke det heller . Jeg har ikke spist endda idag , men ....
Gud bevare Dem , det gaar da ikke an at De gaar her og sulter ihjæl , Mand ! sier han . Og han tar med en Gang til Lommen .
Nu vaakner Skamfølelsen i mig , jeg råver igjen bort til Husvæggen og holder mig fast , jeg staar og ser paa at « Kommandøren » roter om i sin Pengepung ; men jeg sier intet . Og han rækker mig en Tikrone . Han gjør ingen flere Omstændigheter med det , han gir mig simpelthen ti Kroner . Med det samme gjentar han at det ikke gik an at jeg sultet ihjæl .
Jeg stammet en Indvending og tok ikke Sedlen straks : Det var skammelig av mig dette .... det var ogsaa alt for meget ....
Skynd Dem nu ! sier han og ser paa sit Ur . Jeg har ventet paa Toget ; men nu kommer det , hører jeg .
Jeg tok Pengene , jeg var lam av Glæde og sa ikke et Ord mere , jeg takket ikke engang .
8 — Hamsun I .
114
Sult
Det er ikke værdt at genere sig for det , sier « Kommandøren » tilsist ; De kan jo skrive for det , vet jeg .
Saa gik han .
Da han var kommet nogen Skridt bort husket jeg med en Gang paa at jeg ikke hadde takket « Kommandøren » for denne Hjælp . Jeg forsøkte at indhente ham , men kunde ikke komme fort nok avsted , mine Ben slog Klik og jeg vilde idelig falde paa Næsen . Han fjærnet sig mere og mere . Jeg opgav Forsøket , tænkte at rope efter ham , men torde ikke , og da jeg endelig allikevel tok Mot til mig og ropte en Gang , to Ganger , var han allerede for langt borte , min Røst var blit for svak .
Jeg stod tilbake paa Fortauget og saa efter ham , jeg graat ganske stille . Jeg har aldrig set paa Maken ! sa jeg til mig seiv ; han gav mig ti Kroner ! Jeg gik tilbake og stillet mig der han hadde siaat og eftergjorde alle hans Bevægelser . Og jeg holdt Pengesedlen op til mine vaate Øine , besaa den paa begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky paa at det hadde sin Rigtighet med det jeg holdt i Haanden , det var en Tikrone .
En Stund efter — kanske en meget lang Stund , for det var allerede blit ganske stille overalt — stod jeg besynderlig nok utenfor Tomtegaten Numer 11. Og her hadde jeg snytt en Kusk som hadde kjørt mig engang , og her var det jeg hadde gaat tværs gjennem Huset uten at bli set av nogen . Da jeg hadde staat og summet mig et Øieblik og forundret mig gik jeg ind gjennem Porten for anden Gang , like ind i Beværtning & Logi for Reisende . Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng .
Tirsdag .
Solskin og StiUe , en vidunderlig lys Dag . Sneen var borte ; aUevegne Liv og Lyst og glade Ansigter , Smil og Latter . Fra Fontænerne steg Vandstraalerne op i Buer , gyldne av Solen , blaalige av den blåa Himmel ....
Ved Middagstid gik jeg ut fra mit Logi i Tomtegaten hvor jeg fremdeles bodde og hadde det godt for « Kommandørens » Tikrone og begav mig ut i Byen . Jeg var i den gladeste Stemning og drev om hele Eftermiddagen i de mest befærdede Gater og saa paa Mennesker . Endnu før Klokken blev syv om Aftenen gjorde jeg mig en Tur op til St . Olafs Plass og kikket i Smug op til Vinduerne i Numer 2. Om en Time skulde jeg se hende ! Jeg gik i en let , deilig
Sult
115
Angst hele Tiden . Hvad vilde ske ? Hvad skulde jeg finde paa at si nåar hun kom nedover Trappen ? Godaften , Frøken ? Eller bare smile ? Jeg besluttet mig til at la det bero med at smile . Naturligvis vilde jeg hilse dypt paa hende .
Jeg lusket bort , litt skamfuld over at være saa tidlig ute , vandret om i Karl Johan " én Stund og holdt Øie med Universitetsuret . Da Klokken blev otte såtte jeg atter opover Universitetsgaten . Underveis faldt det mig ind at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent , og jeg strakte ut alt jeg orket . Min Fot var meget såar , ellers manglet det mig ingenting .
Jeg tok Post ved Fontænen og pustet ut ; jeg stod der rigtig længe og saa op til Vinduerne i Numer 2 ; men hun kom ikke . Naa , jeg skulde nok vente , det hadde ingen Hast med mig ; hun hadde kanske Forhindringer . Og jeg ventet igjen . Jeg skulde da vel aldrig ha drømt det hele ? Hat det første Møte med hende i Indbildningen den Nat jeg laa i Feber ? Jeg begyndte raadvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sak .
Hm ! sa det bak mig .
Jeg hørte denne Harking , jeg hørte ogsaa lette Skridt i Nærheten av mig ; men jeg vendte mig ikke om , jeg stirret bare op til den store Trappen foran mig .
Godaften ! sier det saa .
Jeg glemmer at smile , jeg tar ikke engang straks til Hatten , jeg blir saa forundret over at se hende komme denne Vei .
Har De ventet længe ? sier hun , og hun puster litt hurtig efter Gangen .
Nei aldeles ikke , jeg kom for en liten Stund siden , svarte jeg . Og desuten , hvad hadde det gjort om jeg hadde ventet længe ? Jeg tænkte forresten at De skulde komme fra en anden Kant ?
Jeg har fulgt Mama til en Familje , Mama skal være ute iaften .
Jasaa ! sa jeg .
Nu var vi begyndt at gaa . En Politibetjent staar paa Gatehjørnet og ser paa os .
Men hvor gaar vi egentlig hen ? sier hun og stanser .
Hvor De vil , bare dit hvor De vil .
Uf ja , men det er saa kjedelig at bestemme det seiv .
Pause .
Saa sier jeg , bare for at si noget
f
Sult
116
Det er mørkt i Deres Vinduer , ser jeg . Ja da ! svarer hun livlig . Piken har ogsaa faat fri . Saa jeg er
aldeles alene hjemme . Vi staar begge to og ser op til Vinduerne i Numer 2 som om ingen
av os hadde set dem før . Kan vi gaa op til Dem da ? sier jeg . Jeg skal sitte nede ved Dø-
ren hele Tiden dersom De vil
Men nu skalv jeg av Bevægelse og angret meget at jeg hadde været for fræk . Hvad om hun blev støtt og gik bort fra mig ? Hvad om jeg aldrig fik se hende igjen ? Aa det elendige Antræk jeg hadde paa ! Jeg ventet fortvilet paa Svaret . De skal aldeles ikke sitte nede ved Døren , sier hun .
Vi gik op. Ute paa Gangen hvor det var mørkt tok hun min Haand og ledte mig frem . Jeg behøvet siet ikke at være saa stille , sa hun , jeg kunde godt snakke . Og vi kom ind . Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe hun tændte , men et Lys — mens hun tændte dette Lys sa hun med en liten Latter :
Men nu faar De ikke se paa mig . Uf jeg er skamfuld ! Men jeg skal aldrig gjøre det mere ?
Hvad skal De aldrig gjøre mere ? Jeg skal aldrig uf nei , Gud bevare mig jeg skal aldrig
kysse Dem mere . Skal De ikke det ? sa jeg , og vi lo begge . Jeg strakte Armene ut
efter hende , og hun gled tilside , smatt væk , over paa den andre Siden av Bordet . Vi stod og saa paa hverandre en liten Stund , Lyset stod midt imellem os .
Saa begyndte hun at løse Sløret op og ta Hatten av , imens hang hendes spillende Øine ved mig og vogtet paa mine Bevægelser saa jeg ikke skulde faa fat i hende . Jeg gjorde et Utfald paany , snublet i Tæppet og faldt ; min saare Fot vilde ikke længer holde mig oppe . Jeg reiste mig yderlig flau .
Gud , hvor rød De blev ! sa hun . Var det saa græsselig keitet ? Ja det var det .
Og vi begyndte paany at springe omkring , Jeg synes De halter ?
Jeg halter kanske litt , bare litt forresten . Sist hadde De en såar Finger , nu har De en såar Fot ; det er svært
saa mange Plager De har .
117
Sult
Jeg blev litt overkjørt for nogen Dager siden . Overkjørt ? Fuld da igjen ? Nei Gud bevare mig hvordan De
lever , unge Mand ! Hun truet med Pekefingeren og gjorde sig alvorlig . Saa sætter vi os da ! sa hun . Nei ikke der nede ved Døren ; De er saa altfor tilbakeholden ; her oppe ; De der og jeg her , saa ja....Uf det er noksaa kjedelig med tilbakeholdne Mennesker ! Saa maa man si og gjøre alt seiv , man faar ingen Hjælp til noget . Nu kunde De for Eksempel gjærne holde Deres Haand paa min Stolryg , De kunde gjærne fundet paa saa meget av Dem seiv , kunde De . For om jeg sier noget slikt saa sætter De op et Par Øine som om De ikke rigtig tror det . Ja det er virkelig sandt , jeg har set det flere Ganger , De gjør det nu ogsaa . Men De skal bare ikke indbilde mig at De er saa beskeden nåar De tør yppe Dem . De var noksaa fræk den Dagen da De var fuld og gik efter mig like hjem og plaget mig med Deres Aandrikheter : De mister Deres Bok , Frøken , De mister ganske bestemt Deres Bok , Frøken ! Hahaha ! Fy , det var virkelig stygt av Dem !
Jeg sat fortapt og saa paa hende . Mit Hjærte slog høit , Blodet spændte mig varmt gjennem Aarerne . For en vidunderlig Nytelse at sitte i en Menneskebolig igjen og høre en Klokke tikke og snakke med en ung , levende Pike istedetfor med mig seiv !
Hvorfor sier De ingenting ? Nei hvor De er søt ! sa jeg . Jeg sitter her og blir betat av Dem ,
her i denne Stund inderlig betat . Det er ingen Raad med det . De er det besynderligste Menneske 50 m .... Stundom straaler Deres Øine saa , jeg har aldrig set Maken , de ser ut som Blomster . Hvad ? Neinei , kanske ikke som Blomster heller , men .... Jeg er aldeles forelsket i Dem og det nytter mig ikke det Spor . Hvad heter De ? Nu maa De da virkelig si mig hvad De heter ....
Nei hvad heter De ? Gud , nu hadde jeg nær glemt det igjen ! Jeg tenkte paa det i hele Gaar at jeg skulde spørre Dem . Ja det vil si ikke i hele Gaar , jeg tænkte aldeles ikke paa Dem i hele Gaar .
Vet De hvad jeg har kaldt Dem ? Jeg har kaldt Dem Ylajali . Hvad synes De om det ? En saadan glidende Lyd ....
Ylajali ?
Ja .
Er det fremmede Sprog ?
Hm . Nei det er ikke det heller .
118
Sult
Ja det er ikke stygt .
Efter lange Forhandlinger sa vi hverandre vore Navne . Hun såtte sig like ved Siden av mig i Sofaen og skjøv Stolen bort med Foten . Og vi begyndte at passiare paany .
De har barberet Dem ogsaa iaften , sa hun . De ser i det hele tat litt bedre ut end sist , men bare bitte litt forresten ; indbild Dem nu bare ikke .... Nei sist var De virkelig sjofel da . De gik atpaa Kjøpet med en fæl Klut om Fingeren . Og i den Tilstand vilde De absolut gaa ind et Sted og drikke Vin med mig . Nei Tak .
Det var altsaa for mit miserable Utseendes Skyld at De ikke vilde gaa med aUikevel da ? sa jeg .
Nei , svarte hun og saa ned . Nei det skal Gud vite det ikke var ! Jeg tænkte ikke paa det engang .
Hør , sa jeg , De sitter visst her i den Overtro at jeg kan klæ mig og leve akkurat som jeg ønsker De ? Men det kan jeg nok ikke , jeg er meget , meget fattig .
Hun saa paa mig . Er De det ? sa hun . Ja jeg er det .
Pause .
Ja Herregud , det er jeg ogsaa det , sa hun med en freidig Bevæ geise med Hodet .
Hvert av hendes Ord beruset mig , traf mig i Hjærtet som Vindraaper , skjønt hun visst var en svært almindelig Kristianiapike med Jargon og smaa Kjækheter og Prat . Hun henrykte mig ved den Vane hun hadde at lægge sit Hode litt paa Siden og lytte nåar jeg sa noget . Og jeg følte hendes Pust like op i mit Ansigt .
Vet De , sa jeg , at .... Men nu maa De ikke bli sint .... Da jeg gik tilsengs igaaraftes la jeg Armen tilrette for Dem saaledes
som om De laa i den . Og saa sovnet jeg .
Jasaa ? Det var vakkert ! Pause . Men det maatte nu ogsaa være paa Fråstand De kunde gjøre slikt noget ; for ellers ....
Tror De ikke jeg kunde gjøre det ellers ? Nei det tror jeg ikke .
Jo av mig kan De vente alt , sa jeg og brisket mig . Og jeg la Armen om hendes Liv .
Kan jeg det ? sa hun bare .
Det ærgret og støtte mig at hun holdt mig for saa altfor skikke-
Sult
119
lig ; jeg brystet mig op , skjøt Hjærtet op i Livet og tok hendes Haand . Men hun trak den ganske stilfærdig tilbake og flyttet sig litt bort fra mig . Dette gjorde det atter av med mit Mot , jeg blev skamfuld og saa bort mot Vinduet . Jeg var allikevel saa altfor ynkelig der jeg sat , jeg maatte bare ikke prøve at indbilde mig noget . Det hadde været en anden Sak hvis jeg hadde truffet hende dengang da jeg endnu saa ut som et Menneske , i mine Velmagtsdager da jeg hadde litt at redde mig med. Og jeg følte mig meget nedslagen tilmote .
Der kan De se ! sa hun , nu kan De bare se ; man kan vippe Dem bare med en liten Rynke i Panden , gjøre Dem saa flat bare ved at flytte sig litt bort fra Dem .... Hun lo skøieragtig , med aldeles lukkede Øine , som om heller ikke hun holdt ut at bli set paa .
Nei men du store min ! buset jeg ut , nu skal De bare se ! Og jeg slog Armene hæftig om hendes Aksler . Var Piken fra Forstanden ! Tok hun mig for aldeles verfaren ! He , jeg skulde dog ved den levende .... Ingen skulde si om mig at jeg stod tilbake i dette Stykke . Det var da Satan til Menneske ! Gjaldt det bare at gaa paa saa ....
Som om jeg dudde til nogen Verdens Ting !
Hun sat ganske rolig og hun hadde Øinene f rem deles lukket ; ingen av os talte . Jeg trykket hende haardt ind til mig , klemte hendes Krop ind til mit Bryst * og hun sa ikke et Ord . Jeg hørte vore Hjærteslag , baade hendes og mine , de lød som Hovtramp .
Jeg kysset hende .
Jeg visste ikke længer av mig seiv , jeg sa noget Nonsens som hun lo av , hvisket Kjælenavne mot hendes Mund , klappet hende paa Kindet , kysset hende mange Ganger . Jeg aapnet en Knap eller to i hendes Liv og jeg skimtet hendes Bryster indenfor , hvite , runde Bryster som tittet frem som to søte Vidundere bak Linnedet .
Maa jeg faa se ! sier jeg , og jeg forsøker med flere Knapper , forsøker at gjøre Aapningen større ; men min Bevægelse er for stærk , jeg kommer ingen Vei med de nederste Knapper hvor desuten Livet strammer paa . Maa jeg bare faa se litt .... litt ....
Hun slaar Armen om min Hals , ganske langsomt , ømt ; hendes Aande puster mig like i Ansigtet fra de røde , dirrende Næsebor ; med den anden Haand begynder hun seiv at aapne Knapperne , en for en . Hun ler forlegent , ler kort og ser flere Ganger op paa mig
120
Sult
om jeg skal mærke at hun er rædd . Hun løser Baandene op , hægter op Korsettet , er henrykt og ængstelig . Og jeg fingrer med mine grove Hænder ved disse Knapper og Baand ....
For at avlede Opmærksomheten fra det hun gjør stryker hun mig med sin venstre Haand over Akslen og sier : For en Mængde løse Håar der ligger !
Ja , svarer jeg og vil trænge ind til hendes Bryst med min Mund . Hun ligger i dette Øieblik med helt aapne klær . Pludselig er det som om hun besinder sig , som om hun synes at hun har gaat for vidt ; hun dækker sig atter til og reiser sig litt op. Og for at skjule sin Forlegenhet med de aapne Kiær gir hun sig atter til at tale om den Mængde avfaldne Håar som laa paa mine Aksler .
Hvor kan det være at Haaret f alder saa av Dem ?
Vet ikke .
De drikker naturligvis formeget , og kanske Fy , jeg vil ikke si det ! De maatte skamme Dem ! Nei det hadde jeg ikke trodd om Dem ! At De som er saa ung allerede mister Haaret ! Nu skal De værsaagod fortælle mig hvorledes De egentlig lever Deres Liv . Jeg er sikker paa det er frygtelig ! Men bare Sandhet , forstaar De , ikke nogen Utflugter ! Jeg skal nok forresten se det paa Dem om De vil skjule noget . Saa fortæl nu !
Aa hvor jeg blev træt ! Hvor gjærne jeg heller vilde ha sittet stille og set paa hende end skape mig til og mase med alle disse Forsøk . Jeg dudde til intet , jeg var blit en Klut . Begynd nu ! sa hun .
Jeg grep Leiligheten og fortalte alt , og jeg fortalte bare Sandhet . Jeg gjorde intet værre end det var , det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhet ; jeg sa ogsaa at jeg hadde tilvendt mig fem Kroner en Kvæld .
Hun sat og lyttet med gapende Mund , blek , rædd , aldeles forstyrret i de blanke Øine . Jeg vilde gjøre det godt igjen , sprede det triste Indtryk jeg hadde gjort og strammet mig desaarsak op : Det var jo over nu ; det kan ikke være Tale om slikt noget længer ; nu er jeg berget ....
Men hun var meget forsakt . Gud bevare mig ! sa hun bare og tidde . Hun sa dette med korte Mellemrum og tidde hver Gang igjen . Gud bevare mig !
Jeg begyndte at spøke , tok hende i Siden for at kildre hende ,
Sult
121
løftet hende op til mit Bryst . Hun hadde atter knappet Kjolen igjen og dette ærgret mig . Hvorfor skulde hun knappe kjolen igjen ? Var jeg i hendes Øine mindre værdig nu end om jeg seiv hadde forskyldt ved et viltert Liv at mit Håar faldt av ? Vilde hun ha syntes bedre om mig hvis jeg hadde gjort mig til en Uthaler ? .... Ikke noget Sludder . Det gjaldt bare at gaa paa ! Og hvis det bare gjaldt at gaa paa saa var jeg Manden . —
Jeg maatte begynde Forsøkene igjen .
Jeg la hende ned , la hende simpelthen ned i Sofaen . Hun stridde imot , ganske lite forresten , og saa forbauset ut .
Nei .... hvad vil De ? sa hun . Hvad jeg vil ? !
Nei .... nei men .... ? Joda , joda ....
Nei , hører De ! ropte hun . Og hun la til disse saarende Ord : Tænk jeg tror De er vanvittig .
Jeg holdt uvilkaarlig inde og jeg sa Det mener De ikke !
Jo , De ser saa rar ut ! Og den Formiddag De forfulgte mig , — De var altsaa ikke fuld dengang ?
Nei . Men da var jeg jo ikke suiten heller , jeg hadde netop spist . Ja , saa meget værre var det .
Vilde De heller at jeg skulde været fuld ?
Ja .... Hv jeg er rædd Dem ! Herregud , kan De nu ikke slippe !
Jeg tænkte mig om . Nei jeg kunde ikke slippe , jeg tapte formeget paa det . Ikke noget forbandet Pærevæv en silde Aftenstund paa en Sofa ! He , hvilke Utflugter fandt man ikke paa at komme med i et slikt Øieblik ! Som om jeg ikke visste at det var bare Undseelse altsammen ! Da maatte jeg være grøn ! Saa , stille nu ! Dike noget Tøv !
Hun strittet besynderlig stærkt imot , altfor stærkt til bare at stritte imot av Undseelse . Jeg kom som av Vanvare til at støte Lyset overende saa det sluknet , hun gjorde fortvilet Motstand , utstøtte endog et lite Klynk .
Nei ikke det , ikke det ! Hvis De vil skal De heller faa kysse mig paa Brystet . Kjære , snille Dem !
Jeg stanset øieblikkelig . Hendes Ord lød saa forfærdede , hjælpeløse , jeg blev inderlig slagen . Hun mente at by mig en Erstatning
122
Sult
ved at gi mig Lov til at kysse hendes Bryst ! Hvor det var skjønt , skjønt og enfoldig ! Jeg kunde faldt ned og knælet for hende .
Men kjære vene ! sa jeg aldeles forvirret , jeg forstaar ikke jeg begriper virkelig ikke hvad dette er for Slags Spil ....
Hun reiste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder ; jeg sat tilbake paa Sofaen og foretok mig ingenting . Hvad vilde nu ske ? Jeg var i Grunden meget il de tilmote .
Hun kastet Øinene bort paa Væggen , bort til Klokken , og for sammen .
Uf nu kommer Piken snart ! sa hun . Dette var det første hun sa .
Jeg forstod denne Hentydning og reiste mig . Hun tok efter Kaapen som for at klæ den paa , men betænkte sig , lot den ligge og gik bort til Kaminen . Hun var blek og blev mere og mere urolig . For at det dog ikke skulde se ut som om hun viste mig Døren sa jeg :
Var han Militær Deres Far ? og samtidig gjorde jeg mig istand til at gaa .
Ja han var Militær . Hvorav visste jeg det ? Jeg visste det ikke , det faldt mig bare ind .
Det var besynderlig !
Aaja . Det ' var enkelte Steder jeg kom hvor jeg fik det med Anelser . Hehe , det hørte med til mit Vanvid det ....
Hun saa hurtig op , men svarte ikke . Jeg følte at jeg pinte hende med min Nærværelse og vilde gjøre kort Proces . Jeg gik til Døren . Vilde hun ikke kysse mig mere nu ? Ikke engang række mig Haanden ? Jeg stod og ventet .
Skal De gaa nu da ? sa hun , og hun stod endda stille borte ved Kaminen .
Jeg svarte ikke . Jeg stod ydmyget og forvirret og saa paa hende uten at si noget . Nei hvad jeg hadde ødelagt ! Det lot ikke til at angaa hende at jeg stod færdig til at gaa , hun var paa en Gang aldeles tapt for mig og jeg lette efter noget at si hende til Avsked , et tungt , dypt Ord som kunde ramme hende og kanske imponere hende litt . Og stik imot min faste Beslutning , saaret , istedetfor stolt og kold , urolig , fornærmet , gav jeg mig likefrem til at tale om Uvæsentligheter ; det rammende Ord kom ikke , jeg bar mig ytterst tankeløst ad . Det blev Svada og Boksprog igjen .
Hvorfor kunde hun ikke like saa godt si klart og tydelig at jeg
Sult
123
skulde gaa min Vei ? spurte jeg . Jo hvorfor ikke ? Det var ikke værdt at genere sig . Istedetfor at minde mig om at Piken snart vilde komme hjem kunde hun ogsaa simpelthen ha sagt følgende : Nu maa De forsvinde , for nu skal jeg gaa og hente min Mor og jeg vil ikke ha Deres Følge nedover Gaten . Saa , det var ikke det hun hadde tænkt paa ? Aajo det var nok allikevel det hun hadde tænkt paa , det forstod jeg straks . Det skulde saa lite til at sætte mig paa Spor ; bare den Maaten hvorpaa hun hadde tat efter Kaapen og atter latt den ligge hadde overbevist mig med en Gang . Som sagt , jeg hadde det med Anelser . Og det var vel kanske ikke saa meget Vanvid i det i Granden ....
Men Herregud , tilgiv mig nu for det Ord ! Det slåp mig av Munden ! ropte hun . Men hun stod fremdeles stille og kom ikke til mig .
Jeg var übøielig og fortsatte . Jeg stod der og sludret væk med den pinlige Fornemmelse at jeg kjedet hende , at ikke et eneste av mine Ord traf , og allikevel holdt jeg ikke op : I Granden kunde man jo være et temmelig ømtaalig Gemyt om man ikke var gal , mente jeg ; det var Naturer som næret sig av Bagateller og døde bare for et haardt Ord . Og jeg lot underforstaa at jeg hadde en slik Natur . Saken var den at min Fattigdom hadde i den Grad skjærpet visse Ævner i mig at det voldte mig likefrem Übehageligheter , ja jeg forsikrer Dem likefrem Übehageligheter , desværre . Men det hadde ogsaa sine Fordele , det hjalp mig i visse Situationer . Den fattige intelligente var langt finere lagttager end den rike inteUigente . Den fattige ser sig om for hvert Skridt han tar , lytter mistænksomt til hvert Ord han hører av de Mennesker han træffer ; hvert Skridt han seiv tar stiller saaledes hans Tanker og Følelser en Opgave , et Arbeide . Han er lydhør og følsom , han er en erfaren Mand , hans Sjæl har Brandsaar ....
Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsaar som min Sjæl hadde . Men jo længer jeg talte , desto uroligere blev hun ; tilsist sa hun Herregud ! et Par Ganger i Fortvilelse og vred sine Hænder . Jeg saa godt at jeg plaget hende og jeg vilde ikke plage hende , men gjorde det allikevel . Endelig mente jeg at ha faat sagt hende i grove Træk det nødvendigste av det jeg hadde at si , jeg blev grepet av hendes fortvilede Blik og ropte :
Nu gaar jeg , nu gaar jeg ! Kan De ikke se at jeg allerede har
124
Sult
Haanden paa Laaset ? Farvel ! Farvel , sier jeg ! De kunde nu gjærne svare mig nåar jeg sier Farvel to Ganger og staar fiks og færdig til at gaa . Jeg ber ikke engang om at faa træffe Dem igjen , for det vil pine Dem ; men si ' mig : Hvorfor lot De mig ikke være i Fred ? Hvad har jeg gjort Dem ? Jeg gik da ikke i Veien for Dem nu ; vel ? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig som om De siet ikke kjender mig mere ? Nu har De ribbet mig saa inderlig blank , gjort mig endda mere ussel end jeg var noensinde . Herregud , men jeg er jo ikke vanvittig . De vet meget godt nåar De vil tænke Dem om at det er ingenting som feiler mig nu . Kom nu da og ræk mig Haanden ! Eller lat mig faa Lov til at komme til Dem ! Vil De det ? Jeg skal ikke gjøre Dem noget ondt , jeg vil bare knæle for Dem et Øieblik , knæle ned paa Gulvet der foran Dem , bare et Øieblik ; maa jeg ? Neinei saa skal jeg ikke gjøre det , jeg ser De blir rædd , jeg skal ikke , skal ikke gjøre det , hører De . Herregud , hvorfor blir De saa forfærdet ? Jeg staar jo stille , jeg rører mig ikke . Jeg vilde ha knælet ned paa Tæppet et Minut , just der , paa den røde Farve like ved Føtterne Deres . Men De blev rædd , jeg kunde straks se det paa Deres Øine at De blev rædd , derfor stod jeg stille . Jeg gjorde ikke et Skridt da jeg bad Dem derom ; vel ? Jeg stod like saa urørlig som nu nåar jeg viser Dem det Sted hvor jeg vilde ha knælet for Dem , der borte paa den røde Rose i Tæppet . Jeg peker ikke med Fingeren engang , jeg peker siet ikke , jeg later det være for ikke at forskrække Dem , jeg nikker bare og ser ditbort , saaledes ! Og De forstaar meget godt hvad for en Rose jeg mener , men De vil ikke tillate mig at knæle der ; De er rædd for mig og tør ikke komme mig nær . Jeg begriper ikke at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal . Deke sandt , De tror det heUer ikke længer ? Det var engang i Sommer , for længe siden , da var jeg gal ; jeg arbeidet for haardt og glemte at gaa til Middags i ret Tid nåar jeg hadde meget at tænke paa . Det hændte Dag efter Dag ; jeg burde ha husket det , men jeg glemte det stadig væk . Ved Gud i Himlen , det er sandt ! Gud late mig aldrig komme levende fra dette Sted hvis jeg ly ver ! Der kan De se , De gjør mig Uret . Det var ikke av Trang jeg gjorde det ; jeg har Kredit , stor Kredit , hos Ingebret og Gravesen ; jeg gik ogsaa ofte med mange Penger i Lommen og kjøpte aUikevel ikke Mat fordi jeg glemte det . Hører De det !
125
Sult
De sier ikke noget , De svarer ikke , De gaar aldeles ikke bort fra Kaminen , De staar bare og venter paa at jeg skal gaa .... Hun kom hurtig bortimot mig og rakte sin Haand frem . Jeg saa fuld av Mistro paa hende . Gjorde hun det ogsaa med noget let Hjærte ? Eller gjorde hun det bare for at bli av med mig ? Hun la sin Arm om min Hals , hun hadde Taarer i Øinene . Jeg stod bare og saa paa hende . Hun rakte sin Mund frem ; jeg kunde ikke tro hende , det var ganske bestemt et Offer hun bragte , et Middel til at faa en Ende paa det .
Hun sa noget , det lød for mig som : Jeg er glad i Dem allikevel ! Hun sa det meget lavt og utydelig , kanske hørte jeg ikke rigtig , hun sa kanske ikke just de Ord ; men hun kastet sig hæftig om min Hals , holdt begge Armene om min Hals en liten Stund , strakte sig endog paa Tærne for at række op og stod saaledes . Jeg var rædd for at hun tvang sig seiv til at vise denne Ømhet , jeg sa bare :
Hvor De er deilig nu ! Mere sa jeg ikke . Jeg traadte tilbake , støtte til Døren og gik
baklængs ut . Og hun stod igjen derinde
FJERDE STYKKE
Vinteren var kommet , en raa og vaat Vinter næsten uten Sne , en taaket og mørk evigvarende Nat uten et eneste friskt Vindstøt saa lang som Uken var . Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaterne og Folk støtte allikevel paa hverandre i Taaken . Alle Lyder , Kirkeklokkernes Klang , Bjælderne fra Droschehestene , Menneskenes Røster , Hovslagene , altsammen lød saa dumpt og begravet i den tykke Luft . Uke gik efter Uke og Veiret var og blev det samme .
Og jeg opholdt mig stadig nede i Vaterland . Jeg blev fastere og fastere bundet til denne Beværtning , dette Logihus for Reisende hvor jeg hadde faat bo trods min Forkommenhet . Mine Penger var for længe siden opbrukt og jeg vedblev allikevel at gaa og komme paa dette Sted som om jeg hadde Ret dertil og hørte hjemme der . Værtinden hadde endnu intet sagt ; men det pinte mig allikevel at jeg ikke kunde betale hende . Saaledes forløp tre Uker .
126
Sult
Jeg hadde allerede for flere Dager tilbake gjenoptat min Skrivning , men det lykkedes mig ikke længer at faa til noget som jeg var tilfreds med ; jeg hadde siet intet Held med mig mere om jeg end var meget flittig og forsøkte sent og tidlig . Hvad jeg end tok mig til nyttet det ikke , Lykken var borte .
Det var paa et Værelse i anden Etage , i det bedste Gjæsteværelse , jeg sat og gjorde disse Forsøk . Jeg var forblit uforstyrret deroppe siden den første Aften da jeg hadde Penger og kunde klarere for mig . Jeg hadde ogsaa hele Tiden det Haap at jeg endelig kunde faa istand en Artikel om et eller andet saa jeg kunde faa betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for ; det var derfor jeg arbeidet saa flittig . Især hadde jeg et paabegyndt Stykke som jeg ventet mig meget av , en Allegori om en Ildebrand i en Boklade , en dyp- Sindig Tanke som jeg vilde lægge al min Flid paa at utarbeide og bringe « Kommandøren » i Avbetaling . « Kommandøren » skulde da erfare at han denne Gang virkelig hadde hjulpet et Talent ; jeg hadde ingen Tvil om at han skulde erfare det ; det gjaldt bare at vente til Aanden kom over mig . Og hvorfor skulde ikke Aanden komme over mig med det aßerførste endog ? Det var intet iveien med mig mere ; jeg fik litt Mat hver Dag av min Værtinde , nogen Smørogbrød Morgen og Aften , og min Nervøsitet var næsten forsvundet . Jeg brukte ikke længer Filler om mine Hænder nåar jeg skrev og jeg kunde stirre ned i Gaten fra mine Vinduer i anden Etage uten at bli svimmel . Det var blit meget bedre med mig i alle Maater og det begyndte likefrem at forundre mig at jeg ikke allerede hadde faat min Allegori færdig . Jeg forstod ikke hvordan det hang sammen .
En Dag skulde jeg endelig faa en Anelse om hvor svak jeg egentlig var blit , hvor sløvt og uduelig min Hjærne arbeidet . Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning som hun bad mig om at se paa ; det maatte være noget galt i den Regning , sa hun , den stemte ikke med hendes egen Bok ; men hun hadde ikke kunnet finde Feilen .
Jeg såtte mig til at tælle ; min Værtinde sat like overfor mig og saa paa mig . Jeg talte disse tyve Poster , først en Gang nedover og fandt Summen rigtig , derpaa en Gang opover og kom paany til samme Resultat . Jeg saa paa Konen , hun sat like foran mig og ventet paa mit Ord ; jeg la med det samme Mærke til at hun
Sult
127
var frugtsommelig , det undgik ikke min Opmærksomhet , og jeg stirret dog ingenlunde undersøkende paa hende .
Summen er rigtig , sa jeg .
Nei se nu efter for hvert Tal , svarte hun ; det kan ikke være saa meget ; jeg er sikker paa det .
Og jeg begyndte at revidere hver Post : 2 Brød å 25 , 1 Lampeglas 18 , Saape 20 , Smør 32 Det skulde ikke noget kløktig Hode til for at gjennemgaa disse Talrækker , denne lille Høkerregning hvori det ingen Vidtløftigheter fandtes , og jeg forsøkte redelig at finde den Feil som Konen talte om , men fandt den ikke . Efter at jeg hadde tumlet med disse Tal et Par Minutter følte jeg desværre at altsammen begyndte at danse rundt i mit Hode ; jeg gjorde ikke længer forskjel paa Debet og Kredit , jeg blandet det hele sammen . Endelig stod jeg med ett bom stille ved følgende Post : 3 5 / ie Mark Ost å 16. Min Hjærne klikket fuldstændig , jeg stirret dumt ned paa Osten og kom ingen Vei .
Det var da ogsaa forbandet saa vredent dette er skrevet ! sa jeg fortvilet . Her staar Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost . Hehe , har man hørt Maken ! Ja her kan De se seiv !
Ja , svarte Madamen , de pleier at skrive saa . Det er Nøkkelosten . Jo det er korrekt ! Fem Sekstendele er altsaa fem L0d ....
Ja det forstaar jeg nok ! avbrøt jeg , skjønt jeg i Virkeligheten ikke forstod nogen Ting mere .
Jeg forsøkte paany at klare dette lille Regnestykke som jeg for nogen Maaneder siden kunde ha talt op paa et Minut ; jeg svettet stærkt og tænkte over disse gaatefulde Tal av alle Kræfter og jeg blinket eftertænksomt med Øinene som om jeg studerte rigtig skarpt paa denne Sak ; men jeg maatte opgi det . Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændig av med mig ; det var som om noget knak i min Pande .
For dog at gi Indtryk av at jeg fremdeles arbeidet med mine Beregninger bevæget jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal høit , alt imens jeg gled længer og længer nedover Regningen , som om jeg stadig gik fremover og nærmet mig Avslutningen . Madamen sat og ventet . Endelig sa jeg :
Ja nu har jeg gaat den igjennem fra først til sist og der er virkelig ingen Feil saavidt jeg kan se .
Ikke det ? svarte Konen , jasaa ikke det ? Men jeg saa godt at
128
Sult
hun ikke trodde mig . Og pludselig syntes hun paa en Gang at anta et lite Stænk av Ringeakt for mig i sin Tale , en litt likegyldig Tone som jeg ikke tidligere hadde hørt hos hende . Hun sa at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele ; hun sa ogsaa at hun maatte henvende sig til nogen som forstod sig paa det for at faa Regningen ordentlig gjennemset . Alt dette sa hun ikke paa nogen saarende Maate for at gjøre mig tilskamme , men tankefuldt og alvorlig . Da hun var komme t til Døren og skulde gaa sa hun uten at se paa mig :
Undskyld at jeg har hæftet Dem da !
Hun gik .
Litt efter aapnedes Døren paany og min Værtinde kom atter ind ; hun kunde næppe ha gaat længer end ut paa Gangen før hun vendte om .
Det er sandt ! sa hun . De maa ikke ta det ilde op ; men jeg har vel litt tilgode hos Dem nu ? Var det ikke tre Uker iga ar siden De kom ? Ja jeg mente det var saa . Det er ikke saa greit at klare sig med saa stor Familje , saa jeg kan ikke la nogen faa bo paa Kredit desværre ....
Jeg stanset hende . .
Jeg arbeider paa en Artikel som jeg altsaa har fortalt Dem om før , sa jeg , og saasnart den blir færdig skal De faa Deres Penger . De kan være ganske rolig .
Ja men De faar jo aldrig den Artikel færdig jo ?
Tror De det ? Aanden kommer muligens over mig imorgen eUer kanske allerede mat ; det er siet ikke umulig at den kommer over mig engang mat , og da blir min Artikel færdig paa et Kvarter høist . Ser De , det er ikke saaledes med mit Arbeide som med andre Folks ; jeg kan ikke sætte mig ned og faa istand en viss Mængde om Dag , jeg maa bare vente paa Øieblikket . Og det er ingen som kan si Dag og Time paa hvilken Aanden kommer over en ; det maa ha sin Gang .
Min Værtinde gik . Men hendes Tillit til mig var visst meget rokket .
Jeg sprang op og siet mig i Haaret av Fortvilelse saasnart jeg var blit alene . Nei det blev virkelig ingen Redning for mig allikevel , ingen , ingen Redning ! Min Hjærne var bankerot ! Var jeg da altsaa blit helt Idiot siden jeg ikke længer kunde regne ut Værdien
Sult
129
av et lite Stykke Nøkkelost ? Men kunde jeg ogsaa ha tapt min Forstand nåar jeg stod og gav mig seiv slike Spørsmaal ? Hadde jeg ikke atpaa Kjøpet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare lagttagelse at min Værtinde var frugtsommelig ? Jeg hadde ikke nogen Grund til at vite det , det var ingen som hadde fortalt mig noget derom , det faldt mig heller ikke vilkaarlig ind , jeg sat og saa det med mine egne Øine og jeg forstod det straks , til og med i et fortvilet Øieblik hvor jeg sat og regnet med Sekstendele . Hvorledes skulde jeg forklare mig det ?
Jeg gik til Vinduet og saa ut ; mit Vindu vendte ut mot Vognmandsgaten . Der lekte nogen Børn nede paa Brostenene , fattig klædte Børn midt i den fattige Gate ; de kastet en Tomflaske imellem sig og skraalet høit . Et Flyttelass rallet langsomt forbi dem ; det maatte være en fordrevén Familje som skiftet Bopæl utenfor Flyttetiden . Dette tænkte jeg mig øieblikkelig . Paa Vognen laa Sengklær og Møbler , markstukne Senger og Komoder , rødmalte Stoler med tre Ben , Matter , Jærnskrap , Bliktøi . En liten Pike , bare et Barn , en rigtig hæslig Unge med forkjølet Næse , sat oppe i Lasset og holdt sig fast med sine stakkars blåa Hænder for ikke at tumle ned . Hun sat paa en Bundt av rædsomme , vaate Madrasser som Børn hadde ligget paa og saa ned paa de Smaa som kastet Tomflasken imellem sig ....
Alt dette stod jeg og saa paa og jeg hadde ingen Møie med at forståa alt som foregik . Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttok dette hørte jeg ogsaa min Værtindes Pike synge inde i Kjøkkenet like ved Siden av mit Værelse ; jeg kjendte den Melodi hun sang , jeg hørte derfor efter om hun skulde synge feil . Og jeg sa til mig seiv at alt dette kunde ikke en Idiot ha gjort ; jeg var Gudskelov saa fornuftig som noget Menneske .
Pludselig saa jeg to av Børhene nede i Gaten fare op at skjændes , to Smaagutter ; jeg kjendté den ene , det var min Værtindes . Jeg aapner Vinduet for at høre hvad de sier til hverandre og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt op. Hvad ventet de paa ? At noget skulde bli kastet ut ? Tørkede Blomster , Kjøtben , Cigarstumper , en eUer anden Ting som de kunde gnage i sig eller more sig med ? De saa med blaafrosne Ansigter , med uendelig lange Øine op mot mit Vindu . Imidlertid fortsætter de to smaa Fiender at skjælde hverandre ut .
9 — Hamsun I .
Sult
130
Ord som store , klamme Udyr myldrer ut av disse Barnemunde , forfærdelige Klængenavne , Skjøgesprog , Matroseder som de kanske hadde lært nede ved Bryggerne . Og de er begge to saa optat herav at de siet ikke lægger Mærke til min Værtinde som løper ut til dem for at faa høre hvad som er paafærde .
Jo , forklarer hendes Søn , han tok mig i Barken ; jeg fik ikke Pusten paa en lang Stund ! Og vendende sig om mot den lille Ugjærningsmand som staar og flirer ondskapsfuldt av ham blir han aldeles rasende og roper : Reis til hete Helvede dit kaldæiske Naut du er ! En slik Lushorrik skal ta Folk i Strupen ! Jeg skal Herr ' n forsyne mig ....
Og Morn , denne frugtsommelige Kone som dominerer hele den trange Gate med sin Mave , svarer det tiaarige Barn idet hun griper ham i Armen og vil ha ham med :
Sh ! Hold Snavel ' n din ! Jeg mener du bander ogsaa ! Du bruker Kjæften som om du skulde været paa Ludderhus i aarevis ! Nu kommer du ind !
Nei jeg gjør ikke det !
Jo du gjør det !
Nei jeg gjør ikke det !
Jeg staar oppe i Vinduet og ser at Moms Sinne stiger ; denne uhyggelige Scene ophidser mig voldsomt , jeg holder det ikke længer ut , jeg roper ned til Gutten at han skal komme op til mig et Øieblik . Jeg roper to Ganger bare for at forstyrre dem , for at faa forpurret dette Optrin ; den siste Gang roper jeg meget høit og Morn vender sig forbløffet om og ser op til mig . Og øieblikkelig gjenvinder hun Fatningen , ser frækt paa mig , rigtig overlegent ser hun paa mig , og trækker sig saa tilbake med en bebreidende Bemærkning til sin Søn . Hun taler høit saa jeg kan høre det og sier til ham :
Fy , du maatte skamme dig for at la Folk se hvor slem du er ! Av alt dette som jeg saaledes stod og iagttok var det intet , ikke
engang en liten Biomstændighet som gik tapt for mig . Min Opmærksomhet var ytterst var , jeg indaandet ømtaalig hver liten Ting og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting efterhvert som de foregik . Saa det kunde umulig være noget iveien med min Forstand . Hvorledes kunde det ogsaa være noget iveien med den nu ?
Sult
131
Hør , vet du hvad , sa jeg paa en Gang , nu har du længe nok gaat og befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i saa Henseende ; nu faar det være slut med de Narrestreker ! Er det Tegn paa Galskap at mærke og opfatte alle Ting saa nøiagtig som du gjør det ? Du faar mig næsten til at le av dig , forsikrer dig paa , det er ikke uten Humor , saavidt jeg skjønner . Kort og godt , det hænder alle Mennesker at staa fast for en Gangs Skyld , og det just netop i de simpleste Spørsmaal . Det sier intet , det er bare Tilfældighet . Somsagt , jeg er paa et hængende Håar i Færd med at faa mig en Latter over dig . Hvad den Høkerregning angaar , disse lumpne fem Sekstendele Fattigmandsost , kan jeg gjærne kalde det , — hehe , en Ost med Nellik og Pepper i — hvad denne latterlige Ost angaar da kunde det ha hændt den bedste at bli fordummet over den ; selve Lukten av den Ost kunde gjøre det av med en Mand Og jeg gjorde det værste Nar av al Nøkkelost
.... Nei sæt mig paa noget spiselig ! sa jeg , sæt mig om du vil paa fem Sekstendele godt Meierismør ! Det er en anden Sak !
Jeg lo hektisk av mine egne Pussigheter og fandt dem saare morsomme . Det var virkelig ingenting som feilet mig mere , ' jeg var vel bevaret .
Min Munterhet steg efterhvert som jeg drev om der paa Gulvet og samtalte med mig seiv ; jeg lo høit og følte mig voldsomt glad . Det var virkelig ogsaa som om jeg bare behøvet denne lille glade Stund , dette Øieblik av egentlig lys Henrykkelse uten Sorger til nogen Kant , for at faa mit Hode i arbeidsdygtig Stand . Jeg såtte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle med min Allegori . Og det gik meget godt , bedre end paa lange Tider ; det gik ikke hurtig ; men jeg syntes at det lille jeg fik tU blev aldeles utmærket . Jeg arbeidet ogsaa en Times Tid uten at bli træt .
Saa sitter jeg just paa et meget vigtig Punkt i denne Allegori om en Hdebrand i en Boklade ; det forekom mig saa vigtig at alt det øvrige jeg hadde skrevet var for intet at regne mot dette Punkt . Jeg vilde netop forme rigtig dypsindig den Tanke at det ikke var Bøker som brændte , det var Hjærner , Menneskehjærner , og jeg vilde lage en ren Bartolomæusnat av disse brændende Hjærner . Da blev med en Gang min Dør aapnet med megen Hast og min Værtinde kom seilende ind . Hun kom midt ind i Værelset , hun stanset ikke engang paa Dørstokken .
132
Sult
Jeg gav et lite hæst Rop ; det var virkelig som om jeg hadde faat et Slag .
Hvad ? sa hun . Jeg syntes De sa noget ? Vi har faat en Reisende og vi maa ha dette Værelse til ham ; De faar ligge nede hos os mat ; ja De skal faa egen Seng der ogsaa . Og før hun hadde faat mit Svar begyndte hun uten videre at samle sammen mine Papirer paa Bordet og bringe Uorden i dem .
Min glade Stemning var blåast bort , jeg var sint og fortvilet og reiste mig straks . Jeg lot hende rydde Bordet og sa ingenting ; jeg mælte ikke et Ord . Og hun gav mig alle Papirerne i min Haand .
Det var intet andet for mig at gjøre , jeg maatte forlate Værelset . Nu var ogsaa dette dyrebare Øieblik spoleret ! Jeg møtte den nye Reisende allerede i Trappen , en ung Mand med store blåa Ankertegninger paa Haandbakerne ; bakefter ham fulgte en Sjauer med en Skibskiste paa Akslen . Den Fremmede var visst en Sjømand , altsaa bare en tilfældig Reisende for Natten ; han skulde nok ikke opta mit Værelse i nogen længere Tid . Kanske kunde jeg ogsaa være heldig imorgen nåar Manden var reist og faa et av mine Øieblikke igjen ; det manglet mig bare en Inspiration paa fem Minutter nu saa var mit Værk om Hdebranden færdig . Altsaa jeg fik f inde mig i Skjæbnen ....
Jeg hadde ikke tidligere været inde i Familjens Leilighet , den eneste Stue som allesammen holdt til i Dag og Nat , Manden , Konen , Konens Far og fire Børn . Piken bodde i Kjøkkenet hvor hun ogsaa sov om Natten . Jeg nærmet mig med megen Motvilje Døren og banket paa ; ingen svarte , men jeg hørte Prat indenfor .
Manden sa ikke et Ord da jeg traadte ind , besvarte ikke engang min Hilsen ; han saa bare likegyldig paa mig som om jeg ikke vedkom ham . Forresten sat han og spilte Kort med en Person gom jeg hadde set nede ved Bryggerne , en Bærer som lød Navnet « Glasruten » . Et Spædbarn laa og pludret med sig seiv borte i Sengen og den gamle Mand , Værtindens Far , sat sammenkrøpen paa en Sengebænk og lutet med Hodet over sine Hænder som om hans Bryst eller Mave smærtet ham . Han hadde næsten hvitt Håar og saa ut i sin sammenkrøpne Stilling som et duknakket Kryp som sat og spidset Ører efter noget .
Jeg kommer nok desværre til at be om Rum hernede mat , sa jeg til Manden .
Sult
133
Har min Kone sagt det ? spurte han .
Ja . Det kom en ny Mand paa mit Værelse .
Hertil svarte ikke Manden noget ; han gav sig atter i Færd med Kortene .
Saaledes sat denne Mand Dag efter Dag og spilte Kort med hvemsomhelst som kom ind til ham , spilte om ingenting , bare for at fordrive Tiden og ha noget mellem Hænderne imens . Han foretok sig ellers intet , rørte sig netop saa meget som hans late Lemmer gad mens Konen travet op og ned i Trapperne , var om sig paa alle Kanter og hadde Omsorg for at faa Gjæster til Huset . Hun hadde ogsaa sat sig i Forbindelse med Bryggesjauere og Bærere som hun betalte et visst Honorar for hver ny Logerende de bragte hende og hun gav ofte disse Sjauere Husly for Natten . Nu var det « Glasruten » som just hadde bragt den nye Reisende med.
Et Par av Børnene kom ind , to Smaapiker med magre , fregnede Tøseansigter ; de hadde rigtig usle Kiær paa . Litt efter kom ogsaa Værtinden ind . Jeg spurte hende hvor hun vilde anbringe mig for Natten og hun svarte kort at jeg kunde ligge hermde sammen med de andre eller ute i Forstuen paa Sofabænken , aldeles som jeg seiv fandt for godt . Mens hun svarte mig dette gik hun omkring i Stuen og puslet med forskjellige Ting som hun såtte i Orden og hun saa ikke engang paa mig .
Jeg sank sammen ved hendes Svar , stod nede ved Døren og gjorde mig liten , lot endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden for en Nats Skyld ; jeg såtte med Hensigt et venlig Ansigt op for ikke at opirre hende og kanske bli jaget helt ut av Huset . Jeg sa : Aa ja det blir vel en Raad ! og tidde .
Hun vimset fremdeles omkring i Stuen .
Forresten vil jeg si Dem at jeg siet ikke har Utkomme til at ha Folk i Kost og Logi paa Kredit , sa hun . Og det har jeg sagt Dem før ogsaa .
Ja men kjære , det er jo bare disse Par Dagene til min Artikel er færdig , svarte jeg , og da skal jeg gjærne gi Dem en Femkrone atpaa , gjærne det .
Men hun hadde aapenbart ingen Tro paa min Artikel , det kunde jeg se . Og jeg kunde ikke gi mig til at være stolt og forlate Huset bare av en Smule Krænkelse ; jeg visste hvad som ventet mig hvis jeg gik min Vei .
134
Sult
Det forløp et Par Dager .
Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen da det var for koldt i Forstuen hvor ingen Ovn var ; jeg sov ogsaa om Natten paa Gulvet inde i Stuen . Den fremmede Sjømand bodde stadig paa mit Værelse og lot ikke til at ville flytte saa snart . Ved Middagstid kom ogsaa Værtinden ind og fortalte at han hadde betalt . hende i Forskud for en hel Maaned ; forresten skulde han ta Styrmandseksamen inden han reiste ; det var derfor han opholdt sig i Byen . Jeg stod og hørte paa dette og forstod at mit Værelse nu var tapt for mig for bestandig .
Jeg gik ut i Forstuen og såtte mig ; skulde jeg være saa heldig at faa noget skrevet saa maatte det allikevel være her , i Stilheten . Det var ikke længer min Allegori som beskjæftiget mig ; jeg hadde faat en ny Ide , en ganske fortræffelig Plan : jeg vilde forfatte et en Akts Drama , « Korsets Tegn » , Æmne fra Middelalderen . Især hadde jeg altsammen uttænkt angaaende Hovedpersonen , en herlig , fanatisk Skjøge som hadde syndet i Templet , ikke av Svakhet og ikke av Attråa , men av Hat til Himlen , syndet like ved Alterets Fot , med Alterduken under sit Hode , bare av deilig Foragt for Himlen .
Jeg blev mere og mere besat av denne Skikkelse efterhvert som Timerne gik . Hun stod tilsist lys levende for mit Blik og netop saaledes som jeg vilde ha hende frem . Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastøtende : høi , meget mager og noget mørk , og nåar hun gik vilde hendes lange ben komme til at skinne igjennem hendes Skjørter for hvert Skridt hun tok . Hun skulde ogsaa ha store , utstaaende Ører . Kortsagt , hun vilde intét bli for Øiet , knapt nok utholdelig at se paa . Hvad som interesserte mig hos hende var hendes underfulde Skamløshet , dette desperate Topmaal av overlagt Synd som hun hadde begaat . Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget ; min Hjærne var likefrem utbulnet av denne rare Misdannelse av et Menneske . Og jeg skrev i samfulde to Timer i Træk paa mit Drama .
Da jeg hadde faat istand et halvt Snes Sider , kanske tolv Sider , ofte med stort Besvær , undertiden med lange Mellemrum hvori jeg skrev forgjæves og maatte rive mine Ark istykker , var jeg blit træt , ganske stiv av Kulde og Træthet og jeg reiste mig og gik ut paa Gaten . I den siste Halvtime var jeg ogsaa blit forstyrret
Sult
135
av Barneskrik inde fra Familjens Stue , saa jeg kunde i ethvert Tilfælde ikke ha skrevet mere netop da . Jeg tok derfor en lang Tur utefter Drammensveien og blev borte til Kvælden , idet jeg stadig gik og grundet paa hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama . Inden jeg kom hjem den Dag hadde det hændt mig f ølgende :
Jeg stod utenfor en Skomakerbutik nederst i Karl Johan , næsten nede ved Jærnbanetorvet . Gud vet hvorfor jeg var stanset just utenfor denne Skomakerbutik ! Jeg saa ind gjennem Vinduet hvor jeg stod , men tænkte forresten ikke paa at jeg manglet Sko netop da ; min Tanke var langt borte , i andre Egne av Verden . En Sværm av samtalende Mennesker gik bak min Ryg og jeg hørte ingenting av det som blev sagt . Da hilser en Røst høit :
Godaften !
Det var « Jomfruen » som hilste paa mig .
Godaften ! svarte jeg fraværende . Jeg saa ogsaa paa « Jomfruen » en kort Stund inden jeg kjendte ham .
Naa , hvordan gaar det ? spurte han .
Jo , bare bra .... som sædvanlig !
Hør , si mig , sa han , De er altsaa hos Christie endda ?
Christie ?
Jeg syntes De sa engang at De var Bokholder hos Grosserer Christie ?
Aa ! Ja nei det er forbi . Det var umulig at arbeide sammen med den Mand ; det gik istaa temmelig snart av sig seiv .
Hvorfor det da ?
Aa jeg kom til at skrive feil en Dag , og saa
Falsk ?
Falsk ? Der stod « Jomfruen » og spurte likefrem om jeg hadde skrevet falsk . Han spurte endog hurtig og interesseret . Jeg saa paa ham , følte mig dypt krænket og svarte ikke .
Ja ja , Herregud , det kan hænde den bedste ! sa han for at trøste mig . Han trodde fremdeles at jeg hadde skrevet falsk .
Hvad er det som ja ja Herregud kan hænde den bedste ? spurte jeg . At skrive falsk ? Hør min gode Mand , tror de virkelig der De staar at jeg kunde ha begaat en slik Nederdrægtighet ? Jeg ?
Men kjære , jeg syntes saa tydelig De sa
136
Sult
*
*
Jeg kastet paa Hodet , vendte mig bort fra « Jomfruen » og saa nedefter Gaten . Mit Øie faldt paa en rød Kjole som nærmet sig os , en Kvinde ved Siden av en Mand . Hadde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med « Jomfruen » , var jeg ikke blit støtt av hans grove Mistanke og hadde jeg ikke gjort just dette Kast med Hodet og vendt mig fornærmet bort , saa vilde denne røde Kjole kanske ha passeret mig uten at jeg hadde lagt Mærke til den . Og hvad vedkom den mig i Granden ? Hvad an gik den mig seiv om det var Hof f røken Nagels Kjole ?
« Jomfruen » stod og talte og søkte at gjøre sin Feiltakelse god igjen ; jeg hørte siet ikke paa ham , jeg stod hele Tiden og stirret paa denne røde Kjole som nærmet sig opover Gaten . Og en Bevægelse løp mig gjennem Brystet , et glidende , fint Stik ; jeg hvisket i min Tanke , hvisket uten at røre Munden :
Ylajali !
Nu vendte ogsaa « Jomfruen » sig om , opdaget de to , Dåmen og Herren , hilste paa dem og fulgte dem med Øinene . Jeg hilste ikke , eller kanske hilste jeg . Den røde Kjole gled opover Karl Johan og forsvandt .
Hvem var det som fulgte hende ? spurte « Jomfruen » .
« Hertugen » , saa De ikke det ? « Hertugen » kaldet . Kjendte De Dåmen ?
Ja saavidt . Kjendte ikke De hende ?
Nei , svarte jeg .
Jeg syntes De hilste saa dypt ?
Gjorde jeg det ?
He , gjorde De kanske ikke det ? sa « Jomfruen » . Det var da be synderlig ! Det var ogsaa bare Dem hun saa paa hele Tiden .
Hvor kjen der De hende fra ? spurte jeg .
Han kjendte hende egentlig ikke . Det skrev sig fra en Kvæld i Høst . Det var sent , de hadde været tre glade Sjæle sammen , kom just fra Grand , traf dette Menneske gaaende alene ved Cammermeyer og hadde talt til hende . Hun hadde først svaret awisende ; men den ene av de glade Sjæle , en Mand som skydde hverken lid eller Vand , hadde bedt hende like op i hendes Ansigt om at maatte følge hende hjem . Han skulde ved Gud ikke kramme et Håar paa hendes Hode som skrevet staar , bare følge hende til Porten for at overbevise sig om at hun kom sikkert hjem , ellers vilde ikke han
Sult
137
faa Ro hele Natten . Han talte ustanselig mens de gik , fandt paa den ene Ting efter den anden , kaldte sig Waldemar Atterdag og utgav sig for Fotograf . Tilsist hadde hun maattet le av denne glade Sjæl som ikke hadde latt sig forbløffe av hendes Kulde og det endte med at han fulgte hende .
Naa ja hvad blev det saa til ? spurte jeg og holdt Pusten saalænge .
Blev til ? Aa kom ikke der ! Det er en Dame .
Vi tidde begge et Øieblik , baade « Jomfruen » og jeg .
Nei Fan , var det « Hertugen » ! Ser han slik ut ! sa han derpaa tankefuldt . Men nåar hun er sammen med den Mand saa vil jeg ikke svare for hende .
Jeg tidde f rem deles . Ja naturligvis vilde « Hertugen » trække av med hende ! Godt og vel ! Hvad kom det mig ved ? Jeg gav hende en god Dag med samt hendes Yndigheter , en god Dag gav jeg hende ! Og jeg forsøkte at trøste mig seiv ved at tænke de værste Tanker om hende , gjorde mig likefrem en Glæde av at rote hende rigtig ned i Sølen . Det ærgret mig bare at jeg hadde tat Hatten av for Parret , hvis jeg virkelig hadde gjort det . Hvorfor skulde jeg ta Hatten av for saadanne Mennesker ? Jeg brydde mig ikke længer om hende , aldeles ikke ; hun var ikke det allerringeste vakker mere , hun hadde tapt sig , fy Fan , hvor hun var falmet ! Det kunde jo gjærne være at det bare var mig hun hadde set paa ; det forundret mig ikke ; det var kanske Angeren som begyndte at slaa hende . Men derfor behøvet ikke jeg at falde til Fote og hilse som en Nar , specielt nåar hun altsaa var blit saa betænkelig falmet paa det siste . « Hertugen » kunde gjærne beholde hende , velbekomme ! Det kunde komme en Dag da jeg fik i Sinde at gaa hende stolt forbi uten at se til den Kant hvor hun befandt sig . Det kunde hænde at jeg tillot mig at gjøre dette seiv om hun saa stivt paa mig og atpaa Kjøpet gik i blodrød Kjole . Det kunde godt hænde ! Hehe , det vilde bli en Triumf ! Kjendte jeg mig seiv ret saa var jeg istand til at gjøre mit Drama færdig i Løpet av Natten og inden otte Dager skulde jeg da ha bøiet Frøkenen i Knæ . Med samt hendes Yndigheter , hehe , med samt alle hendes Yndigheter ....
Farvel ! sa jeg kort .
Men « Jomfruen » holdt mig tilbake . Han spurte :
Men hvad bestiller De da nu om Dagen ?
Bestiller ? Jeg skriver naturligvis . Hvad andet skulde jeg be-
138
Sult
\
stille ? Det er jo det jeg lever av . For Øieblikket arbeider jeg paa et stort Drama , « Korsets Tegn » , Æmne fra Middelalderen .
Død og Pine ! sa « Jomfruen » oprigtig . Ja faar De det til saa
Har ingen store Bekymringer desangaaende ! svarte jeg ! Om en otte Dages Tid tænker jeg at dere skal ha hørt fra mig nogen
hver .
Dermed saa gik jeg .
Da jeg kom hjem henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en Lampe . Det var mig meget om at gjøre at faa denne Lampe ; jeg vilde ikke gaa tilsengs mat , mit Drama raset inde i mit Hode og jeg haapet saa sikkert at kunne skrive et godt Stykke til om Morgningen . Jeg fremførte min Begjæring meget ydmygt for Madamen da jeg mærket at hun gjorde en utilfreds Grimase fordi jeg atter kom ind i Stuen . Jeg hadde altsaa næsten færdig et mærkelig Drama , sa jeg ; det manglet mig bare et Par Scener og jeg slog paa at det kunde bli opført paa et eller andet Teater inden jeg seiv visste Ordet av det . Om hun nu vilde gjøre mig denne store Tjeneste saa ....
Men Madamen hadde ingen Lampe . Hun tænkte sig om , men husket siet ikke at hun hadde nogen Lampe nogen Steder . Hvis jeg vilde vente til efter Klokken tolv saa kunde jeg kanske faa Kjøkkenlampen . Hvorfor kunde jeg ikke kjøpe mig et Lys ?
Jeg tidde . Jeg hadde ikke ti Øre til et Lys og det visste hun nok . Naturligvis skulde jeg strande igjen ! Nu sat Piken nede hos os , hun sat simpelthen inde i Stuen og var siet ikke i Kjøkkenet ; Lampen der oppe var saaledes ikke engang tændt . Og jeg stod og overtænkte dette , men sa intet mere .
Pludselig sier Piken til mig :
Jeg syntes De kom ut av Slottet for litt siden ? Har De været i Middag ? Og hun lo høit av denne Spas .
Jeg såtte mig ned , tok mine Papirer frem og vilde forsøke at gjøre noget her saalænge , her hvor jeg sat . Jeg holdt Papirerne paa mine Knær og stirret uavbrutt ned i Gulvet for ikke at adspredes av noget ; men det nyttet mig ikke , ingenting nyttet mig , jeg kom ikke av Flækken . Værtindens to Smaapiker kom ind og holdt Støi med en Kat , en underlig syk Kat som næsten ingen Håar hadde ; nåar de blaaste den ind i Øinene fløt Vand ut av dem og nedover dens Næse . Værten og et Par andre Personer sat ved Bordet
Sult
139
og spilte Hundred og En . Konen alene var flittig som altid og sat og sydde paa noget . Hun saa godt at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse , men hun brydde sig ikke om mig mere ; hun hadde endog smilet da Tjenestepiken spurte om jeg hadde været i Middag . Hele Huset var blit fiendtlig mot mig ; det var som om jeg bare behøvet den Forsmædelse at maatte overlate mit Værelse til en anden for at bli behandlet ganske som en uvedkommende . Endog denne Tjenestepike , en liten brunøiet Gatetøs med Pandehaar og aldeles flatt Bryst , gjorde Nar av mig om Kvælden nåar jeg fik mine Smørogbrød . Hun spurte idelig hvor jeg pleiet at indta mine Middager eftersom hun aldrig hadde set mig gaa og stikke mine Tænder utenfor Grand . Det var klart at hun visste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøielse av at vise mig det .
Jeg f alder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at f inde en eneste Replik til mit Drama . Jeg forsøker Gang paa Gang forgjæves ; det begynder at summe underlig i mit Hode og jeg gir mig tilsist over . Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Piken sitter like foran mig og jeg ser paa hende , ser paa denne smale Ryg og et Par lave Aksler som endnu ikke var rigtig voksne engang . Hvad hadde nu hun med at kaste sig over mig ? Og om jeg var kommet ut av Slottet , hvad saa ? Kunde det skade hende ? Hun hadde i de siste Dager ledd frækt av mig nåar jeg var uheldig og snublet i Trapperne eller hang fast i en Spiker saa jeg fik en Rift i min Frak . Det var heller ikke længer siden end igaar at hun hadde samlet op mine Kladder som jeg hadde slængt fra mig i Forstuen , stjaalet disse kasserte Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen , holdt Løier med dem i alles Paahør , bare for at more sig over mig . Jeg hadde aldrig forulempet hende og kunde ikke huske at jeg nogensinde hadde bedt hende om en Tjeneste . Tværtimot , jeg gjorde seiv min Seng istand om Kvælden inde paa Stuegulvet for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed . Hun gjorde ogsaa Nar av mig fordi mit Håar faldt av . Det laa Håar og fløt i Vaskevandet om Morgningerne og det gjorde hun sig lystig over . Nu var mine Sko blit noget daarlige , især den ene som var blit overkjørt av Brødvognen , og hun drev ogsaa Spas med dem . Gud velsigne Dem og Deres Sko ! sa hun ; se paa dem , de er store som Hundehus ! Og hun hadde Ret i at mine Sko var ut-
Sult
140
traadte ; men jeg kunde altsaa ikke skaffe mig nogen andre netop for Øieblikket .
Mens jeg sitter og husker paa alt dette og forundrer mig over denne aapenlyse Ondskap hos Tjenestepiken var Smaapikerne begyndt at tirre den gamle Oldingen borte i Sengen ; de hoppet begge to omkring ham og var fuldt optat av dette Arbeide . De hadde fundet sig hver sit Halmstråa som de stak ham i Ørene med. Jeg saa paa dette en Stund og blandet mig ikke i det . Den gamle rørte ikke en Finger for at forsvare sig ; han saa bare paa sine Plageaander med rasende Øine for hver Gang de stak efter ham og rystet paa Hodet for at befri sig nåar Straaene allerede sat ham i Ørene .
Jeg blev mere og mere ophidset ved dette Syn og kunde ikke faa mine Øine bort fra det . Farn saa op fra Kortene og lo av de Smaa ; han gjorde ogsaa sine Medspillere opmærksom paa hvad som foregik . Hvorfor rørte han sig ikke , den Gamle ? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen ? Jeg tok et Skridt og nærmet mig Sengen .
Lat dem være ! Lat dem være ! Han er lam , ropte Værten .
Og av Frygt for at bli vist Døren imot Natten , simpelthen rædd for at vække Mandens Mishag ved at gripe ind i dette Optrin traadte jeg stiltiende tilbake til min gamle Plass og forholdt mig rolig . Hvorfor . skulde jeg risikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens Kjævlerier ? Ingen Narrestreker for en halvdød Oldings Skyld ! Og jeg stod og følte mig deilig haard som Flint .
De smaa Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier . Det ærgret dem at Oldingen ikke vilde holde Hodet stille og de stak ogsaa efter hans Øine og Næsebor . Han stirret paa dem med et forhærdet Blik , han sa intet og kunde ikke røre Armene . Pludselig lettet han sig med Overkroppen og spyttet den ene av Smaapikerne ind i Ansigtet ; han lettet sig atter op og spyttet ogsaa efter den andre , men traf hende ikke . Jeg stod og saa paa at Værten kastet Kortene ned paa Bordet og sprang bort til Sengen . Han var rød i Ansigtet og ropte :
Sitter du og spytter Ungerne like i Øinene , din gamle Råane !
Men Herregud han fik jo ikke Fred for dem ! ropte jeg ute av mig seiv . Men jeg stod hele Tiden og var rædd for at bli utvist og jeg ropte aldeles ikke med synderlig Kraft , jeg skalv bare over hele Legemet av Ophidselse .
f
Sult
141
Værten vendte sig om mot mig .
Nei hør paa den ! Hvad Fan skjeller det Dem ? Hold De bare Flabben paa Dem ganske igjen De og gjør som jeg sier ; det vil De ha bedst av .
Men nu lød ogsaa Madamens Røst og hele Huset blev fuldt av Skjænderi .
jeg mener Gud hjælpe mig dere er gale og besatte allesammen ! skrek hun . Vil dere være hermde saa faar dere være rolige begge to , det sier jeg dere ! He , det er ikke nok med at man skal holde Hus og Kost for Kræket , man skal ha Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne ogsaa . Men det skal jeg ikke ha mere av , har jeg tænkt ! Sh ! Hold Tryterne deres sammen , Unger , og tørk Næserne deres ogsaa , hvis ikke saa skal jeg komme og gjøre det . Jeg har aldrig set paa Maken til Mennesker ! Her kommer de ind fra Gaten uten en Øre til Lusesalve engang og begynder at holde Spræt midt paa Natters Tide og gjøre Leven med Husens Folk . Jeg vil ikke vite av det , forstaar dere , og dere kan gaa deres Vei alle som ikke hører hjemme her . Jeg vil ha Fred i min egen Leilighet , har jeg tænkt !
Jeg sa intet , jeg hikket siet ikke Munden op , men såtte mig nede ved Døren igjen og hørte paa Larmen . Alle skraalte med , endog Børnene og Tjenestepiken som vilde forklare hvordan hele Striden var begyndt . Naar jeg bare var taus saa vilde det nok drive over engang ; det vilde ganske visst ikke komme til det ytterste nåar jeg bare ikke sa et Ord . Og hvilket Ord kunde jeg ha at si ? Var det kanske ikke Vinter ute og lidde det ikke atpaa Kjøpet mot Natten ? Var det da Tid at slaa i Bordet og være Kar for sin Hat ? Bare ingen Narrestreker ! Og jeg sat stille og forlot ikke Huset skjønt jeg næsten var blit sagt op. Jeg stirret forhærdet bort paa Væggen hvor Kristus hang i Oljetryk , og tidde haardnakket til alle Værtindens Utfald .
Ja er det mig De vil bli av med , Madam , saa skal det ikke være noget iveien for mit Vedkommende , sa den ene av Kortspillerne .
Han reiste sig . Den andre Kortspilleren reiste sig ogsaa .
Nei jeg mente ikke dig . Og ikke dig heller , svarte Værtinden de to. Gjælder det paa saa skal jeg nok vise hvem jeg mener . Hvis det gjælder paa . Har jeg tænkt ! Det skal vise sig hvem det er ....
Hun talte avbrutt , gav mig disse Støt med smaa Mellemrum og
142
Sult
trak det rigtig i Langdrag for at gjøre det tydeligere for mig at det var mig hun mente . Stille ! sa jeg til mig seiv . Bare stille ! Hun hadde ikke bedt mig om at gaa , ikke uttrykkelig , ikke med rene Ord . Bare ingen Hovmodighet fra min Side , ingen utidig Stolthet ! Ørene stive ! .... Det var dog et eiendommelig grønt Håar paa den Kristus i Oljetryk . Det liknet ikke saa lite grønt Græs , eller uttrykt med utsøkt Nøiagtighet : tykt Enggræs . He , en ganske rigtig Bemærkning fra min Side , forsvarlig tykt Enggræs .... En Række av flygtige Ideforbindelser løp mig i denne Stund gjennem Hodet ; Fra det grønne Græs til et Skriftsted om at hvert Liv var som Græs som antændtes , derfrå til Dommedag nåar alt skulde brænde op , saa en liten Avstikker ned til Jordskjælvet i Lissabon , hvorpaa det foresvævet mig noget om en spansk Spyttebakke av Messing og et Penskaft av Ibenholt som jeg hadde set hos Ylajali . Ak ja alt var forgjængelig ! Ganske som Græs som antændtes ! Det gik ut paa fire Fjæler og et Liksvøp — hos Jomfru Andersen , tilhøire i Porten ....
Og alt dette kastedes om i mit Hode i dette fortvilede Øieblik da min Værtinde stod i Færd med at jage mig paa Dør .
Han hører ikke ! ropte hun . Jeg sier De skal forlate Huset , nu vet De det ! Jeg tror Gud fordømme mig at Manden er gal jeg ! Nu gaar De paa hellige Flæk , og saa ikke mere Snak om den Sak .
Jeg saa mot Døren , ikke for at gaa , aldeles ikke for at gaa ; det faldt mig ind en fræk Tanke : hvis det hadde været en Nøkkel i Døren vilde jeg ha vridd den om , stængt mig inde sammen med de andre for at slippe at gaa . Jeg hadde en aldeles hysterisk Gru for at komme ut paa Gaten igjen . Men det var ingen Nøkkel i Døren og jeg reiste mig op ; det var intet Haap mere . Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens . Jeg blev forbauset staaende . Den samme Mand som nylig hadde truet mig tar underlig nok mit Parti . Han sier :
Det gaar ikke an at jage Folk ut imot Natten , vet du . Det er Straf for det .
Jeg visste ikke om det var Straf herfor , jeg trodde det ikke , men det var kanske saa , og Konen besindet sig snart , blev rolig og talte ikke til mig mere . Hun la endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens , men jeg mottok dem ikke , bare av Taknemmelighet mot Manden mottok jeg dem ikke , idet jeg foregav at jeg hadde faat Mat ute i Byen .
Sult
143
Da jeg endelig begav mig ut i Forstuen for at gaa tilsengs kom Madamen efter mig , stanset paa Dørstokken og sa høit mens hendes store , frugtsommelige Mave struttet ut imot mig :
Men det er siste Nat De ligger her , saa De vet om det
Det blev vel kanske ogsaa en Raad til Husly imorgen hvis jeg gjorde mig rigtig Flid for det . Et eller andet Skjulested maatte jeg da finde . Foreløpig glædet jeg mig over at jeg ikke behøvet at gaa ute mat .
Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgningen . Det var endnu ikke lyst da jeg vaknet , men jeg stod allikevel op med det samme ; jeg hadde ligget i fulde Kiær for Kuldens Skyld og hadde intet mere at klæ paa mig . Da jeg hadde drukket litt Vand og i al Stilhet faat Døren aapnet gik jeg straks ut idet jeg frygtet for at træffe min Værtinde paany .
En og anden Konstabel som hadde vaket Natten ut var det eneste levende jeg saa i Gaterne ; litt efter begyndte ogsaa et Par Mænd at slukke Gaslykterne omkring . Jeg drev om uten Maal og Med , kom op i Kirkegaten og tok Veien ned til Fæstningen . Kold og endnu søvnig , mat i Knærne og Ryggen efter den lange Tur og meget suiten satté jeg mig ned paa en Bænk og døset en lang Tid . Jeg hadde i tre Uker levet utelukkende av de Smørogbrød som min Værtinde hadde git mig Morgen og Aften ; nu var det netop et Døgn siden jeg fik mit . siste Maaltid , det begyndte at gnage mig slemt paany og jeg maatte ha en Utvei ret snart . Med den Tanke sovnet jeg atter ind paa Bænken ....
Jeg vaknet av at Mennesker talte i min Nærhet og da jeg hadde summet mig litt saa jeg at det var lys Dag og at alle Folk var kommet paa Benene . Jeg reiste mig og gik bort . Solen brøt op over Aaserne , Himlen var hvit og fin , og i min Glæde over den skjønne Morgen efter de mange mørke Uker glemte jeg alle Sorger og syntes at det mangen Gang hadde været værre for mig . Jeg klappet mig paa mit Bryst og sang en liten Stubb for mig seiv . Min Røst lød saa daarlig , rigtig medtat lød den , og jeg rørte mig seiv til Taarer ved den . Denne pragtfulle Dag , den hvite , lysdrukne Himmel virket ogsaa altfor stærkt paa mig og jeg stak i at graate høit .
Hvad er det som feiler Dem ? spurte en Mand .
Jaja ! svarte jeg .
✓
Sult
144
Jeg svarte ikke , bastet bare bort , skjulende mit Ansigt for alle Mennesker .
Jeg kom ned til Bryggerne . En stor Bark med russisk Flag laa og losset Kul ; jeg læste dens Navn , « Copégoro » , paa Siden . Det adspredte mig en Tidlang at iagtta hvad som foregik ombord i dette fremmede Skib . Det maatte være næsten utlosset , det laa allerede med LX Fot nakne paa Stilken trods den Ballast det alt hadde tat ind , og nåar Kulsjauerne stampet henover Dækket med sine tunge Stø vier drønet det hult i hele Skib et.
Solen , Lyset , det salte Pust fra Havet , hele dette travle og lystige Liv stivet mig op og fik mit Blod til at banke levende . Med en Gang faldt det mig ind at jeg kanske kunde gjøre et Par Scener paa mit Drama mens jeg sat her . Og jeg tok mine Blade op av Lommen .
Jeg forsøkte at forme en Rep lik i en Munks Mund , en Replik som skulde svulme av Kraft og Intolerance ; men det lykkedes mig ikke . Saa sprang jeg over Munken og vilde utarbeide en Tale , Dommerens Tale til Tempelskjændersken , og jeg skrev en halv Side paa denne Tale , hvorpaa jeg holdt op. Det vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord . Travelheten omkring mig , Heisesangene , Gangspillenes Støi og den uavbrutte Rasling med Jærnbanekjættingerne passet saa lite til den Luft av tæt , muggen Middelalder som skulde staa som en Taake i mit Drama . Jeg pakket Papirerne sammen og reiste mig .
Nu var jeg aUikevel kommet velsignet paa Glid og jeg følte klart at jeg kunde utrette noget nu hvis alt gik godt . Bare jeg hadde et Sted at ty til ! Jeg tænkte efter det , stanset likefrem op i Gaten og tænkte efter , men visste ikke av et eneste stille Sted i hele Byen hvor jeg kunde slaa mig ned en Stund . Det blev ingen anden Utvei , jeg fik gaa tilbake til Logihuset i Vaterland . Jeg krympet mig ved det og jeg sa hele Tiden til mig seiv at det gik ikke an , men jeg gled dog fremover og nærmet mig stadig det forbudte Sted . Visst var det ynkelig , indrømmet jeg mig seiv , ja det var forsmædelig , rigtig forsmædelig var det ; men det fik ikke hjælpe . Jeg var ikke det ringeste hovmodig , jeg torde si saa stort et Ord at jeg var et av de minst kjæphøie Væsener som Dags Dato var til . Og jeg gik .
Jeg stanset ved Porten og overveiet endnu en Gang . Jo det fik gaa som det vilde , jeg maatte vaage det ! Hvad var det egentlig for
Sult
145
en Bagatel det dreiet sig om ? For det første skulde det jo vare bare i nogen Timer , for det andet skulde Gud forby at jeg nogensinde senere tok min Tilflugt til det Hus igjen . Jeg gik ind i Gaarden . Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stener paa Gaardsplassen var jeg usikker og hadde nær vendt om ved Døren . Jeg bet Tænderne sammen . Nei ingen utidig Stolthet ! I værste Fald kunde jeg undskylde mig med at jeg kom for at si Farvel , ta ordentlig Avsked og gjøre en Avtale angaaende min lille Gjæld til Huset . Jeg aapnet Døren til Forstuen .
Jeg blev staaende aldeles stille indenfor . Like foran mig , bare i to Skridts Avstand , stod Værten seiv , uten Hat og uten Frak , og kikket ind gjennem Nøkkelhullet til Familjens egen Stue . Han gjorde en tyst Bevægelse med Haanden for at faa mig til at være stille og kikket atter ind gjennem Nøkkelhullet . Han stod og 10.
Kom hit ! sa han hviskende .
Jeg nærmet mig paa Tærne .
Se her ! sa han og lo med en stille , hidsig Latter . Kik ind ! Hi li i ! Der ligger de ! Se paa Gammeln ! Kan De se Gammeln ?
Inde i Sengen , ret under Kristus i Oljetryk og like mot mig , saa jeg to Skikkelser , Værtinden og den fremmede Styrmand ; hendes Ben skinnet hvite mot den mørke Dyne . Og i Sengen ved den andre Væggen sat hendes Far , den lamme Olding , og saa paa , lutende over sine Hænder , sammenkrøpen som sædvanlig , uten at kunne røre sig ....
Jeg vendte mig om mot min Vært . Han hadde den største Møie med at avholde sig fra at le høit . Han holdt sig over Næsen .
Saa De Gammeln ? hvisket han . Aa Gud , saa De Gammeln ? Han sitter og ser paa ! Og han la sig igjen ind til Nøkkelhullet .
Jeg gik bort til Vinduet og såtte mig . Dette Syn hadde übarmhjærtigen bragt Uorden i alle mine Tanker og vendt op ned paa min rike Stemning . Naa , hvad vedkom det mig ? Naar Manden seiv fandt sig i det , ja endog hadde sin store Fornøielse av det saa var det ingen Grund for mig til at ta mig det nær . Og hvad Oldingen angik da var Oldingen en Olding . Han saa det kanske ikke engang ; kanske sat han og sov ; Gud vet om han ikke endogsaa var død . Det skulde ikke undre mig om han sat og var død . Og jeg gjorde mig ingen Samvittighet av det .
Jeg tok atter mine Papirer op og vilde vise aUe uvedkommende
10 — Hamsun I .
146
Sult
Indtryk tilbake . Jeg var stanset midt i en Sætning i Dommerens Tale : Saa byder mig Gud og Loven , saa byder mig mine vise Mænds Raad , saa byder mig og min egen Samvittighet .... Jeg saa ut av Vinduet for at tænke efter hvad hans Samvittighet skulde byde ham . En liten Støi trængte ut til mig fra Stuen indenfor . Naa , det angik ikke mig , aldeles ikke ; Oldingen var desuten død , døde kanske imorges ved fire Tiden ; det var mig altsaa inderlig knusende likegyldig med den Støi ; hvorfor Fan sat jeg da og gjorde mig mine Tanker om den ? Rolig nu !
Saa byder mig og min egen Samvittighet .... Men alt hadde forsvoret sig imot mig . Manden stod siet ikke
ganske rolig der ved Nøkkelhullet , jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og saa at han rystet ; ute paa Gaten foregik det ogsaa noget som adspredte mig . En liten Gud såt og puslet for sig seiv i Solen over paa det andre Fortauget ; han anet Fred og ingen Fare , knyttet bare endel Papirstrimler sammen og gjorde ingen Fortræd . Pludselig springer han op og bander ; han rykker baklængs ut i Gaten og faar Øie paa en Mand , en voksen Mand med rødt Skjæg , som laa utav et aapent Vindu i anden Etage og spyttet ned i hans Hode . Den Lille graat av Sinne og bandte vanmægtig op mot Vinduet og Manden lo ham ned i Ansigtet ; det gik kanske fem Minutter paa den Maaten . Jeg vendte mig bort for ikke at se Guttens Graat .
Saa byder mig og min egen Samvittighet at
Det var mig umulig at komme længer . Tilsist begyndte alt at rable for mig ; jeg syntes at endog det jeg allerede hadde skrevet var übrukelig , ja at hele Ideen var noget farlig Tøv . Man kunde siet ikke tale om Samvittighet i Middelalderen , Samvittigheten blev først opfundet av Danselærer Shakespeare , følgelig var min hele Tale urigtig . Var det altsaa intet godt i disse Blade ? Jeg løp dem igjennem paany og løste straks mine Tvil ; jeg fandt storartede Steder , rigtig lange Stykker av stor Mærkværdighet . Og det jog mig atter gjennem mit Bryst den berusende Trang til at ta fat igjen og faa mit Drama færdig . i
Jeg reiste mig og gik til Døren uten at agte paa Værtens rasende Tegn til mig om at fare stille frem . Jeg gik bestemt og fast i Sind ut av Forstuen , opover Trapperne til anden Etage og traadte ind i mit gamle Værelse . Styrmanden var der jo ikke , og hvad var det
Sult
147
)
saa iveien for at jeg kunde sitte her et Øieblik ? Jeg skulde ikke røre nogen av hans Saker , jeg skulde siet ikke bruke hans Bord engang , men slaa mig ned paa en Stol ved Døren og være glad til . Jeg folder hæftig Papirerne ut paa mine Knær .
Nu gik det i flere Minutter aldeles utmærket . Replik efter Replik opstod fuldt færdig i mit Hode og jeg skrev uavbrutt . Jeg fylder den ene Siden efter den andre , sætter avsted over Stok og Sten , klynker sagte av Henrykkelse over min gode Stemning og vet næsten ikke av mig seiv . Den eneste Lyd jeg hører i denne Stund er min egen . glade Klynking . Det faldt mig ogsaa ind en sa are heldig Ide med en Kirkeklokke som skulde smælde i at ringe paa et visst Punkt i mit Drama . Alt gik overvældende .
Saa hører jeg Skridt i Trappen . Jeg skjælver og er næsten fra mig seiv , sitter saagodtsom paa Sprang , sky , var , fuld av Angst for alle Ting og ophidset av Sult ; jeg lytter nervøst , holder Blyanten stille i Haanden og lytter , jeg kan ikke skrive et Ord mere . Døren gaar op ; Parret nede fra Stuen træder ind .
Endnu før jeg hadde faat Tid til at be om Undskyldning roper Værtinden aldeles himmelfalden :
Nei Gud trøste og hjælpe mig sitter han ikke her igjen !
Undskyld ! sa jeg , og jeg vilde sagt mere , men kom ikke længer . Værtinden slog Døren op paa vid Væg og skr ek :
Gaar De nu ikke ut saa Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet !
Jeg reiste mig ,
Jeg vilde bare si Farvel til Dem , mumlet jeg , og saa maatte jeg vente paa Dem . Jeg har ikke rørt nogen Ting , jeg sat her paa Stolen ....
Ja det gjorde ingenting , sa Styrmanden . Hvad Fan gjorde det ? Lat Manden være , han ! Da jeg var kommet ned i Trappen blev jeg med en Gang rasende paa den tykke , opsvulmede Kone som fulgte mig i Hælene for at faa mig hurtig væk og jeg stod et Øieblik stille , med Munden fuld av de værste Klængenavne som jeg vilde slynge mot hende . Men jeg betænkte mig i Tide og tidde , tidde av Taknemmelighet mot den fremmede Mand som gik bak hende og vilde kunne høre det . Værtinden fulgte stadig efter mig og skjældte ustanselig , mens samtidig mit Sinne tiltok for hvert Skridt jeg gik .
Sult
148
»
Vi kom ned i Gaarden , jeg gik rigtig langsomt , endnu overveiende om jeg skulde gi mig av med Værtinden . Jeg var i denne Stund ganske forstyrret av Raseri og jeg tænkte paa den værste Blodsutgydelse , et Tryk som kunde lægge hende død paa Stedet , et Spark i Mayen . Et Bybud gaar forbi mig i Porten , han hilser og jeg svarer ikke ; han henvender sig til Madamen bak mig og jeg hører at han spør efter mig ; men jeg vender mig ikke om .
Et Par Skridt utenfor Porten indhenter Bybudet mig , hilser paany og stanser mig . Han gir mig et Brev . Hæftig og uvillig river jeg det op , en Tikrone falder ut av Konvolutten , men intet Brev , ikke et Ord .
Jeg ser paa Manden og spør : Hvad er dette for Slags Narrestreker ? Hvem er Brevet ifrå ?
Ja det vet jeg ikke , svarer han , men det var en Dame som gav mig det .
Jeg stod stille . Bybudet gik . Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i Konvolutten , krøller det hele rigtig godt sammen , vender om og gaar bort til Værtinden som endda holder Utkik efter mig fra Porten , og kaster hende Sedlen i Ansigtet . Jeg sa ikke noget , ytret ikke en Stavelse , jeg iagttok bare at hun undersøkte det sammenkrøllede Papir inden jeg gik ....
He , det kunde man kalde at opføre sig ! Ikke si noget , ikke tiltale Pakket , men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og kaste den i Øinene paa sine Forfølgere . Det kunde man kalde at optræde med Værdighet ! Saaledes skulde de ha det , de Dyr ! ....
Da jeg var kommet paa Hjørnet av Tomtegaten og Jærnbanetorvet begyndte pludselig Gaten at svinge rundt for mine Øine , det suset tomt i mit Hode og jeg faldt ind mot en Husvæg . Jeg kunde simpelthen ikke gaa længer , kunde ikke engang rette mig op fra min skjeve Stilling ; saaledes som jeg var faldt ind mot Væggen saaledes blev jeg staaende og jeg følte at jeg begyndte at tape Besindelsen . Mit vanvittige Sinne forhøiedes bare ved dette Anfald av Utmattelse og jeg løftet Foten og stampet i Fortauget . Jeg gjorde ogsaa forskjellige andre Ting for at komme til Kræfter , bet Tænderne sammen , rynket Panden , rallet fortvilet med Øinene og det begyndte at hjælpe . Min Tanke blev klar , jeg forstod at jeg holdt paa at forgaa . Jeg såtte Hænderne frem og støtte mig
Sult
149
tilbake fra Væggen ; Gaten danset fremdeles rundt med mig . Jeg begyndte at hikste av Raseri og jeg stred av min inderste Sjæl med min Elendighet , holdt rigtig tappert Stand for ikke at falde om ; jeg agtet ikke at synke sammen , jeg vilde dø staaende . En Arbeidskjærre rullet langsomt forbi og jeg ser at det er Poteter i den Kjærre , men av Raseri , av Halsstarrighet finder jeg paa at si at det siet ikke var Poteter , det var Kaalhoder , og jeg bandte grusomt paa at det var Kaalhoder . Jeg hørte godt hvad jeg seiv sa og jeg syor bevisst Gang efter Gang paa denne Løgn bare for at ha den morsomme Tilfredsstillelse at jeg begik en stiv Mened . Jeg beruset mig i denne makeløse Synd , jeg rakte mine tre Fingrer i Veiret og svor med dirrende Læber i Faderens , Sønnens og den Helligaands Navn at det var Kaalhoder .
Tiden gik . Jeg lot mig falde ned paa et Trappetrin ved Siden av mig og tørket Sveden av min Pande og Hals , trak Veiret til mig og tvang mig til at være rolig . Solen gled ned , det lidde ut paa Eftermiddagen . Jeg begyndte igjen at gruble over min Stilling ; Suiten blev skammelig mot mig og om nogen Timer vilde det atter være Nat ; det gjaldt at finde paa en Raad mens det endda var Tid . Mine Tanker begyndte igjen at kredse om Logihuset som jeg var blit fordrevet fra ; jeg vilde aldeles ikke vende tilbake dertil , men kunde allikevel ikke la være at tænke paa det . Egentlig hadde Konen været i sin gode Ret til at kaste mig ut . Hvorledes kunde jeg vente at faa bo hos nogen nåar jeg ikke betalte for mig ? Hun hadde atpaa Kjøpet git mig Mat nu og da ; endog igaaraftes da jeg hadde opirret hende hadde hun bydd mig to Smørogbrød , av Godhet hadde hun bydd mig dem , fordi hun visste at jeg trængte til dem . Saa jeg hadde intet at beklage mig over , og jeg begyndte mens jeg sat paa Trappen at be og tigge hende i mit stille Sind om Tilgivelse for min Opførsel . Især angret jeg bitterlig at jeg hadde vist mig utaknemmelig mot henne tilsist og kastet hende et Papir i Ansigtet .... Tikronen ! Jeg plystret en Gang med Munden . Brevet som Budet bragte , hvor kom det fra ? Først nu i dette Øieblik tænkte jeg klart over dette og anet med en Gang hvordan det hele hang sammen . Jeg blev syk av Smærte og Skam , jeg hvisket Ylajali nogen Ganger med hæs Røst og rystet paa Hodet . Var det ikke mig som endog saa sent som igaar hadde bestemt mig til at gaa
150
Sult
hende stolt forbi nåar jeg traf hende og vise hende den største Likegyldighet ? Og istedet derfor hadde jeg bare vakt hendes Medlidenhet og avlokket hende en Barmhjærtighetsskilling . Nei , nei , nei , det blev aldrig Ende paa min Nedværdigelse ! Ikke engang overfor hende hadde jeg kunnet hævde en skikkelig Stilling ; jeg sank , sank paa alle Kanter hvor jeg vendte mig hen , sank tilknæs , sank tillivs , dukket mig under i Vanære og kom aldrig op igjen , aldrig ! Det var Toppunktet ! Ta ti Kroner i Almisse uten at kunne slynge dem tilbake mot den hemmelige Giver , gramse Skillinger sammen med begge Hænder hvor de blev bydd frem og beholde dem , bruke dem til Logipenger trods sin egen inderste Motbydelighet ....
Kunde jeg ikke atter skaffe tilveie disse ti Kroner paa en eller anden Maate ? At gaa tilbake til Værtinden og faa Pengesedlen tilbakeleveret av hende nyttet nok ikke ; det maatte ogsaa gives en anden Raad nåar jeg tænkte mig om , nåar jeg bare anstrængte mig rigtig meget og tænkte mig om . Her var det ved Gud ikke nok at tænke bare paa almindelig Vis , jeg fik tænke saa det gik mig gjennem hele mit Menneskeværk efter en Utvei til disse ti Kroner . Og jeg såtte mig til at tænke svare .
Klokken kunde vel være omkring fire , om et Par Timer kunde jeg kanske træffe Teaterchefen hvis jeg hadde hat mit Drama færdig . Jeg tar Manuskriptet op der jeg sitter og vil med Vold og Magt faa istand de tre fire siste Scener ; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen , men kommer ingen Vei . Ikke noget Pærevæv ! sier jeg , ingen Stivnakkethet her ! Og jeg skriver løs paa mit Drama , skriver ned alt som falder mig ind båre for at bli hurtig færdig og komme avsted . Jeg vilde indbilde mig seiv at jeg hadde et nyt stort Øieblik , , jeg løi mig fuld , bedrog mig aapenlyst og skrev væk som om jeg ikke behøvet at søke efter Ordene . Det er godt ! det er virkelig et Fund ! hvisket jeg alt imellem ; skriv det bare ned !
Tilslut begynder imidlertid mine siste Repliker at bli mig mistænkelige ; de stak saa stærkt av mot Replikerne i de første Scener , desuten hadde det siet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord . Jeg knækker min Blyant mellem mine Tænder , springer op , river mit Manuskript istykker , river hvert Blad istykker , kaster min Hat paa Gaten og tramper paa den . Jeg er fortapt ! hvisker
Sult
151
/
jeg for mig seiv ; mine Damer og Herrer , jeg er fortapt ! Og jeg sier ikke andet end disse Ord saalænge jeg staar der og tramper paa min Hat .
En Politibetjent staar nogen faa Skridt borte og iagttar mig ; han staar midt ute i Gaten og lægger ikke Mærke til noget andet end mig . ' Idet jeg slaar Hodet op møtes vore Øine ; han hadde kanske staat der i længere Tid og bare set paa mig . Jeg tar min Hat op , sætter den paa og gaar bort til Manden . Vet De hvormange Klokken er ? spør jeg . Han venter en Stund inden han haler sit Ur frem og tar ikke sine Øine bort fra mig imens .
Vel fire , svarer han . Akkurat ! sier jeg ; vel fire , fuldkommen rigtig ! De kan Deres Ting , hører jeg , og jeg skal tænke paa Dem . • Dermed forlot jeg ham . Han blev til det ytterste forbauset over mig , stod og saa efter mig med aapen Mund og holdt endnu Uret i Haanden . Da jeg var kommet utenfor Royal vendte jeg mig om og saa tilbake : endda stod han i samme Stilling og fulgte mig med Øinene .
Hehe , saaledes skulde man behandle Dyrene ! Med den mest utvalgte Uforskammethet ! Det imponerte Dyrene , såtte Skræk i Dyrene Jeg var særdeles tilfreds med mig seiv og gav mig atter til at synge en Stubb . Anspændt av Ophidselse , uten at føle nogen Smærte mere , uten endog at kjende noget Übehag av nogen Sort , gik jeg let som en Fjær bortover hele Torvet , dreiet op ved Basarerne og slog mig ned paa en Bænk ved Vor Frelsers . Kunde det ikke ogsaa være temmelig likegyldig enten jeg sendte en Tikrone tilbake eller ei ! Naar jeg hadde faat den saa var den min , og det var visselig ikke Nød der den kom fra . Jeg maatte jo dog ta imot den nåar den uttrykkelig blev sendt til mig ; det var ingen Mening i at la Bybudet beholde den . Heller ikke gik det an at sende tilbake en helt anden Tikrone end den jeg hadde faat . Saa det var intet at gjøre ved det .
Jeg forsøkte at se paa Færdselen omkring paa Torvet foran mig og sysselsætte min Tanke med likegyldige Ting ; men det lykkedes mig ikke og jeg beskjæftiget mig stadig med Tikronen . Tilsist knyttet jeg Hænderne og blev sint . Det vilde saare hende , sa jeg , hvis jeg sendte den tilbake ; hvorfor skulde jeg da gjøre det ? Be-
152
Sult
standig skulde jeg gaa og holde mig for god til alt mulig , ryste hovent paa Hodet og si Nei Tak . Nu saa jeg hvad det førte til ; jeg stod atter paa bar Gate . Seiv nåar jeg hadde den bedste Leilighet til det beholdt jeg ikke mit gode , varme Logi ; jeg blev stolt , sprang op ved det første Ord og var Kar for min Hat , betalte Tikroner tilhøire og tilvenstre og gik min Vei .... Jeg gik skarpt i Rette med mig seiv fordi jeg hadde forlatt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighet .
Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen ! Jeg hadde ikke bedt om den Tikrone og jeg hadde næsten ikke hat den mellem Hænderne engang , men git den bort straks , betalt den ut til vild fremmede Mennesker som jeg aldrig vilde faa se igjen . Den Slags Mand var jeg , betalte altid til siste Hvit nåar det gjaldt noget . Kjendte jeg Ylajali ret saa angret hun heller ikke paa at hun hadde sendt mig de Penger , hvad sat jeg da og huserte for ? Det var likefrem det mindste hun kunde gjøre at sende mig en Tikrone nu og da . Den stakkars Pike var jo forelsket i mig , he , kanske dødelig forelsket i mig endogsaa .... Og jeg sat og blæret mig dygtig for mig seiv ved denne Tanke . Det var ingen Tvil om at hun var forelsket i mig , den stakkars Pike ! ....
Klokken blev fem . Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte paany at føle den tomme Susen i mit Hode . Jeg stirret ret frem , holdt Øinene stive og saa ut for mig bortimot Elefantapoteket . Suiten raset rigtig stærkt i mig da og jeg led meget . Mens jeg sitter saaledes og ser ind i Luften klarner det sig litt efter litt for mit stive Blik en Skikkelse som jeg tilslut ser aldeles tydelig og gjenkjender : det er Kakekonen ved Elefantapoteket .
Jeg rykker til , retter mig op paa Bænken og begynder at tænke mig om . Jo det hadde sin Rigtighet , det var den samme Kone foran det samme Bord paa det samme Sted ! Jeg plystrer et Par Ganger og knipser i Fingrene , reiser mig op fra Bænken og begynder at gaa bortimot Apoteket . Beke noget Nonsens ! Jeg gav Fan enten det var Syndens Penger eller gode norske Høkerpenger av Sølv fra Kongsberg ! Jeg vilde ikke være latterlig , man kunde dø av formeget Hovmod ....
Jeg gaar frem til Hjørnet , tar Sigte paa Konen og stiller mig op foran hende . Jeg smiler , nikker kjendt og indretter mine Ord som om det var en Selvfølge at jeg vilde komme tilbake engang .
Sult
153
Goddag ! sier jeg . De kjender mig kanske ikke igjen ? Nei , svarer hun langsomt og ser paa mig .
Jeg smiler endda mere som om det var bare hendes kostelige Spøk at hun ikke kjendte mig og sier :
Husker De ikke at jeg gav Dem en Del Kroner engang ? Jeg sa ikke noget ved den Leilighet saavidt jeg husker , det gjorde jeg ikke ; det pleier jeg ikke at gjøre . Naar man har med ærlige Folk at skaffe saa er det unødvendig at avtale noget og saa at si oprette Kontrakt for hver liten Ting . Hehe . Jo det var mig som leverte Dem de Penger .
Nei jasaa , var det Dem ! Ja nu kjender jeg Dem nok ogsaa nåar jeg tænker mig 0 m ....
Jeg vilde forebygge at hun skulde begynde at takke mig for Pengene og jeg sier derfor hurtig idet jeg allerede søker med mine Øine omkring paa Bordet efter Matvarer :
Ja nu kommer jeg for at faa Kakerne .
Det forstaar hun ikke .
Kakerne , gjentar jeg , nu kommer jeg for at faa dem . lalfald endel , første Forsyning . Jeg trænger ikke alt idag .
Kommer De for at faa dem ? spør hun .
Jagu kommer jeg for at faa dem , ja ! svarer jeg og ler høit som om det burde ha været indlysende for hende allerede straks at jeg kom for at faa dem . Jeg tar ogsaa nede paa Bordet en Kake , et Slags Franskbrød som jeg begynder at spise paa .
Da Konen ser dette letter hun sig op i Kjælderhullet , gjør uvilkaarlig en Bevægelse for at beskytte sine Varer og hun later mig forståa at hun ikke hadde ventet mig tilbake for at berøve hende dem .
Ddke det ? sier jeg . Jasaa ikke det ? Hun var mig virkelig en kostelig Kone ! Hadde hun nogensinde oplevet at nogen hadde git hende til Forvaring en Slump Kroner uten at vedkommende hadde krævet dem tilbake ? Nei ser De der ! Trodde hun kanske at det var stjaalne Penger siden jeg hadde slængt dem til hende paa den Maaten ? Naa , det trodde hun dog ikke ! det var endda godt , virkelig godt ! Det var om jeg saa maatte si snilt av hende at hun dog holdt mig for en ærlig Mand . Haha ! Jo hun var virkelig god ! Men hvorfor gav jeg hende da Pengene ? Konen blev forbitret og ropte høit derom .
Sult
154
*
Jeg forklarte hvorfor jeg hadde git hende Pengene , forklarte det dæmpet og ettertrykkelig : Det var min Vane at gaa frem paa den Maate fordi jeg trodde alle Mennesker saa godt . Bestandig nåar nogen bydde mig en Kontrakt , et Bevis , saa rystet jeg paa Hodet og sa Nei Tak . Det skulde Gud vite at jeg gjorde . Men Konen forstod det fremdeles ikke . Jeg grep til andre Midler , talte skarpt og frabad mig Vrøvl . Hadde det aldrig hændt at nogen anden hadde betalt hende i Forskud paa lignende Maate ? spurte jeg . Jeg mente naturligvis Folk som hadde god Raad , for Eksempel nogen av Konsulerne ? Aldrig ? Ja det kunde ikke jeg undgjælde for at det var en hende fremmed Omgangsmaate . Det var Skik og Bruk i Utlandet . Hun hadde kanske aldrig været utenfor Landets Grænser ? Nei ser De der ! Da kunde hun siet ikke tale med i denne Sak .... Og jeg tok efter flere Kaker paa Bordet . Hun knurret sint , vægret sig haardnakket for at utlevere noget av det hun hadde paa Bordet , rykket endog et Stykke Kake ut av min Haand og la det tilbake paa sin Plass . Jeg blev godt sint , slog i Bordet og truet med Politiet . Jeg skulde være naadig imot hende , sa jeg ; hvis jeg tok alt som mit var saa vilde jeg ruinere hele hendes Butik , for det var en farlig Masse Penger jeg hadde leveret hende i sin Tid . Men jeg vilde ikke ta saa meget , jeg yilde i Virkeligheten bare ha halv Valuta . Og jeg skulde atpaa Kjøpet ikke komme igjen mere . Det maatte Gud bevare mig for eftersom hun var av den Slags Mennesker . Endelig la hun frem endel Kaker til en üblu Pris , fire fem Stykker som hun takserte til det høieste hun kunde finde paa og bad mig ta dem og gaa min Vei . Jeg kjæklet fremdeles med hende , paastod at hun snytte mig for mindst en Krone av Pengene og desuten utsuget mig ved sine blodige Priser . Vet De at det er Straf for slike Kjæltringstreker ? sa jeg . Gud bevare Dem , De kunde komme paa Slaveriet for Levetiden , gamle Asen ! Hun slængte endda en Kake frem til mig og bad mig næsten tænder-
skjærende om at gaa . Og jeg forlot hende . He , Make til uefterrettelig Kakekone skulde man aldrig ha set . Hele Tiden mens jeg gik bortover Torvet og aat paa mine Kaker talte jeg høit om Konen og hendes Uforskammethet , gjentok for
Sult
155
mig seiv hvad vi begge hadde sagt til hverandre og syntes at jeg hadde været hende langt overlegen . Jeg aat Kakerne i alle Folks Paasyn og talte om dette .
Og Kakerne forsvandt en efter en ; det forslog intet hvor meget jeg tok tillivs , jeg var like bundløst suiten . Herregud da at det ikke vilde forslaa ! Jeg var saa graadig at jeg endog nær hadde forgrepet mig paa den siste Kaken som jeg like fra Begyndelsen hadde bestemt mig til at spare til den Lille nede i Vognmandsgaten , Gutten som den rødskjæggete Mand hadde spyttet i Hodet . Jeg husket ham stadig , kunde ikke faa mig til at glemme hans Mine da han sprang op og graat og bandte . Han hadde vendt sig om mot mit Vindu da Manden spyttet ned paa ham , og han hadde likefrem set efter om ogsaa jeg skulde le derav . Gud vet om jeg nu traf ham nåar jeg kom derned ! Jeg anstrængte mig stærkt for at komme hurtig ned i Vognmandsgaten , passerte det Sted hvor jeg hadde revet mit Drama istykker og hvor endnu endel Papir laa tilbake , omgik Politibetjenten som jeg nys hadde forbauset saa ved min Opførsel , og stod tilsist ved Trappen hvor Gutten hadde sittet .
Han var der ikke . Gaten var næsten tom . Det tok til at mørkne og jeg kunde ikke bli Gutten var ; han var kanske gaat ind . Jeg la Kaken forsigtig ned , reiste den paa Kant mot Døren , banket haardt paa og sprang min Vei med det samme . Han finder den nok ! sa jeg til mig seiv ; det første han gjør nåar han kommer ut det er at finde den ! Og mine Øine blev vaate av fjoUet Glæde over at den Lille vilde finde Kaken .
Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igjen .
Nu sultet jeg ikke mere , bare den søte Mat jeg hadde nytt begyndte at volde mig ondt . I mit Hode støiet ogsaa paany de vildeste Tanker : Hvad om jeg i Hemmelighet overskar Trossen til et av disse Skibe ? Hvad om jeg pludselig gav mig til at rope Brand ? Jeg gaar længer ut paa Bryggen , finder mig en Kasse at sitte paa , folder Hænderne og føler at mit Hode blir mere og mere fortumlet . Og jeg rører mig ikke , gjør siet intet . for at holde mig oppe mere .
Jeg sitter der og stirrer paa « Copégoro » , Barken med det russiske Flag . Jeg skimter en Mand ved Rækken ; Bakbords røde Lanterne lyser ned paa hans Hode og jeg reiser mig op og taler
156
Sult
over til ham . Jeg hadde ingen Hensigt med at tale som jeg gjorde , jeg ventet heller ikke at faa Svar . Jeg sa :
Seiler De iaften , Kaptein ?
Ja om en liten Stund , svarer Manden . Han talte Svensk . Saa var han vel Finne , tænker jeg .
Hm . De skulde ikke mangle en Mand ? Jeg var i dette Øieblik like glad enten jeg fik et Avslag eUer ei , det var for mig likegyldig hvilket Svar Manden vilde gi mig . Jeg stod og ventet og saa paa ham .
Aanei , svarte han . Det skulde da være en Jungmand . En Jungmand ! Jeg gjorde et Ryk paa mig , snikte mine Briller av og stak dem i Lommen , traadte op paa Landgangen og skrævet ombord .
Jeg er ikke befaren , sa jeg , men jeg kan gjøre det De sætter mig til . Hvor gaar Turen ? Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix . Godt ! sa jeg og tvang mig ind paa Manden . Jeg er like glad hvor det bærer hen . Jeg skal gjøre mit Arbeide . Han stod en Stund og saa paa mig og tænkte sig om .
Har du ikke faret før ? spurte han . Nei . Men som jeg sier Dem , sæt mig til et Arbeide , og jeg skal gjøre det . Jeg er vant til noget av hvert . Han tænkte sig atter om . Jeg hadde allerede sat mig levende i Hodet at jeg vilde ta med og jeg begyndte at ængstes for at bli jaget iland igjen . Hvad mener De saa , Kaptein ? spurte jeg endelig . Jeg kan virkelig gjøre hvad det skal være . Hvad sier jeg ! Jeg maatte en daarlig Mand om jeg ikke gjorde mere end netop det jeg var ' sat til . Jeg kan ta to Vagter i Træk om det gjælder . Det har jeg godt av og jeg staar nok ut med det . Jaja vi kan prøve det , sa han og smilte litt over mine siste Ord . Gaar det ikke saa kan vi jo skilles i England . Naturligvis ! svarte jeg i min Glæde . Og jeg gjentok at vi kunde skilles i England hvis det ikke gik . Saa såtte han mig til Arbeide Ute i Fjorden rettet jeg mig op engang , vaat av Feber og Mathet , saa ind mot Land og sa Farvel for denne Gang til Byen , til Kristiania hvor Vinduerne lyste saa blankt fra alle Hjem .
MYSTERIER
N
v v
' V
___ , I
*
*
\
>
I
I
If jor midt paa Sommeren blev en liten norsk Kystby Skueplassen for nogen høist usædvanlige Begivenheter . Det dukket op en Fremmed i Byen , en viss Nagel , en mærkelig og eiendommelig Charlatan som gjorde en Masse paafaldende Ting og som forsvandt igjen like saa pludselig som han var kommet . Denne Mand fik endog Besøk av en ung og hemmelighetsfuld Dame som kom i Gud vet hvilket Ærend og ikke torde være paa Stedet mere end i et Par Timer før hun reiste sin Vei . Men alt dette er ikke Begyndelsen Begyndelsen er den at da Dampskibet la til Kaien ved Sekstiden om Kvælden viste det sig paa Dækket to tre Reisende hvoriblandt en Mand i en avstikkende gul Dragt og med en vid Fløiels Lue . Dette var om Kvælden den 12 te Juni ; for det flagedes den Dag paa mange Steder i Byen i Anledning av Frøken KieUands Forlovelse som just blev bekjendtgjort den 12 te Juni . Budet fra Central Hotel steg straks ombord og Manden i den gule Klædning overgav ham da sit Tøi ; han leverte ogsaa med det samme sin Billet til en av Styrmændene ; men derpaa gav han sig til at drive op og ned over Dækket uten at gaa iland . Han lot til at være i stærk Bevægelse . Da Dampskibet ringte for tredje Gang hadde han ikke engang betalt sin Regning til Restauratøren .
Mens han saa var i Færd hermed stanset han pludselig og saa at Skibet allerede la ifrå . Han studset et Øieblik , saa vinket han op mot Land til Hotelbudet og sa til ham over Rækken : Godt , bring mit Tøi op og hold et Værelse istand allikevel . Dermed tok Skibet ham med sig videre utefter Fjorden .
Denne Mand var Johan Nilsen Nagel .
Hotelbudet trak hans Tøi med sig paa en Kjærre : det var ikke mere en to smaa Kufferter og en Pels , — en Pels ogsaa skjønt det var midt paa Sommeren , — desuten en Haandkuffert og en Violinkasse . Altsammen var uten Mærke .
160
Mysterier
Dagen efter i Middagstiden kom Johan Nagel kjørende til Hotellet , kjørende Landeveien med to Hester . Han kunde like saa godt , ja langt lettere være kommet Sjøveien , og allikevel kom han kjørende . Han hadde noget mere Tøi med : paa Forsætet stod igjen en Kuffert og ved Siden av den laa en Reisevæske , en Frak og en Plaidrem med nogen Saker i . Plaidremmen var mærket J . N . N . med Perler .
Endnu mens han sat i Vognen spurte han Værten om sit Værelse , og da han blev vist op i anden Etage gav han sig til at undersøke Væggene , hvor tykke de var og om det kunde høres noget fra Sideværelserne . Saa spurte han pludselig Piken :
Hvad heter De ?
Sara .
Sara . Og med det samme : Kan jeg faa noget at spise ? Jasaa , De heter Sara ? Hør , sa han paany , har her været Apotek i denne Gaard engang ?
Sara svarte forundret :
Ja . Men det er flere Aar siden .
Jasaa , flere Aar ? Jo , det slog mig med ett da jeg kom ind i Gangen ; jeg kjendte det ikke paa Lugten , men jeg fik en Fornemmelse av det allikevel . Jaja .
Da han kom ned for at spise hikket han ikke sin Mund op til et eneste Ord under Maaltidet . Hans Medreisende fra Dampskibet Kvælden forut , de to Herrer som sat oppe ved Enden av Bordet gjorde Miner til hverandre da han kom ind , drev endog temmelig aapenlyst Spas med hans Uheld igaar uten at han lot som han hørte det . Han spiste hurtig , rystet paa Hodet av Dessert og reiste sig pludselig ved at la sig glide baklængs over Taburetten . Han tændte straks en Cigar og forsvandt nedover Gaten .
Og nu blev han borte til langt over Midnat ; han kom tilbake litt før Klokken slog tre . Hvor han hadde været ? Det viste sig senere at han var gaat tilbake til Nabobyen , gaat tilfots Tur og Retur hele den lange Vei som han seiv var kommet kjørende om Formiddagen . Han maatte ha hat et høist nødvendig Ærend . Da Sara hikket op for ham var han vaat av Sved ; han smilte dog flere Ganger til Piken og var i utmærket Humør .
Gud , for en deilig Nakke De har , Menneske ! sa han . Er her kommet nogen Post til mig mens jeg var borte ? Til Nagel altsaa ,
161
Mysterier
Johan Nagel ? Huf hele tre Telegrammer ! Aa hør , gjør mig den Tjeneste at ta med Dem det Billede der paa Væggen , vil De det ? Saa jeg slipper at ha det for mine Øine . Det blir saa kjedelig at ligge her i Sengen og se paa det hele Tiden . Napoleon den tredje hadde nemlig ikke saa grønt Skjæg . Tak skal De ha . Da Sara var gaat stanset Nagel midt paa Gulvet . Han stod aldeles stille . Han begyndte at stirre paa et enkelt Punkt paa Væggen helt fraværende , og nåar undtages at hans Hode sank mere og mere over til den ene Siden bevæget han sig ikke . Dette varte en lang Stund .
Han var under Middelshøide og hadde et brunt Ansigt med et underlig mørkt Blik og en fin , kvindeagtig Mund . Paa den ene Finger hadde han en simpel Ring av Bly eUer Jærn . Han var meget akselbred og kunde være otte og tyve eller tredive Aar , ialfald ikke mere end tredive . Hans Håar var begyndt at gråane ved Ørene .
Han vaaknet op av sine Tanker med et stærkt Rykk , saa stærkt at det kunde være paatat , ret som om han længe hadde staat og studeret paa at gjøre dette Rykk skjønt han var alene i Værelset . Saa tok han op av Bukselommen nogen Nøkler , nogen løse Smaapenger og en eller anden Slags Redningsmedalje i et sørgelig mishandlet Baand ; disse Saker la han paa Bordet ved sin Seng . Derpaa stak han sin Lommebok ind under Hodeputen og tok op av Vestelommen sit Ur og et Glas , et lite Medicinglas med Giftmærke paa . Han holdt Uret et Øieblik i Haanden før han la det bort , men Glasset stak han straks tilbake i Lommen . Nu trak han sin Ring av og vasket sig ; han strøk sit Håar tilbake med Fingrene , Speil benyttet han siet ikke .
Han var allerede gaat tilsengs da han pludselig savnet sin Ring som laa efterglemt paa Vaskevandsstolen , og som om han ikke kunde være denne usle Jærnring foruten stod han op og tok den paa igjen . Tilsist brøt han de tre Telegrammer , men hadde ikke engang læst det første igjennem før han slog op en liten kort , tyst Latter . Han laa og lo ganske alene med sig seiv ; hans Tænder var overordentlig smukke . Saa blev igjen hans Ansigt alvorlig og litt efter slængte han Telegrammerne væk med den største Likegyldighet . De lot allikevel til at angaa en stor og vigtig Sak ; det var Tale om to og seksti Tusen Kroner for en Landeiendom , ja et
11 — Hamsun I .
162
Mysterier
Tilbud om hele Summens Utbetaling i Kontanter hvis Salg kom istand straks . Det var tørre , korte Forretningstelegrammer og det var intet latterlig ved dem ; men de var uten Underskrift . Nogen Minutter efter var Nagel sovnet . De to Lys som brændte paa Bordet og som han hadde glemt at slukke oplyste hans glat barberte Ansigt og hans Bryst og kastet et stille Skin ned paa Telegrammerne som laa vidaapne paa Bordet ....
Morgningen efter sendte Johan Nagel Bud til Posthuset og fik endel Aviser , deriblandt ogsaa et Par utenlandske , men ikke noget Brev . Sin Violinkasse tok han og såtte paa en Stol midt i sit Værelse , ret som for at vise den frem ; men han aapnet den ikke og lot Instrumentet ligge urørt .
I Løpet av Formiddagen bestilte han ikke noget andet end at skrive et Par Brever og at drive læsende i en Bok op og ned over Gulvet i sit Værelse . Han kjøpte desuten et Par Hansker i en Butik og litt senere da han gik paa Torvet betalte han ti Kroner for en liten rød Hundehvalp som han straks derpaa forærte Hotelværten . Hvalpen hadde han til Latter for alle Mennesker døpt Jakobsen , og det uagtet det atpaa Kjøpet var en Tispe .
Han foretok sig saaledes ingen Ting den hele Dag . Han hadde ingen Forretninger i Byen og gjorde ingen Visit , besøkte intet av Kontorerne og kjendte ikke en Sjæl . I Hotellet forundret man sig litt over hans paafaldende Likegyldighet for omtrent alt mulig , ja endog for sine egne Ting . Saaledes laa endnu de tre Telegrammer aapne for enhver paa Bordet i hans Værelse ; han hadde ikke rørt ved dem siden om Kvælden da de kom . Han kunde ogsaa undlate at svare paa likefremme Spørsmaal . Værten hadde to Ganger forsøkt at faa ut av ham hvad han var for noget og hvorfor han var kommet til Byen , men han hadde begge Ganger slaat det bort . Endnu et eiendommelig Træk kom tilsyne hos ham i Løpet av Dagen : skjønt han siet ikke kjendte et Menneske paa Stedet og ikke hadde henvendt sig til nogen hadde han allikevel stanset foran en av Byens unge Damer ved Indgangen til Kirkegaarden , hadde stanset op og set paa hende og hilst meget dypt uten at si et Ord til Forklaring . Vedkommende Dame hadde rødmet over hele Ansigtet . Derpaa var det frække Mennesket drevet ret utover Landeveien , helt til Præstegaarden og forbi den , — noget han forresten
Mysterier
163
ogsaa gjorde de paafølgende Dager . Det maatte stadig lukkes op for ham efter at Hotellet var stængt om Kvælden , saa sent kom han hjem fra sine Vandringer .
Saa den tredje Morgen just som Nagel kom ut av sit Værelse blev han tiltalt av Værten som hilste paa ham og sa nogen elskværdige Ord . De drev ut paa Verandaen og såtte sig begge to og Værten fandt paa at gjøre ham et Spørsmaal angaaende Forsendelsen av en Kasse fersk Fisk :
Hvordan skal jeg nu sende den Kassen der , kan De si mig det ? Nagel saa paa Kassen , smilte og rystet paa Hodet . Nei det forstaar jeg mig ikke paa , svarte han . Naa ikke det . Jeg tænkte at De kanske kunde ha reist endel
og set et eller andet andre Steder , hvorledes man bærer sig ad . Aanei jeg har ikke reist stort . Pause . Nei det er kanske helst med — ja med andre Ting De har syslet . De er kanske Forretningsmand ?
Nei jeg er ikke Forretningsmand .
Ja De er ikke paa Forretninger her i Byen da ? Intet Svar . Nagel tændte en Cigar og røkte langsomt og saa ut i Luften . Værten iagttok ham fra Siden .
Vil De ikke spille litt for os engang ? Jeg ser De har Violin med , sa Værten paany .
Nagel svarte likegyldig : Aanei jeg har holdt op med det .
Litt efter reiste han sig uten videre og gik . Efter et Øieblik kom han tilbake og sa :
Hør , det faldt mig ind : De maa gi mig Regning nåar De vil . Det er jo mig det samme nåar jeg betaler . Ja Tak , svarte Værten , det haster ikke . Blir De her i længere Tid maa vi jo regne noget billigere da . Jeg vet ikke om De har tænkt at bli her i længere Tid ?
Nagel blev med ett livlig og svarte straks ; uten nogen rimelig Grund fik han endog en let Rødme i Ansigtet . Jo det kan godt hænde at jeg blir her i længere Tid , sa han . Det beror paa Omstændigheterne . Apropos , jeg har kanske ikke sagt Dem det : jeg er Agronom , Landmand , jeg kommer fra en Reise , og nu kan det være at jeg slaar mig ned her en Tid . Men kanske
Mysterier
164
jeg endog har glemt at Mit Navn er Nagel , Johan Nilsen Nagel . Dermed kom han og trykket Værtens Haand rigtig hjærtelig og bad om Undskyldning fordi han ikke tidligere hadde præsenteret sig . Det var ikke Spor av Ironi at se i hans Miner . Jeg kom til at tænke paa at vi kanske kunde skaffe Dem et bedre og roligere Værelse , sa Værten . De bor like ved Trappen nu og det er ikke altid behagelig . Nei Tak , det behøves ikke , Værelset er utmærket , jeg er vel tilfreds med det . Jeg kan desuten fra mine Vinduer se hele Torvet og det er jo morsomt .
Om litt sa Værten videre :
Ja De tar Dem altsaa fri en Tid nu da ? De vil bli her ialfald en Stund utover Sommeren ?
Nagel svarte : I to tre Maaneder , kanske længer ogsaa , jeg vet ikke saa nøie . Det kommer alt an paa Omstændigheterne . Jeg vil se Tiden an . En Mand gik i dette Øieblik forbi og hilste i det samme til Værten . Det var en uanselig Mand , liten av Vækst og ytterst fattig klædt ; hans Gang var saa besværlig at den var paafaldende og allikevel kom han noksaa hurtig avsted . Skjønt han hilste meget dypt tok ikke Værten til Hatten ; Nagel derimot tok sin Fløiels
Lue helt av .
Værten saa paa ham og sa : Det er en Mand vi kalder Minutten . Han er litt tusset , men det
er Synd i ham , han er en eiegod Fyr . Dette var alt som blev sagt om Minutten . Jeg læste , sier pludselig Nagel , jeg læste for nogen Dager siden i Aviserne om en Mand som var fundet død her b6rte i Skogen et Sted , hvad var det egentlig for en Mand ? En Karlsen , tror jeg ? Var han herfrå ?
Ja , svarer Værten , han var Søn av en Iglekone her ; De kan se hendes Hus herfrå , det røde Tak derate . Han var bare hjemme nu i Ferien og saa endte han like saa godt sine Dager med det samme . Men det var stor Synd , han var en begavet Gut og skulde snart bli Præst . Aaja det er ikke saa godt at vite hvad man skal si om det ; men det er litt mistænkelig ja ; for nåar begge Pulsaarene var overskaaret saa kunde det vel vanskelig være et Ulykkestilfælde da . Nu har man fundet Kniven ogsaa , en liten Pennekniv
Mysterier
165
med hvitt Skaft ; Politiet fandt den sent igaaraftes . Det var formodentlig en Kjærlighetshistorie med i Spillet .
Jasaa . Men er det da virkelig nogen Tvil om at han har dræpt sig seiv ?
Man haaper det bedste , det vil si det er ogsaa dem som tror at han kan ha gaat med Kniven i Haanden og saa snublet saa forkjert at han har skadet sig paa to Steder med en Gang . Haha , jeg synes det er lite rimelig , meget lite rimelig . Men han faar ganske bestemt indviet Jord . Nei han har nok ikke snublet desværre !
De sier at man fandt Kniven først igaaraftes , laa da ikke Kniven ved Siden av ham ?
Nei den laa flere Skridt borte . Efter at han har brukt den har han slængt den væk , længer ind i Skogen ; det var ved et rent Tilfælde at man fandt den .
Saa . Men hvad Grand kunde han ha til at kaste Kniven bort nåar han allikevel laa med aapne Knivsaar ? Det var jo dog klart for alle at han maatte ha brukt en Kniv ?
Ja Gud vet hvad Mening han kan ha hat med det ; men det var nok som sagt en Kjærlighetshistorie med i Spillet . Jeg har aldrig hørt saa galt ; jo mere jeg tænker paa det des værre synes jeg det er .
Hvorfor tror De at det var en Kjærlighetshistorie med i Spillet ?
Av forskjellige Grunde . Det er forresten ikke saa godt at si noget om det .
Men kunde han ikke ha faldt av sig seiv , ufrivillig ? Han laa jo saa stygt ; laa han ikke paa Mayen og med Ansigtet ned i en Vandpyt ?
Jo han hadde sølet sig græsselig til . Men det betyr ikke noget , han kan ha hat en Mening med det ogsaa . Han kan kanske ha villet skjule Dødssmærterne i sit Ansigt paa den Maaten . Ingen vet det .
Efterlot han sig noget skriftlig paa sig ?
Han skal ha gaat og skrevet paa et Stykke Papir ; han pleiet forresten saa ofte at gaa efter Veiene og skrive paa noget . Nu tænker man sig at han har brukt Kniven til at skjærpe Blyanten med eller slikt noget og saa skal han være rallet overende og ha stukket Hui først paa det ene Haandledd just paa Pulsaaren , der-
166
Mysterier
næst paa det andre Haandledd just paa Pulsaaren , alt i samme Fald . Hahaha . Men han efterlot sig ganske rigtig noget skriftlig , han holdt et lite Papir i Haanden og paa det Papir stod de Ord : Gid dit Staal var saa skarpt som dit siste Nei !
For noget Vaas . Var Kniven sløv ? Ja den var sløv .
Kunde han ikke ha brynet den først ? Det var ikke hans Kniv .
Hvis Kniv var det da ?
Værten betænker sig litt , men sier saa Det var Frøken Kiellands Kniv .
Var det Frøken Kiellands Kniv ? spør Nagel . Og litt efter spør han videre : Naa , og hvem er Frøken Kielland ?
Dagny Kielland . Hun er Datter av Præsten .
Jasaa . Det var ganske mærkelig . Har man hørt paa Maken ! Var den unge Mand da saa forgapet i hende ?
Ja han var vel det . Forresten er allesammen forgapet i hende saa han var ikke alene om det .
Nagel faldt i Tanker og sa intet mere . Saa bryter Værten Tausheten og ytrer :
Ja dette jeg nu har fortalt Dem er en Hemmelighet og jeg ber Dem om at ....
Naa saa , svarer Nagel . Ja De kan være aldeles rolig
Da Nagel litt efter gik ned til Frokost stod Værten allerede i Kjøkkenet og fortalte at han endelig hadde hat en ordentlig Passiar med den gule Mand paa Numer 7. Han er Agronom , sa Værten , og han kommer fra Utlandet . Han sier at han vil være her i flere Maaneder , Gud vet hvad han er for en Mand .
II
Om Kvælden den samme Dag hændte det at Nagel med ett kom til at træffe sammen med Minutten . Det blev til en kjedelig og endeløs Samtale dem imellem , en Samtale som varte godt og vel tre Timer .
Det hele gik saaledes til fra først til sist :
Johan Nagel sat inde i Hotellets Kafé og holdt en Avis i Haanden da Minutten kom ind . Det sat ogsaa nogen flere Mennesker
Mysterier
167
omkring Bordene , deriblandt en tyk Bondekone med et sort og rødt Strikketørklæ over Akslerne . Minutten lot til at være kjendt av alle ; han hilste høflig til høire og venstre da han kom ind , men blev mottat med høie Rop og Latter . Seiv Bondekonen reiste sig og vilde danse med ham .
Ikke idag , ikke idag , sier han undvikende til Konen , og dermed gaar han like bort til Værten og henvender sig til ham med Luen i Haanden :
Jeg har baaret Kullene op i Kjøkkenet og saa er det vel ikke mere idag ?
Nei , svarer Værten , hvad mere skulde det være ?
Nei , sier Minutten ogsaa og træder spakfærdig tilbake
Han var ganske ualmindelig styg . Han hadde rolige , blåa Øine , men utstaaende , uhyggelige Fortænder og en ytterst forvreden Gang fordi han hadde en Legemsfeil . Hans Håar var temmelig graat ; Skjægget derimot var mørkere , men saa tyndt at Ansigtet overalt skinnet igjennem . Denne Mand hadde engang været Sjømand , men levet nu hos en Slægtning som hadde en liten Kulhandel nede ved Bryggerne . Han saa sjælden eller aldrig op fra Gulvet nåar han talte med nogen .
Man ropte paa ham borte ved et av Bordene , en Herre i gråa Sommerklær vinker ivrig til ham og viser ham en Ølflaske .
Kom og faa et Glas Brystmælk . Desuten vil jeg se hvorledes det klær Dem at være uten Skjæg , sier han .
Ærbødig , med Luen fremdeles i Haanden og med krammet Ryg nærmer Minutten sig Bordet . Da han kom forbi Nagel hilste han særskilt til ham og bevæget Læberne ganske lite . Han stiller sig op foran den gråa Herre og hvisker :
Ikke saa høit Fuldmægtig , jeg ber Dem . De ser her er Fremmede tilstede .
Men Herregud , sier Fuldmægtigen , jeg vilde bare by Dem et Glas 01 jo . Og saa kommer De her og skjælder mig ut for at tale for høit .
Nei De misforstaar mig og jeg ber om Undskyldning . Men nåar det er Fremmede tilstede vil jeg nødig til igjen med de gamle Spilopper . Jeg kan heller ikke drikke 01 , ikke nu .
Jasaa , det kan De ikke ? De kan ikke drikke 01 ?
Nei jeg takker Dem , ikke nu .
168
Mysterier
i
Jasaa , De takker mig ikke nu ? Naar takker De mig da ? Hahaha , er De Søn av en Præst ! Men læg da Mærke til hvorledes De uttrykker Dem .
Aa De misforstaar mig og det faar saa være .
Saa , saa , ikke noget Sludder . Hvad gaar av Dem ?
Fuldmægtigen trækker Minutten ned paa en Stol og Minutten sitter ogsaa et Øieblik , men reiser sig saa igjen .
Nei lat mig være , sier han , jeg taaler ikke at drikke ; i det siste taaler jeg det ogsaa mindre end før , Gud vet hvad det kommer av . Jeg blir fuld før jeg vet Ordet av og kommer i Vildrede .
Fuldmægtigen reiser sig , ser fast paa Minutten , trykker ham et Glas i Haanden og sier :
Drik .
Pause . Minutten ser op , stryker Haaret fra Panden og tier .
Naa , for at gjøre Dem til Vilje ; men bare nogen Draaper , sier han da . Men bare litt , for at ha den Ære at skaale med Dem .
Drik ut ! roper Fuldmægtigen og maa vende sig bort for ikke at briste i Latter .
Nei ikke helt ut , ikke helt ut . Hvorfor skal jeg drikke ut nåar det er mig imot ? Ja ta det ikke ilde op og rynk ikke Ansigtet av den Grund ; jeg skal heller gjøre det for denne Gang nåar De endelig vil . Jeg haaper det ikke stiger mig til Hodet . Det er latterlig , men jeg taaler saa lite . — Skaal !
Ut , ut ! skriker Fuldmægtigen paany , helt tilbunds ! Saa ja , det var rigtig . Saa , nu sætter vi os og gjør Grimaser . Først kan De skjære litt Tænder , siden klipper jeg Skjægget av Dem og gjør Dem ti Aar yngre . Men først skjærer De altsaa Tænder .
Nei det gjør jeg ikke , ikke i disse fremmede Menneskers Paasyn . De skal ikke forlange det , jeg gjør det virkelig ikke , svarer Minutten og vil gaa . Jeg har heller ikke Tid , sier han .
Heller ikke Tid ? Det var slemt . Haha , det var rigtig slemt . Dike engang Tid ?
Nei ikke nu .
Hør nu her : om jeg nu fortalte Dem at jeg alt længe har tænkt paa Dem med en anden Frak end den som De der har paa Lat mig se forresten , jo den er jo kav mælt rotten jo , se her ! Den holder ikke et Fingertryk . Og Fuldmægtigen finder et lite Hui som han borer Fingeren ind i . Den gir efter , den holder ikke det Spor , se her , nei vil De se her !
Mysterier
169
Lat mig være ! For Guds Skyld , hvad har jeg gjort Dem ? Og lat min Frak være i Fred !
Men Herregud , jeg lover Dem jo en anden Frak imorgen den Dag , jeg lover det i — lat mig se ; en to fire syv — altsaa syv Menneskers Overvær . Hvad gaar av Dem iaften ? De blaaser op og er bøs og vil trampe os allesammen under Dem . Jo det gjør De . Bare fordi jeg fingrer ved Deres Frak .
Jeg ber om Forlatelse , det var ikke min Mening at være bøs ; De vet jeg kan gjøre Dem en hvilkensomhelst Villighet , men
Naa , saa gjør mig den Villighet at sætte Dem .
Minutten stryker sit gråa Håar bort fra Panden og sætter sig . Godt , gjør mig dernæst den Villighet at skjære litt Tænder .
Nei det gjør jeg ikke .
Saa det gjør De ikke , hvad ! Ja eUer Nei !
Nei du gode Gud , hvad har jeg gjort Dem ? Kan De ikke la mig være i Fred ? Hvorfor skal netop jeg være til Nar for alle ? Den Fremmede derborte ser hit , jeg har lagt Mærke til det , han holder Øie med os og ler formodentlig han ogsaa . Saaledes er det bestandig , den første Dag De kom hit som Fuldmægtig hadde Doktor Stenersen mig fat og lærte Dem straks at drive Løier med mig og nu lærer De Herren derborte det samme . Den ene efter den andre lærer det efter Tur .
Saa , saa , Ja eller Nei ?
Nei hører De ! skriker Minutten og springer op fra Stolen . Men som om han var rædd for at ha været for hovmodig sætter han sig igjen og lægger til : Jeg kan ikke skjære Tænder heller , De skal tro mig .
Kan De ikke ? Haha , jogu De kan . De skjærer utmærket Tænder .
Gud hjælpe mig om jeg kan !
Hahaha ! Men De har jo gjort det før ?
Ja , men da var jeg fuld , jeg husker det ikke , det gik altsammen rundt for mig . Jeg var syk i to Dager efterpaa .
Rigtig , sier Fuldmægtigen , De var fuld dengang , det medgir jeg . Hvorfor sitter De forresten og plaprer ut med dette i alle disse Folks Paahør ? Det er mere end jeg vilde ha gjort .
Ved dette Tidspunkt gik Værten ut av Kafeen . Minutten tier ; Fuldmægtigen ser paa ham og sier :
Naa hvad blir det til ? Husk paa Frakken .
170
Mysterier
Jeg husker den , svarer Minutten , men jeg hverken vil eller kan drikke mere , nu vet De det .
De baade vil og kan ! Hørte De hvad jeg sa ? Vil og kan , sa jeg . Om jeg saa skal hælde det i Dem , saa Med disse Ord reiser Fuldmægtigen sig med Minuttens Glas i Haanden . Saa , gap op !
Nei ved Gud i Himlen om jeg smaker mere 01 ! roper Minutten blek av Bevægelse . Og ingen Magt paa Jorden kan faa mig til det ! Ja De faar undskylde mig , jeg blir daarlig av det , De vet ikke hvorledes jeg har det . Gjør mig ikke saa ondt , jeg ber Dem oprigtig . Jeg vil heller — heller skjære litt Tænder uten 01. Naa det er en anden Sak , se det er Fan til en helt anden Sak nåar De vil gjøre det uten 01.
Ja jeg vil heller gjøre det uten 01.
Og Minutten skjærer endelig under fuld Latter fra de Omkringsittende sine frygtelige Tænder sammen . Nagel læser tilsynelatende fremdeles i sin Avis ; han sitter ganske stille paa sin Plass ved Vinduet .
Høiere ! høiere ! roper Fuldmægtigen ; skjær høiere , ellers kan vi ikke høre det . *
Minutten sitter stiv ret op og ned paa Stolen , holder sig fast med begge Hænder som om han er rædd for at falde ned og skjærer Tænder saa hans Hode dirrer . Allesammen ler , Bondekonen ler ogsaa saa hun maa tørke sine Øine ; hun vet ikke sin levende Raad for Latter og lægger til at spytte meningsløst to Ganger bortover Gulvet av bare Henrykkelse .
Gud hjælpe mig for Dere ! hyler hun aldeles opgit . Ja den Fuldmægtigen !
Saa ! Jeg kan ikke skjære høiere , sier Minutten , jeg kan virkelig ikke , Gud er mit Vidne , De skal tro mig , nu kan jeg ikke mere .
Neinei , saa hvil Dem litt og ta fat igjen . Men Tænder skal De skjære . Siden klipper vi Skjægget av Dem . Smak nu paa Øllet ; jo De skal , se her staar det færdig .
Minutten ryster paa Hodet og tier . Fuldmægtigen tar sin Pengepung op og lægger en Femogtyveøre paa Bordet . Dermed sier han :
De pleier forresten at gjøre det for ti , men jeg misunder Dem ikke femogtyve , jeg forhøier Deres Gage » Saa !
Ja plag mig nu ikke mere , jeg gjør det ikke .
/
Mysterier
171
De gjør det ikke ? De nægter ?
Men du himmelske Gud , hold da engang op og lat mig faa Fred for Dem ! Jeg føier Dem ikke mere for den Fraks Skyld , jeg er da et Menneske . Hvad vil De mig ?
Nu skal jeg si Dem ett : Som De ser knipser jeg denne Smule Cigaraske ned i Deres Glas , ser De det ? Og jeg tar denne übetydelige Svovlstik her og denne Bagatel av en Svovlstik her og stikker disse to Svovlstikker ned i det selvsamme Glas mens De ser paa det . Saaledes ! Og nu indestaar jeg Dem for at De allikevel skal drikke Deres Glas like til Bunden . Ja det skal De .
Minutten sprang op. Han skalv synlig , hans gråa Håar var igjen faldt ned i Panden og han stirret Fuldmægtigen like ind i Ansigtet . Dette varte nogen Sekunder .
Nei det er formeget , det er formeget ! roper endog Bondekonen . Gjør det ikke ! Hahaha . Gud bevare mig for Dere !
De vil altsaa ikke ? De vægrer Dem ? spør Fuldmægtigen . Han reiser sig op han ogsaa og blir staaende .
Minutten gjorde en Anstrængelse for at tale , men kom ikke frem med et Ord . Allesammen saa paa ham .
Da reiser pludselig Nagel sig op fra sit Bord ved Vinduet , lægger Avisen ned og gaar tværsover Gulvet . Han forhaster sig ikke og gjør ingen Støi , men allikevel tiltrak han sig alles Opmærksomhet . Han stanser ved Minutten , lægger sin Haand paa hans Aksel og sier med høi , klar Røst :
Hvis De vil ta Deres Glas og slaa det i Hodet paa den Hvalp dér sa gir jeg Dem kontant en Tikrone og redder Dem fra aUe mulige Følger . Han pekte ret paa Fuldmægtigens Ansigt og gjentok . Jeg mener den Hvalp dér .
Det blev med ett aldeles stille . Minutten saa skrækslagen fra den ene til den andre og sa : Men Nei men .... ? Længer kom han ikke , men dette gjentok han Gang paa Gang med dirrende Røst og som om det var et Spørsmaal . Ingen anden sa noget . Fuldmægtigen traadte fortumlet et Skridt tilbake og fandt sin Stol ; han var blit ganske hvit i Ansigtet og sa ikke noget han heller . Hans Mund stod aapen .
Jeg gjentar , vedblev Nagel høit og langsomt , at jeg gir Dem en Tikrone for at slaa Deres Glas i den Hvalps Hode . Jeg holder Pengene her i Haanden . De skal heller ikke være rædd for Føl-
172
Mysterier
gerne . Og Nagel holdt virkelig en Tikrone frem og lot Minutten se den .
Men Minutten bar sig besynderlig ad . Han stak med en Gang av til en Krok av Kafeen , løp med sine smaa forvredne Skridt til denne Krok og såtte sig der uten at svare . Han sat med lutende Hode og skulet til alle Sider idet han flere Ganger trak Knærne op under sig som i Angst .
Nu gik Døren op og Værten kom tilbake . Han begyndte at pusle med sine egne Saker borte ved Disken og gav ikke Agt paa hvad som passerte omkring ham . Først da Fuldmægtigen pludselig sprang i Veiret og løftet begge Armene op med et rasende , næsten tyst Rop foran Nagel blev Værten opmærksom og spurte :
Hvad i Alverden .... ?
Men ingen svarte noget . Fuldmægtigen slog to Ganger vildt ut fra sig , men støtte hver Gang mot Nagels Knytnæver . Han kom ingen Vei . Hans Uheld opirret ham og han slog dumt ut i Luften som om han vilde holde sig alting fra Livet , endelig drev han seiv sidelængs bortimot Bordene , tumlet i en Taburet og faldt paa Knæ . Han pustet høit , den hele Skikkelse var ukjendelig av Raseri ; atpaa Kjøpet hadde han banket sine Armer tildøde mot disse to spidse Knytnæver som stak i Veiret overalt hvor han slog . Nu blev det almindelig Tumult i Kafeen , Bondekonen og hendes Følge flygtet mot Dørene mens de andre ropte i Munden paa hverandre og vilde lægge sig imellem . Endelig reiser Fuldmægtigen sig igjen og gaar bortimot Nagel , han stanser og skriker med Hænderne strakt ret frem , skriker i latterlig Fortvilelse over ikke at finde Ord :
Din fordømte .... Fan sværte dig , din Laps !
Nagel saa paa ham og smilte , gik bort til Bordet , tok Fuldmægtigens Hat og rakte ham den med et Bukk . Fuldmægtigen rev Hatten til sig og vilde i sit Raseri slænge den tilbake , men betænkte sig og såtte den paa Hodet med et Smæld . Derpaa vendte han sig om og gik ut av Døren . Han hadde to svære Buler i sin Hat da han gik og fik derved et komisk Utseende .
Nu trængte Værten sig frem og forlangte Forklaring . Han henvendte sig til Nagel , grep ham i Armen og sa :
Hvad er det som foregaar her ? hvad skal dette bety ?
Nagel svarte :
Aa vil De ikke la være at gripe mig i Armen ; jeg løper ikke
Mysterier
173
bort . Forresten er det ikke noget som foregaar her , jeg har fornærmet den Mand som just gik ut og han vilde forsvare sig , det er intet at si paa det , alt er i Orden .
Men Værten blev sint og trampet i Gulvet /
Ingensomhelst Kvalm ! ropte han , ingensomhelst ! Vil De holde Styr saa faar De gaa ut paa Gaten , men hermde vil jeg ikke paa nogen Maate vite av det . Jeg mener Folk blir gale !
Ja det er godt ! avbryter et Par av Gjæsterne , men vi saa det hele ! Og med Godtfolks Trang til at holde med den for Øieblikket seirende tar de übetinget Parti for Nagel . De forklarte Værten hele Sammenhængen .
Nagel seiv trak paa Akslerne og gik bort til Minutten . Uten nogen Indledning spurte han den lille graahaarete Nar :
I hvilket Forhold staar De til den Fuldmægtig eftersom han kan behandle Dem paa den Maaten ?
Snak ikke ! svarer Minutten . Jeg staar ikke i nogetsomhelst Forhold til ham , han er mig fremmed . Jeg har bare danset for ham engang paa Torvet for ti Øre . Forøvrig driver han altid Spas med mig .
De danser altsaa for Folk og tar Betaling for det ?
Ja nu og da . Men det er ikke ofte , det er bare nåar jeg trænger disse ti Øre og ikke kan opdrive dem paa anden Maate .
Hvad bruker De da Pengene til ?
Jeg kan ha mangt at brake Penger til . Jeg er for det første en dum Mand , jeg er lite begavet og det er ikke godt for mig . Da jeg var Sjømand og ernærte mig seiv gik det i alle Dele bedre ; men saa fik jeg en Skade , jeg faldt ned fra Riggen og fik Brok og siden har jeg ikke kunnet slaa mig godt igjennem . Jeg faar min Mat og desuten alt hvad jeg trænger av min Onkel , jeg bor ogsaa hos ham og har det godt , ja Overflod av alt , for min Onkel har en Kulhandel som han lever av . Men jeg bidrager ogsaa seiv med litt til mit Underhold , især nu om Sommeren nåar vi næsten ingen Kul faar solgt . Dette er saa sandt som jeg nu sitter og forklarer det . Det er de Dager da ti Øre kommer vel med , jeg kjøper altid noget for dem og bringer det hjem . Men hvad Fuldmægtigen angaar da morer det ham at se mig danse netop fordi jeg har Brok og ikke kan danse ordentlig .
Er det altsaa med Deres Onkels Vilje at De saaledes danser for Betaling paa Torvet ?
174
Mysterier
Nei nei det er det ikke , det maa De endelig ikke tro . Han sier ofte : Væk med disse Bajadspenger ! Ja han kalder det mangen Gang Bajadspenger nåar jeg kommer med mine ti Øre og skjænder paa mig fordi Folk har mig tilbedste .
Naa dette var altsaa det første . Nu det andre ? Hvadbehager ?
Nu det andre ?
Det forstaar jeg ikke .
De sa at De for det første var en dum Mand ; naa , men nu for det andre ?
Ja sa jeg det saa ber jeg om Undskyldning De er altsaa bare dum ?
Jeg ber oprigtig om Tilgivelse ! Var Deres Far Præst ?
Ja min Far var Præst . Pause .
Hør , sier Nagel , hvis De ikke har noget at forsømme med det saa lat os gaa op til mig en Stund , op paa mit Værelse , vil De det ? Røker De Tobak ? Godt ! Ja værsaagod , jeg bor Ovenpaa . Jeg er meget taknemmelig hvis De vil se op til mig .
Til stor Forundring for alle gik Nagel og Minutten op i anden Etage hvor de blev sammen hele Kvælden .
111
Minutten fandt sig en Stol og tændte en Cigar . Drikker De ingenting ? spurte Nagel .
Nei jeg drikker ikke meget , jeg forvirres av det og ser dobbelt om ganske kort Tid , svarte hans Gjæst .
Har De nogensinde drukket Champagne ? Ja det har De naturligvis ?
Ja for mange Aar siden , i mine Forældres Sølvbryllup , da dråk jeg Champagne .
Var det godt ?
Ja jeg husker at det smakte godt . Nagel ringte og fik Champagne .
Mens de nipper til Glassene og røker til sier pludselig Nagel og ser fast paa Minutten :
175
Mysterier
Si mig — ja det er bare et Spørsmaal , og det vil kanske forekomme Dem latterlig ; men kunde De for en viss Sum la Dem indskrive som Barnefar for et Barn som De ikke var Far til ? Det falder mig bare ind .
Minutten saa paa ham med vidaapne Øine og tidde .
For en mindre Sum , femti Kroner , eller la os si indtil et Par Hundrede Kroner ? spør Nagel . Det kommer ikke saa nøie an paa hvormeget .
Minutten ryster paa Hodet og tier en lang Stund Nei , svarer han saa .
Ja kunde De ikke det ? Jeg skulde i saa Fald utrede Pengene kontant .
Det hjælper ikke . Nei jeg kan ikke gjøre det , jeg kan ikke tjene Dem i det .
Hvorfor egentlig ikke ?
Be mig ikke , lat mig være . Jeg er et Menneske .
Naa , det var kanske altfor grovt ; hvorfor skulde De gjøre nogen en slik Tjeneste ? Men jeg kunde ha Lyst til at gjøre Dem et Spørsmaal til : er De villig ti 1. ... kunde De * for fem Kroner gaa rundt Byen med en Avis eller en Papirpose hæftet fast paa Deres Ryg , begynde her ved Hotellet og lægge Veien om Torvet og Bryggerne — kunde De gjøre det ? Og for fem Kroner ?
Minutten luter skamfuld med Hodet og gjentar mekanisk : fem Kroner . Ellers svarte han ikke .
Naa ja eller ti Kroner om De vil ; lat os si ti Kroner . De kunde altsaa gjøre det for ti ?
Minutten stryker Haaret fra Panden
Jeg begriper ikke at alle Folk som kommer her vet paa Forhaand at jeg er til Nar for alle , sier han .
Som De ser kan jeg overrække Dem Pengene straks , vedblir Nagel ; det beror bare paa Dem seiv .
Minutten fæster Øinene paa Sedlen , stirrer et Øieblik fortapt paa disse Penger , slikker sig om Munden efter dem og utbryter :
Ja jeg
Undskyld ! sier Nagel hurtig ; undskyld at jeg avbryter Dem , sier han igjen for at hindre den andre fra at tale . Hvad er Deres Navn ? Jeg vet ikke , jeg tror ikke De har sagt mig hvad De heter ?
Mit Navn er Grøgaard .
176
Mysterier
Grøgaard . Er De i Slægt med Eidsvoldsmanden ?
Ja , ogsaa det .
Hvad var det nu vi talte om ? Jasaa , Grøgaard ? Ja De vil naturligvis ikke tjene disse ti Kroner paa den Maaten da ?
Nei , hvisker Minutten vaklende .
Nu skal De høre , sier Nagel og taler meget langsomt .
Jeg vil med Glæde gi Dem denne Tikronen fordi De ikke vilde gjøre dette som jeg foreslog Dem . Og jeg vil desuten gi Dem endda en Tikrone hvis De vil gjøre mig den Fornøielse at motta den . Spring ikke op ; denne lille Villighet generer mig ikke , jeg har mange Penger nu , noksaa mange Penger , det vil ikke sætte mig i Forlegenhet . — Da han hadde fundet Pengene frem la Nagel til : De gjør mig en Glæde med det . Værsaagod !
Men nu sitter Minutten stum , hans Lykke stiger ham til Hodet og han begynder at kjæmpe med Graaten . Han glipper med Øinene og svælger . Nagel sier :
De kan vel være firti Aar eller saa ?
Tre og firti , jeg er over tre og firti .
Saa stik nu Pengene i Lommen . Velbekomme ! — Hvad heter den Fuldmægtig som vi talte med nede i Kafeen ?
Det vet jeg ikke , vi kalder ham bare Fuldmægtigen . Han er Fuldmægtig paa Sorenskriverkontoret .
Ja ja det er ogsaa likegyldig . Si mig
Undskyld ! — Minutten kan ikke holde sig længer , han er overvældet og vil absolut forklare sig skjønt han stammer som et Barn . Undskyld og tilgiv mig ! sier han . Og paa en lang Stund kan han ikke faa til mere .
Hvad var det De vilde si ?
Tak , oprigtig Tak av et oprigtig
Pause .
Det er vi færdig med.
Nei bi litt ! ropte Minutten . Ja undskyld , men vi er ikke færdige med det . De trodde at jeg ikke vilde gjøre det , at det var Vrangvillighet fra min Side og at jeg gjorde mig en Glæde av at stille mig paa Bakbenene ; men saasandt som det er en Gud....Kan vi saa sies at være færdige med det nåar De kanske endog fik det Indtryk at jeg saa paa Prisen og ikke vilde gjøre det for fem Kroner ? Og det var bare dette jeg vilde si .
Mysterier
177
Ja det er godt . En Mand med Deres Navn og Dannelse skal jo ikke gjøre slike Narrestreker . Jeg kom til at tænke paa .... ja De kjender naturligvis alle Byens Forhold , ikke sandt ? Jeg skal si Dem , jeg har tænkt at bo her en Tid , virkelig slaa mig til her for nogen Maaneder i Sommer , hvad mener De om det ? Er De herfrå ?
Ja jeg er født her ; min Far var Præst her og jeg har bodd her de siste tretten Aar , fra jeg blev vanfør .
Bringer De Kul omkring ?
Ja jeg bærer Kul om i Husene . Det generer mig ikke hvis det er derfor De spør . Det er gammel Vane og det skader mig ikke nåar jeg bare gaar forsigtig i Trapperne . Men ifjor Vinter faldt jeg ned og forværret mig saa jeg en lang Tid maatte bruke Stok . Gjorde De virkelig ? Hvorledes gik det til ?
Jo det var i Bankens Trappe og det var litt Is paa Trinnene . Nu stiger jeg op med en temmelig tung Sæk . Da jeg var kommet vel midtveis ser jeg høit oppe i Trappen Konsul Andresen som netop kommer ned . Jeg vil da vende om og gaa ned igjen for at Konsulen kan komme frem ; han sa ikke at jeg skulde gjøre det , men det faldt av sig seiv og jeg vilde ogsaa ha gjort det uopfordret ; men i det samme var jeg saa uheldig at glide paa Trinnet og falde . Jeg kom ned paa høire Aksel . Hvorledes er det med Dem ? sier saa Konsulen til mig , De skriker ikke , De har altsaa ikke slaat Dem ? Nei , svarer jeg , jeg var litt heldig endda ! Men det varte ikke fem Minutter før jeg besvimte to Ganger i Træk ; desuten hovnet jeg op i Underlivet paa Grund av mit gamle Tilfælde . Konsulen betænkte mig forresten rikelig bakefter skjønt han ingen Skyld hadde .
Led De ingen anden Skade ? Slog De Dem ikke i Hodet ?
Aa jo jeg slog mig litt i Hodet . Jeg spyttet ogsaa Blod en Stund .
Og Konsulen hjalp Dem i den Tid De var syk ?
Ja storartet . Han sendte mig baade den ene og den andre Ting , han glemte mig ikke nogen Dag . Men det bedste av alt var at den Dag jeg var oppe igjen og gik til Konsulen for at takke ham hadde han allerede latt Flaget heise . Han hadde uttrykkelig git Ordre til at heise Flaget bare til Ære for mig skjønt det ogsaa var Frøken Fredrikkes Fødselsdag . \
Hvem er Frøken Fredrikke ?
12 — Hamsun I .
Mysterier
178
Det er hans D atter .
Saa . Ja det var jo smukt av ham Aa hør , De vet ikke hvad man flaget for her i Byen for nogen Dager siden ? For nogen Dager siden ? Lat mig se , var det for vel en Uke siden ? Saa var det for Frøken Kiellands Forlovelse , Dagny Kiellands Forlovelse . Aa ja den ene efter den andre forlover sig og gifter sig og reiser bort . Jeg har Venner og Bekjendte snartsagt over det hele Land nu og det er ingen av dem jeg ikke vilde møte igjen . Jeg har set dem leke og gaa paa Skolen og konfirmeres og bli voksne allesammen . Dagny var bare tre og tyve Aar og hun var hele Byens Barn . Hun var ogsaa pen . Hun blev forlovet med Løitnant Hansen som i sin Tid har foræret mig denne selvsamme Lue som jeg har her . Han er ogsaa herfrå .
Har denne Frøken Kielland lyst Håar ?
Ja hun har lyst Håar . Hun er usædvanlig vakker og allesammen var glade i hende .
Jeg har nok set hende borte ved Præstegaarden . Pleier hun at gaa med en rød Parasol ?
Akkurat ! Det er heller ingen anden som har en rød Parasol her saavidt jeg vet . De har set hende hvis De har set en Dame med en tyk gul Flætte nedover Ryggen . Hun er ikke lik nogen anden her omkring . Men De har kanske ikke talt med hende endda ?
Jo kanske ogsaa talt med hende . — Og Nagel lægger tankefuldt til for sig seiv : Var dét Frøken Kielland !
Ja men ikke ordentlig , De har kanske ikke hat en længere Samtale med hende ? Det har De tilgode . Hun ler høit nåar hun finder noget morsomt og hun kan ogsaa ofte le av næsten ingen Ting , for hun er saa glad . Hvis De snakker med hende skal De se hvorledes hun lytter opmærksomt til det De sier , like til De er færdig , saa svarer hun paa det . Men nåar hun svarer blir hun gjærne rød i Kinderne . Det er saa , det stiger hende til Hodet ; jeg har lagt Mærke til det ofte nåar hun har talt med nogen , hun blir meget vakker . Med mig er det derimot en anden Sak , mig passiarer hun med nåar det træffer sig og gjør ingen Omstændigheter med det . Jeg kunde saaledes gaa til hende paa Gaten og hun vilde stanse og række mig Haanden seN om hun hadde det travelt . Hvis De ikké tror det kan De bare lægge Mærke til det engang .
Mysterier
179
Jeg tror det gjærne . De har altsaa en god Veninde i Frøken KieUand ?
Paa den Maaten naturligvis at hun idelig bærer over med mig . Paa anden Maate kan det jo ikke være . Jeg er nu og da paa Præstegaarden nåar jeg blir buden , og saavidt jeg har kunnet forståa har jeg heller ikke været uvelkommen endog nåar jeg har gaat dit übuden . Frøken Dagny laante mig ogsaa Bøker da jeg var syk , ja hun kom seiv herut med dem , bar dem hele Veien under Armen .
Hvad kunde det være for Slags Bøker ?
De mener , hvad kunde det være for Slags Bøker som jeg kunde læse og forståa ?
Dennegang misforstaar De mig . Deres Spørsmaal er skarpsindig , men De misforstaar mig . De er en interessant Mand . Jeg mente , hvad Slags Bøker er det altsaa denne unge Dame seiv holder og læser ? Det skulde fornøie mig at vite .
Jeg husker at engang bragte hun mig Garborgs « Bondestudentar » og to andre , den ene var visst Turgenjevs « Rudin » . Men ved en anden Leilighet læste hun høit for mig av Garborgs « Uforsonlige » .
Og det var hendes egne Bøker ?
Ja det var Farns . Det var Farns Navn som stod i dem .
Apropos : dengang De kom til Konsul Andresen for at takke ham som De fortæller ....
Ja jeg vilde takke ham for hans Hjælp .
Javel . Men var Flaget heist aUerede før De kom den Dag ?
Ja han hadde latt det heise for min Skyld . Han fortalte mig det seiv .
Ja ser De der . Men det skulde ikke være i Anledning av Fødselsdagen at Flaget var heist ?
Jo det var det vel . Det kan gjærne være , det er ogsaa godt . Det vilde været en Skam om ikke Flaget var heist paa Frøken Fredrikkes Fødselsdag .
Ja det har De ogsaa Ret i . . . . Fra det ene til det andre : Deres Onkel hvor gammel er han ?
Han er visst omkring sytti Aar . Nei det er kanske formeget , men han er ialfald over seksti . Han er meget gammel , men rørig for sin Alde * . Han kan til Nød læse uten Briller endnu .
Hvad heter han ?
180
Mysterier
\
Han heter Grøgaard han ogsaa . Baade han og jeg heter Grøgaard .
Har Deres Onkel et Hus for sig seiv eller leier han ?
Han leier det Rum som vi bor i , men Kulboden den eier han seiv . Det falder os ikke vanskelig at betale den Leie , hvis det er det De tænker paa . Vi betaler med Kul og stundom kan ogsaa jeg betale av litt med et eller andet Arbeide .
Deres Onkel bærer vel ikke Kul omkring ?
Nei det falder paa mig . Han maaler det op og forestaar alting og jeg bærer . Jeg kan jo bedre gaa omkring fordi jeg er stærkere .
Javel . Og saa har De altsaa en Kone til at koke for Dem .
Pause .
Undskyld , svarer Minutten , bli ikke misfornøiet ; men jeg vil gjærne gaa hvis De synes saa . De holder kanske paa mig her for at gjøre mig en Glæde skjønt De seiv ingen Fornøielse kan ha av at høre om mine Omstændigheter . Det kan ogsaa være De taler med mig av en anden Grand som jeg ikke forstaar , og i saa Fald er det godt . Men om jeg ogsaa gaar er det ingen som forulæmper mig , det maa De ikke tro . Jeg træffer egentlig ingen ildesindede Mennesker . Fuldmægtigen staar ikke og passer mig op utenfor Døren for at hævne sig , hvis det er det De frygter for . Og seiv om han stod der vilde han i ethvert Tilfælde ikke fortrædige mig , det tror jeg ikke .
Mig gjør De en Fornøielse ved at bli ; men De skal ikke føle Dem forpligtet til at fortælle mig noget fordi jeg altsaa har forstrakt Dem med et Par Kroner til Tobak . Gjør som De vil .
Jeg blir ! jeg blir ! roper Minutten , og Gud velsigne Dem ! roper han . Jeg er lykkelig over at De finder nogen Adspredelse ved mig skjønt jeg skammer mig baade over mig seiv og over at jeg sitter her i dette Antræk . Jeg kunde nok ha været noget anstændigere hvis jeg hadde hat litt Tid til Forberedelse . Det er en av Onkels gamle Frakker jeg har paa og den holder ingenting , det er ganske sandt , den taaler ikke et Fingertryk . Her har nu ogsaa Fuldmægtigen git mig en lang Rift som jeg haaper De undskylder .... Nei hvad det angaar at ha en Kone til at koke Maten da har vi ingen Kone til det . Vi koker og vasker alt for os seiv . Det falder ikke synderlig besværlig og vi gjør jo ogsaa det minst mulige av det . Naar vi saaledes koker Kaffe om Morgningen drikker vi Resten om Kvælden uten at varme den igjen , og likeens er det med Mid-
- H
Mysterier
181
dagen som vi saa at si koker en Gang for alle nåar det falder sig . Hvad qnere kan vi begjære i vor Stilling ? Og desuten har jeg Vasken paa min Part . Det kan ogsaa være et lite Tidsfordriv nåar jeg ikke har noget andet at bestille .
Nu ringer en Klokke nedenunder i Hotellet og Folk høres at vandre ned Trapperne til Aftensbordet .
Det er Matklokken , sier Minutten .
Ja svarer Nagel . Men han reiser sig ikke og viser heller ingen Tegn til Utaalmodighet , tværtimot , han sætter sig bedre tilrette og spør : De kjendte kanske ogsaa den Karlsen som man fandt død her borte i Skogen forleden ? Var det ikke en sørgelig Tildragelse ?
Jo en ytterst sørgelig Tildragelse . Jo jeg skulde mene jeg kjendte ham . Et prægtig Menneske og en ædel Karakter . Vet De hvad han sa til mig engang ? Jeg blev kaldt til ham tidlig en Søndag Morgen , det er vel et Aar siden nu , det var i Mai if jor . Han bad mig om at bringe et Brev for ham . — Ja , sa jeg , det skal jeg gjøre ; men jeg har slike upassende Sko paa idag , jeg kan ikke godt gaa til Folk i disse Sko . Hvis De sier saa vil jeg gaa hjem og laane et Par andre . — Nei det behøves ikke , svarer han , jeg kan ikke tro at det gjør noget hvis De da ikke blir vaat i de der . — Endog det tænkte han paa at jeg kanske kunde bli vaat i de Sko ! Naa , men saa stikker han mig i Smug en Krone i Haanden og leverer mig Brevet . Da jeg allerede var kommet ut paa Gangen river han Døren op igjen og kommer efter mig ; han er saa straalende over hele Ansigtet at jeg stanser og ser paa ham og hans Øine er fulde av Vand . Saa tar han om mig , han lægger sig helt ind til mig og tar mig virkelig om Livet og sier : Gaa saa med Brevet , gamle Ven ; jeg skal nok huske paa Dem senere . Naar jeg blir Præst og faar et Kald engang saa skal De komme og være hos mig hele Tiden . Ja gaa da og Lykke med Dem ! — Ja han fik jo aldrig Kald desværre ; men han vilde nok ha holdt sit Ord til mig hvis han hadde levet .
Og saa bragte De Brevet ?
Ja .
Og blev Frøken KieUand glad da hun fik det ?
Hvorledes kan De vite at det var til Frøken Kielland ?
Hvorledes jeg kan vite det ? De sa det jo netop seiv .
v
182
Mysterier
Sa jeg det seiv ? Det er ikke sandt .
Hehe , er det ikke sandt ? Tror De at jeg sitter her og lyver for Dem ?
Nei undskyld , det kan gjærne være at De har Ret ; men jeg burde ialfald ikke ha sagt det . Det skete av Vanvare . Nei sa jeg det virkelig ?
Hvorfor ikke ? Forbydde han Dem da at si det ? Nei ikke han .
Men hun ? Ja .
Ja det er godt , det skal være gjæmt hos mig . Men kan De forståa hvorfor han gik hen og døde netop nu ?
Nei det kan jeg ikke . Ulykken var altsaa ute . Vet De nåar han skal begraves ?
Imorgen Middag .
Saa blev ikke talt mere om den Ting . En Stund sa ingen av dem noget . Sara stak Hodet ind Døren og mældte at Maten var færdig . Litt efter sa Nagel :
Ja nu er altsaa Frøken Kielland forlovet . Hvorledes ser han ut hendes Kjæreste ?
Det er Løitnant Hansen , en kjæk og rigtig utmærket Mand . Ja hun kommer ikke til at lide Mangel hos ham .
Er han rik ?
Ja hans Far er meget rik . Er han Kjøpmand ?
Nei han er Skibsreder . Han bor et Par Huser herfrå . Det er forresten ikke noget stort Hus han har , men han behøver det heller ikke større , nåar Sønnen er borte er det bare de to Gamle igjen . De har ogsaa en Datter , men hun er gift i England .
Og hvormeget kan gamle Hansen eie , tror De ?
Han eier kanske en Million . Det er ingen som vet det . Pause .
Ja , sier Nagel saa , det er daarlig fordelt i denne Verden . Hvad om nu De hadde litt av de Penger , Grøgaard ?
Nei Gud velsigne Dem , hvorfor det ? Vi skal være tilfreds med det vi har .
Saa sier man. ... Nu falder det mig netop ind at spørre om noget : De kan vel ikke faa synderlig Tid til andet Arbeide nåar
183
Mysterier
De skal bære alle disse Kul omkring ? Nei det kan jeg forståa . Men jeg hørte Dem spørre Værten om han hadde noget mere at gjøre for Dem idag ?
Nei , svarer Minutten og ryster paa Hodet . Det var nede i Kafeen . De fortalte at De hadde bragt Kullene
ind i Kjøkkenet , og saa er det vel ikke noget mere idag ? spurte De . Det hadde en anden Grund . La De Mærke til det ? Nei Saken
er den at jeg haapet at faa Betalingen for Kullene med det samme , men jeg torde ikke be om det likefrem . Det er hele Sammenhængen . Vi var i Forlegenhet just nu og vi såtte vort Haap til denne Betaling .
Hvormeget kunde De trænge for at komme ut av den Forlegenhet ? spør Nagel .
Gud bevare Dem ! roper Minutten med høi Røst . Nævn det ikke oftere , vi er mere end rundelig hjulpet allerede . Det hele dreiet sig om seks Kroner og nu sitter jeg her med Deres tyve Kroner i Lommen , Gud gjengjælde Dem for det ! Men vi skyldte ganske rigtig disse seks Kroner , det var vor Kjøpmand som skulde ha dem for Poteter og nogen andre Ting . Han hadde sendt os Regning og vi tænkte meget paa det begge to hvad Raad vi skulde ha . Men nu er det ingen Nød længer , vi kan sove gladelig for den Skyld og staa op imorgen og være tilfreds igjen .
Pause .
Ja ja det er kanske bedst at vi drikker ut og skilles for iaften , sier Nagel og reiser sig . Skaal ! Nu haapér jeg at det ikke er siste Gang vi har traffet hverandre . De skal virkelig love at komme igjen , jeg bor altsaa her paa Numer 7. Tak , Tak for dennegang ! Nagel sa dette paa en ganske oprigtig Maate og rystet Minuttens Haand . Han fulgte sin Gjæst ned og gik med ham til Ytterdøren , her tok han sin Fløiels Lue helt av likesom engang før og hilste dypt .
Saa gik Minutten . Han bukket utallige Ganger mens han gik baklængs opover Gaten . Men han fik ikke et Ord frem skjønt han anstrængte sig hele Tiden for at si noget .
Da Nagel kom ind i Spisestuen gjorde han Sara en unødig høflig Undskyldning fordi han kom forsent til Aftensbordet .
184
Mysterier
«
IV
Johan Nagel vaaknet om Morgningen ved at Sara banket paa og bragte ham hans Aviser . Han saa dem flygtig igjennem og kastet dem paa Gulvet efterhvert som han blev færdig med dem . Et Telegram om at Gladstone hadde holdt Sengen i to Dager av Forkjølelse , men nu var oppe igjen læste han to Ganger igjennem og brast derpaa i Latter . Saa la han Armene bak sin Nakke og faldt ind i følgende Tankerække , alt imens han nu og da talte høit med sig seiv :
Det er farlig at gaa med en aapnet Pennekniv i en Skog . Hvor let kan man ikke snuble saa übehjælpelig at Bladet lukker sig over baade et og to Haandledd . Hvorledes gik det ikke Karlsen Det er forresten ogsaa farlig at gaa med et lite Medicinglas i Vestelommen . Man kan falde paa Veien , Glasset gaar istykker , Splinter trænger ind i Mennesket og Giften gaar i Blodet . Det er ingen Vei uten Fare . Hvad saa ? Men det er en Vei uten Fald — den som Gladstone gaar . Jeg ser Gladstones husholdningskloke Mine nåar han gaar paa en Vei : hvorledes han undgaar at træde feil , hvorledes Forsynet og han i Forening hjælpes til at skjærme ham . Nu er ogsaa hans Forkjølelse over . Gladstone vil leve til han sjøldør av Godtbefindende .
Pastor Karlsen hvorfor rotet du dit Ansigt ned i en Vandpyt ? Skal Spørsmaalet staa aapent om det var for at skjule dine Dødsgrimaser eller om det var noget Krampen tvang dig til ? Du valgte forresten din Tid som et mørkrædd Barn , en blank Dag , en Middagsstund , og du laa med et Farvel i Haanden . Lille Karlsen , lille Karlsen !
Og hvorfor søkte du Skogen med dit lille brillante Foretakende ? Kjendte du Skogen og hadde den mere at si for dig end en Aker , en Vei eller en Sjø ? I Skogen Smaagutten gik Dagen lang , la la la la . Der har vi nu for Eksempel Vardalsskogene , paa Veien op fra Gjøvik . Ligge der og døse og glemme sig væk , stirre op i Veiret , kikke Fan ivold ind i Himlen , hehe , saa man næsten faar Rede paa hvorledes det hviskes og tiskes om en seiv deroppe : Han der , sier salig Mama , nei kommer han hit saa gaar jeg min Vei , sier hun og gjør det til et Kabinetsspørsmaal . Hehe , svarer jeg og sier : Pst , lat mig ikke forstyrre , lat mig bare ikke forstyrre !
Mysterier
185
f
Og dette sier jeg saavidt høit at jeg tiltrækker mig almindelig Opmærksomhet hos et Par Hunengler , velågtet Jairi Datter og Svava Bjørnson . Hehehe .
Hvad Djævelen ligger jeg her og ler av ? Skal det være Overlegenhet ? Bare Børn burde ha Lov til at le og rigtig unge Piker , ingen anden . Latteren er et Rudiment fra Apetiden , en motbydelig og skamløs Lyd fra Vrangstrupen . Den drives ut fra et eller andet Sted i min Krop nåar man dikker mig under Haken . Hvad sa ikke Slagter Hauge til mig engang , Slagter Hauge som seiv hadde en stærk Latter og gjorde sig meget gjældende med den ? Han sa at ingen som hadde sine fulde fem ....
Nei for et nydelig Barn han hadde ! Den Dag jeg traf hende paa Gaten regnet det ; hun bar et Spand i Haanden og hadde mistet sine Penger til Dampkjøkkenet , hun gik og graat . Salig Mama , saa du fra din Himmel at jeg ikke eiet en eneste Skilling til at glæde Barnet med ? at jeg siet mig i Haaret paa Gaten og ikke eiet en Øre ? Saa kom Musiken forbi ; den smukke Diakonisse vendte sig om engang og gav mig et blankt Blik ; saa gik hun stille hjem , lutende med Hodet , formodentlig sørgende over sig seiv for det blanke Blik hun hadde git mig . Men en langskjægget Mand i bløt Filthat rykket mig i det samme i Armen , eUers var jeg blit overkjørt . Ja det vet Gud jeg var blit ....
Hys ! En .... to .... tre ; hvor den slaar langsomt ! Fire .... fem
.... seks .... syv otte ; er den allerede otte ? Ni .... ti. Klokken er aUerede ti ! Ja saa maa jeg op. Hvor slog den Klokke henne ? i Kafeen kunde det vel ikke være ? Naa det er likegyldig , likegyldig , likegyldig . Men var det ikke et ganske pussig Optrin i Kafeen igaaraftes ? Minutten skalv , jeg kom i Grevens Tid . Det hadde ganske bestemt endt med at han hadde drukket sit 01 med Cigarasken og Fyrstikkerne i . Hvad saa ? Tør man spørre dit næsevise Raaskind : hvad saa ? Hvorfor blander jeg mig i andres Affærer ? Hvorfor er jeg overhodet kommet hit til Byen ? Skete det paa Grund av en eller anden Katastrofe i Universet , for Eksempel paa Grand av Gladstones Forkjølelse ? Hehehe , Gud hjælpe dig , Barn , hvis du sier som sandt er : at du egentlig var paa Veien hjem , men at du med ett blev saa levende bevæget ved Synet av denne By — saa liten og elendig som den er — at du var nær ved at graate av en hemmelighetsfuld og fremmed Glæde da du saa alle Flagene .
186
Mysterier
Apropos : det var den 12 te Juni , det var Frøken Kiellands Forlovelse man flaget for . Og to Dager senere traf jeg hende seiv .
Hvorfor skulde jeg netop træffe hende den Kvæld da jeg var i en sønderrevet Tilstand og jeg ikke skjøttet om hvad jeg gjorde ? Naar jeg overtænker det hele saa skammer jeg mig som en Hund :
Godaften , Frøken ! Jeg er en Fremmed , tilgiv mig , jeg gaar en Tur og vet ikke hvor jeg er kommet hen .
Minutten har Ret , hun rødmer straks og nåar hun svarer rødmer hun endda mere .
Ja hvor skal De hen ? sier hun og maaler mig med Øinene .
Jeg tar min Lue i Haanden og staar barhodet og jeg finder paa at svare mens jeg stadig staar der med Luen i Haanden :
Vær saa venlig at si mig hvor langt det er ind til Byen , den nøiagtige Længde .
Det vet jeg ikke , sier hun ; ikke herfrå . Men den første Gaard De kommer til er Præstegaarden og derfrå er det en Fjerding ind til Byen . Dermed vil hun uten videre gaa .
Ja tusen Tak , sier jeg , men ligger Præstegaarden paa den andre Siden av denne Skog saa tillat mig at følge Dem hvis De skal derhen eller endda længer . Solen skinner ikke mere , lat mig bære Deres Parasol . Jeg skal ikke plage Dem , jeg skal ikke engang snakke hvis De saa synes , nåar jeg bare kan faå gaa ved Siden av Dem og høre paa Fuglenes Kvitter . Nei gaa ikke , ikke med en Gang ! Hvorfor løper De Deres Vei !
Men da hun aUikevel løp og ikke vilde høre paa mig da var det jeg sprang efter hende for at hun kunde høre min Undskyld-
ning :
Fan skal gale Deres lyse Ansigt om det ikke har gjort det stærkeste Indtryk paa mig !
Men nu rændte hun saa vildt avsted at hun var mig ute av Syne om et Par Minutter . Den svære blonde Flætte tok hun simpelthen i Haanden da hun sprang . Jeg har aldrig set Maken .
Saaledes gik det til . Jeg vilde ikke forulæmpe hende , jeg hadde ikke ondt i Sinde ; jeg kunde vædde en Smule paa at hun er glad i sin Løitnant , det faldt mig ikke i Tanker at ville trænge mig ind paa hende i saa Henseende . Men det er godt , det er altsammen godt ; hendes Løitnant vil kanske utfordre mig , hehe , han vil slaa sig sammen med Fuldmægtigen , Sorenskriverfuldmægtigen , og utfordre mig ....
■ »
Mysterier
187
Gad forresten vite om den Fuldmægtigen gir Minutten en ny Frak ? Vi kan vente en Dag , vi kan kanske vente to Dager , men har han ikke gjort det inden to Dager saa minder vi ham om det . Punktum . Nagel .
Jeg vet en fattig Kone her , hun har set saa skamfuld paa mig som om hun vilde be om noget , men har ikke vaaget det endda . Jeg er aldeles besat av hendes Øine , endda hendes Håar er hvitt , jeg har fire Ganger gaat en Omvei for at undgaa at træffe hende . Hun er ikke gammel , det er ikke av Alderdom hun er hvit ; hendes Øienhaar er forfærdelig sorte endda , gruelig sorte , saa Øinene ligger og ulmer . Hun bærer næsten altid en Kurv foran sig under Forklædet og det er vel den hun er skamfuld over . Naar hun er kommet forbi mig vender jeg mig om og ser at hun gaar ned paa Torvet og tar nogen faa Æg ut av Kurven og disse to tre Æg sælger hun saa til hvemsomhelst hvorpaa hun igjen gaar hjem med Kurven paa samme Maate under Forklædet . Hun bor i et bitte lite Hus nede ved Kaien ; Huset er paa en Etage og er ikke målet . Jeg har engang set hende gjennem Vinduet , det er ingen Gardiner for , bare nogen hvite Blomster har jeg set der , og hun stod langt inde i Stuen og stirret paa mig da jeg gik forbi . Gud vet hvad det er for et Menneske ; men hendes Hænder er ganske smaa . En Almisse kunde jeg vel gi dig , hvite Pike , men jeg vilde heUer gi , dig en Hjælp .
Jeg vet forresten godt hvorfor dine Øine besætter mig saa , jeg visste det allerede straks . Det er underlig at en Ungdomsforelskelse kan hænge saa længe i og mælde sig igjen i Ny og Næ . Men hendes velsignede Ansigt har du nu ikke og du er meget ældre end hun . Ak ja , men saa giftet hun sig allikevel med en Telegrafist og flyttet til Kabelvaag ! Naa , saa mange Hoder saa mange Sind ; jeg kunde ikke vente hendes Kjærlighet og fik den heller ikke . Det er intet at gjøre ved det .... Saa , der slaar Klokken halv elleve .... Neimen er det ei , det er intet at gjøre ved det . Men hvis du bare visste hvor inderlig jeg har husket dig i ti tolv Aar og aldrig glemt dig .... Hehe , ja men det er ogsaa min egen Feil , det kan ikke hun hjælpe for . Mens andre Folk husker i ett Aar og dermed Basta saa gaar jeg og husker i ti.
Jeg gir den hvite Æggekone en Hjælp , ja baade en Almisse og en Hjælp , for hendes Øines Skyld . Her har jeg Alverden at ta av ,
188
Mysterier
/
to og seksti Tusen Kroner for en Landeiendom , og det kontant i Haanden . Hoho , jeg behøver bare at kaste et Blik paa Bordet og finde for mine Øine tre telegrafiske Dokumenter av den største Værdi .... Ai , hvilket Puss og hvilken Strek ! Man er Agronom og Kapitalist , man sælger ikke uten videre ved det første Bud , man sover paa det og betænker sig . Det gjør man , man betænker sig . Og imidlertid er det ikke et Menneske som studser skjønt man med Hensigt gjør Pusset saa grovt og Streken saa tyk som vel mulig . Menneske , dit Navn er Æsel ! Man kan æsellede dig frem efter Næsen hvorhen man vil .
Det stikker for Eksempel en liten Flaskehals op av min Vestelomme der borte . Det er Medicin , det er Blaasyre , jeg gjemmer den for Kuriositetens Skyld og har ikke Mod til at brake den . Hvorfor bærer jeg den da og hvorfor har jeg anskaffet den ? Humbug det ogsaa , bare Humbug , moderne Dekadencehumbug , Reklame og Snobberi . Tvi .... Saa skjær og fin som Postelin , hun er min Sykdoms Melesin ....
Eller ta en saa uskyldig Ting som min Redningsmedalje . Jeg har hvad man kalder ærlig fortjent den , man fusker i noget av hvert , man redder Mennesker . Men Gud vet om det i Virkeligheten var nogen Fortjeneste av mig . Døm seiv , mine Herrer og Damer : Der staar en ung Mand ved Rellingen , han graater , hans Aksler ryster , nåar jeg taler til ham ser han paa mig med et forstyrret Ansigt og piler pludselig ned i Salonen . Jeg følger efter , Manden er aUerede gaat tilkøis . Jeg undersøker Passagerlisten , finder Mandens Navn og ser at han skal til Hamburg . Det er første Kvæld . Jeg holder fra nu av stadig Øie med ham , jeg overrasker ham paa uventede Steder og ser ham ind i Ansigtet . Hvorfor gjør jeg det ? Mine Herrer og Damer , døm seiv ! Jeg ser ham graate , han pines gruelig av noget og skuer ofte med gale og henrykte Miner ned i Dypet . Hvad vedkommer det mig ? Nei ganske visst , og derfor døm seiv , gener Dem ikke ! Et Par Dager gaar , vi har Motvind og høi Sjø . Om Natten Klokken to kommer han agterut , jeg ligger der allerede i Skjul og iagttar ham , Maanen gjør hans Ansigt gult . Hvad saa ? Han vender sig hit og dit , strækker Armene op og hopper overbord , med Benene foran . Et Skrik er han dog ikke istand til at tilbakeholde . Angret han sin Beslutning ? Blev han angst i siste Øieblik ? Hvis ikke , hvorfor skrek han da ? Mine
Mysterier
189
Herrer og Damer , hvad vilde De ha gjort i mit Sted ? Jeg overlater det fuldstændig til Dem . Kanhænde vilde De ha respektert det ærlige , skjønt litt svigtende Mot hos en Ulykkelig og ligget stille i Deres Skjul , jeg derimot brøler op til Kapteinen paa Broen og gaar overbord jeg ogsaa , og av bare Hastværk gaar jeg endog med Hodet foran . Jeg basker som en rasende Mand , jeg vasser om i alle Retninger og jeg hører at oppe paa Skibet ropes det med Tordenrøster . Saa støter jeg pludselig mot hans ene Arm , den er utstrakt og stiv , med sprikende Fingrer . Han stamper litt med Benene . Godt , jeg tar ham i Nakken , han blir tyngre og tyngre , han lægger sig paa Latsiden og stamper ikke mere ; tilsist rykker han endog i , for at komme løs . Jeg hvirvler rundt med ham , Sjøen gaar høit og slaar vore Pander sammen og det sortner for mine Øine . Hvad skulde jeg gjøre ? Jeg skjærer Tænder og bander i vilden Sky og jeg holder Fyren trofast og stædig i Nakken i hele den lange Tid indtil Baaten endelig kommer . Hvad vilde De ha gjort ? Jeg frelste ham som en raa og hensynsløs Bjørn , og hvad saa ? Ja har jeg ikke allerede overlatt til Dem seiv , mine Herrer og Damer , at dømme ? De maa aldeles ikke lægge Fingrene imeUem , hvad vedkommer det mig ? Men sæt , sier jeg , at det var Manden meget magtpaaliggende at undgaa at havne i Hamburg ? Der har vi hele Knuten ! Han skulde kanske møte nogen som han ikke vilde møte . Men Medaljen den er en Medalje for fortjenstfuld Daad og jeg bærer den i min Lomme , jeg kaster den aldeles ikke for Svin . Ogsaa dette maa De dømme , døm væk , hvad Satan angaar det mig ? Det hele angaar mig saa lite at jeg ikke engang husker den ulykkelige Mands Navn skjønt han ganske visst lever den Dag i Dag . Hvorfor gjorde han det ? Kanske av haapløs Kjærlighet , kanske var det virkelig en Kvinde med i Spillet , det vet jeg ikke ; men mig er det ogsaa likegyldig . Basta ! ....
Ja de Kvinder , de Kvinder ! Der har vi nu for Eksempel Kamma , lille danske Kamma . Gud bevare dig ! Øm som en liten Due , aldeles syk av Ømhet og dertil fuld av Hengivenhet , men allikevel istand til at lokke ut av en den siste Skilling , ja utsuge en til Nødlidenhet , bare ved at lægge sit forslagne Hode paa Siden og hviske : Simonsen , bitte Simonsen ! Naa , Gud med dig , Kamma , du var fuld av Hengivenhet , gaa saa Pokker ivold for mig , vi er kvit ....
190
Mysterier
Og nu staar jeg op
Nei man skal ta sig ivare for det Slags . Min Søn , vogt dig for Kvindegunst , sier en stor Forfatter , — eller hvad det nu er en stor Forfatter sier . Karlsen var en svak Mand , en Idealist som gik i Døden for sine store Følelser , det vil si for sine tynde Nerver „ hvad igjen vil si for Mangel paa kraftig Kost og Utearbeide ....
hehe , og Utearbeide . « Gid dit Staal var saa skarpt som dit siste Nei ! » Han spolerte hele sit jordiske Eftermæle med et Citat av en Dikter . Jeg sætter at jeg hadde truffet Karlsen i betimelig Tid , gjærne hans siste Dag , men dog en halv Time før Katastrofen , og han da hadde fortalt mig at han vilde citere nogen i sin Dødsstund , saa hadde jeg kommet til at si som saa : Se paa mig , jeg har mine fem , jeg er paa Menneskehetens Vegne interesseret i at De ikke søler til Deres siste Stund med et Citat av en eller anden stor Dikter . Vet De hvad en stor Dikter er ? Jo en stor Dikter er et Menneske som ikke skammer sig , som virkelig ikke blues . Andre Narrer har Øieblikke da de skamrødmer for sig seiv i Enrum ; men den store Dikter ikke . Se paa mig igjen : vil De citere nogen saa eiter en Geograf og utlever Dem ikke . Victor Hugo — har De Sans for det komiske ? Baron Lesdain talte en Dag med Victor Hugo . I Samtalens Løp spurte den intrikate Baron Lesdain : Hvem er efter Deres Mening Frankrikes største Dikter ? — Victor Hugo gren og bet sig i Læben og sa endelig : Alfred de Musset er den næststørste ! Hehehe . Men De har kanske ikke Sans for det komiske ? Vet De hvad Victor Hugo gjorde i 1870 ? Han skrev en Proklamation til Jordens Beboere hvori han paa det strængeste forbydde de tyske Tropper at beleire og bombardere Paris . Jeg har baade Dattersønner og anden Familje her , jeg ønsker ikke at se dem rammet av Granater , sa Victor Hugo .
Nu skal du se , jeg har ingen Sko endnu . Hvor blir Sara av med Skoene ? Klokken er snart elleve og hun har endnu ikke været her med Skoene .
Altsaa citerer vi en Geograf
Det er forresten en deilig Figur paa den Sara . Hofterne skjælver nåar hun gaar , det er akkurat likesom Lænderne paa en rigtig smældfet Hoppe . Det er aldeles storartet . Gad vite om hun har været gift i sit Liv ? lalfald hviner hun ikke ret meget om man dikker hende i Siden og hun sætter Benene nok ut til hvadsom-
)
Mysterier
191
helst .... Nei jeg har set et Ægteskap i mine Dager , saa at si overværet det til og med. Hm . Mine Herrer og Damer , det var en Søndags Kvæld paa en Jærnbanestation i Sverige , paa Kungsbacka Jærnbanestation . Men maa jeg be Dem huske godt paa at det var en Søndags Kvæld . Hun hadde store , hvite Hænder , han en splinterny Kadetuniform og endnu intet Skjæg , saa ung var han . De kjørte sammen fra Goteborg , og ung var hun ogsaa , de var rene Børn begge to. Jeg sat og saa paa dem bak min Avis ; de var aldeles hjælpeløse fordi jeg sat der ; de saa paa hverandre hele Tiden . Piken hadde blanke Øine og kunde ikke sitte stille paa Sætet . Pludselig piper Toget for Kungsbacka ; han finder fat i hendes Haand , de forstod hverandre , og saasnart Toget stanset hoppet de skyndsomt av begge to. Nu løper hun bortimot « For qvinnor » , han skridter efter hende , like efter hende , — ved Gud han tar feil , han gaar ind paa « For qvinnor » han ogsaa ! Og de lukker hastig Døren i efter sig . I det samme smælder Kirkeklokken i at ringe oppe i Byen fordi det var Søndags Kvæld . Under fuld Klokkeringing var de derinde ; tre Minutter , fire Minutter , fem Minutter gaar ; hvor blir de av ? De er der endnu og Kirkeklokken ringer , Gud Fader vet om de ikke kommer forsent ! Saa aapner han endelig Døren og kikker ut . Han var barhodet , hun staar netop bak ham og sætter hans Lue paa og han vender sig om mot hende og smiler . Saa gjør han et Spring nedover Trappen , hun kommer efter , endnu puslende med sin Dragt , og da de naadde Toget og indtok sine Plasser hadde ikke en Sjæl observeret dem , nei ikke en Sjæl foruten mig . Pikens Øine var aldeles gyldne da hun saa paa mig og smilte , men hendes lille Bryst hoppet høit op og ned , op og ned . Nogen Minutter efter var de sovnet begge to ; de døde væk der de sat , saa deilig trætte var de.
Hvad synes De ? Mine Herrer og Damer , min Fortælling er tilende . Jeg forbigaar den fortræffelige Dame der borte , hende med Lorgnetten og den opstaaende Mandfolksnip , det vil si hende med de blåa Strømper ; jeg henvender mig til de to tre av Dem som ikke henlever Deres Dager med sammenbitte Tænder og med samfundsgavnlig Virksomhet . Undskyld hvis jeg har saaret nogen , specielt ber jeg den ærede Dame med Lorgnetten og de blåa Strømper om Forlatelse . Se saa , nu reiser hun sig , hun reiser sig ! Ved Gud , enten vil hun gaa sin Veie Uer citere nogen . Og hvis hun
Mysterier
192
vil citere nogen saa vil hun vel gjendrive mig . Men hvis hun vil gjendrive mig saa vil hun si som saa : Hm ! vil hun si , den Herre har den mandfolkraaeste Forestilling om at leve som jeg endnu har hørt . Er det at leve ? Jeg vet ikke om den Herre er totalt vankundig om hvad en av Verdens største Tænkere har sagt om dette at leve : At leve er Krig med Trolde i Hjærtets og Hjærnens Hvælv , sier han ....
At leve er Krig med Trolde , ja . I Hjærtets og Hjærnens Hvælv . Det stemmer . Mine Herrer og Damer , Nordmanden Per Skyssskaffer kjørte en Dag en stor Dikter . Mens de nu sat og kjørte sier den enfoldige Per Skyssskaffer , han sier : Med Forlov , hvad er nu egentlig det at dikte for noget efter Deres Mening ? — Den store Dikter avstedkommer en sammenknepen Mund i sit Ansigt , st r ammer sit Fuglebryst ut til det ytterste og f remb ringer følgende Ord : At dikte er at holde Dommedag over sig seiv . — Hvorpaa Nordmanden Per Skyssskaffer følte sig rammet i hvert Ledemot .
Klokken elleve . Skoene , hvor Fan blir Skoene av ? .... Naa , men med Hensyn til det at reise Bust mot alt og alle —
En høi , blek Dame , klædt i sort og med det rødeste Smil , hun vilde mig vel , trak mig i Ærmet og vilde stanse mig . Faa nu De en slik Bevægelse istand som Dikteren , sa hun , saa vil De ialfald faa Ret til at tale med , sa hun .
Hehe , svarte jeg . Jeg som ikke engang kjender en Dikter og aldrig har talt med en ; jeg som er Agronom og har levet med Guano og Klisørpe fra jeg var liten , jeg som ikke kunde dikte om en Paraply engang , end si om Døden og Livet og den evige Fred !
Ja ja , eller en anden stor Mand , sier hun saa . De gaar jo og gjør Dem vigtig og rakker til alle store Mænd . Men de store Mænd staar endnu og de vil komme til . at staa saalænge De lever , skal De se .
Min Frue , svarte jeg , og jeg bøier mit Hode ærbødig ; min Frue , du storeste Gud hvor det lyder halvdannet , tarvelig a åndelig dannet , det De der sa . Undskyld forresten at jeg taler saa direkte ; men hvis De var en Mand og ikke en Kvinde saa vilde jeg gjøre min Salighets Ed paa at De var Venstremand . Jeg rakker ikke til alle store Mænd , men jeg bedømmer jo ikke en Mands Størrelse efter Omfanget av den Bevægelse han har faat istand , jeg bedøm-
Mysterier
193
mer ham ut fra mig seiv , fra min lille Hjærnes eget Skjøn , fra min sjælelige Ævne til at vurdere . Jeg bedømmer ham saa at si efter den Smak jeg faar i Munden av hans Virksomhet . Det er ikke Vigtighet dette , det er et Utslag av mit Blods subjektive Logik . Det er ikke det det først og fremst kommer an paa at frembringe en Bevægelse , at faa Kongo fortrængt av Landstad i Høivaag Kommune pr. Lillesand . Hvad det gjælder er aldeles ikke at gjøre Staahei blandt en Hop Sakførere , Journalister eller galilæiske Fiskere , eller at utgi et Skrift om Napoleon petit . Hvad det kommer an paa er at paavirke og opdrage Magten , de Utvalgte og Overlegne , Herremenneskene , de Store , Kaifas , Pilatus og Keiseren . Hvad hjalp det at jeg gjorde Bevægelse blandt Pakket nåar jeg allikevel overantvordedes til Korset ? Man kan gjøre Pakket saa talrikt at det kan rive til sig et Stykke Herredømme paa Neglene ; man kan gi det en Slagterkniv ihænde og byde det at stinge og sprætte og man kan æsel-drive det frem til at vinde Overtak i en Votering ; men vinde Seir , vinde i aaandelig Grundværdi , vinde Verden et Hanefjed frem i Utbytte , — nei det kan det ikke , det kan ikke Pakket . De store Mandfolk er fortræffelige Konversationsæmner , men den høie Mand , de høie Mænd , Herrerne , Verdensaanderne tilhest , de maa endog huske sig nøie om for at vite hvem det er nåar de store Mandfolk nævnes . Saa staar da det store Mandfolk tilbake med Hopen , den værdiløse Majoritet , Sakføreren , Lærerinden , Journalisten og Keiseren av Brasilien som Beundrere .
Naa , sier Fruen ironisk .... Formanden banker i Bordet og ber om Stilhet , men Fruen fremturer og sier allikevel : Naa , men eftersom De ikke angriper alle store Mænd , nævn da nogen eller nævn ialfald en som finder Naade ogsaa for Deres Øine . Det skulde være morsomt at høre .
Jeg svarer saa :
Det kunde jeg gjærne gjøre . Men Saken er den at De vil 4 a mig saa altfor brutalt paa Ordet . Nævnte jeg en eller to eller ti saa vilde De bare gaa ut fra at utenfor disse visste jeg ingen flere . Og desuten , hvorfor skulde jeg gjøre det ? Om jeg gav Dem Valget mellem for Eksempel Leo Tolstoj , Jesus Kristus og Immanuel Kant saa vilde De endog betænke Dem før De utvalgte den rette av disse . De vilde si som saa at alle disse var store Mænd hver paa sin Maate , og deri vilde hele den liberale og fremskredne Presse gi Dem Ret . .
13 — Hamsun I .
194
Mysterier
Ja hvem er da den største av disse , efter Deres Mening ? avbryter hun .
Efter min Mening Frue , er ikke den størst som har været flinkest til at omsætte , skjønt det nu og altid er ham som gjør mest Staahei i Verden . Nei mit Blods Røst sier at den er størst som har tilført Tilværelsen mest Grundværdi , mest positiv Profit . Den store Terrorist er størst , Dimensionen , den uhørte Donkraft som veier Kloder op.
Men av de tre nævnte er det da vel Kristus 50 m .... ? .... er det Kristus , ja ! skynder jeg mig at si . De har ganske Ret , Frue , og det glæder mig at vi dog stemmer overens i dette Punkt .... Nei overhodet sætter jeg Omsætningsævnen , Forkynderævnen meget lavt , denne rent formelle Begavelse at ha Ordet paa JCjæften altid . Hvad er en Forkynder , en professionel Forkynder ? En Mand som gjør Mellemhandlerens negative Nytte , en Agent i Varer . Og jo mere han gjør i Varer des større Verdensberømmelse faar han ! Hehe , slik er det jo , jo mere han kan markskrike des mere kan han utvide Forretningen . Men hvad Vægt ligger det paa at forkynde min gode Nabo Ola Nordistuen Fausts Meninger om Tilværelsen ! Vil dette kanske forandre det kommen de Aarhundredes Tænkning ?
Men hvorledes skal det gaa Ola Nordistuen da hvis ingen .... ?
Lat Ola Nordistuen gaa til Helvede ! avbryter jeg . Ola Nordistuen har intet andet at gjøre i denne Verden end at gaa og blaavente paa at dø , det vil si komme sig væk jo før jo heller . Ola Nordistuen er til for at gjødsle Jorden , han er den Soldat som Napoleon rider over med skodd Hest , det er Ola Nordistuen — saameget De vet det ! Ola Nordistuen er Fan danse mig ikke en Begyndelse engang , end si et Resultat av noget ; han er ikke et Komma i den store Bok , men en Flæk i Papiret . Det er Ola Nordistuen ....
Hys ! For Guds Skyld ! sier Fruen skrækslagen og ser op til Formanden om han vil vise mig ut .
Godt ! svarer jeg , hehehe , godt , jeg skal ikke si mere . Men i det samme faar jeg Øie paa hendes deilige Mund og jeg sier : Undskyld , min Frue , at jeg har opholdt Dem med Sludder og Snak saa længe . Maa jeg eUers takke saa meget for Deres Velvilje . Deres Mund er vidunderlig skjøn nåar De smiler . Adjø .
Men nu rødmer hun over hele Ansigtet og inviterer mig hjem .
Mysterier
195
f
Simpelthen hjem til sit Hus , dit hvor hun bor . Hehehe . Hun bor i den og den Gate , det og det Numer . Hun vil gjærne tale litt mere med mig om dette her , hun er ikke enig med mig og kunde ville indvende mangt og meget . Om jeg kom imorgen Kvæld vilde hun være ganske alene . Om jeg altsaa kom imorgen Kvæld ? Tak . Paa Gjensyn da .
Og saa var det dog ikke noget andet hun vilde mig end vise mig et nyt , bløtt Tæppe , et nationalt Mønster , Vævning fra Hallingdal . Deia . Og Solen skinner paa Heia ....
Han sprang op av Sengen , rallet Gardinerne op og saa ut . Solen skinnet paa Torvet og det var stille Veir . Han ringte . Han vilde bruke Saras Efterlatenhet med Skoene til at komme litt nærmere ind paa hende idag . Lat os se hvad hun er gjort av denne Trønderpike med Øine fulde av Kjøn . Det er visst bare Humbug . Han tok hende kort og godt om Livet .
Asse , gaa væk ! sa hun sint og støtte ham bort ,
Saa spurte han koldt :
Hvorfor har jeg ikke faat mine Sko før ?
Ja Di faar regti unsjyl for Skoene , svarer Sara . Vi har Vask idag , vi har saa meget at gjøre .
Han holdt sig hjemme til Klokken tolv , hvorpaa han gik ut paa Kirkegaarden og møtte op til Karlsens Begravelse . Han hadde som sædvanlig sine gule Kiær paa .
V
Da Nagel kom op paa Kirkegaarden var endnu ingen at se . Han gik bort til Graven og kikket ned i den ; det laa to hvite Blomster nede i Bunden . Hvem hadde kastet dem der , og i hvilken Hensigt ? Jeg har set disse hvite Blomster før , tænkte han . Pludselig faldt det ham ind at han var übarberet . Han saa paa Klokken , overveiet et Øieblik og gik saa hurtig ned i Byen igjen . Midt paa Torvet saa han Sorenskriverfuldmægtigen komme imot sig ; Nagel stilet ret paa ham og saa paa ham , men ingen av Herrerne sa noget , heller ikke hilste de. Nagel gik ind i Barberstuen . I det samme begyndte Kirkeklokkerne at ringe for Likfølget .
Nagel gav sig god Tid , talte ikke med nogen , mælte siet ikke et Ord , men undersøkte derimot Billederne paa Væggene i flere Mi-
196
Mysterier
nutter , gik fra Væg til Væg og saa paa hvert især . Endelig kom hans Tur og han la sig i Stolen .
Just som han var færdig og han igjen steg ut paa Gaten saa han atter Sorenskriverfuldmægtigen som lot til at ha vendt om og nu gik og ventet paa noget . Han bar en Stok i venstre Haand , men saasnart han fik Øie paa Nagel skiftet han den over i høire Haand ° g begyndte at svinge med den . Begge to gik hverandre langsomt imøte . Han hadde ikke Stok da jeg møtte ham for litt siden , sa Nagel til sig seiv . Den er ikke ny ; han har ikke kjøpt den , men laant den . Det er en Spanskrørstok .
Da de var kommet paa Siden av hverandre stanset Fuldmægtigen ; Nagel stod ogsaa med ett stille ; de stanset begge to næsten samtidig . Saa skubbet Nagel paa sin Fløiels Hue som for at klø sig i Nakken og såtte den igjen paa ; Fuldmægtigen såtte derimot sin Stok haardt ned i Gatestenene og lænet sig tilbake paa den . Han stod saaledes i nogen Sekunder og sa fremdeles ikke noget . Pludselig rettet han sig op , vendte Nagel Ryggen og gik sin Vei . Nagel saa tilsist hans Ryg forsvinde om Barberens Hjørne .
Dette stumme Optrin foregik i flere Menneskers Paasyn . Blandt andre hadde en Mand som solgte Lotterisedler paa en RuUemaskine set det hele . Litt bortenfor ham sat en Mand som handlet med Gipsfigurer og denne Mand hadde ogsaa iagttat det underlige Optrin ; Nagel gjenkjendte i Gipseren en av de Gjæster som hadde overværet Scenen i Kafeen Kvælden forut og som senere tok hans Parti overfor Værten .
Da Nagel for anden Gang kom op paa Kirkegaarden stod allerede Præsten og holdt Tale . Der var sort av Folk . Nagel gik bort til Graven , men slog sig ned for sig seiv paa en stor , ny Marmorplate som bar følgende Indskrift : « Vilhelmine Meek . Født 20 de Mai 1873 , død 16 de Februar 1891 » . Der stod intet mere . Platen var splinterny og Toryen den hvilet paa netop tilklappet .
Nagel vinket en Smaagut til sig .
Ser du den Mand der borte , han i den brune Frakken ? spurte han .
Ja han med Kasketluen ? Det er Minutten
Gaa og be ham komme hit .
Og Gutten gik .
Da Minutten kom reiste Nagel sig op , rakte ham Haanden og sa :
Mysterier
197
Goddag , min Ven . Det glæder mig at se Dem igjen . Har De faat Frakken ?
Frakken ? Nei ikke endnu . Men jeg faar den nok , svarte Minutten . Maa jeg ikke takke Dem saa meget for igaar — og Tak for alt ! Ja ja , idag begraver vi da Karlsen ! Aa ja , i Guds Navn , vi faar finde os i det .
De såtte sig paa den nye Marmorplaten begge to og talte sammen . Nagel tok en Blyant op av Lommen og begyndte at skrive paa Platen .
Hvem er det som ligger begravet her ? spurte han . Vilhelmine Meek . Vi kaldte hende forresten bare Mina Meek
for Korthets Skyld . Hun var næsten bare et Barn ; jeg tror ikke hun var tyve Aar .
Nei hun var jo ikke atten engang efter hvad Indskriften viser . Det var et bra Menneske det ogsaa ?
De sier det saa underlig ; men
Jeg har bare lagt Mærke til den skjønne Eiendommelighet ved Dem at De taler vel om alle Mennesker , hvem det end er .
Hadde De kjendt Mina Meek saa er jeg sikker paa at De vilde ha været enig med mig . Det var en aldeles usædvanlig god Sjæl . Er nogen en Guds Engel nu saa er hun det .
Var hun f orlovet ?
Forlovet ? Nei langtifra . Ikke det jeg vet . Hun var visst ikke f orlovet ; hun læste altid og hun talte høit med Gud , gjærne midt paa Gaten saa alle hørte det . Og da stanset Folk og stod stille ; allesammen var glade i Mina Meek .
Nagel stak Blyanten i Lommen . Det stod noget skrevet paa Stenen , et Vers , det tok sig ikke godt ut paa det hvite Marmor . Minutten sa :
De vækker megen Opsigt . Jeg stod der borte og hørte paa Talen ; men jeg la Mærke til at minst Halvparten av Følget var optat av Dem .
Av mig ?
Ja . Det var flere som hvisket og spurte hverandre hvem De var . Nu staar de ogsaa og ser hitover .
Hvad er det for en Dame med den store sorte Fjær i Hatten ? Hende med det hvite Parasolskaft ? Det er Fredrikke Andresen , Frøken Fredrikke som jeg fortalte Dem om . Og hun som staar
198
Mysterier
ved Siden av , hun som ser hit just nu , det er Politimesterens Datter ; hun heter Frøken Olsen , Gudrun Olsen . Jo jeg kjender dem aUe . Dagny KieUand er her ogsaa ; hun har sort Kjole paa idag og det klær hende næsten bedré end nogen anden Kjole ; har De set hende ? Ja de har forresten sort Kjole allesammen idag , det er en Selvfølge ; jeg sitter bare og vrøvler . Ser De den Herre med den blåa Vaarfrak og Brillerne . Det er Doktor Stenersen . Det er ikke ham som er Distriktslæge her , han er bare praktiserende Læge og blev gift ifjor . Hans Frue staar længer borte ; jeg vet ikke om De kan se en liten mørk Dame med Silkekant paa Kaapen ? Ja det er Fruen . Hun er litt sykelig og maa altid være godt klædt . Der kommer Fuldmægtigen ogsaa ....
Nagel spurte :
Kan De vise mig Frøken Kiellands Forlovede ?
Nei det er Løitnant Hansen . Han er ikke her , han er paaTogt ; det er flere Dager siden han reiste ; han reiste straks efter Forlovelsen .
Efter en kort Stilhet sa Nagel :
Det laa to Blomster paa Bunden av Graven , to hvite Blomster , — De skulde ikke vite hvor de er kommet fra ?
Jo , svarer Minutten . Det vil 5 i .... spør De ? er det et Spørsmaal ? .... Det er Skam at fortælle det ; jeg kunde kanske ha faat dem anbragt paa Kisten hvis jeg hadde bedt om det og ikke saa at si kastet dem væk paa den Maaten ; men hvad kunde nu to Blomster forslaa ? Og hvor jeg end anbragte dem saa blev det jo ikke mere end to Blomster . Saa stod jeg heller op idag Klokken litt over tre tidlig imorges , jeg kan gjærne si i Nat , og la dem ned i Graven . Jeg var ogsaa nede paa Bunden og la dem tilrette og jeg sa to Ganger høit Farvel til ham mens jeg var nede i Graven . Det gjorde saa stærkt Indtryk paa mig at jeg bakefter gik ind i Skogen og holdt Hænderne for Øinene av Sorg . Det er underlig at skilles for altid med nogen , og skjønt Jens Karlsen stod saa meget over mig i alle Retninger var han mig dog en god Ven .
De var altsaa fra Dem , Blomsterne ?
Ja de var fra mig . Men det var ikke for at sprade med det at jeg gjorde det ; Gud er mit Vidne . Det er heller ikke noget at tale om en saadan Bagatel . Jeg kjøpte dem igaaraftes efter at jeg gik hjem fra Dem . Det traf sig saaledes at jeg fik en halv Krone av
Mysterier
199
Onkel til mit eget Bruk da jég bragte ham Deres Penger ; han blev ogsaa saa glad at han nær hadde revet mig overende paa Gulvet . Ja han kommer nok en Dag og takker Dem ; jo jo han gjør , jeg vet at han gjør det . Men da jeg fik denne Halvkronen kom jeg med ett til at huske paa at jeg ingen Blomster hadde anskaffet til Begravelsen , og saa gik jeg ned til Kaien ....
De gik ned til Kaien ?
Ja til en Dame som bor dernede I et én Etages Hus ?
Ja .
Har Dåmen hvitt Håar ?
Ja , aldeles hvitt Håar ; har De set hende ? Hun er Datter av en Skibskaptein , men er ellers meget fattig . Hun vilde først ikke ta min Halvkrone , men jeg la den tilbake paa en Stol allikevel skjønt hun protesterte og sa Nei flere Ganger . Hun er saa undselig og lider visst mangen Gang ondt for sin Beskedenhets Skyld . Vet De hvad hun heter ?
Martha Gude . Martha Gude .
Nagel tok sin Notisbok frem , skrev hendes Navn op og sa : Har hun været gift ? Er hun Enke ? Nei . Hun reiste med Farn en lang Tid saalænge han førte Skib ;
men \ siden han døde har hun bodd her . Har hun da ingen Slægtninger ? Det vet jeg ikke . Nei det har hun visst ikke . Hvad lever hun saa av ? # Gud vet hvad hun lever av . Det er ingen som vet det . Men forresten faar hun visst litt av Fattigvæsenet .
Hør , De har altsaa været inde hos denne Dame , denne Martha Gude , hvorledes ser det ut derinde ?
Hvorledes kan det se ut i en gammel , fattig Stue ? Det staar en Seng , et Bord , et Par Stoler derinde ; det er vel forresten tre Stoler nåar jeg tænker mig om , for det staar ogsaa en i Kroken ved Sengen ; den er med rød Plyds , men maa læne mot Væggen , ellers kan den ikke staa , saa daarlig er den . Saa husker jeg ikke at det er mere . Er det virkelig ikke noget mere ? Hænger det ikke en Klokke paa Væggen , et gammelt Skilderi eller slikt noget ? Nei . Hvorfor spør De om det ?
Mysterier
200
Stolen som ikke kan staa , jeg mener den med den røde Plyds , hvorledes ser den ut ? Er den meget gammel ? Hvorfor staar den altsaa der ved Sengen ? Kan man ikke sitte paa den ? Er det en Stol med høi Ryg ?
Ja med høi Ryg , tror jeg , jeg husker ikke rigtig . Borte ved Graven begyndte man at synge . Jordpaakastelsen var
tilende ; Da ogsaa Sangen var slut blev det et Øieblik aldeles stille ; saa begyndte Folk at sprede sig til alle Sider . Størsteparten gik nedover Kirkegaarden til den store Port , andre blev staaende og tale sagte sammen . Et Parti Herrer og Damer tok Veien bortimot Minutten og Nagel , unge Folk allesammen , Damer med blanke , forundrede Øine som mønstret de to. Dagny Kiellands Ansigt rødmet stærkt , men hun holdt Øinene stivt rettet frem for sig og saa hverken til høire eller venstre ; heller ikke Sorenskriverfuldmægtigen saa op , men han talte dæmpet med en av Damerne .
Just som de passerte stanset Doktor Stenersen som ogsaa var med. Han vinket til Minutten som reiste sig . Nagel sat tilbake alene . .
Vil De be den Herre .... hørte han Doktoren si ; mere hørte han ikke . Men litt efter blev hans Navn nævnt temmelig høit og han reiste sig han ogsaa . Han tok sin Lue dypt av og hilste . Doktoren bad om Undskyldning : han hadde det übehagelige Hverv fra en Dame , en av de Damer han netop var i Følge med , Frøken Meek , at be om at Herrerne vilde være litt forsigtige med den Sten , den Gravplate , og ikke sitte paa den . Platen var ny , den var netop anbragt , Fundementet var ferskt endnu , Toryen aldeles bløt , saa det hele kanske kunde klemmes sammen før man visste Ordet av . Det var den avdødes Søster som bad om det .
Nagel bad saa mange Ganger om Tilgivelse . Det var en Tankeløshet av ham , en Sfcjødesløshet , og han forstod fuldtut Frøkenens Uro for Stenen . Han takket ogsaa Doktoren .
Under dette var de begyndt at drive . Da de var kommet ned til Porten sa Minutten Farvel og Doktoren og Nagel blev alene . Først nu præsenterte de sig for hverandre .
Doktoren spurte :
Og nu vil De kanske slaa Dem ned her en Tid ? Ja , svarte Nagel . Man maa jo følge Skikken , ligge paa Landet om Sommeren og holde Ferie , styrke sig til Vinteren og ta fat igjen .... Det er en morsom liten By De har her .
Mysterier
201
Hvor er De ifrå ? Jeg gaar her og studerer paa hvilken Dialekt De taler .
Jeg er oprindelig fra Finmarken , jeg er Kvæn . Men jeg har levet litt hist og litt her .
Kommer De fra Utlandet ?
Fra Helsingfors bare .
De talte først om endel likegyldige Ting , men det drev snart ind paa andre Spørsmaal , paa Valgene , Misvæksten i Rusland , litteraturen og avdøde Karlsen .
Hvad er Deres Mening , har De begravet en Selvmorder idag ? spurte Nagel .
Doktoren kunde ikke si det , vilde ikke si det . Det angik ham ikke og han vilde derfor ikke blande sig i det . Det sagdes saa mangt . Men forresten , hvorfor skulde det ikke være en Selvmorder ? Alle Teologer burde dræpe sig .
Hvorfor egentlig det ?
Hvorfor ? Fordi deres Rolle var utspillet , fordi vort Aarhundrede hadde gjort dem overflødige . Folk var begyndt at tænke seiv og den religiøse Følelse hos dem var blit mere og mere utvisket .
Venstremand ! tænkte Nagel . Han kunde ikke begripe hvad Vinding det vilde bli for Mennesket at man ribbet Livet for alle Symboler , al Poesi . Det torde forøvrig være et Spørsmaal om Aarhundredet hadde gjort Teologerne overflødige , aldenstund den religiøse Følelse netop ikke var i Tilbakegang ....
Vistnok ikke i de lavere Lag av Folket — skjønt endog det mere og mere — ; men hos oplyste Mennesker var den avgjort i Avtakende .
Men forresten det taler vi ikke mere om , avbrøt Doktoren tvært ; vi staar paa et altfor forskjellig Standpunkt . Doktoren var Fritænker , Doktoren hadde hørt disse Indvendinger saa mange Ganger før at han visste ikke Tal paa det . Og hadde det omvendt ham ? I tyve Aar var han forblit den samme . Som Læge hadde han været med at ta ut « Sjælen » paa Folk i skefuldvis ! Nei Overtroen var han vokset fra .... Hvad synes De om Valgene ?
Valgene ? Nagel 10. Jeg haaper det bedste , sa han .
Ja jeg ogsaa , sa Doktoren . Det vilde være en evig Skjændsel hvis ikke Ministeriet fik Flertal paa et saa helt igjennem demokratisk Program . Doktoren var Venstremand og Radikaler , hadde været det helt siden han fik litt Forstand . Han næret stor Frygt
202
Mysterier
for Buskerud ; Smaalenene op gav han . Saken er den , sa han saa , vi har forlite Mynt i Venstre . De og andre som har Mynten nu , saa burde Dere støtte . Det gjælder dog sandelig litt nu for hele Landets Fremtid .
Jeg ? har jeg Mynt ? spurte Nagel . Ak , det er smaat bevendt med det .
Ja ja , om De ikke netop er Millionær saa . Det var nogen som fortalte at De var en ren Pengemand , at De for Eksempel hadde en Landeiendom til to og seksti Tusen Kroner .
Hehehe , nu har jeg aldrig hørt saa galt . Det indskrænker sig til at jeg i disse Dager har faat en Smule Morsarv , nogen faa Tusen Kroner . Det er det hele . Nogen Landeiendom har jeg derimot ikke , det er en Mystifikation .
De var kommet til Doktorens Hus , et gulmalet to Etages Hus med Veranda . Malingen var paa flere Steder avslitt , Takrænderne hang i Filler . I øverste Etage var en Rute borte , Gardinerne var langtfra rene . Nagel følte sig antipatisk stemt av Husets uordentlige Utseende og vilde gaa straks ; men Doktoren sa :
Vil De ikke gaa med ind ? Bxke ? Jeg haaper jeg ser Dem senere da . Baade min Kone og jeg vil være meget glade om De besøkte os . De vil ikke være med ind og hilse paa min Kone nu ?
Deres Frue var paa Kirkegaarden ? hun er næppe kommet hjem endnu .
Det har De jagu Ret i ; hun fulgte med de andre . Naa ja , se indom senere engang da nåar De gaar forbi .
Nagel drev ned til Hotellet igjen ; men just som han skulde gaa ind gjennem Døren faldt det ham noget ind . Han knipset i Fingrene , slog op en liten kort Latter og sa høit : Det skulde være morsomt at se om Verset staar der endda ! Dermed gik han atter op til Kirkegaarden og stanset foran Mina Meeks Gravsted . Det var ingen Mennesker at se noget Sted ; men Verset var tørket av . Hvem hadde gjort det ? Det var siet ikke Spor tilbake av hans Bokstaver .
VI
Morgningen efter befandt Nagel sig i en fin og glad Stemning . Den var kommet over ham mens han laa i Sengen , det var som Taket i hans Værelse pludselig steg og steg opover , steg i det uende-
Mysterier
203
lige opover og blev til en fjærn , klar Himmelhvælving . Og han følte med en Gang en mild , søt Vind over sig som om han laa ute i grønt Græs . Fluerne summet ogsaa omkring i Værelset ; det var en varm Sommermorgen .
Han fik Klærne paa i en Fart , forlot Hotellet uten at spise og slentret ut i Byen . Klokken var da elleve .
Fra Hus til Hus gjenlydde allerede Pianoerne ; gjennem de aapne Vinduer hørtes ulike Melodier fra Kvartal til Kvartal og en nervøs Hund svarte høit op i Gaten med lange Hyl . Nagel fyldtes av et lyst Behag , han gav sig uvilkaarlig til at synge sagte for sig seiv , og da han gik forbi en gammel Mand som hilste paa ham fandt han Leilighet til at stikke ham en Skilling i Haanden .
Han kom til et stort , hvitt Hus . Et Vindu slaaes op i anden Etage , en hvit , tynd Haand hægter Kroken paa . Gardinet bevæges endnu , Haanden hviler endnu paa Kroken og Nagel hadde en Fornemmelse av at nogen stod bak Gardinet og iagttok ham . Han stanset og stirret op , han stod fast paa sin Post i over et Minut ; men ingen kom tilsyne . Han saa paa Skiltet over Døren : F . M . Andresen , dansk Konsulat .
Nagel vilde just gaa , men da han vendte sig stak Frøken Fredrikke sit lange , fornemme Ansigt ut og hendes forundrede Øine saa efter ham . Han stanset igjen , deres Blikke møttes , hendes Kinder begyndte at f arves ; men som for at trodse alt trak hun Kjoleærmerne litt op og la sig paa Albuerne i Vinduet . Saaledes laa hun rigtig længe , det vilde ingen Forandring ta og Nagel maatte endelig gjøre en Ende paa det og gaa . Et besynderlig Spørsmaal opstod i det samme i hans Hode . Mon den unge Dame laa paa Knæ indenfor Vinduet ? Isaafald — tænkte han — er det ikke meget høit under Taket i Konsulens Leilighet da Vinduet næppe var over seks Fot høit og stod bare en Fot fra Raftet . Han maatte le av sig seiv over denne uvedkommende Tanke ; hvad Fan hadde han at bestille med Konsul Andresens Leilighet !
Og han drev videre .
Nede ved Bryggen var Arbeidet i fuld Gang . Pakhusfolk , Toldbetjenter og Fiskere for om hverandre og syslet hver med sit , Gangspil ramlet , to Dampskibe pep næsten samtidig for Avgang . Sjøen var aldeles blikstille . Solen stod paa og gjorde Våndet til en eneste gylden Plate som Skibe og Baater laa smæltet ned i til midt paa
204
Mysterier
Buken . Fra en uhyre Tremaster langt ute hørtes en stakkars Lire , og nåar Dampfløiter og Gangspil tidde et Øieblik lydde dens triste Melodi som en skjælvende , henaandende Pikerøst som næsten gav fortapt . Ombord i Tremasteren drev man ogsaa Løier med Liren og begyndte at danse Polka efter dens rørende Sange .
Nagel fik Øie paa et Barn , en bitte liten Pike som stod og klemte en Kat i Armene ; Katten hang ganske taalmodig ret ned saa dens Bakben næsten hvilte paa Jorden og den rørte sig ikke . Nagel klappet Piken paa Kindet og talte til hende :
Er det din Kat ?
Ja . To fire seks syv .
Jasaa , du kan tælle ogsaa ?
Ja . Syv otte elleve to fire seks syv ,
Han fortsatte at gaa . I Retning av Præstegaarden ravet soldrukken en hvit Due sidelængs nedefter Himlen og forsvandt bak Trætoppene ; den saa ut som en skinnende Sølvpil som faldt til Jorden i det Fjærne . Et kort , næsten lydløst Skudd løsnedes et Sted og litt efter steg et Svev av blåa Røk op fra Skogen paa den andre Siden av Vaagen .
Da han var kommet til den siste Brygge og hadde drevet nogen Ganger op og ned over den øde Kai steg han uten at tænke over det opover Bakken og begav sig ind i Skogen . Han gik i godt og vel en halv Time , bestandig længer og længer ind i Skogen , og stanset endelig paa en liten Sti . Alt var stille , ikke engang en Smaafugl var at se , og paa Himlen var det ikke en Sky . Han trak sig endda nogen Skridt avsides , fandt sig en tør Plet og la sig paa Ryggen i hele sin Længde . Tilhøire hadde han Præstegaarden , tilvenstre Byen og ovenover sig det uendelige Hav av blåa Himmel .
Hvad om man var deroppe , drev om blandt Sole og følte Komethaler vifte mot sin Pande ! Hvor var ikke Jorden liten og Menneskene smaa ; et Norge med to Millioner Sætersdøler og en Hypotekbank med Hjælp til Mat ! Hvad liknet det at være Menneske for saa lite ? Man albuet sig frem i sit Ansigts Sved i nogen faa Støvets Aar , for saa at forgaa allikevel , aUikevel ! Nagel rev sig i Hodet . Aa det endte med at han skaffet sig ut av Verden og fik en Ende paa det ! Vilde han nogensinde kunne gjøre Alvor av det ? Ja . Og ved Gud i Himlen ja , han skulde ikke vike tilbake ! Og i denne Stund var han aldeles henrykt over at ha denne simple
Mysterier
205
Utvei i Bakhaanden ; han fik Vand i Øinene av Begeistring og pustet næsten høilydt . Han vugget allerede om paa Himlens Hav og fisket med Sølvangel og sang dertil . Og Baaten var av duftende Træ og Aarerne blinket som hvite Vinger , men Seilet det var av lyseblaat Silketøi og var klippet i en Halvmaane ....
En skjælvende Glæde gjennemfor ham , han glemte sig væk , følte sig henført og forstak sig ind i det rasende Solskin . Stilheten gjorde ham aldeles besat av Tilfredshet , intet forstyrret ham , bare oppe i Luften suset den bløte Lyd , Lyden av det uhyre Stampeværk , Gud som traadte sit Hjul . Skogen omkring rørte ikke et Blad og ikke en Naal . Nagel krøp sammen av Behag , trak Knærne op under sig og hutret fordi altsammen var saa godt . Det kaldte paa ham og han svarte Ja ; han reiste sig op paa Albuen og saa sig om . Ingen var tilstede . Han sa Ja endnu en Gang og lyttet ; men ingen viste sig . Dette var dog besynderlig , han hadde saa tydelig hørt nogen kalde paa sig ; men han tænkte ikke mere over det , det var kanske bare en Indbildning , i ethvert Fald vilde han ikke la sig forstyrre . Han var i en gaatefuld Tilstand , fyldt av psykisk Behag ; hver Nerve i ham var vaaken , han fornam Musik i sit Blod , følte sig beslægtet med hele Naturen , med Solen og Fjældene og alt andet , kjendte sig omsuset av sin egen Jegfølelse fra Trær og Tuver og Stråa . Hans Sjæl blev stor og fuldtonende som et Orgel inde i ham og aldrig glemte han hvorledes den milde Musik likefrem gled op og ned i hans Blod .
Han laa endnu i nogen Tid og nøt sin Ensomhet . Saa hørte han Skridt nede paa Stien , virkelige Skridt som han ikke kunde ta feil av . Han stak Hodet op og saa en Mand som kom fra Byen . Manden bar et langt Brød under Armen og ledte en Ku bak sig i et Taug ; han tørket ogsaa stadig væk Sveden av sit Ansigt og gik i bare Skjorteærmerne for Varmens Skyld , men hadde allikevel et tykt rødt Uldskjærf to Ganger om Halsen . Nagel laa stille og iagttok Bonden . Der hadde vi ham ! Der var Sætersdølen , Nordmanden , hehe , jo der var den Indfødte , med Kaka under Armen og Kua i Hælene ! Aa , det var et Syn ! Hehehehehe , Gud hjælpe dig , du gjæve Norges Viking , om du løste litt paa Skjærfet og slåp Lusa ut ! Du kunde ikke leve , du vilde faa frisk Luft av det og dø . Og Pressen vilde beklage din fortidlige Avgang og gjøre et Numer av det ; men for at forebygge Gjentakelser vilde den liberale Stor-
206
Mysterier
I Nagels Hjærne opstod det den ene lystige Bitterhet efter den andre . Han reiste sig og gik mismodig og ophidset hjem . Nei han fik bestandig Ret , det var bare Lus og Gammelost og Luthers Katekismiis overalt . Og Menneskene var middelshøie Borgere i tre Etages Hytter ; de aat og dråk til Nødtørft , koset sig med Toddy og Valgpolitik og handlet Dag ut og Dag ind med Grønsaape og Messingkammer og Fisk . Men om Nætterne nåar det tordnet da laa de og læste av bare Angst i Johan Arendt . Ja skaf os en eneste ordentlig Undtakelse , se om det later sig gjøre ! Giv os hit for Eksempel en utviklet Forbrytelse , en fremragende Synd ! Men ikke den latterlige og borgerlige Abc-Vildfarelse , nei den sjældne og haarreisende Utskeielse , den delikate Ryggesløshet , Kongesynden , fuld av Helvedes raa Herlighet . Nei det var smaat det hele . Hvad synes De om Valgene , min , Herre ? Jeg har den største Frygt for Buskerud ....
Men da han atter passerte Bryggerne og saa det travle Liv omkring sig blev hans Humør litt efter litt lysere , han blev glad paany og begyndte igjen at synge . Det var ikke Veir til at sture i , det var godt Veir , Godveir , en blussende Junidag . Hele den lille By laa og blinket i Solskinnet som en fortryllet Stad .
Da ljan gik ind gjennem Hoteldøren hadde han allerede for længe siden glemt al sin Bitterhet ; hans Hjærte var uten Nag , i hans Indre straalet paany Førestillingen om en Baat av duftende Træ og et lyseblaat Silkeseil som var klippet i en Halvmaane .
Han beholdt sin Stemning den hele Dag . Han gik ut igjen mot Kvæld , la atter Veien ned mot Sjøen og fandt paany de Tusen Smaating som såtte ham i Henrykkelse . Solen dalet , det brutale , brændende Lys dæmpedes og gjød sig bløtt over Våndet ; om det saa var Støien ute fra Skibene saa lydde den mere stille . Nagel saa at Flag heisedes her og der utover Vaagen , fra flere Huser i Byen viftet ogsaa Flag og litt efter stanset Arbeidet ved alle Brygger .
Han tænkte ikke noget over det , han drev atter op i Skogen , drev frem og tilbake , gik like til Præstegaardens Uthuser og saa indover Gaardsplassen . Derfrå gik han atter ind i Skogen , boret sig ind paa det dunkleste Sted han kunde finde og såtte sig paa en
tingsmand Vetle Vetlesen indbringe et Forslag om stræng Fredning av det nationale Utøj .
Mysterier
207
Sten . Han støttet Hodet i den ene Haand og trommet med den andre paa Knæet . Han sat saaledes en lang Stund , kanske en hel Time , og da han endelig reiste sig og gik var Solen helt nede . Den første Tone av Skumring var kommet over Byen .
Det ventet ham en stor Overraskelse . Da han var kommet ut av Skogen opdaget han en hel Mængde tændte Bluss omkring paa Aaserne , kanske tyve Baal som brændte som Smaasole i alle Retninger . Ute paa Våndet var en Vrimmel av Baater og ombord i Baatene strøk man Fyrstikker av som lyste tned rød og grøn Flamme . Fra en av Baatene hvor en Kvartet sat og sang gik det endog nogen Baketter tilveirs . Mange Mennesker var paa Benene , borte paa Dampskipskaien gik og sat sort av Folk .
Nagel gav et lite " Utrop av Forandring . Han henvendte sig til en Mand og spurte hvad Blussene og Flagene skulde bety . Manden saa paa ham , spyttet , saa paa ham igjen og svarte at det var den 23 de Juni , det var St . Hans Aften . Naa , det var St . Hans Aften ! Ja det hadde forresten sin Rigtighet , det var ikke til at misforstaa , det passet ogsaa med Datoen . Tænk , St . Hans Aften iaften , det ene Gode dynget sig paa det andre , det var atpaa Kjøpet St . Hans Aften ! Nagel gnidde sig fornøiet i Hænderne og drev bort til Dampskibskaien han ogsaa , og flere Ganger gjentok han for sig seiv at det var da et makeløst Held han var ute for .
I en Klynge av Damer og Herrer saa han paa lang Avstand Dagny Kiellands blodrøde Parasol , og da han ogsaa opdaget Doktor Stenersen i Klyngen , betænkte han sig ikke , men gik bort til ham . Han hilste , trykket Doktorens Haand og vedblev at staa barhodet en lang Stund . Doktoren præsenterte ham for Selskapet ; Fru Stenersen rakte ham ogsaa Haanden og han slog sig ned ved Siden av hende . Fruen var blek og hadde en graalig Hudfarve som gjorde at hun saa sykelig ut ; men hun var meget ung , næppe over tyve Aar . Hun var tykt paaklædt .
Nagel såtte Luen paa og sa henvendt til alle :
Jeg ber Dem undskylde at jeg trænger mig ind i Deres Selskap , at jeg kommer saadan ukaldet ....
Kjære , De gjør os en Fornøielse , avbrøt Fruen elskværdig . De kunde kanske ogsaa faa istand en Sang ?
Nei det kan jeg ikke , svarte han , jeg er saa musikalsk übegavet som vel mulig .
208
Mysterier
• «
Det var tværtimot godt at De kom ; vi sat just og talte om Dem , ytret Doktoren . De spiller jo Violin ?
Nei , svarte Nagel atter og rystet paa Hodet ; han smilte ogsaa . Det gjør jeg ikke . Men pludselig , uten nogen Foranledning reiser han sig op og sier mens hans Øine blir ganske skinnende : Ja jeg er glad idag . Det har været saa deilig i hele Dag , fra jeg vaaknet imorges ; jeg har gaat i den skjønneste Drøm i ti Timer . Vil De tænke Dem : jeg forfølges bokstavelig av Forestillingen om at befinde mig i en Baat av duftende Træ og med et Seil av lyseblaa Silke , klippet i en Halvmaane . Er det ikke vakkert ? Duften av Baaten kan jeg ikke beskrive , det kan jeg ikke gjøre om jeg aldrig saa gjærne vilde , om jeg var aldrig saa flink til at finde det rette Ord . Men tænk det forekommer mig at jeg er ute og fisker , og at jeg bruker en Sølvangel . Undskyld , synes ikke ialfald De , mine Damer , at dette er .... Nei jeg vet ikke .
Ingen av Damerne svarte ; de saa forlegne paa hverandre og spurte hverandre med Øinene hvad som skulde gjøres . Men endelig begyndte en efter en at le ; de viste ingen Skaansomhet , men lo ganske høit av det hele .
Nagel saa fra den ene til den andre , hans Øine var endnu blanke og han tænkte aapenbart endnu paa Baaten med det blåa Seil . Men begge hans Hænder skalv litt skjønt hans Ansigt var rolig .
Doktoren kom ham tilhjælp og sa :
Ja det er altsaa et Slags HaUucination som
Nei om Forlatelse , svarte han . Jo gjærne det forresten ; hvorfor ikke ? Det kommer ikke an paa hvad De kolder det . Jeg har været deilig bergtagen i hele Dag , enten det nu er HaUucination eUer ei . Det begyndte imorges mens jeg endnu laa i Sengen . Jeg hørte en Flue summe , dette var min første bevisste Forestilling efter at jeg vaaknet ; dernæst saa jeg Solen sive ind gjennem et Hui i Gardinet og med ett Slag var en fin , lys Stemning opstaat i mig . Jeg fik en Fornemmelse av Sommer i min Sjæl , tænk Dem en bløt Susen i Græsset , og at denne Susen gaar gjennem Deres Hjærte . HaUucination , — ja det var det nok , det vet jeg ikke ; men læg Mærke til at jeg maatte ha været i en viss given TUstand av Mottakelighet , at jeg hørte Fluen netop i det rette Øieblik , at jeg i dette Øieblik trængte netop den Sort og saa meget Lys , altsaa bare én Straale Sol fra et Hui i Gardinet , og saa videre . Men da jeg senere stod op
Mysterier
209
og gik ut saa jeg først en smuk Dame i et Vindu — dermed saa han hen paa Frøken Andresen som slog Øinene ned — dernæst saa jeg et stort Antal Skibe , saa en liten Pike som holdt en Kat i Armene , og saa videre , altsammen Ting som gjorde hver sit Indtryk paa mig . Litt efter gik jeg ind i Skogen og det var der jeg fik se Baaten og Halvmaanen , bare ved at ligge paa Ryggen og glane op i Himlen .
Damerne lo fremdeles ; Doktoren syntes ogsaa at skulle smittes av deres Fnisen , ' han sa med et Smil :
Og det var altsaa med en Sølvangel De fisket ?
Ja med en Sølvangel .
Hahaha .
Da steg pludselig Blodet op i Dagny KieUands Ansigt og hun sa :
Jeg kan saa godt forståa , at en slik Forestilling .... Jeg kan for min Part saa tydelig se Baaten og SeUet , denne blåa Halvmaane og tænk , en hvit Sølvangel saadan ned gjennem Våndet ! Jeg synes det er vakkert .
. Mere kunde hun ikke si , hun stammet og stod fast ; hun saa ned mot Jorden .
Nagel befridde hende straks :
Beke sandt ? Jeg sa ogsaa med én Gang til mig seiv : pas paa , dette er en hvit Drøm , et Varsel . Det skal være dig en Paamindelse : fisk med rene Angler , med rene Angler ! De spurte , Doktor , om jeg spiUer ? Jeg spiUer ikke , siet ikke ; jeg trækker en Violinkasse med , men det er ikke engang en Violin i den , Kassen er fuld av Skittentøi desværre . Jeg synes bare det vilde se saa godt ut at ha en Violinkasse med blandt Kuffertene , det var derfor jeg anskaffet mig den . Jeg vet ikke om De efter dette faar et altfor daarlig Indtryk av mig ; men det faar ikke hjælpe skjønt det virkehg gjør mig ondt . Det er forresten Sølvangelen som er Skyld i det hele . De forbausede Damer lo ikke længer ; seiv Doktoren , Fuldmægtig Reinert — Sorenskriverfuldmægtigeh — og Adjunkten sat aUe tre og gapte med aapen Mund . AUesammen saa paa Nagel , Doktoren visste øiensynlig ikke hvad han skulde tænke . Hvad i Alverden gik det av denne vildfremmede Fyr ? Nagel seiv såtte sig stiUe ned og lot ikke til at ville si mere . Den pinlige Taushet syntes ingen Ende at viUe ta . Men nu kom Fru Stenersen tilhjælp . Hun var Elskværdigheten seiv , sat som en Mor for aUe og passet paa at ingen led Overlast . Hun såtte med Flid Rynker i Panden
14 — Hamsun I .
210
Mysterier
og gjorde sig ældre end hun var , bare for at kunne gi sine Ord større Vægt .
De kommer fra Udlandet , Hr. Nagel ?
Ja , Frue .
Fra Helsingfors , syntes jeg min Mand sa ?
Ja fra Helsingfors . Det vil si fra Helsingfors sist . Jeg er Agronom , jeg har været der en kort Tid ved Skolen .
Pause .
Og hvorledes synes De om Byen ? spurte Fruen igjen .
Om Helsingfors ?
Nei om denne .
Aa det er en fortræffelig By , et fortryllende Sted ! Jeg vil ikke reise herfrå mere , nei det vil jeg virkelig ikke . Hehe , ja lat det nu ikke skræmme Dem altfor meget forresten , jeg reiser kanske nok aUikevel engang , det kommer an paa Omstændigheterne
Apropos , sa han saa og reiste sig igjen , hvis jeg forstyrret da jeg kom saa ber jeg saa meget om Undskyldning . Saken er : jeg vilde være meget tilfreds ved at faa sitte her og være sammen med Dere . Jeg har egentlig ikke mange at være sammen med og er fremmed for alle , saa jeg har vænnet mig til at snakke formeget med mig seiv . Dere gjør mig en Glæde ved fuldstændig at overse at jeg befinder mig her iblandt Dere og saa forøvrig tale sammen som før jeg kom .
De har dog sandelig været til adskiUig Avveksling siden De kom , sa Reinert med hadsk Betoning .
Til dette svarte Nagel :
Ja Dem , Hr. Fuldmægtig , har jeg en privat Undskyldning at gjøre og jeg vil gi Dem al den Opreisning som De maatte forlange ; men ikke nu . Vel ? Ikke nu ?
Nei det hører ikke hit , sa Reinert ogsaa .
Jeg er desuten glad idag , vedblev Nagel , og et varmt Smil fløi over hans Ansigt . Dette Smil gjorde hans Ansigt lysere , han saa et Øieblik ut som et Barn . — Det er en vidunderlig Kvæld vi har og snart tændes Stjærnerne . Det brænder lid høit og lavt paa Aaserne og ute fra Sjøen hører vi Sang . Hør bare ! det er ikke saa galt . Jeg forstaar mig ikke noget paa det ; men er det ikke noksaa bra ? Det minder mig litt om en Nat paa Middelhavet , paa Kysten av Tunis . Det var vel Hundrede Passagerer ombord , et Sangkor
Mysterier
211
som kom fra Sardinien et Sted . Jeg hørte ikke tU Selskapet og kunde ikke synge , jeg sat bare paa Dækket og hørte paa mens Koret sang nedenurider i Salonen . Det varte næsten hele Natten ; jeg skal aldrig glemme hvor det lydde godt i den lumre Nat . Jeg trak i Smug aUe Dører til Salonen i , tættet Sangen inde , saa at si , og saa var det som Lyden kom fra Havbunden , ja som om Skibet skulde gaa ind i Evigheten med brusende Musik . Tænk Dem noget i Retning av et Hav fuldt av Sang , et underjordisk Kor .
Frøken Andresen som sat Nagel nærmest sa uvilkaarlig :
Ja Gud hvor det maatte være deilig !
Jeg har bare en Gang hørt noget skjønnere , og det var i Drømme . Men det er længe siden jeg drømte det nu , det var da jeg var Barn . Man drømmer ikke saa skjønt længer nåar man blir voksen .
Ikke det ? sa Frøkenen .
Aa nei . Jo det er naturligvis en Overdrivelse , men .... Min siste Drøm husker jeg saa tydelig endnu : Jeg saa en aapen Myr .... Undskyld forresten , jeg taler hele Tiden og plager Dem til at høre paa det . Det kan bli for kjedelig i Længden . Jeg taler ikke altid saa meget .
Nu aapnet Dagny Kielland Munden og sa
Det er visst ingen her som ikke heller vil høre paa Dem end seiv fortæUe noget . — Og idet hun bøiet sig imot Fru Stenersen hvisket hun : Kan ikke De faa ham til ? Kjære , gjør det . Vil De bare høre den Røst han har .
Nagel sa smilende :
Jeg skal saa gjærne sludre væk . Jeg er i det hele tat i det Hjørne i Kvæld ; Gud vet hvad som gaar av mig Naa , den liUe Drøm det var nu forresten ikke noget . Jo jeg saa altsaa en aapen Myr , uten Trær , bare med en hel Masse Røtter som laa omkring allevegne som underlig forvridde Onner . Det gik saa en gal Mand om blandt alle disse krokete Trærøtter . Jeg ser ham endnu , han var blek og hadde et mørkt Skjæg , men Skjægget var saa Ute og tyndt at hans Ansigt overalt skinnet igjennem . Han stirret vidaapent omkring sig og hans Øine var f ulde av Lidelse . Jeg laa skjult bak en Sten og jeg ropte til ham . Da ser han med en Gang bort til Stenen og studset ikke paa hvor Ropet kom fra ; det var som om han vel visste at det var netop der jeg laa , skjønt jeg var godt skjult . Han vedblev at stirre paa Stenen hele Tiden . Jeg
' »
212
Mysterier
s »
tænkte : han finder mig aUikevel ikke og i værste Fald kan jeg springe min Vei hvis han kommer . Og skjønt jeg ikke holdt av at han stod og stirret paa mig saa ropte jeg igjen for at ærte ham . Han gjorde et Par Skridt imot mig , han hadde aapnet Munden og laget sig til at bite ; men han kom ikke avsted , Røtterne dynget sig op foran ham , han læssedes ned av Røtter og kom ikke av Flækken . Jeg ropte igjen ; jeg ropte mange Ganger i Træk , for at ophidse ham dygtig , og han gav sig til at arbeide med Røtterne og faa dem væk , han kastet dem bort i Favnfulde og stridde tungt for at komme bort til mig ; men det var forgjæves . Han begyndte ogsaa at stønne saa jeg hørte det helt bort til mig og hans Øine stod stive av Smærte . Men da jeg saa at jeg var saa absolut tryg reiste jeg mig op og svinget Luen og viste mig for ham i hele min Skikkelse og ærtet ham ved at rope HaUo til ham uavladelig og stampe i Marken og rope HaUo . Jeg gik ham endog nærmere for at ærte ham litt blodigere endda , jeg stak Fingrene ut og pekte paa ham og ropte Hallo i forsmædelig Nærhet av hans Øre , for at bringe ham om mulig endnu Htt mere ut av Fatning ; derpaa gik jeg igjen tilbake og lot ham staa der og se paa at jeg hadde været ham saa nær . Men han op gav endnu ikke alt , han stridde fremdeles med Røtterne , slavet forhærdet av Smærte med at faa dem bort , rev sig tilblods , slog sig over Ansigtet , reiste sig paa Tærne og stod og skrek over til mig . Ja , vU De tænke Dem , han stod ret op og ned paa Tærne og saa paa mig og skrek ! Og da var hans Ansigt dryppende av Sved og fortrukket av en frygtelig Lidelse fordi han ikke fik fat i mig . Jeg vilde drive ham endda litt længer , jeg gik nærmere endda , knipset ham like foran Næsen og sa Tihihihihi med den grueligste Haan . Jeg slængte en Trærot mot ham , jeg traf ham over Munden , det ryktes mig at faa ham næsten til at tumle om ; men han spyttet bare Blodet ut og tok sig op til Munden og gav sig til at stræve med Røtterne igjen . Da mente jeg at jeg kunde vaage det , jeg strakte Haanden ut og vilde naa ham , jeg vilde sætte Fingeren like paa hans Pande og saa trække mig tilbake igjen . Men i det samme fik han fat i mig . Herregud , hvor det var rædselsfuldt da han fik fat i mig ! Han gjorde et rasende Grep og hugget sig fast i min Haand . Jeg gav et Skrik ; men han holdt mig bare i Haanden , og saa fulgte han mig . Vi gik ut av Myren , Trærøtterne var ham ikke længer til
Mysterier
213
noget Mén da han hadde faat Tak i Haanden min , og vi kom til Stenen der jeg først hadde skjult mig . Da vi kom dit kastet Manden sig ned for mig og kysset Jorden der jeg hadde traadd ; han laa blodig og sønderreven paa Knæ foran mig og takket mig fordi jeg hadde været god mot ham , han velsignet mig ogsaa og bad Gud velsigne mig til Gjengjæld . Hans Øine var aapne og fulde av gode Bønner for mig til Gud og han kysset ikke min Haand , nei ikke engang min Sko , men Jorden , der mine Sko hadde traadd . Jeg sa : Hvorfor kysser du Jorden netop der jeg har gaat ? —
Fordi , sa han , fordi min Mund blør og jeg ikke vil smudse dine Sko til . — Han vilde ikke smudse mine Sko til ! — Saa sa jeg igjen : Men hvorfor takker du mig nåar jeg dog har gjort dig ondt og bragt dig Lidelse ? — Jeg takker dig , svarte han , fordi du ikke bragte mig mere Lidelse , fordi du var god mot mig og ikke martret mig mere endda . — Ja , sa jeg da , men hvorfor skrek du til mig og aapnet Munden for at bite mig ? — Jeg vilde ikke bite dig , svarte han , jeg aapnet Munden for at be dig om Hjælp ; men jeg kom ikke tUorde < * g du forstod mig ikke . Men da skrek jeg av rigtig stor Lidelse . — Var det derfor du skrek ? spurte jeg igjen . — Ja derfor var det ! .... Jeg saa paa den gale Mand , han spyttet endnu Blod ut , men bad allikevel til Gud for mig ; jeg saa at jeg hadde set ham før og at jeg kjendte ham ; det var en halvgammel Mand med graat Håar og et lite usselt Skjæg , — det var Minutten .
Nagel tidde . Det gik et Støt gjennem Klyngen . Fuldmægtig Reinert slog Øinene ned og saa mot Jorden en lang Stund .
Minutten ? Var det ham ? spurte Fru Stenersen .
Ja ham var det , svarte Nagel .
Uf De gjør mig næsten uhyggelig tilmote .
Tænk , jeg visste det ! sa Dagny KieUand med en Gang . — Jeg kjendte ham like fra det Øieblik De sa at han knælte og kysset Jorden . Jeg forsikrer Dem at jeg kjendte ham igjen . Har De talt noget videre med ham ?
Aanei jeg har truffet ham bare et Par Ganger Men hør , det later til at jeg har ødelagt Stemningen ; Frue , De er jo ganske blek ! Hvad i Alver den .... det var jo bare en Drøm !
Ja dette gaar ikke an ! sa Doktoren ogsaa . Hvad Fan skje Uer det os at Minutten .... lat ham kysse hver Trærot i Norge , for den
*
214
Mysterier
!
\
Skyld . Se nu sitter endog Frøken Andresen og graater . Hahaha . Jeg graater siet ikke , svarte hun ; det kunde ikke falde mig ind . Men jeg vil gjærne tilstaa at denne Drøm gjorde Indtryk paa mig . Og det tror jeg nu forresten den gjorde paa Dem ogsaa . Paa mig ? ropte Doktoren . Aldrig det Spor , naturligvis ! Hahaha , jeg mener Dere blir gale jeg . Nei nu driver vi litt . Op aUe Mand ! Det begynder at bH Træk i Luften . Fryser du , Jetta ?
Nei jeg fryser ikke , lat os sitte , svarte Fruen . Men nu var Doktoren opsat paa at drive ; han vilde absolut
drive ; det var Træk i Luften , sa han en Gang tU , og om han saa blev alene om det saa vilde han røre paa sig . Nagel reiste sig da og fulgte ham .
De drev nogen Ganger frem og tilbake paa Kaien , skubbet sig frem gjennem Folkemassen , passiarte og besvarte Folks Hilsener . De gik kanske en halv Time paa denne Maate , saa ropte Fru Stenersen ned til dem :
Nei kom nu tilbake engang ! — Vet Dere hvad vi har fundet paa mens Dere var borte ? Jo vi har bestemt os til at ha stort Selskap hos os imorgen Aften . Ja De , Hr. NageL maa absolut komme ! Men nu maa De vite at ved stort Selskap hos os er det ikke andet at forståa end det mindst muHge av Mat og Drikke ....
Og det mest mulige av Kommers , ja , avbrøt Doktoren muntert . Jo jeg kjender det . Naa , men det er ikke noget galt Paafund ; jeg har hørt langt værre Ting av dig , Jetta . — Doktoren var med en Gang kommet i godt Humør og lo godmodig med hele Ansigtet ved Utsigten til denne Kvæld . — Kom bare ikke forsent , sa han , ° g gid jeg uti ikke maatte bli hentet ut . Men kan jeg møte op i disse Kiær ? spurte Nagel . Jeg har ingen andre .
Allesammen lo og Fru Stenersen svarte :
Naturligvis . Det er rigtig fornøielig . Paa Hjemveien blev Nagel gaaende ved Dagny KieUands Side . Han hadde ingen Bestræbelser gjort for at komme til at gaa der , det skete ganske tilfældig ; Frøkenen gjorde heUer intet for at forebygge det . Hun hadde netop sagt at hun aUerede glædet sig til imorgen Aften fordi det altid var saa hyggelig og frk hos Doktorens , de var saa utmærkede Mennesker , de forstod at gjøre det saa morsomt , — saa sa Nagel pludselig og med lav Røst :
Mysterier
215
Tør jeg haape , Frøken , at De har tilgit mig for den frygtelige Galskap av mig ute i Skogen dengang !
Han talte hæftig , næsten hviskende , og hun blev nødt til at svare .
Ja , sa hun , jeg forstaar nu bedre Deres Opførsel den Kvæld . De er visst ikke rigtig slik som alle andre Mennesker .
Tak ! hvisket han . Aa ja jeg takker Dem som jeg aldrig har takket i mit Liv ! Jo hvorfor er ikke jeg som andre Mennesker ? De skal vite , Frøken , at jeg har anstrængt mig i hele Kvæld for at mildne det Indtryk De først maatte ha faat av mig . Jeg har ikke sagt et Ord uten at det har været for Deres Skyld . Hvad sier De til det ? Husk paa , jeg hadde . forbratt mig stærkt imot Dem og jeg maatte noget gjøre . Jeg bekjender at jeg rigtignok har været i en litt usædvanlig Sindsstemning i hele Dag ; men jeg har dog gjort mig adskillig værre end jeg var og jeg har spillet Utt fordægtig næsten hele Tiden . Det var mig nemlig om at gjøre at faa Dem til at tro at jeg virkelig var noget überegnelig av mig , at jeg overhodet begik bisarre Forgaaelser ; derved haapet jeg at faa Dem til at undskylde mig saa meget lettere . Derfor trængte jeg mig ogsaa ind med mine Drømme paa urette Tid og Sted , ja jeg gav mig endog en drøi Blottelse angaaende en Violinkasse , avsløret frivillig en Naragtighet hos mig , hvad jeg ikke hadde været nødt ti 1. ... -
Undskyld ! avbrøt hun ham hastig , men hvorfor gaar De nu og fortæUer mig alt dette og spolerer det hele igjen ?
Nei jeg spolerer det ikke . Naar jeg fortæUer Dem at jeg ute i Skogen dengang virkeUg gav efter for et Øiebliks ondskapsfuld Indskytelse og sprang efter Dem saa vil De forståa det . Det var bare en pludselig Trang hos mig tU at skræmme Dem fordi De løp Deres Vei . Ja dengang kjendte jeg Dem jo ikke . Men nåar jeg nu fortæUer at jeg er akkurat som andre Mennesker saa vil De forståa det ogsaa . Jeg har iaften gjort mig til Latter og forbauset et helt Selskap ved den mest ekscentriske Optræden , bare for at mildne Dem saapas at De ialfald vUde høre paa mig nåar jeg kom og forklarte mig . Dette har jeg opnaadd , De har hørt paa mig og forstaat altsammen .
Nei jeg maa rent ut tilstaa at jeg forstaar Dem ikke ganske . Og det faar saa være ; det skal jeg ikke gi mig til at gruble over ....
216
Mysterier
Nei naturligvis ikke ; hvorfor skulde De gi Dem til at studere paa dette Spørsmaal ? Men ikke sandt , dette Selskap imorgen Kvæld blev bestemt fordi Dere allesammen trodde at jeg var en uregelmæssig Herre som man kunde vente sig endel rare Ting av ? Jeg vU kanske skuffe Dere , kanske sier jeg Ha og Ja , kanske kommer jeg siet ikke . Gud vet det .
Jo De maa naturUgvis komme .
Maa jeg det ? sa han og saa paa hende . Hun sa intet mere . De gik fremdeles ved Siden av hverandre .
De var kommet til Præstegaardsveien . Frøken KieUand stanset op. Hun brast i Latter og sa :
Nei jeg har aldri hørt paa Maken ! — Og hun rystet paa Hodet . Hun gav sig tU at vente paa det øvrige Selskap som var blit bakefter . Han vUde spørre om han maatte følge hende hjem , han var like ved at vaage det ; men i det samme vendte hun sig fra ham og ropte tilbake til Adjunkten :
Kom saa , Adjunkt , kom saa ! — Og hun vinket ogsaa ivrig med Haanden , for at skynde paa ham .
VII
Klokken seks den næste Kvæld kom Nagel ind i Doktorens Stue . Han trodde at han var kommet altfor tidlig ; men Selskapet fra Kvælden forut var allerede samlet . Det var desuten endnu et Par nye Gjæster , en Sakfører og en ung , lys Student . Man dråk aUerede Selters og Kognak ved to Borde ; ved et tredje Bord sat Damerne , Fuldmægtig Reinert og den unge Student og talte sammen . Adjunkten , denne tause Mand som sjælden eUer aldri gav en Lyd fra sig var simpelthen aUerede fuld og nu i Stemningens Hete og med blussende Kinder talte han høit baade om det ene og det andre . Der hadde vi nu Serbien hvor otti Procent av Befolkningen hverken kunde læse eUer skrive , stod det saa meget bedre tU der ? Ja han maatte rigtig spørre ! — Og Adjunkten saa sig om med bister Mine skjønt ikke en Sjæl hadde motsagt ham . Værtinden ropte paa Nagel og gjorde Plass for ham ved Damernes Bord . Hvad vUde han helst drikke ? De sat netop og talte om Kristiania , sa hun . Det var da en underlig Idé av Nagel at komme
Mysterier
217
og slaa sig ned i en Smaaby nåar han hadde Valget og kunde være endog i Kristiania .
Nagel fandt ikke Ideen saa underUg endda ; han skulde jo ligge paa Landet og ha Ferie . Han vUde forresten ikke være i Kristiania i ethvert Tilfælde ; Kristiania var et av de siste Steder han vilde
vælge . Virkelig ? Men det var dog Hovedstaden allikevel . Der var jo Møtestedet for alt hvad som fandtes i . Landet av Storheter og Berømmelser og Kunst og Teater og alt muHg .
Ja , og foruten dette aUe de Fremmede som strømmet til ! bemærket Frøken Andresen ; fremmede SkuespiUere , Sangere , Musikere , Kunstnere av aUe Slag .
Dagny KieUand sat taus og hørte bare paa . Aa ja det kunde være sandt nok , indrømmet Nagel ogsaa ; men han visste ikke hvorledes det var , men hver Gang Kristiania blev nævnt saa saa han et Parti av Grænsen for sine Øine og det luktet uthængte Kiær . Det var virkelig sandt , han fandt det ikke paa . Han fik ForestiUingen om en storsnobbet Smaastad med et Par Kirker , et Par Aviser , et Hotel og en fælles Vandpost , men med de største Mennesker i Verden . Han hadde aldri set Menneskene bryste sig som der , og Herregud hvor han mangen Gang hadde ønsket sig væk nåar han hadde levet der ! Fuldmægtigen kunde ikke begripe at nogen kunde fatte en slik Antipati — ikke til et enkelt Menneske bare , men til en hel By , et Lands Hovedstad . Kristiania var i Virkeligheten ikke saa liten nu , den begyndte at Wta sin Plass blandt Byer av Rang . Og Grand Kafé var ingen ringe Kafé .
Nagel gjorde først ingen Indsigelse mot Grand . Men Htt efter rynket han Panden og bemærket saa aUe hørte det : Grand er en enestaaende Kafé .
Det synes De ikke at mene ? Jo . Grand var det famose Sted inden Byen hvor alt stort såtte
Møte . Der sat Verdens største Malere , Verdens haapefuldeste Ungdom , Verdens fashionableste Damer , Verdens flinkeste Redaktører og Verdens største Diktere ! Hehe , der sat de og pustet sig op for hverandre — den ene sjæleglad over at bli paaskjønnet av den andre . Jeg har set Hvermand sitte der og fryde sig over at andre Hvermænd iagttok ham .
Mysterier
218
Dette Svar vakte almindelig Forargelse . Fuldmægtigen lænet sig over mot Frøken Kiellands Stol og sa temmelig høit :
Jeg har ikke hørt Maken til Skittvigtighet !
Hun vaaknet op. Hun saa hurtig over til Nagel , han hadde ganske bestemt hørt Fuldmægtigens Ord ; men han syntes ikke at ta sig dem nær . Tværtimot , han dråk med den unge Student og begyndte med en likegyldig Mine at tale om noget andet . Ja hans overlegne Væsen ærgret ogsaa hende ; Gud vet hvad han tænkte om dem allesammen nåar han mente at kunne by dem slikt hovent Snak ! For en IndbUdskhet , for en Stormandsgalskap ! Da Fuldmægtigen spurte hende : Ja hvad synes nu De ? svarte hun med paatat høi Røst : Hvad jeg synes ? Jeg synes jo at Kristiania er god nok for mig .
Heller ikke dette forstyrret Nagels Ro . Da han hørte denne høie Røst halvt henvendt til sig såtte han sig til at se paa hende med en eftertænksom Mine , som om han vilde huske sig om , hvad , han vel kunde ha forarget hende med. Han saa vedholdende paa hende i mere end et Minut og blinket med Øinene og tænkte efter og under dette hadde han et sørgmodig Uttryk .
Men nu hadde ogsaa Adjunkten hørt hvad det var Tale om og han protesterte mot at Kristiania var mindre end for Eksempel Belgrad . I det hele tat var ikke Kristiania mindre end andre Hovedstæder av en rimelig Størrelse ....
Her begyndte aUesammen at le ; Adjunkten saa altfor komisk ut med sine hete Kinder og sin urokkelige Overbevisning . Sakfører Hansen , en bitte liten tyk Mand med Guldbriller og blank Isse , lo uavlatelig av ham og slog sig paa Knærne og 10.
En rimelig Størrelse , en rimelig Størrelse , ropte han . Kristiania er ikke mindre end andre Hovedstæder av samme Størrelse , av akkurat samme Størrelse . Beke meget mindre . Aa , du store min ! Skaal !
Nagel begyndte igjen at tale med Student Øien . Jo i sine yngre Dager hadde ogsaa han — Nagel — sværmet for Musik , og da især for Wagner . Men det var blit utvisket med Aarene . Han drev det heller aldri længer end til at lære Noterne og gjøre et Par Toner .
Paa Piano ? spurte Studenten . Piano var hans Fag .
Nei fy ! Paa Violin . Men som sagt : jeg kom ingen Vei og jeg sluttet med det straks .
Mysterier
219
Hans Øine streifet tilfældig Frøken Andresen som nu i minst et Kvarter hadde sittet og passiaret med Fuldmægtigen borte i en Krok ved Kakkelovnen . Hendes Blik møtte Nagels , hurtig , uforvarende , men hun flyttet sig aUikevel urolig paa Stolen og gik med ett istaa med det hun vUde si .
Dagny sat og slog sig i Haanden med en sammenbrættet Avis . Hendes lange , hvite Fingrer hadde ingen Ringer . Nagel mønstret hende i Smug . Du gode Gud hvor hun var smuk i Kvæld ; i denne Belysning mot den mørke Væg saa hendes tykke lyse Haarflætte endda lysere ut . Hendes Krop hadde nåar hun sat en liten Tone av Yppighet ; men nåar hun reiste sig blev den borte . Hun hadde en let , vuggende Gang som om hun hadde gaat meget paa Skøiter .
Nagel reiste sig og gik bort til hende . Hun hadde et Øieblik sluppet sit mørkeblaa Blik løs paa ham
og han utbrøt med en Gang , uten at tænke over det :
Gud bevare mig hvor De er vakker !
Hun blev aldeles forvirret av denne Likefremhet , hun holdt Munden aapen og visste ikke sin arme Raad . Saa hvisket hun :
Men saa vær da Utt rimelig !
Kort efter reiste hun sig og gik tU Pianoet hvor hun gav sig tU at blade i endel Noter , blussende rød i Kinderne .
Doktoren som brændte efter at faa tale Politik spurte pludselig ut i Stuen :
Har Dere læst Aviserne idag ? Det er Fan ta mig forgalt med Morgenbladet i disse Tider ! Det er ikke længer dannede Menneskers Tale , det er Pøbelsnak og Skjældsord hele Veien .
Men nåar Doktoren ikke blev motsagt kunde han ingen Vei komme . Dette visste Sakfører Hansen og derfor sa han lurt og lunt :
Skal vi ikke si at det er FeU paa begge Sider ? Vet du hvad ? ropte Doktoren og sprang op. Du vil da vel ikke
si at
Bordet var dækket . Selskapet begav sig ind i Spisestuen , Doktoren vedblev at prate . Passiaren fortsattes ved Bordet . Nagel som hadde faat Plass meUem Værtinden og den unge Frøken Olsen , Politimesterens Datter , deltok ikke i den . Da man reiste sig fra Bordet var man aUerede kommet langt ind i europæisk Politik . Man sa sin Mening om Tsaren , om Constans , om Parnell , og da man tilsist drev ind paa Balkanspørsmaalet fik atter den drukne
Mysterier
220
Adjunkt Leilighet til at kaste sig over Serbien . Han hadde netop læst Statistische Monatschrift ; der var frygtelige Tilstande , Skolen aldeles forsømt ....
Det er én Ting som glæder mig over al Maate , sa Doktoren med helt fugtige Øine , det er åt Gladstone lever endnu . Bryg nu , mine Herrer , saa drikker vi en Skaal for Gladstone , ja for Gladstone , denne store og rene Demokrat , Nutidens og Fremtidens Mand .
Vent Utt , lat ogsaa os faa være med ! ropte Fruen . Og hun fyldte Vin i Damernes Glas , skjænket over av bare Ivrighet og bydde Brættet rundt med skjælvende Hænder .
Saa dråk allesammen .
Ja er det ikke en Kar ! fortsatte Doktoren og smattet med Tungen . Stakkar , han har været forkjølet nu en Stund , men det gaar forhaapentlig over . Det er ingen nu av PoUtikere jeg saa nødig vilde miste som Gladstone . Du store min , nåar jeg tænker paa ham saa staar han for mig som et Fyrtaarn , lysende ut over hele Verden ! .... De ser saa fraværende ut , Hr. Nagel ; er De ikke enig ?
Hvadbehager ? Jeg er naturligvis fuldt enig med Dem .
Naturligvis . Nei det er mange Ting hos Bismarck ogsaa som imponerer mig ; men Gladstone !
Doktoren blev stadig ikke motsagt , aUe kjendte hans velsignede Snak . Tilslut døde Passiaren saa av at Doktoren foreslog Kort at fordrive Tiden med. Hvem vilde spille ? Men nu ropte Fru Stenersen tværsover hele Stuen :
Nei det maa jeg si ! Vet Dere hvad Student Øien netop sitter og fortæUer mig ? Hr. Nagel , De har nok ikke altid fundet Gladstone saa utmærket som iaften . Student Øien har hørt Dem engang i Kristiania — var det i Arbeidersamfundet ? — hvor De har rakket Gladstone ganske ordentlig til . Jo De er en net en ! Er det virkehg sandt dette ? Ja De kan bare prøve , De kan bare prøve !
Fruen sa dette i god Tro , med smilende Mund , og strakte for Spøk sin Pekefinger i Veiret . Hun gjentok at han maatte si om det var sandt .
Nagel studset og svarte :
Det maa være en Feiltakelse .
Jeg vil ikke si at De rakket ham til , sa Øien ; De opponerte stærkt . Jeg husker saaledes De sa om Gladstone at han var bigot .
Mysterier
221
Bigot ! Gladstone bigot ! skrek Doktoren . Var De fuld , Mand ?
Nagel 10.
Det var jeg vist ikke . Jo kanske jeg var fuld , det vet jeg ikke . Det høres saa ut .
Ja det ved Gud det gjør ! sa Doktoren tilfredsstiUet .
Nagel vilde ikke forklare sig , han undgik at si mere og Dagny KieUand bad igjen Fruen om at drive paa :
Faa ham til at fortæUe hvad han har ment . Det er saa morsomt .
Ja , men hvad mente De egentlig ? spurte Fruen saa . Da De opponerte hadde De vel en Mening med det . Saa , si os det nu ! De gjør os desuten en Fornøielse med det ; for skal Dere nu tU at spille Kort saa blir det saa kjedelig .
Det er en anden Sak hvis jeg muntrer Selskapet med det , svarer Nagel .
VUde han ved denne Bemærkning gjøre en liten Jeip til sig seiv og sin RoUe ? Han fortrak Munden litt .
Han begyndte med at han ikke husket den Gang Hr. Øien talte 0 m .... Har nogen av Dere set Gladstone og hørt ham tale ? Det er ett Indtryk man faar av ham fra Talerstolen : Mandens aapne Vandel , hans store Retfærdighet . Det er som om det siet ikke kunde være Tale om andet end rent Mel i Posen . Hvorledes skulde den Mand kunne gjøre den store Ondskap at synde mot Gud ! Og saa dypt er han seiv gjennemtrængt av denne Idé med det rene Mel i Posen at han ogsaa forutsætter det samme hos sine Tilhørere , virkehg forutsætter rent Mel endog hos sine TUhørere ....
Men det er jo et smukt Træk hos ham ? Det viser hans Retskaffenhet og humane Tænkemaate , avbrøt Doktoren . Jeg har aldrig hørt saa galt !
Det mener jeg ogsaa ; jeg anfører det ogsaa bare til hans Karakteristik , til et smukt Træk i hans BiUede , hehehe . Jeg skal nævne en TUdragelse som jeg husker netop nu ; nei jeg behøver kanske ikke at fortæUe hele Tildragelsen , men bare nævne Navnet Carey . Jeg vet ikke om allesammen husker hvorledes Gladstone som Minister i sin Tid mottok Angivelser av Forræderen Carey ? Han hjalp ham forresten siden over til Afrika for at fri ham fra Feniernes Hævn . Naa , men det er ikke herom det er Tale , det er en anden Historie ; jeg lægger ingen Bræt paa den Sort Smaating som en Minister kanske i Ny og Næ kan være nødt tU at begaa .
222
Mysterier
Nei for at komme tilbake til det vi talte om saa er Faktum det at Gladstone som Taler bare har det reneste Mel i Posen .... Nu skulde De ha set og hørt Gladstone tale , saa jeg bare behøvet at peke paa hans Miner under Foredraget . Han er saa sikker paa sit rene Mel at denne Sikkerhet avspeiler sig i hans Blik , hans Røst , hans Holdning og hans Gestus . Hans Tale er simpel og letfattelig , langsom og evigvarende ; aa hvor den varer evig ; hans Pose blir aldrig tom ! De skulde ha set hvorledes han fordeler sine Bemærkninger rundt om i Salen , Utt til den Jærnhandler her , Utt til den Bundtmaker der , hvorledes han i den Grad vet hvad han taler om at han synes at værdsætte sine Ord til en Krone pr. Stykke . Jo det er da virkelig et morsomt Syn ! Gladstone er nemlig Ridder av den uomtvisteUge Ret og det er dens Sak han hævder . Det kunde aldrig falde ham ind at gjøre VUdfarelsen nogensomhelst Indrømmelse . Det vil si : nåar han vet at Retten er paa hans Side saa er han skaanselløs i at bruke den , holde den frem , hæve den tilveirs , la den vaie for Tilhørernes Øine , for at gjøre Motstanderne tilskamme . Hans Moral er av sundeste og varigste Slag , han arbeider for Kristendommen , for Humanismen og for Civilisationen . Om nogen bydde den Mand saa eller saa mange Tusen Pund for at frelse en uskyldig anklaget Kone fra Skafottet saa vUde han frelse Konen , vise Pengene tilbake med Foragt og bakefter ikke regne sig det tU Fortjeneste . Aldeles ikke ; han vilde ikke regne sig det til Fortjeneste ; det Slags Mand er han . Han er en utrættelig Kjæmper og er idelig paafærde for at gjøre godt paa vor Klode , aksler daglig sit Skind for Retten , Sandheten og Gud . Og for nogen Slag vinder han ikke ! To og to er fire , Sandheten har seiret , Æren er Guds ! .... Nu , Gladstone kan stige høiere end tU to og to ; jeg har hørt ham i en Budgetdebat paavise at sytten Ganger tre og tyve er tre Hundrede og en og nitti , og han seiret knusende , seiret enormt , han hadde atter Ret , og Retten lyste ut av hans Øine , skalv i hans Røst og hævet ham til Storhet . Men nu stanset jeg virkelig op og saa paa Manden . Jeg skjønte at han hadde rent Mel i Posen , men jeg stanset allikevel op. Jeg staar der og tænker over hans tre Hundrede og en og nitti og jeg finder at det er ret , men jeg smaker desuagtet litt paa det og sier saa til mig seiv : Nei stop ! sytten Ganger tre og tyve er tre Hundrede og syv og nitti ! Jeg vet vel at det er én og nitti , men jeg sier aUikevel mot
Mysterier
223
bedre Vidende syv og nitti , for at være paa en anden Side end dette Menneske , denne Rettens Professionist . Det er en Røst i mig som kræver : Reis dig , reis dig mot denne Fot-i- Hose-Ret ! Og jeg reiser mig og sier syv og nitti av bare indre brændende Fornødenhet , for at bevare min Bevissthet om Ret fra at banaliseres tU Jorden av denne Mand som staar saa uomtvistelig paa Rettens Side ....
Jeg har Gud straffe mig aldri hørt Maken til Nonsens ! roper Doktoren . Oprører det Dem at Gladstone altid har Ret ?
Nagel smilte — om av Sagtmodighet eUer av Affektation var ikke godt at si . Han vedblev :
Det oprører mig ikke , det demoraliserer mig heUer . Naa , jeg gjør ikke megen Regning paa at bli forstaat heri , men det kan være det samme . Gladstone er en slik Rettens og Sandhetens landveisfarende Herold , hans Hjærne staar stiv av anerkjendte Resultater . At to og to er fire er for ham den største Sandhet under Solen . Og skal vi benægte at to og to er fire ? Naturligvis ikke , jeg sier det ogsaa for at vise hvorledes Gladstone har evig Ret . Det beror da bare paa om man er sandhetsgal nok til at la sig det by , om ens Erkjendelse er bUt saapas lærseig av Sandhet at den endnu kan la sig stuteslaa til Marken med en slik Sandhet . Det er det det gjælder 0 m .... Naa , men i den Grad har Gladstone Ret og saa rent er Melet i hans Pose at det visselig aldrig falder ham ind at holde op frivUlig med sin Godhet mot vor Klode . Han maa stadig være paafærde , han er tiltrængt overalt . Saa slaar han da Verden om Ørene med sin Visdom i Birmingham og sin Visdom i Glasgow , bringer en Korkeskjærer og en Advokat til samme politiske Anskuelse , strider drabeligen for sin Overbevisnings Sak og anstrænger sine gamle , trofaste Lunger til det ytterste for at ingen av hans dyre Ord skal gaa tapt for Tilhørerne . Og nåar Akten er over og Folket har jublet og Gladstone har bukket saa gaar han hjem om Kvælden og lægger sig ned og folder Hænderne og læser sin Bøn og sovner , uten en bitte liten Mistanke i sin Sjæl , uten at skamme sig over at han har fyldt Birmingham og fyldt Glasgow — med hvad ? Han har bare Følelsen av at ha gjort sin Pligt mot Menneskene og Ret mot sig seiv , og saa sovner han ind som en Retfærdig sovner ind . Han vilde ikke være syndig nok tU at si til sig seiv : idag har du gjort det Htt daarlig , du
224
Mysterier
kjedet de to Bomuldsspinderne paa første Bænk , du fik den ene til at gjæspe , — han vUde ikke si dette tU sig seiv , for han er ikke sikker paa om det er sandt . Og lyve vU han ikke , for at lyve er Synd og Gladstone vU ikke synde . Nei han vilde si : jeg syntes det var en Mand som gjæspet ; det forekom mig , mærkelig nok , at han gjæspet ; men jeg har vel tat f eik Manden gjæspet nok ikke . Hehehe .... Jeg vet ikke om det var noget i denne Retning jeg uttalte i Kristiania ; men det gjør ikke noget . Jeg tilstaar i ethvert Fald at Gladstones Storhet som Aand altid har gjort et noksaa Ute overvældende Indtryk paa mig .
Stakkars Gladstone da ! sa Fuldmægtig Reinert .
TU dette svarte ikke Nagel noget . Nei det var ikke dette De talte om i Kristiania , oplyste Øien .
De hadde fat i Gladstone for hans Forhold tU Irerne og ParneU og sa blandt andet at nogen betydelig Aand var han ikke . Det husker jeg at De sa . Han var en stor og brukbar , men i Arten ytterst ordinær Kraft bare , sa De , en uhyre LiUefinger av Beaconsfield .
Jeg husker det ; jeg blev fratat Ordet , hehehe . Godt , men jeg underskriver dette ogsaa ; hvorfor ikke ? Det blir vel ikke værre end det alt er . Men døm mig mUdt !
Saa sa Doktor Stenersen :
Si mig engang : er De Høiremand ? Nagel spærret Øinene forbauset op ; saa brast han i Latter og
svarte :
Ja hvad tror De ?
I det samme ringte det paa Doktorens Kontordør . Fruen sprang op ; naturligvis , nu skulde Doktoren ut igjen , desværre . Ja men ingen anden fik bryte op endnu , siet ikke , ikke før tolv ialfald . Frøken Andresen skulde simpelthen sætte sig ned igjen ; Anna skulde bringe mere varmt Vand , meget varmt Vand . Klokken var bare ti.
Hr. Fuldmægtig , De drikker jo ikke noget .
Jo Fuldmægtigen forsømte sig ikke .
Ja men Dere faar ikke bryte op. Dere skal være her aUesammen . Dagny , du er saa stille ?
Nei Dagny var ikke stillere end sædvanUg .
Nu kom Doktoren ind fra Kontoret . Man maatte undskylde ham , han maatte avsted ; farUg TUfælde , Forblødning . Naa , det var ikke
Mysterier
225
længer borte end at han kunde være tilbake igjen om to tre Timer ; haapet at træffe Selskapet da . Adjø aUesammen , adjø Jetta .
Saa gik Doktoren hastig sin Vei . Et Minut efter saas han sammen med en anden Mand at smaaspringe nedover Veien tU Bryggen , slik Hast hadde han .
Fruen sa :
Ja lat os nu finde paa noget .... Uf De kan tro det er noksaa kjedeUg mangen Gang at være tilbake her alene nåar min Mand reiser ut . Især om Vinternætterne er det rent galt , da kan jeg ofte ikke være sikker paa at han kommer tilbake engang .
Her er ingen Børn i Huset , ser jeg ? spurte Nagel .
Nei , ingen Børn .... Naa , jeg begynder at vænne mig tU disse lange Nætter nu ; men i Begyndelsen var det fælt . Jeg forsikrer Dem jeg var saa rædd , mørkrædd og angst , — ja desværre , jeg er mørkrædd ogsaa , — at jeg stundom maatte staa op og gaa ut og lægge mig sammen med Piken .... Nei nu maa du ogsaa si noget , Dagny ! Hvad tænker du paa ? Kjæresten naturligvis .
Dagny blev rød , lo av Forlegenhet og svarte :
Javisst , jeg tænker paa ham . Det er saa rimelig . Men spør heUer hvad Fuldmægtig Reinert tænker paa ; han har ikke sagt et Ord i hele Kvæld .
Fuldmægtigen protesterte ; han hadde passiaret med Damerne Olsen og Andresen , saa at si utviklet en større Virksomhet i det stiUe , været vaaken hele Tiden , fulgt med i de andres politiske Utviklinger , kortsagt ....
Frøken KieUands Forlovede er nemlig reist tilsjøs igjen , sa Fruen tU Nagel . Han er Marineofficer , han er gaat til Malta , — var det ikke til Malta ?
Jo , tU Malta , svarte Dagny .
Ja det gaar hurtig at forlove sig for slike Folk ! Han stikker hjem tU Forældrene en tre Ukers Tid , og saa en Kvæld....Ja , de Løitnanter !
Kjække Folk ! syntes Nagel . I Regien vakre , veirbitte Mennesker med friskt Sind og aapne Ansigter . Deres Uniform var ogsaa saa pen og de bar den med Elegance . Jo , Sjøofficererne hadde altid bedaaret ham .
Med ett vender Frøken Kielland sig om tU Øien og spør smilende :
15 — Hamsun I .
226
Mysterier
Ja det sier Hr. Nagel nu . Men hvad har han sagt i Kristiania ? AUesammen begyndte at le ; Sakfører Hansen ropte drukkent : Ja , hvad har han sagt i Kristiania — i Kristiania ? hvad har Hr. Nagel sagt der ? Hahaha , du store min ! Skaal ! Nagel klinket med ham og dråk . Han hadde virkelig altid været indtat i Sjøofficererne . Han vUde endog gaa saa vidt som at si at var han Pike saa vUde han ha en Sjøofficer , eUers kunde det være det samme .
Dette lo man av igjen ; Sakføreren klinket begeistret med aUe de Glas han saa paa Bordet og dråk . Men Dagny sa pludseUg : AUe Løitnanter har Ord for at være saa daarlig begavede . Det tror altsaa ikke De ?
Nonsens . Men desuten , seiv om det var TUfældet , vUde han allikevel som Pike foretrække en vakker Mand fremfor en klok Mand . Übetinget ! Og især hvis han var ung Pike . Hvad gjorde man med en Hjærne uten Krop ? Ja — kunde man si — men hvad gjorde man ogsaa med en Krop uten Hjærne ? Jo , det var Pokker tU Forskjel . Shakespeares Forældre kunde ikke læse de. Naa , Shakespeare seiv kunde vel heUer ikke læse synderUg godt ; men han var dog bUt en historisk Skikkelse . Men hvorledes det end var saa maatte vel en Pike snarere bli kjed en lærd og styg end av en vakker og dum Mand . Nei var han ung Pike og han hadde Valget saa tok han først og fremst en vakker Mand . Den Mands Meninger om norsk Politik og Nietzsches Filosofi og Guds Treenighet vilde han gi Ravnene .
Her skal De se Frøken KieUands Løitnant , sa Fruen og kom med et Album .
Dagny sprang op. Det undslap hende et Aanei ! men Utt efter såtte hun sig ned igjen . Ja , men BiUedet er daarlig , sa hun saa ; han ser meget bedre ut endda .
Nagel saa en vakker ung Mand med Helskjæg . Han sat rank og fri ved et Bord og holdt Haanden paa Sabelen . Sit Utt sparsomme Håar hadde han kløvet efter Midten ; han saa noget engelsk ut .
Ja det er ogsaa sandt , han er langt penere end her , sa Fruen ogsaa . Jeg har seiv været forelsket i ham engang i mine Pikedager .... Men vU De se denne Mand her ved Siden av . Det er en ung Teolog som døde netop nu , Karlsen , hans Navn var Karl-
Mysterier
227
sen . Han omkom for et Par Uker siden . Det var saa sørgeUg . Hvad ? Javel , det var ham vi begrov iforgaars .
Det var et sykeUg utseende Væsen med huie Kinder og med Læber saa smale og sammenknebne at de saa ut som en simpel Strek i Ansigtet . Øinene var store og dunkle , hans Pande var ualmindelig høi og klar ; men hans Bryst var flatt og Akslerne ikke bredere end paa en Kvinde .
Dette var Karlsen . Slik saa han ut . Nagel tænkte ved sig seiv at tU dette Ansigt svarte blåa Hænder og Teologi . Han sat netop og skulde bemærke at det var et uhyggelig Ansigt , da han la Mærke tU at Fuldmægtig Reinert flyttet sin Stol bort til Dagnys og gav sig til at tale med hende . Saa bladet han videre frem og tilbake i Albumet og tidde for ikke at forstyrre . Eftersom De har klaget over min Taushet ikvæld , sa Fuldmægtigen , saa faar jeg kanske Lov at fortæUe Dem en Oplevelse fra Keiserbesøket , en sandfærdig Historie . Jeg kom netop tU at huske den nu ....
Hun avbrøt ham og sa sagte :
Hvad er det De har gjort slik Kommers med derborte i Kroken i hele Aften ? si mig heUer det . Jeg vilde jo bare gi Dem et Varsku da jeg sa at De hadde været taus . De sat naturligvis og var ondskapsfuld da ogsaa . Det er rigtig stygt av Dem at hærme og gjøre Nar av alt mulig . Det er sandt , han snobber sig forfærdelig med den Jærnring paa Lillefingeren , holder den op og ser paa den og pusser den . Naa , men det kan gjærne være han gjør det i Tanlcer . Han skapte sig ialfald ikke saa meget som De gjorde det til . Men forresten er han baade saa hoven og halvskraUet at han fortjener det . Men du , Gudrun , har gjort formeget av det med din Latter . Han har ganske sikkert mærket at du lo av ham .
Gudrun kom til , forsvarte sig , paastod at det var ene og alene Fuldmægtigens Skyld , han hadde været saa komisk , uimotstaaelig . Bare Maaten hvorpaa han sa : Gladstones Storhet har aldrig imponeret mig — mig !
Hys , du snakker for høit nu ogsaa , Gudrun . Han hørte dig , jo han gjorde , han vendte sig . Men du , Ia du Mærke til nåar han blev avbrutt gjorde det ham ikke det Spor hæftig ; ikke sandt ? Han saa næsten sørgmodig paa os aUe . Tænk nu begynder jeg at
Mysterier
228
angre paa det vi sitter her og sladrer paa ham . Ja fortæl Deres Historie fra Keiserbesøket , Fuldmægtig . Og Fuldmægtigen fortalte . Da det ikke var nogen Hemmelighet , men en ganske uskyldig Hændelse med en Kone og en Blomsterbuket talte Fuldmægtigen høiere og høiere , saa tUsist hele Huset hørte paa ham . Historien var omstændelig og tok flere Minutter . Da den var tUende sa Frøken Andresen : Hr. Nagel , husker De igaaraftes , Historien om det Sangkor paa
Middelhavet .... ? Nagel slog Albumet hurtig i , saa ut i Stuen og fik et næsten rædd Uttryk . Var det SpU eUer Oprigtighet ? Han svarte sagte at han hadde kanske kunnet ta feil i Enkeltheter , men det var ikke med Vilje , og han hadde ikke spundet op Historien , det var en Oplevelse .
Nei kjære , jeg mente heUer ikke at si # at De spandt det op , svarte hun leende . Men kan De ogsaa huske hvad De svarte da jeg fandt det vakkert ? At De bare én Gang før hadde hørt noget skjønnere , og det var i Drømme .
Jo , han husket det , han nikket . VU Desaa fortæUe os den Drøm ogsaa ! Jo gjør det . De fortæUer
saa underlig . Vi ber Dem aUesammen . Men nu nægtet han . Han gjorde mange Undskyldninger , sa at det bare var en Übetydelighet , en Drøm uten Begyndelse og Ende , et Vift av en Forestilling under Søvnen . Nei det kunde ikke engang gjengis i Ord ; man visste nok slike vage , farende Fornemmelser som man bare kunde føle som en Straale og som saa var brat borte igjen . Man kunde seiv skjønne hvor dumt det hele var nåar Drømmen foregik i en hvit Skog av Sølv ....
Javel en Skog av Sølv . Og saa ?
Nei . Og han rystet paa Hodet . Han vilde saa gjærne gjøre alt mulig for hende , ja hun kunde bare stille ham paa Prøve . Men han kunde ikke fortæUe denne Drøm , hun maatte tro ham .
Vel , men saa noget andet . Vi ber Dem allesammen . Han dudde ikke til det , ikke ikvæld . Undskyld .
Saa faldt det nogen faa likegyldige Ord , et Par barnagtige Spørsmaal og Svar , det rene Nonsens . Dagny sa :
De kunde gjøre alt muUg for Frøken Andresen , hvad kunde De da for Eksempel gjøre ?
229
Mysterier
Man lo av dette Paafund og Dagny lo ogsaa seiv . Efter en Stunds Betænkning sa Nagel :
Dem kunde jeg gjøre noget slemt for . Noget slemt for mig altsaa ? Lat os høre . Et Mord for Eksempel ? Ja da . Jeg kunde myrde en Eskimo og flåa Skindet av ham til
en Brevmappe for Dem . Ser De ! Men nu Frøken Andresen , hvad kunde De gjøre for
hende ? Noget uhørt godt ? Ja det kunde jeg kanske , jeg vet ikke . Apropos , dette med
Eskimoen har jeg set et Sted . De maa ikke tro at det er min egen Opfindelse . (
Pause .
Dere er nogen vidunderlig snille Mennesker , sa han saa . Dere vU hele Tiden at jeg skal faa gjøre mig gjældende og snakke mit lille Snak foran aUe andre . Bare fordi jeg er Fremmed .
Adjunkten lurte sig til at se paa Klokken . Saa meget De vet det , sa Fruen , De faar ikke gaa før min Mand
kommer tilbake . StrængeUg forbudt . Find paa hvad De vil , men De faar ikke gaa .
Saa kom det Kaffe og Selskapet blev straks livligere . Sakføraren som hadde sittet og disputeret med den unge Student sprang op , let som en Fjær den tykke Mand , og slog henrykt Hænderne sammen ; seiv Studenten gnidde sine Fingrer og gik bort til Pianoet hvor han slog an et Par Akkorder .
Aa ja , ropte Værtinden , hvorledes kunde vi glemme at De spUler . Nu maa De fortsætte , jo , endelig !
Og Studenten vilde i Granden gjærne spUle . Han kunde ikke meget , men hvis man ikke hadde noget imot litt av Chopin , eUer kanske en Vals av Lanner ....
Nagel applauderte ivrig Musiken og sa til Dagny :
Beke sandt , nåar man hører den Sort Musik saa vilde man gjærne sitte i litt Fråstand fra den , i et Sideværelse et eller andet Sted , med sin Elskedes Haand i sin og tie ganske stiUe ! Jeg vet ikke , men jeg har altid forestUlet mig at det maatte være saa deUig .
Hun mønstret ham . Mente han dette Vaas ? Det var ingen Ironi i hans Ansigt og hun faldt derfor ind i den samme banale Tone :
Ja . Men der maatte ikke være formeget Lys ; vel ? Og Stolene
230
Mysterier
kunde gjærne være Utt lave og bløte . Men utenfor maatte det regne og være mørkt .
Hun var ganske usædvanlig vakker ikvæld . Disse mørke Øine i det lyse Ansigt gjorde sin store Virkning . Skjønt hun ikke hadde ganske hvite Tænder lo hun gjærne , lo endog av helt übetydelige Ting ; hendes Mund var ogsaa rød og fuld saa man straks blev opmærksom paa den . Men det mærkværdigste var kanske at regelmæssig hver Gang hun talte for det et Skjær av rødt opover hendes Kinder og blev straks borte igjen .
Nei nu er Adjunkten forsvundet igjen ! ropte Doktorfruen . Naturligvis , naturligvis ! Den Mand kan jo ingen passe paa , han er sig seiv lik altid . Jeg haaper i det mindste at De , Hr. Fuldmægtig , sier Godnat før De gaar ?
Adjunkten var gaat ut Kjøkkenveien , hadde listet sig væk i al Stilhet som han altid pleiet , træt efter sin Rus , blek og forvaaket , og var ikke kommet tilbake . Nagels Ansigt skiftet pludselig Uttryk ved denne Efterretning . Denne Tanke slog straks ned i ham at han maatte kunne vaage at by Dagny sin Ledsakelse gjennem Skogen i Adjunktens Sted . Han bad hende ogsaa med en Gang og gjorde ingen Utsættelse med det , bønfaldt hende baade med Øinene og med sit bøiede Hode , og saa la han til tilslut :
Og jeg skal være saa snil !
Hun lo og svarte :
Ja ja Tak , nåar De vil være det saa .
Nu ventet han bare paa Doktoren for at komme avsted . Ved Utsigten tU denne Tur gjennem Skogen blev han livligere end før , talte med om alt muUg , bragte aUe til at le og var utsøkt elskværdig . Han var saa henrykt , saa fuld av Lykke , at han ogsaa lovet at tilse Fru Stenersens Have og da han var halvt Fagmand undersøke Jordbundens Beskaffenhed i Havens nedre Hjørne hvor den syke Rips stod . Jo han skulde nok faa Bugt med Lusen , om han saa skulde læse over den , besværge den .
Om han ogsaa kunde Troldom ?
Han fusket i noget av hvert . Her skulde man for Eksempel se at han bar en Ring , en uanselig Ring av Jærn , men med den underbareste Ævne . Skulde man tro det nåar man saa den ? Men mistet han den Ring en Kvæld Klokken ti , maatte han lete den op igjen inden tolv , eUers gik det ham galt . Han hadde faat den
Mysterier
231
av en ældgammel Græker , en Kjøpmand i Piræus . Ja han hadde jo gjort Manden en Gjentjeneste og atpaa Kjøpet foræret ham en Matte Tobak for Ringen .
Men trodde han virkelig paa den ?
Ja litt . Virkelig ! Den hadde helbredet ham engang .
En hund hørtes at gjø i Retning av Sjøen . Fruen saa paa Klokken , jo det var Doktoren , hun kjendte Hunden . Aa hvor det var bra ; Klokken var tolv og han var aUerede tilbake igjen ! Hun ringte og fik mere Kaffe ind .
Jasaa , det er en slik utmærket Ring , Hr. Nagel ? Og De tror saa sikkert paa den ?
TemmeUg sikkert . Det vilde si : han hadde gode Grunde til ikke at tvUe paa den . Ja kunde det ikke være likegyldig hvad man trodde paa , aldenstund man seiv , i sit Indre , holdt det ene like saa godt som det andre ? Ringen hadde helbredet ham for Nervøsitet , hadde gjort ham fast og stærk .
Fruen lo en Stund , saa begyndte hun at motsi ham hæftig . Nei hun kunde ikke utstaa den Sort blaseret Snak , — undskyld , hun kaldte det blaseret Snak , — og hun følte sig viss paa at Hr. Nagel heUer ikke mente hvad han sa . Naar man hørte slikt av dannede Mennesker , hvad maatte man da ikke vente av Menigmand ? Hvor vUde man havne ? Saa kunde jo ogsaa Doktorerne pakke sammen ?
Nagel forsvarte sig . Jo det ene var næsten Uke saa godt som det andre . Det var Viljen , det var Troen og Dispositionen det kom an paa hos Patienten . Men Doktorerne maatte ikke pakke sammen de heUer , de hadde sin Menighet , sine Troende de ogsaa , de hadde de dannede Mennesker , og de dannede Mennesker helbrededes ved Mikstur , mens Kjætterne , Menigmænd , helbrededes ved Jærnringer , brændte Mandben og Kirkegaardsmuld . Saa man ikke Eksempler paa at Patienter kom sig av det klare Vand nåar man bare indbUdte dem at det var et utsøkt Lægemiddel ? Hvilke Erfaringer hadde man ikke blandt andet fra Morfinsyke ? Det var da , nåar man oplevet slike mærkeUge Hændelser , at det ikkedoktrinære Menneske kunde be Fan gale eig og proklamere sin Uavhængighet i Troen paa Lægevitenskapen . Naa , men forresten maatte man ikke faa Indtryk av at han vUde forståa sig paa disse Saker , han var ikke Fagmand og hadde ikke Kundskapen . Til
232
Mysterier
/
syvende og sist ' var han ogsaa i saa godt Humør for Øieblikket at han heUer ikke vilde ødelægge Humøret for andre . Fruen maatte virkeUg tUgi ham , allesammen maatte tilgi ham . Han saa hvert Øieblik paa Klokken og knappet aUerede sin Jakke sammen .
Midt i denne Passiar dumpet Doktoren ind . Han var nervøs og misstemt , hilste Godaften med forceret Livlighet og takket sine Gjæster fordi de endnu ikke var gaat . Naa ja , Adjunkten var det ingen Raad med , og Fred være med ham ; men eUers var Selskapet fuldtaUig . Ja det var en Strid i denne Verden ! Nu begyndte han at tale om Turen , som hans Vane var . Hans sure Mine skrev sig fra at hans Patienter hadde skuffet hans Forventninger , de hadde opført sig som Idioter og Æsler , han kunde ønske dem belagt med Arrest . Et slikt Hus som det han nu hadde været i ! Konen syk , Konens Far syk , Konens Søn syk ; og det var en Lukt i hele Huset ! Naa , men Resten av Familjen frisk og rødmusset aUikevel , Smaabørnene aldeles smældsunde . Det var übegripelig , fabelagtig ; nei han forstod det ikke ! Der laa den gamle Mand , Konens Far , med et Huggsaar saa stort som saa . Saa hadde man sendt Bud paa en Kone med Husraad og hun hadde da stanset Blodet , ganske rigtig ; men hvad hadde hun stanset det med ? Oprørende , straf bart ; det kunde ikke sies , det luktet av det ; aa det var til at forgaa av ! Og desuten , ved den første den bedste Leilighet Koldbrand i Saaret ! Ja var han ikke kommet tilstede iaften saa Gud Fader vet ! Jo man skulde utvide Kvaksalverloven , det skulde man virkelig gjøre , og lægge den i Hænderne paa disse Folk Naa , Blodet var stanset . Men saa kommer Sønnen , en voksen Søn i Huset , en lang Svinepels som hadde paadrat sig et Utslæt opi Ansigtet . Jeg hadde git ham Salverne før og uttrykkelig sagt : denne gule Salve en — én — Time og denne hvite Salve , Zinksalven , Resten av Døgnet . Hvad gjør han ? Tar naturligvis feU Salve , bruker den hvite en Time og den gule som brænder og trækker som et Helvede bruker han hele Dagen og hele Natten . Med dette holder han ved i to Uker . Men det mærkeligste er allikevel : Fyren kom sig , kom sig trods sin Dumhet ; han blev frisk ! En Okse , en Stut som kommer sig hvad Fan han bruker ! Han fremstiUer sig for mig i Kvæld med et Kind og en Snute som det ikke findes en Rynke paa . Held , Svine-
Mysterier
233
lykke ! Manden kunde ha gjort sig umulig i Ansigtet for lange Tider , men se om han blinket ved det .... Saa er det Guttens Mor , Konen i Huset . Hun er syk , avkræftet , mat , svimmel , nervøs , daarUg Appetit , Susen . Bad ! sier jeg , Bad og Vask og Vand paa Kroppen , for Fan ! Kok en Kalv og æt Utt Kjøt paa Dem , støt op Vinduerne og faa Utt Luft , gaa ikke vaat , vær ute , kast den Boken der , Johann Arendt , kast den paa Varmen , og saa videre ; men fremfor alt Bad og Rivninger og Bad igjen , ellers hjælper ikke min Medicin . — Naa , Kalven hadde hun ikke Raad til , og det kan saa være ; men hun bader , hun bader , hun faar litt Skitt av sig , hun blir kuldskjær av det , hun fryser , hun hakker Tænder ved denne RensUghet , og saa holder hun op med Våndet ! Jo nu kunde hun ikke taale at være ren længer ! Hvad saa ! Jo saa faar hun sig fat i en Kjæde , Gigtkjæde , Voltakors , eUer hvad det heter , og hænger dette paa sig . Jeg ber pm at faa se Tingen : en Zinkplate , en Klut , et Par Kroker , et Par mindre Kroker , det er det hele . Hvad Fan , sier jeg , bruker De dette tU ? Jo det hadde da hjulpet hende Utt , virkelig hjulpet hende , det hadde Undret Smærterne i Hodet , vannet hende Utt igjen . Jo da , disse Kroker og denne Zinkplate hadde bedret hende ! Hvad skal man gjøre med slikt ? Jeg kunde spytte paa en Pind og gi hende den og den vUde bedre hende akkurat Uke meget ; men si det tU hende ! Ja ta det der væk , sier jeg , eUers gjør jeg ikke noget ved Dem , jeg rører Dem ikke . Og hvad tror De hun gjør ? Hun holder paa Zinkplaten og later mig gaa ! Hihihi , later mig gaa ! Store Gud ! Nei man skulde ikke være Læge , man skulde være Medicinmand
Doktoren sætter sig ned tU Kaffen i stor Ophidselse . Hans Kone veksler et Blik med Nagel , saa sier hun leende :
Hr. Nagel vUde ha gjort akkurat som Konen . Vi har netop talt om det før du kom . Hr. Nagel tror ikke paa din Vitenskap .
Saa , det gjør Hr. Nagel ikke ! bemærker Doktoren kort . Neinei det faar Hr. Nagel gjøre som han vU * med.
Ærgerlig , krænket , fuld av Sinne mot disse daarUge Patienter som hadde omgaat hans Befalinger , dråk Doktoren sin Kaffe i Taushet . Han var forbitret over at aUe sat og saa paa ham . Find paa noget , rør Dere , sa han . Men efter Kaffen blev han igjen munter , talte en Stund med Dagny , gjorde sig lystig over sin Rorskar ,
234
Mysterier
Manden som hadde hentet ham ut tU de Syke ; han kom igjen ind paa sine Übehageligheter som Læge og blev paany hidsig . Det var ham endnu umulig at glemme denne FeUtakelse med Salverne ; det var bare Raaskap og Overtro og Æseldom altsammen . I det hele tat var det skrækkeUg med Vankundigheten ute hos Almuen .
Ja , men Manden blev jo frisk ?
Doktoren kunde gjærne ha sat Tænderne i Dagny da hun sa dette . Han rettet sig op. Manden blev frisk ; ja men hvad saa ? Det utelukket ikke at Dumheten altsaa var himmelropende ute hos Almuen . Manden blev frisk , ja det blev han ; men hvad om Manden hadde svidd Flabben av sig ? Var det Meningen at forsvare hans Stutestupiditet ?
Dette forsmædelige Sammenstøt med en Bondetamp som hadde handlet stik imot hans Forskrifter og dog var bUt helbredet irriterte Doktoren mere end alt andet og gjorde hans ellers saa milde Blik ganske vildt bak BriUeglassene . Han var ført bak Lyset av det træskeste Slumpetræf , tilsidesat for en Zinkplate , og han glemte det ikke før han ovenpaa Kaffen ogsaa hadde drukket et stærkt Glas Toddy . Saa sa han pludselig :
Du Jetta , jeg gav den Mand som hentet mig fem Kroner , saa du vet om det . Hahaha , jeg har aldrig set en slik fyr , hele Baken av hans Bukse var borte ; men en Styrke i Kroppen og en Likegladhet ! En ren Satan ! Han sang hele Veien utover . Han trodde fuldt og fast at han kunde række Himlen med en Fiskestang nåar han stod paa Toppen av Etjefjældet . Du maatte nok staa paa Tærne da , sa jeg . Ja det skjønte han ikke , han tok det alvorlig og svor paa at han kunde staa paa Tærne saa godt som nogen . Hahaha , har man hørt slikt ! Men morsom var han .
Endelig reiste Frøken Andresen sig for at gaa og aUesammen reiste sig da . Da Nagel sa Godnat takket han saa varmt , saa oprigtig for sig at han ganske awæbnet Doktoren som hadde været litt sur mot ham det siste Kvarter . Kom snart igjen ! Si mig , har De en Cigar ? Tænd endelig en Cigar . Og Doktoren nødte ham ind efter en ny Cigar .
Imens stod Dagny aUerede paaklædt paa Trappen og ventet .
Mysterier
235
Lyse Nætter .
Det var en skjøn Nat
De to tre Mennesker som endnu saas i Gaterne hadde glade Ansigter ; inde paa Kirkegaarden gik fremdeles en Mand og trUlet en TriUebør og han sang sagte . EUers var alt saa stiUe at intet andet hørtes end denne Sang . Byen saa ut fra Høiden ved Doktorens Hus som et underhg , grenet Kjæmpeinsekt , et Fabeldyr som hadde kastet sig flat paa Buken og strakte Armer og Horn og Føletraader ut i aUe Retninger ; bare hist og her rørte det et Ledd eller trak en Klo til sig — som nu nede ved Sjøen hvor en bitte liten Dampjolle gUdde lydløst indefter Vaagen og drog en Fure i det sorte Vand .
Røken av Nagels Cigar steg blåa tilveirs . Han gik aUerede og inddrak Duften fra Skogen og Græsset og en Fornemmelse av gjennemtrængende Tilfredshet grep ham , en sær og stærk Glæde som jog Vand op i hans Øine og næsten betok ham Veiret . Han gik ved Dagnys Side ; hun hadde intet sagt endnu . Da de var kommet forbi Kirkegaarden hadde han ytret et Par rosende Ord om Doktorens , men hun hadde ikke svaret . Nu hadde Nattens Stilhet og Skjønhet beruset ham saa dypt , trængt saa lidenskapelig ind paa ham , at hans Aandedræt blev kort og hans Blik taaket . Ja hvor det var deUig i de lyse Nætter ! Han sa med høi Røst :
Nei se Aaserne hvor de er klare der borte ! Jeg er saa glad , Frøken , jeg ber Dem bære over med mig hvis De vil være saa snil ; men jeg kunde gjøre Dumheter av Lykke mat . Ser De Furuerne her , og Stenene og Tuverne og Enerklyngerne , de likner sittende Mennesker i dette Natlys . Og Natten er sval og ren ; den trykker ikke med sælsomme Anelser og det spirer ingen hemmelige Farer nogen Steder ; vel ? Nu skal De ikke være misfornøiet med mig , det skal De ikke . Det er akkurat som om Engler gaar igjennem min Sjæl og synger en Sang . Gjør jeg Dem rædd ?
Hun hadde stanset og derfor spurte han om han gjorde hende rædd . Hun saa smUende paa ham med sit blåa Blik , blev igjen alvorlig og sa :
Jeg har tænkt paa hvad De kan være for et Menneske .
Dette sa hun mens hun stadig stod stille og saa paa ham . Under
VIII
236
Mysterier
hele Turen talte hun med skjælvende klar Røst som om hun var Utt rædd og Utt glad .
Da begyndte følgende Passiar imeUem dem , en Passiar som varte hele Skogen igjennem , saa sent de end gik , og som sprang fra det ene tU det andre , fra Stemning til Stemning , med al den bevægede Uro som var over dem begge :
Har De tænkt paa mig ? VirkeUg ? Men jeg har vel tænkt meget , meget mere paa Dem . Jeg visste om Dem allerede før jeg kom , jeg hørte Deres Navn ombord i Dampskibet , det var ved et Tilfælde jeg kom tU at faa høre det ; jeg lyttet til en Samtale . Og jeg kom iland her den 12 te Juni . Den 12 te Juni ....
Jasaa , netop den 12 te Juni ! Ja . Og Byen flaget og jeg syntes det var en slik bedaarende liten By , derfor gik jeg Uånd her . Og straks hørte jeg mere om Dem ....
Hun smilte og spurte : Ja det var vel av Minutten De hørte det ? Nei . Jeg hørte at aUe var glade i Dem , aUe Folk , og at aUe beundret Dem Og Nagel husket pludselig paa Teologen Karlsen som endog hadde endt sit Liv for hendes Skyld . Si mig , sa hun , De mente vel hvad De sa om Sjøofficererne ?
Ja ? Hvorfor det ?
Jo , for saa er vi enige . Hvorfor skulde jeg ikke mene det ? Jeg sværmer for dem og har altid gjort det , jeg beundrer deres frie Liv , deres Uniformer , deres Friskhet og Uforfærdethet ; Størsteparten er ogsaa overordentlig behagelige Mennesker .
Men nu taler vi om Dem . Hvad har De utestaaende med Fuldmægtig Reinert ?
Ingenting . Med Fuldmægtig Reinert , sier De ? Igaaraftes bad De ham om Forlatelse for noget og i hele Aften har De næsten ikke talt et Ord med ham . Pleier De da at fornærme aUe Folk og saa bakefter gjøre Undskyldning ?
Han lo og saa ned i Veien . Sandheten er den , svarte han , at det var meget urigtig av mig at fornærme Fuldmægtigen . Men jeg er aldeles viss paa at det bUr godt igjen nåar jeg faar talt med ham engang . Jeg er litt hastig , Utt drøi , det hele kom av at han skubbet tU mig idet han kom
237
Mysterier
ind gjennem en Dør . En Bagatel altsaa , en Uagtsomhet fra hans Side ; men jeg springer straks op som en Daare og gir ham et Par Klængenavne , truer ham med en Seidel under Næsen og sætter en Bule i hans Hat . Saa gik han jo ; som dannet Menneske maatte han gaa sin Vei . Men bakefter angret jeg min Opførsel jeg ogsaa og jeg har bestemt mig tU at gjøre det godt igjen . Naturligvis , Utt kunde jo ogsaa jeg være at undskylde , jeg var nervøs den Dag og hadde hat et Par Ærgrelser . Men det vet jo ingen om , slikt noget kan man ikke fortæUe , og saa faar jeg heUer ta hele Skylden . Han hadde talt uten at betænke sig videre , fuldkommen oprigtig , som om han vilde yde Retfærdighet til begge Sider . Heller ikke hans Miner røbet nogen Underfundighet . Men Dagny stanset brat , saa ham forbauset ind i Ansigtet og sa :
Nei men .... slik gik det jo ikke til ? Jeg har hørt det paa en anden Maate .
Minutten lyver ! ropte Nagel het i Kinderne . Minutten ? Jeg har siet ikke hørt det av Minutten . Hvorfor lyver De paa Dem seiv ? Jeg har hørt det av en Mand paa Torvet , av Gipseren , han har fortalt mig det hele . Han saa det ogsaa fra Begyndelsen tU Enden .
Pause .
Hvorfor skal De lyve paa Dem seiv ? Det forstaar jeg ikke , fortsatte hun , og hun saa paa ham hele Tiden . Jeg har hørt Historien idag og jeg blev saa glad over den , det vil si : jeg syntes De hadde handlet saa usædvanlig skjønt , saa usædvanlig overlegent . Det klædte Dem saa . Hadde jeg ikke hørt denne Historie i Formiddag hadde jeg vel næppe tordet gaa med Dem her nu . Jeg sier Dem det oprigtig .
Pause .
Saa sier han :
Og nu beundrer De mig for dette ?
Jeg vet ikke , svarte hun .
Hør , fortsætter han saa , dette er bare en Komedie altsammen . De er et ærlig Menneske , det byr mig imot at narre Dem , jeg vil si Dem hvorledes det hænger sammen .
Og nu forklarer han hende , frækt og med aapne Øine , hvorledes han har beregnet det hele :
Jo da , nu beundrer De mig .
Mysterier
238
Naar jeg fremstiUer dette Sammenstøt med Fuldmægtigen paa min Maate , forvrænger Saken en Smule , lyver endog Utt paa mig seiv , saa gjør jeg det i Granden — i Grunden — bare paa pur Spekulation . Jeg søker at skaffe mig al mulig Fordel av Affæren . De ser jeg er opriktig mot Dem . Jeg antar nemlig som givet at en eUer anden Sjæl fortæUer Dem den rigtige Sammenhæng engang allikevel , og nåar jeg da paa Forhaand har gjort mig seiv saa siet som mulig saa kommer jeg til at tjene paa det , høste en umaateUg Gevinst . Jeg faar et Skjær av Storhet , av Høisind , som skal letes efter Maken tU — ikke sandt ? — men det sker altsaa utelukkende ved et Bedrageri saa plat , saa simpelt , at jeg oprører Dem nåar De faar høre om det . Jeg finder det rigtigst av mig at gaa til denne aapne Bekjendelse fordi De fortjener ÆrUghet . Men hvad jeg opnaar nu er naturUgvis at jage Dem Tusen Mil bort fra mig , desværre .
Hun saa vedholdende paa ham , spekulerte paa denne Mand og hans Ord , tænkte efter og prøvet at gjøre sig op en Mening . Hvad skulde hun tro ? Hvor vUde han hen med sin Aapenhet ? PludseUg stanser hun igjen , slaar Hænderne sammen og brister i en høi , klar Latter .
Nei De er da det frækkeste Menneske som jeg har hørt om ! Tænk at gaa og si den ene Ting grovere end den andre og med alvorUg Ansigt , bare for at ødelægge sig seiv ! Men De kommer jo ingen Vei med det ! Jeg har aldri hørt saa galt ! Hvad Sikkerhet hadde De for at jeg nogensinde vilde faa den rigtige Sammenhæng at vite ? Si mig det ! Nei stop , si ikke noget allikevel , De vil lyve igjen . Fy hvor det er stygt av Dem , hahahahaha . Men hør : nåar De nu beregner at slik og slik vU det gaa og De lægger det hele tilrette og De opnaar hvad De ønsker , hvorfor gaar De saa nu bakefter og spolerer alting igjen ved at bekjende — som De kalder det — Deres Bedrageri ? De gjorde ogsaa noget Ugnende igaaraftes . Jeg forstaar mig ikke paa Dem . Men hvorfor beregner De da alt det øvrige og beregner dog ikke at De kommer til seiv at avsløre Deres Fusk ?
Han gav sig aldeles ikke over , han betænkte sig et Øieblik og svarte :
Men jeg beregner det , ja jeg beregner dette ogsaa . De skal seiv indse det . Naar jeg bekjender , gaar her og bekjender , saa
Mysterier
239
risikerer jeg egentUg ikke noget ved det , ikke meget risikerer jeg . Det er nemhg for det første ikke sikkert at den jeg bekjender for tror mig . De for Eksempel tror mig i dette Øieblik ikke . Men hvad er Følgen derav ? Jo derav er Følgen den at jeg tjener dobbelt , jeg tjener enormt , min Gevinst vokser som en Lavine , min Storhet blir høi som et Berg . Naa , men for det andre vil jeg i ethvert Tilfælde gaa ut av Spekulationen med Profit , ogsaa om De trodde mig . De ryster paa Hodet ? Nei gjør ikke det ; jeg forsikrer Dem , jeg har brukt denne Fremgangsmaate noksaa ofte og har stadig vundet paa den . Trodde De virkeUg at min Bekjendelse var sandfærdig saa vUde De ialfald bli aldeles slagen av min Aapenhet . De vUde si : vel , han har snytt mig , men han fortæUer det bakefter og det uten at behøve det ; hans Frækhet er mystisk , han skyr absolut intet , han spærrer mig formelig Veien med sine Tilstaaelser ! Kort sagt : jeg driver Dem til at stirre paa mig , jeg hidser Deres Nysgjærrighet til at beskjæftige sig med mig , jeg faar Dem tU at steile . Det er jo ikke mere end et Minut siden De seiv sa : Nei jeg forstaar mig ikke paa Dem ! Se , dette sa De fordi De hadde forsøkt at studere mig ut , — noget som igjen kUdrer mig , ja som likefrem er søtt for mig . I aUe Tilfælde tar jeg altsaa min Profit hjem hvad enten De tror eller ikke tror .
Pause .
Og De vU indbilde mig , sa hun , at al denne Snedighet har De planlagt forut ? De har møtt hver Tilfældighet , truffet aUe Forholdsregler ? Hahaha . Men nu vil intet mere fra Deres Mund forbause mig , nei herefter venter jeg mig alt. Naa , nok om det , De kunde ha løiet langt daarligere , De er rigtig flink .
Han stod haardnakket paa sit og bemærket at efter denne Avgjørelse fra hendes Side maatte hans Høisind være et Berg . Og han vUde takke hende saa meget , hehehe , jo , han hådde opnaadd alt hvad han hadde tUsigtet . Men det var altfor snUt aV hende , altfor godmodig ....
Ja ja , avbrøt hun , la det nu bero .
Men nu var det ham som stanset op.
Jeg sier Dem endnu en Gang at jeg har narret Dem ! sa han og stirret paa hende .
De saa paa hverandre et Øieblik ; hendes Hjærte begyndte at klappe stærkere og hun blev litt blek . Hvorfor mon det var ham
240
Mysterier
saa meget om at gjøre at faa hende tU at tro det sletteste om sig ? Saa gjærne og saa vUUg som han ellers gav efter var han i dette Stykke ikke tU at faa av Flækken . For en fiks Idé , for en Naragtighet ! Hun utbrøt irriteret :
Jeg kan ikke begripe hvorfor De gaar her og vrænger Dem ut ind for mig ! De lovet jo at være snU . Hendes Hæftighet var virkeUg ægte . Hun begyndte at løpe surr i ham ved hans Paastaaelighet som var saa sikker , saa uryggeUg at den fik hende til at vakle . Hun følte sig krænket ved saaledes at bli snurret rundt . I sin Ophidselse gik hun og slog sig i Haanden med ParasoUen .
Han blev meget ulykkelig og sa mange hjælpeløse og pussige Ord derom . Tilsist maatte hun le igjen og gav ham at forståa at hun ikke tok ham alvorlig . Han var umulig , blev umulig og vilde være umulig . Ja værsaagod , nåar han syntes det var saa morsomt . Men ikke et Ord mere om denne fikse Idé , ikke et 0 rd ....
Pause .
Husker De , sa han , her var det jeg traf Dem den første Gang . Aldrig skal jeg glemme hvor De saa feagtig ut da De flygtet . Som en Hulder , et Syn Men nu vU jeg fortæUe Dem et Æventyr som jeg har oplevet .
Det var ellers bare en Stump Oplevelse , det var snart fortalt . Han sat engang paa sit Værelse , det var i en liten By , det var ikke i Norge , det kunde være det samme hvor det var henne ; for at være kort saa sat han en mild Høstkvæld paa sit Værelse . Det var otte Aar siden , det var i 1883. Han sat med Ryggen mot Døren og læste i en Bok .
Brakte De Lampe ?
Javel , det var kulmørkt ute . Jeg sat og læste . Saa gaar det nogen utenfor , jeg hører tydeUg Skridt i Trappen , jeg hører ogsaa at det banker paa hos mig . Kom ind ! Ingen kommer . Jeg aapner Døren ; ingen utenfor . Det staar aldeles ingen utenfor . Jeg ringer paa Piken . Var nogen gaat op Trapperne ? Nei ingen var gaat op Trapperne . Godt , Godnat ! Piken gaar .
Jeg sætter mig igjen til at læse . Saa føler jeg et Pust , et Streif , som av et Menneskes Pust , og jeg hører at det hvisker : Kom ! Jeg ser mig om ; det er ingen tilstede . Jeg læser igjen , blir ærgerlig og sier : Fan ! Da ser jeg med en Gang ved min Side en Uten
Mysterier
241
blek Mand med rødt Skjæg og et tørt , stivt Håar som staar ret tUveirs ; Manden staar ved min venstre Side . Han bjlinker til mig med det ene Øie , jeg blinker tilbake ; vi hadde aldrig set hverandre før , men vi blinket litt til hverandre . Saa lukker jeg Boken med høire Haand , Manden gaar mot Døren og forsvinder ; jeg fulgte ham med Øinene og saa da han forsvandt . Jeg reiser mig ogsaa og gaar tU Døren og da hører jeg igjen at det hvisker : Kom ! Godt , jeg tar en Frak paa , spænder Galoscherne paa Føtterne og gaar ut . Du skulde tænde en Cigar , tænkte jeg , og jeg vender om igjen til mit Værelse og tænder en Cigar . Jeg stikker ogsaa nogen flere Cigarer tU mig , Gud vet hvorfor jeg gjorde det , men jeg gjorde det dog , og gik atter ut .
Det var bælgmørkt og jeg saa intet , men jeg følte at den HUe Mand var ved min Side . Jeg slog omkring mig med Armene for at faa fat paa ham og jeg gjorde mig stædig , besluttet mig til at staa stiUe hvis han ikke gav mig bedre Besked ; men han var ikke til at finde . Jeg forsøkte ogsaa at blinke tU ham i forskjeUige Retninger i Mørket , men det hjalp ikke noget . Godt ! sa jeg , jeg gaar ikke for din Skyld , jeg gaar for min egen Skyld , jeg gaar en Tur ; værsaagod læg Mærke tU at jeg bare gaar en Spasertur . Jeg talte høit for at han skulde høre det . Jeg gik i flere Timer , jeg var kommet ut paa Landet , ind i en Skog , jeg følte duggvaate Grener og Blader slaa mig i Ansigtet . Vel ! sa jeg endelig og trak Klokken frem som for at se paa den , vel , nu gaar jeg altsaa hjem igjen ! Men jeg gik ikke hjem igjen , jeg var ute av Stand tU at vende om , jeg dreves bestandig frem . Det er nu forresten slikt makeløst Veir , sa jeg da , du kan jo holde paa en Nat eUer to med dette , du har Tiden for dig ! Dette sa jeg skjønt jeg var træt og dygtig vaat av Duggen . Og jeg tændte en ny Cigar og den Ulle Mand var stadig hos mig , jeg følte at han gik og blaaste paa mig . Og jeg gik uavlatelig , gik i alle mulige Retninger , men aldrig hjem til Byen . Mine Føtter begyndte at smærte , jeg var vaat tilknæs av Duggen og mit Ansigt svidde av de vaate Grener som streifet mig . Jeg sa : Det kan synes litt underlig av mig at gaa her paa denne Tid av Døgnet ; men det er en Vane jeg har , en Skik fra Barnsben at søke op de største Skoger som findes til at spasere i om Nætterne . Og jeg gik paa med sammenbitte Tænder . Saa slaar Taarnklokken tolv nede i Byen , en to tre fire , like tU tolv ; jeg tæUer Slagene .
16 — Hamsun I .
242
Mysterier
/
Denne kjendte Lyd oplivet mig meget skjønt det ærgret mig ogsaa at vi endnu ikke var kommet længer bort fra Byen efter alt vi hadde trasket om . Godt , men Taarnklokken slog , og just i det samme det tolvte Slag faldt staar atter den liUe Mand lys levende foran mig og ser paa mig og ler . Jeg glemmer det aldrig i mit Liv , han var saa lys levende , han hadde to Fortænder borte og han holdt Hænderne paa Ryggen ....
Men hvorledes kunde De se ham i Mørket ?
Han lyste seiv . Han lyste av et forunderlig Lys som syntes at være bak ham , at straale ut fra hans Ryg og gjøre ham gjennemsigtig ; endog hans Kiær blev saa klare som en Dag , hans Bukse var slitt og meget for kort . Alt dette saa jeg i et Sekund . Synet slog mig med Forbauselse , jeg hikket uvilkaarlig Øinene og gik et halvt Skridt tilbake . Da jeg atter saa op var Manden borte
Aa .... !
Det er mere . Jeg var kommet tU Taarnet . Det stod et Taarn foran mig , jeg støtte mot det og jeg saa det tydeligere og tydeligere , et sort , ottekantet Taarn , som Vindenes Taarn i Athen , om De har set en Tegning av det . Jeg hadde aldrig hørt om noget Taarn i denne Skog , men nok var det ; jeg staar ved dette Taarn , jeg hører atter et : Kom ! og jeg gaar ind . Porten blev staaende aapen efter mig og det følte jeg som en Lettelse .
Indenfor i Hvælvingen møter jeg igjen den liUe Mand ; det brændte en Lampe ved den ene Væg og jeg saa ham godt ; han kom mig im ote som om han hadde været derinde hele Tiden , lo tyst foran mig og blev staaende og stirre paa mig mens han 10. Jeg saa ind i hans Øine og jeg syntes at de var fulde av mange grueUge Ting som disse Øine hadde set i Livet . Han blinket igjen tU mig og jeg blinket ikke tilbake , jeg vikte bakover for ham efterhvert som han nærmet sig mig . Pludselig hører jeg lette Skridt bak mig , jeg vender Hodet og ser en ung Kvinde komme ind .
Naa , jeg ser paa hende og føler en Glæde derved ; hun hadde rødt Håar og sorte Øine , men hun var ikke godt paaklædt og gik med bare Ben paa Stengulvet . Hendes Armer var nakne og de hadde ingen Flækker .
Hun mønstrer os begge et Øieblik , bøier saa Hodet dypt for mig og gaar bort tU den lille Mand . Hun gir sig uten at si et Ord tU at knappe hans Kiær op og føle omkring paa hans Krop som om
Mysterier
243
hun leter efter noget , og litt efter trækker hun frem fra Foret i hans Kappe et brændende Bluss , en liten vUdt lysende Lykt som hun hænger paa Fingeren . Lykten skinnet saa stridt at den fuldstændig overstraalte Lampen borte paa Muren . Manden stod aldeles stUle og lo like tyst mens han blev ransaket . Godnat ! sa Kvinden og pekte paa en Dør , og Manden , dette frygteUge , sælsomme Halvdyr , gik . Jeg stod alene tUbake med en ny Person .
Hun kom imot mig , bøiet sig atter dypt for mig og sa , uten at smile , uten at hæve Røsten :
Hvor kommer du fra ?
Fra Byen , skjønne Pike , svarte jeg . Jeg kommer helt fra Byen . Fremmede , tUgiv min Far ! sa hun med ett . Gjør os ikke noget ondt for dette ; han er syk , han er gal , du saa hans Øine .
Ja jeg saa hans Øine , svarte jeg , og jeg følte at de hadde Magt over mig , jeg fulgte dem .
Hvor traf du ham ? spurte hun .
Og jeg svarte :
Hjemme hos mig , paa mit Ruin . Jeg sat og læste da han kom . Da rystet hun paa Hodet og slog sit Blik ned .
Men lat ikke det bedrøve dig , skjønne Barn , sa jeg saa ; jeg drev saa gjærne den Tur , jeg har intet forsømt derved og angrer ikke at jeg har truffet dig . Se engang , jeg er glad og tilfreds , snui nu ogsaa du !
Men hun smilte ikke , hun sa
Ta Skoene av . Du maa ikke gaa herfrå mat , jeg skal tørke dine Kiær .
Jeg saa nedover mine Kiær , de var dyvaate , mine Sko væset Vand . Jeg gjorde som hun sa og trak Skoene av og gav hende dem . Men da jeg hadde gjort det blaaste hun Lampen ut og sa : Kom !
Vent litt , sa jeg og stanset hende . Naar jeg ikke skal sove her , hvorfor faar du mig da til at ta mine Sko av aUerede straks ?
Det faar du ikke vite , svarte hun .
Og jeg fik det ikke at vite .
Hun førte mig ut av Døren , ind i et mørkt Rum ; det lød en Lyd som om nogen snuset efter os , jeg følte en bløt Haand paa min Mund og Pikens Røst sa høit :
Det er mig , Far . Den Fremmede er borte — borte .
244
Mysterier
Men endnu en Gang hørte jeg at den vanskapte Gale veiret efter os .
Vi gik op en Trappe , hun holdt min Haand og ingen av os talte . Vi steg ind i en ny Hvælving hvor ikke en Lysstraale saas , overalt var det sort Nat .
Træk nu ogsaa dine andre Kiær av , hvisket hun igjen .
Jeg trak dem av og gav hende dem .
Godnat ! sa hun .
Jeg holdt hende tilbake og bad hende bU : Vent Utt , gaa ikke . Nu vet jeg hvorfor du lot mig ta Skoene av dernede ; jeg skal være saa stiUe , din Far har ikke hørt mig — kom !
Men hun kom ikke .
Godnat ! sa hun igjen og gik
Pause . Dagny var bUt blussende rød , hendes Bryst steg og sank hurtig , hendes Næsebor bævet . Hun spurte hurtig :
Gik hun ?
Pause .
Nu skifter min Nat og bUr som et Feæventyr , en rosenrød Erindring . Tænk Dem en lys , lys Nat .... Jeg var alene ; Mørket omkring mig var tungt og tykt som Fløiel . Jeg var træt , jeg skalv i Knærne , jeg var ogsaa litt fortumlet . Den Kjæltring av en Sindssyk som hadde ført mig i Ring i flere Timer i vaatt Græs , ledt mig som et Stykke Kvæg , bare med sit Blik og sit Kom , Kom ! Næste Gang river jeg Lykten fra ham og knuser hans Flab med den ! Jeg var dygtig forbitret , tændte i Sinne en Cigar og gik tilsengs . Jeg laa en liten Stund og saa paa Gloen i min Cigar , saa hører jeg Porten slaas i nedenunder og alt blir stiUe .
Ti Minutter gik . Læg Mærke til : jeg ligger klar vaaken paa en Seng og røger en Cigar . Med en Gang fyldes Hvælvingen av en Susen som om Vent Uer aapnes allevegne oppe i Taket . Jeg reiser mig paa Albuen og later min Cigar gaa ut , stirrer omkring mig i Mørket og kan intet opdage . Jeg lægger mig ned igjen og lytter og jeg synes at høre fjærne Lyder , et vidunderlig tusenstemmig Spil et Sted utenom mig , dypt oppe under Himlen kanske , men tusenstemmig og sagte . Dette SpU lyder idelig og kommer nærmere og nærmere og tilsist bølger det ovenover mig , over Tåar-
StiUe ! hvisket hun , her er min Seng . Og jeg følte efter Sengen og fandt den .
Mysterier
245
nets Tak . Jeg lægger mig atter paa Albuen . Nu oplever jeg noget som endnu den Dag idag beruser mig med en sælsom , overnaturlig Nydelse nåar jeg tænker paa det : En Strøm av bitte smaa blændende Væsener bryter pludselig ned tU mig ; de er aldeles hvite , det er Engler , Myriader av Smaaengler , som strømmer ned fra oven som en skråa Mur av Lys . De fylder Hvælvingen , det er kanske en MiUion av dem , de driver om i Bølger fra Gulv tU Tak og de synger , de synger , og de er aldeles nakne og hvite . Mit Hjærte blir stiUe , det er Engler overalt , jeg lytter og hører deres Sang , de streif er mine Øienlaak og sætter sig i mit Håar og hele Hvælvingen fyldes av Duften fra deres smaa gapende Munde . Jeg ligger der paa Albuen og rækker min Haand ut til dem og det sætter sig ogsaa nogen paa den ; de ser ut paa min Haand som en skjælvende Syvstjærne . Men jeg luter mig forover og ser ind i deres Øine og jeg ser at disse Øine er blinde . Jeg slipper de syv blinde og fanger syv andre ind , og ogsaa disse er blinde . Ak , aUesammen var blinde , — hele Taarnet var fuldt av blinde Engler som sang .
Jeg rørte mig ikke , jeg tapte næsten Pusten da jeg saa dette , og for disse blinde Øines Skyld gled en såar Veklang gjennem min Sjæl .
Et Minut gik . Jeg Ugger og lytter og jeg hører et tungt , grovt Slag et Sted langt borte , jeg hører det saa grusomt vek det tordnet endnu længe efter : det var atter Byens Taarnur som slog . Det slog ett .
Og med en Gang tidde Englenes Sang . Jeg saa dem ordne sig igjen og flyve bort , de stimet op mot Taket , trængte paa for at komme avsted , stod som en skråa Mur av idel Lys og allesammen saa paa mig da de reiste . Den siste vendte sig om og saa endnu en Gang paa mig med sine blinde Øine før den forsvandt . Dette er min siste Erindring , denne ene Engel som vendte sig om og saa paa mig skjønt den var blind . Saa blev alt mørkt . Jeg faldt tilbake i Sengen og sovnet . . * . Da jeg vaaknet var det lys Dag . Jeg var fremdeles alene i Hvælvingen . Mine Kiær laa foran mig paa Gulvet . Jeg følte paa dem , de var litt vaate endnu , men jeg tok dem aUikevel paa . Saa gaar Døren op og Piken fra Kvælden forut viser sig igjen . Hun kommer like bort til mig og jeg sier :
Mysterier
246
Hvor kommer du fra ? hvor var du henne mat ? Dér oppe , svarer hun og peker op til Taarnets Tak . Har du ikke so vet ?
Nei jeg har ikke sovet . Jeg har vaaket .
Men hørte du ikke Musik mat ? spurte jeg . Jeg har hørt en usigelig Musik .
Og hun svarte :
Jo det var mig som spilte og sang .
Var det dig ? Si mig , Barn , om det var dig ? Det var mig .
Hun rakte mig Haanden og sa : Men kom nu , jeg skal følge dig paa Vei .
Og vi gik ut av Taarnet og Haand i Haand ut i Skogen . Solen skinnet paa hendes gyldne Håar og hendes sorte Øine var herlige . Jeg tok hende i mine Armer og kysset hendes Pande to Ganger , derpaa faldt jeg paa Knæ for hende . Hun løste med skjælvende Hænder et sort Baand av sig og knyttet det om mit ene Haandledd ; men mens hun gjorde dette graat hun og var bevæget . Jeg spurte :
Hvorfor graater du ? Forlat mig hvis jeg har gjort dig ondt ! Men hun svarte bare :
Kan du se Byen ?
Nei , svarte jeg , jeg kan ikke se Byen . Kan du ?
Reis dig og lat os gaa længer , sa hun . Atter ledte hun mig . Jeg stanset igjen og tok hende ind til mit Bryst og jeg sa :
Hvor du gjør mig glad i dig , hvor du fylder mig med Lykke ! Og hun skalv ogsaa i mine Armer , men hun sa allikevel : Nu maa jeg vende om . Du kan vel se Byen ?
Ja , svarte jeg , det kan vel ogsaa du ? Nei , svarte hun .
Hvorfor ikke ? spurte jeg .
Hun trak sig tilbake fra mig og saa paa mig med store Øine , og inden hun gik bøiet hun sig dypt for mig til Farvel . Da hun var kommet et Par Skridt bort vendte hun sig endnu en Gang om og saa paa mig .
Men da saa jeg at ogsaa hendes Øine var blinde
Nu gaar det en Tid av tolv Timer som jeg ikke kan gjøre Rede for og som er blit borte for mig . Jeg vet ikke hvor de er
Mysterier
247
bUt av ; men jeg har banket mig i Hodet og sagt : Det er tolv Timer det gjælder , de maa være hermde et Sted , de har bare forstukket sig og jeg maa finde dem . Men jeg har ikke fundet dem
Det var igjen Kvæld , mørk , mild Høstkvæld . Jeg sitter paa mit Værelse og holder en Bok i Haanden . Jeg ser nedover mine Ben , de er litt vaate endnu ; jeg ser paa mit Haandledd og det er en Stump sort Baand om det . Det har altsammen sin Rigtighet .
Jeg ringer paa Piken og spør om det staar et Taarn i Nærheten , et Sted borte i Skogen , et sort , ottekantet Taarn ? — Piken nikker og sier : Ja det er et Taarn . — Og bor det ogsaa Mennesker der ? — Ja det bor en Mand der ; men han er syk , han er besat ; man kalder ham Lyktemanden . Og Lyktemanden har en Datter og hun bor ogsaa i Taarnet ; eUers er det ingen som bor der . — Godt , Godnat !
Saa gaar jeg tilsengs .
Og tidlig den næste Morgen begir jeg mig ut i Skogen . Jeg vandrer den samme Sti og ser de samme Trær og jeg finder ogsaa Taarnet . Jeg nærmer mig Porten og ser et Syn som faar mit Hjærte til at stanse : Paa Jorden ligger den blinde Pike , knust av et Fald , død , aldeles sønderreven . Der Ugger hun og gaper med sin Mund og Solen skinner paa hendes røde Håar . Og oppe paa Taarnets Takkant flager endnu en Trevl av hendes Kjole som er blit hængende tUbake ; men nede paa Grusgangen gaar den liUe Mand , Farn , og ser paa Liket . Hans Bryst krymper sig i Krampe og han hyler høit ; men han vet intet andet at gjøre end at gaa rundt omkring Liket og se paa det og hyle . Da han fik Øie paa mig skalv jeg for hans gruelige Blik og jeg flygtet skrækslagen ind tU Byen . Jeg saa ham heller aldrig mere ....
Dette var mit Æventyr .
Det blev en lang Stilhet . Dagny gik og saa ned i Veien og gik saa overmaate sagte . Endelig sa hun :
Ja Gud for et underlig Æventyr !
Saa indtraadte Stilhet paany og Nagel forsøkte et Par Ganger at bryte den med en Bemærkning om den dype Fred i Skogen . Kan De kjende hvor Skogen dufter netop her ? Kjære , lat os sætte os litt !
Hun såtte sig , endnu stiUe , endnu tankefuld , og han såtte sig foran hende .
248
Mysterier
Han følte sig forpligtet tU at prate hende munter igjen . Det var jo egentlig ikke noget sørgmodig Æventyr , det var et lystig Æventyr . Pyt ! Nei i Indien — i Indien der var Æventyrene noget andet , de tok Veiret fra en og gjennemisnet en av Rædsel . Det var to Sorter av indiske Æventyr : de overjordisk herlige om Diamanthuler , Prinser fra Bergene , fristende Skjønheter fra Havet , Aander fra Jorden og Luften , Perlepaladser , Slotte i Vesterled , flyvende Hester , Skoger av Sølv og Guid . Andre beskrev med Forkjærlighet det mystiske , det store og sære og vidunderlige ; overhodet fandtes ikke Østerlændingernes Make tU at utruge kolossale VUdfarelser , Feberfostre av steilende Hjærner . Deres Liv var henlevet i en Æventyrverden fra den første Begyndelse av og de talte like saa let om de vUde Fepaladser bak Bergene som om den stumme Vældige i Skyen , den store Magt som pusler om der oppe i Rummet og tygger Stjærner . Men alt dette kom av at disse Mennesker levet under en anden Sol og aat Fragt istedetfor Bif .
Dagny spurte : Men har vi ikke seiv utmærkede Æventyr ?
Vidunderlige . Bare av en anden Sort . Vi hadde ikke Begrep om en Sol som kunde lyse og brænde til Urimelighet . Vore Huldreæventyr holdt sig tU Jorden , holdt sig under Jorden , de var Fostre av en skindbukset Fantasi , utruget i mørke Vinternætter i Stokhytter med Ljorer i Taket . Hadde hun nogensinde læst Tusen og en Nats Æventyr ? Disse Æventyr fra Gudbrandsdalen , denne saare bondefulde Poesi , denne Fantasi tUfots , den hørte os til , det var vor Aand . Vi grøsset ikke ved vore Æventyr , de var lune og pussige , vi lo av dem . Vor Helt var ikke en pragtfuld Prins , men en snedig Klokker . Hvadbehager ? Naa ja , Æventyrene fra Nordland , var det ikke Ukeens med dem ? Hvad hadde vi formaadd at gjøre ut av Havets mystiske og raa Deilighet ? Bare en slik Nordlandsjægt vilde være en Fabelbaat , en Aandernes Farkost for Østerlændingen . Hadde hun set en slik Jægt ? Beke ? Den saa ut som om den hadde Kjøn , som om den var et stort Hundyr , utbulnet av Unger i Buken og flat i Enden , som om den kunde sætte sig . Dens Næse staar tilveirs som et Horn som kunde nedkalde fire Vinde Nei vi lever for langt mot Nord . Naa , dette skulde bare i al Beskedenhet være en Agronoms Mening om et geografisk Fænomen .
Mysterier
249
Saa var hun vel gaat træt av al hans Snak , hendes blåa Øine syntes at gjøre litt Nar av ham og hun spurte :
Hvormange er Klokken bUt ? Klokken ? sa han aandsfra værende , Klokken er vel ett . Det er
tidlig paa Natten , Klokken er ingenting .
Pause .
Hvad synes De om Tolstoj ? spurte hun . Jeg synes ikke om ham , svarte han straks og hoppet like paa . Jeg synes om Anna Karenina og Krig og Fred 0 g. ...
Da spurte hun 6 mUende : Og hvad er Deres Mening om den evige Fred ? Det var et godt Rap . Han skiftet Uttryk og blev forvirret . Hvad mener De ? .... Jasaa , jeg har kjedet Dem ihjæl .
Jeg forsikrar Dem , det faldt mig bare ind , sa hun hastig og blev rød . De maa ikke ta det Ude op. Saken er : vi skal faa en Basar istand , en Aftenunderholdning tU Indtægt for Forsvarsvæsenet . Det er bare dette som løp mig gjennem Hodet i det samme .
Pause . Pludselig ser han op paa hende og hans Øine straaler . Jeg er glad i Kvæld , skal jeg si Dem , og derfor har jeg kanske sludret formeget . Jeg er glad for alt , først og fremst fordi jeg gaar her sammen med Dem ; men dernæst er jeg ogsaa glad fordi jeg synes at denne Nat er den skjønneste jeg har levet . Jeg begriper det ikke . Det er som om jeg var en Del av denne Skog eUer demie Mark , en Gren paa en Furu eller en Sten , gjærne en Sten ogsaa , men en Sten som var gjennemtrængt av al denne fine Duft og Fred som omgir os . Se derborte , nu lysner det ; der staar en Strime av Sølv .
De saa begge mot den hvite Strime .
Jeg er ogsaa glad i Kvæld , sa hun . Og dette sa hun uten at være nødt dertil , av fri Vilje , umiddelbart , som det var hende en Glæde at si det . Nagel saa hende opmærksomt ind i Ansigtet og fik Vand paa sin MøUe igjen . Nervøst , impulsivt begyndte han at lægge ut om St . Hansnatten , at Skogen stod og vugget og suset , vugget og suset , at den gryende Dag derborte gjorde en Forandring med ham , bragte andre Magter tU Herredømmet i hans Indre . Grundtvig synger : Det kjendes paa os som Lysets Børn at Natten den nu er omme ! — Men hvis han snakket formeget saa kunde han kanske heller vise hende et lite
250
Mysterier
\
Kunststykke med et Stråa og en Kvist , hvorved Straaet blev stærkere end Kvisten . Alt vilde han gjøre for hende .... Se der , lat mig bare peke paa den minste Ting som gjør Indtryk paa mig , den enlige Enerklynge derborte . Den formelig bøier sig imot os og ser god ut . Og fra Fura tU Fura spænder Edderkoppen sine Væver ; de likner slikt noget mærkelig kinesisk Arbeide , likner Sole , spundet av Vand . De fryser vel ikke ? Jeg er sikker paa at det danser varme , leende Alfejænter om os nu ; men jeg vU allikevel tænde op en Nying hvis De fryser .... Det falder mig netop ind : var det ikke her i Nærheten Karlsen blev fundet ?
Var dette Betaling for det Rap hun gav ham ? Han saa ut tU hvadsomhelst .
Hun for op med et Uttryk av Uvilje og svarte :
Lat ham være , jeg ber Dem . Har man hørt Maken !
Undskyld ! sa han straks og bøiet av . Man sier bare at han var saa indtat i Dem , — og det kan jeg ikke fortænke ham i ....
Indtat i mig ? Sier man ikke ogsaa at han dræpte sig for min Skyld , med min Pennekniv ? Nei nu maa vi gaa .
Hun reiste sig . Hun hadde talt let bedrøvet , uten Forlegenhet og uten ForstiUelse . Han blev ytterst forbauset . Hun var vitende om at hun endog hadde drevet en av sine TUbedere i Døden og hun gjorde intet videre ved det , spottet ikke over det , men utnyttet det heUer ikke tU Fordel for sig , omtalte det bare som en beklageUg Begivenhet og lot det saa ligge . De lange , lyse Nakkehaar faldt utover Kjolekraven og hendes Kind hadde en varm , frisk Farve hvorover laa en Dunkelhet av Dugg fra Natten . Naar hun gik vugget hun ganske lite i de høie Hofter .
De var kommet ut av Skogen , en lys Aapning laa foran dem , en Hund gjødde og Nagel sa :
Der er Præstegaarden allerede . Hvor der ser hyggeUg ut , disse store , hvite Bygninger med Haven og Hundehuset og Flagstangen midt i tykkeste Skogen . Tror De ikke , Frøken , at De aUikevel kommer til at længes hit igjen nåar De nu reiser engang , jeg mener nåar De gifter Dem ? Ja det kommer jo an paa hvor De skal bo .
Det har jeg ikke tænkt paa endda , svarte hun . Og hun la tU : Den Dag den Sorg .
Den Dag den Glæde ! sa han .
251
Mysterier
Pause . Hun gik visst og tænkte paa hans Ord . Hør , sa hun , De maa ikke gaa og forundre Dem over at jeg nu har vandret ute saa sent paa Natten ; vil De vel ? Vi pleier at gjøre saa her . Vi er nemlig bare Bønder her omkring , bare Naturbørn . Adjunkten og jeg har gaat om her paa Veien Uke tU den lyse Morgen og pratet .
Adjunkten ? Det forekom mig at han var en Mand med meget faa Ord .
Ja det er ogsaa mig som har talt mest , det vil si : jeg har spurt og han har svaret .... Hvad gjør De nu nåar De kommer hjem ? Nu ? svarte Nagel . Naar jeg kommer hjem ? Jeg lægger mig og sover til — ja bortimoi Middag , so ver som en Sten , dør væk , uten at vaakne og uten at drømme . Hvad gjør De ?
Tænker De ikke ? Blir De ikke liggende en lang Tid og tænke paa forskjeUig ? Faar De da sove straks ?
Øieblikkelig . Gjør ikke De det ? Hør , der synger en Fugl aUerede . Nei det maa være senere end De sier ; vil De la mig faa se Deres Ur . Men Gud , Klokken er jo tre , næsten fire ! Hvorfor sa De for litt siden at den var bare ett ?
TUgiv mig ! svarte han . Hun saa paa ham , forresten uten nogen Misfornøielse , og sa : De hadde ikke behøvet at narre mig . Jeg vilde aUikevel ha været
saa længe ute , jeg sier det akkurat som det er . Jeg haaper De ikke lægger mere i dette end De bør . Jeg har ikke mange Fornøielser og jeg tar med begge Hænder imot de faa jeg finder . Slik har jeg været vant til at leve like siden vi kom hit , jeg tror ikke at det har forarget nogen . Ja det vet jeg ikke forresten , men det kan ogsaa være likegyldig . Papa sier ialfald ingenting om det og det er ham jeg retter mig efter . Kom , vi gaar endda et Stykke . De gik forbi Præstegaarden , ind i Skogen paa den andre Siden . Fuglene sang ; den hvite Strime av Dagen i Øst blev bredere og bredere . Samtalen faldt litt av og dreiet sig om likegyldige Ting .
Saa vendte de om og gik mot Præstegaardens Port . Ja nu kommer jeg , Bisken ! sa hun tU Hunden som stod og siet i sin Lænke . Tak for Følget da , Hr. Nagel ; det har været en storartet Kvæld . Nu har jeg ogsaa noget at fortæUe min Forlovede nåar jeg skriver . Jeg skal si at De er en sUk Mand som er uenig med aUe om alt , saa vil han bli saa græsselig forundret . Jeg synes
252
Mysterier
se ham studse over Brevet og ikke begripe det . Nei han er nemlig saa inderlig snU , Gud hvor han er god ! Han motsier ingen . Det er bare Synd at De ikke træffet ham mens De er her . Godnat .
Og Nagel svarte Godnat , Godnat og saa efter hende tU hun var forsvundet i Huset .
Nagel tok sin Lue av og bar den i Haanden gjennem Skogen . Han var overordentlig tankefuld ; flere Ganger stanset han og saa op fra Veien , stirret ret frem for sig et Øieblik og gik saa igjen videre med smaa , langsomme Skridt . For en Røst , for en Røst hun hadde ! Skulde man ha hørt Maken , en Røst som dirret av Sang .
IX
Dagen efter , i Middagstiden .
Nagel var just staat op og var gaat ut uten Mat . Han var aUerede langt nede i Byen , lokket ut av det straalende Veir og det muntre Liv paa Bryggerne . Med ett henvendte han sig til en Mand og spurte efter Sorenskriverkontoret . Manden gav ham Besked herpaa og Nagel gik Uke derhen .
Han banket paa og traadte ind , gik forbi et Par Herrer som sat og skrev , bort til Fuldmægtig Reinert , som han bad om en Samtale i Enrum , — det skulde ikke ta lang Tid . Fuldmægtigen reiste sig litt uvUlig og fulgte ham ind i et Sideværelse .
Her sa Nagel :
Jeg ber Dem undskylde at jeg endnu en Gang kommer tilbake til denne Sak , men det var altsaa dén Historie med Minutten som De vet . Jeg gjør Dem herved min dypeste Avbigt .
Jeg betragter den Affære som op- og avgjort ved Deres Undskyldning i et helt Selskaps Nærværelse St . Hans Aften . Se , dette er nu overmaate smukt , sa Nagel . Men jeg er ikke rigtig tUfreds med den Ordning , Hr. Fuldmægtig . Det vil si : jeg er tilfreds med den for min egen Del , men ikke for Minuttens . Jeg skulde høUig ønske at De kunde indse at ogsaa Minutten maa ha sin Opreisning og at De er den Mand som maa hjælpe ham tU den . De mener at jeg bør gaa og be den Tomsing om Forlatelse for det Par Narrestreker , mener De det ? Var det ikke bedst at De skjøttet Deres egne Saker og ikke ....
Mysterier
253
Ja ja ja ja det der kan vi før ! For at komme tilbake tU Saken : De rev Minuttens Frak istykker og lovet ham en anden istedet , husker De det ?
Nu skal jeg si Dem ett : De staar i et offentUg Kontor og sludrar om en privat Sak som ikke engang angaar Dem . Her er jeg hjemme . De behøver ikke at gaa gjennem Kontoret tUbake , De kan ogsaa finde Gaten gjennem denne Dør .
Saa aapnet Fuldmægtigen den lille Dør .
Tak . Men for at tale Alvor saa bør De øieblikkeUg sende avsted den Frak som De har lovet Minutten . Han trænger den , vet De , og han trodde Dem paa Deres Ord .
Fuldmægtigen slog Døren paa vid Væg og sa : Værsaagod !
Minutten gik dog ut fra at De var et ærlig Menneske , fortsatte Nagel , og De burde ikke bedrage ham .
Men nu aapnet Fuldmægtigen Døren ind til Kontoret ogsaa og ropte ind til de to Herrer derinde . Nagel løftet derfor paa Luen og gik straks . Han sa ikke et Ord mere .
Hvor dette Ærend var løpet uheldig av ! Det hadde været langt bedre intet at ha forsøkt . Nagel begav sig hjem , spiste Frokost , læste Aviser og lekte med Hvalpen Jakobsen .
Ut paa Eftermiddagen saa han fra Vinduet paa sit Værelse Minutten komme bærende med en Sæk opover den tunge , grusede Vei fra Kaien . Det var en Kulsæk han bar . Han gik ytterst lutende og kunde ikke se frem for sig fordi hans Byrde næsten trykket ham til Jorden . Han var saa gal i Benene og gik saa skjevt at hans Bukser var opgnaget til rene FiUer indenbens . Nagel gik ham imøte og traf ham nede ved Posthuset hvor Minutten hadde sat Sækken ned et Øieblik .
De hUste begge like dypt for hverandre . Naar Minutten rettet sig op sank hans venstre Aksel langt ned . Nagel griper ham pludselig i denne Aksel og uten nogen Indledning , uten at slippe Taket , sier han stærkt ophidset :
Har De sladret tU nogen om de Pengene jeg gav Dem , sagt det til noget Menneske ? *
Minutten svarer forbauset :
Nei det har jeg ikke , siet ikke .
Lat mig bare underrette Dem om , fortsatte Nagel blek av Sinds-
254
Mysterier
bevægelse , at hvis De nogen Gang sier et Ord om det Par Skillinger saa slaar jeg Dem ihjæl — ihjæl ! Ved Gud i Himlen ! Forstaar De mig ? Og lat ogsaa Deres Onkel holde tæt . Minutten blev staaende med gapende Mund og stammet et Ord nu og da : han skulde intet si , ikke et Ord , han skulde love det , det var et Løfte ....
Som om han vUde undskylde sin Ophidselse la Nagel straks til :
Dette er et Hui av en By , en Rede , et Bol ! Man stirrer efter mig hvor jeg gaar og staar , jeg kan ikke røre mig . Men jeg ønsker ikke dette Spioneri allevegne , jeg gir aUe Mennesker Fan . Nu har jeg advaret Dem . Jeg skal si Dem : jeg har Grund tU at tro at for Eksempel denne Frøken KieUand fra Præstegaarden er Utt for flink tU at lure Dem ut og faa Dem til at fortæUe . Men jeg skal ikke ha noget av hendes Nysgjærrighet , ikke Spor . Jeg var forresten sammen med hende igaaraftes . Hun er en stor Kokette . Naa , det hører ikke hit . Jeg skal bare endnu en Gang be Dem om at tie med den Bagatel vi har hat sammen . Det var forresten bra jeg traf Dem nu , fortsatte Nagel . Jeg vil ogsaa tale med Dem om en anden Ting : Iforgaars sat vi sammen paa en Gravsten oppe paa Kirkegaarden .
Ja .
Jeg skrev et Vers paa den Sten , jeg indrømmer et siet og upassende Vers , men det kommer ikke Saken ved , jeg skrev altsaa det Vers . Da jeg gik derfrå stod Verset der , men da jeg nogen Minutter senere gik dit igjen var det visket ut , — er det Deres Værk ?
Minutten ser mot Jorden og svarer :
Ja .
Pause . Men stammende , ganske urolig over at være grepet i denne Dristighet som han hadde begaat pa egen Haand , vU Minutten forklare sig :
Jeg vilde gjærne forebygge .... De kjendte ikke Mina Meek , det er hele Feilen , ellers vilde De ikke ha gjort det , ikke skrevet det . Jeg sa ogsaa straks til mig seiv : han er undskyldt , han er frammed i Byen , og jeg som hører hjemme her har let for at rette paa det ; skulde jeg da ikke gjøre det ? Jeg strøk Verset ut . Det var ingen som hadde læst det .
Hvorledes vet De at irigen hadde læst det ?
Bske en Sjæl hadde læst det . Da jeg hadde fulgt Dem og Doktor
Mysterier
255
Stenersen til Porten vendte jeg straks tilbake og strøk det ut . Jeg hadde ikke været mere end et Par Minutter borte .
Nagel saa paa ham , tok hans Haand og trykket den uten at si noget . De saa paa hverandre begge to ; Nagels Mund bævet en Smule .
Farvel ! sa han .... Det er sandt : har De faat Frakken ?
Hm . Men jeg faar den nok tU den Dag jeg har Bruk for den . Om tre Uker skal ....
I det samme gaar den hvithaarede Æggekone forbi , Martha Gude , med Kurven foran sig under Forklædet og de sorte Øine nedslagne . Minutten hUste , Nagel hilste ogsaa og hun svarte næppe , gik bare hurtig forbi , hastet bort til Torvet hvor hun leverte sine to tre Æg og gik saa igjen derfrå med sine SkiUinger i Haanden . Hun hadde en grøn , tynd Kjole paa . Nagel slåp ikke denne grønne Kjole avsyne . Han sa :
Om tre Uker har De altsaa Bruk for Frakken , hvad er det som skal foregaa om tre Uker ?
Her skal være Basar , en stor Aftenunderholdning ; har De ikke hørt det ? Jeg skal være med i Tableauerne , Frøken Dagny har aUerede bestemt mig til det .
Saa ! sa Nagel tankefuld . Naa , De faar Frakken med det første , en ny Frak endog istedetfor den gamle . Fuldmægtigen sa det til mig idag . Han er i Granden ikke saa gal den Mand Men hør , det maa De endelig huske paa : De maa ikke takke ham , aldrig ! De maa ikke under nogen Omstændighet nævne Frakken for ham , han vUde ingen Tak ha . Forstaar De ? Det vUde pine ham , sa han . De indser vel ogsaa seiv at det vUde være taktløst av Dem at minde ham om den Dag da han var fuld og gik ut av HoteUet med en Bule i Hatten .
Ja .
De sier heller ikke til Deres Onkel hvor De har faat Frakken ; ikke en Sjæl maa vite det , Fuldmægtigen forlangte det uttrykkelig . De kan vel nemlig forståa at det vilde være flaut for ham om det kom ut i Byen at han pleiet at forløpe sig mot hvemsomhelst og saa bakefter var nødt tU at gjøre det godt igjen med Frakker . Jo det forstaar jeg .
Hør , det falder mig bare ind : hvorfor bruker De ikke heUer en Kjærre til at bringe Kullene omkring med ?
/
256
Mysterier
Det kan jeg ikke for mit TUfældes Skyld , jeg duger ikke tU at trække . Jeg kan taale adskiUig Tyngde nåar jeg læsser paa mig med Omtanke , men jeg kan ikke hænge i og trække og anstrænge mig paa den Maaten , saa forsliter jeg mig og falder paa Næsen med store Smærter . Men det gaar ikke daarlig med en Sæk heller . Godt . Se op tU mig igjen . Husk paa Numer 7 ; gaa ret ind . Dermed stak han en Pengeseddel i Minuttens Haand og gik hurtig nedover Gaten bortimot Kaien . Han hadde hele Tiden holdt Øie med den grønne Kjole foran sig som han nu fulgte efter . Da han kom ned til Martha Gudes liUe Hus stanset han et Øieblik og speidet omkring sig . Ingen iagttok ham . Han fik intet Svar da han banket paa . To Ganger før hadde han ogsaa været ved hendes Dør og heUer intet Svar faat da ; nu hadde han saa tydelig set hende gaa like hjem fra Torvet og han vUde ikke længer vende om uten at ha været derinde . Han aapnet bestemt Døren og gik ind i Stuen .
Hun stod midt paa Gulvet og saa paa ham . Hendes Ansigt var altereret og blekt , hun var saa forknyt at hun holdt Hænderne ret ud for sig en Stund fordi hun ikke visste sin levende Raad . Tilgiv min Paatrængenhet , Frøken , jeg ber Dem , sa Nagel og hUste usædvanUg ærbødig . Jeg vUde være Dem saa taknemmelig om jeg maatte faa Lov tU at tale med Dem et Øieblik . Vær ikke urolig , mit Ærend er snart besørget . Jeg har aUerede forgjæves søkt Dem et Par Ganger før og først idag har jeg hat det Held at finde Dem hjemme . Mit Navn er Nagel , jeg er fremmed her og bor for Tiden borte i Central .
Hun sa fremdeles intet , men såtte en Stol frem til ham og glidde seiv bortimot Kjøkkendøren . Hun var frygtelig forlegen og fingret med sit Forklæ mens hun saa paa ham .
Stuen var som han hadde tænkt sig : et Bord , et Par Stoler og en Seng var omtrent alt som fandtes derinde . I Vinduerne stod nogen Vækster med hvite Blomster , men det var ingen Gardiner for ; Gulvet var ikke rerit . Nagel saa ogsaa den stakkars høiryggete Stol i Kroken borte ved Sengen . Den hadde ikke mere end to Ben og hvilte bratt og elendig mot Væggen . Den hadde rødt Plydsbetræk paa Sætet .
Om jeg bare kunde beroUge Dem , Frøken ! sa Nagel igjen . Det er dog ikke altid man bUr saa rædd for mig nåar jeg kommer ind
Mysterier
257
et Sted , hehehe ; det er nemUg ikke første Gang jeg er inde hos Folk her i Byen ; det er ikke bare Dem jeg har hjemsøkt . Jeg gaar fra Hus tU Hus , jeg forsøker mig overalt , ja De har kanske hørt om det ? flike ? Men det er dog saa . Min BestiUing fører det med sig , jeg er altsaa Samler , jeg samler aUe Slags gamle Ting , jeg kjøper forældede Saker og betaler for det hvad det kan være værd . Ja bli nu ikke forskrækket , Frøken , jeg stjæler ikke noget med mig nåar jeg gaar , hehehe , jeg har i det hele tat ikke den Uvane . De skal bare være tryg . Faar jeg ikke kjøpt noget med godt og gode saa er det ingen Raad med det .
Men jeg har ingen gamle Ting , sa hun endelig , og hun saa dygtig fortvUet ut .
Det sier man altid , svarte han . Nu , jeg indrømmer at det gis Ting som man kan ha faat kjær som man derfor nødig vU skilles ved , Ting som man har været vant til at ha om sig aUe sine Dager , Arvestykker fra ens Forældre eller endog Bedsteforældre . Men paa den anden Side staar de nu der disse avdankede Ting og duger ikke til stort ; hvorfor skal de da opta Plassen og binde Penger væk ? De gjæmmer nemlig bort mangen net SkUling disse unyttige Familjestykker og tilvist falder de saa ganske sammen og maa bæres op paa Mørkeloftet . Hvorfor da ikke heUer sælge dem mens det eriTid ? Enkelte Mennesker bUr sinte nåar jeg kommer og svarer mig at de holder ingen gamle Ting , — godt , hver sin Lyst , jeg bukker og gaar . Det er intet at gjøre ved det . Andre Mennesker bUr skamfulde og graver for at vise mig en Stekepande uten Bund , for Eksempel . De forstaar sig ikke bedre paa det . Men dette er nu især de enfoldige Sjæle som ikke har Rede paa hvor høit utviklet Samlermanien er blit . Jeg sier uttrykkelig Mani , jeg erkjender at det er den rene skjære Mani som driver mig og jeg kalder derfor bare Tingen ved dens Navn . Men det vedkommer forøvrig bare mig seiv og er min egen Sak . Hvad jeg nu vilde sagt : det er næsten baade latterlig og dumt av disse Folk at undse sig for at vise frem en Antikvitet . Hvorledes ser de ikke ut disse Vaaben og Ringer som man graver ut av Kjæmpehaugene ? Men de har kanske ingen Værdi for det ? Ja , ikke sandt , Frøken ! De skulde for Eksempel se min Samling av Kubjælder ! Jeg . har en Bjælde — av simpelt JærnbUk forresten — som endog har været tUbedt som Guddom hos en Indianerstamme . Tænk Dem , den har hængt i
17 — Hamsun I .
258
Mysterier
\
uendeUge Aar paa en Teltstolpe i Leiren og mottat Bønner og Of ringer . Ja ser De der ! Naa jeg driver nok egentlig bort fra mit Ærend . Naar jeg kommer ind paa Kapitlet om mine Bjælder saa taler jeg gjærne formeget .
Ja men jeg har virkelig ingen slike gamle Ting , sa Martha igjen . Maa jeg , sa Nagel langsomt og med en kyndig Mine , maa jeg for Eksempel se paa den Stol der ? Det er bare et Spørsmaal , jeg rører mig naturligvis ikke før jeg faar Lov av Dem . Jeg har forresten hat den Utt i Kikkerten herfrå hvor jeg sitter like siden jeg kom ind .
Martha forvirres , hun svarer :
Den .... Kjære , værsaagod . « . . Benene er istykker .... Benene er istykker , ganske rigtig ! Og hvad saa ? Hvad har det at si ? Netop derfor kanske , ja netop derfor ! Tør jeg spørre , hvor har De den fra ?
Nu hadde Nagel faat Stolen i Hænderne , han vendte og dreiet den til alle Sider og oversaa den paa hvert Punkt . Den var uten Forgyldning , bare med en eneste Forsiring ovenpaa Rygstykket , et Slags Krone , skaaret av Mahogni . Ryggen var forøvrig ophakket med Kniv . Paa Rammen om Sætet var paa flere Steder blit karvet Tobak ; Mærkerne saas endnu .
Vi har den fra Utlandet et Sted , jeg vet ikke hvorfra . Min Bedstefar førte med sig hjem engang flere av disse Stoler , men nu er dette den eneste som er tilbake . Min Bedstefar var Sjømand .
Saa . Og Deres Far , var han ogsaa Sjømand ?
Ja .
Saa har De kanske faret med ? Undskyld at jeg spør .
Ja jeg har faret med i mange Aar .
Virkelig ? Nei hvor det var morsomt ! Har set mange Lande , pløiet salten Bølge , som man sier ! Ja se der ! Og saa har De slaat Dem ned her igjen ? Aa ja , hjemme er det dog aUerbedst , ja herhjemme .... Apropos , De har ingen Ide pm hvor Deres Bedstefar har faat fat paa denne Stol ? Jeg skal nemlig si Dem , det er meget om at gjøre for mig at vite litt av Tingenes Historie , saa at si kjende deres Levnetsløp .
Nei jeg vet ikke hvor han har faat fat paa den , det er saa længe siden . Kanske fra Holland ? Nei jeg vet ikke .
Han mærket til sin TUfredshet at hun blev mere og mere Hvlig .
259
Mysterier
Hun var kommet længer frem i Stuen , var blit staaende næsten ved Siden av ham mens han tumlet med Stolen og aldrig syntes at skue sig mæt paa den . Han talte ustanselig , gjorde sine Bemærkninger om Arbeidet , blev henrykt da han paa Baksiden av Rygstykket opdaget en liten indlagt Skive som det atter var indlagt en ny Skive i , — simpelt Arbeide , smakløst Børneværk som ikke engang var nøiagtig utført . Stolen var rotten og han behandlet den meget forsigtig .
Ja , sa hun saa , hvis De virkelig .... jeg mener : kan De ha nogen Fornøielse av at eie denne Stol saa maa De gjærne beholde den . Jeg skal seiv bringe den bort i Hotellet hvis De ønsker det . Jeg har ikke noget Bruk for den . — Og pludselig maatte hun begynde at le over hans Iver for at komme i Besiddelse av dette mæltrotne Møbel . Den har jo i Granden ikke mere end ett ordentUg Ben , sa hun .
Han saa paa hende . Hendes Håar var hvitt , men hendes SmU var ungt og fyrig og hendes Tænder deilige . Da hun lo blev hendes Øine blanke av Vand . For en sortøiet gammel Jomfru ! Nagel fortrak ikke en Mine .
Det glæder mig , sa han i en tør Tone , at De bestemmer Dem til at overlate mig Stolen . Nu kommer vi til Prisen . Nei om Forlatelse , vent litt , lat mig tale ut , jeg vil ikke ha Dem til at forlange , Prisen bestemmer jeg altid seiv . Jeg takserer en Ting , byr saa og saa meget for den , og dermed Basta ! De kunde ville forlange en üblu Sum . De kunde viUe trække mig op , hvorfor ikke ? Mot dette kan De indvende at De vel egentlig ikke ser saa glupsk ut , — godt , det erkjender jeg vUlig ; men aUikevel , jeg har med mange Slags Mennesker at gjøre og jeg holder av at bestemme Prisen seiv , saa vet jeg hvad jeg gjø r « Det er Princip hos mig . Hvad hindrer Dem i at forlange for Eksempel tre Hundrede Kroner for den Stol om De seiv fik raade ? De kunde gjøre det saa meget heUer som De vet at det i VirkeUgheten er et kostbart og sjældent Møbel her er Tale om . Men en slik Fabelpris er det mig umulig at betale ; jeg sier det rent ut for at De ikke skal gjøre Dem Illusioner . Jeg vil dog ikke ruinere mig , jeg maatte jo være gal om jeg betalte Dem tre Hundrede Kroner for den Stol ; kort og godt : jeg gir Dem to Hundrede for den , ikke en Skilling mere . Hvad jeg finder en Ting er værd vil jeg betale , men ikke mere .
Hun sa ikke et Ord , hun stirret paa ham og spærret Øinene op.
260
Mysterier
TUsist trodde hun at han spøkte og begyndte igjen at le , at smile smaat og forvirret .
Nagel tok rolig de røde Sedler op av Lommen og viftet et Par Ganger i Luften med dem . Imidlertid slåp han ikke Stolen avsyne . Han sa :
Jeg vil ikke nægte at De muligens kunde ha faat mere av nogen anden , jeg vil være ærlig og tUstaa det ; litt mere kunde De kanske ha opdrevet . Men nu har jeg engang tænkt mig to Hundrede i rund Sum for denne Tingest og jeg synes ikke at jeg godt kan gaa videre . Gjør nu forresten som De seiv vU ; men tænk Dem om først . To Hundrede Kroner er jo ogsaa en SkUling .
Nei , svarte hun med sit forknytte SmU , behold Deres Penger .
Behold mine Penger ! Hvad skal det bety ? Tør jeg spørre hvad som mangler disse Penger ? Tror De at de er hjemmegjorte ? ja for De skulde dog vel ikke mistænke mig for at ha stjaalet dem , hehehe , hvad ?
Hun lo ikke længer . Dette lot til at være Mandens Alvor og hun begyndte at tænke over det . VUde han opnaa noget hos hende , det gale Menneske ? Han hadde Øine tU noget av hvert . Gud vet om han ikke pønset paa noget , om han ikke la en Snare . Hvorfor kom han netop tU hende med sine Penger ? Endelig syntes hun at ha tat en Beslutning og hun sa :
Hvis De absolut vil gi mig en Krone eUer to for Stolen saa er jeg taknemmelig for det . Jeg vU altsaa ikke ha mere .
Han lot i høieste Grad forundret , han gik hende et Skridt nærmere og saa paa hende . Saa brast han i Latter .
Men .... har De betænkt .... Nu er det første Gang dette har hændt mig i hele min Samlertid ! Naa , jeg forstaar en Spøk ....
Det er ikke Spøk . Jeg har aldrig hørt saa galt ! Jeg vil ikke ha mere , jeg vil ikke ha nogen Ting . Ta Stolen , om De vU !
Nagel lo av fuld Hals .
Jeg forstaar atter en Spøk og jeg sætter Pris paa den , ja den henrykker mig , Fan gale mig om den ikke gjør ! Jeg ler mig altid stiv av en god Spøk . Men nu skulde vi vel ogsaa komme tU en Forstaaelse ; ikke ? Hvad mener De om vi simpelthen avgjorde Saken nu før vi kom i daarUg Humør igjen ? Om litt sætter De kanske Stolen bort i Kroken paany og holder den i fem Hundrede .
Ta Stolen . Jeg .... Hvad tænker De paa ?
Mysterier
261
*
De stirret begge paa hverandre .
Hvis De tror at jeg tænker paa nogensomhelst anden Ting end at faa Stolen for en rimelig Pris saa tar De feiL sa han .
Martha ropte :
Men Herregud , ta den — ta den !
Jeg burde naturligvis være Dem meget forbunden for Deres storartede Imøtekommenhet . Men vi Samlere holder jo ogsaa en Smule Ære i Livet , saa ussel som den mangen Gang kan være , og denne Ære holder mig tilbake , sti Uer sig saa at si paa Bakbenene imot mig hvis jeg forsøker at svindle mig til en dyr Gjenstand . Min hele Samling vilde falde i min — i Eierens — Agtelse om jeg bragte en slik smuglet Gjenstand ind blandt de andre , det vUde lægge en viss falsk Tone over hver minste Ting . Hehehe , jeg maa forresten le , det er dog altfor bakvendt at det er mig som skal staa her og tale Deres Sak istedetfor at jeg bare burde se paa min egen Fordel . Men nåar De nøder mig tU det saa .
Hun gav sig ikke , nei han kom ingen Vei med hende . Hun stod fast ved at enten tok han Stolen for en Bagatel , en Krone eUer to , eUer han lot den bU . Da ingenting lijalp overfor denne Halsstarrighet sa han tilslut for at redde Skinnet :
Godt , lat det bero for idag . Men lov mig at De ikke sælger Stolen tU nogen anden før De underretter mig om det ; vil De det ? Jeg slipper den ikke saa vidt De vet det , seiv om den blir litt dyrare endda . lalfald er jeg viUig til at betale saa meget som enhver anden , og jeg var dog kommet først .
Da Nagel var kommet utenfor gav han sig til at gaa bortover Gaten med lange , hidsige Skridt . For en Stivnakkethet hos denne Pike , hvor hun var fattig og mistænksom ! Saa du Sengen ! sa han tU sig seiv ; ikke engang Halm . i Bunden , ikke engang et Laken over , men to Underskjørter som hun kanskje maatte bruke begge to om Dagen nåar det var koldt i Veiret . Og allikevel saa rædd for at komme op i noget übekjendt noget at hun avslaar det bedste Tilbud ! Men hvad Satan kom det forresten ham ved ? Nei det kom ham egentlig ikke ved . Men det var dog som bare Fan tU Pike ; ikke ? Om han sendte en Mand tU hende for at by paa Stolen , drive den i Veiret , vilde hun kanske fatte Mistanke da ogsaa ? Det dumme Menneske , det dumme Menneske ! Men hvad vUde han ogsaa der for at bli saa knusende avvist ?
Mysterier
262
I sin Ærgrelse var han kommet Uke bort til HoteUet før han visste Ordet av . Han stanset , vendte like hidsig om og begav sig atter nedover Gaten , tU J . Hansens Skrædderforretning hvor han gik ind . Han fik Mesteren.i Enram , best Ute under fire Øine en Frak , en Frak av den og den Sort , og paabydde Skrædderen at holde denne BestiUing hemmelig for enhver . Naar Frakken var blit færdig skulde den uopholdelig sendes ned tU Minutten , til Grøgaard , den skjeve Kulbærer , som Var det Minutten som skulde ha den ? Og hvad saa ? Ingen Nysgjærrighet ! Hvad var dette for Slags Snuteri ?
Ja men det var for Maalets Skyld . Naa saa ! Ja det var Minutten som skulde ha den ; det var godt , Minutten kunde seiv komme og la sig ta Maal av , hvorfor ikke ? Men ikke et unødvendig Ord , ikke et Blink med Øiet , — var det avgjort ? Og nåar blev Frakken færdig ? Om et Par Dager ; godt ! Nagel talte Pengene op straks , sa Adjø og gik . Han gnidde sig i Hænderne , hans Ærgrelse var over og han sang . Jo jo , han skulde allikevel _ aUikevel ! Vent bare ! Da han kom hjem sprang han op paa sit Værelse og ringte ; hans Hænder rystet av Utaalmodighet , og ikke før gik Døren op før han ropte : Telegramblanketter , Sara ! Han hadde netop aapnet sin Violinkasse da Sara kom ind , og hun saa da til sin store Forbauselse at denne Kasse som hun altid hadde behandlet saa forsigtig bare indeholdt Skittentøi og nogen Papirer og Skrivesaker paa Bunden , men ingen Violin . Hun kom ikke tU at gaa med det samme , men biev staaende og se paa den . Telegramblanketter ! gjentok han høiere , jeg bad om Telegram-
blanketter . Da han endelig fik Blanketterne skrev han en Ordre til en Bekjendt i Kristiania om at sende anonymt og hemmelig to Hundrede Kroner til en Frøken Martha Gude hersteds , to Hundrede Kroner , uten et skriftlig Ord . Paabyr dypeste Taushet . Johan Nagel . Men det gik ikke , nei nåar han tænkte sig om maatte han kassere Planen . Var det ikke bedst at han forklarte sig litt utførligere og sendte Pengene med , for at være sikker paa at de ogsaa blev ekspederet ? Han rev Telegrammet istykker , brændte det straks og skrev et Brev i Hui og Hast . Jo det var bedre , et helt Ute Brev
«
Mysterier
263
var fuldstændigere , det kunde virkelig gaa an . Jo han skulde vise hende , la hende forståa ....
Men da han hadde lagt Pengene ind i og hikket Konvolutten blev han sittende en Stund og tænke over det igjen . Hun kunde endnu fatte Mistanke , sa han tU sig seiv ; to Hundrede Kroner var for rund Sum , atpaa Kjøpet en Sum som han nys hadde viftet hende om Næsen med. Nei det gik heller ikke ! Han tok endnu en Tikrone op av Lommen , aapnet Konvolutten og forandret Beløpet tU to Hundrede og ti Kroner . Nu forseglet han Brevet og sendte det avsted .
Endnu en hel Time bakefter fandt han dette Puds aldeles fortræffelig nåar han tænkte paa det . Det skulde komme over hende som et vidunderlig Himmelbrev , ovenifra , fra Høiden , sluppet ned paa hende av ukjendte Hænder . Og hvad vUde hun ikke si nåar hun fik disse Skillinger ! Men da han igjen spurte sig om hvad hun vilde komme til at si , hvorledes hun vilde ta det hele , blev han atter motløs : Planen var farlig , altfor dristig , det var en dum og daarlig Plan . Det var netop det at hun intet fornuftig vilde si , men bære sig ad som en Gaas . Naar Brevet kom vUde hun simpelthen ikke forståa sig paa det , men overlate til andre at finde det ut . Hun vUde bre det frem paa Posthusets Disk saa hele Byen kom til at tumle med det , vUde paa Stedet lægge det hele i Postbetjentens Skjøn , kanske vUde hun " endog skape sig stædig og si : nei behold Deres Penger ! Saa lægger Postbetjenten sin Finger paa Næsen og roper : Vent litt , stop en hal ' , det foresvæver mig noget ! Og han slaar op i Bøkerne og finder at den samme Sum er avsendt for et Par Dager siden , netop den selvsamme Sum for ikke at si kanske de selvsamme Sedler , to Hundrede og ti Kroner til den og den Adresse i Kristiania . Avsenderen viser sig at være en Johan Nagel , en Fremmed , som for Tiden bor i Central .... Jo slike Postbetjenter hadde en Næse saa lang som saa tU at snuse med. ...
Nagel ringte igjen og fik Hotelbudet til at hente Brevet tilbake med en Gang .
Ål den nervøse Ophidselse han hadde været i hele Dagen gjorde ham tilsist ganske kjed av det hele . Han gav i Granden altsammen Fan ! Hvad angik det ham at Gud Herren laget et Sammenstøt med Tap av Menneskeliv paa Eriebanen langt inde i Amerika ?
264
Mysterier
Nei , ganske visst ! Naa , men like saa lite hadde han at bestille med velagtet Jomfru Martha Gude hersteds .
I to Dager var han ikke utenfor HoteUet .
X
Lørdag Kvæld kom Minutten ind i Nagels Værelse i Hotellet . Minutten hadde sin nye Frak paa og straalte av Glæde .
Jeg møtte Fuldmægtigen , sa han , og han fortrak ikke en Mine , men spurte mig endog hvem jeg hadde faat Frakken av . Saa snedig var han tU at stille mig paa Prøve . '
Hvad svarte De da ?
Jeg lo til det og svarte at det vUde jeg ikke si , ikke tU noget Menneske , han maatte ha mig undskyldt , Farvel ! Jo jeg skal nok svare ham .... Se , det er vel tretten Aar nu siden jeg hadde en ny Frak paa ; jeg har regnet efter .... Jeg maa takke Dem for de siste Penger De gav mig . Det var atter altfor mange Penger for en vanfør Mand , hvad skal jeg bruke aUesammen tU ? De gjør mig saa fortumlet med aUe Deres Velgjærninger at det spøker ; det er likesom altsammen er løst inde i mig og ikke kan være roUg . Hahahaha . Men Gud hjælpe mig , jeg er et Barn . Nei jeg visste nok at jeg vUde faa Frakken engang ; hvad sa jeg ikke ? Det tar ofte litt Tid , men jeg venter aldrig forgjæves . Løitnant Hansen lovet mig engang to Uldskjorter som han ikke brukte mere . Det er to Aar siden nu , men jeg er saa sikker paa at faa dem som om jeg aUerede hadde dem paa . Slik er det altid , Folk husker det senere og gir mig hvad jeg behøver nåar Tiden kommer . Men synes De ikke at jeg er som et nyt Menneske i ordentUge Kiær ?
Det er længe siden De var her .
Saken er : jeg ventet paa Frakken , jeg bestemte mig tU ikke at komme tU Dem oftere i den gamle . Jeg har mine Egenheter , det krænker mig at møte op i Selskap med en iturevet Frak , Gud vet hvorfor , men det er som om jeg synker dypt i min egen Agtelse . Undskyld at jeg i Deres Paahør taler om min Selvagtelse som om den var noget videre . Men det er den ikke , den er det minst muUge , det forsikrer jeg Dem ; men jeg føler den aUikevel nu og da .
VU De ha Vin ? Dike det . Men De røker en Cigar ?
Mysterier
265
Nagel ringte og fik Vin og Cigarer op. Han seiv dråk dyktig aUerede straks , men Minutten sat og røkte og saa paa . Minutten fortsatte at tale i ett væk og syntes ikke at viUe stanse .
Hør , sa Nagel pludseUg , det er kanske litt daarlig bevendt med Skjorter ? Undskyld at jeg spør .
Minutten svarte tUfældig :
Det var ikke derfor jeg nævnte de to Skjorter . Saasandt som jeg sitter her , det var ikke derfor .
Neivisst ! Hvad skriker De for ? Hvis De ikke har noget derimot saa vis mig hvad De har paa under Frakken .
Gjærne , ja gjærne , gjærne ! Se nu her , paa denne Siden . Og den andre Siden er ikke værre ....
Jo vent litt , den er nok netop Utt værre den andre Siden , ser jeg .
Men kan man vente det bedre ? roper Minutten . Nei jeg trænger ingen Skjorter nu , det er ikke sandt . Jeg gaar saa vidt som at si at en Skjorte som denne er altfor god for mig . Vet De hvem jeg har faat den av ? Av Doktor Stenersen , ja av Doktor Stenersen seiv . Og jeg tror ikke at Fruen visste om det , skjønt ogsaa hun er GavmUdheten seiv . Jeg fik den endda tU Jul .
TU Jul ?
Det synes De er lang Tid ? Jeg sUter ikke en slik Skjorte som et Dyr , jeg gjør mig jo ikke nogen Flid for at faa Hui paa den , derfor tar jeg den ogsaa av mig om Natten og ligger naken , for ikke at slite den i Unytte nåar jeg bare ligger og sover . Paa den Maaten faar jeg den tU at vare meget længer og jeg kan frit bevæge mig blandt Folk uten at staa tUskamme av den Grund at jeg ingen skikkelig Skjorte har . Og nu ved Tableauerne kommer det vel med at jeg endnu har en Skjorte som jeg kan vise mig i . Frøken Dagny holder fremdeles fast paa at jeg skal optræde . Jeg traf hende igaar ved Kirken . Hun talte ogsaa om Dem ....
Og jeg skal skaffe Dem en Bukse . Det maa bli Pengene værd at se Dem optræde offentlig . Naar Fuldmægtigen gir Dem en Frak vil jeg gi Dem en Bukse , det er ikke mere end billig . Men jeg gjør det paa den sædvanlige Betingelse at De holder Mund om det .
Jada , jada .
Jeg synes De bør drikke Utt . Neinei , gjør som De vU . Jeg vU drikke iaften , jeg er nervøs og litt trist . VU De tillate mig et
266
Mysterier
!
nærgaaende Spørsmaal ? Er det Dem bekjendt at De har et Klængenavn blandt Folk ? Man kalder Dem Minutten ; vet De det ?
Javel vet jeg det . Jeg syntes det var tungt i Begyndelsen , jeg bad Gud hjælpe mig for den Skyld . Jeg gik en hel Søndag borte i Skogen og knælte uavlatelig paa de tre forskjeUige Steder som var tørre , — dette var om Vaaren i Snesmæltningen . Men nu er det længe siden , mange Aar siden , og ingen kalder mig andet end Minutten nu , og det er jo ogsaa godt nok , hvad det angaar . Hvorfor vUde De gjærne vite om det var bekjendt ? Hvad kan jeg hjælpe for det seiv om det er mig aldrig saa meget bekjendt ?
Vet De ogsaa hvorledes De har faat dette sludrede Navn ?
Ja det vet jeg . Det vil si : det er længe siden nu , det var før jeg blev vanfør , men jeg husker det godt . Det var en Kvæld , eUer rettere en Nat i et Ungkarslag . De har kanske set det gule Hus nede ved Toldboden , tilhøire nåar De gaar nedover ? Ja det var hvitmalet dengang og Byfogden bodde der . Byfogden var Ungkar og hette Sørensen , en rigtig lystig Fætter . Saa var det en Vaarnat , jeg kom fra Kaien hvor jeg hadde spaseret frem og tUbake og set paa Fartøierne . Da jeg kom tU dette gule Hus hører jeg at det er Fremmede derinde , for der er en vældig Støi og Latter av mange Folk . Netop som jeg kommer forbi Vinduerne faar man Øie paa mig og banker paa Ruterne . Jeg gaar ind og befinder mig foran Doktor Kolbye , Kaptein William Prante og Tolder Folkedahl og og endda mange flere ; ja de er døde eller bortreiste aUesammen nu , men ialt var det syv otte Stykker og hver især pærefulde . De hadde slaat aUe Stolene istykker bare for Kommers , for saa vilde Byfogden ha det , og de hadde ogsaa knækket alle Glas saa vi maatte drikke av Flaskerne . Men da jeg ogsaa kom til og blev pærefuld jeg ogsaa saa blev det ikke Ende paa Støien . Herrerne klædte sig av og sprang aldeles nakne omkring i Stuerne skjønt vi ikke hadde ruUet Gardinerne ned , og da ikke jeg vilde gjøre som de andre saa tok de mig med Magt og klædte mig av . Jeg slog hele Tiden ifrå mig og gjorde ellers hvad jeg kunde ; jeg hadde ingen anden Raad , jeg bad dem om Forlatelse og tok dem i Haanden og bad dem om Forlatelse ....
Hvad bad De om Forlatelse for ?
Om jeg kanske kunde ha sagt noget som fik dem til at gaa løs paa mig . Jeg tok dem i Haanden og bad dem om Forlatelse for
Mysterier
267
at faa dem tU at gjøre mig saa lite som mulig Fortræd . Men det nyttet ikke noget , de klædte mig grundig av . Doktoren fandt ogsaa et Brev som jeg hadde i Lommen og dette Brev gav han sig til at læse op for de andre . Men da blev jeg litt ædru igjen , for Brevet var fra min Mor som skrev til mig nåar jeg for tilsjøs . Kort og godt : Jeg kaldte Doktoren en Kran . For det var bekjendt at han dråk meget . De er en Kran ! sa jeg . Herover blev han frygtelig hidsig og vUde ta mig i Nakken , men det fik de andre ham ifrå . Lat os heUer slaa ham fuld ! sa Byfogden om mig , som om jeg ikke var tilstrækkelig fuld før . Og de hældte mere i mig endda fra forskjellige Flasker . Bakefter kom saa to av Herrerne som jeg nu ikke husker hvem var , men de kom ind med en Balje Vand ; de såtte Baljen midt paa Gulvet og sa at jeg skulde døpes . Ja allesammen vUde at jeg skulde døpes , de gjorde et vældig Skraal i Anledning av dette Paafund . Og de fandt paa at- blande forskjellige Ting i Våndet for at gjøre det urent , de spyttet i det og tømte Brændevin i det og var endog ute i Sengeværelset efter det værste de kunde finde og hældte det op i Våndet , og ovenpaa dette strødde de saa to Skuffer Aske fra Kakkelovnen for at gjøre det litt mere grumset for mig endda . Saa skulde jeg døpes . Hvorfor kan De ikke like saa godt døpe en av de andre ? spurte jeg Byfogden og holdt ham om Knærne . Vi er allerede døpte , svarte hai \ , døpte paa selvsamme Maate , sa han . Og det tror jeg ogsaa , for saaledes vilde han altid ha det med dem han omgikkes , at de skulde døpes . Kom , jeg vil stede dig for mit Aasyn ! sa saa Byfogden straks efter til mig . Men jeg gik ikke med det gode , jeg stod stille og holdt mig fast i Dørvrideren . Kom paa Timen , vil du komme paa Minutten ! sa han ; for han sa ikke Minuttet , han var fra Gudbrandsdalen og talte slik . Men nei , jeg gik ikke . Da brølte Kaptein Prante : Minutten , Minutten , det er Ordet ! Han maa døpes Minutten , døpes Minutten ! Og aUesammen var enige i at døpe mig Minutten fordi jeg var saa liten . Men nu tok to Mand og slæpte mig til Byfogden og stedte mig for hans Aasyn , og da jeg var saa übetydelig av Vækst tok Byfogden ganske alene og dukket mig under i Baljen . Han dukket mit Hode helt under og gnidde min Næse mot Bunden av Baljen hvor det laa Aske og Glasskaar , og derpaa tok han mig op igjen og læste over mig . Saa skulde Fadderne gjøre sin Gjærning med mig og den bestod i at de løftet mig
268
Mysterier
hver især høit op fra Gulvet og slåp mig ned igjen , og da de var kjede av dette stiUet de sig i to Partier og kastet mig som en BaU fra det ene Parti til det andre ; dette gjorde de for at jeg skulde bU tør igjen og de fortsatte med det Uke tU de var aldeles kjede av det . Saa ropte Byfogden : Holdt ! Og derpaa slåp de mig og kaldte mig Minutten allesammen og tok mig i Haanden og kaldte mig Minutten for at besegle min Daap . Men endnu en Gang blev jeg kastet i Baljen , det var Doktor Kolbye som kastet mig dit igjen med hele min Vægt saa jeg knækket mig i Siden , fordi han ikke kunde glemme at jeg hadde kaldt ham en Kran Fra den Nat blev mit Klængenavn sittende paa mig . Dagen efter visste hele Byen at jeg hadde været hos Byfogden og var blit døpt .
Og De fik en Knæk i Siden . Men De fik ingen Skade i Hodet , jeg mener i selve Hodet ?
Pause .
Nu er det anden Gang De spør mig om jeg har faat nogen Skade i Hodet og De mener kanske noget med det . Men jeg slog mig ikke i Hodet da , jeg fik ingen Hjærnerystelse , hvis det er dét De frygter for . Men jeg fik et Støt mot Baljen saa et Ribben knak . Men det er altsammen godt igjen nu , Doktor Kolbye behandlet mig gratis for dette Benbrudd og jeg fik intet Mén av det mere .
Nagel hadde under Minuttens Tale drukket tæt , han ringte , fik mere Vin og dråk igjen . Pludselig sier han :
Det falder mig ind at spørre Dem : tror De at jeg tU en viss Grad forstaar mig paa Mennesker ? Sæt ikke slike forbausede Øine paa mig , det er bare et kameratslig Spørsmaal . Anser De mig istand tU at gjennemskue Utt den jeg taler med ?
Minutten ser sky paa ham og finder intet at svare tU det . Saa sier Nagel igjen :
Forresten maa De undskylde mig . Ogsaa forrige Gang jeg hadde den Fornøielse at se Dem hos mig bragte jeg Dem ut av Fatning ved nogen høist dumme Spørsmaal . De husker at jeg blandt andet bydde Dem saa og saa mange Penger for at overta Farskapet tU et Barn , hehehe . Men dengang gjorde jeg denne Bommert fordi jeg ikke kjendte Dem ; nu derimot forbauser jeg Dem paany , og det uagtet jeg kjender Dem saare vel og sætter stor Pris paa Dem . Se , nu idag gjør jeg det ene og alene fordi jeg er nervøs og aUerede høist drukken . Det er hele Forklaringen . De kan naturligvis godt
Mysterier
269
mærke at jeg er dørg fuld ? Jovisst kan De saa ; hvorfor skal De forstiUe Dem ? Men hvad det var jeg vUde sagt , — jo det skulde virkeUg interessere mig at vite hvormeget De anser mig istand til at gjennemskue av den menneskeUge Sjæl . Hehe , jeg mener at kunne mærke for Eksempel ganske fint en Underlyd i dens Stemme som jeg taler med , jeg hører utrolig godt . Naar jeg sitter og passiarer med en Mand saa behøver jeg ikke at se paa den Mand for at følge nøie med i det han sier , jeg hører straks om han binder mig noget paa Ærmet eller om han forfalsker noget . Stemmen er et farUg Apparat . Forståa mig ret : jeg mener ikke netop Stemmens materielle Lyd , den kan være høi eUer lav , klangfuld eUer raa , jeg mener ikke det Stemmestoflige , Tonetilværelsen , nei jeg holder mig til Mysteriet bak den , den Verden som den utgaar fra Til Helvede forresten med denne Verden bak ! Altid skal det være en Verden bak ! Hvad Fan raker det mig ?
Nagel dråk igjen og talte videre :
De blir saa stille ? Lat nu bare ikke mit Skryt om min Forstand paa Mennesker sætte Dem Fluer i Hodet saa De ikke tør røre Dem . Hehehe , jo det skulde se net ut ! Men nu glemte jeg det jeg vUde ha sagt . Jaja , saa sier jeg noget andet som ikke Ugger mig paa Hjærte , men som jeg sier allikevel indtil jeg husker det andre som jeg glemte . Gud , hvor jeg vrøvler ! Hvad mener De om Frøken Kielland ? Lat mig høre Deres Mening om hende . Min Mening er den at Frøken KieUand er i den Grad en Kokette at det i Granden vUde glæde hende rigtig vUdt om ogsaa andre , helst saa mange som mulig — mig seiv iberegnet — gikk hen og tok Livet av sig for hendes Skyld . Det er min Mening . Hun er deiUg , ja det er hun , og det maatte være en søt Smærte at føle sig trampet ned av hendes Hæl , ja og derfor kommer jeg kanske ogsaa tU at be hende derom engang , det vU jeg ikke forsværge . Det foreUgger forøvrig ikke endnu , jeg har Tiden for mig .... Men Gud bevare mig hvor jeg vistnok skræmmer Dem stiv med min Tale iaften ! Har jeg saaret Dem , jeg mener Dem personlig ?
Hvis De visste hvor vakkert Frøken KieUand talte om Dem ! Jeg traf hende igaar , hun underholdt sig længe med mig .... Si mig , — ja undskyld at jeg ikke later Dem snakke ut ; men har kanske ogsaa De litt av den Ævne at høre hvad som bæver bak Frøken KieUands materielle Stemme ! Men nu hører De ganske
270
Mysterier
bestemt seiv at jeg vrøvler kapitalt ? Ja ikke sandt ? Altsaa ! Men det skulde glæde mig om ogsaa De forstod Dem litt paa Mennesker , saa vilde jeg nemlig lykønske Dem med det og si : vi er to , i Høiden er vi to , som forstaar os paa dette her , kom , lat os slutte os sammen tU et Selskap , en Uten Forening , og aldrig bruke vor Viten mot hverandre — mot hverandre , forstaar De — saaledes at jeg for Eksempel aldrig bruker min Viten mot Dem , seiv om jeg gjennemskuer Dem noksaa meget . Naa , nu blir De uroUg og ser sky ut igjen ! Lat Dem bare ikke narre av mit Skryt , jeg er fuld .... Men nu husker jeg tUfældigvis hvad jeg vUde ha sagt for litt siden da jeg begyndte at tale om Frøken Kielland som ikke laa mig paa Hjærte . Hvorfor skulde jeg ogsaa plumpe ut med min Mening om hende nåar De ikke hadde spurt mig ! Jeg har nok aldeles spoleret Deres gode Humør ; kan De huske hvor glad De var da De kom ind her for en Times Tid siden ? Alt dette Sludder kommer av Vinen
Men lat mig nu ikke for anden Gang glemme hvad jeg skulde si : da De fortalte om det Ungkarslag hos Byfogden , De husker da De blev døpt , saa opstod sælsomt nok den Tanke i mig at ogsaa jeg vilde holde et Ungkarslag , jo paa Død og Liv et Ungkarslag for nogen Indbudne , jeg gir mig ikke paa det , jeg vil ha det istand , og De maa ogsaa komme , jeg gjør sikker Regning paa Dem . De skal være aldeles tryg for at bU døpt om igjen endnu en Gang , jeg skal sørge for at De blir behandlet med den største Forekommenhet og Agtelse ; i det hele tat bUr ingen Stoler og Borde knust . Men jeg vilde gjærne se endel Venner hos mig en Kvæld og helst saa snart som muUg , lat os si i Slutningen av Uken . Hvad mener De om det ?
Nagel dråk paany , dråk to store Glas . Minutten svarte heUer ikke noget tU dette . Hans første barnlige Glæde var aapenbart borte og han syntes at lytte tU sin Værts Snak av bare Høflighet . Han avslog stadig at drikke noget .
De er med ett blit saa forbausende stille , sa Nagel . Det er ganske latterlig , men vet De at De i dette Øieblik ser ut som om De følte Dem rammet av noget , truffet av et Ord , en Hentydning . Ja har man hørt Maken , rammet av noget ! Jeg la Mærke tU at De gjorde et lite Rykk netop nu ? Naa ikke det ; saa tok jeg feU ! Har De nogensinde tænkt Dem hvorledes en hemmelig Falskner vilde være tilmote nåar en Dag en Opdagelsesbetjent la sin Haand paa hans
Mysterier
271
Aksel og saa ham ind i Øinene , uten at si noget ? .... Men hvad Raad skal jeg ha med Dem , De bUr mere og mere trist og indesluttet ? Jeg er nervøs idag og plager Livet av Dem , men jeg maa snakke , det er nu saa min Vape nåar jeg er fuld . Og De maa heUer ikke gaa Deres Vei , for saa blir jeg nødt tU at tale en Time med Sara , med Piken , og det er kanske ikke passende , for ikke at tale om at det er kjede Ug . VU De tillate mig at fortæUe Dem en Uten TUdragelse ? Min FortælUng er uten Betydning , men den kunde kanske underholde Dem litt , paa samme Tid som den skulde vise min Ævne til at forståa mig paa Mennesker . Hehehe , De skal nemlig høre at er det nogen som ikke kan gjennemskue Mennesker saa er det mig , — hvis denne Oplysning kanske kan kvikke Dem op. Kort og godt : jeg kom engang tU London , — ja det var forresten for tre Aar siden , ikke længer , — og der stiftet jeg Bekjendtskap med en ung , henrivende Dame , en Datter av den Mand som jeg hadde en Smule Forretning med. Jeg lærte Dåmen temmeUg nøie at kjende , vi var sammen daglig i tre Uker og blev gode Venner . En Eftermiddag skal hun vise mig London og vi gaar da avsted , beser Museer , KunstsamUnger , Pragtbygninger og Parker , og det blev Aften før vi begav os paa Hjemveien . Imidlertid har Naturens Krav begyndt at gjøre sig gjældende hos mig , jeg kommer rent ut sagt i en viss Knipe som man nok kan komme i efter en hel Eftermiddags Spasertur . Hvad skulde jeg gjøre ? Stikke mig væk kunde jeg ikke , og be om TiUatelse til at gaa avsides vUde jeg ikke . Kort og godt : jeg gir efter der jeg staar og gaar , gir simpelthen efter , later Humlen suse og bUr naturligvis dyvaat helt ned til Skoene . Men hvad Fan skulde jeg gjøre , si mig elet ? Jeg hadde heldigvis en uhyre lang Kappe paa og jeg haapet at kunne skjule min Forfatning med den . Nu vUde Tilfældet at vi skulde forbi et Konditori i en stærkt oplyst Gate , og her ved dette Konditori stanser Gud hjælpe mig min Dame og ber mig om at skaffe hende noget at spise . Naa , dette skulde jo synes en rimelig Begjæring , vi hadde vandret om en halv Dag og var ganske utmattede . Men jeg maatte aUikevel undslaa mig . Saa ser hun paa mig og synes visst det var stygt gjort av mig at undslaa mig , hun ber mig si Granden . Jo , sier jeg saa , Grunden , er den og den , jeg har ingen Penger , jeg eiér ikke en Penny med mig , ikke en Penny ! Naa , det var en gyldig Grund , det kunde ikke nægtes , og Dåmen hadde virkeUg heUer
Mysterier
272
ingen Penger med sig , nei ikke en Penny . Og saa staar vi der og ser paa hverandre og ler over vor Stilling . Men saa finder hun allikevel paa Raad , hun kaster Blikket opover Husene og sier : Vent litt , staa her et Øieblik , jeg har en Veninde i det Hus dér , i anden Etage , hun kan skaffe os Penger ! Og dermed Uer min Dame bort . Hun er borte i flere Minutter , og i hele denne lange Tid gjennemgik jeg de værste Kvaler . Hvorledes i Alverden skulde jeg bære mig ad nåar hun nu kom tilbake med Pengene ? Jeg kunde ikke gaa ind i Konditoriet hvor Lyset skinnet saa frygteUg og hvor saa mange Damer og Herrer opholdt sig ; jeg vUde bU kastet paa Dør med det samme , og det siste vUde da bU værre end det første . Jeg fik bite Tænderne sammen og be hende gjøre mig den personlige Tjeneste at gaa ind seiv , saa vilde jeg vente paa hende . Endnu et Par Minutter gik , saa kom min Dame tilbake . Hun var meget fornøiet , ja likefrem glad og sa hare at hendes Veninde ikke var hjemme , hvilket ogsaa kunde være det samme , ret betænkt ; hun kunde godt holde det ut i nogen Minutter endnu , det vilde saa allikevel ikke ta mere end i Høiden et Kvarter før hun kunde gaa til sit eget Aftensbord . Hun bad mig ogsaa undskylde at hun hadde latt mig vente . Og den som var glad var jeg , skjønt det dog egentUg var mig som gik der gjennemvaat og led ondt av Turen . Men nu kommer det bedste av alt , — ja De har kanske aUerede anet Resten ? Jo jeg tror tilforlatelig at De aUerede har anet Resten ; men jeg vil allikevel fortæUe den ogsaa : først iaar , i 1891 , er det gaat op for mig hvor hestedumt jeg egentlig bar mig ad . Jeg har overtænkt hele TUdragelsen paany og fundet den største Betydning i den ene Bagatel efter den andre : min Dame gik ikke op nogen Trappe , hun var siet ikke oppe i nogen anden Etage . Naar jeg tænker mig om saa aapnet hun en Gjennemgangsdør til Bakgaarden og gUdde ind gjennem den ; jeg har en Anelse om at hun ogsaa kom tilbake gjennem den selvsamme Dør fra Bakgaarden , paa en gUdende og stille Maate . Hvad beviser det ? Nei ganske visst ; men var det dog ikke en eiendommeUg Omstændighet at hun ikke gik op i anden Etage , men derimot ut i Bakgaarden ? Hehehe , ja De forstaar dette saa utmærket , det kan jeg se , men mig er det ikke faldt ind før i 1891 , tre Aar bakefter . De mistænker mig vel nemlig ikke for at jeg hadde utspekuleret det hele paa Forhaand , at jeg halte Turen ut saa længe som mulig for at presse min Dame
Mysterier
273
tU det ytterste , at jeg specielt ikke kunde løsrive mig fra en forstenet Hulehyæne i et Museum , men at jeg vendte tilbake tU den tre Ganger og at jeg samtidig holdt Øie med Frøkenen , paa det at hun ikke paa nogen Maate kunde slippe ut i en Bakgaard . Dette mistænker De mig selvfølgelig ikke for ? Jeg vU ikke benægte at saa intrikat kunde kanske nogen være at han heUer gik og led seiv , ja heUer seiv vUde bU vaat fra Bæltestedet av end gi Slip paa den sælsomme TilfredsstUlelse at se en ung , nydeUg Dame vri sig av en eUer anden Forpinthet . Men mig er det , som sagt , gaat op for først iaar , tre Aar efter at Historien hændte . Hehehe , ja , hvad synes De ? Pause . Nagel dråk og fortsatte :
Nu kan De si : men hvad har denne Historie at gjøre med Dem og mig og Ungkarslaget ? Nei , bedste Ven , ganske visst , den har saamæn intet at gjøre dermed . Men det faldt mig ind at fortæUe den aUikevel , som en Prøve paa min Stupiditet angaaende den menneskelige Sjæl . Ak , den menneskelige Sjæl ! Hvad synes De saaledes om at jeg en Morgenstund for nogen Dager siden griper mig i — griper mig Johan NUsen Nagel i — at vandre utenfor Konsul Andresens Hus deroppe paa Bakken og grande paa hvor høit eUer hvor lavt det antageUg kunde være op til Taket i hans DagUgstue ? Hvad synes De ? Men dette er , om jeg saa tør uttrykke det , den menneskelige Sjæl igjen . Ingen BagateUer er den uvedkommende , altsammen har sin Betydning for den .... Hvad Indtryk gjør det for Eksempel paa Dem nåar De sent en Nat kommer hjem fra et eUer andet Møte , en eller anden Ekspedition , og De gaar i Deres lovlige Ærend , og De da pludseUg støter paa en Mand som staar ved et Hjørne og ser paa Dem , ja som dreier Hodet efter Dem , efterhvert som De passerer , og bare stirrar paa Dem og intet sier ? Nu sætter jeg atpaa Kjøpet at Manden har sorte Kiær paa og at De ikke kan se andet av ham end hans Ansigt og hans Øine , hvad saa ? Ak , det foregaar mangt i den menneskelige Sjæl ! .... De kommer en Kvæld ind i et Selskap , lat os si paa tolv Stykker , og den trettende — det kan være en Telegrafistinde , en stakkars juridisk Kandidat , en Kontorist , en Dampskibskaptein , kortsagt : en Person uten nogensomhelst Betydning — sitter i en Krok og deltar ikke i Konversationen ° g gJØ r heUer ikke paa anden Maate nogen Støi ; men denne trettende Person har aUikevel sin Værdi , ikke bare i og for sig , men ogsaa som en Faktor i Selskapet . Netop fordi han har den Dragt ,
18 — Hamsun I .
Mysterier
274
fordi han forholder sig saa stum , fordi hans Øine ser saapas dumt og intetsigende omkring paa de øvrige Gjæster og fordi hans RoUe i det hele tat er at være saa Ute betydelig , bidrar han til at gi Selskapet dets Karakter . Netop fordi han intet sier virker han negativt og skaper den svake Tone av Dysterhet i hele Stuen som gjør at de andre Gjæster netop bare taler saa høit og ikke høiere . Har jeg ikke Ret ? Denne Person kan derved bokstavelig bli Selskapets mægtigste Mand . Jeg forstaar mig , som sagt , ikke paa Mennesker , men det morer mig aUikevel ofte at iagtta hvilken forfærdelig Værdi BagateUerne kan indeha . Jeg har saaledes engang været Vidne til at en vUd frammed stakkars Ingeniør som absolut ikke hikket sin Mund op Men det er en anden Historie og vedkommer ikke denne , uten forsaavidt som de begge har passeret min Hjærne og avsat sine Spor . Men for at bU i Lignelsen : hvo vet om ikke Deres Taushet nu iaften netop lægger den særegne Tone over mine Ord — min umaateUge Beraselse ufortalt — , om ikke denne Mine som De nu har i Deres Ansigt , dette halvt sky og halvt uskyldige Uttryk i Deres Øine netop stimulerer mig til at tale som jeg gjør ! Det er ganske natur Ug . De lytter tU det jeg sier — hvad jeg en fuld Mand sier — , De kjender Dem nu og da paa en eUer anden Maate rammet — for at benytte det aUerede brukte Uttryk rammet — , og jeg føler mig fristet til at gaa endda videre paa og slynger Dem nok et halvt Snes Ord i Ansigtet . Jeg anfører dette bare som et Eksempel paa BagateUernes Værdi . Overse ikke BagateUerne , kjære Ven ! For Guds Skyld , BagateUerne har en vældig Værdi .... . Kom ind ! Det var Sara som banket paa og gav ham Besked om at Aftensmaten var færdig . Minutten reiste sig straks . Nagel var nu synUg beruset og talte ikke længer rent engang ; forøvrig motsa han ideUg sig seiv og vrøvlet værre og værre . Hans tankefulde Øine og Aarerne som Bvulmet op i hans Tindinger viste at han tumlet med mange
Tanker i Hodet .
Ja , sa han , det undrer mig ikke at De gjærne vU nytte LeUigheten til at gaa , efter alt det Snak De har maattet døie iaften . Det er dog flere Ting jeg gjærne vilde ha hørt Deres Mening om endnu , saaledes har De siet ikke besvaret mit Spørsmaal om hvad De i Deres inderste Hjærte synes om Frøken KieUand . For mig staar hun som det sjældneste og uopnaaeligste Væsen , fuld av DeUighet og ren og hvit som Sne , — tænk Dem rigtig ren og dyp Silkesne .
Mysterier
275
Slik staar hun for min Tanke . Har De faat et andet Indtryk av det jeg har sagt før saa er det feilagtig ... Lat mig altsaa nu drikke det siste Glas i Deres Nærværelse ; Skaal ! .... Men netop nu falder det mig noget ind . Hvis De hadde Taalmodighet tU at beskjæftige Dem med mig endnu i to korte Minutter vUde jeg virkelig være Dem særdeles forbunden . Saken er den , — kom mig Utt nærmere , for her i dette Hus er Væggene tynde , — jo Saken er den : jeg er redningsløst forelsket i Frøken Kielland . Nu har jeg sagt det ! Dette er bare et Par haarde og fattige Ord om Saken , men Gud i Himlen vet hvor jeg elsker hende eUevildt og hvor jeg Uder for hendes Skyld . Naa , det er en Sak for sig , jeg elsker , jeg lider , det er godt , det hører ikke hit . Altsaa ! Men jeg haaper at De vU behandle min Aapenhjærtighet med al den Diskretion som den fortjener ; lover De det ? Tak , kjære Ven ! Men , sier De , hvorledes kan jeg være forelsket i hende , nåar jeg endog for Utt siden kaldte hende en stor Kokette ? Man kan for det første godt elske en Kokette ; det er det ingenting iveien for . Men det hæfter jeg mig ikke ved . Men det kommer noget andet tU . Hvorledes var det , indrømmet De at De forstod Dem paa Mennesker eUer ikke ? Hvis De forstod Dem paa Mennesker vUde De nemlig ogsaa forståa hvad jeg nu sier : jeg kan umulig mene at Frøken KieUand virkeUg er en Kokette . Det mener jeg ikke for Alvor . Hun er tværtimot et saare naturUg Menneske , — hvad gir De for Eksempel for hendes aapne Maate at le paa nåar hun ikke engang har aldeles hvite Tænder ! Men allikevel kan jeg gjøre mit tU at utbrede den Mening at Frøken KieUand er en Kokette ; det generer mig ikke . Og jeg gjør det ikke for at skade hende og for at hævne mig , men for at holde mig seiv oppe , J e g gJØ r det av SelvkjærUghet , fordi hun er uopnaaelig for mig , fordi hun spotter alle mine Anstrængelser for at gjøre hende glad i mig , fordi hun er forlovet og aUerede bundet , hun er tapt , ganske tapt . Se , dette er med Deres TUlatelse en ny og awikende Side av den menneskeUge Sjæl . Jeg kunde gaa til hende paa Gaten og si til hende med det største Alvor og i flere Menneskers Paahør , tilsynelatende bare for at ringeagte hende og gjøre hende Skade , jeg kunde se paa hende og si : Goddag , Frøken ! Gratulerer med ren Særk ! Ja har De hørt saa galt ! Men det kunde jeg si . Hvad jeg derpaa kom til at gjøre — enten jeg løp hjem og gav mig til at hulke i Lommetørklædet eUer jeg meddelte mig en eller to Draaper
276
Mysterier
av denne liUe Flasken som jeg bærer her i Vestelommen — det springer jeg over . Hikemaate kunde jeg gaa ind i Kirken en Søndag mens hendes Far Pastor KieUand taler Guds Ord , spasere hele Kirkegulvet indover , stanse foran Frøken KieUand og si høit : VU De tiUate mig at ta Dem Utt paa Puffen ? Ja , hvad synes De ? Med Puffen vUde jeg ikke mene noget især , det skulde bare være et Ord som hun maatte rødme over ; men forund mig at føle Dem Utt paa Puffen , vUde jeg si . Og bakefter kunde jeg kaste mig ned for hendes Føtter og trygle hende om at gjøre mig saUg ved at spytte paa m ig Nu er De rædd tilgagns ; ja jeg indrømmer ogsaa at jeg fører en formastelig Tale , saa meget mere som jeg taler om en Præstedatter til en Præstesøn . Tilgiv mig , min Ven , det er ikke av Ondskap , ikke av pur Ondskap , men fordi jeg er fuld som en Alke Hør her : jeg kjendte engang en ung Mand som st jai en Gaslykt , solgte den til en Skraphandler og svirat op Pengene i Sus og Dus . Det er ved Gud sandt ; det var endda en Bekjendt av mig , en Slægtning av avdøde Præsten Hærem . Men hvad vedkommer dette mit Forhold tU Frøken KieUand ? Nei det har De atter Ret i ! De sier ikke noget , men jeg kan se at De staar med Munden fuld og vUde si det , og det er en ganske rigtig Bemærkning av Dem . Men hvad Frøken KieUand angaar da er hun fuldstændig tapt for mig og jeg beklager ikke hende derfor , men mig seiv . De som staar der saa totalt ædra og gjennemskuer Mennesker vil ogsaa forståa det om jeg en Dag simpelthen spredte ut det Rygte i Byen at Frøken KieUand hadde sittet paa mine Knæ , at jeg nu hadde truffet hende tre Nætter i Træk paa et nærmere betegnet Sted
borte i Skogen og at hun senere har mottat Foræringer av mig . Beke sandt , De vUde forståa det ? Ja for De forstaar Dem Pokkers godt paa Mennesker , min Ven , jogu gjør De saa , kom bare ikke med Utflugter Har det aldrig hændt Dem at De har gaat paa Gaten en Dag , gaat i Deres egne uskyldige Tanker og ikke visst Ordet av før alle Mennesker har begyndt at stirre paa Dem , at mønstre Dem fra øverst til nederst ? Det er en ytterst pinlig StUling at komme i . De børster Dem skamfuld foran og bak , De ser som en Tyv nedover Deres Dragt for at undersøke om De skulde gaa med aapne Knapper og De blir saa fuld av bange Anelser at De endog tar Hatten av og ser efter om det muUgens endnu skulde sitte en Prislap paa den skjønt det er en gammel Hat . Men alt dette hjælper ikke , De
Mysterier
277
finder intet i Uorden paa Dem og De maa smukt taale at hver Skræddersvend og hver Løitnant fikserer Dem efter Behag .... Men , bedste Ven , nåar dette er en AUerhelvedes Pine , hvad skal man da si om at bU indkaldt tU Forhør Nu gjorde De et Rykk igjen ? Ja gjorde De ikke det ? Tænk , jeg syntes saa tydeUg at De gjorde et lite Rykk paa Dem .... naa , men altsaa at bli indkaldt tU Forhør , at bU stiUet foran den snedigste Djævel av en Politimand , at bU tat i Krydseksamination foran hele Publikum , hvorved man ad tolv forskjeUige Snikveier kommer tilbake tU det samme ene Punkt , aa for en utsøkt Nydelse for den som ikke har noget at bestille med det hele , men bare sitter og hører paa ! Deke sandt , deri er vel ogsaa De enig ? .... Gud vet om her ikke er et Glas Vin endnu nåar jeg vrir Flasken ....
Han tømte den siste Rest av Vinen i sig og talte videre :
Jeg maa forøvrig be Dem om Undskyldning for at jeg idelig skifter Samtaleæmne . Disse mange og pludseUge Spring i min Tankegang kommer vistnok for endel av at jeg nu er saa bedrøveUg fuld , men for endel er det ogsaa i det heletat en FeU ved mig . Saken er : jeg er bare en simpel Agronom , en Elev fra et Kuskittakademi , jeg er en Tænker som ikke har lært at tænke . Naa , lat os ikke komme ind paa saa specieUe Ting , de interesserer Dem ikke , og for mig som kjender mine Forhold før er de likefrem motbydeUge . Vet De hvad , det gaar ofte saa vidt nåar jeg sitter her alene og tænker paa mangehaande Ting og jeg saa føler mig seiv efter i Sømmene , da hænder det ofte at jeg kalder mig Rochefort med høi Røst og at jeg slaar mig paa Knappen og kalder mig Rochefort . Hvad vil De si nåar jeg fortæUer Dem at jeg engang best Ute et Signet med et Pindsvin i ? .... Dette bringer mig tU at huske paa en Mand som jeg i sin Tid kjendte som en skikkeUg og ganske almindeUg og agtværdig filologisk Studerande ved et tysk Universitet . Manden utartet , i Løpet av to Aar blev han baade Drukkenbolt og Romanforfatter . Traf han Fremmede og man spurte ham hvem han var svarte han tilslut bare at han var en Kjendsgjærning . Jeg er en Kjendsgjærning ! sa han og knep Munden sammen av bare Hovmodighet . Naa , dette interesserer Dem ikke .... De talte om en Mand , en Tænker som ikke hadde lært at tænke . EUer var det mig seiv som talte om det ? Om Forlatelse , nu er jeg nemUg død drukken ; men det gjør ingenting , lat Dem bare ikke anfægte . Jeg
278
Mysterier
vUde forresten gjærne faa Lov til at forklare Dem dette med Tænkeren som ikke kunde tænke . Saavidt jeg forstod Deres Ytring vUde De angripe Manden . Jo , jeg fik virkelig det bestemte Indtryk , De talte i en haanUg Tone ; men den Mand som De nævnte fortjener at bU set nogenlunde i sin Sammenhæng . For det første var han en stor Nar . Jojo , det vU jeg ikke fragaa , han var en Nar . Han gik altid med et langt rødt Slips og smilte av bare Naragtighet . Ja saa naragtig var han at han tidt og ofte sat fordypet i en Bok nåar nogen kom tU ham , skjønt han aldrig læste . Han gik ogsaa uten Strømper i Skoene bare for at ha Raad til en Rose i Knaphullet . Slik var han . Men det bedste av alt var at han hadde endel Portrætter , Portrætter av nogen tarvelige , nette Haandværkerdøtre , og disse Portrætter skrev han saa nogen høie og klangfulde Navne paa , bare for at man skulde faa Indtryk av at han hadde saa og saa fornemme Bekjendtskaper . Paa et av BUlederne hadde han skrevet med tydelige Bokstaver « Frøken Stang » for at man skulde tro hun var i Slægt med Statsministeren , skjønt Mennesket i det aUerhøieste kunde hete Lic eUer Haug . Hehehe , hvad skal man si til slikt Blæreri ? Han indbUdte sig at Folk gik og beskjæftiget sig med ham , baktalte ham . Folk baktaler mig ! sa han . Hehehe , tror De virkelig at nogen gad baktale ham ? Saa var det altsaa en Dag han kom ind i en Juvelerbutik , han gik og røkte paa to Cigarer . Paa to Cigarer ! En bar han i Haanden og den andre i Munden , men det var lid i dem begge . Han visste kanske ikke at han hadde to Cigarer i Bruk paa en Gang , og som en Tænker som ikke hadde lært at tænke spurte han heUer ikke ....
Nu maa jeg gaa , sa endeUg Minutten sagte .
Nagel reiste sig med ett . Maa De gaa ? sa han . VU De virkeUg forlate mig nu ? Ja denne
Historie er vel ogsaa for lang nåar man skal se Manden i hans Sammenhæng . Naa , lat den bero til en anden Gang da . Jasaa , De vU absolut gaa nu ? Hør : Tusen Tak for iaften ! Hører De det ? Jeg er ogsaa ganske mærkelig fuld nu ; hvorledes ser jeg egentlig ut ? Ta en Tommelfinger , læg den under Luppen og se dét Syn , hvad ? Jo jeg forstaar Deres Miner ; De er en ugudeUg klok Mand , Hr. Grøgaard , og det er mig en Fest at iagtta Deres Øine , saa uskyldige er de. Tænd en ny Cigar før De gaar . Naar kommer De nu igjen ? Død og Pine , det er sandt , De maa komme i Ungkarslaget , hører
279
Mysterier
De ! Der skal ikke krummes et Håar paa Deres Hode .... Nei , for jeg skal si Dem : det skal bli bare et Ute koselig Aftenselskap , en Cigar , et Glas , en Passiar og ni Ganger ni Hurra for Fædrelandet , for Doktor Stenersens Skyld ; ikke sandt ? Det skal nok gaa . Og den Bukse som vi har talt om skal De faa , Fan gale mig . Men paa sædvanlig Betingelse naturligvis . Jeg takker Dem for Deres Taalmodighet iaften . Lat mig trykke Deres Haand ! Tænd en ny Cigar , Mand .... Hør , et Ord endnu : har De ikke noget De kunde viUe be mig om ? For hvis det er noget saa . Naa , som De vil . Godnat , Godnat .
XI
Saa oprandt den 29 de Juni . Det var en Måndag .
Paa denne Dag hændte et Par usædvanlige Ting ; det dukket endog op en fremmed Person i Byen , en tilsløret Dame som forsvandt igjen efter To Timers Ophold efter at hun hadde avlagt et Besøk i HoteUet
AUerede om Morgningen tidlig hadde Johan Nagel nynnet og plystret fornøiet paa sit Værelse . Mens han gik og klædte sig paa plystret han lystige Melodier som om han var høist oprømt over noget . Hele Dagen forut hadde han været taus og stille , efter den rigtig drøie Rus han hadde hat sammen med Minutten Lørdag Kvæld . Han hadde drevet op og ned over Gulvet med lange Skridt og drukket en Masse Vand . Da han nu gik ut av HoteUet Måndag Morgen nynnet han endnu og saa ytterst tilfreds ut ; i et Anfald av lys Glæde tiltalte han endog en Kone som stod utenfor Trappen og gav hende nogen SkUlinger .
Kan De si mig hvor jeg kunde faa laant en VioUn henne ? spurte han . Vet De om det er nogen som spiller Violin her i Byen ?
Nei det vet jeg ikke , svarte Konen forbauset .
Hun visste det ikke , men han gav hende aUikevel av Glæde nogen SkUlinger og gik hastig bort . Han hadde set Dagny KieUand med hendes røde Parasol komme ut av en Butik og han gik like efter hende . Hun var alene . Han hilste dypt og tiltalte hende . Hun blev med en Gang blussende rød som hun pleiet og hun holdt Parasollen litt frem for sig for at skjule det .
De talte først om gin siste Tur gjennem Skogen . Hun hadde i
280
Mysterier
i
Granden været litt uforsigtig allikevel , ja for hun var virkeUg bUt noget forkjølet skjønt Veiret var saa varmt , hun var ikke rigtig bra endnu . Dette sa hun likefrem og oprigtig som om hun betrodde sig tU en gammel Bekjendt .
Men De maa ikke angre paa det ; vil De vel ? sa han og gik like løs paa Saken .
Nei , svarte hun og saa forundret ut ; nei jeg angrar ikke paa det ; hvorledes falder De paa det ? Nei det var en mor som Nat , syntes jeg , skjønt Herregud hvor jeg hele Tiden var rædd for den Lyktemanden som De fortalte om . Jeg har ogsaa drømt om ham siden . En frygteUg Drøm !
Og saa talte de en Stund om Lyktemanden . Nagel oassiarte gjærne idag , han tilstod at han ogsaa seiv hadde løierUge Anfald av stum Frygt for et eUer andet , ofte kunde han ikke gaa op en Trappe for Eksempel uten at vende sig om for hvert Skridt og se om det ikke skulde være nogen bak ham . Hvad var det ? Ja , hvad det var ! Noget mystisk noget , noget sælsomt som den stakkars « alvitende » Vitenskap var for firkantet og for grov til at fatte , et Pust av en usynlig Magt , en Paavirkning av Livets blinde Kræfter .
Vet De , sa han , at jeg i dette Øieblik kunde ha Lyst til at bøie av fra denne Gate og ind i en anden fordi disse Huser her , disse Stabbestener tilvenstre , de tre Pæretrær nede i Sorenskriverens Have , altsammen har en antipatisk Indflydelse paa mig , fylder mig med en dump Pine . Naar jeg gaar alene lægger jeg aldrig Veien gjennem denne Gate , jeg gaar utenom , seiv om det blir en Omvei for mig . Hvad er nu det ?
Dagny 10.
Jeg vet ikke . Men Doktor Stenersen vilde visst kalde det Nervøsitet og Overtro .
Ganske rigtig , det vilde han kalde det ! Ak , hvor det er en hoven Dumhet ! De kommer en Kvæld til en frammed By , lat os si denne By , hvorfor ikke ? Dagen efter gaar De en Tur i Gaterne for at bese Dem for første Gang . De faar under denne Vandring en avgjort hemmelig Uvilje mot visse Gater , visse Huser , mens De ved andre Gater og andre Huser føler Dem tUtalt , stemt til Glæde og Velbehag . Nervøsitet ? Men nu sætter jeg at De har Nerver som Taugtamper , at De i det hele tat ikke vet hvad Nervøsitet er ? Videre ! De gaar fremdeles gjennem Gaterne , De møter Hundrede Mennesker
Mysterier
281
i
og gaar dem likegyldig forbi ; men pludseUg — idet De kommer ned tU Kaien og stanser utenfor et lite fattig en Etages Hus uten Gardiner , men med nogen hvite Blomster i Vinduet — kommer en Mand imot Dem som De straks paa en eller anden Maate bUr slagen av . De ser paa Manden og Manden ser paa Dem . Det er intet andet usædvanlig ved ham end at han er fattig klædt og gaar litt lutende ; det er første Gang De støter sammen med ham i Deres Liv og De faar den bisarre Indskytelse at Manden heter Johannes . Netop Johannes . Hvorfor synes De at han netop heter Johannes ? Det kan De ikke forklare Dem , men De ser det paa hans Øine , mærker det av hans Armbevægelser , hører det paa Lyden av hans Fottrin ; og det kommer ikke derav at De nogensinde før har truffet en anden Mand som liknet denne siste og som hette Johannes , nei derav kommer det ikke . For De har aldrig truffet nogen som den siste Mand har mindet Dem om . Men der staar De da med Deres Forandring og Deres mystiske Fornemmelse og kan ikke forklare Dem noget .
Har De truffet en slik Mand her i Byen ?
Nei , nei , skyndte han sig at svare , jeg sætter bare denne By , dette en Etages Hus og denne Mand , jeg sætter det hele . Men ikke sandt , det er underlig ? .... Saa hænder det andre sælsomme Ting : De kommer ind i en fremmed By og gaar ind i et frammed Hus , lat os si et Hotel , som De aldrig før har været i . Med en Gang faar De en saare stærk Fornemmelse av at det i sin Tid , for mange Aar siden kanske , har været Apotek i dette fremmede Hus . Hvorledes falder De paa det ? Det er intet som minder om det , ingen har sagt Dem det , det er ingen Medicinlukt , ingen , ingen Mærker paa Væggene efter Reoler og ingen Bane paa Gulvet efter en Disk . Og allikevel vet De det i Deres Hjærte at det for saa mange Aar siden har været Apotek i det Hus ! De tar ikke feil , De er for Øieblikket fyldt av et hemmeUghedsfuldt Medvideri som aapenbarer Dem skjulte Ting . Det har kanske aldrig hændt Dem ?
Jeg har ikke tænkt paa dette før . Men nu nåar De taler om det synes jeg at det ogsaa har hændt mig . Jeg er ialfald ofte mørkrædd , hange for ingenting . Men det er kanske noget andet .
Gud vet hvad som er det ene og hvad som er det andre ! Det foregaar saa mangt meUem Himmel og Jord , sælsomme , deiUge Ting uten Like og rigtig uforklarlige Forutanelser , stumme Rædsler som faar Dem til at skjælve av Übehag . Tænk Dem at høre nogen gaa
Mysterier
282
og stryke sig langs Væggene en mørk Nat . De er fuldt vaaken , De røker en Pipe og sitter ved et Bord med vage Sanser . De har Hodet fuldt av Planer som De tumler med og De er overordentlig spændt paa at klare alt angaaende disse Planer . Saa med ett hører De ganske tydeUg at nogen stryker sig langs Væggene utenfor , efter Panelingen utenfor , eller endog inde i Deres Værelse , borte ved Ovnen , hvor De ogsaa ser en Skygge paa Brandmuren . De tar Skjærmen av Lampen for at gjøre det lysere og gaar bort tU Ovnen . De sti Uer Dem foran Skyggen og ser et Dem übekjendt Menneske , en middelshøi Mand med et sort og hvitt Uldskjærf om Halsen og med aldeles blåa Læber . Han likner Kløverknægt paa de norske SpiUekort . Nu sætter jeg at De er mere nysgjærrig end rædd , De gaar Fyren paa Livet for at feie ham væk med et BUk ; men han rører sig ikke skjønt De er ham saa nær at De ser ham blinke med Øinene og forøvrig er levende som De seiv . Saa tar De ham fra den gemytlige Side , De sier som saa , skjønt De aldrig har set ham før : Deres Navn skulde vel ikke tilfældigvis være Homan , Bernt Homan ? sier De . Og da han ikke svarer beslutter De at kalde ham Homan og sier : hvorfor Satan skulde De ikke være en Bernt Homan ? Og saa flirer De av ham . Men han rører sig stadig ikke og De vet ikke hvad Raad De skal ha med ham . Saa træder De et Skridt tilbake , stikker efter ham med Pipespidsen og sier : Bæ ! Men han trækker ikke paa SmUet . Ja saa er jo Hundred og ett ute , De blir ærgerlig og gir Manden et ordentlig Puf . Men nu ser Manden ut som om han vistnok befinder sig et eUer andet Sted i Nærheten , men Deres Puf har aldeles ikke angaat ham allikevel . Han falder ikke , han stikker begge Hænder i Lommen , dypt ned i Lommen , trækker Akslerne tUveirs og tar en Mine paa som om han vilde si : Hvad saa ? Saa lite har det anfægtet ham at De har git ham et Puf . Hvad saa ! svarer De da rasende og gir ham et Puf tU under Brysthulen . Nu oplever De følgende : efter det siste Puf begynder Manden at fordufte , De staar og ser paa med Deres egne Øine at han litt efter Utt viskes ut , blir mere og mere utydelig , og tilslut er det intet andet tilbake av ham end Mayen , saa forsvinder ogsaa den . Men hele Tiden har han holdt Næverne i Lommen og set paa Dem med dette trodsige Uttryk som syntes at si : Hvad saa ?
Dagny lo igjen .
283
Mysterier
Nei for rare Æventyr De oplever ! Naa , men hvad saa ? Hvorledes gaar det siden , tilslut ?
Jo , nåar De igjen sætter Dem ind tU Bordet og skal begynde med Planerne op dager De at De har puffet Deres Knoker istykker paa Brandmuren Men det var dette jeg vUde si : fortæl De Dagen efter Historien tU Deres Bekjendte saa skal De faa høre . De har sovet , svarer de. Hehehe , joda De har sovet , skjønt Gud og aUe hans Engler vet at De ikke har sovet . Det er jo bare Seminaristvisdom og Raaskap at kalde det Søvn nåar De har staat lys vaaken ved en Ovn og røkt av en Pipe og talt med en Mand . Saa kommer Lægen . Det er en utmærket Læge som repræsenterer Vitenskapen med sammenknepen Mund og Overlegenhet . Det der , sier han , det er jo bare Nervøsitet det , sier han . Aa Gud , for en Komedie ! Godt . Men dette er altsaa Nervøsitet det , sier han . For Lægens Hjærne er det en Ting av de og de Dimensioner , saa mange Tommer i Høiden og saa mange Tommer i Bredden , noget man kan lægge i Næven , god , tyk Nervøsitet . Og saa skriver han op Jærn og Chinin paa en Papirlap og kurerer Dem paa staaende Fot . Slik gaar det til ! Men tænk Dem hvilken Firkantethet og hvilken Bondelogik at trænge ind med sine Dimensioner og sin Chinin paa det Omraade hvor ikke engang de fine og vise Sjæle har kunnet forklare sig Tingen .
De mister snart en Knap , sa hun .
Mister jeg en Knap ? Hun pekte smUende paa en av hans Trøieknapper som hang og
dinglet i en Traad . Om De tok den helt av ? De vU miste den snart .
Saa føiet han hende heri , han tok en Kniv op av Lommen og skar Knappen av . I det samme han tok Kniven op faldt nogen Smaapenger og en Medalje i et sørgelig mishandlet Baand ut av hans Lomme . Han bøiet sig hastig ned og tok Tingene op mens hun stod og saa paa . Da sa hun :
Er det en Medalje ? Men hvorledes bærer De Dem ad med den , se / paa Baandet ! Hvad Slags Medalje er det ? Det er en Redningsmedalje Ja De maa endeUg ikke tro at det er formedelst nogen min Fortjeneste den befinder sig i min Lomme . Det er bare Humbug .
Hun saa paa ham . Hans Ansigt var fuldkommen rolig , hans
284
Mysterier
Øine aapne som om han aldeles ikke løi . Hun hadde fremdeles Medaljen i Haanden .
Skal De nu begynde igjen ! sa hun . Hvis De ikke seiv har fortjent den , hvorledes kan De saa gjæmme paa en slik Ting , bære den paa Dem ?
Jeg har kjøpt den ! ropte han og 10. Den er jo min , min Eiendom , jeg besidder den som jeg besidder min Pennekniv , min Trøieknap . Hvorfor skulde jeg saa kaste den væk ?
Men at De vilde kjøpe en Medalje ! sa hun .
Ja det er Humbug jeg nægter det ikke ; men hvad gjør man ikke mangen Gang ! Jeg har ved en LeiUghet baaret den paa Brystet en hel Dag , blæret mig med den , mottat en Skaal for den , hehehehehe . Den ene Sort Humbug kan være Uke saa god som en anden ?
Navnet er skrapet ut , sa hun igjen .
Nu skiftet han pludselig Mine og strakte Haanden ut efter Medaljen .
Er Navnet skrapet ut ? Det er ikke mulig ; lat mig se . Det er bare en Skade den har faat i Lommen . Jeg har baaret den blandt Smaapengene , det er det hele .
Dagny saa mistroisk paa ham . Saa med en Gang knipser han i Fingrene og utbryter :
Hvor jeg kan gaa og være tankeløs ; Navnet er skrapet ut , De har Ret , hvor kunde jeg glemme det ! Hehehe , jeg har seiv skrapet Navnet ut , det er ganske rigtig . Det var jo ikke mit Navn som stod paa den , det var Eierens Navn , Redningsmandens Navn . Jeg spikket det ut straks jeg hadde faat den . Jeg ber Dem undskylde at jeg ikke oplyste om dette aUerede straks , det var ikke for at lyve . Jeg gik nemlig og tænkte paa noget andet : hvorledes kom De saa pludselig til at bli nervøs over den Trøieknap som holdt paa at falde av ? Hvad om den hadde faldt av ? Skulde det være et Svar paa det jeg sa om Nervøsiteten og Vitenskapen ?
Pause .
Men det er dog en paafaldende Oprigtighet De altid lægger for Dagen overfor mig , sa hun uten at svare paa hans Spørsmaal . Jeg vet ikke hvad den skal tjene til . Deres Anskuelser er noget usædvanlige av sig ; nu sist later De mig ane at egentUg er altsammen bare Humbug , intet er ædelt , intet rent , intet stort ; er
285
Mysterier
det Deres Mening ? Kan det være akkurat det samme enten man kjøper sig en Medalje for saa og saa mange Kroner eUer man tilkjæmper sig den seiv ved en eUer anden Daad ?
Han svarte ikke . Saa fortsatte hun ganske langsomt og alvorlig :
Jeg forstaar Dem ikke . Stundom nåar jeg hører Dem tale kan jeg spørre mig seiv om De er rigtig fornuftig . Undskyld at jeg sier det ! De gjør mig stadig litt mere urolig hver Gang , litt mere oprevet endda ; De forvirrar mine Begreper om alt , Ukegyldig hvad De taler om , sætter Tingene paa Hodet for mig . Hvor kan det være ? Jeg har ikke truffet nogen som i den Grad har motsagt alt inden i mig . Si mig nu : hvormeget mener De egentUg seiv av det De sier : Hvad er Deres Hjærtens Mening ?
Hun hadde spurt saa alvorlig , saa varmt , at han studset ved det .
Hvis jeg hadde en Gud , sa han da , en Gud som var mig rigtig høi og heUig , saa vilde jeg sværge ved den Gud at jeg mener oprigtig alt hvad jeg har sagt Dem , absolut alt , og at jeg mener at gjøre det bedste seiv nåar jeg forvirrar Dem . De sa forrige Gang vi talte sammen at jeg stod som en Motsigelse tU alt hvad andre Folk mente om Tingene . Ja det er sandt , jeg erkjender at jeg er en levende Motsigelse og jeg forstaar det ikke seiv . Men jeg er ute av Stand tU at begripe at ikke ogsaa alle andre Mennesker mener det samme om Tingene som jeg . I den Grad greie og gjennemskuelige synes Spørsmaalene mig og saa skinnende klart ser jeg Sammenhængen i dem . Dette er min Hjærtens Mening , Frøken ; gid jeg kunde faa Dem til at tro mig , nu og altid .
Nu og altid , nei det vU jeg ikke love .
Det er mig saa uendelig meget om at gjøre , sa han .
De var kommet ind i Skogen , de gik hverandre saa nær at de ofte streifet hverandre med Ærmerne , og Veiret var saa stille at de kun behøvet at tale ganske sagte . Nu og da kvitret en Fugl .
Saa stanset han brat og fik ogsaa hende til at stanse .
Hvor jeg har længtet efter Dem i disse Dager ! sa han . Nei nei , bUv ikke saa forskrækket ; jeg sier jo næsten ingenting og jeg skal intet opnaa , nei jeg gjør mig forsaavidt ingen , ingen Hlusioner . Forresten forstaar De mig kanske ikke engang , jeg begynder galt og forsnakker mig , jeg sier det jeg ikke vUde 5 i ....
Da han tidde sa hun :
286
Mysterier
Hvor De er underlig idag !
Dermed vUde hun gaa igjen .
Men han stanset hende atter :
Kjære Frøken , vent Utt ! Ta mig med litt Overbærenhet idag ! Jeg frygter for at tale , jeg er rædd for at De skal avbryte mig og si : gaa ! Og aUikevel har jeg overveiet dette i mange vaakne Timer . Hun saa mere og mere forundret paa ham og spurte :
Hvor bærer dette hen ?
Hvor det bærer hen ? Faar jeg Lov til at si Dem det med rene Ord ? Det bærer derhen .... derhen at jeg elsker Dem , Frøken KieUand . Ja egentlig forstaar jeg heUer ikke at det kan gjøre Dem saa forbauset , jeg er av Kjøt og Blod , jeg har truffet Dem og jeg er bUt bedaaret av Dem , det er vel ikke saa besynderlig ? . En anden Sak er det at jeg kanske ikke skulde ha tilstaat det for Dem .
Nei det skulde De ikke .
Men hvad kan man ikke drives til ? Jeg har endog baktalt Dem bare av Kjærlighet til Dem , jeg har kaldt Dem en Kokette og forsøkt at trække Dem ned , bare for at trøste mig seiv og holde mig skadesløs fordi jeg visste at De var uopnaaelig for mig . Det er femte Gang jeg har truffet Dem nu og jeg har dog ikke utleveret mig før den femte Gang skjønt jeg kunde ha gjort det den første . Desuten er det ogsaa min Fødselsdag idag , jeg er ni og tyve Aar , og jeg sang og var glad helt fra jeg slog Øinene op imorges . Jeg tænkte — ja naturligvis er det latterlig at man kan finde paa saa dumme Ting , men jeg tænkte ved mig seiv : hvis du nu træffer hende idag og du tilståar det hele saa kan det kanske ikke skade at det atpaa Kjøpet er din Fødselsdag . Du kan jo fortæUe hende det ogsaa og hun vU kanske være viUigere til at tilgi dig paa en slik Dag . De smUer ? Ja hvor det er latterlig , jeg vet det ; men det er det nu ingen Raad med allikevel . Jeg ofrer min Tribut tU Dem likesaavel som aUe andre .
Det er altsaa sørgelig at dette har hændt Dem idag , sa hun . De har været uheldig paa Deres Fødselsdag iaar . Mere kan jeg ikke si om det .
Nei , naturUgvis .... Gud , for en Magt De har ! Jeg kan forståa at man kan drives tU alt mulig for Deres Skyld . Seiv nu da De sa disse siste Ord som jo ikke var saa glædelige , seiv nu var Deres Røst som en Sang . Det var formelig som om det begyndte at
Mysterier
287
blomstre inden i mig . Hvor det er underlig ! Vet De at jeg har vandret om utenfor Deres Hjem om Nætterne for om mulig at faa se et Glimt av Dem i et Vindu , at jeg har ligget paa Knæ her i Skogen og bedt til Gud for Dem , jeg som ikke engang tror videre paa Gud . Ser De det Aspetræ der ? Jeg har valgt at stanse netop her nu fordi netop ved den Asp har jeg ligget flere Nætter paa Knæ , opløst i Fortvilelse , dum og fortapt , bare fordi De aldrig kom mig ut av Tankerne mere . Herfrå har jeg sagt Godnat tU Dem hver Kvæld , jeg har Ugget og bedt Vinden og Stjærnerne om at hUse Dem og jeg tror De maa ha følt det isøvne .
Hvorfor har De nu gaat og sagt mig alt dette ? Vet De da ikke at jeg
Jo , jo ! avbrøt han overordentlig bevæget . Jeg vet ogsaa hvad De vilde si : at De er en andens for længe siden og at jeg altsaa er en uhæderlig Person som trænger mig ind nu bakefter nåar det er forsent — hvorfor skulde jeg ikke vite det ? Ja hvorfor har jeg saa sagt Dem alt dette ? Nuvel , for at paavirke Dem , for at gjøre Indtryk paa Dem og faa Dem tU at tænke over det . Ved Gud , jeg taler Sandhet nu , jeg kan ikke andet . Jeg vet at De er f orlovet , at De har en Kjæreste som De er glad i , og at jeg altsaa ingenvegne kan komme ; ja , men aUikevel vilde jeg prøve at paavirke Dem litt , jeg vilde ikke opgi alt Haap . Tænk Dem den Tanke : at opgi alt Haap , saa vU De kanske forståa mig bedre . Naar jeg før sa at jeg intet ventet at opnaa saa løi jeg jo . Jeg sa det ogsaa bare for at beroUge Dem foreløpig og vinde Tid saa De ikke skulde bli altfor angst med en Gang . Kjære , snakker jeg galt ? Jeg mener ikke at si at De nogensinde har latt mig haape noget og jeg har virkeUg heller ikke indbUt mig at jeg kunde stikke nogen ut . Ak , det har aldrig faldt mig ind engang . Men jeg har i trøstesløse Timer tænkt ved mig seiv : ja , hun er f orlovet og hun reiser snart , Farvel ; men hun er jo ikke absolut tapt endnu , hun er ikke allerede reist , ikke gift , ikke død ; hvo vet ! Og nåar jeg forsøkte alt saa kanske var det endnu Tid ! De er blit min stadige Tanke , min Tvangstanke , jeg gaar og ser Dem i aUe Ting og jeg kalder aUe blåa Elver Dagny . Jeg tror ikke det har gaat en eneste Dag i disse Uker uten at jeg har tænkt paa Dem . Det kan være ganske det samme hvad Tid paa Døgnet jeg gaar ut av Hotellet , saasnart jeg aapner Døren og stiger ut paa Trappen farer det Haap igjennem
288
Mysterier
mit Hjærte : kanske møter du hende nu ! og jeg ser mig om efter Dem aUevegne . Nei jeg forstaar det ikke nu , jeg har ingen Raad med det . Tro mig , har jeg nu overgit mig saa har jeg allikevel ikke overgit mig uten Motstand . Det er jo dog ikke opmuntrende at vite med sig seiv at ens Anstrængelser er sørgelig spUdte og man aUikevel ikke kan la være at anstrænge sig ; derfor stritter man ogsaa imot til det siste . Men nåar det absolut ikke hjælper ! Saa mange , mange Ting man kan uttænke nåar man sitter ved Vinduet i sit Værelse en Nat igjennem og ikke faar sove . Man holder en Bok i Haanden , men man læser ikke ; man biter atter og atter Tænderne sammen og læser tre Linjer , saa kan man ikke mere , og man lukker Boken igjen med en Hoderysten . Hjærtet slaar vildt , man hvisker stumt hemmeUge , søte Ord frem for sig , kalder paa et Navn og kysser det i sin Tanke . Og Klokken bUr to , fire , seks ; saa vU man ha en Ende paa det og man beslutter sig tU at næste Gang man faar en Leilighet tU det vaager man Spranget og tilstaar det hele .... Hvis jeg torde be Dem om noget nu saa vilde jeg be Dem om at tie stiUe . Jeg elsker Dem , men ti stiUe , ti stille . Vent i tre Minutter .
Hun hadde hørt paa ham aldeles bestyrtet og ikke framført et eneste Ord tU Svar . De stod fremdeles stiUe .
Nei , De maa være gal ! sa hun og rystet paa Hodet . Og bedrøvet og blek , saa endog hendes Øine syntes blaalige som Is , la hun tU : De vet at jeg allerede er f orlovet , De husker det og gaar ut fra det , og allikevel ....
Javel vet jeg det ! Kunde jeg glemme hans Ansigt og hans Uniform ? Han er jo en vakker Mand og det er ikke det at jeg finder nogen Feil ved ham , men jeg kunde godt ønske ham død og borte . Hvad nytter det at jeg har sagt tU mig seiv Hundrede Ganger : der kommer du ingen Vei . Jeg later heUer være at tænke paa denne UmuUghet og saa sier jeg tU mig seiv : joda jeg kan nok komme nogen Vei , det kan hænde saa mangt , det er endnu Haap .... Og ikke sandt , det er Haap ?
Nei nei , gjør mig ikke aldeles fortvilet ! ropte hun . Hvad vU De ha mig tU ? Hvad tænker De paa ? Mener De at jeg skal Herregud , lat os nu ikke tale mere om dette , saa er De sml . Gaa saa ! Nu har De ødelagt alt bare ved nogen faa dumme Ord , endog alle vore Samtaler har De spoleret , og nu kan vi ikke træffes mere .
Mysterier
289
Hvorfor gjorde De det ? Nei hvis jeg hadde visst saa galt ! Ja ja , gjør nu ikke mere av det , jeg ber Dem baade for Deres egen og for min Skyld . De forstaar da godt at jeg ikke kan være noget for Dem ; jeg begriper ikke hvorledes De nogensinde har kunnet tænke det . Saa lat det nu ikke vare længer . De maa gaa hjem og forsøke at ta det med Taal . Herregud , det gjør mig oprigtig ondt for Dem ogsaa ; men jeg kan ikke handle anderledes .
Men skal det være Farvel idag ? Staar jeg her og ser Dem for siste Gang ? Nei nei , hører De ! Jeg lover at være rolig , at tale om hvadsomhelst andet , kim aldrig mere om dette , saa skal vi træffes ? Naar jeg altsaa er ganske roUg ? Det kan være engang nåar De kanske er kjed av aUe de andre ; bare saa det ikke er aUersiste Gang idag . De ryster paa Hodet igjen , — Deres deilige Hode , men De ryster det . Hvor alt , alt er umulig .... Om De ikke vUde tUlate mig det , men svarte Ja allikevel og løi for at gjøre mig en Glæde . For det blir jo trist idag , meget trist , skjønt jeg sang imorges . Bare en Gang tU !
Det bør De ikke be mig om . Naar jeg ikke kan love det . Desuten , hvad skulde det være godt for ? Gaa nu , gjør det ! Kanske træffes vi ogsaa , det vet jeg ikke , men det kan gjærne være . Nei , gaa nu , hører De , utbrøt hun utaalmodig . Saa gjør De mig en ren Velgjærning , la hun til .
Pause . Han stod og stirret paa hende , hans Bryst gik stærkt . Saa tok han sig sammen og hilste ; han slåp Luen paa Jorden Og grep med ett hendes Haand som hun ikke hadde rakt ham og trykket den haardt meUem begge sine . Hun såtte i et lite Rop og han slåp hende med en Gang , ulykkelig , aldeles fortvilet over at ha forvoldt hende Smærte . Og han stod og saa efter hende da hun gik . Nogen Skridt til , saa vilde hun forsvinde ! En Rødme stiger op i hans Ansigt , han biter sig saaret i Læben og han vil gaa , vende hende Ryggen i harmfuld InderUghet . Naar alt kom tU alt var han dog en Mand ; det var godt , alt var godt , Farvel ....
Pludselig vendte hun sig om og sa :
Og De maa ikke gaa omkring ved Præstegaarden om Nætterne . Kjære , det maa De virkelig ikke . Det er altsaa Dem som har faat Bisken til at gjø saa rasende nu i flere Nætter . En Nat var Papa like paa Nippet tU at staa op. De faar ikke Lov til det , hører De . Ja jeg haaper da at De ikke vil bringe os begge i Ulykke .
19 — Hamsun I .
290
Mysterier
Bare disse Ord ; men ved Lyden av hendes Røst var hans Harme aUikevel forbi , han rystet paa Hodet .
Og endog min Fødselsdag idag ! sa han . Dermed la han sin ene Arm op for Ansigtet og gik .
Hun saa efter ham , betænkte sig et Øieblik og løp saa tilbake . Hun grep hans Arm .
Ja undskyld mig , men dette blir ikke anderledes , jeg kan ikke være noget for I ) em . Men kanske træffes vi senere ; tror De ikke ? Ja nu maa jeg gaa .
Hun vendte sig om og gik hurtig bort fra ham .
XII
En tilsløret Dame kom gaaende op fra Kaien hvor hun netop var steget Uånd fra Dampskibet . Hun stilet ret paa Central Hotel . Nagel stod tilfældigvis ved Vinduet i sit Værelse og saa ut , ellers hadde han hele Eftermiddagen drevet rastløs op og ned over Gulvet og bare et Par Ganger stanset for at drikke et Glas Vand . Hans Kinder var usædvanlig røde , feberrøde , og hans Øine brændende . Nu hadde han i Time efter Time tænkt paa den ene og samme Ting : sit siste Møte med Dagny KieUand .
Et ØiebUk hadde han viUet indbilde sig seiv at han bare kunde reise sin Vei og glemme det hele . Han fik Kufferten aapnet og tok ut av den Papirer , et Par Instrumenter av Messing , en Fløite , nogen Noteblader , Kiær , hvoriblandt en ny gul Dragt nøiagtig lik den han hadde paa , og forskjellige andre Ting som han strødde utover Gulvet . Jo han vUde reise , Byen var ikke længer til at være i , den flaget aldrig mere og det var dødt paa dens Gater ; hvorfor skulde han ikke reise ? Og desuten , hvorfor Fan hadde han i det hele tat vUlet stikke sin Næse ind her ? En Ravnekrok var det , et Ute Skjærerede av en By , med smaa , langørede Mennesker .
Men han visste godt at han ikke kom tU at reise , men at han bare vilde stive sig op og narre sig seiv dermed . Mismodig pakket han igjen alle sine Saker ned og såtte atter Kufferterne paa deres Plass . Saa drev han aldeles forstyrret i Hodet om fra Døren til Vinduet og tilbake igjen , frem og tilbake med hastige Skridt , mens Klokken nedenunder slog det ene Slag efter det andre . Tilsist slog den seks ....
Mysterier
291
Da han stanset ved Vinduet og fik Øie paa den tUslørede Dame som netop steg op Hoteltrappen blev hans Ansigt helt forandret og han tok sig et Par Ganger op til Hodet . Naa hvorfor ikke ! Hun hadde Uke saa megen Ret til at gjæste Stedet som han . Men det angik ham ikke ; han hadde andet at tænke paa , og desuten var hun og han kvit . Han tvang sig straks til at være rolig , såtte sig paa en Stol og tok op fra Gulvet en Avis som han saa i hist og her som om han læste . Det var ikke gaat mere end et Minut eller to før Sara aapnet Døren og leverte ham et Kort hvorpaa det var skrevet med Blyant : Kamma . Bare Kamma . Han reiste sig og gik ned . Dåmen stod i Gangen ; hun hadde Sløret paa . Nagel bukket stumt for hende .
Goddag , Simonsen ! sa hun med høi , bevæget Røst . Simonsen , sa hun .
Han studset , men fattet sig straks og ropte paa Sara Hvor kan vi gaa hen et Øieblik ?
De blev vist ind i et Værelse ved Siden av Spisestuen hvor Dåmen , saasnart Døren var hikket efter dem , sank om paa en Stol . Hun var i stor Bevægelse .
Deres Passiar blev avbratt og dunkel , med halve Ord som bare de seiv forstod Meningen av og med mange Hentydninger til Fortiden . De hadde truffet hverandre før og kjendte hverandre . Sammenkomsten varte ikke en Time . Dåmen talte mere dansk end
norsk .
Undskyld at jeg endnu kaldte dig Simonsen , sa hun . Det gamle , morsomme Kjælenavn ! Hvor det er gammelt og morsomt ! Hver G an g jeg nævner det for mig seiv ser jeg dig lys levende . Naar kom De ? spurte Nagel . Nu , netop nu , for litt siden ; jeg kom med Dampskibet Ja jeg reiser igjen straks .
gjøre for mit Bryst , si mig det ? Føl her , nei høiere op ! Ja hvad synes De ? Jeg tror det er litt værre nu , at det altsaa har forværret sig noget siden sist ; ikke sandt ? Naa , det er likegyldig Ser jeg uordentlig ut ? Si om jeg gjør . Hvorledes ser jeg ut paa Haaret ?
Allerede straks ?
Hør , sier hun , De er glad for at jeg reiser igjen aUerede straks ; ror De ikke at jeg ser det ? ... . Nei hvad skulde jeg egentlig
Mysterier
292
Kanske jeg ogsaa er skitten , rent ut sagt skitten , for jeg har reist iet Døgn .... De har ikke forandret Dem , De er ogsaa like kold , Uke kold De skulde ikke ha en Kam paa Dem ?
Nei Hvor kunde De finde paa at komme hit ? Hvad er det 50 m ....
I like Maate , i like Maate , nemUg : hvor kunde De finde paa at stikke Dem væk paa et slikt Sted ? Men tror De ikke jeg fandt Dem ? Hør , du er jo Agronom her , hvad ? Hahaha , jeg traf nogen Mennesker paa Kaien som sa at du var Agronom og at du har gjort noget ved en viss Fru Stenersens Have . Det var nogen Rips som du hadde tat dig av , du hadde gaat der i Skjorteærmerne og arbeidet to Dager i Træk . For et Indfald ! Jeg er saa iskold paa Hænderne ; ja det er jeg bestandig nåar jeg er bevæget , og nu er jeg bevæget . Du har heUer ikke megen Medlidenhet med mig skjønt jeg kalder dig Simonsen som i gamle Dager og er fro og glad . Endnu mens jeg laa i Køien imorges tænkte jeg : hvorledes mon han vil være mot mig , vU han ikke ialfald si Du og dikke mig under Haken ? Og jeg var næsten viss paa at De vilde gjøre det , men jeg har tat feil . Læg Mærke til : jeg ber Dem ikke om at gjøre det nu . Det ber jeg Dem lægge Mærke tU . Det er forsent , jeg skal ikke ha noget av det Si mig , hvorfor sitter De og blinker uavbratt med Øinene ? Er det fordi De tænker paa noget andet hele Tiden mens jeg taler ?
Han svarte bare :
Jeg er virkelig litt daarlig idag , Kamma . Kunde De ikke si mig med en Gang hvorfor De har opsøkt mig ? For De vUde gjøre mig en stor Velgjærning .
Hvorfor jeg har opsøkt Dem ? ropte hun . Gud hvor De kan saare en frygtelig ! Er De kanske rædd for at jeg skal be Dem om Penger , at jeg er kommet til Dem ene og alene for at plyndre Dem ut ? Tilstaa det bare hvia De virkelig tænker noget saa sort i Deres Hjærte Men hvad har jeg da opsøkt Dem for ? Ja gjæt engang ! Vet De siet ikke hvad Dag og Dato det er idag ? Har De kanske glemt Deres egen Fødselsdag ? Og hun kastet sig hulkende paa Knæ for ham og grep begge hans Hænder som hun la op tU sit Ansigt og trykket til sit
Bryst . Han blev straks underlig rørt av denne hæftige Ømhet som han
Mysterier
293
nu ikke hadde ventet sig mere ; han trak hende op til sig og såtte hende paa sine Knær .
Jeg har ikke glemt din Fødselsdag , sa hun ; jeg husker den altid . Du vet ikke hvor jeg graater for dig mangen Nat nåar jeg ikke kan sove bare for Tanker .... Gutten min , du har din samme røde Mund endnu ! Jeg tænkte paa saa meget ombord , jeg tænkte : mon hans Mund er like rød endnu ? .... Hvor dine Øine flakker omkring ! Du er vel ikke utaalmodig , vel ? EUers er du den samme , men dine Øine flakker virkelig som om du sitter og pønser paa at bli av med mig snarest mulig . Lat mig heller sitte paa Stolen ved Siden av dig , det synes du visst bedre om ; ikke sandt ? Jeg har saa meget , saa meget at tale med dig om og jeg maa skynde mig , for snart gaar Dampskibet , og nu sitter du bare og forvirrar mig med dine likegyldige Miner . Hvad skal jeg si for at faa dig til at høre nøie paa mig ? Du er i Granden ikke det Spor taknemmelig for at jeg har husket denne Dag og er kommet hitop .... Har du faat mange Blomster ? Ja det har du vel . Fra Stenersen har vel ogsaa husket dig ? Si mig , hvorledes ser hun ut , denne Fra Stenersen , som du gaar og ér Agronom for ? Hahaha , nei din Make ! ....
Jeg vilde ogsaa ha bragt nogen Blomster med tU dig hvis jeg hadde hat Raad til det ; men jeg var for fattig netop nu .... Herregud , hør nu litt paa mig disse Par fattige Minutter , vil du ikke det ? Hvor dog alt er forandret nu ! Kan du huske engang — men det husker du naturligvis ikke , og det er unødig at minde dig om det ; men engang kjendte du mig i lang Avstand bare paa min Hattef jær og kom løpende saasnart du saa den . Du vet meget godt at det er sandt , gjør du ikke ? det hændte engang paa Fæstningsvolden . Men nu husker jeg ikke længer hvorfor jeg omtaler dette med Hattefjæren , Herregud , jeg har glemt hvad jeg skulde bruke det til imot dig skjønt det var et godt Argument .... Hvad nu ? Hvorfor springer du op ?
Han reiste sig , gik paa Tærne over Gulvet og rev Døren op med et Rykk .
Man ringer og ringer paa Dem i Spisestuen , Sara ! sa han ut gjennem Døren .
Og da han igjen kom tilbake og såtte sig paa Stolen nikket han til Kamma og hvisket :
Jeg skjønte nok at hun stod og kikket gjennem Nøkkelhullet .
294
Mysterier
Kamma blev utaahnodig .
Og seiv om hun kikket ? sa hun . Nei hvorfor i Alverden er De saa optat av Tusen andre Ting netop nu ? Nu har jeg sittet her et Kvarter og De har ikke engang bedt mig om at løse paa Sløret . Ja understaa Dem bare ikke at be mig om det nu bakefter ! De tar ikke i Betragtning at det dog er frygtelig at ha et Vinterslør over Ansigtet i denne Varme . Naa , det er Løn som forskyldt ; hvad vUde jeg ogsaa her ! Jeg hørte godt at De bad Piken om Lov til at gaa ind her bare et Øieblik . Bare et Øieblik ! sa De . Det betydde vel at De vilde se at gjøre Dem færdig med mig paa et Minut eUer to. Jaja jeg bebreider Dem det ikke , jeg er bare saa usigelig bedrøvet for det . Gud hjælpe mig ! .... Og hvorfor kan jeg aldrig slippe dig ? Jeg vet at du er gal , at dine Øine er aldeles forrykte , ja tænk , det har jeg hørt , og jeg tror det gjærne . Men jeg kan ikke slippe dig allikevel . Doktor Nissen har sagt at du er gal , og Gud skal vite du maa være meget gal nåar du har kininet slaa dig ned paa et slikt Sted som dette og kalde dig Agronom . Jeg har aldrig hørt paa Maken ! Og du gaar fremdeles med den Jærnring paa Fingeren og bruker uavlatelig denne skrikende gule Klædning som ingen anden end du vilde ha paa Kroppen
Har Doktor Nissen sagt at jeg er gal ? spurte han .
Doktor Nissen har sagt det like ut ! Vil du vite hvem han har sagt det til ?
Pause . Han faldt et Øieblik i Tanker . Saa saa han igjen op og spurte :
Si mig oprigtig , kunde jeg ikke hjælpe Dem med litt Penger , Kamma ? De vet jeg kan .
Aldrig ! ropte hun , aldrig , hører De ! Men i Alverden , skal De da ha Lov til at slynge mig den ene Fornærmelse efter den andre i Ansigtet !
Pause .
Jeg vet ikke , sa han , hvorfor vi skal sitte her og bare gjøre det surt for hverandre ....
Men nu avbrøt hun ham graatende og overveiet ikke længer hvad hun sa :
Hvem er det som er sur ? Er det mig ? Hvor inderlig bundforandret du dog er blit paa nogen faa Maaneder ! Jeg kommer hit ens Ærend for at .... Jeg venter ikke at faa mine Følelser
Mysterier
295
gjengjældt mere , du vet jeg er ikke av den Sort at jeg tigger om det ; men jeg hadde haapet at du vilde behandle mig Utt overbærende .... Herregud i Himlen , hvor mit Liv er ganske sørgeUg ! Jeg skulde rive dig ut av mit Hjærte og jeg kan ikke , jeg følger efter dig og lægger mig for dine Føtter . Kan du huske dengang ute paa Drammensveien da du slog en Hund over Snuten fordi den hoppet opefter mig ? Ja det var min Skyld , jeg skrek fordi jeg trodde den vilde bite ; nu , det vilde den ikke , den vilde bare leke , og da du hadde slaat den krøp den paa Buken for os og la sig ned istedetfor at løpe . Dengang graat du over Hunden og klappet den , du graat i Smug , jeg saa det godt ; men nu graater du ikke , skjønt .... Men dette skal ikke være nogen Sammenligning ; du indbUder dig vel ikke at jeg sammenligner mig med en Hund ? Gud Fader vet hvad du finder paa i dit Overmot . Naar du har dét Ansigt saa kjender jeg dig . Jeg ser du smiler , jo du gjorde , du smilte ! Du haaner mig op i mine aapne Øine ! Lat mig si dig det rent ut .... Nei nei nei , tilgiv mig forresten ! Nu er jeg saa fortvilet igjen . Du ser her for dig en bratt Kvinde , jeg er aldeles bratt , ræk mig Haanden ! Aa , at du aldrig kan glemme den Smule Forseelse nogen Gang . Det var dog bare en liten Forseelse av mig , nåar du bare tænker dig om . Det var daarlig gjort av mig at jeg ikke gik ned til dig den Kvæld ; du gav mig Signal paa Signal og jeg gik ikke ned ; jeg angrar det ved Gud saa dypt ! Men han var ikke hos mig da , som du trodde , han hadde været der , men han var der ikke da , han var gaat . Jeg tilstaar det jo og ber om Naade . Men jeg skulde ha jaget ham , ja jaget ham , jeg indrømmer det , jeg indrømmer gjærne alt , og jeg skulde ikke ....
Nei jeg forstaar ikke .... jeg forstaar ingenting mere
Pause . I denne Stilhet hørtes bare Kammas Hulken og Klirren av Kniver og Gafler inde i Spisestuen . Hun vedblev at graate og tørke sig med Lommetørklædet under Sløret .
Tænk dig , han er skrækkelig hjælpeløs , fortsatte hun , han duger saa lite tU at sætte haardt mot haardt . Stundom slaar han i Bordet og vil ha mig tU at dra Pokker ivold , ja han skjælder mig ut , sier at jeg ødelægger ham og er mere end grov ; men straks efter er han saa ulykkelig igjen og kan ikke engang beslutte sig til at la mig gaa . Hvad skal jeg saa gjøre nåar jeg ser hvor svak han er ? Jeg opsætter fra Dag til Dag at reise min Vej skjønt jeg ikke har
296
Mysterier
det for godt Men beklag mig ikke ; De kan vaage at vise mig Deres uforskammede Medynk ! Han er ialfald bedra end de aUerfleste og har glædet mig mere end nogen anden , mere end De . Jeg elsker ham like fuldt , saa meget De vet det . Jeg er ikke kommet hit for at baktale ham . Naar jeg kommer hjem og træffer ham vil jeg be ham paa Knæ om Forlatelse for det jeg aUerede har sagt om ham . Ja det vil jeg !
Nagel sa : Kjære Kamma , vær nu Utt fornuftig ! Lat mig hjælpe Dem , hører De ! Jeg tror De trænger det . Vil De ikke det ? Det er stygt av Dem at avslaa det nåar jeg kan saa godt som nu og saa gjærne vU .
Dermed tok han Lommeboken frem .
Hun ropte rasende : Har jeg ikke sagt nei ! Kan De ikke høre , Menneske !
Men hvad vil De da ? sa han bestyrtet .
Nu såtte hun sig paa Stolen og holdt op at graate . Hun lot tU at angre sin Hæftighet .
Hør , Simonsen .... tiUat mig at kalde Dem Simonsen endnu en Gang , og hvis De ikke blir sint saa vilde jeg gjærne si noget . Hvad Ukner det at De gir Dem til at bo paa et slikt Sted som dette , og hvorfor i Alverden gjør De det ? Er det saa kanske paafaldende at Folk sier De er gal ? Jeg husker ikke engang hvad Byen heter før jeg tænker mig om , saa liten er den , og her gaar De og spiUer Komedie og forbauser Indbyggerne med mærkelige Paafund ? Skulde virkelig ikke De finde paa noget bedra ? Nu det vedkommer jo ikke mig , jeg sier det ogsaa bare av gammel .... Nei hvad tror De jeg maa gjøre for mit Bryst ? Nu er det nær ved at sprænges ! Tror De ikke at jeg maa søke Lægen igjen ? Men hvad i Guds Navn skal jeg søke Læge for nåar jeg ikke eier en Øre tU det ?
Men jeg vil saa inderUg gjærne forstrække Dem , hører De . De kan jo gi mig det tilbake engang .
Naa , det kan ogsaa være like meget enten jeg søker Læge eUer ei , fortsatte hun som et egensindig Barn . Hvem skulde sørge over mig om jeg døde ? ... . Men pludselig slog hun om , gjorde som om hun betænkte sig og sa : Naar jeg overveier det , hvorfor skulde jeg ikke motta Deres Penger ? hvorfor ikke like saa godt nu som før ? Jeg er da ikke saa overstadig rik at jeg av den Grund skulde
Mysterier
297
.... Ja men nu har De Gang paa Gang passet paa at tilby mig dem i et Øieblik da jeg har været opirret , saa De paa Forhaand kunde vite at jeg vilde avslaa dem . Jo De har ! De har beregnet det nøie , bare for at spare Deres Penger , skjønt De har saa mange av dem nu ; tror De ikke jeg har mærket det ? Og seiv om De byr mig dem nu igjen , endnu en Gang , saa gjør De det for at ydmyge mig og glæde Dem over at jeg tilsist er nødt til at motta dem . Men det faar ikke hjælpe , jeg mottar dem dog og er dig taknemmelig . Gud give jeg ikke trængte til dig ! Men saa meget De vet det , det var ikke derfor jeg kom hit idag , det var ikke for Pengenes Skyld , enten De tror mig eUer ei . Jeg kan ikke tro De er saa simpel at tænke det .... Men hvormeget kan du avse , Simonsen ? Herregud , du skal ikke ta dig for nær , jeg ber dig , og nu skal du tro jeg er oprigtig
Hvor meget trænger De ?
Ja hvad jeg trænger ! .... Gud , Dampskibet gaar vel ikke ifrå mig ? .... Jeg trænger kanske meget , men .... kanske flere Hundrede Kroner , men ....
Hør her , De skal aldeles ikke føle Dem ydmyget ved at motta disse Penger ; hvis De vilde saa kunde De fortjene dem av mig . De kunde gjøre mig en umaatelig stor Tjeneste , hvis jeg torde be Dem ....
Hvis du torde be mig ! ropte hun ellevild av Glæde over denne Utvei . Gud , hvor du kan snakke ! Hvilken Tjeneste ? Hvilken Tjeneste , Simonsen ? Jeg er beredt til alt ! Aa , kjæreste Gutten min !
De har endnu tre Kvarter tU Dampskibet gaar
Ja . Og hvad skal jeg gjøre ?
De skal opsøke en Dame og utrette et Ærend .
En Dame ?
Hun bor nede ved Kaien i et lite en Etages Hus . Det er ingen Gardiner for , men det pleier at staa nogen hvite Blomster i Vinduerne . Dåmen heter Martha Gude , Frøken Gude .
Men er det hende .... er det da ikke den Fru Stenersen .... ?
Hør , De er paa Vildspor , Frøken Gude er visst bortimot firti Aar . Men hun har en Stol , en gammel Lænestol , som jeg har bestemt mig til at komme i Besiddelse av , og det maa De hjælpe mig med. ... Gjæm nu forresten Deres Penger saa skal jeg imidlertid forklare Dem altsammen .
298
Mysterier
Det begyndte at skumre litt ; Hotellets Gjæster forlot Spisestuen med megen Larm og Nagel sat endnu og forklarte nøiagtig alt angaaende den gamle Lænestol . Det maatte gaas litt forsigtig frem , det nyttet ikke med store Gestus . Kamma blev ogsaa mere og mere ivrig efter at komme avsted , denne fordægtige Mission såtte hende i Henrykkelse , hun lo høit og spurte idelig om hun ikke maatte forklæ sig litt , ialfald brake Briller . Var det ikke saa at han engang hadde en rød Hat ? Den kunde hun ta paa ....
Nei nei , De skal ingen Kunster gjøre . De skal i al Simpelhet by paa Stolen , drive Prisen op , De skal gaa tU to Hundrede Kroner , ja til to Hundrede og tyve Kroner . Og De kan være tryg for at De ikke blir hængende ved den , De faar den ikke .
Gud , for en Masse Penger ! Hvorfor skulde jeg ikke faa den for to Hundrede og tyve Kroner ?
Fordi jeg har betinget mig den før .
Men sæt at hun tok mig paa Ordet ?
Hun tar Dem ikke paa Ordet . Gaa saa ?
Endog i siste Øieblik bad hun paany om en Kam og uttalte sin Bekymring for at hendes Kjole kunde være blit krøllet . Men jeg taaler ikke at du holder saa meget til oppe hos den Fru Stenersen , sa hun og skapte sig . Jeg taaler det ikke , jeg blir utrøstelig . — Og hun saa endnu en Gang efter om hun hadde forvaret sine Penger rigtig godt . Hvor du er søt som gav mig aUe de Penger ! utbrøt hun . Og med en hurtig Bevægelse slog hun Sløret op og kysset ham paa Munden , midt paa Munden . Men hun var aUikevel fuldt optat av sit underlige Ærend til Martha Gude og spurte :
Hvorledes kan jeg faa underrettet dig om at alt er gaat godt ? Jeg kan be Kapteinen fløite , hvis du synes saa , fløite fire eUer fem Ganger , gaar ikke det an ? Der kan du se , jeg er ikke saa dum . Nei stol paa mig ! Skulde jeg ikke ogsaa gjøre saapas for dig nåar du .... Hør , det var ikke for Pengenes Skyld jeg kom idag , tro mig ! Ja lat mig nu takke dig endnu en Gang ! Paa Gjensyn , paa Gjensyn !
Endnu en Gang følte hun efter Pengene .
En Halvtimes Tid bakefter hørte Nagel virkelig ogsaa en Dampfløite som pep fem korte Ganger i Træk .
Mysterier
299
XIII
Et Par Dager gik .
Nagel holdt sig hjemme , drev om med mørke Miner og saa forpint og lidende ut ; hans Øine var paa disse to Dager bUt ganske matte . Han talte heUer ikke tU nogen , ikke engang til Folk i Huset . Han hadde en Klut viklet om sin ene Haand ; en Nat han som sædvanlig hadde været ute tU henimot Morgenstunden kom han hjem med sin ene Haand i Lommetørklædet . De to Saar han hadde sa han at han hadde faat ved at falde over en Harv som var henslængt paa Bryggekaien .
Torsdag Morgen regnet det og det uhyggelige Veir gjorde hans Sindsstemning endda mere trykket . Da han imidlertid hadde læst Aviserne paa Sengen og moret sig over en livlig Scene i det franske Deputeretkammer knipset han pludselig i Fingrene og sprang op. Pokker skulde sture ! Verden var vid , var rik , var lystig , Verden var skjøn ; kom ikke der !
Han ringte før han endnu var fuldt paaklædt og underrettet Sara om at han agtet at se nogen Mennesker hos sig om Kvælden , en seks syv Stykker som kunde holde litt Liv paa Jorderike , glade Sjæle , Doktor Stenersen , Sakfører Hansen , Adjunkten og saa videre .
Han sendte straks Indbydelser ut . Minutten svarte at han kom ; Fuldmægtig Reinert blev ogsaa buden , men han uteblev . Klokken fem om Kvælden var aUe samlet i Nagels Værelse . Da det fremdeles regnet og var mørkt i Veiret blev Lampen tændt og Gardinerne nedruUet . '
Og saa begyndte Bakkanalet , en Svir og en kostbar Helvedes HaUøi . som den liUe By talte om i flere Dager bakefter ....
Straks Minutten kom ind Døren gik Nagel bort tU ham og bad om Undskyldning for at han hadde vrøvlet saa altfor meget da de sist var sammen . Han tok Minuttens Haand og trykket den hjærtelig , han førestillet ham ogsaa for den unge Student Øien som var den eneste som ikke kjendte ham . Minutten takket ham hviskende for den nye Bukse ; nu stod han her ny fra Top til Taa .
De har ingen Vest endnu .
Nei , men det behøves heller ikke . Jeg er ingen Greve , jeg forsikrar Dem jeg har ikke Bruk for en Vest .
Doktor Stenersen hadde knust sine Briller og brukte nu en Næseklemme uten Snor som faldt av hvert Øieblik .
Mysterier
300
Nei man kan nu si hvad man vU , sa han , saa er det en Frigjørelsens Tid vi lever i . Se nu bare paa Valgene . Og sammenlign dem med Valgene forrige Gang .
Allesammen dråk tæt , Adjunkten begyndte allerede at si Enstavelsesord , og det var et sikkert Tegn . Men Sakførar Hansen som ganske bestemt hadde drukket nogen Glas aUerede før han kom begyndte som sædvanlig at motsi Doktoren og gjøre Vrøvl : Hansen var for sin Part Socialist , om han saa maatte si : litt videregaaende . Han var ikke meget tilfreds med Valgene ; hvad Slags Frigjørelse røbet de i Granden , kunde nogen si ham det ? Gaa til Helvede ! Jo det var en deUig Frigjørelsens Tid ! Laa ikke endog en Mand som Gladstone og bekriget usselt Parnell av moralske Grunde , av latterlige bif moralske Grunde ? Gaa til Helvede !
Men hvad Fan er det for Snak ? skrek Doktoren straks . Skal det ikke være Moral i Tingene ? Naar Folk hørte at det ikke var Moral i Tingene , hvormange var det da som torde bite paa dem ? Man maatte narre og fuske Folk frem i Utvikling og man maatte stadig holde Moralen i Ære . Doktoren holdt meget paa Parnell ; men nåar Gladstone fandt ham umulig saa maatte man vel kanske indrømme at den Mand forstod sig litt paa det . Ja han vilde naturligvis undta Hr. Nagel , sin ærede Vært , som ikke engang kunde tilgi at Gladstone hadde rent Mel i Posen . Hahaha , aa du gode Gud ! ....
Apropos , Hr. Nagel , De har jo ikke stort tilovers for Tolstoj heUer ? Jeg hørte av Frøken KieUand at De ogsaa hadde Deres Betænkeligheter ved at anerkjende ham .
Nagel stod i Passiar med Student Øien ; han vendte sig hastig om og svarte :
Jeg husker ikke at jeg har talt med Frøken Kielland om Tolstoj . Jeg anerkjender ham som en stor Dikter og en filosofisk Nar Men litt efter la han tU : Bske sandt , vi maa nok , ha Lov til at uttrykke os Utt drøit her iaften hvis vi finder forgodt ? Vi er jo bare Mandfolk tilstede og holder til paa en Ungkars Hybel . Skal det være en Avtale ? Jeg er netop i det Humør for Øieblikket at jeg kunde sætte Labben paa noget og knurre .
Værsaagod ! svarte Doktoren støtt . Tolstoj er en Nar .
Jo jo , lat os si vor Mening , ropte pludselig Adjunkten ogsaa . Adjunkten var netop kommet paa det rette Stadium i sin Rus og skydde fra nu av intet . Ingen Indskrænkning , Doktor , for saa
•
Mysterier
301
læmper vi dig ut . Enhver har sin Mening ; Stocker for Eksempel
er en evig Slyngel . Jeg skal bevise det .... bevise det ! Av dette lo aUesammen og det varte en Stund før de igjen kunde
tale om Tolstoj . Han var , en stor Dikter og en stor Aand . Nagels Ansikt blusset pludselig : Nogen stor Aand er han ikke . Hans Aand er i Art og Be-
skaffenhet saa inderlig almindelig som vel mulig og hans Lære ikke en haarsbred dypere end Frelsesarmeens HaUelujasioner . En Russer uten Adel , uten det gamle fornemme Navn , uten Tolstoj s blanke MiUion Rubler vilde næppe være blit saa berømt om han
hadde lært nogen Bønder at lappe Sko .... Forresten lat os heUer
juble Utt . Skaal , Hr. Grøgaard !
Med smaa Mellemrum nyttet Nagel LeUigheten til at klinke
med Minutten og viste ham i det hele tat megen Opmærksomhet hele Kvælden . Endnu en Gang kom han tilbake til aUe sine Vrøvlhistorier sist de var sammen og vUde ha Minutten tU at
glemme dem .
Jeg for min Part blir ikke forskrækket over nogen Ting fra Dem ,
sa Doktoren . Dermed strammet han sig op.
Jeg er stundom litt slem til at motsi , fortsatte Nagel , og iaften er
jeg særhg opsat derpaa . Det kommer dels af et Par übehagelige Oplevelser som rammet mig Utt haardt iforgaars , dels af dette triste Veir som jeg siet ikke kan utstaa . Hr. Doktor , det forstaar
nok De Dem paa og undskylder mig .... For at tale om Tolstoj :
jeg er ikke istand til at finde hans Aand dypere end for Eksempel General Booths . Disse to er begge Forkyndere , ikke Tænkere , men Forkyndere . De omsætter eksisterande Produkter , populariserer en Tanke som de finder færdig , folkepopulariserer den til Godtkjøp og holder Styr med Verden . Men nåar man skal omsætte saa gjælder det at omsætte med Profit . Tolstoj omsætter med svimlende Tap . Det var to Venner som indgik et Væddemaal engang : den ene såtte tolv SkiUing paa at han i tyve Skridts Avstand skulde skyte en Nøtt ut af den andres Haand uten at beskadige Haanden . Godt , han skjøt skitt , skjøt hele Haanden i FiUer , og det med Glans . Da stønnet den andre og ropte med sin siste Kraft : du tapte Væddemåalet , hit med TolvskilUngen ! Og saa fik han Tolv-
skillingen . Hehe , hit med TolvskiUingen , sa han ! .... Gud hjælpe
mig hvor Tolstoj sliter med at uttørke og uttørke Menneskenes
302
Mysterier
glade Ulivskilder og gjøre Verden meget tyk av Kjærlighet til Gud og Hvermand . Jeg blir skamfuld indvortes . Det lyder næsevist at si at en Greve gjør en Agronom dypt skamfuld ; men det gjør
han .... Jeg skulde aldrig snakke om det hvis Tolstoj var en
Yngling som hadde Fristelser at overvinne , en Kamp at beståa , for at præke Dyd og leve rent . Men Manden er jo en Olding , uttørket i sine Kilder , uten Spor av menneskeUge Tilbøieligheter mere . Men — man kan si — dette rammer ikke hans Lære ? Jo det rammer ogsaa hans Lære ! Først nåar man er blitt seig og vandtæt av Alderdom og mæt og forhærdet av Nydelse gaar man til det unge Menneske og sier : Forsak ! Og det unge Menneske smatter paa det og tænker over det og erkj ender at det er rigtig efter Skriften . Og det unge Menneske forsaker allikevel ikke , men synder keiserlig i firti Aar . Saa er Naturens Gang ! Men nåar firti aar er omme og den unge Mand seiv er blit Olding , da sadler ogsaa han sin hvite , hvite Mær og rider avsted med Korsfanen høit i sin benete Haand og trompetstøter til Verdens Andagt Ynglingens Forsakelse og Ynglingens Forsakelse . Hehehehe , jo det er en altid tilbakevendende Komedie ! Tolstoj morer mit Hode , jeg er henrykt over at den gamle Mand endnu kan gjøre saa meget godt ; tUslutt gaar han nok ind til sin Herres Glæde ! Men saa er det jo det at han blot og bart gjentar hvad saa mangen Olding før ham har gjort og saa mangen
Olding efter ham vil gjøre . Det er bare det .
Lat mig nu bare — for ikke at gjøre mere — minde Dem om at
Tolstoj har vist sig som en sand Ven av de Trængende og Forlatte , skulde ikke det ha det minste at si ? Vis mig den Herremand her hos os som saaledes har tat sig av de Smaa i Samfundet som han . Det er en temmeUg hoven Betraktningsmaate dette , synes jeg , at fordi Tolstojs Lære ikke efterleves saa er den at stiUe i Klasse med
Narrenes .
Bravo , Doktor ! brølte Adjunkten igjen Udrød i Hodet . Bravo !
Men si det bitrere , si det grovt . Enhver har sin Mening . En hoven Betragtningsmaate , i Sandhet en hoven Betragtningsmaate av Dem !
Jeg skal bevise det
Skaal ! sa Nagel , lat os ikke glemme hvad vi er her for . VU De
virkelig si , Doktor , at det at gi bort en Tirubel nåar man har en blank MiUion tilbake er nogen Beundring værd ? Jeg forstaar ikke Deres og aUe Folks Tankegang , jeg maa være anderledes indrettet .
Mysterier
303
Om man krævet mit Liv for det saa kan jeg ikke indse at nogen — aUerminst en Rikmand — fortjener Beundring for at han gir bort en Almisse .
Det er godt ! bemærket Sakføreren ærtende . Jeg er Socialist , det er mit Standpunkt .
Men dette irriterte Doktoren , han vendte sig til Nagel og utbrøt :
• Tør jeg spørre , har virkelig De saa god Rede paa hvor mange og hvor store Almisser Tolstoj gir ut meUem Aar og Dag ? Det bør dog være litt Grænse for hvad man kan si , seiv i et Ungkarslag .
Og for Tolstoj , svarte Nagel , stillet det sig slik : det maa være en viss Grænse for hvormeget jeg gir bort ! Hvisaarsak han lot sin Kone paata sig Skylden for at han ikke gir bort mere ! Hehehe , naa , men det springer vi over .... Men hør : gir man da virkelig bort en Krone fordi man er god eller fordi man mener at gjøre en god og moralsk Gjærning derved ? Hvor jeg synes at denne Betragtningsmaate er naiv ! Det gives Folk som ikke kan andet end gi bort . Hvorfor ? Fordi de føler en sand psykisk Ny deise derved . De gjør det ikke av logisk Beregning , de stikker sig væk og gjør det , de avskyr at gjøre det aapenlyst fordi dette vUde bortta en Del av Behaget derved . De gjør det i Hemmelighet , med skjælvende og hastige Hænder , med Brystet gyngende av et sjælelig Velvære som de ikke seiv forstaar . Det slaar dem pludselig at de skal gi noget bort , det optræder i Form av en Følelse i Brystet , en øieblikkelig og sælsom Trang , som skyter op i dem og dæmmer deres Øine under Vand . De gir ikke av Godhet , men av Drift , for sit personlige Velværes Skyld ; somme Mennesker er slike ! Man taler om de gavmilde Mennesker med Beundring , — som sagt : jeg maa være anderledes indrettet end andre Folk , men jeg beundrer ikke gavmilde Mennesker . Nei jeg gjør ikke det . Hvem Fan vU ikke heller gi enn motta ? Tør jeg spørre om det findes et Menneskebarn paa Jorden som ikke heller vil avhjælpe Nød end være nødlidende ? For at benytte Dem seiv , Hr. Doktor , som Eksempel : De gav nylig en Rorskar som De hadde fem Kroner . Jeg hørte det tilfældigvis . Naa , men hvorfor gav De bort disse fem Kroner ? Visselig ikke for at gjøre Gud en velbehagelig Gjerning , det faldt Dem vist ikke ind da ; kanskje Manden siet ikke trængte det synderlig haardt engang , men De gjorde det aUikevel . Og De gav i det Øieblikk sikkert
304
Mysterier
bare for en viss lys Impuls i Dem til at slippe Dem noget av Hænde og glæde andre . : . . Jeg synes det er saa usigelig lurvet at gjøre Væsen av den menneskelige Godgjørenhet . Man gaar paa Gaten en Dag , det er den og den Sort Veir og man ser de og de Mennesker , hvilket altsammen op arbeider en Stemning ien av den og den Art . Plutselig faar man Øie paa et Ansikt , et Barneansikt , et Stodderansikt — lat os si et Stodderansikt — som
en til at sitre . En sælsom Følelse skjælver gjennem Sjælen og man stamper i Gaten og stanser op. Dette Ansigt har slaat an en usedvanUg ømtaalig Stræng i en og man lokker Stodefter
deren ind i en Port og presser ham en Tikrone i Haanden . Røber du det , nævner du et Ord , saa dræper jeg dig ! hvisker man , og man skjærer næsten Tænder og graater av Hæftighet nåar man sier det . Saa meget er det om at gjøre at forbli uopdaget . Og dette kan gjenta sig Dag efter Dag saa man mangen Gang kombringer
mer i den værste Knipe seiv og ikke eier en Øre mer i Lommen
Dette er ikke Træk fra mig seiv naturligvis ; men jeg kjender en Mand , en anden Mand , ja jeg kjender for den Saks Skyld to Mænd som er saaledes beskaf fen Nei man gir fordi man maa
gi , og dermed Basta ! Herfrå vU jeg dog gjøre en Undtakelse for de Gjærriges Vedkommende . De-Gjærrige og de grovt Nærige bringer virkelig Ofre nåar de gir noget bort , derom er det ikke TvU . Og derfor vil jeg si at slike Folk er mere at agte for en Øre som de overvinder sig til at avse end en Mand som De og han
° g J e g som av Nydelse øser ut en Krone . Hiis Tolstoj med det at jeg gir ikke en Styver for hele hans væmmelige Utstillingsgodhet , — ikke før han gir bort alt han eier , og ikke engang da ... . For-
resten ber jeg om Undskyldning hvis jeg har forarget nogen . En
ny Cigar , Hr. Grøgaard . Hr. Doktor , Skaal ! Pause .
Hvormange tror De at De kommer til at omvende i Deres Liv ?
spurte Doktoren . Bravo ! ropte Adjunkten , Bravo fra Adjunkt Holtan !
Jeg ? spurte Nagel . Ingen , aldeles Skulde jeg leve av at omvende Folk saa kreperte jeg snart . Men jeg kan bare ikke fatte at ikke ogsaa aUe andre Mennesker gaar og tænker det samme om Tingene som jeg . Følgelig er det vel mig som har mest Uret . Men
ikke helt Uret , jeg kan umulig ha helt Uret .
Mysterier
305
Men endnu har jeg ikke hørt Dem anerkjende nogen Ting eller nogen Mand , sa Doktoren . Det skulde være morsomt at vite om det dog ikke findes nogen som ogsaa De kan med.
Lat mig forklare mig Utt , det skal være gjort med et Par Ord . De vilde vel egentUg si : pas nu paa , han har ingen som han ser op tU , han er det personificerte Overmot , han kan ikke med nogen ! Dette er en Feiltakelse . Min Hjærne omspænder ikke meget , den rækker ikke langt ; men jeg kunde dog regne op Hundreder og atter Hundreder av disse almindeUge , anerkjendte store Mænd som fylder Verden med sin Navnkundighet . Jeg har Ørene f ulde av dem . Men jeg vilde foretrække at nævne de to , fire seks største Aandsheroer , halve Guder , gigantiske Værdiskapere , og saa forøvrig helst holde mig til nogen rene Übetydeligheter , egenartede , fine Genier som aldrig er paa Tale , som lever en kort Tid og dør unge og ukjendte . Det kan gjærne være at jeg vilde medta forholdsvis mange av dem . Men det er jeg sikker paa at jeg vilde komme til at glemme Tolstoj .
Hør , sa Doktoren avfeiende og for at faa en Ende paa det — han trak endog stærkt paa Akslen — tror De virkeUg at en Mand kunde opnaa en slik Verdensberømmelse som Tolstoj uten at være en Aand av høi Rang ? Det er utmærket morsomt at høre paa Dem , men det er Sludder hvad De har sagt . De vrøvler , Fan gale mig , saa man kan faa ondt .
Adjunkt Holtan brølte :
Bravo , Doktor ! Lat bare ikke vor Vært ta Veiret fra 05. ... Veiret fra 05. ...
Adjunkten minder mig om at jeg virkelig ikke er nogen hyggelig Vært , sa Nagel leende . Men nu skal jeg forbedre mig . Hr. Øien , De har jo intet at drikke ? Hvorfor i Alverden drikker De ikke ?
Saken var at Student Øien hele Tiden hadde sittet som en Mur og hørt paa Snakket , han hadde næppe mistet et Ord . Hans Øine var nysgjærrige og smaa og han reiste formelig Øren nåar han lyttet . Den unge Mand var stærkt interesseret . Det fortaltes at han — som andre Studenter — skrev paa en Roman i Ferien .
Sara kom med Bud om at Aftensmaten var færdig . Sakføreren som var faldt noget sammen paa sin Stol fik pludselig Øinene op
20 — Hamsun I .
306
Mysterier
[
og saa efter hende , og da hun igjen var ute av Døren sprang han op , tok hende igjen i Trappen og sa fuld av Beundring :
Sara , du er læskeUg at skue . Det maa jeg si .
Dermed kom han ind igjen og sarte sig paa sin Plass like saa alvorUg som før . Han var stærkt anløpen . Da Doktor Stenersen endelig kastet sig over ham for hans Socialisme kunde han siet ikke gjøre Rede for sig . Jo han var en deilig SociaUst ! En Flaaer var han , en jammerlig MeUemmand mellem Magten og Vanmagten , en Jurist som levet av andres Krangel og som tok sig betalt for at skaffe Rethaveriet Ret , lovlig Ret ! Og slikt noget vilde være Socialist !
Ja , men i Principet , i Principet , indvendte Sakføraren .
Principet ! Doktoren talte med den største Haan om Sakførar Hansens Princip . Mens Herrerne begav sig ned i Spisestuen gjorde han det ene Utfald efter det andre , gjorde Nar av Hansen som Sakfører og angrep hele det sociaUstiske Væsen . Doktoren var Venstremand med Liv og Sjæl , han var ikke Socialist med Kjæften . Hvad var det sociaUstiske Princip ? Fan ivold med det ! — Nu var Doktoren paa sin høie Hest : Socialismen var i kort Begrep Underklassens store Hævnide . Se paa Socialismen som Bevægelse ! Et Folk av blinde og døve Bæster som diltet efter Føreren med Tungen ut av Halsen . Tænkte de utenfor sin Næsetip ? Nei Folk tænkte ikke . Hvis de tænkte saa vUde de gaa over tU Venstre og utrette noget nyttig og praktisk istedenfor at ligge og savle paa en Drøm hele sit Liv . Tvi . Ta hvilkensomhelst av de sociaUstiske Førere , hvad var det for Slags Folk ? Lurvete og magre Fyrer som sat i sin Træstol paa Kvisten og skrev Avhandlinger til Verdens Forbedring ! De kunde være bra Folk naturligvis , hvem kunde si andet om Carl Marx ? Men der sat han nu allikevel denne Marx ' en og skriblet Fattigdommen ut av Verden — teoretisk . Hans Hode har uttænkt hver Art av Armod , hver Grad av Elendighet , hans Hjærne rammer al Menneskehetens Lidelse . Saa dypper han Pennen og er brændende i Aanden og skriver den ene Siden efter den andre , fylder store Ark med Tal , tar fra den Rike og gir til den Fattige , fordeler Summer , omkaUatrer Jordens hele Økonomi , slynger MiUiarder utover de forbausede Fattigfolk — altsammen vitenskapelig , altsammen teoretisk ! Og saa til syvende og sist viser det sig at man i Enfoldighet er gaat ut fra et grundfalskt Princip : Menneskenes Likhet ! Tvi ! Ja rigtig et grundfalskt Princip ! Og det istedetfor
Mysterier
307
at ta sig noget nyttig til og støtte Venstre i Reformarbeidet til det sande Demokratis Fremme ....
Doktoren var litt efter Utt blit het i Hodet han ogsaa og kom med mange Talemaater og Paastande . Ved Bordet blev han atpaa Kjøpet endda værre , det blev drukket en Mængde Champagne og Stemningen steg vildt : seiv Minutten som sat ved Nagels Side og hittil hadde været taus blandet sig i Samtalen med nogen Bemærkninger . Adjunkten . sat stiv og skrek Gang paa Gang over et Æg som han hadde faat utover Klærne og som han ikke kunde røre sig for . Han var helt hjælpeløs . Men da Sara kom og skulde tørke ham av nyttet Sakføraren Leiligheten tU at snappe hende til sig , han tok hende i Armene og holdt den værste HaUøi med hende . Hele Bordet var i Virvar .
Nagel forlangte midt under dette en Kurv Champagne bragt op paa sit Værelse . Kort efter reiste man sig fra Bordet . Adjunkten og Sakføraren gik Arm i Arm og sang av lutter Lystighet og Doktoren begyndte igjen i en ivrig Tone at utbrede sig over SociaUsmens Princip . Men i Trappen hadde han det Uheld at miste sin Næseklemme , den faldt ned , sikkert for tiende Gang , og gik endelig istykker . Begge Glas knækket . Han stak Indfatningen i Lommen og var dermed halvt blind for hele Kvælden . Dette ærgret ham og gjorde ham endda hidsigere , han såtte sig sint ved Siden av Nagel og sa spydig :
Forstaar jeg Dem ret saa er De en religiøs Mand ?
Dette sa han i fuldt Alvor og ventet Svar . Efter en Uten Pause sa han videre at efter den første Samtale de hadde — det var netop paa Karlsens Begravelsesdag — hadde han faat det Indtryk at han — Nagel — virkelig var en religiøs Mand .
Jeg forsvarte det reUgiøse Liv i Mennesket , svarte Nagel , ikke specielt Kristendommen , aldeles ikke , men overhodet det religiøse Liv . De mente at alle Teologer burde hænges . Hvorfor ? spurte jeg . Fordi deres RoUe er utspillet , svarte De . Og dette var jeg ikke enig i . Det religiøse Liv er et Faktum . En Tyrk roper : Allah er stor ! og dør for denne Overbevisning ; en Nordmand knæler ved Alteret og drikker Kristi Blod den Dag idag . En eUer anden Kubjælde har et Folk at tro paa , og i den Tro dør det saligen . Det avgjørande er nemlig ikke hvad man tror paa , men hvorledes man tror paa det .
308
Mysterier
Det forbauser mig at høre den Sort Snak , sa Doktoren forarget . Jeg spør mig virkelig endnu en Gang om De ikke er bare en forklædt Høiremand i Granden . Her kommer den ene vitenskapelige Kritik efter den andre over Teologer og teologiske Bøker , den ene Skribent efter den andre fremstaar og skriver den Prækensamling og den teologiske Avhandling sønder og sammen , og aUikevel gir De Dem ikke paa at for Eksempel den Komedie med Kristi Blod har Værdi endnu i vore Dager . Jeg forstaar ikke Deres Tankegang .
Nagel tænkte efter og sa derpaa :
Min Tankegang er i Korthet denne : Hvad Vinding er det i Granden — undskyld forresten hvis jeg kanske har spurt om dette engang før — hvad Vinding er det i Granden endog rent praktisk talt at man ribber Livet for al Poesi , al Drøm , al skjøn Mystik , al Løgn ? Hvad er Sandhet , vet De det ? Vi bevæger os jo frem bare gjennem Symboler , og disse Symboler skifter vi efterhvert som vi skrider frem . Lat os forresten ikke glemme Glassene .
Doktoren reiste sig og gjorde et Slag over Gulvet . Han saa sig ærgerUg paa et lite Stykke Gulvtæppe som laa sammenkrøUet ved Døren og han la sig endog paa Knæ for at bre det ut .
Du kunde gjærne laane mig dine Briller du , Hansen , eftersom du sitter der og sover aUikevel , sa han formelig opbragt .
Men Hansen vUde ikke bli av med sine BriUer og Doktoren vendte sig fra ham i Uvilje . Han såtte sig igjen ved Siden av Nagel .
Ja det er Sludder , er det , det er Skrap det hele i Granden , sa han , set fra Deres Standpunkt . De har kanske en hel Del Ret . Se nu Hansen der , hahaha , ja undskyld at jeg tar mig en Latter over dig , Hansen , Sakførar og SociaUst Hansen . Du skulde ikke ha en viss indvortes Glæde hver Gang to gode Borgere kom i Tvist og anla Sak mot hverandre vel ? Nei var det likt sig , du vilde forlike dem i MindeUghet du , , og ikke ta en Skilling for det ! Og næste Søndag vUde du gaa op i Arbeiderforeningen igjen og holde et Foredrag for to Haandværkere og en Slagtergut om den sociaUstiske Stat . Jo da , man skal ha Utbytte hver efter sin Ævne til at producere , vilde du si , altsammen er saa utmærket ordnet og ingen skal forurettes . Men saa reiser Slagtergutten sig , Slagtergutten som Gud forsyne mig er et Geni i Sammenligning med aUe Dere andre , og han reiser sig da og spør : Men nu har jeg en viss grossererUk Ævne tU at konsumere jeg , sier han , men jeg er bare en stakkars
Mysterier
309
Slagtergut til at producere , for jeg har ikke faat bedre Begavelse til det , sier han . Du skulde vel ikke staa blek og besk der da din Fommel ? .... Ja snork du , det staar du dig bedst paa , snork væk ! — Doktoren var blit drøit beruset , hans Tunge slog sørgelig ' Klik og han sat med svømmende Øine . Efter et Ophold vendte han sig igjen tU Nagel og fortsatte mørkt : Forresten mente jeg ikke netop at det bare var Teologerne som skulde dræpe sig . Nei vi skulde Gud forbande mig gjøre det aUesammen , utrydde Verden og la Rullan gaa .
Nagel klinket med Minutten . Doktoren fik intet Svar , han blev sint og ropte høit :
Hører De ikke hvad jeg sier ? Vi skulde dræpe os allesammen , sier jeg , De ogsaa naturligvis , De ogsaa .
Og dermed saa Doktoren ganske glupsk ut . Ja , svarte Nagel , det har jeg ogsaa tænkt paa . Men hvad mig
angaar saa har jeg ikke Mot . — Pause . — Jeg sier altsaa aldeles ikke at jeg har Mot tU det ; men skulde jeg en Dag faa Mot saa har jeg aUerede Pistolen færdig . Og for alle TUfældes Skyld bærer jeg den med mig altid .
Og han tok op av Vestelommen et lite Medicinglas med Giftmærke paa som han holdt i Veiret . Glasset var bare halvt ' fuldt .
Ægte Blaasyre , reneste Vand ! sa han . Men jeg faar aldrig Mot ; det falder mig altfor vanskelig Hr. Doktor , De kan vel si mig om dette er nok . Jeg har allerede brukt op den ene Halvdel paa et Dyr og det virket utmærket . Det blev Utt Krampe , Utt besk Komik i Fjæset , to tre Gisp , det var alt ; mat i tre Træk .
Doktoren tok Glasset , saa paa det , rystet det nogen Ganger og sa : Det er nok , mere end n0k .... Jeg burde altsaa egentUg ta dette Glas fra Dem da ; men nåar De ikke har Mot saa ....
Nei jeg har ikke Mot .
Pause . Nagel stak atter Glasset tilbake i Vestelommen . Doktoren sank mere og mere sammen , dråk av sit Glas , saa sig om med døde Øine og spyttet bortover Gulvet . Pludselig ropte han over til Adjunkten :
Hei , hvor langt er du kommet , Holtan ? Kan du faa til « Ideassociationer » endda ? For det kan ikke jeg længer . Godnat ! Adjunkten aapnet Øinene , strakte sig litt , reiste sig og gik bort til Vinduet hvor han blev staaende og se ut . Da Passiaren begyndte
Mysterier
310
paany nyttet han Leiligheten til at komme sig væk ; han snikte sig übemærket langs Væggen , fik Døren aapnet og smatt ut før nogen hadde , lagt Mærke til det . Saaledes pleiet Adjunkt Holtan altid at gaa bort fra et Selskap .
Minutten reiste sig ogsaa og vilde avsted ; men da han blev bedt om at være endnu en Uten Stund såtte han sig igjen . Sakfører Hansen sov . De tre som endnu var ædru , Student Øien , Minutten og Nagel , begyndte derpaa at tale om Litteratur . Doktoren hørte paa med bare halvt aapne Øine og uten længer at si et Ord . Litt efter sov ogsaa han .
Studenten var meget belæst og holdt paa Maupassant : man maatte si at Maupassant hadde trængt inderst ind i Kvindens HemmeUgheter , og han var uopnaadd som Kjærlighetens Dikter . For en Dristighet i at skildre , for et viduncjerlig Kjendskap tU Menneskehjærtet ! Men Nagel svarte latterlig opfarande , slog i Bordet , skrøt , angrep Forfattere i Flæng , gjorde næsten aldeles rent Bord og skaanet bare nogen faa fra Dløden . Hans Bryst syntes at bølge ganske ærUg under al denne Hæftighet og han hadde Skum om Munden :
Dikterne ! Hehe , jo man maatte si at de hadde trængt inderst ind i Menneskehjærtet ! Hvad var Dikterne , disse skittvigtige Væsener som hadde forstaat at slaa til sig slik Magt i det moderne Liv , hvad var de ? Jo Utslæt , Skabb paa Samfundslegemet , hovne og irritable Skjægfinner som man maatte behandle bløtt , ta paa med Varsomhet og Pietet , ellers slog de sig gale , for de taalte ikke haard Behandling ! Joda , Dikterne maatte man absolut gjøre Væsen av , især av de dummeste , de minst menneskelig utviklede , Tuftekallerne ; for eUers furtet de sig utenlands ! Hehe , utenlands , ja ! Aa du gode Gud for en kostelig Komedie ! Og var det en Dikter , en virkehg aandberuset Sanger med Toner i Brystet , saa kunde man be Fan ta sig paa at han blev stiUet langt bakenfor en grov , bokforfattende Professionist som Maupassant . En Mand som hadde skrevet meget om Kjærlighet og vist at han kunde faa Bøker fra Haanden ; jo , Ret skal være Ret ! Ak , en liten blank tindrande Stjærne , en virkelig Dikter saa langt han rak , Alfred de Musset , hos hvem Kjærligheten ikke er en brunstig Rutine , men en fin og fyrig Foraarstone i hans Menneske , og hos hvem Ordene formelig blusser i Linjerne , denne Dikter har kanske ikke Halvdelen saa
Mysterier
311
mange Beseglede paa sin Side som smaa Maupassant med hans overordentlig grove og sjælløse Læggepoesi ....
Nagel gik over aUe Grænser . Han fandt ogsaa Leilighet til at kaste sig over Victor Hugo og gav forøvrig de største Verdensforfattere Fan med Fett paa . Om han maatte faa Lov til at komme med en eneste Uten Prøve paa en slik Verdensforfatters huie poetiske Bulder ? Giv Agt : « Gid dit Staal var saa skarpt som dit siste Nei ! » Hvad syntes man , klang det ikke godt ! Hvad syntes Hr. Grøgaard ?
Nagel saa i det samme paa Minutten med et gjennemborende Blik . Han vedblev at stirre paa ham og han gjentok endnu en Gang , stadig med Øinene fæstede paa Minuttens Ansigt , denne vaasete Linje . Minutten svarte ikke , hans blåa Øine aapnet sig ganske forfærdede og han dråk i sin Forvirring en stor Slurk av sit Glas .
De nævnte Ibsen , vedblev Nagel fremdeles like ophidset og uten at Ibsens Navn var bUt nævnt . Efter hans Mening var det bare én Dikter i Norge , og det var ikke Ibsen . Nei det var det ikke . Man talte om Ibsen som Tænker ; var det ikke bedst at skjælne litt mellem populært Ræsonnement og virkeUg Tænkning ? Man talte om Ibsens Berømmelse , slog os om Ørene med hans Mot ; var det ikke bedst at skjælne litt mellem det teoretiske og det praktiske Mot , meUem den uegennyttige , hensynsløse Revolutionstrang og den huslige Oprørsdristighet ? Det ene straaler i Livet , det andre forbløff er i Teatret . Den norske Forfatter som ikke pustet sig op og førte en Knappenaal som en Lanse var jo ikke en norsk Forfatter ; en eUer anden Grindstolpe maatte man finde at aksle sig imot , eUers blev man ikke betragtet som en motig Maur . Ja det var virkelig saare fornøieUg at se tU paa Fråstand . Det var nemlig en Slagtummel og et Mandemot som i en Napoleonsk Træfning , men en Fare og en Risiko som i en fransk Duel . Hehehe Nei en Mand som vilde revoltere han fik ikke være et lite skrivende Kuriosum , et blot og bart litterært Begrep for Tyskere , men et spræUende , virkende Menneske i Livets Tummel . Ibsens Revolutionsmot skulde saavisst aldrig føre sin Mand ut paa tynd Is ; dette med Torpedoen under Arken var en stakkars Departementsteori , sammenUgnet med den levende og blussende Bedrift . Naa , forresten var kanske det ene like saa godt som det andre , aldenstund vi laa næsegrus for et
Mysterier
312
slikt Fruentimmerarbeide som det at sitte og skrive Bøker for Folk . Om det saa var aldrig saa usselt hadde det ialfald saapas Værdi som Leo Tolstojs uforskammede filosofiske Vaas . Fan ta det hele .
Det hele ? Altsammen ?
Ja næsten . Forresten hadde vi én Dikter , det var Bjørnson i sine bedste Stunder . Han var vor eneste aUikevel , aUikevel ....
Men vilde ikke de fleste av Indvendingerne mot Tolstoj ogsaa ramme Bjørnson ? Var ikke ogsaa Bjørnson bare en Forkynder , en Sædelighetsprædikant , en ordinær og kjedeUg Olding , en bokforfattende Professionist , og hvad det nu var altsammen ? Nei ! ropte Nagel med høi Røst . Han gestikulerte og forsvarte Bjørnson med hæftige Ord : Man kunde ikke sammenligne Bjørnson og Tolstoj med hverandre , dels fordi det maatte stride mot enhvers likeframme agronomiske Fornuft , dels fordi ens Menneske maatte sætte sig derimot . For det første var Bjørnson et Geni likesom Tolstoj . Nagel såtte ikke de ganske almindelige store og ordinære Genier høit — det skulde Gud vite at han ikke gjorde — , men tU deres Høide hadde Tolstoj hævet sig , hvorimot Bjørnson gik dem langt forbi . Dette hindret naturligvis ikke at Tolstoj kunde gjøre Bøker som var bedra end mange av Bjørnsons ; men hvad beviste det ? Gode Bøker kunde jo endog danske Kapteiner , norske Malere og engelske Koner gjøre . For det andet var Bjørnson et Menneske , en overvældende Personlighet , intet Begrep . Han støier som et levende Legeme paa vor Klode og trænger firti Albunim . Han sitter ikke Sfinks for Folk og gjør sig stor og mystisk som Tolstoj paa sin Steppe eller Ibsen i sin Kafé . Bjørnsons Indre er som en Skog i Storm , han strider , er paa Færde overalt og skader herUgen sine Affærer hos Publikum paa Grand . Han er anlagt en masse , han er en bydende Aand , en av de faa Befalere . Han kan staa paa en Tribune og stanse en begyndende Piping med en Haandbevægelse . Han har en Hjærne som det uavlatelig spirer og myldrar i ; han seirer kraftig og feiler grovelig , men begge Deler gjør han med Personlighet og Aand . Bjørnson er vor eneste Dikter med Inspiration , med Gudegnisten . Den begynder i ham som en Susen i Kornet Sommerdag , og det ender med at intet , intet høres uten
den , uten den ; saaledes er hans Sjæls Bevægelsesform Tilspranget — Geniets Bevægelsesform . Sammenlignet med Bjørnsons er for Eksempel Ibsens Diktning det rene mekaniske Kontorarbeide . Ib-
Mysterier
313
1
• ■
sens Vers bestaar i høi Grad i at Rim træffer Rim saa det smælder ; de fleste av hans Skuespil er dramatiseret Træmasse . Hvor Fan vUde man hen Naa , lat det nu forresten være godt ; Skaal for det hele ....
Klokken var to. Minutten gjæsper . Søvnig efter en arbeidsom Dag , træt og kjed av Nagels endeløse Snak , reiser han sig igjen og vil gaa . Da han hadde sagt Farvel og aUerede var kommet tU Døren indtraf imidlertid noget , som igjen fik ham til at stanse , en liten forslagen Hændelse som længe bakefter skulde faa den største Betydning : Doktoren vaakner , slaar hæftig ut med Armen og vælter i suTNærsynthet flere Glas ; Nagel som sat Doktoren nærmest blev overhældt av Champagne . Han sprang op , rystet leende sit vaate Bryst og ropte overgivent Hurra .
Minutten var straks den tjenende Aand , han kom løpende bort til Nagel med Lommetørklær og Haandklær og vilde tørke ham av . Det var især Vesten som hadde faat det , om han bare vUde ta den av et Øieblik , et Minut , saa skulde det straks være rettet paa ! Men Nagel vilde ikke ta Vesten av . Sakføreren vaaknet nu likeledes av Larmen og begyndte at rope Hurra han ogaa , uten at vite hvad som foregik . Atter en Gang bad Minutten om at faa Vesten utleveret et Øieblik ; Nagel rystet bare paa Hodet . Pludselig ser han paa Minutten ; det falder ham noget ind , han reiser sig øieblikkelig . trækker Vesten av og overrækker ham den med stor Hæftighet . Værsaagod ! sa han . Tørk den av , behold den ; jo , jo De skal beholde den , De har jo ingen Vest . Hys , ikke noget Snak ! Den er Dem hjærteUg vel undt , kjære Ven . — Men da Minutten fremdeles gjorde Indvendinger trykket Nagel ham Vesten under Armen , aapnet Døren og puffet ham venskapelig utenfor .
Og Minutten gik . Dette foregik saa hurtig at bare Øien som sat Døren nærmest la
Mærke til det .
Nu foreslog Sakføreren i sin Galgenstemning at de ogsaa skulde knuse Resten av Glassene . Nagel motsatte sig intet , og nu moret fire voksne Mænd sig med at slynge det ene Glas efter det andre mot Væggen . Derefter dråk de av Flaskerne , skraalte som Matroser og danset rundt . Klokken blev fire før Kommersen endte . Doktoren var da overstadig fuld . Endnu i Døren vendte Student Øien sig om mot Nagel og sa :
314
Mysterier
Men det De sa om Tolstoj kan jo ogsaa sies om Bjørnson . De er ikke konsekvent i Deres Tale ....
Hahaha ! lo Doktoren besat . Han forlanger Konsekvensene .... paa den Tid av Døgnet ! Kan De si « Encyclopædister » , kjære Mand ? « Ideassociationer » ? Kom saa , lat mig hjælpe Dem hjem .... Haha , paa denne Tid av Døgnet ! ....
Det regnet ikke mere . Det var heUer ingen Sol ; men Veiret var stiUe og det tegnet til en mUd Dag .
XIV
TicUig den næste Morgning møtte Minutten atter op i HoteUet . Han gik stille ind i Nagels Værelse , la hans Ur , nogen Papirer , en Stump Blyant og den liUe Giftflaske paa Bordet og vilde dermed fjerne sig . Da imidlertid Nagel vaaknet med det samme blev han nødt til at forklare hvorfor han var kommet ind .
Det er de Saker jeg fandt i Vestelommen , sa han .
I Vestelommen ? Ja Død og Pine , det er ogsaa sandt ! Og hvormange er Klokken ?
Otte . Men Deres Ur staar , jeg vUde ikke trække det .
De har vel ikke drukket op Blaasyren ?
Minutten smilte og rystet paa Hodet .
Nei , svarte han .
Bdce smakt det engang ? Glasset skal være halvt fuldt ; lat mig se . Og Minutten lot ham se at Glasset endnu var halvt fuldt .
Godt ! Og Klokken er otte ? Saa er det Tid at staa op Mens jeg husker det , Grøgaard , kan De skaffe mig en Violin tiUaans ? Jeg vil forsøke om jeg kunde lære at Naa , Sludder ! Sandheten er : jeg vil kjøpe en Violin , og jeg vil gi den væk til en Bekjendt ; det er ikke tU mit eget Bruk jeg vil ha den . Saa De maa endelig skaffe mig en Violin , hvor De end tar den ifrå .
Minutten skulde gjøre sig al mulig Umake .
Tusen Tak . Saa ser De vel ind til mig igjen , nåar De synes saa ; De vet Veien . Godmorgen !
En Times Tid senere var Nagel allerede inde i Præstegaardsskogen . Marken var endnu vaat efter Regnet fra om Kvælden og Solen var ikke meget varm . Han såtte sig paa en Sten og holdt skarp Utkik med Veien . Han hadde set et Par kjendte Fotspor i
315
Mysterier
det blø te Grus , han var næsten overbevist om at det var Da gny s Fotspor og at hun var gaat ind til Byen . Han ventet temmelig længe forgjæves , bestemte sig endeUg tU at gaa hende imøte og reiste sig fra Stenen .
Og han hadde virkelig ikke tat Feil , allerede i Utkanten av Skogen møtte han hende . Hun bar en Bok , det var Skrams « Gertrude Colbjørnsen » .
De talte først om denne Bok en Stund , saa sa hun :
Kan De begripe .... vor Hund er død .
Er den det ? svarte han .
For nogen Dager siden . Vi fandt den stendød . Jeg forstaar ikke hvorledes det kan være gaat tU .
Men tænk , jeg syntes altid at det var en ytterst ækkel Hund De hadde ; ja undskyld , men en av disse Doghunder med Braknæse og med et uforskammet Menneskeansigt paa . Naar den saa paa en hang dens Mundviker dypt ned som om den bar paa Alverdens Græmmelse . Jeg er likefrem glad over at den er død .
Fy skamme Dem
Men han avbrøt hende nervøst , vUde straks av en eUer anden Grund komme bort fra denne Passiar om Hunden og slog det hele hen . Han gav sig til at tale om en Mand han havde truffet engang og som sandeUg var noget av det løierligste en kunde træffe . Manden var Utt s-stam , og det la han ikke skjul paa ; neida , han gjorde sig heUer noget s-stammere end han i Virkeligheten var for rigtig at lægge for Dagen sin Ufuldkommenhet . Han hadde de besynderligste Ideer om Kvinden . Forresten pleiet han at fortæUe en Historie fra Mexico som i hans Mund blev usigelig morsom : Det var en Vinter med rasende Kulde , Termometrene sprak villig væk og Menneskene holdt sig inde Døgnet rundt . Men en Dag skulde han til Nabobyen , han gik gjennem et nakent Landskap , bare hist og her stod en Stue , og Snoen brændte ham uUdeUg i Ansigtet . Bedst som han gik kommer i denne desperate Kulde en halvnaken Kone farande ut fra en av Stuerne og gir sig til at springe efter ham ; hun skriker hele Tiden : De mar en Blæmme paa Næsen ! Vogt Dem , De gaar med en Blæmme paa Næsen ! Konen hadde en Øse i Haanden og gik med opbrættede Ærmer . Hun hadde set denne fremmede Mand gaa forbi med en Frostblæmme paa Næsen og hadde løpet Uke fra sit Arbeide for at varsku ham derom . man
316
Mysterier
hørt Maken ! Og der staar hun seiv med opbrættede Ærmer i Snoen mens hele hendes høire Kind Utt efter Utt anløpes av hvitt og blir tU en eneste uhyre Blæmme ! Hehe , det er aldeles utrolig ! .... Men trods dette og flere andre Eksempler som han hadde paa kvindeUg Opofrelse var denne stamme Mand aUikevel høist umedgjørlig i det Kapitel . Kvindén er en kuriøs og umætteUg Skapning , sa han til mig , uten at forklare hvorfor hun netop var kuriøs og umætteUg . Det er ganske utrolig hvad hun kan bUde sig ind , sa han . Og han fortalte : Jeg hadde en Ven som blev forelsket i en ung Dame ; hun hette endda Klara . Han gjorde sig megen Flid for at vinde denne Dame , men det hjalp ikke noget , Klara vUde siet ikke vite av ham , endda han var en vakker og vel anset ung Mand . Samme Klara hadde imidlertid en Søster , et overordentUg skjevt og pukkelrygget Væsen som var Ukefrem hæslig ; til hende frir saa min Ven en dag ; Gud Fader vet hvorfor han gjorde det , men det var kanske av Beregning , kanske var han virkeUg ogsaa bUt forelsket i hende skjønt hun var saa hæsUg . Men hvad gjør saa Klara ? Jo her stak det kvindelige paa en Gang Kloen frem ; Klara skriker , Klara holder et Satans Hus : det var mig han vilde ha ! det var mig han vUde ha ! sa hun ; men ' mig faar han ikke , jeg vil ikke , ikke for alt i Verden vil jeg , sa hun . Naa , men mener De saa at han maatte faa Søsteren som han altsaa var blit stærkt forelsket i ? Nei det er netop det snedige ved Tingen , Klara vUde ikke overlate ham tU Søsteren heUer . Hehehe . Neida , nåar det egentUg var hende seiv han vUde ha hat saa maatte han ikke faa hendes pukkelryggete Søster engang , skjønt hun siet ikke var for god for nogen . Og saaledes fik ikke min Ven nogen av de Damer Dette var en av den stamme Mands mange Historier . Han fortalte saa fornøieUg , netop fordi han var saa stam . Det var forresten en stor Gaate av en Mand .... Kjeder jeg Dem ?
Nei , svarte Dagny .
En stor Gaate av en Mand altsaa . Han var saa gjærrig og saa tyvagtig tiUike at han godt kunde bemægtige sig Lærremmene i Jærnbanevinduerne og ta dem med sig hjem for at bruke dem til et eUer andet . Ja det var det ingenting iveien for ; han skal uttrykkelig være grepet i et slikt Tyveri engang . Men paa den anden Side skjøttet han heller ikke det Spor om Penger nåar det Lune stak ham . Engang hadde han faat i Sinde at foranstalte en uhyre
Mysterier
317
Kjøretur . Han hadde ingen Bekjendtskaper , han leiet derfor alene for sig seiv fire og tyve Vogner som han såtte i Gang en efter en . De tre og tyve kjører aldeles tomme og i den fire og tyvende — den siste — der sitter saa han seiv , skuende ned paa de Spaserende , stolt som en Gud over det svære Optog han hadde faat istand
Men Nagel fandt paa at tale om den ene Ting efter den andre uten Held ; Dagny hørte knapt paa hvad han sa . Han blev taus , han tænkte sig om . Var det ikke ogsaa Fan hvor han kunde snakke dumt og gjøre sig tU Nar til enhver Tid ! Overfalde en ung Dame , tU og med sin Hjærtes Dame , med Snak om Frostblæmmer og fire og tyve Vogner ! Og han husket pludselig at han ogsaa engang før hadde forløpet sig grundig med en Flauhet om en Eskimo og en Brevmappe . Ved denne Erindring blev han med ett het i Kinderne , han gjorde uvilkaarlig et Rykk paa sig og hadde nær stanset op. Hvorfor Satan tok han sig ikke i Agt ! Aa hvor han maatte skamme sig ! Disse Øieblikke han vrøvlet saa dumt gjorde ham komisk , ydmyget ham og såtte ham Uker og Maaneder tilbake . Hvad maatte hun nemlig tænke om ham !
Han , sa :
Og hvor længe er det saa tU den Basar ?
Hun svarte smilende :
Hvorfor gjør De Dem slik FUd med at tale væk ? Hvorfor er De nervøs ?
Dette Spørsmaal kom ham saa uventet at han et Øieblik saa forvirret paa hende . Han svarte dæmpet og med klappende Hjærte :
Frøken KieUand , jeg lovet sist jeg var sammen med Dem at hvis jeg maatte faa Lov til at træffe Dem endnu en Gang skulde jeg tale om alt andet , men ikke om det som det var blit mig forbudt at tale om . Jeg forsøker at holde mit Løfte . Jeg har holdt det endnu .
Ja , sa hun , man skal holde sine Løfter , man skal ikke bryte sine Løfter . Og dette sa hun likesom mere til sig seiv end til ham .
Jeg gik ogsaa aUerede før De kom og bestemte mig tU at forsøke ; jeg visste at jeg skulde møte Dem .
Hvorledes kunde De vite det ?
Jeg saa Deres Spor her paa Veien .
Hun kastet et Blik paa ham og tidde
Litt efter sa hun :
De gaar med en Klut om Haanden , er De saaret ?
318
Mysterier
Ja , svarte han , det er Deres Hund som har bitt mig .
De stanset begge op og saa paa hverandre . Han knuget Hænderne sammen og fortsatte aldeles forpint :
Jeg har været her i Skogen hver eneste Nat , jeg har set Deres Vinduer hver Nat før jeg har gaat tilsengs . Tilgiv mig , det er dog ingen Brøde ! De forbydde mig at gjøre det , ja men jeg har gjort det , det er det ingen Raad med. Hunden bet mig ogsaa , den kjæmpet for Livet da ; jeg dræpte den , jeg gav den Gift fordi den altid gjødde nåar jeg kom og skulde si Godnat til Deres Vinduer .
Saa er det Dem som har dræpt Hunden ! sa hun .
Ja , svarte han .
Pause . De stod fremdeles stiUe og saa paa hverandre ; hans Bryst gynget voldsomt .
Og jeg var istand til at gjøre meget værre Ting for at faa Dem at se , sa han videre . De har ingen Anelse om hvorledes jeg Uder og hvorledes jeg Nat og Dag er optat av Dem , nei det har De ingen Anelse om . Jeg taler med Folk , jeg ler , jeg holder endog lystige Svirelag — mat har jeg ogsaa hat Selskap til Klokken fire ; vi knuste tilslut aUe Glas , — naa , men mens jeg ogsaa drikker og synger tænker jeg ideUg paa Dem og blir forstyrret av det . Jeg skjøtter heller ikke længer om nogen Ting og jeg vet ikke hvorledes det skal gaa mig . Ha Medlidenhet med mig allikevel i to Minutter , jeg maa si Dem noget . Men vær nu ikke angst for det , jeg vil hverken skræmme eller lokke Dem , jeg maa bare tale med Dem fordi jeg pines tU det ....
Men vU De siet ikke bU fornuftig ? sa hun brat . De lovet det .
Ja det gjorde jeg nok ; det vet jeg ikke , men jeg lovet kanske at være fornuftig . Men jeg kan saa daarlig . Naa , jeg skal være fornuftig , stol paa det . Men hvorledes skal jeg gjøre det , vet De det ? Lær mig det . Vet De at jeg har været Uke paa Nippet tU at trænge ind i Præstegaarden en Dag , aapne Dørene og gaa ret ind tU Dem , seiv om det var flere tilstede ! Men jeg har ogsaa forsøkt av al Magt at staa imot , det skal De tro , ja jeg har endog baktalt Dem og forsøkt at gjøre Deres Magt over mig til intet ved at nedsætte Dem i andres Øine . Jeg har ikke gjort det av Hævn , nei De forstaar at jeg virkelig er nær ved at bukke under . Jeg har gjort det for at hæve mig seiv , lære mig til at bite Tænderne sammen for ikke at bøie formeget Ryg for mig seiv i min egen Bevissthet . Der-
Mysterier
319
/
for har jeg gjort det . Men jeg vet ikke rigtig om det nytter mig . Jeg har ogsaa forsøkt at reise min Vei , jeg har forsøkt , jeg begyndte at pakke alle mine Saker sammen ; men jeg gjorde mig ikke helt færdig og jeg reiste heUer ikke . Hvorledes kunde jeg reise ! Jeg vUde i det Sted heUer reise efter Dem hvis De ikke var her . Og om jeg aldrig fandt Dem vilde jeg aUikevel reise efter Dem og søke idelig og haape at finde Dem engang tUsist . Men nåar jeg saa at det aUikevel ikke nyttet mig noget saa vilde jeg slaa av og slaa av paa mine Haap og tilslut vUde jeg takke inderlig bare for om mulig at faa se et Menneske som kunde ha staat Dem nær engang , en Veninde som hadde trykket Deres Haand eUer faat et SmU av Dem i de gode Dager . Saaledes vilde jeg gjøre det . Kan jeg saa reise herfrå ? Nu er det desuten Sommer , hele Skogen her er min Kirke og Fuglene kjender mig , de ser paa mig hver Morgning nåar jeg kommer , de lægger Hodet paa skakke og ser paa mig og litt efter spiUer de op. Jeg glemmer heller aldrig hvorledes Byen flaget for Dem den første Kvæld da jeg kom ; det gjorde det stærkeste Indtryk paa mig , jeg blev likefrem betat av en sælsom Sympati ; og jeg gik halvt bedøvet omkring paa Skibet og saa paa Flagene før jeg steg iland . Ja det var den Kvæld ! Men ogsaa siden har jeg mangen Gang hat det herlig ; jeg gaar dagUg paa de samme Veier som De og stundom kan jeg være heldig og se Deres Spor paa Veien likesom nu idag , og da venter jeg paa Dem til De kommer forbi igjen , jeg stikker mig ind i Skogen og lægger mig flat bak en Sten og venter paa Dem . Jeg har set Dem to Ganger siden jeg sist talte med Dem , og engang ventet jeg i seks Timer paa Dem før De kom . Jeg laa alle disse seks Timer bak Stenen og reiste mig ikke , bare av Frygt for at De kanske kunde komme og faa Øie paa mig . Gud vet hvor De var henne saa længe den Dag . Jeg var hos Andresens , sa hun pludselig . Ja det var De kanske , jeg saa Dem ogsaa tUslut da De kom . De var ikke alene ; men jeg saa Dem aldeles tydelig og jeg hilste sagte paa Dem bak Stenen . Gud vet ogsaa hvad det var for en Tanke som gik gjennem Dem med det samme , men De vendte Hodet og saa paa Stenen et Øieblik ....
Ja hør nu Nei De rykker til som om det var Deres Dødsdom jeg skulde læse op ....
Det er det ogsaa , jeg forstaar det godt , Deres Øine blev iskolde .
320
Mysterier
Ja men dette maa virkeUg faa en Ende , Hr. Nagel ! Naar De overtænker det hele saa burde De seiv forståa at De heller ikke handler rigtig pent mot den Fraværende . Ikke sandt , nåar De sætter Dem i hans Sted og ved Siden av at De gjør det saa pinlig for mig . Hvad er det De vU ha mig tU ? Lat mig si Dem det en Gang for alle : jeg bryter ikke mit Løfte , jeg elsker ham . Saa , dette maa være tydelig nok for Dem . Vær saa litt forsigtig ; jeg vil virkelig ikke gaa her med Dem hvis De ikke kan vise mig litt Hensyn . Jeg sier Dem det rent ut .
Hun var bevæget , hendes Mund dirret og hun anstrængte sig stærkt for ikke at briste i graat . Da Nagel tidde la hun endnu tU :
De maa gjærne følge mig hjem , helt hjem , hvis De ønsker det og De ikke vil gjøre det uhyggelig for os begge . Hvis De vilde fortæUe mig noget er jeg taknemmelig ; jeg holder av at høre Dem tale .
Ja , sa han paa en Gang høit , med aldeles jublende Røst som en anden Pratmaker som kunde slippes løs , ja kan jeg bare faa gaa med ! Jeg skal nok Aa hvor De duscher mig , hvor De stiver mig formelig op nåar De er sint paa mig ....
De talte en lang Stund om ganske likegyldige Ting . De gik med smaa Skridt og saa sagte at de næsten ingen Vei kom . Hvor det dufter , hvor det dufter ! sa han . Nei hvor Græs og Blomster vokser nu efter Regnet ! Jeg vet ikke om De interesserer Dem videre for Trær ? Det er besynderlig , men jeg føler mig i et hemmelighetsfuldt Slægtskap med hvert Træ i Skogen . Det er som jeg har tilhørt Skogen engang ; nåar jeg staar her og ser mig om farar likesom en Erindring gjennem mit hele Menneske . Aa stans et Øieblik ! Hør ! Hør hvor Fuglene synger i vilden Sky nu mot Solen . De er aldeles tossete og gale , de flyver næsten like ind i vore Ansigter før de ser sig fore .
Og de gik videre . Jeg gaar endnu , sa hun , og bærer paa den smukke ForestilUng som De gav mig om Baaten og det blåa Silkeseil som var Idippet i en Halvmaane . Det var saa vakkert . Naar Himlen er rigtig fjæra og høi synes jeg at jeg seiv vugger om deroppe og fisker med en Sølvangel .
Han blev lykkelig over at hun endnu husket denne Stemning fra St . Hans Aften , hans Øine blev fugtige og han svarte varmt :
Mysterier
321
Ja det er rigtig , det vilde ogsaa passe bedst at det var Dem som sat i en slik Baat .
Da de var kommet omtrent midt inde i Skogen var hun uforsigtig nok tU at spørre :
Hun angret det straks , hun vUde ha tat det tilbake ; men hun beroligedes ganske snart da han smUte og undgik at svare direkte . Hun var ham taknemmeUg for hans Takt , han hadde sikkert set hendes Forlegenhet .
Jeg bUr jo her hvor De er , svarte han .... Jeg bUr her saalænge jeg har Penger , sa han saa . Og han la tU : Men det bUr ikke saa farlig længe .
Hun saa paa ham , hun smilte ogsaa og spurte :
Blir det ikké saa farlig længe ? De er jo rik , har jeg hørt ?
Da la det gamle hemmeUghetsfulde Uttryk sig over hans Ansigt og han svarte :
Er jeg rik ? Hør , det skal gaa en Fabel her i Byen om at jeg er Pengemand , at jeg blandt andet har en Landeiendom tU betydelig Værdi , — det er ikke sandt , jeg ber Dem , tro det ikke , det er Humbug . Jeg har ingen Landeiendom , den er ialfald overmaate Uten ° g J e g e i er den ikk e engang alene , men sammen med min Søster ; desutén er den ganske og aldeles opspist av Gjæld og aUe Slags Hæftelser . Det er Sandheten .
Hun lo vantro .
Ja De pleier jo altid at si Sandheten nåar De taler om Dem seiv , sa hun .
De tror mig ikke ? De tvUer ? Lat mig aUikevel si Dem , skjønt det er ydmygende for mig , men lat mig allikevel fortælle Dem Sammenhængen : De skal vite at aUerede den første Dag jeg var her i Byen gik jeg fem Mil tilfots , gik Uke ned til den nærmeste By tiUots , og sendte mig seiv derfrå tre Telegrammer om en stor Sum Penger og om en Gaard i Finland . Derpaa lot jeg disse tre Telegrammer Ugge aapne paa Bordet i mit Værelse i flere Dager for at alle og enhver i HoteUet kunde læse dem . Tror De mig nu ? Er det saa ikke Humbug med mine Penger ?
Forutsat at De ikke lyver paa Dem seiv igjen .
Igjen ? De tar Feil , Frøken . Ved Gud i den høieste Himmel , jeg lyver ikke ! Saa !
21 — Hamsun I .
Hvorlænge blir De her ?
322
Mysterier
Pause .
Men hvorfor gjorde De det , hvorfor sendte De Dem seiv de Telegrammer ?
Ja se , det vilde bli en Utt lang Historie hvis jeg skulde fremstiUe det i Sammenhæng Naa , forresten gjorde jeg det kort og godt for at blære mig , for at vække Opsigt i Byen . Hehehe , rent ut sagt .
Nu lyver De !
Fan ta mig om jeg gjør !
Pause .
De er et underlig Menneske . Hvad De tænker at opnaa maa Gud vite . I det ene Øieblik gaar De her og ja De skyr ikke engang at gjøre mig de varmeste Tilstaaelser ; men nåar jeg saa med nogen faa Ord taler Dem til Fornuft slaar De straks om og fremstiUer Dem seiv som den værste Charlatan , en Løgner , en Bedrager . De kunde kanske spare Dem Umaken ; det ene gjør like saa lite Indtryk paa mig som det andre . Jeg er et altfor jævnt Menneske ; den megen Genialitet gaar mig over Hodet .
Hun var paa en Gang bUt fornærmet . Jeg vUde ikke vise nogen særlig Genialitet netop nu . Alting er jo tapt aUikevel , hvorfor skulde jeg saa anstrænge mig . Men hvorfor fortæUer De mig da alt dette uhyggelige om Dem seiv naarsomhelst De har en LeiUghet ? ropte hun hæftig .
Og langsomt , fuldstændig behersket svarte han :
For at paavirke Dem , Frøken . Nu stanset de begge to igjen og stirret paa hverandre . Han
fortsatte :
Jeg har en Gang tidligere hat den Fornøielse at si Dem et Par Ord om min Metode . De spør hvorfor jeg endog plaprar ut med de av mine Hemmeligheter som skader mig og som jeg kunde holde skjult ? Jeg svarer : av PoUtik , av Beregning . Jeg tænker mig nemlig Muligheten av at min Aapenhjærtighet dog gjør litt Indtryk paa Dem trods Deres Benægtelse . Jeg kan iaUald tænke mig at De faar en viss Respekt for denne skjødesløse Likegladhet med at utlevere mig seiv . Kanske regner jeg feU , det er nok muUg , det er det ingen Raad med da . Men seiv om jeg regner feU er De jo aUikevel tapt og jeg sætter intet mere til . Til dette Punkt kan man komme , det er Desperationen , Hazarden . Jeg hjælper Dem seiv til at skaffe Anklager tilveie mot mig og styrker Dem derved
Mysterier
323
efter ringe Ævne i Deres Forsæt at vise mig væk , bare væk . Hvorfor gjør jeg det ? Fordi det byr min ringe Sjæl imot at tale til min egen Fordel og vinde noget med den Slags Tarvelighet , jeg kunde ikke faa det over mine Læber . Men — kan De si — jeg søker saaledes at opnaa det samme ved Snedighet og Omveier hvad andre vil opnaa ved tarvelig Likefremhet ? Ak .... Nei jeg vil forresten ikke forsvare mig . Kald det Humbug , hvorfor ikke , det er godt , det er træffende ; jeg vU seiv lægge tU at det er det mest lurvete Falskneri . Godt , det er altsaa Humbug og jeg forsvarer mig ikke , De har Ret , mit hele Væsen er Humbug . Men nu holder Humbugen i mere eller mindre Grad aUe Mennesker fangne , kan saa ikke den ene Sort Humbug være like saa god som en anden Sort nåar det hele dog er Humbug i sit Inderste ? .... Jeg føler at jeg begynder at komme i Æs , jeg er ikke uvillig tU at ride en av mine Kjæphester et Øieblik .... Nei det vil jeg ikke forresten ; Herregud i Himlen hvor jeg er træt av det altsammen ! Jeg sier : lat gaa , lat bare gaa : Punktum .... Hvem skulde nu tro at det var noget galt fat i for Eksempel Doktor Stenersens Hus ? Jeg sier heUer ikke at det er noget galt fat , derfor spør jeg ogsaa bare om det kunde falde noget Menneske ind at tro noget galt om den agtværdige Familje . Det er bare to Personer , Mand og Kone , ingen Børn , ingen alvorUge Sorger , og allikevel er det kanske en tredje Person , Gud alene vet det , men kanske er det nåar alt kommer til alt en Person tU , foruten Manden og Konen , et ungt Menneske , en altfor varm Ven av Huset , Fuldmægtig Reinert . Hvad skal man si ? Det er kanske Feil paa begge Sider . Doktoren kan atpaa Kjøpet seiv være vitende om det hele og aUikevel ikke kunne gjøre noget ved det , i det minste dråk han voldsomt mat og var saa likeglad med alt , med Alverden , at han foreslog Menneskehetens totale Utryddelse ved Blaasyre , paa det at RuUan maatte gaa . Stakkars Mand ! .... Men han er knapt den eneste som staar tilknæs i Humbug , seiv c % t jeg fraregner mig — Nagel — som staar i Humbug til midt paa Livet . Om jeg for Eksempel nævnte Minutten ? En kjær Sjæl , en Retfærdig , en Martyr ! Alt godt er paa hans Side ; men jeg har ham i Kikkerten . Jeg sier Dem , jeg har ham i Kikkerten ! Det later til at forbause Dem ? Har jeg forskrækket Dem ? Det var ikke Meningen . Lat mig ogsaa straks berolige Dem med at Minutten kan ingen rugge , han er sandelig ret-
Mysterier
324
færdig . Og hvorfor slipper jeg ham saa ikke avsyne , hvorfor iagttar jeg ham Klokken to om Natten fra et Hushjørne nåar han kommer hjem fra en uskyldig Spasertur — Klokken to om Natten ? Hvorfor spionerer jeg ham ut forfra og bakfrå nåar han bærer sine Sækker omkring og hilser paa Folk i Gaterne ? For intet , kjære Dem , for intet ! Han interesserer mig bare , jeg holder av ham og det glæder mig i dette Øieblik at kunne stille ham op som det rene Menneske og den Retfærdige midt i al den øvrige Humbug . Derfor er det jo at jeg nævner ham og De forstaar mig ganske sikkert . Hehehe Men for at komme tilbake tU mig seiv Aanei , nei jeg vU siet ikke komme tilbake til mig seiv , jeg vU heUer alt andet !
Dette siste Utrop var saa ægte , saa sørgmodig , at det bragte hende til at føle Medynk med ham . Hun visste i dette Øieblik at hun hadde med en meget forpint og sønderrevet Sjæl at gjøre . Da han imidlertid straks sørget for at utslette dette Indtryk hos hende , idet han pludselig lo koldt ret ut i Luften og svor paa endnu en Gang at alt var skjær Humbug , forlot hendes venlige Følelser hende med ett . Hun sa skarpt :
De lot nogen Hentydninger falde om Fru Stenersen som ikke hadde behøvet at være halvt saa drøie for at være lave . Minutten , en stakkars Krøpling , slog De Dem ogsaa til Ridder paa . Det var virkelig daarlig gjort , saa simpelt gjort !
Hun begyndte igjen at gaa og han fulgte med. Han svarte ikke , han gik med bøiet Hode . Det rykket nogen Ganger i hans Aksler og hun saa tU sin Overraskelse at et Par store Taarer rullet nedover hans Ansigt . Han vendte sig bort og plystret tU en Smaafugl for at skjule det .
De gik i to Minutter uten at si noget . Hun var rørt og angret bitterlig sine haarde Ord . Kanske hadde han atpaa Kjøpet Ret i det han sa ; hvad visste hun ? Gud vet om ikke dette Menneske hadde set mere i Uker end hun i Aar .
De gik fremdeles tause . Han var igjen fuldkommen roUg og lekte likegyldig med sit Lommetørklæ . Om nogen Minutter vUde de se Præstegaarden .
Da sa hun :
Er Deres Haand meget såar ? Maa jeg se ! Enten det nu var for at gjøre ham en Glæde dermed eUer hun
325
Mysterier
for et Øieblik virkelig gav efter for ham , — hun sa dette med en inderUg , næsten bevæget Røst ; hun stanset ogsaa op. Nu løp al hans Lidenskap over . I denne Stund da hun stod ham saa nær , med Hodet lutende over hans Haand saa han følte Duften av hendes Håar og Hals , og ikke et Ord blev talt , steg hans Kjærlighet tU Galskap , til Vanvid . Han trykket hende tU sig først med en Arm , og derpaa , da hun stridde imot , ogsaa med den andre Arm , klemte hende varmt og længe ind til sit Bryst og løftet hende næsten op fra Jorden . Han følte at hendes Ryg bugnet og at hun gav tapt . Tung og deUig hvilte hun i hans Favn og hendes Øine saa halvt slørede op i hans . Han talte tU hende , sa at hun var herlig , herlig , og at hun til hans Livs Ende vUde bU hans Kjærlighets Kjærlighet . En Mand var før gaat i Døden for hende , ja det vUde ogsaa han gjøre , paa det minste Vink , et Ord . Aa hvor han elsket hende ! Og han vedblev at si Gang efter Gang mens han trykket hende ømmere og ømmere ind tU sig : Jeg elsker dig , jeg elsker dig !
Hun gjorde ingen Motstand mere , hendes Hode hældet litt over i hans venstre Arm og han kysset hende brændende , med korte Mellemrum , kun avbrutt av de ømmeste Ord . Han mærket tydeUg at hun seiv klynget sig tU ham og nåar han kysset hende hikket hun Øinene endda mere tU .
Møt mig imorgen ved Træet , du husker Træet , Aspetræet . Møt mig , jeg elsker dig , Dagny ! Vil du møte mig ? Kom nåar du vU , kom Klokken syv .
Hun svarte ikke paa dette , men sa bare :
Slip mig nu ! Og langsomt viklet hun sig ut av hans Armer . Et Øieblik blev hun staaende og se sig om , hendes Ansigt fik et
mere og mere forvirret Uttryk , tUsist skalv en hjælpeløs Trækning om hendes Mund og hun søkte bort til en Sten i Veikanten hvor hun såtte sig . Hun graat .
Han bøiet sig over hende og talte sagte . Dette varte et Par Minutter . Pludselig springer hun op med knyttede Hænder og med Ansigtet hvitt av Sinne , hun presser Hænderne mot Brystet og sier rasende :
De er et usselt Menneske , aa Gud hvor De er ussel ! Men det synes De kanske ikke s * elv . Nei hvor kunde De , hvor kunde De gjøre det !
326
Mysterier
Saa begyndte hun atter at graate .
Han forsøkte igjen at beroUge hende , men uten Nytte ; i en halv Time stod de ved den Sten i Veikanten og kom ikke derfrå .
De vU endog ha mig til at møte Dem igjen , sa hun ; men jeg møter Dem ikke , jeg vil ikke se Dem for mine Øine , De er en Skurk !
Han bad for sig , kastet sig ned for hende og kysset hendes Kjole ; men hun gjentok stadig at han var en Skurk og at han hadde baaret sig usselt ad . Hvad hadde han gjort med hende ? Gaa , gaa ! Han fik ikke følge hende længer , ikke et Skridt !
Og hun begyndte at gaa hjemover .
Han vilde aUikevel følge efter hende ; men hun kavet awærgende imot ham med Haanden og sa :
Kom ikke !
Han vedblev at staa og se efter hende tU hun var kommet ti tyve Skridt bort , saa knytter ogsaa han Hænderne , løper efter hende , trodser hendes Forbud og løper efter hende og tvinger hende paany til at stanse .
Jeg vU Dem intet ondt , sa han , og vær da litt medlidende med mig ! Som jeg staar her for Dem er jeg villig til at dræpe mig bare for at befri Dem for mig ; det koster Dem et Ord . Og jeg vilde gjenta dette for Dem ogsaa imorgen hvis jeg traf Dem . Men De kan unde mig den Barmhjærtighet at la mig vederfares Ret . De forstaar jeg ligger under for en Magt fra Deres Side som jeg ikke er Herre over . Og det er da ikke bare min Skyld at jeg har truffet Dem paa min Vei . Gud give De aldrig maatte opleve min Lidelse nu !
Saa vendte han sig om og gik .
De svære Aksler paa den korte Krop rykket igjen hele Tiden da han gik bortefter Veien . Han saa ingen av dem han møtte , kjendte intet Ansigt , og han sanset sig først efter at han hadde passeret hele Byen og fandt sig staaende utenfor HoteUets Trappe .
XV
I de følgende to tre Dager var Nagel fraværende fra Byen . Han var reist en Tur med Dampskibet og hans Værelse i HoteUet stod avlaaset . Ingen visste hvor han opholdt sig ; men han var steget
327
Mysterier
\
ombord i et nordgaaende Skib og var kanske reist bort bare for sin Adspredelses Skyld .
Da han kom tilbake en Morgen tidlig endnu før Byen var paa Benene saa han blek og forvaaket ut . Han gik allikevel ikke op i HoteUet , men spaserte først frem og tilbake paa Kaien en god Stund , derpaa slog han ind paa en splinterny Vei utover tU Indviken hvor det netop begyndte at ryke fra DampmøUens Skorsten .
Han var ikke længe borte og drev aapenbart bare for at slaa et Par Timer ihjæl . Da Trafiken begyndte paa Torvet var han der ; han stod ved Posthusets Hjørne og iagttok med Opmærksomhet hver Kommende og Gaaende , og da han saa Martha Gudes grønne Skjørt gik han frem og hUste .
Undskyld , hun hadde kanske glemt ham ? Hans Navn var Nagel , det var ham som hadde bydd paa Stolen , den gamle Stol . Kanske hadde hun aUerede solgt den ?
Nei hun hadde ikke solgt den .
Godt . Og det hadde vel ikke været nogen anden hos hende og skruet Prisen op ? Ingen Liebhabere ?
Jo . Men
Hvad ? Virkelig ? Det hadde været andre ? Hvad sier De , en Dame ? Ja disse fordærvelige Kvindfolk , de skulde nu stikke sin Snute ind allevegne ! Hun hadde altsaa faat Nys om denne Raritet av en Stol og straks skulde hun slaa den under sig . Jo det var Fruentimmernes sædvanlige Fremgangsmaate . Men hvad bydde hun saa , hvor høit gik hun ? Jeg sier Dem , jeg sUpper ikke Stolen for nogen Pris , Fan søkke mig om jeg gjør !
Martha blev forfjamset over hans Voldsomhet og skyndte sig at svare :
Nei , nei De skal ogsaa faa den , med Fornøielse . Maa jeg saa faa Lov til at komme til Dem iaften ved Ottetiden
og avgjøre Saken ? Ja det kunde han kanske . Men maatte hun ikke heller sende
ham Stolen tU HoteUet ? Saa var det avgjort
Aldeles ikke , siet ikke , det tiUot han ikke paa nogen Maate . En saadan Ting skulde behandles varsomt og av vante Hænder ; han taalte rent ut sagt ikke at en Fremmed saa paa den engang . Klokken otte skulde han være der . Hør , det faldt ham ind : ingen
328
Mysterier
Støvklut paa den , ingen Vask , for Guds Skyld ! Beke en Draape Vand ! ....
Nagel gik straks op i Hotellet hvor han la sig fuldt paaklædt paa sin Seng og sov i et Træk tungt og roUg til bortimot Kvæld .
Saasnart han hadde spist tilaftens begav han sig ned tU Kaien , tU Martha Gudes lille Hus . Klokken var otte ; han banket paa og gik ind .
Stuen var nyUg vasket , Gulvet var rent og Vinduerne pusset ; Martha seiv hadde endog tat et Perlebaand om Halsen . Det var klart at han var ventet .
Han hilste , såtte sig og begyndte straks Forhandlingerne . Hun gav sig ingenlunde over nu heUer , tværtimot , hun var paastaaeUgere end nogensinde og vUde stadig gi ham Stolen for intet . EndeUg slog han sig rasende , truet med at kaste hende fem Hundrede Kroner i Ansigtet og løpe sin Vei med Stolen . Ja det hadde hun fortjent ! Han hadde aldrig truffet Maken tU Ufornuft i sine Dager og han spurte med Slag i Bordet om hun var splittergal !
Vet De hvad , sa han og saa skarpt paa hende . Deres Motstand begynder virkelig at gjøre mig mistænksom . Si mig oprigtig : Stolen er da vel ærUg bekommet ? Ja for jeg skal si Dem , jeg har med alle Sorter Folk at gjøre og man kan aldrig være forsigtig nok . Er Stolen kommet i Deres Besiddelse ved Fusk eUer Tvetydighet saa tør jeg ikke befatte mig med den . Jeg ber Dem forresten tilgi mig hvis jeg misforstaar Deres Vægring .
Og han besvor hende kraftig at si ham Sandheten .
Forvirret ved denne Mistanke , halvt rædd og halvt saaret retfærdiggjorde hun sig straks : Stolen var hjemført av hendes Bedstefar og hadde siden været i FamUjens Eie i et Hundrede Aar ; han skulde ikke tro at hun skjulte noget desangaaende . Hun begyndte at faa Taarer i Øinene .
Godt , saa vilde han virkeUg ha en Ende paa dette Vrøvl , og dermed Punktum ! Han tok efter Lommeboken .
Hun gjorde et Skridt frem som for at hindre ham endnu en Gang ; men han la uten at la sig forstyrre de to røde Sedler paa Bordet og slog Lommeboken igjen .
Værsaagod ! sa han .
Giv mig ial fald bare femti Kroner ! bad hun . Og hun var i denne
Mysterier
329
Stund saa raadløs at hun strøk ham to Ganger over Haaret da hun bad ham derom , bare for at faa ham til at gi efter . Hun visste ikke seiv hvad hun gjorde ; men hun strøk ham over Haaret og bad ham atter om at slippe bare med femti Kroner . Det tossete Menneske var endnu vaat i Øinene .
Han reiste Hodet og saa paa hende . Dette hvithaarete Fattiglem , Pike i firti Aar , med et sort , glødende Blik endnu og aUikevel med et Væsen som mindte om en Nonne , denne sære og fremmedartede Skjønhet virket paa ham og fik ham for et Øieblik til at vakle . Han tok hendes Haand , klappet den og sa : Gud , hvor De er rar , kjære ! Men i det samme reiste han sig hurtig op fra sit Sæte og slåp hendes Haand .
Saa haaper jeg De ikke har noget imot at jeg tar Stolen med mig nu med det samme , sa han .
Og han tok Stolen til sig .
Hun var aapenbart ikke længer rædd for ham . Da hun saa at hans Hænder blev smudsige ved Berøringen av det gamle Møbel grep hun straks i Lommen og rakte ham sit Lommetørklæ at tørke sig med.
Pengene laa endnu paa Bordet .
Apropos , sa han , tiUat mig at spørre Dem om det ikke er bedst at De beholder Historien om denne Handel saa meget som mulig for Dem seiv ? Det er dog ikke værdt at hele Byen har Rede paa den ; vel ?
Nei , sa hun tankefuld .
I Deres Sted vilde jeg gjæmme Pengene straks . EUer jeg vUde egentlig først hænge noget foran Vinduet . Ta det Skjørt der !
Det bUr vel saa mørkt ? sa hun . Men hun tok allikevel Skjørtet og hængte det op og han hjalp hende dermed .
Dette burde vi forresten helst ha gjort straks , sa han saa ; det kunde bli galt om Folk saa mig hermde .
TU dette svarte hun intet . Hun tok Pengene paa Bordet , rakte ham sin Haand og bevæget Læberne , men fik ikke et Ord frem .
Mens han endnu staar der og holder hendes Haand sier han med en Gang :
Hør , maa jeg spørre Dem : det er kanske noksaa haardt for Dem at slaa Dem igjennem , jeg mener uten Hjælp , uten Understøttelse
Ja De har kanske litt Understøttelse ?
Mysterier
330
Ja . Ja kjære tUgiv mig at jeg spør ! Det faldt mig ind at hvis man kommer under Veir med at De har nogen Penger saa faar De ikke alene ingen Understøttelse mere , men Deres Penger blir endog beslaglagt , simpelthen beslaglagt . Det gjælder derfor at holde vor Handel hemmelig for enhver ; forstaar De nu dette ? Jeg vU bare raade Dem som praktisk Mand . De sier ikke tU en levende Sjæl at vi har hat dette MeUemværende Det gaar forresten op for mig at jeg bør gi Dem mindre Sedler saa De slipper at veksle . /
Alting tænker han over , hver TUfældighet . Han sætter sig igjen og tæller de smaa Sedler op. Han tæUer ikke nøie , han gir hende aUe de Smaasedler han har , tar paa Slump og ruUer Bunken
sammen .
Saa , gjæm dem nu ! sier han . Og hun vender sig bort , hægter Livstykket op og gjæmmer
Pengene paa sit Bryst . Men da hun er færdig med dette reiser han sig endnu ikke ,
han bUr sittende og sier likesom tUfældig : Hvad det var jeg vUde sagt , — De kjender kanske Minutten ? Og han la Mærke til at hendes Ansigt begyndte at blusse . Jeg har truffet ham nogen Ganger , fortsætter Nagel , jeg holder meget av ham , han er visst saa tro som Guid . For Øieblikket har han i Kommission fra mig at skaffe mig en Violin , og det gjør han nok , tror De ikke ? Naa , De kjender ham kanske ikke ?
Jo . Aa jo , det er sandt , han fortalte mig at han hadde kjøpt nogen Blomster hos Dem tU en Begravelse , til Karlsens Begravelse . Si mig , De kjender ham kanske noksaa godt ? Hvad er Deres Mening om ham ? De tror dog vel ialfald at han kan utføre den Kommission tilfredsstiUende ? Naar man har med saa mange Mennesker at gjøre maa man undertiden spørre sig for . Jeg har engang tapt en Sum Penger netop ved at jeg stolet blindt paa en Mand uden at forhøre mig om ham ; det var i Hamburg . Og Nagel fortæUer av en eUer anden Grund Historien om den Mand som han hadde tapt Penger paa . Martha staar fremdeles foran ham og støtter sig ind tU Bordet ; hun er urolig , hun sier tUsist ganske hæftig :
Mysterier
331
Nei , nei snak ikke om ham !
Hvem skal jeg ikke snakke om ?
Om Johannes , om Minutten .
Heter Minutten Johannes ?
Ja , Johannes .
Heter han virkelig Johannes ?
Ja .
Nagel tier . Denne simple Oplysning at Minutten heter Johannes gir hans Tanke et likeframt Støt , forandrer endog for et Øieblik Uttrykket i hans Ansigt . En Stund sitter han ganske maaUøs , saa spør han :
Og hvorfor kalder De ham Johannes ? Beke Grøgaard , ikke Minutten ?
Hun svarer forlegent og slaar Øinene ned :
Vi har kjendt hverandre fra Børn
Pause .
Nu sier Nagel halvt spøkende og med den høieste Grad av Likegyldighet :
Vet De hvad jeg har faat Indtryk av ? At Minutten egentlig maa være stærkt forelsket i Dem . Jo det har virkeUg slaat mig , det er sandt . Og det forbauser mig ikke meget , skjønt jeg maa tilstaa at Minutten er noget dristig da . Uske sandt , han er for det første ikke nogen Yngling mere , dernæst er han jo ogsaa noget vanfør . Men Herregud , Kvinderne er ofte saa underlige ; stikker det dem gaar de gjærne hen og kaster sig totalt væk av fri VUje , ja med Glæde , med Henrykkelse . Hehehe , slik er Kvinderne . I 1886 saa jeg det Særsyn at en ung Dame av mit Bekjendtskap simpelthen giftet sig med sin Fars Visergut . Jeg skal aldrig glemme det . Han var Volontør i Forretningen , et Barn , seksten sytten Aar , uten Spor av Skjæg ; men vakker var han , ja aldeles deilig , det maa jeg tilstaa . Men dette færske Barn kastet hun sig over med en rasende KjærUghet og trak avsted med ham tU Utlandet . Et halvt Aars Tid efter kom hun tilbake og nu var Kjærligheten borte . Ja er det ikke sørgelig ; men Kjærligheten var borte ! Nei saa kjedet hun Livet av sig i nogen Maaneder , gift var hun og forsaavidt ute av Sagaen ; hvad skulde hun gjøre ? Saa slaar hun i Bordet og knipser tU Alverden , hun blir rigtig vidtløftig , begynder saa at si at gaa i Svang blandt Studenter og Handels-
Mysterier
332
betjenter og ender med at hete La Glu . Det var tU at ynkes over ! Men endnu en Gang forbauser hun Menneskene : da hun hadde moret sig et Par Aar paa denne fortræffelige Maate begynder hun pludselig en Dag at skrive Noveller , hun blir Forfatterinde og man sa hun hadde stort Talent . Hun var utrolig lærenem , disse to Aar blandt Studenter og Handelsbetjenter hadde modnet hende i en overordentlig Grad og lært hende Knepet med at skrive . Fra den Dag av skrev hun saa de mest utmærkede Ting . Hehehe . Ja det var et Pokkers Fruentimmer ! .... Naa , men slik er I Kvinder . Ja De ler , men De tør ikke benægte det , ikke likefrem . En Visergut paa sytten Aar kan gladeUg gjøre dem tossete . Jeg er sikker paa at Minutten behøver ikke at gaa alene gjennem Verden han heller , hvis han umaker sig litt , lægger sig litt i Sælen . Han har nemUg noget ved sig som endog kan slaa et Mandfolk , ja slaa mig : hans Hjærte er saa utfordrande rent og det findes ikke Svik i hans Mund . Ikke sandt , De kjender ham ut og ind og vet at det er saa ? Men hvad skal man derimot si om hans Onkel , Kulhandleren ? En gammel Lurbror , har jeg tænkt mig , en usympatisk Person . Jeg har det Indtryk at det egentlig er Minutten som holder hele denne Forretning i Veiret . Men da spør jeg : hvorfor skulde han saa ikke ogsaa kunne holde en egen Forretning i Veiret ? Kortsagt : Minutten er istand til hvad Dag det skal være at forsørge en FamUje .... De ryster paa Hodet ? Nei jeg rystet ikke paa Hodet . Naa saaledes , De blir utaalmodig og kjed av dette Snak om en uvedkommende Mand , og det har De ogsaa god Grund tU Hør , med det samme jeg husker det , — ja De skal ikke bU rasende for det , jeg vil virkeUg bare hjælpe Dem paa bedste Maate : De bør stænge Deres Dør rigtig godt om Nætterne ! De ser saa angst paa mig ? Kjære Dem , vær ikke rædd og fat heUer ingen Mistanke til mig . Jeg vilde ene og alene si Dem at især nu nåar De har Penger at passe paa bør De ikke tro nogen altfor godt . Jeg har ikke netop hørt at det skal være utrygt i Byen ; men man kan ikke være forsigtig nok . Ved Totiden vet De er det temmelig mørkt her omkring og netop ved Totiden har jeg hørt mistænkelig Støi endog utenfor mine egne Vinduer . Ja ja , De blir vel ikke sint fordi jeg har git Dem dette Raad ? Farvel da ! Jeg glæder mig over at jeg har faat fravristet Dem Stolen tilsist . Far-
vel , kjære !
333
Mysterier
Dermed trykket han hendes Haand . I Døren vendte han sig endnu en Gang om og sa :
tjør , De maa helst si at jeg har git Dem et Par Kroner for Stolen . Men ikke mere , ikke en Skilling mere , for saa blir det beslaglagt , husk paa det . Beke sandt , det kan jeg lite paa ?
Ja , svarte hun . Han gik og tok Stolen med sig . Han straalte over hele Ansigtet , fniste og lo høit som . om han hadde utført en fiffig Skøierstrek . Gud bevare mig hvor hun nu sitter og er glad ! sa han oprømt . Hehe , hun faar næppe sove mat for bare Rikdom ! ....
Da han kom hjem sat Minutten og ventet paa ham .
Minutten kom fra Prøve og hadde en Pakke Plakater under Armen . Jo Tableauerne tegnet tU at bli i høi Grad veUykkede ; de skulde forestiUe Scener fra Historien og framstilles i forskjeUigfarvet Lys ; han seiv hadde en StatistroUe .
Og nåar skulde Basaren begynde ? Den skulde aapnes Torsdag , det var den 9 de Juli , Dronningens
Fødselsdag . Men aUerede iaften skulde Minutten sætte Plakater op paa aUe mulige Steder ; man hadde endog faat Lov tU at klæbe en op paa Kirkegaardsporten .... Forresten var han kommet for at gi Besked angaaende den Violinen . Det hadde ikke været ham mulig at faa fat paa nogen ; den eneste brukbare Violin i Byen var ikke tilsalgs , den tilhørte Organisten som skulde bruke den paa Basaren ; han hadde et Par Numre at spiUe .
Naa , saa var det ingenting at gjøre ved det .
Minutten belager sig paa at gaa . Idet han aUerede staar med Luen i Haand sier Nagel :
Men skal vi ikke ta os et stille Bæger ? Jeg skal si Dem jeg er glad iaften , det har hændt mig noget lykke Ug . Vet De , jeg er endelig med megen Anstrængelse kommet i Besiddelse av et Stykke Møbel som ingen Samler i Landet har Maken til , det er jeg sikker paa ; det er denne Stolen her . Se paa den ! Forstaar De Dem paa en Perle , en aldeles enestaaende HoUænder ? Jeg sælger den ikke for en Formue , ved Gud om jeg gjør ! Og i den Anledning vilde jeg saa gjerne drikke et Glas med Dem hvis De ikke har noget imot det . Maa jeg ringe ? Beke ? Men de Plakater kan De jo slaa op imorgen .... Nei jeg kan siet ikke glemme mit store Held
334
Mysterier
idag ! De vet kanske ikke at jeg er Samler efter fattig LeiUghet og at jeg opholder mig her ogsaa for at snuse op Sjældenheter ! Jeg har kanske heUer ikke fortalt Dem om mine Kubjælder ? Nei men Herregud , saa har De jo ikke noget Begrep om hvad jeg er for en Mand . Naturligvis er jeg Agronom , men jeg har jo ogsaa mine Interesser ved siden av . Jo jeg har til Dato to Hundrede og syv og seksti Kubjælder . Det er ti Aar siden jeg begyndte at bringe dem sammen og nu har jeg Gudskelov en Samling av høi Rang . Og denne Stol her , vet De hvorledes jeg fik Kloen i den ? TUfældighet , Svineheld ! Jeg gaar paa Gaten en Dag , jeg passerer et lite Hus nede ved Kaien , og av gammel Vane kikker jeg Utt paa Sned ind gjennem Vinduet idet jeg gaar forbi . Saa holder jeg med en Gang inde , jeg faar Øie paa Stolen og ser straks hvad den er værd . Jeg banker paa og gaar ind i Huset , en aldrande , hvithaaret Dame tar imot mig .... ja hvad var det nu hun hette ? Naa det kan ogsaa være det samme , De kjender hende kanske ikke aUikevel ; Frøken Gude var det visst , Martha Gude eller slikt noget .... Vel , hun vægrer sig ved at bli av med Stolen , men saa længe lirker jeg jo at jeg faar et bestemt løfte paa den , og idag henter jeg den saa tU mig . Men det bedste av alt er at jeg har faat den for intet , hun gav mig den gratis . Ja jeg slængte jo et Par Kroner paa Bordet for at hun ikke skulde ha noget at angre ; men Stolen er værd Hundreder . Dette ber jeg Dem om at beholde for Dem seiv ; man vU jo nødig faa et daarUg Ord paa sig . Jeg har heUer intet at bebreide mig . Den Frøken forstod sig ikke paa Handelen og jeg som var Fagmand og Kjøper hadde ingen Forpligtelse paa mig til at se paa hendes Fordel . Ikke sandt , man skal dog ikke være dum , man skal passe sit Snit , det er Kampen for Tilværelsen " .... Men kan De saa avslaa at drikke et Glas Vin nåar De hører hvorledes det hænger sammen ?
Minutten holdt paa at han maatte avsted .
Det er kjedeUg , fortsætter Nagel . Jeg hadde glædet mig tU at faa en Passiar med Dem . De er det eneste Mandfolk paa Stedet som min Interesse vækkes for saasnart jeg ser Dem , den eneste som jeg saa at si bryr mig om at holde et lite Øie med. Hehe , holde Øie med , altsaa . De heter jo atpaa Kjøpet Johannes ? Min kjære Ven , det har jeg visst længe , uten at nogen har fortalt mig det før iaften .... Ja lat mig nu bare ikke skræmme Dem igjen .
335
Mysterier
*
Det er dog en skammelig Ulykke ved mig at jeg altid gjør Folk rædd for mig . Jo nægt det ikke , De stirret virkeUg litt forfærdet paa mig et Øieblik , uten at jeg just vil si at det ogsaa gik et Rykk gjennem Dem ....
Nu var Minutten kommet til Døren . Han syntes at viUe gjøre kort Proces og forlate Huset straks . Samtalen blev ogsaa mere og mere ulykkelig .
Er det den 6 te Juli idag ? spør Nagel pludselig .
Ja , svarer Minutten , det er den 6 te JuU . Dermed lægger han Haanden paa Dørvrideren .
Nagel gaar langsomt bort tU ham , gaar ham tæt ind paa Livet , stirrar ham ind i Ansigtet og lægger samtidig sine Hænder bak paa Ryggen . Mens han staar i denne StiUing sier han med hviskende Røst :
Og hvor var De henne den 6 te Juni ?
Minutten svarer ikke , ikke et Ord . Slagen av Rædsel for disse stirrende Øine og den hemmeUghetsfulde Hvisken , ute av Stand til at forståa dette Ulle desperate Spørsmaal om en Dag , en Dato for en Maaned siden , river han hastig Døren op og tumler ut paa Gangen . Her svirrar han rundt et Øieblik og finder ikke Trappen , og imens staar Nagel i Døren og roper til ham :
Nei , nei dette er galt ; jeg ber Dem glemme det ! Jeg skal forklare Dem det en anden Gang , en anden Gang ....
Men Minutten hørte ingenting . Han var allerede nede i Gangen før Nagel hadde talt ut og derfrå sprang han — uten at se til høire eUer venstre — ut paa Gaten , nedover Torvet , bort til den store Vandpost hvor han slog ind i den første den bedste Sidegate og forsvandt .
En Times Tid senere — Klokken var ti — tændte Nagel en Cigar og gik ut . Byen var endnu ikke gaat tU Hvile ; paa Veien bortimot Præstegaarden saas en Mængde Spaserende som bevæget sig frem og tilbake i sagte Gang og rundt omkring i Gaterne gjenlydde endnu Latter og Rop fra lekende Smaabørn . Koner og Mænd sat ute paa Trapperne og talte sagte med hverandre i den milde Aften ; nu og da ropte de over Gaten til Naboer og fik et venlig Svar tilbake .
Nagel gik nedover mot Bryggerne . Han saa Minutten gaa og klæbe Plakater op paa Posthuset , paa Banken , paa Skolen og paa
s
336
Mysterier
/
/
Fængslet . Hvor han gjorde det nøiagtig og samvittighetsfuldt ! Hvor han la god Vilje tU og skjøttet ikke om Tiden skjønt han kunde trænge at gaa tU Ro ! Nagel gik ham tæt forbi og hilste , men stanset ikke .
Da han var kommet næsten ned tU Bryggerne blev han tiltalt av en Røst bak sig ; Martha Gude stanser ham og sier ganske forpustet :
Undskyld ! De har git mig formange Penger . Godaften ! svarer han . Tar ogsaa De Dem en Spasertur ?
Nei jeg har været oppe i Byen , utenfor HoteUet , jeg har ventet paa Dem . Ja De har git mig formange Penger .
Skal vi nu begynne denne Komedie igjen ? Men De har tat feU ! roper hun bestyrtet . Det var mere end to
Hundrede i Smaasedler .
Naa , saaledes ! Jasaa det var virkelig nogen Kroner formeget , et Par Kroner mere end to Hundrede ? Godt , det kan De jo gi mig tilbake da .
Hun begynder at knappe sit Livstykke op , men holder med en Gang inde , ser sig omkring og vet ikke hvad hun skal gjøre . Saa bad hun igjen om Undskyldning : det var saa mange Folk , hun kunde kanske ikke ta Pengene op her paa Gaten , hun hadde dem saa vel forvaret ....
Nei , skyndte han sig at svare , jeg kan jo hente dem , lat mig bare hente dem .
Og de gik sammen hjem . De møtte flere Mennesker som saa paa dem med nysgjærrige Øine .
Da de var kommet ind i hendes Stue såtte Nagel sig ved Vinduet hvor han før hadde sittet og hvor Skjørtet fremdeles hang som Gardin . Mens Martha puslet med at finde Pengene frem sa han intet ; først da hun var færdig og rakte ham denne Haandfuld Smaasedler , nogen slitte og avblekede Tikroner som endnu var varme av hendes Bryst og som hendes ÆrUghet hadde forbudt hende at ha hos sig endog bare Natten over , talte han tU hende og bad hende om at beholde Pengene .
Men nu syntes hun atter likesom engang tidUgere at faa Mistanke til hans Hensigt ; hun saa usikkert paa ham og sa :
Nei .... jég forstaar Dem ikke
Han reiste sig brat .
Mysterier
337
Men jeg forstaar utmærket godt Dem , svarte han , derfor reiser jeg mig og gaar til Døren . Er De saa beroliget ?
Ja .... Nei De maa ikke staa ved Døren . Og hun strakte virkelig begge Armer litt ut som for at faa ham tilbake . Den besynderlige Pike var altfor rædd for at gjøre nogen imot .
Jeg har en Bøn til Dem , sa Nagel saa , men han såtte sig stadig ikke ; De kunde gjøre mig en stor Glæde hvis De vUde....ja og jeg skulde nok huske Dem det paa en eUer anden Maate : jeg vilde be Dem om at møte op paa Basaren Torsdag Kvæld . Vil De gjøre mig den Fornøielse ? Det vil adsprede Dem , der er mange Mennesker , meget Lys , Musik , Tableauer . Aa gjør det , De vU ikke angre paa det ! De ler ; hvorfor ler De ? Gud for nogen hvite Tænder De har , Menneske !
Jeg kan jo ikke gaa nogen Steder , svarte hun . Hvorledes kunde De tro at jeg kan gaa dit ? Og hvorfor skulde jeg gjøre det , hvorfor vU De ha mig tU det ?
Han forklarte hende det hele aapent og ærlig : det var et Indfald av ham , han hadde længe tænkt paa det , aUerede for et Par Uker siden var Tanken opstaat hos ham , men han hadde glemt den igjen Jike til nu . Hun skulde bare møte op , hun skulde være med der , han vUde se hende der . Om hun ønsket det saa skulde han siet ikke tale til hende engang , saa hun skulde ingen Plage ha av ham , det var ikke Meningen . Det vilde bare glæde ham at finde hende engang sammen med andre , at høre hende le , se hende rigtig ung . Kjære , hun maatte absolut gjøre det !
Han saa paa hende . Hvor hendes Håar var avstikkende hvitt og hendes Øine mørke ! Hun piUet med den ene Haand paa Knapperne i sit Kjoleliv , og denne Haand , en svak , langfingret Haand , var gråa i Farven , den var kanske heUer ikke rigtig ren , men gjorde et mærkeUg kysk Indtryk . Opover Haandleddene løp to blåa Aarer .
Ja , sa hun , det kunde kanske bU morsomt . Men hun hadde ikke engang Kiær , ikke engang en Kjole tU en slik Kvæld
Han avbrøt hende : det var endnu tre Arbeidsdager at løpe paa ; man kunde skaffe sig hvad det skulde være inden Torsdag . Jo det var Tid nok ! Skulde det saa være en Avtale ?
Og litt efter Utt gav hun efter .
Ja for man maatte ikke begrave sig helt , sa han ; det hadde
22 — Hamsun I .
338
Mysterier
man bare Tap av . Og desuten , med hendes Øine , hendes Tænder , nei det var Synd ! Og de Smaasedler dér paa Bordet skulde gaa til Kjole , jo , jo ikke noget Snak ! Saa meget mére som det var hans Paafund og det hadde kostet hende Overvindelse at føie ham . Han sa Godnat som sædvanlig , kort og godt , uten at gi hende bare den svakeste Grund tU Uro . Men da hun fulgte ham ut i Gangen var det hende seiv som endnu en Gang rakte ham Haanden og takket ham fordi han hadde indbudt hende til denne Basar . Det hadde ikke hændt hende paa mange , mange Aar , det var blit saa uvant for hende . Ja hun skulde nok opføre sig pent ....
Det store Barn , hun lovet endog at opføre sig pent skjønt han ikke hadde bedt hende derom .
XVI
Torsdagen kom , det regnet litt , men Basaren blev allikevel aapnet om Aftenen under fuld Musik og den største Tilstrømning av Mennesker . Hele Byen var møtt frem , endog fra Landet kom Folk reisende ind for at delta i den sjældne Fornøielse .
Da Johan Nagel ved Nitiden kom ind i Festsalen var Huset fuldt . Han fandt sig en Plass længst nede ved Døren hvor han stod i nogen Minutter og hørte paa en Tale . Han var blek og gik som altid i sin gule Klædning ; men Bindet paa Haanden hadde han tat av ; de to Saar var næsten lægte .
Han saa Doktor Stenersen og Frue oppe ved Tribunen ; litt tilhøire fra dem stod ogsaa Minutten sammen med de øvrige Agerande i Tableauerne , men Dagny var der ikke .
Varmen av lysene og aUe disse sammenpakkede Mennesker drev ham snart ut av Salen ; i Døren traf han Fuldmægtig Reinert som han hUste paa , men fik knapt et Ute Nik tU Svar . Han blev staaende ute paa Gangen .
Nu opdager han noget som endnu en lang Stund bakefter sysselsatte hans Tanker og gjorde ham nysgjærrig : tilvenstre for ham staar Døren aapen til et Sideværelse hvor Publikum har hængt sit Overtøi av , og i Lyset fra Lampen derinde ser han tydelig Dagny KieUand som staar der og fingrar ved hans Frak som han hadde hængt paa en Knag . Han tok ikke feil , det var ingen anden
339
Mysterier
i Byen som hadde en slik gul Vaarfrak ; det var virkelig hans , han husket desuten nøiagtig hvor han hadde hængt den . Hun gjorde ingen anden Ting , hun syntes at søke efter noget og nyttet samtidig Leiligheten tU Gang paa Gang at føle med Haanden bortover hans Frak . Han vendte sig øieblikkelig om for ikke at overraske hende .
Denne liUe Hændelse bragte ham straks i Uro . Hvad søkte hun efter og hvad hadde hun at bestille med hans Frak ? Han tænkte over det hele Tiden og kunde ikke glemme det . Gud vet , kanske hadde hun viUet undersøke om han hadde Skytevaaben i Lommerne ; hun trodde ham kanske gal nok tU hvad det skulde være . Men sæt at hun hadde stukket et Brev tU ham ? Han bragte det virkelig ogsaa tU at tænke sig denne glade Umulighet . Nei , nei , hun hadde nok bare lett efter sin Kaape , det var en Tilfældighet det hele ; hvorledes kunde han nære saa haapløse IndbUdninger !
.... Litt senere da han saa Dagny bane sig Vei ind gjennem Salen gik han imidlertid straks ut og ransaket sine Frakkelommer med bankende Hjærte . Der var intet Brev , ingenting , bare hans egne Hansker og et Lommetørklæ .
Det braket med Klap inde i Salen , Byfogdens Aapningstale var tilende . Og nu strømmet Publikum ut paa Gangene , ind i Sideværelserne , bort til aUe mulige svale Steder , hvor man slog sig ned rundt aUe Vægger og nøt Forfriskninger . Klædt som Opvartningspiker , med hvite Forklær og Serviet paa Armen , for flere av Byens unge Damer om med Bræt og Glas i begge Hænder .
Nagel søkte efter Dagny ; hun var ingen Steder at se . Han hUste paa Frøken Andresen som ogsaa hadde hvitt Forklæ ; han bad om Vin og hun bragte ham Champagne .
Han saa studsende paa hende .
De drikker jo ikke andet , sa hun smUende .
Denne litt ondskapsfulde Opmærksomhet gjorde ham aUikevel livligere end han hadde været . Han bad hende drikke et Glas med og hun såtte sig virkelig med ett skjønt hun hadde dygtig travlt . Han takket hende for hendes Elskværdighet , komplimenterte hende for hendes Dragt , blev henrykt over en gammel Sølje hun bar i sin Halslinning . Hun tok sig godt ut ; det lange , aristokratiske Ansigt med den store Næse var overmaate fint , næsten sykelig fint , og det vekslet ikke , gjorde ingen nervøse Bevægelser .
340
Mysterier
Hun talte med behersket Ro , man hadde en Følelse av Tryghet i hendes Selskap , det var Dåmen , Kvinden .
Da hun reiste sig sa han : Det skal være et Menneske her iaften som jeg saa gjærne vilde
vise en liten Opmærksomhet , det er Frøken Gude , Martha Gude , jeg vet ikke om De kjender hende ? Jeg hørte hun var gaat ind her . Jeg kan ikke si hvor gjærne jeg vilde glæde hende Utt paa en eUer anden Maate ; hun er saa ensom , Minutten har fortalt mig noget om hende . Tror De ikke , Frøken , at jeg kan be hende komme hermd til os ? Ja forutsat at De ikke seiv har noget imot at ha hende her ?
Nei langt , langt ifrå ! svarer Frøken Andresen ; og jeg skal med Fornøielse faa fat paa hende nu med det samme . Jeg vet hvor hun sitter henne .
Men kommer De ogsaa seiv tilbake ?
Ja Tak !
Mens Nagel nu sitter og venter kommer Fuldmægtig Reinert , Adjunkten og Dagny ind . Nagel reiser sig og hilser . Dagny var blek hun ogsaa , trods Varmen ; hun hadde en gulagtig Kjole med korte Ærmer paa og om Halsen en altfor svær Guldkjæde . Denne Guldkjæde var ytterst uklædelig . Dagny blev staaende ved Døren et Øieblik ; hun holdt den ene Haand paa Ryggen og fingret ved sin Flætte .
Nagel gik bort tU hende . Han bad hende med faa , lidenskapelige Ord om ogsaa at tilgi ham Fredagens store Forgaaelser ; det skulde bli de siste , de aUersiste ; hun skulde aldrig faa Grund tU at tUgi ham noget mere . Han talte lavt , sa de Ord som skulde sies og stanset .
Hun hørte paa ham , saa endog paa ham , og da han var færdig sa hun :
Jeg vet næsten ikke længer hvad De taler om , jeg har glemt det , jeg vil glemme det .
Dermed gik hun . Hun hadde set meget likegyldig paa ham .
Folk summet aUevegne , man hørte Klirren av Kopper og Glas , Lyden av Korker , Latter , Rop , og inde fra Salen Byens Hornmusikbande som blaaste saa overmaate daarlig ....
Da Frøken Andresen og Martha kom ind fulgte ogsaa Minutten med ; de såtte sig alle ved Nagels Bord hvor de blev sittende et
Mysterier
341
Kvarter . Frøken Andresen bragte nu og da et Bræt rundt tU Folk som ropte paa Kaffe ; tUsist blev hun helt borte , hun fik formeget at bestille .
Nu fulgte de forskjeUige Numre paa Programmet : en Kvartet sang , Student Øien deklamerte med stærk Røst et Dikt av sig seiv , to Damer spUte Piano og Organisten gav sin første Violinsolo . Stadig sat Dagny der med de to Herrer . EndeUg kom det Bud efter Minutten , han maatte løpe Ærender , det maatte skaffes flere Glas , flere Kopper , mere Smørogbrød , alt var for knapt beregnet til denne Menneskemasse , tU denne LUlebys Menneskemasse .
Da Nagel blev alene med Martha reiste ogsaa hun sig og vUde gaa . Hun kunde ikke bU sittende der alene , hun hadde allerede set Fuldmægtigen gjøre sine Bemærkninger og at Frøken KieUand hadde ledd derav . Nei det var bedst at hun gik .
Men Nagel overtalte hende tU iaUald at drikke et lite Glas tU . Martha var klædt i Sort ; den nye Kjole sat smukt , men klædte hende ikke , den gjorde den sært utseende Pike ældre og stak formeget av mot hendes hvite Håar . Bare Øinene ulmet stærkt , og nåar hun lo blev dette fyrige Ansigt ganske spUlevende .
Han sa :
Og morer De Dem saa ? Har De det bra iaften ?
Ja Tak ! svarte hun , jeg har det godt .
Han underholdt sig med hende uten Stans , læmpet sig efter hende , fandt paa at fortæUe hende en ' Skrøne som hun lo meget av , det var Historien om hvorledes han var kommet i Besiddelse av en av sine dyraste Kubjælder . En Skat , en uvurderlig Antikvitet ! Det var et Kunavn gravet ind paa den , Kven hette endda Øistein saa det maatte bestemt ha været en Okse ....
Her begyndte hun med en Gang at le . Hun glemte sig seiv , glemte hvor hun var , rystet paa Hodet og lo som et Barn over denne fattige Pussighet . Hun var likefrem straalende .
Tænk , sa han , jeg tror Minutten var skinsyk . Nei , svarte hun nølende . Jeg fik det Indtryk . Forresten vil jeg ogsaa helst sitte her alene
med Dem . Det er saa morsomt at høre Dem le .
Hun svarte ikke , hun saa ned .
Og de talte videre . Han sat hele Tiden saaledes tU at han kunde se bort tU Dagnys Bord .
342
Mysterier
Nogen Minutter gik . Frøken Andresen kom for et Øieblik tilbake , talte et Par Ord , dråk av sit Glas og gik igjen .
Nu forlot Dagny pludseUg sin Plass og kom bort til Nagels Bord .
Hvor Dere har det morsomt her ! sa hun , og hendes Røst skalv litt . Godaften , Martha ! Hvad ler De saa av ?
Vi morer os paa bedste Maate , svarte Nagel . Jeg prater væk og Frøken Gude er altfor overbærende mot mig , hun har ledd mange Ganger .... Vi tør vel ikke by Dem et Glas ?
Dagny såtte sig .
En usædvanlig stærk Bifaldsstorm inde fra Salen gav Martha et Paaskud tU at reise sig og se hvad som foregik . Hun trak sig længer og længer bort ; tUsist ropte hun tUbake : Det er en TryUekunstner , det maa jeg se ! Saa gik hun .
De forlot Deres Selskap , - sa Nagel , og han vilde ha sagt mere , men Dagny avbrøt ham med ett :
Og Deres Dem .
Ja hun kommer nok tUbake . Ser ikke Frøken Gude underUg ut ? laften er hun glad som et Barn .
Dagny svarte ikke herpaa , hun spurte Har De været borte en Tur ?
Ja .
Pause .
Finder De det virkelig saa morsomt her iaften ?
Jeg ? Jeg vet siet ikke hvad her foregaar engang , svarte han . Jeg er ikke kommet hit netop for at more mig .
Og hvad er De saa kommet her for ?
For at faa gjense Dem , naturligvis . Ja naturligvis bare paa Avstand , stumt ....
Jasaa . Og det er i den Anledning De tar Dame med ?
Dette forstod han ikke . Han saa paa hende og tænkte sig om .
Er det Frøken Gude De mener ? Jeg vet ikke hvad jeg skal svare . Man har fortalt mig saa meget om hende , hun sitter alene hjemme Aar efter Aar , det findes siet ikke en eneste Glæde i hendes Liv . Det er ikke mig som har tat hende med hit , jeg vUde bare underholde hende litt hermde for at hun ikke skulde kjede sig , det er alt. Frøken Andresen hentet hende ind til dette Bord . Gud hvor det Menneske har hat det ondt ! Hendes Håar er ogsaa hvitt ....
Pause . ♦
343
Mysterier
Ja De tror dog vel ikke men De indbUder Dem dog vel ikke at jeg er skinsyk ; vel ? De tar feU ! Ja jeg husker hvad De fortalte om en gal Mand som kjørte i fire og tyve Vogner ; Manden var s-stam , som De sa , og han blev forelsket i en Pike som hette Klara . Aa jo jeg husker det tydeUg nok . Og da ikke Klara vUde ha med den Mand at skaffe taalte hun heUer ikke at hendes pukkelryggete Søster fik ham . Jeg vet ikke hvorfor De fortalte mig det , det vet De bedst seiv , det er mig likegyldig . Men skinsyk faar De mig jo ikke til at bli , hvis det er det De har villet opnaa iaften . Nei hverken De eller Deres s-stamme Mand !
Men Herregud ! sa han , De kan ikke mene hvad De sier .
Pause .
Jo jeg mener det , svarte hun . De mener at jeg skulde bære mig saaledes ad hvis jeg vilde faa Dem skinsyk ? Møte op med en Dame paa firti Aar , la hende gaa sin Vei , sUppe hende saasnart De kom , — De maa jo tro at jeg er dum .
Jeg vet siet ikke hvad De er , jeg vet bare at De har sniket Dem ind paa mig og forvoldt mig de pinligste Timer i mit Liv og at jeg nu ikke forstaar mig seiv mere . Jeg vet ikke om De er dum , jeg vet heller ikke om De er gal ; men det gir jeg mig ikke av med at finde ut , det er mig likegyldig hvad De er .
Ja det er det vel , sa han .
Ja hvorfor skulde det ikke være mig likegyldig fortsatte him , irritert ved hans Eftergivenhet . Hvad i Alverden har jeg med Dem at gjøre ? De har opført Dem daarlig mot mig , og derfor skulde jeg vel ikke atpaa Kjøpet gaa og beskjæftige mig med Dem ? Allikevel fortæUer De mig en Historie fuld av Hentydninger , jeg er viss paa at De ikke fortalte mig dette om Klara og hendes Søster uten Grund , nei De gjorde ikke ! Men hvorfor forfølger De mig ? Jeg mener ikke i dette Øieblik , nu er det mig som har søkt Dem ; men ellers , hvorfor later De mig ikke i Fred eUers ? Og at jeg har stanset her et Minut og talt et Par Ord med Dem nu , det utlægger De gjærne saaledes at det er mig saa om at gjøre , det er mig saa magtpaaliggende ....
Kjære Frøken , nei jeg indbilder mig intet . Beke ? Men jeg vet aldeles ikke om De sier sandt , nei det vet jeg ikke . Jeg tviler paa Dem , jeg mistror Dem og mistænker Dem
344
Mysterier
i
for snart sagt hvad det skal være . Det er godt mulig at jeg er uretfærdig mot Dem nu , og for en Gangs Skyld maa vel ogsaa jeg ha Lov til at gjøre Dem ondt . Jeg er saa træt av alle Deres Hentydninger og Planer ....
Han sa intet , han dreiet sagte sit Glas rundt paa Bordet . Men da hun igjen sa at hun ikke trodde ham svarte han bare :
Nei det fortjener jeg .
Ja , fortsatte hun , og jeg tror Dem ogsaa overmaate lite . Jeg har endog hat Mistanke tU Deres Aksler , at Deres store Aksler kunde være Bomuld . Jeg tilstaar aapent at jeg for litt siden var inde i det Værelse dér og undersøkte paa Deres Frak om De ikke brakte utstoppede Aksler . Og skjønt jeg fik Uret og det ikke var noget galt med Akslerne er jeg aUikevel mistænksom , det kan jeg ikke hjælpe . De kunde for Eksempel sikkert bruke et hvilketsomhelst Middel tU at gjøre Dem et Par Tommer høiere end De er , eftersom De ikke er videre høi . Jeg tror sikkert De kunde gjøre det hvis det fandtes et slikt Middel . Du gode Gud , maa man ikke ogsaa faa mistilUt til Dem ! Hvem er De i Granden ? Og hvorfor er De kommet hit til Byen ? De gaar jo ikke engang under Deres eget Navn , De heter jo egentlig Simonsen , ret og siet Simonsen ! Det har jeg hørt fra HoteUet . De skal ha hat Besøk av en Dame som kjendte Dem og som ropte Simonsen tU Dem før De kunde forhindre det . Gud , hvor det er latterUg og daarlig det ogsaa ! Man fortæUer i Byen at De ogsaa har Deres Løier med at gi Smaagutter Cigarer at røke og at De begaar den ene Skandale efter den andre paa Gaten . De skal saaledes ha spurt en Tjenestepike som De traf paa Torvet en Dag , ja spurt hende i flere Menneskers Paahør om noget . Men trods alt dette finder De det ganske i sin Orden at gjøre mig Erklæringer og stiUe Dem frem for mig Gang efter Gang og Det er dette som piner mig saa usigelig at De tør vaage det . . Hun holdt inde . Flere Trækninger om Munden forraadte hendes Bevægelse , hvert Ord hun talte var hæftig og inderlig , hun mente hvad hun sa og la ikke Fingrene imeUem . Det blev en liten Pause , saa svarte han :
Ja De har Ret , jeg har voldt Dem megen Plage .... Det er klart at nåar man Dag efter Dag en Maaned igjennem passer en op , mærker sig aUe hans Ord og alt hvad han foretar sig saa finder man noget galt at hake sig fast i . Litt Uret kan man ogsaa begaa
Mysterier
345
mot en , men det gjør ikke meget , det tilstaar jeg . Byen her er ikke stor , jeg falder noget i Øinene , man snubler i mig , aUe gaar med et Øie paa hver Finger nåar jeg er i Sigte ; det kan ikke undgaas . Og jeg er jo ikke som jeg burde være . Ja Herregud ! sa hun kort og skarpt , det er jo naturUgvis fordi Byen er saa Uten at De blir saa paaagtet , det sier sig seiv . I en større By vilde De jo ikke være den eneste Mand som tiltrak sig Folks Opmærksomhet .
Dette kolde og overmaate riktige Svar vakte først hans likeframme Beundring . Han sat i Begrep med at paaskjønne det med en eller anden Artighet , men betænkte sig . Hun var altfor ophidset , hadde altfor meget imot ham , og desuten underkjendte hun kanske hans Betydning vel meget . Dette saaret ham en liten Smule . Hvad var han altsaa i hendes Øine ? En ganske almindelig frammed Mand i en liten By , en Mand som blev lagt Mærke til bare fordi han var en Frammed i den liUe By og brakte en gul Dragt . Han sa litt bittert :
Men sier man ikke ogsaa at jeg engang har gaat hen og skrevet et utugtig Vers paa en Gravsten , paa Mina Meeks Gravsten ? Var det ingen som saa det ? Det er dog sandt , ja det er det . Det er ogsaa sandt at jeg paa Apoteket i denne By , i denne selvsamme By , har været inde og forlangt Mediciner for en væmmelig Sykdom som jeg har nedskrevet paa et Papir , men at jeg ikke kunde faa disse Mediciner fordi jeg ingen Recept hadde . Og med det samme jeg husker det : har ikke Minutten fortalt Dem at jeg engang vUde bestikke ham med to Hundrede Kroner for at være Barnefar for mig ? Dette er ogsaa den skjære Sandhet , Minutten kan seiv bevidne det . Ak jeg kunde sikkert føie mange Træk til endnu Nei det behøves ikke , det er nok før , svarte hun trodsig . Og idet hendes Øine blev kolde og haarde mindte hun ham om de falske Telegrammer , den Rikdom som han hadde tUtelegrafert sig seiv , om Violinkassen som han trak om med skjønt han ingen Violin hadde og heUer ikke kunde spille , om den ene Ting efter den andre , aUe hans Bedragerier , endog om Redningsmedaljen som han efter egen TUstaaelse heUer ikke hadde vundet paa den ærUgste Maate . Hun husket alt og skaante ham ikke ; hver Smaating fik i dette Øieblik Betydning for hende og hun lot ham vite at aUe de daarlige Streker som hun før hadde trodd at han bare løi
Mysterier
346
paa , de trodde hun nu at han virkelig hadde begaat . Jo han var ganske visst en f ræk og tvetydig Natur ! Og saaledes som De er , sa hun , søker De aUikevel at overrumple mig og gjøre mig urolig , faa mig til at gjøre Galskaper med Dem . De skammer Dem ikke , De har intet Hjærte for andre end Dem seiv , De bare erklærer
og erklærer Dem .... I dette Øieblik blev hun avbrutt av Doktor Stenersen som kom kavende ind fra Salen og var meget optat . Han hadde med Basig
saren at gjøre og la sig dyktig i Sælen . Godaften , Hr. Nagel ! ropte han . Tak for sist ! Det var en vild Aften vi hadde dengang Aa hør , Frøken KieUand , De maa
passe paa , vi skal straks steUe istand til Tableauerne . Dermed forsvandt Doktoren igjen . Atter gaves et Musiknummer og det blev Uro i Salen . Dagny lutet sig frem og kikket ind Døren , saa vendte hun sig igjen til
Nagel og sa :
Nu kommer Martha tUbake . Pause .
Kan De ikke høre hvad jeg sier ? Jo , svarte han aandsfraværende . Han saa ikke op , vedblev bare
at dreie det fulde Glas rundt og rundt uten at drikke av det og
bøiet Hodet næsten helt ned til Bordet .
Tys ! sa hun spottende , nu spiUes det igjen . Ikke sandt : nåar man hører den Sort Musik saa maa man helst være i litt Fråstand , i et Sideværelse , med den Elskedes Haand i sin , — var det ikke
De sa engang ? Jeg tror det er den selvsamme Vals av Lanner ,
og nåar nu Martha kommer .... Men nu syntes hun med ett at angre sin Ondskapsfuldhet , hun tidde pludselig , et Glimt skjøt op i hendes Øine og hun flyttet sig nervøst længer ind paa Stolen . Han sat der stadig med lutende Hode , hun saa bare hvorledes hans Bryst aandet kort og uregelsaa
mæssig . Hun reiste sig , hun tok allerede sit Glas og vUde si noget , et Par venligere Ord tUslut som ikke skulde gjøre ham ondt , hun
begyndte ogsaa :
Ja nu maa jeg gaa , sa hun . Han saa hurtig op paa hende , reiste sig han ogsaa og tok sit Glas . De dråk begge i Taushet . Han tvang sig til ikke at ryste paa Haanden , hun kunde se at han kjæmpet med at paata sig en
v
\
Mysterier
347
roUg Mine . Og denne Mand som hun netop hadde trodd tilintetgjort , knust ved hendes Spot , sier pludselig ganske høflig og likegyldig :
Det er sandt , Frøken : vil De være venlig jeg ser Dem vel ikke mere .... vil De være saa venlig engang ved LeUighet nåar De skriver til Deres Forlovede at minde ham om to Skjorter som han har lovet Minutten engang , for to Aar siden . Jeg ber Dem tUgi at jeg blander mig i dette som jo ikke vedkommer mig , J e g gj ør det ogsaa bare for Minuttens Skyld . Jeg haaper De undskylder min Dristighet . Si at det er to Uldskjorter , saa husker han det nok .
Hun blev et ØiebUk aldeles slagen , hun holdt Munden aapen og saa paa ham , fandt ikke Ord at si og glemte endog at sætte Glasset paa Bordet . Dette varte et helt Minut . Men hun fattet sig igjen , tilkastet ham et rasende Blik , fuldt av alt det Oprør hun følte i sig , et Par Øine som gav ham et knusende Svar , og vendte ham Ryggen med ett . Da hun gik slængte hun Glasset fra sig paa et Bord nede ved Døren . Hun forsvandt ind i Salen .
Hun lot siet ikke til at tænke paa at Fuldmægtigen og Adjunkten endnu sat paa samme Sted og ventet paa hende . Nagel såtte sig igjen . Det begyndte paany at rykke i hans Aksler og flere Ganger tok han sig hæftig op til Hodet . Han sat meget sammensunken . Da Martha kom sprang han op , et taknemmelig Blik lyste op i hans Ansikt og han såtte en Stol tilrette for hende . Hvor De er god , hvor De er god ! sa han . Sæt Dem her , jeg skal nok være saa opmærksom , jeg skal fortæUe Dem en hel Verden av Historier hvis De vil . De skal bare se hvor jeg vU gjøre det morsomt hvis De vil sætte Dem . Kjære , kom saa ! Ja De skal faa gaa nåar De vil og jeg maa nok følge Dem ; ikke sandt ? Jeg skal aldrig gjøre Dem nogen Fortræd , aldrig ! Hør , De vU ogsaa drikke et bitte lite Glas nu ? For jeg skal nok fortælle noget fornøielig saa De skal le igjen . Jeg er saa glad fordi De kom tilbake : Gud hvor det er velsignet at høre Dem le , De som altid er saa alvorlig ! Det var ikke meget morsomt inde i Salen ; vel ? Vi sitter heller en Stund her , det er ogsaa saa varmt derinde ; sæt Dem saa !
Og Martha nølet , men såtte sig . Nu taler Nagel ustanselig , fortæUer i ett væk løierlige Smaahistorier og Oplevelser , sludrar avsted om løst og fast , febrilsk ,
348
Mysterier
f
forceret , rædd for at hun skulde gaa hvis han tier . Han skifter Kulør av Anstrængelse , løper surr og tar sig hjælpeløst op til Hodet for at finde Traaden igjen og Martha synes at han er morsom ogsaa da og ler troskyldig . Hun kjeder sig ikke , hendes gamle Hjærte svulmer op og hun bringes endog til seiv at tale med. Hvor hun var mærkelig varm og naiv ! Da han sa at Livet var ganske übegripelig elendig , ikke sandt ? Skaal paa det ! svarte hun , denne Kvinde som Aar efter Aar levet saa fattig av at sælge Æg paa Torvet , at Livet .... nei det var ikke meget slemt , mangen Gang var det godt !
Mangen Gang var Livet godt , sa hun !
Ja det har De ogsaa Ret i ! svarte han ogsaa .... Nei nu maa vi se paa Tableauerne ! Lat os staa her i Døren , saa kan vi sætte os igjen nåar De vil . Kan De se fra Deres Plass ? Ja for eUers vilde jeg ta Dem paa Armen .
Hun lo og rystet advarende paa Hodet .
Saasnart han fik Øie paa Dagny oppe paa Scenen dæmpedes hans Lystighet med ett , hans Blik blev stivt og han saa ingen anden end hende . Han fulgte Retningen av hendes Øine , maalte hende fra Top tU Taa , iagttok hendes Mine , la Mærke til at en Rose paa hendes Bryst gynget op og ned , op og ned . Hun stod længst tilbake i den tykke Klynge Mennesker og var let kjendelig trods den omhyggelige Forklædning . Frøken Andresen sat i Midten og var Dronning . Det hele var en Scene i rødt Lys , en rebusagtig OpstUling av Folk og Rustninger som Doktor Stenersen med megen Møie og opofrelse hadde faat istand .
Det er vakkert ! hvisket Martha .
Ja .... Hvad er vakkert ? sa han .
Dér oppe ; kan De ikke se ? Hvad ser De paa ?
Jo det er vakkert .
Og for ikke at vække hendes Mistanke om at han bare saa paa en Plet , et enkelt Punkt av det hele , gav han sig tU at spørre hende hvem hver især av de Optrædende var , og aUikevel hørte han knapt paa hvad hun svarte . De stod der tU det røde Lys var like paa Nippet tU at slukne og Tæppet rallet ned .
Med nogen Minutters MeUemrom fulgte nu de fem Tableauer efter hverandre ; Klokken blev tolv , Martha og Nagel stod endnu i Døren og saa paa det siste Tableau . Da det endelig var forbi og
Mysterier
349
Musikken igjen begyndte såtte de sig atter ved Bordet og talte sammen . Hun gav i sin Godhet stadig mere efter og talte ikke længer om at gaa .
Et par unge Damer kom omkring med Notisbøker i Hænderne og solgte Numre til Lotterierne , til Dukker , til Gyngesteler , Broderier , et Téstel , Taffelur . Overalt støiet Mennesker , aUesammen slog sig løs og talte høit , det suste i Salen og i Sideværelserne av denne Mængde Røster som paa en Børs . Først Klokken to skulde lukkes .
Frøken Andresen slog sig igjen ned ved Nagels Bord . Aa hun var saa træt , saa træt ! Ja Tusen Tak , hun vUde gjærne ha et Glas , et halvt Glas ! Og maatte hun ikke ogsaa hente Dagny ?
Og hun hentet Dagny . Med hende fulgte ogsaa Minutten .
Nu foregaar følgende :
Et Bord vælter i Nærheten , endel Kopper og Glas falder mot Gulvet og Dagny gir et lite Rop , hun griper ogsaa Martha nervøst i Armen . Bakefter lo hun saa seiv av det og bad om Undskyldning mens hendes Ansigt blev rødt av Bevægelse . Hun var i høieste Grad ophidset og lo med en kort Latter ; hendes Øine skinnet stærkt . Hun hadde tat Overtøiet paa og var færdig til at gaa hjem , hun ventet bare paa Adjunkten som skulde ledsake hende som sædvanlig .
Men Adjunkten som endnu sat sammen med Fuldmægtigen og ikke hadde været oppe fra Stolen i over en Time begyndte at bli temmelig beruset .
Hr. Nagel vil nok følge dig , Dagny , sa Frøken Andresen .
Dagny brast i . Latter . Frøken Andresen saa forbauset paa hende .
Nei , svarte Dagny , Hr. Nagel tør jeg ikke mere gaa sammen med ! Han er saa fuld av Indfald . Han har — meUem os sagt — endog bedt mig om et Stævnemøte engang . Virkelig sandt ! Under et Træ , sa han , et stort Aspetræ , der og der staar det ! Nei Hr. Nagel er mig for überegnelig ! For nylig krævet han mig høit og dyrt efter et Par Skjorter som min Kjæreste skal ha lovet Grøgaard engang . Og Grøgaard seiv vet siet ikke noget om det hele ! Ikke sandt , Grøgaard ? Hahaha , det er høist besynderlig !
Dermed reiste hun sig endnu stadig leende , og gik bort til Adjunkten som hun talte et Par Ord til . Hun drev aapenbart paa for at faa ham med.
350
Mysterier
Minutten var blit meget urolig . Han søkte at si noget , at forklare sig , men kom i Vildrede og opgav det . Han saa fra den ene tU den andre med ængstelige Blikke . Seiv Martha blev forbauset og rædd , Nagel talte til hende , hvisket nogen beroligende Ord og gav sig derpaa tU at fylde Glassene . Frøken Andresen fandt straks paa at tale om Basaren : for en Mængde Mennesker trods Regn veiret ! Aa de skulde nok tjene mange Penger , Utgif terne var ikke saa farlig store ....
Hvad var det for en vakker Dame som spilte Harpe ? spurte Nagel ; hende med den Byronmund og Sølvpilen i Haaret ?
Det var en fremmed Dame , hun var bare paa Besøk i Byen . Var hun saa vakker ?
Ja han syntes hun var vakker . Og han gjorde flere Spørsmaal om den Dame skjønt aUe kunde se at hans Tanker var andre Steder . Hvad pønset han paa ? Hvorfor hadde han med ett faat denne bitre Rynke i Panden ? Han dreiet sagte sit Glas .
Nu kom Dagny tilbake og stanset atter . Mens hun saa staar bak Frøken Andresens Stol og knapper sine Hansker taler hun igjen , hun sier med sin klare , deilige Røst :
Men hvad mente De egentlig med at be mig om det Stævnemøte , Hr. Nagel ? Hvad var Deres Mening ? Si mig nu det .
Nei men Dagny ! hvisker Frøken Andresen og reiser sig . Minutten reiser sig ogsaa . AUe er meget pinlig berørte . Nagel saa op , hans Ansigt forraadte ikke megen Bevægelse , men aUe la Mærke til at han slåp sit glas og vridde sine Hænder et Par Ganger og at han aandet hurtig . Hvad vilde han gjøre ? Hvad betydde det at han smilte litt og straks igjen blev alvorlig ? Til alles Forundring svarte han med rolig Røst :
Hvorfor jeg bad Dem om det Stævnemøte ? Frøken KieUand , vU De ikke heUer at jeg skal spare Dem for at forklare det ? Jeg har bragt Dem saa mange Übehageligheter før . Jeg angrer paa det , og ved Gud jeg vilde gjøre hvad det skulde være for at ha det ugjort . Men hvorfor jeg dengang bad Dem om et Møte , det forstaar De nok , jeg har ikke lagt Skjul paa det skjønt jeg burde ha mere ....
gjort det . De maa vise mig Naade . Jeg kan ikke si noget mere
Han holdt inde . Hun sa heUer ikke noget mere , hun hadde visst ventet et andet Svar av ham . Adjunkten kom endelig i rette
351
Mysterier
Tid til at avbryte det pinlige Optrin ; han var stærkt ophetet og gik ikke engang ganske sikkert paa sine Ben .
Dagny tok hans Arm og gik ut av Døren .
Fra nu av blev de Gjenværende av det UUe Selskap ganske anderledes livlige , aUe aandet Martha lo av Glæde over ingenting og klappet i Hænderne . Stundom nåar hun var paa Vei til at le altfor ofte blev hun rød og stanset op idet hun saa rundt paa de andre om de skulde ha lagt Mærke til det . Denne nydelige Forvirring som gjentok sig Gang paa Gang såtte Nagel i Henrykkelse og fik ham til at begaa mange Narrestreker bare for at holde hende i Aande . Han fandt saaledes paa at spiUe Gubben Noah paa en Kork som han såtte meUem Tænderne .
Fra Stenersen hadde sluttet sig til . Hun paastod at hun ikke vilde røre sig fra Stedet før alt var forbi ; det var endnu et Nummer tilbake , Optræden av to Turnere som hun absolut vUde se . Nei hun pleiet altid at holde ut tU det siste , Natten var saa lang , hun blev altid trist nåar hun kom hjem til sig seiv og blev alene . Skulde de ikke aUesammen gaa ind og se de to Turnere ?
Og allesammen gik ind i Salen .
Mens de sitter der kommer en høi , skjægget Mand nedefter Midtgangen . Han bærer en Violinkasse i Haanden . Det er Organisten , han hadde leveret sine Numre og var færdig til at gaa hjem . Han stanser , hilser og begynder straks at tale med Nagel om Violinen . Minutten hadde ganske rigtig været hos ham og villet kjøpe den ; men se , det var en Umulighet , det var et Arvestykke , han betragtet den akkurat som et lite Menneske , saa kjær var den ham . Ja han hadde ogsaa sit Navn paa den , man kunde seiv se det var ingen almindelig Violin . Og han aapner forsigtig Kassen .
Der ligger det lækre , mørkebrune Instrument , omhyggelig nedpakket i lyserød Silke , omgit av Sykevat over Strængene .
Ikke sandt , den saa godt ut ? Og de tre Bokstaver i bitte smaa Caprubiner her øverst oppe paa Gripbrættet , de betydde Gustav Adolf Christensen . Nei at sælge en saadan Ting det var Synd ; hvad skulde man saa ha at glæde sig ved nåar Dagene blev lange ? En anden Sak var det hvis det bare var Tale om at prøve den et Øieblik , gjøre et Strøk eUer to ....
Nei Nagel vUde ikke prøve den .
Men Organisten hadde nu aUikevel tat Instrumentet helt ut av
352
Mysterier
\
Kassen , og mens de to Turnere gjorde sine siste Spring og Publikum klappet rundt om i Salen vedblev han at tale om den mærkelige Violin som hadde gaat i Arv i tre Ledd . Den var let som en Fjær , kjend seiv , De maa gjærne holde den ....
Og Nagel syntes ogsaa at den var let som en Fjær . Men da han nu engang hadde faat Violinen i Hænderne gir han sig til at vende den rundt og fingre ved Strængene . Han tok en halv Kjendermine paa og sa : Det er en Mittelwaldér , ser jeg . Men dette at det var en Mittelwaldér Var ikke vanskelig at se eftersom det stod paa en trykt Plakat paa Violinens Bund ; hvortU da denne Kjendermine ? Da Turnerne var borte og ingen klapper mere reiser han sig ogsaa op ; han sier ikke noget , ikke et Ord , men rækker derpaa Haanden ut efter Buen . I næste Øieblik , mens alle var ifærd med at reise sig fra sine Plasser og forlate Salen , mens alt var Larm og høirøstet Passiar , begynder han pludselig at spille og faar det litt efter litt stille overalt . Dette liUe bredskuldrete Mandfolk som dukket op i en skrikende gul Paaklædning midt nede i Salen slog alle med Forbauselse . Og hvad spilte han ? En Vise , en Barcarole , en Dans , en ungarsk Dans av Brahms , et lidenskapelig Potpourri , et SpU med en raa og svulmende Tone som trængte alle Steder hen . Han la Hodet helt paa Siden , alt saa næsten mystisk ut , hans pludselige Fremtræden utenfor Programmet og midt nede i Salen hvor det var temmeUg mørkt , hans avstikkende Ydre , denne vilde Fingerfærdighet som forvirret alle Mennesker og bragte dem Førestillingen om en TroUmand . Han holdt ved i flere Minutter og stadig sat Publikum urørlig paa sin Plass ; han slog over i en tung , uhyre Patos , et FortespU av fanfareagtig Kraft , han stod ganske stille , bare hans Arm gik , og han holdt Hodet stadig paa Siden . Da han var dukket saa uformodet op og hadde overrumplet endog Basarens Bestyrelse tok han virkelig ogsaa disse jævne Bysbørn og Bønder med Storm ; de kunde ikke fatte det , i deres Øine blev dette Spil saa meget bedre end det var , bedre end alt , saa utmærket tok det sig ut , skjønt han spUte med skjødesløs Hæftighet . Men efter fire fem Minutters Forløp gjorde han pludselig nogen grueUge Strøk , et desperat Hyl , en Jammerlyd saa umulig , saa oprørende at ingen visste længer hvor det bar hen ; tre fire Strøk gjorde han av denne Sort og holdt med en Gang op. Han tok Violinen ned fra Haken og stanset .
353
Mysterier
Det gik et helt Minut før Folk summet sig ; endelig begyndte de at klappe vUdt og vedholdende , man ropte ogsaa Bravo og steg op paa Sæterne og ropte Bravo . Organisten mottok sin Violin med et dypt Bukk , følte paa den og la den varlig ned ; derpaa tok han Nagels Haand og takket ham flere Ganger . Alt var Støi og Sus , Doktor Stenersen kom hæseblæsende tUstede , grep Nagel i Armen og utbrøt :
Men Guds Død , Mand , De spiller jo allikevel .... aUikevel !
Frøken Andresen som sat ham nærmest saa endnu med den største Forundring paa ham og sa :
De fortalte jo at De ikke kunde spiUe ?
Det kan jeg heller ikke , svarte han , ikke meget , ikke at tale om , og jeg tilstaar det likefrem . Hvis De visste hvor det var forlorent , hvor det var lite ægte ! Men ikke sandt , det saa uhyre ægte ut av mig ? Hehehe , jo man skal forbause Verden , man skal ikke genere sig ! .... Skal vi ikke gaa ind tU vore Glas igjen ? VU De be Frøken Gude om at følge med !
Og de gik ind i Sideværelset . AUe Folk var endnu optat av dette hemmelighetsfulde Menneske som hadde forbauset dem saa ; seiv Fuldmægtig Reinert stanset virkelig et Øieblik og sa til ham i Forbigaaende :
Jeg takker Dem , De var saa venlig at indby mig til et Ungkarslag hos Dem en Kvæld . Jeg kunde ikke komme , jeg var optat ; men jeg takker Dem saa meget , det var svært elskværdig .
Men hvorfor gjorde De da de grusomme Strøk tUslut ? sa Frøken Andresen .
Ja det vet jeg ikke , svarte Nagel ; men slik blev det nu . Jeg vilde træde en Djævel paa Halen .
Doktor Stenersen kom igjen bort til ham og sa atter en Kompliment , og atter svarte Nagel at hans SpU var Komedie og Humbug , fuldt av simpel Effekt ; man skulde bare vite hvor Ute godt det var ! De dobbelte Fingersætninger var falske , jo de aUerfleste var en Smule falske , han hørte det seiv , men kunde ikke gjøre det bedre , han hadde været ute av Øvelse saa længe .
Det kom flere og flere om Bordet , de sat tU siste Minut , Folk strømmet ut , man begyndte aUerede at slukke Lysene i Salen før de reiste sig . Klokken var halv tre .
Nagel lænet sig over mot Martha , og hvisket :
23 — Hamsun I .
r
354
Mysterier
Beke sandt , jeg maa nok følge Dem hjem ? Jeg vil si Dem noget .
Han betalte skyndsomt sin Regning , sa Godnat til Frøken Andresen og fulgte Martha ut . Hun hadde intet Overtøi , bare en Paraply som hun søkte at skjule fordi den var saa hullet . Da de gik ut av Døren la Nagel Mærke til at Minutten saa efter dem med et langt , smærtelig Blik . Hans Ansigt var usædvanlig skjevt .
De gik like hjem tU Marthas Hus . Nagel speidet omkring sig , han kunde ingen Mennesker se . Han sa :
Hvis De torde slippe mig ind en liten Stund skulde jeg være saa taknemmelig .
Hun nølet .
Det er saa sent , svarte hun .
De vet at jeg har lovet Dem aldrig at fortrædige Dem paa nogen Maate . Jeg maa tale med Dem .
Hun hikket op.
Da de kom ind tændte hun Lys , mens han igjen hængte noget foran Vinduet . Han tidde tU hun var færdig , saa sa han :
Har De saa moret Dem litt iaften ?
Ja Tak ! svarte hun .
Naa , det var heUer ikke det jeg vUde tale med Dem om . Kom nu og sit litt nærmere . De maa siet ikke være rædd for mig , vU De love mig det ? Godt , giv mig Haanden paa det ?
Hun rakte ham sin Haand og han beholdt den .
Og De tror heUer ikke at jeg lyver , at jeg vil lyve for Dem , vel ? Jeg har i Sinde at si Dem noget ; De tror altsaa ikke at jeg skal lyve for Dem ?
Nei .
Nei for jeg skal nok forklare Dem det altsammen efterhaanden . . Men hvormeget tror De mig ? jeg mener : hvorlangt kan De
strække Dem i at tro mig ? Sludder ! Hvor jeg vrøvler ! Men Saken er , det er Utt vanskelig . De tror mig om jeg for Eksempel sier at jeg er saa .... virkelig saa glad i Dem ? Ja for det maa De seiv ha inærket . Men om jeg nu gik videre , jeg mener .... Forstaar De , jeg vU simpelthen be Dem om at bli min Hustra . Ja min Hustra , nu har jeg sagt det . Beke bare min Kjæreste , men min Hustru
Gud bevare mig , hvor De tar paa Vei ! Nei , nei , lat mig beholde Deres Haand ; jeg skal jo forklare mig langt bedre , De skal forståa
Mysterier
355
det saa tydelig . Tænk Dem nu Muligheten av at De hører rigtig : at jeg likefrem og uten mange Omsvøp frir til Dem og at jeg ogsaa virkelig mener hvert Ord , tænk Dem nu denne Mulighet først og lat mig saa faa Lov til at fortsætte . Godt ! Hvor gammel er De ? Naa , det mente jeg ikke at spørre om ; men jeg er seiv ni og tyve Aar , jeg er ute over den flagrande Letsindighet , De er kanske fire fem seks Aar ældre , det har ingenting at ....
Jeg er tolv Aar ældre , sier hun .
Tolv Aar ældre ! utbryter han henrykt over at hun følger med , at hun dog ikke taper Hodet helt . Altsaa tolv Aar ældre , det er utmærket , det er likefrem herlig ! Ja og tror De at tolv Aar er nogen Hindring ? Jeg mener De er gal , Menneske ! Men hvoram alting er : om De saa var tre Ganger tolv Aar ældre , nåar jeg nu er bUt glad i Dem og jeg mener oprigtig hvert Ord jeg sier i denne Stund , hvad saa ? Jeg har tænkt paa dette længe , ja egentlig ikke længe , men dog i flere Dager , jeg lyver siet ikke , tro mig nu for Himlens Skyld nåar jeg ber Dem saa indstændig . Jeg har tænkt paa det i ganske mange Dager og har ikke sovet om Nætterne av den Grand . De har saa underlige Øine , de har draget mig fra første Gang jeg saa Dem . For jeg kan drages til Verdens Ende av et Par Øine ; ak engang har en gammel Mand trakket mig rundt i en Skog en halv Nat igjennem bare med sine Øine . Manden var besat Naa , det er en anden Historie ! Men Deres Øine har virket paa mig . Kan De huske engang De stod hermde midt paa Gulvet og saa paa mig da jeg gik forbi utenfor ? De vendte ikke Hodet efter mig , De bare fulgte mig med Øinene , jeg glemmer det aldrig . Men da jeg ogsaa traf Dem engang og fik talt med Dem blev jeg rørt av Deres SmU . Jeg vet ikke at jeg nogensinde har set nogen le saa hjærtelig varmt som De ; men det vet De ikke seiv , og det er netop saa vicbonderlig skjønt at De ikke vet det seiv Nu vrøvler jeg noget ganske forskrækkelig . Jeg hører det nok ; men jeg har Følelsen av at jeg maa tale ustanselig , ellers tror De mig ikke , og dette faar mig til at forvirre mig . Men hvis De bare ikke sat saaledes paa Sprang , jeg mener : saa færdig tU at reise Dem og gaa , saa skulde jeg straks faa det bedre tU . Jeg ber Dem , lat mig faa holde Deres Haand igjen saa skal jeg nok tale klarere . Saa , Tak ! De forstaar , jeg vU virkelig intet andet opnaa av Dem end det jeg har sagt ; jeg sitter ikke her med Baktanker . Og hvad
356
Mysterier
er det saa som forbløff er Dem saa ved mine Ord ? De kan ikke fatte at jeg har faat denne gale Tanke , De kan ikke begripe at jeg — at jeg — vU , nei , og De synes ikke det kan være mulig ; ikke sandt , det er dét De sitter og tænker paa ?
Jo .... Nei Herregud , lat nu være ! Men hør nu : jeg fortjener ikke at De endnu mistænker mig for
at fare med Falskneri
Nei , sier Martha med ett angrende , jeg mistænker Dem ikke for noget ; men det er jo umulig allikevel .
Hvorfor er det saa umulig ? Er De bundet til nogen anden ?
Nei nei .
Siet ikke ? Ja for hvis De er bundet til nogen anden — lat os si , bare for at nævne et Navn , for Eksempel til Minutten ....
Nei ! roper hun høit . Hun gav ham formelig et Tryk med Haanden . Beke ? Neinei saa er det jo ikke noget iveien forsaavidt . Og lat
mig saa tale videre : De maa ikke tro at jeg staar saa høit over Dem at det av den Grund skulde være umulig . Jeg skal ikke skjule noget for Dem , jeg er i mange Henseender ikke som jeg burde være ; ja De hørte jo seiv iaften hvad Frøken KieUand sa . De har kanske ogsaa hørt av andre Folk i Byen hvor daarlig jeg er baade paa den ene og den andre Maaten . Litt Uret kan man gjøre mig stundom ; men i Hovedsaken har man Ret , at jeg er en Mand med store FeU . Altsaa staar De med Deres rene Gemyt og Deres fine , barnlige Tanke uendelig høit over mig , istedetfor omvendt . Men jeg skulde love Dem altid at være god møt Dem , De kan tro mig , det skulde ikke falde mig vanskelig , jeg skulde finde min største Glæde i at gjøre Dem glad Det er desuten en anden Ting : De er kanske litt angst for hvad Byen vilde komme tU at si ? Nu , for det første er det noget Byen fik finde sig i at De blev min Hustra , gjærne i denne Byens egen Kirke om De vUde . Men for det andet har Byen jo allerede faat nok at tale om ; det er næppe gaat ganske übemærket hen at jeg har truffet Dem et Par Ganger før og at jeg iaften fik Lov til at være sammen med Dem paa Basaren . Forsaavidt blir det altsaa ikke stort værre end det aUerede er . Og Herregud , hvad har det at si ? Det skulde bU Dem saa deUig likegyldig hvad Verden tænkte De graater ? Kjære , gjør det Dem ondt at jeg nu har utsat Dem for Folkesnak iaften ?
Nei , det er ikke dét .
357
Mysterier
Hvad er det saa ?
Hun svarer ikke .
Det falder ham noget ind , han spør
Synes De at jeg er slem mot Dem ? Si mig : De dråk vel ikke videre av Champagnen ? De dråk visst ikke to Glas engang ? Kanske De har faat det Indtryk at jeg vU passe paa nu og benytte mig av at De har drakket en Mundfuld Vin for at faa Dem til at gi hurtigere efter ? Er det dét De graater for ?
Nei , nei aldeles ikke .
Hvad graater De da for ?
Jeg vet ikke . Men De tror ialfald ikke at jeg sitter her med noget Slags Forræderi . Jeg er ved Gud i Himlen helt igjennem ærUg , tro mig nu !
Ja jeg tror Dem ogsaa ; men jeg forstaar det ikke , jeg blir saa forandret . De kan ikke viUe .... ville det .
Jo han vilde det ! Og han utvikler det nærmere alt imens han sitter og holder hendes lUle svake Haand i sin og Regnet slaar mot Ruterne . Han taler meget sagte , indretter sig efter hendes Forestillinger og sludrar iblandt det simpleste Barneprat . Aa de skulde nok faa det tU at gaa ! De skulde reise bort , langt bort , Gud vet hvorhen ; men de skulde stikke sig væk saa ingen visste hvor de var blit av . Beke sandt , det skulde de ? Saa skulde de kjøpe en liten Stue og en Jordflæk inde i en Skog , en deilig Skog et eUer andet Sted ; dette skulde saa være deres egen Eiendom , og de vUde kalde det Eden , og han skulde dyrke den , aa hvor han vilde dyrke den ! Men saa kunde det hænde at han blev litt trist stundom ; kjære , det kunde hænde ; det kunde falde ham noget ind , en Erindring , en eUer anden bitter Oplevelse , som han kanske kom til at huske ; hvor let kunde ikke det ske ! Men da vilde hun vel være litt taalmodig mot ham ; ikke ? Ja for han skulde ikke la hende mærke det synderlig , aldrig , det skulde han love . Han vilde bare faa sitte i Fred og tumle med det alene , eller han vilde gaa bort , længer ind i Skogen og komme tUbake om en Stund . Aa , men det skulde aldrig bli ytret et haardt Ord inde i deres Stue ! Og de skulde pynte den med de skjønneste vilde Vækster og Mos og Stener som de kunde finde ; Gulvet vilde de strø med Ener , han skulde nok hente den hjem . Og om Julen vUde de altid huske at sætte et Nek ut tU Smaafuglene . Men tænk bare hvor de skulde
358
Mysterier
/
faa Tiden til at gaa og hvor de skulde være lykkelige ogsaa ! De maatte altid være sammen , de skulde løpe ut og ind og ikke skilles ad ; om Sommeren vilde de gjøre lange Turer og iagtta hvorledes Trær og Græs skalv og vokste fra Aar tU Aar . Herregud , hvor de ogsaa vilde gjøre det godt for Fremmede og Veifarende som kanske kunde komme forbi . De maatte ha nogen Kreaturer , et Par store , blanke Dyr , som de skulde lære op tU at spise av deres Hænder , og mens han spadet og hakket og dyrket Jorden skulde hun passe Dyrene ....
Ja , svarte Martha . Hun sa uvilkaarlig Ja og han hørte det . Han fortsatte :
Videre maatte de ta sig en Dag eUer to i Uken fri , saa skulde de gaa paa Jagt og Fiskeri sammen , begge to , Haand i Haand , hun i kort Kjole og et Bælte om Livet , han i Bluse og Spændesko . Hvor vilde de ikke synge og tale høit og rope saa det gjaldet gjennem hele Skogen ! Men ikke sandt : Haand i Haand ?
Jo , sa hun igjen .
Litt efter litt reves hun med ; han fremstiUet det hele saa klart for hende , alting tænkte han over og hadde hver Smaating i Hodet . Endog dét nævnte han at det gjaldt at finde et Sted hvor det var let til Vand . Ja , men det skulde nok han sørge for , alt vilde han sørge for ; hun maatte bare ha TiUit til ham . Aa han hadde Kræfter tU at rydde dette Hjem midt i tykke Skogen , han hadde et Par Næver , ja hun saa seiv ! Og smilende maalte han hendes spinkle Barnehaand paa sin egen .
Hun fandt sig i at han gjorde med hende hvad han vUde ; endog da han klappet hendes Kind sat hun stille og saa paa ham . Saa spurte han hende likefrem , med sin Mund nær mot hendes Øre , om hun saa torde og om hun vilde . Og hun svarte ogsaa Ja , et tankefuldt , drømmende Svar som hun bare hvisket frem . Men litt efter begyndte hun at vakle : Nei nåar hun tænkte over det saa kunde det aUikevel ikke være mulig . Hvorledes kunde han viUe det ! Hvad var hun !
Og atter overbeviste han hende om at han vilde det , ja vilde det med al den VUje han eiet . Hun skulde ikke komme til at lide Nød seiv om det gik galt for dem en Tid ; han vilde stræve for dem begge , hun skulde ingen Frygt ha . Han talte en hel Time igjennem og rokket Stykke for Stykke hendes Motstand . To ganger
" ■
359
Mysterier
\
gjentok det sig i denne Time at hun vægret sig , holdt Hænderne for Ansigtet og begyndte at rope Nei Nei , og aUikevel gav hun efter for ham , studerte hans Ansigt og skjønte at det ikke var en blot og bar øieblikkelig Seier han vilde vinde . I Guds Navn da , nåar han vilde det saa ! Hun var overvundet , det nyttet hende ikke længer at stride imot . TUsist gav hun ham et rent Ja .
Lyset begyndte at brænde ned i Tomflasken ; de sat fremdeles hver paa sin Stol og holdt hverandres Hænder og talte sammen . Hun var ganske opløst av Bevægelse , hun fik hyppig Taarer i Øinene , men smilte aUikevel .
Han sa :
For at komme tilbake til Minutten , jeg er viss paa at han var skinsyk oppe paa Basaren .
Ja , svarte hun , det var han kanske . Men det faar ikke hjælpe . Nei ikke sandt , det faar jo ikke hjælpe ! Hør , jeg vUde saa gjærne glæde dig med noget iaften , hvad skulde det være ? Aa jeg vilde faa dig tU at holde dig for Brystet av Henrykkelse over noget ! Si mig noget , forlang et eUer andet ! Ak du er for god , du lUle Ven , du ber aldrig om nogen Ting ! Jaja , Martha , husk paa hvad jeg sier nu : jeg skal beskytte dig , jeg skal prøve at gjætte dine Ønsker og være omhyggelig for dig til min siste Stund . Og kjære husk det , vil du ? Du skal aldrig komme til at si at jeg har glemt mit Løfte .
Klokken var fire .
De reiste sig ; hun gjorde et Skridt bortimot ham og han tok hende ind til sit Bryst . Hun la Armene om hans Hals og de blev staaende saaledes en liten Stund ; hendes rædde , rene Nonnehjærte klappet voldsomt mot hans Haand , han følte det og strøk hende beroligende over Haaret . De var enige .
Hun begyndte seiv at tale : Jeg vU ligge vaaken i hele Nat og tænke . Kanske træffer jeg dig
imorgen ? Hvis du vil ? Ja imorgen . Jo jeg vil ! Naar imorgen ? Kan jeg komme Klok-
Ken otte ?
Ja Vil du at jeg skal være i denne samme Kjole ?
Dette rørende Spørsmaal , hendes bævende Mund , de to aapne Øinene som saa op paa ham , grep ham , gik ham like til Hjærtet . Han svarte :
360
Mysterier
Kjære , søte Barn , som du vil ! Hvor du er g0d ! .... Nei du maa ikke ligge vaaken mat , du maa ikke ! Tænk paa mig og si Godnat og sov . Du er vel ikke rædd her alene ?
Nei .... Nu blir du vaat nåar du gaar hjem .
Ogsaa det tænkte hun paa at han vilde bli vaat !
Vær glad og sov godt ! sa han .
Men da han aUerede var kommet ut i Gangen husket han noget , han vendte sig om mot hende og sa :
Endnu ett som jeg glemte ; jeg er ingen rik Mand . Har du kanske trodd at jeg var rik ?
Det vet jeg ikke , svarte hun og rystet paa Hodet .
Nei jeg er ikke rik . Men vi skal kjøpe os et Hjem og hvad mere vi behøver , saa rik er jeg da . Og siden , eftersom Tiden gaar , skal jeg sørge for alt , jeg skal bære hver Byrde , det har jeg faat mine Hænder til Du er ikke skuffet fordi jeg ikke er rik , vel ? Hun sa Nei og fik fat i hans Hænder som hun trykket endnu en Gang . TUsist bad han hende om at stænge Døren godt efter ham og traadte ut paa Gaten .
Det øsregnet og var meget mørkt .
Han gik ikke hjem tU HoteUet , men tok Veien ut til Præstegaardsskogen . Han vedblev at gaa i et Kvarter ; da Mørket var saa tæt kunde han vanskelig skjelne noget . Endelig sagtnet han sine Skridt , gik aweien og fandt sig frem tU et stort Træ . Det var et Aspetræ . Her stanset han .
Vinden suser over Skogen , Regnet vedblir at strømme ned , eUers er alting omkring ham dødt og stiUe . Han hvisker for sig seiv et Par Ord , et Navn , sier Dagny , Dagny , tier og sier det igjen . Han staar ret op og ned ved Træet og sier dette . Om litt taler han høiere , han taler og sier Dagny med lydelig Røst . Hun har fornærmet ham iaften , utøst al sin Foragt over hans Hode , han føler endnu i sit Bryst hvert Ord hun hadde slynget ut , og aUikevel staar han her og taler om hende . Han knæler ned ved Træet , han tar sin Lommekniv og skjærer i Mørke hendes navn ind i Stammen . Dette arbeider han med i flere Minutter , han føler sig frem , skjærer og føler igjen indtil han er færdig .... Han hadde tat sin Lue av hele Tiden mens han gjorde det . Da h / m igjen var kommet ut paa Veien stanset han , betænkte sig et Øieblik og vendte atter om . Han famlet sig paany bort til
Mysterier
361
Træet , føler med Fingrene over Stammen og finder Bokstaverne igjen . Han knæler for anden Gang , luter sig frem og kysser dette Navn , disse Bokstaver , som om han aldrig skulde se dem mere , reiser sig endelig og gaar hurtig bort .
Klokken var fem da han kom til Hotellet .
XVII
Samme Regn , samme mørke , tunge Veir den næste Dag . Det syntes som om alt det Vand som ustanselig skyllet ned gjennem Takrænderne og drev mot Ruterne aldrig vUde høre op. Time efter Time gik , hele Formiddagen gik , og Himlen blev ikke klarere . I Hotellets lille Have som laa bak Huset var alt bøiet og knækket , aUe Blader laa trykte ned i Jorden , overgruset av Muld og Væte . Nagel holdt sig inde hele Dagen , han læste , drivende frem og tilbake paa Gulvet som han pleiet , og saa stadig væk paa Klokken . Det var en endeløs Dag ! Med den største Utaahnodighet ventet han paa at det skulde bli Aften .
Da Klokken var otte begav han sig straks ned tU Martha . Han anet seiv intet ondt ; men hun mottok ham med et lidende og meget forgraatt Ansigt . Han talte tU hende og hun svarte kort og undvikende og hun saa heUer ikke paa ham . Hun bad ham flere Ganger om at tilgi hende og ikke være misfornøiet .
Da han tok hendes Haand begyndte hun at sitre og vUde trække sig tilbake ; men tUsist slog hun sig allikevel ned paa en Stol ved Siden av ham . Der blev hun sittende til han om en Times Tid gik igjen . Hvad var hændt ? Han trængte ind paa hende med Spørsmaal , bad om Forklaring , og hun kunde ikke gjøre megen Rede for sig :
Nei hun var ikke syk . Hun hadde bare tænkt over det
Ja var det dét hun mente , at hun angret sit Løfte , at hun kanske ikke kunde holde av ham ?
Ja det var det .... Men tilgiv og vær ikke misfornøiet ! Hun hadde tænkt over det mat , i hele , hele Nat , og hadde fundet det mere og mere umulig . Ja hun hadde ogsaa spurt sit Hjærte tilraads og hun frygtet for at hun ikke kunde holde av ham som hun burde .
Naa , saaledes ! Pause Men trodde hun ikke at hun kanske
362
Mysterier
kunde komme til at bli glad i ham senere ? Han hadde glædet sig tU at faa Lov til at begynde et nyt Liv i Verden . Aa han skulde være saa snil mot hende !
Dette rørte hende , hun presset Haanden mot Brystet , men saa stadig ned og sa intet .
Ja trodde hun saa ikke at han skulde faa hende til at holde av sig senerehen nåar de altid levet sammen ?
Hun hvisket Nei . Et Par Taarer dryppet ned fra hendes lange Øienhaar .
Pause . Hans Krop rystet , de blåa Aarer i hans Tindinger svulmet stærkt .
Jaja , kjære , saa var det intet at gjøre ved det da ! Saa maatte hun ikke graate mere for den Skyld . Det fik ikke hjælpe det hele . Hun maatte tUgi at han hadde trængt ind paa hende med sine Bønner . Han hadde dog ment det til det bedste
Hun grep hurtig hans Haand og holdt den fast . Han forundret sig litt over denne pludselige Hæftighet og spurte : Var det da noget især ved ham som støtte hende ? Han vilde rette paa det , gjøre det godt igjen hvis det stod i hans Magt . Holdt hun kanske ikke av at han ....
Hun avbrøt ham med ett :
Nei det var ikke noget , ikke noget ! Men det er saa utænkelig altsammen og jeg vet ikke engang hvem De er , for Eksempel . Ja jeg vet nok at De vil mig vel ; misforstaa mig ikke ....
Hvem jeg er , for Eksempel , sa han og saa paa hende . Med en Gang f årer en Anelse gjennem hans Hode , han forstaar at noget har undergravet hendes Tillit til ham , noget fiendtlig som har trængt sig mellem hende og ham ; han spør :
Har nogen været hos Dem idag ?
Hun svarer ikke .
Ja undskyld , det kan ogsaa være det samme , jeg har ingen Ret tU at spørre Dem mere :
Aa jeg var saa glad mat ! sa hun . Herregud hvor jeg ventet paa at det skulde bli Morgen og hvor jeg har ventet paa Dem ogsaa ! Men idag er jeg bare kommet i Tvil .
VU De bare si mig én Ting : De tror altsaa ikke at jeg har været ærUg mot Dem , De mistænker mig allikevel og aUikevel ?
Nei ikke altid . Kjære , vær ikke sint paa mig ! De er saa frem-
Mysterier
363
med her , jeg vet ingenting før De sier mig det ; kanske mener De det ærlig nu , men angrer altsammen senere . Jeg vet ikke hvilke Tanker De faar ?
Pause .
Saa tar han hende under Haken , løfter hendes Hode Utt op og sier :
Og hvad mener saa Frøken KieUand ?
Hun forvirredes , gav ham et sky Blik som forraadte hendes Bestyrtelse og utbrøt :
Det sa jeg ikke , nei gjorde jeg vel ? Det sa jeg ikke !
Nei , nei De sa det ikke . Han faldt i Tanker ; hans Øine stirret paa én Plet uten at se . Nei De sa ikke at det var hende , De nævnte ikke hendes Navn , vær bare roUg .... Og Frøken KieUand har dog virkelig været her , hun er kommet ind den Dør dér og er gaat igjen den samme Vei efter at hun har utrettet sit Ærend . Det var hende saa meget om at gjøre at hun maatte gaa ut idag , i dette Veir . Hvor det er underlig ! .... Kjære , gode Martha , gode Sjæl , jeg knæler for Dem fordi De er god ! Tro mig aUikevel , tro mig bare iaften , saa skal jeg senere vise Dem hvor lite jeg har i Sinde at bedrage Dem . Ta ikke Deres Løfte tUbake nu . Tænk over det endnu en Gang , vil De det ? Tænk Over det til imorgen og lat mig træffe Dem da ....
Nei jeg vet ikke , avbrøt hun .
De vet ikke ? De vil altsaa helst bli av med mig en Gang for alle nu iaften ? Jaja .
Jeg vilde heller komme til Dem engang nåar De .... ja nåar De er blit gift og har faat det færdig .... Huset .... jeg mener nåar Jeg vilde heller være Pike hos Dem . Ja det vilde jeg heller .
Pause . Ja hendes Mistillit til ham hadde allerede slaat dyp Rot , han kunde ikke længer betvinge den , formaadde ikke at gjøre hende tryg igjen som før . Og han følte med Sorg at hun gled længer og længer bort fra ham jo mere han talte . Men hvorfor graat hun saa ? Hvad var det som pinte hende ? Og hvorfor slåp hun ikke hans Haand . Han kom endnu en Gang tUbake tU Minutten ; det var en Prøve ; han vilde faa hende til at tUstaa ham et Møte imorgen nåar hun hadde overveiet det hele igjen . Han sa :
TUgiv at jeg for siste Gang nævner Minutten for Dem . Ja ta det med Ro , jeg har mine Grunde til at tale som jeg gjør . Jeg
364
Mysterier
vil intet galt si om det Menneske , tværtimot , De vU seiv huske at jeg endog har sagt det bedste jeg visste om ham op i Deres egne Ører . Jeg tænkte mig MuUgheten av at han kunde staa mig iveien hos Dem , jeg talte derfor til Dem om ham , jeg paastod blandt andet at han kunde forsørge en Familje like saa godt som nogen anden , og det tror jeg endnu at han kan nåar han blir hjulpet paa Vei i Begyndelsen . Men De vUde siet ikke høre paa det , De hadde intet med Minutten at gjøre , De bad mig endog ikke tale mere om ham . Godt ! Men jeg er endnu ikke helt fri for Mistanke , De har ikke overbevist mig , og jeg spør Dem igjen om det ikke er noget igjære mellem Dem og Minutten ? Isaafald trækker jeg mig straks tilbake . Ja De ryster paa Hodet ; men jeg forstaar ellers ikke at De kan vægre Dem for at overveie Saken til imorgen og gi mig Besked da . Det er bare simpel Retfærdighet . Og De som er saa god !
Saa gav hun efter , ja hun reiste sig endog op , hendes Bevægelse løp av med hende og hun strøk ham smilende og graatende over Haaret likesom engang før . Hun vilde træffe ham imorgen ogsaa , hun vilde det gjærne ; han maatte bare komme litt tidligere , Klokken fire , Klokken fem , mens det var lyst , saa fik ingen noget at si . Men nu maatte han gaa , det var bedst at han gik straks . Aa ja , saa kom han igjen imorgen , hun skulde nok være hjemme og passe paa ....
Det sælsomme Barn av en gammel Pike ! For et Ord , en halv Ytring blusset hendes Hjærte op og henrev hende til Ømhet , tU SmU . Hun holdt ham i Haanden Uke til han gik , fulgte ham tU Døren og holdt ham endda i Haanden . Ved Trappen sa hun meget høit Godnat tU ham som om det kunde være nogen i Nærheten hun vUde trodse .
Regnet hadde hørt op , endelig hadde det hørt næsten op ; hist og her saas allerede en Plet blåa Himmel meUem de grumsede Skyer og bare nu og da faldt endnu en Regndraape ned paa den vaate Jord .
Nagel aandet atter friere . Jo han skulde vinde hendes Tillit paany ; hvorfor skulde det ikke lykkes ham ? Han gik ikke hjem , han drev forbi Bryggerne , langs Sjøen , passerte Byens siste Huser og kom ind paa Præstegaardsveien . Det var ingen Folk at se .
Da han endnu hadde gaat nogen Skridt frem reiser sig pludselig et Menneske op fra Veikanten og gir sig tU at gaa foran ham . Det
365
Mysterier
var Dagny ; den lyse Flætte hang nedover hendes Ryg utenpaa Regnkaapen .
Han gjennembævedes fra Top tU Taa og stod et Øieblik næsten stiUe ; han blev ogsaa i høi Grad forbauset . Var hun da ikke paa Basaren iaften ogsaa ? Eller gik hun bare en liten Tur før Tableauerne begyndte ? Hun bevæget sig uendeUg sagte frem og stanset endog et Par Ganger og saa tilveirs efter Fuglene som igjen begyndte at fly ve om meUem Trærne . Hadde hun set ham ? VUde hun prøve ham ? Hadde hun reist sig da han kom for endnu en Gang at erfare om han vaaget at hen vende sig tU hende ?
Hun kunde berolige sig , han skulde aldrig forstyrre hende mere nu ! Og pludselig vaakner hans Vrede , en blind og dump Vrede mot dette Menneske som kanske endnu vilde friste ham til at forløpe sig , bare for at ha den TilfredsstiUelse at ydmyge ham bakefter . Hun var istand tU at fortæUe Folk oppe paa Basaren endnu en Gang at han hadde møtt hende . Hadde hun ikke netop været hos Martha og forpurret hans Lykke ogsaa der ? Kunde hun ikke nu holde inde og ikke lægge ham mere ondt iveien ? Hun hadde villet betale ham efter Fortjeneste , godt , men hun betalte drøiere end nødvendig .
De gaar begge like langsomt , den ene efter den andre , det var stadig Halvhundrede Skridt mellem dem . Dette varer i flere Minutter . Pludselig falder hendes Lommetørklæde ned . Han gaar og ser paa at det falder nedefter hendes Side , hvirvler nedover hendes Regnkaape og blir liggende paa Veien . Visste hun at hun tapte det ?
Og han sier tU sig seiv at hun vilde stiUe ham paa Prøve , hendes Raseri mot ham hadde endnu ikke lagt sig , hun vilde formåa ham til at ta dette Lommetørklæde op og bringe hende det , saa hun kunde faa se ham i Ansigtet og rigtig gotte sig over hans Nederlag hos Martha . Hans Vrede stiger , han kniper Læberne sammen og sætter en lidenskapelig Rynke i Panden . Hehe , jo ikke sandt , han skulde framstille sig for hende , vise hende hele sit Ansigt og la hende le ham ut ! Se , der slåp hun sit Lommetørklæde ; det ligger der paa Veien , midt paa Veien ; det er hvitt og overmaate fint , et Kniplingslommetørklæde endog ; man kunde bukke sig og ta det op ....
Han gik like langsomt og da han kom til Lommetørklædet traadte han paa det og gik videre .
366
Mysterier
Endnu i nogen Minutter gik de paa den Maate ; han iagttok at hun pludselig saa paa sit Ur og med en Gang vendte om . Hun kom like imot ham . Hadde hun savnet sit Lommetørklæde ? Da vendte ogsaa han om og gik langsomt foran hende . Da han atter kom til Lommetørklædet traadte han paa det igjen , for anden Gang og Uke for hendes Øine . Og han fortsatte at gaa . Han følte at hun var like bakefter ham , og han gik dog ikke hurtigere . Saaledes holdt de ved like til de var kommet ind i Byen .
Hun tok ganske riktig Veien op til Basaren ; han gik op paa sit Værelse .
Han aapnet et Vindu og la sig paa Albuerne i Karmen , bratt , tUintetgjort av Bevægelse . Nu var hans Vrede forbi , han krympet sig sammen og begyndte at hulke , hulke med Hodet ned i sine Armer , stumt , med tørre Øine og rystende Krop . Saaledes var det løpet av ! Aa hvor han angret det , hvor han ønsket det ugjort ! Hun hadde kastet sit Lommetørklæde ned , kanske med Vilje , kanske for at ydmyge ham ; men hvad saa ? Han kunde kanske ha tat det op , stjaalet det og gjæmt det paa sit Bryst gjennem hele Livet . Det var aldeles snehvitt og han traadte det ned i den bløte Vei ! Hun hadde kanske siet ikke viUet ta det fra ham nåar han først hadde faat det i Hænderne ; kanske hadde hun latt ham beholde det ; Gud vet ! Men hadde hun allikevel rakt Haanden ut efter det vilde han ha kastet sig ned og bedt om det , med oprakte Hænder bønfaldt om det som et Minde , en Naade . Og hvad hadde det gjort om hun igjen hadde haanet ham ?
Pludselig farer han op , han tar Trappen i to Spring , stormer ut paa Gaten , tilbakelægger hele Byen i et Par Minutter og kommer atter ind paa Præstegaardsveien . Kanske kunde han finde Lommetørklædet endnu ! Og ganske rigtig , hun hadde latt det ligge skjønt han var viss paa at hun hadde set ham træde paa det den anden Gang . Hvor han var heldig allikevel , allikevel ! Gudskelov for det ! Han stikker det tU sig med bankende Hjærte , iler hjem og sky Uer det med Vand , skyller det i utaUige Vand , og breier det varlig ut . Det var litt Ude tUredt , endog istykkerrevet av hans Hæl i det ene Hjørne ; men hvad betydde det ! Aa hvor han var lykkelig over at ha fundet det !
Først da han igjen såtte sig til Vinduet opdaget han at han hadde gjort denne siste Tur gjennem Byen uten Lue paa Hodet . Ja han
Mysterier
367
var gal , han var gal ! Sæt at hun hadde set det ! Hun hadde villet gjøre en Prøve med ham , og nåar alt kom til alt var han ogsaa i VirkeUgheten faldt ynkelig igjen . Nei dette maatte det bU en snarlig Ende paa ! Han maatte kunne se hende med rolig Hjærte , med opret Hode og kolde Øine , uten at røbe sig . Ja hvor han vilde forsøke ! Han vilde reise sin Vei og ta Martha med. Hun var altfor god til ham ; ak , men han vilde fortjene hende ; aldrig hvUe , aldrig unde sig en Times Ro , før han hadde fortjent hende .
Veiret blev stadig mildere og mUdere , sagte Pust førte Duft av raat Græs og raa Jord ind gjennem hans Vindu og oplivet ham mere og mere . Ja imorgen vilde han gaa tU Martha igjen og be hende saa ydmygt om at gi efter ....
Men aUerede om Formiddagen den næste Dag blev hans Haap fuldstændig lagt øde .
XVIII
Først kom Doktor Stenersen ; det var endnu før Nagel var staat op. Doktoren bad undskylde , men den Pokkers Basar optok ham baade Nat og Dag . Jo han hadde et Ærend , en Mission : det gjaldt om at formåa ham — Nagel — til at optræde paa Basaren igjen iaften . Dét gik de vidunderligste Rygter om hans SpU , Byen sov ikke for Nysgjærrighet ; virkelig sandt ! De læser Bladene , ser jeg ? Ja den Politikken ! Har De lagt Mærke til de siste Embedsutnævnelser ! I det hele tat gik det ikke som det burde gaa med Valgene , det blev ikke til noget Slag i Ansigtet paa Svenskerne .... De ligger temmelig længe synes jeg ; Klokken er ti. Og det er et Veir ute , det dirrer av Varme ! De skulde gaa en Morgentur .
Ja Nagel vilde ogsaa op nu .
Ja hvad maatte det saa svares Basarbestyrelsen ?
Nei Nagel vilde ikke spille .
Beke ? Men det var dog en landsvigtig Sak ; hadde han Ret til at undslaa sig for denne lille Tjeneste ?
Ja han kunde ikke .
Herregud , nu var det netop slik Stemning for det , især hadde Damerne formelig bestormet Doktoren igaaraftes om at faa det i Laas . Frøken Andresen hadde ikke git ham Rist eller Ro og Frø-
*
368
Mysterier
ken KieUand hadde endog trakket ham avsides og bedt ham om aldeles ikke at slippe Nagel før han hadde lovet at komme . Ja men Frøken KieUand visste dog ikke en Snus om hvorledes han spilte ? Hun hadde aldrig hørt det .
Nei men hun var allikevel den ivrigste ; hun hadde endog tilbudt at viUe akkompagnere ham Hun sa tilslut : si at vi allesammen ber ham De kunde jo gjøre disse ti tolv Strøk og glæde os med det ?
Han kunde ikke , han kunde ikke !
Ja se , det var nu bare Utflugter ; han kunde jo Torsdag Kvæld ?
Nagel vridde sig litt : Sæt nu at han kunde bare denne fattige Stubb , dette ene usammenhængende Potpourri , at han hadde øvet sig op til det høieste netop i disse Par Danse for at forbause Folk en Kvæld ! Og desuten spilte han falsk som en Synd ; han holdt ikke ut at høre paa det seiv , neigu om han gjorde !
Ja men
Doktor , jeg gjør det ikke !
Men om ikke iaften , saa imorgenaften ? Det er Søndag imorgen , Basaren skal slutte da , og vi haaper paa mange Mennesker .
Nei De maa undskylde mig , jeg spiller heUer ikke imorgenaften . Det er dumt overhodet at røre ved en Violin nåar man ikke kan bruke den bedre end jeg gjør . Det er da besynderlig at ikke De hørte bedre !
Denne Appel tU Doktoren gjorde sin Virkning .
Jo , sa han , jeg syntes nok , at det blev litt galt for Dem hist og her ; men hvad Fan , vi er dog ikke Skjønnere allesammen .
Det nyttet ikke , Doktoren fik stadig Nei og maatte gaa .
Nagel begyndte at klæ sig paa . Jasaa , endog Dagny hadde været saa ivrig tU at faa ham til dette , hun vilde endog ha akkompagneret ham ! En ny Fælde , hvad ? Det glippet for hende igaaraftes og nu vUde hun ta sin Mon igjen paa denne Maate ? Herregud , kanhænde gjorde han hende Uret ogsaa , hun vilde kanske ikke hate ham mere nu , hun vilde la ham i Fred ! Og han bad hende i sit Hjærte om Forlatelse for sin Mistænksomhet . Han saa ut paa Torvet ; det var det herUgste Solskin og den høieste Himmel . Han begyndte at nynne .
Da han næsten var færdig tU at gaa ned stak Sara et Brev ind gjennem Døren tU ham ; det hadde ikke været i Posten , det var
Mysterier
369
kommet ved Bud . Brevet var fra Martha og indeholdt bare nogen faa Linjer : han maatte allikevel ikke komme iaften , hun var reist bort . For Guds Skyld , han maatte tilgi hende alt og ikke mere komme tU hende ; hun led ved at se ham igjen . Nederst paa Brevet , nedenfor hendes Navn , hadde hun føiet tU at hun aldrig vilde glemme ham . Jeg kan aldrig glemme Dem , skrev hun . Alt i alt løp en Tone av Vemod gjennem disse tre fire Linjer av et Brev , endog Bokstaverne hadde et sørgmodig , fattig Utseende . Han faldt ned paa en Stol . Alt var tapt , tapt ! Endog dér var han blit tilbakevist ! Hvor det dog var underlig , hvor alt sammensvor sig mot ham ! Hadde han vel nogensinde ment det ærligere og bedre end her ? Og aUikevel , aUikevel hjalp det ikke ! Han sitter urørlig i flere Minutter .
Med en Gang springer han op fra Stolen ; han ser paa Klokken , den er elleve ; kanske hvis han for avsted straks kunde han endnu træffe Martha før hun reiste ! Han begir sig øiebUkkeUg ned til hendes Hus ; det er avlaaset og tomt . Han kikker ind gjennem Vinduerne tU begge Rum og der findés ikke et Menneske .
Han blir slagen og stum , han vender hjem til Hotellet uten at vite hvor han gaar , uten at se op fra Gaten . Hvorledes kunde hun gjøre det ! hvorledes kunde hun gjøre det ! Han vUde dog ha sagt hende Farvel og ønsket hende alt , alt godt hvor hun kom hen . Han hadde vUlet knæle for hende allikevel , for hendes Godhets Skyld , fordi hun hadde det reneste Hjærte , og hun hadde ikke kunnet taale at han gjorde det . Jaja det var intet at gjøre ved det ! Da han traf Sara i Gangen fik han vite at Brevet var kommet med et Bud fra Præstegaarden . Saa var det Dagnys Værk det ogsaa , hun hadde faat det hele istand , hadde beregnet nøie og handlet pludselig . Nei hun vilde aldrig tilgi ham mere ! Den hele Dag flakket han om paa Gaten , paa sit Værelse , ute i Skogen , overalt , han var ikke et Øieblik i Ro . Og han gik stadig med lutende Hode og med aapne Øine som intet saa . Den næste Dag gik paa samme Maate . Det var Søndag , en Masse Mennesker fra Landet var kommet ind for at besøke Basaren og se Tableauerne den siste Dag ; Nagel fik atter en Anmodning om at spille et eneste Numer , dennegang gjennem et andet Bestyrelsesmedlem , Konsul Andresen , Fredrikkes Far ; men han avslog det paany . Han gik i fire hele Dager omkring som en Forrykt , i en
24 — Hamsun I .
Mysterier
370
underlig fraværende Stemning , som optat av bare en Tanke , en Følelse . Han var hver Dag og flere Ganger om Dagen nede ved Marthas Hus og saa om hun skulde være kommet tUbake . Hvor var hun reist hen ? Men seiv om han ogsaa fandt hende nyttet det ham ikke noget ; intet nyttet mere !
En Kvæld var han Uke ved at støte paa Dagny . Hun kom ut fra en Butik og streifet næsten hans Albue . Hun gjorde en Bevægelse med Læberne som for at tale tU ham , men blev pludselig rød og tidde . Han kjendte hende ikke rigtig straks og av Forf jamselse blev han staaende et ØiebUk og se paa hende inden han brat vendte om og fjærnet sig . Hun kom efter , han hørte paa hendes Skridt at hun gik hurtigere og hurtigere ; han hadde Følelsen av at hun vUde indhente ham og han forstærket sin Gang for at komme væk , for at skjule sig for hende ; han var rædd for hende , hun vUde igjen og igjen bringe ham en eller anden Ulykke ! Han undslap endelig like tU HoteUet , han sprang ind og Ute op paa sit Værelse i den høieste Uro . Gudskelov , han var frelst !
Dette var den 14 de Juli , en Tirsdag Om Morgningen lot det til at han hadde fattet en Beslutning om at gjøre noget . Hans Ansigt var paa disse faa Dager blit ganske forandret , det var graat og stivt , og hans Øine var uten Liv . Han gik ogsaa of tera og oftere et godt Stykke nedover Gaten inden han opdaget at hans Lue laa igjen i HoteUet . Ved slike Leiligheter pleiet han at si tU sig seiv at dette maatte det ha en Ende med , slut skulde det være ; og nåar han sa det knyttet han Hænderne haardt
sammen . Da han Onsdag Morgen stod op av Sengen undersøkte han først den liUe , Giftflasken i sin Vestelomme , rystet den , luktet tU den og gjæmte den igjen . Idet han derpaa klædte sig paa begyndte han av gammel Vane at tumle med en av disse lange og uordentlige Tankerækker som idelig sysselsatte ham og aldrig lot hans trætte Hode faa hvUe . Med en gal , uhyre Hast gjorde hans Hjærne sit Arbeide ; han var ophidset og saa fortvUet at han ofte hadde Møie med at holde Taarerne tilbake , og midt i dette trængte Tusen
Ting ind paa ham : Ja Gudskelov , han hadde sin liUe Flaske i Behold ! Det luktet Mandler av den og Saften var klar som Vand . Aa jo , han vUde aUikevel faa Bruk for den meget snart , meget snart , nåar ingen
Mysterier
371
anden Raad fandtes . Det blev aUikevel Enden . Og hvorfor ikke ? Han hadde drømt saa naragtig skjønt om en Gjærning paa Jorden , noget som kunde « tæUe » , nogen Bedrifter som Kjøtæterne kunde korse sig over , — og det var faldt daarUg ut ; han hadde ikke magtet Opgaven . Hvorfor skulde han ikke faa Bruk for Saften ! Tilbake stod det da at svælge den uten at gjøre formange Grimaser . Ja , ja han skulde gjøre det , i Tidens Fylde , nåar Klokken slog . Og Dagny skulde vinde ....
Hvor hun var mægtig dette Menneske , saa ganske almindelig som hun var , med en lang Flætte og et forstandig Hjærte ! Han forstod den arme Mand som ikke vUde leve foraten hende , ham med Staalet og det siste Nei . Han forundret sig ikke længer over ham , Stakkaren hadde indstiUet , og hvad andet hadde han hat at gjøre Hvor hendes blåa Fløielsøine skal tindre nåar nu ogsaa jeg gaar samme Vei ! Men jeg elsker dig , elsker dig derfor ogsaa , ikke bare for dine Dyders Skyld , men ogsaa for din Ondskaps . Du piner mig bare altfor meget med din Overbærenhet ; hvorfor taaler du at jeg har mere end ett Øie ? Du skulde ta det andre , ja begge to ; du skulde ikke finde dig i at jeg fik gaa i Fred paa Gaten og at jeg har Tak over Hodet . Du har revet Martha bort fra mig , jeg elsker dig trods dette , og du vet at jeg elsker dig trods dette og du fniser derav , og ogsaa derfor elsker jeg dig at du fniser derav . Kan du forlange mere ? Er det ikke nok ? Dine lange , hvite Hænder , din Røst , dit lyse Håar , din Aande og din Sjæl elsker jeg som intet andet og jeg kan ikke berge mig for det og jeg kan ikke raade ved mig mere , Herren hjælpe mig ! Ja du maa gjærne inderlig håane mig mere og le av mig , hvad gjør det , Dagny , nåar jeg elsker dig ? Jeg indser ikke at det gjør hverken fra eUer tU ; for mig maa du gjøre hvad som falder dig ind og du er like skjøn og elskelig i mine Øine derfor , jeg tUstaar det viUig . Jeg har skuffet dig paa en eUer anden Maate , du finder mig daarlig og siet , du tror mig istand tU alt galt . Hvis jeg kunde hjælpe paa min lave Vækst ved et eUer andet Bedrag saa vUde jeg endog gjøre det . Ja , og hvad saa ? Naar du sier det saa er det ogsaa saaledes for mig , det er ogsaa godt for mig , og jeg forsikrar dig at min KjærUghet begynder at synge i mig nåar du sier det ogsaa . Seiv om du ser ringeagtende paa mig eUer du vender mig Ryggen uten at svare paa et Spørsmaal fra mig eller du søker at indhente mig paa Gaten for at ydmyge
Mysterier
372
mig , ogsaa da skjælver mit Hjærte imot dig av KjærUghet . Du maa forståa mig , jeg bedrager ingen av os nu ; men det er mig ogsaa det samme om du atter ler , det forandrar ikke min Følelse ; saaledes er det . Og hvis jeg fandt en Diamant engang saa skulde den hete Dagny fordi bare dit Navn gjør mig het av Glæde . Men endog saa vidt kan jeg gaa at jeg kunde vUle høre dit Navn uavlatelig , høre det nævne fra aUe Mennesker og Dyr og aUe Berge og aUe Stjærner , at jeg var døv for alt andet og bare hørte dit Navn som en endeløs Tone mot mit Øre Nat og Dag mit hele Liv igjennem . Jeg kunde viUe indstifte en ny Ed til Ære for dig , en Ed tU Bruk for aUe Jordens Folkeslag , bare til Ære for dig . Og hvis jeg syndet derved og Gud advarte mig derimot saa vilde jeg svare ham : skriv det paa mig , før det op , jeg betaler det med min Sjæl , i Tidens Fylde , nåar Klokken slaar Hvor altsammen er forunderUg ! Jeg stanset allevegne og jeg er dog den samme i Kraft , i Liv . De samme MuUgheter er mig aapne som før , jeg kunde gjøre de samme Gjærninger ; hvorfor er jeg da stanset og hvorfor er med en Gang aUe MuUgheter bUt mig umulige ? Er jeg seiv Skyld i det ? Jeg vet ikke hvorved . Jeg har aUe mine Sanser , jeg har ingen skadelige Vaner , jeg ligger ikke under for en eneste Last , jeg styrter mig heller ikke blindt ind i Fare . Jeg tænker som før , føler som før , er Herre over mine Bevægelser som før , ja og jeg værdsætter Mennesker som før . Jeg gaar tU Martha , jeg vet at hun er Frelsen , hun er den gode Sjæl , min gode Engel . Hun er rædd , hun frykter saare ; men hun vU tUsist som jeg vil og vi er enige . Godt ! Jeg drømmer om et Liv i lykkelig Fred ; vi trækker os tUbake tU Ensomheten , vi bor i en Hytte ved Bredden av en KUde , vi streifer om i Skoger , i korte Kiær og med Spænder i Skoene — akkurat som hendes sentimentale og snille Hjærte forlanger . Hvorfor ikke ? Muhamed gaar til Berget ! Og Martha er med , Martha fylder min Dag med Renhet og Natten med Hvile , og Herren i det Høie er over os . Men nu blander Verden sig i det , Verden steiler , Verden finder at det er Vanvid . Verden sier at den og den fornuftige Mand og Kvinde ikke vilde gjort det samme , følgeUg er dej at gjøre det vanvittig . Og jeg staar frem eneste alene Menneske og tramper i Gulvet og sier at det e r fornuftig ! Hvad vet Verden ? Intet ! Man vænner sig bare til en Ting , man akcepterer den , man erkjender den , fordi ens Lærer
373
Mysterier
har erkjendt den før en , alt er blot og bar Antakelse , ja endog Tid , Rum , Bevægelse , Materie er Antakelse . Verden vet intet , den akcepterer bare ....
Nagel holdt et Øieblik Haanden for Øinene og vagget frem og tilbake med Hodet som om det svirret , for ham . Han stod midt paa Gulvet . Hvad var det nu jeg tænkte paa ? Godt , hun frykter for mig ; men vi bUr enige . Og jeg føler i mit Hjærte at jeg skal gjøre hende alt godt aUe Dager . Jeg vU slaa op med Verden , jeg sender Ringen tilbake ; jeg har tumlet mig som en Nar blandt andre Narrar , jeg har begaat gale Streker , jeg har ogsaa spUlet Violin , og Folket har ropt : godt brølt , Løve ! Jeg væmmes ved den usigelig raa Triumf at høre Kjøtæterne klappe , jeg konkurrerer ikke længer med en Telegrafist fra Kabelvaag ; jeg gaar til Fredens Dal og blir Skogens fredeligste Væsen , jeg dyrker min Gud , nynner tilfredse Sange , blir overtroisk , barberer mig bare under Flod Sjø og iagttar visse Fuglers Skrik nåar jeg såar mit Korn . Og nåar jeg er træt av Arbeide staar min Hustru i Døren og vinker til mig og jeg velsigner og takker hende for aUe hendes elskelige SmU ....
Martha , vi var jo enige , var det ikke saa ? Og du lovet det saa visst , du vUde det jo seiv tUslut da jeg forklarte dig alt ? Saa blev det dog ikke noget av det hele . Du blev bortført , overrumplet og bortført , ikke til din , men tU min Fordærvelse .... Dagny , jeg elsker dig ikke , du har stanset mig aUevegne , jeg elsker ikke dit Navn , jeg opirres av det , vrænger ad det , jeg kalder dig Dangni og rækker Tungen ut av Munden ; hør mig for Kristi Skyld ! Jeg vil komme tU dig nåar Klokken er slaat og jeg er død , jeg vil vise mig for dig paa Brandmuren med et Ansigt som Kløverknægt og jeg vU forfølge dig som Dødningeskelet , danse omkring dig paa ett Ben og lamme dine Armer med mine Grep . Jeg vil gjøre det , jeg vil gjøre det ! Gud bevare mig for dig fra nu av og altid , det vil si Fan gale dig , saa inderlig som jeg ber om det .... Og hvad saa ! for syvende og siste Gang hvad saa ? Jeg elsker dig aUikevel , og , Dagny , du vet godt at jeg elsker dig alUkevel og at jeg angrar alle mine bitre Ord . Men hvad saa ? Hvad nytter det mig ? Og desuten , hvo vet om det ikke er bedst saaledes ? Hvis du sier at det er bedst saaledes saa er det ogsaa saa , jeg føler det samme som du , jeg er en stanset Vandrar . Men om du ogsaa hadde
374
Mysterier
i
villet og du hadde bratt med aUe andre og bundet dig tU mig — hvad jeg ikke fortjente , men aUikevel , lat os sætte det — , hvad
hadde det ført til ? Du hadde i Høiden viUet hjælpe mig tU at utføre mine Bedrifter , at gjøre min Gjærning i Verden , — jeg sier dig , det gjør mig skamfuld , mit Hjærte stanser av Skam
ved at tænke paa det . Jeg vilde gjøre som du vUde fordi jeg elsker dig , men jeg vUde Ude ved det i min Sjæl Naa , hvad i Al-
verden skal det være godt for at sætte den ene Ting efter den andre , at op st ille umulige Utgangspunkter ? Du vilde ikke bryte med aUe andre og ikke binde dig til mig , du betakker dig , ler mig ut , haaner mig ; hvad har jeg saa med dig at best Ule ? Punktum . Pause . I Hæftighet :
Forresten skal jeg si dig at jeg drikker mig dette gode Glas Vand og gir dig Fan med Fett paa . Det er usigeUg dumt av dig at tro at jeg elsker dig , at jeg virkelig gidder gjøre mig den Umake nu nåar Tidens Fylde er saa nær . Jeg avskyr hele din skatteborgerlige TUværelse , saa pyntet , kjæmmet og intetsigende som den er . Jeg avskyr den , det vet Gud jeg gjør , og jeg føler Forbitrelsen i mig som en Helligaands Veir nåar jeg tænker paa dig . Hvad vUde du ha gjort mig til ? Hehe , jeg skal bande paa at du vUde ha gjort mig tU en stor Mand . Hehe , gak og bete dig for Præsterne ! Jeg er skamfuld i mit Hjærte over dine store Mænd
En stor Mand ! Hvormange store Mænd er det i Verden ? Først
er det de store Mænd i Norge , de er størst . Saa er det de store Mænd i Frankrike , i Hugos og Dikternes Land . Saa kommer de store Mænd hist i Barnums Rike . Og aUe disse store Mænd balancerer om paa en Klode som i Forhold tU Sirius ikke er større end Ryggen av en Lus . Men en stor Mand er ingen liten Mand , en stor Mand bor ikke i Paris , han bebor Paris . En stor Mand staar saa høit at han kan se sig seiv over Hodet ; Lavoisier bad om at faa sin Halshugning utsat tU han hadde fuldført en kemisk Under-
søkelse , det vU si : træd ikke paa mine Cirkler ! sa han . Hehe , for en Komedie ! Naar nu ikke engang , nei ikke engang Eukleides , Eukleides med Aksiomerne , har lagt mere end en Øre tU Grundværdien ! Aa hvor man har gjort det fattig og nøisomt og Ute st6lt paa Herrens Jord !
Der gaar man hen og lager store Mænd av de tilfældigste Professionister som tilfældigvis har forbedret Elektricitetens Koncen-
375
Mysterier
treringsapparat eUer som tUfældigvis har hat Muskelkræfter nok tU at skræve sig gjennem Sverige paa en Bicycle . Ja , og man later store Mænd skrive Bøker tU Fremme av store Mænds TUbedelse ! Hehe , det er virkelig morsomt , det er Pengene værd ! TUslut vU hver Kommune ha sin store Mand , en juridisk Kandidat , en Romanforfatter , en Polarskipper av umaateUg Størrelse . Og Jorden vil bli saa utmærket flat og enkel og jævn at overskue Dagny , nu er det min Tur : jeg betakker mig , jeg ler dig ut , jeg haaner dig ; hvad har du saa med mig at bestiUe ? Jeg blir aldrig en stor Mand ....
Men lat os bare sætte at det er en uhyre Masse store Mænd , en Legion Genier av den og den Størrelse ; hvorfor ikke sætte det ! Men hvad saa ? Skulde kanske AntaUet imponere mig ? Tværtimot , jo flere av Sorten des almindeligere ! EUer skulde jeg gjøre som Verden gjør ? Verden er altid sig seiv lik , den akcepterer ogsaa her hvad Verden før har akcepteret , den beundrer , falder paa Knæ , rænder de store Mænd i Hælene med Hurrarop . Og det skulde ogsaa jeg gjøre ? Komedie , Komedie ! Den store Mand gaar paa Gaten , det ene Menneskebarn dytter det andet Menneskebarn i Siden og sier : der gaar den og den store Mand ! Den store Mand sitter i Teatret , den ene Lærerinde kniper den anden Lærerinde i det avkjønnede Laar og hvisker : der , i den Sniploge , sitter den og den store Mand ! Hehe . Og han seiv , den store Mand ? Han indkasserer ! Ja det gjør han . Menneskebørnene har Ret , synes han , han mottar deres Opmærksomheter som sit Tilkommende , han forsmaar dem ikke , han rødmer ikke . Og hvorfor skulde han rødme ? Er han ikke en stor Mand ?
Men unge Student Øien vUde protestere her . Han skal seiv bli en stor Mand , han skriver paa en Roman i Ferien . Han vUde paapeke min Inkonsekvens igjen : Hr. Nagel , De er ikke konsekvent , forklar Deres Mening !
Og jeg vilde forklare min Mening . Men unge Øien vilde ikke finde sig tilfredsstillet , han vilde spørre : Saa er det altsaa egentlig ingen store Mænd ? Ja det vUde han spørre om efter at jeg endog hadde forklaret ham min Mening ! Hehe , saaledes vilde det forme sig for ham . Naa , men jeg vilde aUikevel svare ham igjen det bedste jeg formaadde , jeg vilde komme i Æs og svare : Det er altsaa simpelthen
376
Mysterier
en Legion store Mænd ; hører De nu hvad jeg sier ? Det er en Legion av dem ! Men av de største Mænd er det ikke , nei ikke mange . Se , dét er ForskjeUen . Det blir snart en stor Mand i hver Kommune ; men av de største Mænd kommer det kanske aldrig til at bli én i hvert Aartusen . Ved stor Mand forstaar Verden ganske simpelt et Talent , et Geni , og Herregud , Geni er et meget demokratisk Begrep : saa mange Pund Bif at æte hver Dag gir Geni i tredje , fjerde , femte , tiende Ledd . Geniet i populær Betydning er ikke det uhørte , et Geni er bare et menneskelig Apropos ; man stanser ved det , men man steiler ikke for det . Tænk Dem : De staar en stjærneklar Aften i et Observatorium og ser gjennem Kikkert paa Oripntaaken . Saa hører De at Fearnley sier : Godaften , Godaften ! De ser Dem om , Fearnley bøier sig dypt , en stor Mand er kommet ind Døren , et Geni , Herren fra Sniplogen . Og ikke sandt , da smUer De litt ved Dem seiv og vender Dem igjen tU Oriontaaken ? Dette har hændt mig Har De forstaat min Mening ? Jeg vil si : heUer end at beundre de almindelige store Mænd som faar Menneskebørnene til at dytte hverandre i Siden av Ærefrygt foretrækker jeg de smaa übekjendte Genier , Ynglinger som dør i Skoledagene fordi deres Sjæl sprænger dem , fine , blændende Sankt Hans Onner som man maa ha truffet mens de var ilive for at vite at de var til . Slik er min Smak . Men fremfor alt sier jeg : det gjælder at skjælne det høieste fra det høie Geni , at holde det høieste oppe saa det ikke drukner i Geniernes Proletariat . Jeg vil se den uhørte Ærkeaand paa sin Plass ; gjør dog et Utvalg , faa mig til at rygge , skaf mig av med Kommunegenierne , det gjælder at finde det topmaalte , Hs . Eminence Topmaalet Hvorpaa ung Øien vU si — jo jeg kjender ham , han vU si : Men dette er virkeUg bare Teori , Paradokser .
Og jeg er ikke istand tU at se at det er bare Teori , jeg er ikke istand tU det , Herren hjælpe mig , saa usalig anderledes ser jeg Tingene an . Er det min FeU , jeg mener : er jeg personlig Skyld i det ? Jeg er en Fremmed , en TUværelsens Utlænding , Guds fikse Ide , kald mig hvad I vU . . . .
Med stigende Hæftighet :
Og jeg sier Jær : det rører mig ikke hvad I kalder mig ; jeg gir mig ikke over , aldrig i Evighet . Jeg biter Tænderne sammen og forhærder mit Hjærte fordi jeg har Ret ; jeg vil staa eneste
Mysterier
377
Menneske foran Alverden og ikke gi efter ! Jeg vet hvad jeg vet , i mit Hjærte har jeg Ret ; stundom , i visse Stunder , aner jeg den uendelige Sammenhæng i alt. Jeg har endnu noget at føie til som jeg glemte , jeg firer ikke : jeg vil slaa alle Jærs dumme An-
takelser i Knæ angaaende de store Mænd . Ung Øien paastaar at min Mening bare er en Teori . Godt , hvis min Mening er en Teori saa slaar jeg den ned og framkommer med en anden som er endda bedre , ti jeg skyr intet . Og jeg sier .... vent litt , jeg er overbevist om at jeg kan si noget bedre endda fordi mitt Hjærte er fuldt av Ret ; jeg sier : jeg ringeagter og haaner den store Mand i Sniplogen , han er en Bajads og en Nar for mit Hjærte , min Mund trækalene
ker sig sammen av Forakt nåar jeg ser hans oppustede Bryst og hans seirssikre Miner . Har den store Mand seiv kjæmpet sig til sit Geni ? Er han ikke født med det ? Hvorfor da rope Hurra for ham ?
Og ung Øien spør : Men De vil jo dog seiv sætte Hs . Emi-
nence Topmaalet paa sin Plass , De beundrer jo dog Ærkeaanden
som heller ikke seiv har kjæmpet sig tU sit Geni ?
Og ung Øien mener igjen at ha grepet mig i en Inkonsekvens ,
saaledes former det sig for ham ! Men jeg svarer ham atter fordi den heUige Ret har bemægtiget sig mig : Jeg beundrer heUer ikke Ærkeaanden for dens Storhet , for dens Topmaal av Geni , — som om Geniet var Ærkeaandens egen Fortjeneste , som om ikke Geniet tilhørte den fæUes Menneskehet og bokstavelig var Materiens Eiendom ! At Ærkeaanden tUfældigvis har suget i sig baade sin Oldefars , sin Bestefars og sin Fars , sin Søns , sin Sønnesøns og sin Sønnesønsøns Part av Geni og har lagt sin Slægt i Aarhundreder øde , det er ikke , nei ikke Ærkeaandens egen Skyld . Den har fundet Geniet
i sig , har forstaat dets Bestemmelse og brukt det .... Teori ?
Nei det er ikke Teori ; betænk at det er mit Hjærtes Mening ! Men hvis ogsaa dette er Teori da søker jeg i min Hjærne og finder endnu en ny Utvei og jeg fremsætter endnu en tredje og fjerde og femte knusende Motsigelse , saa godt som jeg er istand til og jeg
gir ikke fortapt .
Men ung Øien gir heUer ikke fortapt , for han har hele Verden
i Ryggen , og han sier : Saa har De ingenting at beundre , ingen stor
Mand , intet Geni !
Og jeg svarer og gjør ham ildere og Udere tihnote efterhvert ,
Mysterier
378
for han skal seiv bU stor Mand . Jeg gir ham atter Vand i Blodet og svarer : Nei jeg beundrer ikke Geniet . Men jeg beundrer og elsker Resultatet av Geniets Virksomhet i Verden hvortil den store Mand bare er det stakkars nødvendige Redskap , saa at si bare den usle Syl til at bore med .... Er det saa godt ? Har De saa forstaat
mig ? Med pludselig fremstrakte Hænder : Aa nu saa jeg igjen den uendelige Sammenhæng i Tingene ! Hvor det skinnet , hvor det skinnet ! Den store Forklaring hjemsøkte
mig nu , nu i dette Øieblik , midt paa Gulvet ! Det var ingen Gaater for mig , jeg saa tUbunds i alt. Hvor det skinnet , hvor det
skinnet ! Pause .
Ja ja ja ja ja ja ! Jeg er en Frammed blandt Medmennesker og snart slaar klokken . Jaja .... Og forresten , hvad har jeg med de
Mænd at skaffe ! Intet ! Bare at det er Komedie og Humbug
og Bedrag med de store Mænd . Godt ! Men er ikke det hele Komedie og Humbug og Bedrag ? Ganske visst , ganske visst , alt er Bedrag . Kamma og Minutten og alle Mennesker og Kjærligheten og Livet er Bedrag ; alt hvad jeg ser og hører og fornemmer er Bedrag , ja selve Himlens Blåa er Ozon , Gift , Snikgift .... Og nåar Himlen er riktig klar og blåa da seiler jeg sagte om deroppe , later min Baat risle frem i blåa , bedragersk Ozon . Og Baaten er av dufstore
tende Træ , og Seilet Dagny sa seiv at det var saa skjønt . Dagny , du sa det , og Tak aUikevel fordi du sa det og gjorde mig lykkelig ogsaa da , saa jeg
skalv av Glæde . Jeg husker hvert Ord og bærer det med mig nåar jeg gaar efter Veiene og tænker paa altsammen , jeg glemmer det ikke nogensinde Og nu skal du vinde nåar Timen slaar . Jeg vil ifflee forfølge dig mere . Og jeg vil heUer ikke vise mig for dig paa Brandmuren ; det maa du tilgi mig at jeg sa av Hævn . Nei jeg vil
komme tU dig og vifte om dig med hvite Vinger nåar du sover og gaa efter dig nåar du vaaker og hviske dig mangt et godt Ord ind . Kanskje vU du ogsaa smile tUbake tU mig nåar du hører det , ja , kanskje gjør du det hvis du vil . Men hvis jeg ikke seiv faar hvite Vinger , at mine Vinger kanskje ikke blir saa hvite , saa vil jeg be en Guds Engel om at gjøre det i mit Sted , og seiv vil jeg ikke gaa frem til dig men skjule mig i en Krok og se at du kanskje
Mysterier
379
smiler til ham . Det vil jeg gjøre hvis jeg kan og gjøre noget godt igjen av det værste jeg har gjort dig . Aa jeg er saa glad nåar jeg tænker paa det og længes efter at faa gjøre det aUerede straks . Kanskje kan jeg ogsaa glæde dig paa andre underlige Maater . Jeg vil gjerne synge over dit Hode hver Søndag Morgen nåar du gaar tU Kirke , og det vil jeg ogsaa be Engelen om . Men hvis han ikke vil gjøre det for mig og jeg ikke kan formåa ham til det da vU jeg lægge mig ned for ham og be ham mere og mere ydmygt indtil han bønhører mig . Jeg vil love ham noget godt for det og jeg skal nok ogsaa gi ham noget og gjøre ham saa mange Tjenester hvis han vil være saa snU .... Ja , ja jeg skal faa det til at gaa og jeg længes efter at faa begynde , jeg er henrykt nåar jeg tænker paa det . Og nu varer det heller ikke længe før Tiden kommer , jeg skal seiv paaskynde den og glæder mig atpaa Kjøpet .... Tænk nåar engang hver Taake er forsvunden , la la la la
Han sprang lykkelig og eksalteret ned Trapperne og gik ind i Spisestuen . Han sang endnu . Saa gjorde en liten Tilfældighet det straks av med hans glade Oprømthet og forbitret ham i flere Timer . Han sang og han spiste Frokost i al Hast , staaende opret ved Bordet , uten at sætte sig , skjønt han ikke var alene . Da han mærket at de to andre Gjæster saa forarget paa ham bad han dem pludselig om Undskyldning : hvis han hadde lagt Mærke til dem før vilde han ha opført sig mere stille . Han saa ikke og hørte ikke i slike Dager ; var det ikke en herlig Morgen ! Nei hvor Fluerne summet aUerede !
Men han fikk intet Svar , de to Fremmede saa like misfornøiede ut og talte værdig om Politik sig imeUem . Nagels Stemning sank straks . Han tidde og forlot Spisestuen i Stilhet . I en Butik nede i Gaten gik han ind og forsynte sig med Cigarer og tok derpaa som sædvanUg avsted tU Skogen . Klokken var halvtolv .
Ja var ikke Menneskene altid sig seiv like ! Der sat nu disse to Sakførere eUer Handelsagenter eller Proprietærar , hvad de nu end var , de sat oppe i Spisestuen og talte Politik og saa onde og beskeUge ut bare fordi han kom til at nynne litt av Glæde i - deres Paahør . Og de tygget sin Frokost med overmaate forstandige Miner og taalte ikke Forstyrrelse . Hehe , de hadde begge to Hængemaver og posete , fete Fingrar ; Servietten hadde de stukket like op under Haken . Gjorde han sin Ret vendte han om til Hotellet og haanet
380
Mysterier
dem Utt . Hvad var det for Slags høivelbaarne Herrer ! Agenter i Gryn , i amerikanske Huder , Gud vet pm ikke i simpelt Krustøi . Jo det var rigtig noget at steile bakover for ! Og aUikevel hadde de gjort det av med hans glade Tanker i et eneste Øieblik . De saa ikke engang altfor godt ut ! jo , den ene saa litt godt ut , men den andre — han med Huderne — hadde en skjev Mund som var aapen bare tU den ene siden saa den liknet et Knaphul . Han hadde ogsaa en Masse graat Skjæg i Ørene . Tvi , han var übehagelig som en Synd ! Men ikke sandt , man maatte ikke synge en Stubb av Glæde nåar den Mand var i Mattrauget !
Jo Menneskene var virkelig sig seiv like , det var de. Herrerne taler Politik , Herrerne har lagt Mærke tU de siste Embedsutnævnelser ; Gudskelov , endnu maatte vel Buskerud kunne reddes for Høire ! Hehe , hvor det var kostelig at iagtta deres Grubeeierminer da de sa det . Som om den norske Politik var andet end Finkelvisdom og Bondegummi ! Jeg , Listerbu Ola Olsen , gaar med paa en Erstatning stor et Hundrede og fem og sytti Kroner tU en Enke i Nordland , mot at jeg til Gjengjæld faar en Bygdevei tU tre Hundrede Kroner i Fjære Sogn i Ryfylke . Hehe , Gummi .
Men Død og Pine , syng ikke op en glædelig Sang og forstyr Stortings-Ola i hans Arbeide ! Det skalst du faa en Ulykke for . Ti pas paa , Ola tænker , Ola studerer . Hvad pønser han paa ? hvad vU han imorgen den Dag stille politisk Forslag pm ? Hehehe , en betrodd Mand i Norges liUe Alverden , valgt av Folket tU at si sine Repliker med i Kongerikets Komedie , klædt i det heUige nationale Gjeitrag , med Skraatobakssnadden i vilden Sky , med Papirsnippen opbløtt av trofast og ærUg Sved . Avveien for den Kaarne nåar han kommer , gaa tilside , for Satan , saa han kan faa Albuerum !
Aa du gode Gud , hvor det > er de runde fete Nuller som gjør Tallene store ! ....
Forresten , Punktum . Gaa tU Helvede med NuUerne ! Man blir kjed av Humbugen engang og gidder ikke røre ved den mere . Man gaar tilskogs og lægger sig under aapen Himmel , der er større Rum , mere Plass for det fremmede Menneske og de flyvende Fugler .... Og man finder sig et Leie paa et vaatt Sted , lægger sig paa Mayen paa den raa Myrbund og formelig fryder sig over at bli sørgelig gjennemtrukket av Væte . Og man roter Hodet ned i Rørgræs og svampete Blader , og Kryp og Mark og smaa bløte Øgler
381
Mysterier
trækker sig opover ens Kiær og ind i ens Ansikt og ser paa en med grønne Silkeøine , mens man tU aUe sider omsuses av Skogens og Luftens rolige Stumhet og mens Gud Herren sitter i det Høie og stirrar ned paa en som paa sin aUerfikseste Ide . Hoho , man kommer i Stemning , i en sjælden og fremmed djævelsk Glæde som man ikke har kjent Make tU ; man gjør alt det gale som tænkes kan , blander sammen ret og vrangt , vender op ned paa Verden og glæder sig derover som om det var en fortjenstfuld Gjærning . Hvorfor ikke ? Man er under sære Indflydelser og man gir efter for dem , later sig rive med av Lyst og forhærdet Glæde . Alt hvad man før har haanfliret over finder man en overvættes Trang til at ophøie og hæve til Skyerne : man gotter sig over at se sig istand til et lite Keiserslag for den evige Fred , man kunde viUe nedsætte en Kommission til at forbedre Postbudenes Skotøi , man lægger et godt ord ind for Pontus Wikner og forsvarer Verdensaltet og Gud i Almindelighet . Fan skal gale den sande Sammenhæng i Tingene , den vedkommer en ikke mere , man sender ut et Brøl imot den og later fem være like . Hoho og deia , og Solen skinner paa Heia ! Beke sandt , man slipper sig litt løs , stemmer sin Harpe og synger Psalter og Psange saa det trodser enhver Beskrivelse ! Paa den anden Side later man sit Indre drive for Vind og Vove , git det værste Galimatias ivold . Lat det drive , lat det drive , det er behageUg at gi efter uten Motstand . Og hvorfor skulde man gjøre Motstand ? Hehe , maa det være en stanset Vandrar tiUatt at indrette sine siste Øieblikke som han seiv lyster ? Ja eller Nei ? Punktum . Og man indretter seg som man seiv lyster .
Nu er det noget man kunde gjøre , man kunde gjøre sin Indflydelse gjældende for Indremissionen , for Japansk Kunst , for Hallingdalsbanen , for hvadsomhelst , bare at man gjør sin Indflydelse gjældende for noget og hjælper noget paa Fote . Det gaar op for en at en slik Mand som J . Hansen , velagtet Skrædder , av hvem man engang kan ha kjøpt en Frak til Minutten , at denne Mand har enorme Fortjenester som Borger og Menneske ; man begynner med at høiagte ham og ender med at elske ham . Hvorfor elsker man ham ? Av Lyst , av Trods , av forhærdet Glæde , fordi man blir grepet og gir efter for visse sære Indflydelser . Man hvisker ham sin Beundring i Øret , man ønsker ham oprigtig stort Kvæg og smaat Kvæg i Mængde , og idet man gaar bort fra ham stikker man ham
382
Mysterier
Gud hjælpe mig sin egen Redningsmedalje i Haanden . Hvorfor skulde man ikke gjøre det nåar man nu engang gir efter for de mærkelige Indflydelser ? Men dette er ikke nok , man angrer ogsaa paa at man i sin Tid kan ha talt uærbødig om Stortings-Ola . Nu gir man sig først rigtig den søteste Galskap ivold , hoho , hvor man gir efter :
Hvad har ikke Stortings-Ola gjort for Ryfylke og Riket ! Man faar litt efter litt Øie for hans trofaste og ærUge Arbeide og man bUr bløt om Hjærtet . Ens Godhet løper av med en , man hulker og graater av MedUdenhet med ham og sværger i sin Sjæl at opreise ham tvefold og trefold . Tanken paa denne Gubbe av det stridende og Udende Folk , Manden i det nøisomme Rag , hiver en ind i en Uvsalig og vild Barmhjærtighetstrang som faar en til at hyle . For at opreise Ola sværter man aUe andre og hele Verden ned , gjør sig en Nydelse av at frata aUe andre alt til Fordel for ham , leter efter de mest overdaadige og velsignede Ord for at forherlige ham . Man sier likefrem at Ola har gjort det meste av det som er gjort i Verden , at han har skrevet den eneste Avhandling om Spektralanalysen som er værd at læse , at han egentlig er den eneste som i Aaret 1719 pløiet op aUe Amerikas Prærier , at han har opfundet Telegrafen og at han atpaa Kjøpet har været oppe paa Saturn og talt med Gud fem Ganger . Man vet godt at alt dette har ikke Ola gjort , men av desperat Godhet sier man allikevel at han har gjort det , og man graater hæftig og sværger og fordømmer sig ryggesløst til Helvedes raaeste Pine paa at det netop er Ola og ingen anden som har gjort det . Hvorfor gjør man det ? Av Godhet , for at opreise Ola mangefold ! Og man smælder i at synge for at skaffe ham en vældig Opreisning , ja man synger liderlig og gudsbespottelig at det forresten er Ola som har skapt Verden og sat Solen og Stjærnerne paa deres Plass og herefter opholder det hele , og hertil føier man en lang Række av gruelige Forbandelser paa at det er sandt . Kortsagt , man later Tanken hengi sig til de sjældneste , mest henrivende Utskeielser i Retning av Hjærtets Godhet , tU det delikateste Boleri med Eder og Skjændigheter . Og for hver Gang man har fundet noget rigtig uhørt at si trækker man Knærne op under sig og smaafniser bare av Fryd over den vellykkede Opreisning Ola faar tilslut . Jo Ola skal ha det hele , Ola fortjener det fordi man har talt uærbødig om ham engang og nu angrer det .
383
Mysterier
Pause .
Hvorledes var det nu , sa jeg ikke ogsaa den værste Flauhet engang om et Legeme 50 m .... ja som døde .... vent litt , det var en ung Pike , hun døde og takket Gud for Laanet av sit Legeme som hun aldrig hadde brakt . Stop , det var Mina Meek , jeg husker det nu og jeg skammer mig fra Top tU Taa . Hvor man sier meget hen i Veiret som man siden angrer paa og stønner av Skam over , aa som man stanser op av Skam over det og skriker ret ut ! Riktignok var det bare Minutten som hørte det , men jeg skammer mig over det for min egen Skyld . For ikke at tale om at jeg engang har gjort en endda forsmædeligere Bommert som jeg aldrig glemmer , om en Eskimo og en Brevmappe . Huf , væk , Herregud hvor det er til at synke i Jorden over ! StiUe , Ørene stive , Fan ivold med Skruplerne ! Tænk nåar engang samles skal de Frelstes Menighet blandt alle Folkeslægters Tal i Himlens HerUghet , i Himlens Herlighet ; er du med paa den ! Huf Gud , hvor det er kjedelig altsammen , Guud hvor det er kjedeUg altsammen
Da Nagel var kommet ind i Skogen kastet han sig ned paa den første den bedste Lynghaug og gjæmte Hodet i sine Hænder . For en Forvirring i hans Hjærne , for et Mylder av umulige Tanker ! En Stund efter faldt han i Søvn . Det var ikke gaat mere end fire Timer siden han stod op og han faldt aUikevel i Søvn , dødeUg træt og udmattet .
Det var Kvæld da han vaaknet . Han saa sig om , Solen var ifærd med at gaa ned bak Dampmøllen i Indviken og Smaafuglene fløi Fra Træ tU Træ og sang . Hans Hode var i den bedste Orden , ingen forvirrede Tanker mere , ingen Bitterhet , han var fuldstændig rolig . Han lænet sig ind til en Træstamme og tænkte efter . Skulde han gjøre det nu ? hvorfor ikke like saa godt først som sist ? Nei han maatte ordne forskjellige Ting først , skrive et Brev til sin Søster , betænke Martha med en liten Erindring i en Konvolut ; han kunde ikke dø iaften . Han hadde heUer ikke gjort op sin Regning i Hotellet ; Minutten vUde han ogsaa gjærne huske ....
Og med langsomme Skridt gik han hjem tU HoteUet . Men imorgen Kvæld skulde det ske , ved Midnatstid , uten nogen Slags Anstalter , kort og godt , kort og godt !
384
Mysterier
XIX
Og den næste Nat ved Tolvtiden begav Nagel sig endelig bort fra Hotellet . Han hadde ingen Forberedelser gjort , men han hadde skrevet tU sin Søster og lagt endel Penger ind i en Konvolut til Martha ; eUers stod hans Kufferter , hans Violinkasse og den gamle Stol han hadde kjøpt paa sin Plass , endel Bøker laa og slængte paa hans Bord . Og han hadde heller ikke betalt sin Regning ; det hadde han fuldstændig glemt . Nys før han gik hjemmefra bad han Sara om at støve av Vinduerne til han kom tilbake og Sara hadde ogsaa lovet det skjønt det var midt paa Natten ; seiv vasket han omhyggelig sit Ansigt og sine Hænder og forlot derpaa Værelset . Han var hele Tiden rolig , næsten sløv . Herregud hvad var det at blaase op og gjøre Staahei for ! Et Aar før eller senere spilte ingen RoUe , desuten var jo dette en Tanke som han hadde omgaats med i lang Tid . Nu var han ogsaa gaat totalt træt av sine Skuffelser , sine mange feilslagne Haap , av Humbugen overalt , dette fine daglige Bedrag fra aUe Menneskers Side . Han kom endnu engang tU at tænke paa Minutten som han ogsaa hadde husket med en Konvolut med noget i , skjønt hans Mistanke til denne stakkars værkbrudne Dværg aldrig forlot ham . Han tænkte paa Fru Stenersen som syk og astmatisk snøt sin Mand Uke for hans Øine og aldrig røbet sig med en Mine ; paa Kamma , denne liUe pengegriske Tøs som strakte sine falske Armer ut efter ham hvor han reiste hen og stadig gramset i hans Lommer efter mere , altid mere . I Øst og Vest , i Indland og Utland hadde han truffet Menneskene ens ; alt var simpelt og uægte og skammelig troløst , like fra Stodderen som bar en frisk Haand i Bind , tU den blåa Himmel som fløt av Ozon . Og han seiv , var han bedre seiv ? Nei , nei han var ikke bedre seiv ! Men nu var han ogsaa ved Enden .
Han la Veien om Bryggerne for at se Skibene endnu en Gang , og da han Passerte den siste Kai tok han pludselig sin Jærnring av Fingeren og kastet den paa Sjøen . Han saa hvor den faldt ned langt ute . Se saa , i siste Øieblik gjorde man da et Ute Forsøk paa at befri sig for Humbugen !
Ved Martha Gudes lille Hus gjorde han en Stans og kikket for siste Gang ind gjennem Vinduerne . Alt var som sædvanlig derinde , roUg og stiUe , og det var ingen at se .
Mysterier
385
Farvel ! sa han .
Uten at han seiv visste av det styret han sine Skridt bortimot Præstegaarden . Han mærket først hvor langt han var kommet da han allerede skimtet Gaardsplassen som en Lysing inde i Skogen . Han stanset . Hvor vUde han hen ? Hvad skulde han paa disse Veier ? Et siste Blik paa de to Vinduer i anden Etage , et forfængelig Haap om at faa se et Ansigt som aldrig viste sig , aldrig — nei man gik ikke derhen ! Ganske visst , man hadde hele Tiden bestemt sig til at gjøre det ; men man gjorde det ikke ! Han blev staaende en Stund endnu og se med lange Øine ind tU Præstegaardens Gaardsplass , han vaklet , det bad i ham ....
Farvel ! sa han atter .
Saa vendte han brat om og slog ind paa en Sidevei som førte længer ind i Skogen .
Nu gjaldt det at gaa efter Næsen og slaa sig ned paa det første det bedste tUfældige Sted . Framfor alt ingen Beregning og ingen SentimentaUtet ; hvad hadde ikke Karlsen fundet paa i sin latterlige FortvUelse ! Og som om denne Smule Affære var saa mange Anstalter værd ! .... Han mærker at hans ene Skobaand er gaat op og han stanser , sætter Foten paa en Tuve og knytter det . Litt efter sætter han sig ned .
Han hadde sat sig uten at tænke over det , uten at vite det . Han saa sig om : store Furuer , overalt store Furuer , hist og her en Enerklynge , Jorden Lyngmark . Godt , godt ! Saa tar han sin Lommebok frem . Der gjæmmer han Brevene til Martha og Minutten . I et særskUt Rum ligger Dagnys Lommetørklæde i et Papir og han tar det op , kysser det flere Ganger , knæler og kysser det flere Ganger og river det derpaa langsomt i smaa FiUer . Dette optar ham en lang Tid , Klokken blir ett , bUr halvto , og han river og river fremdeles i disse bitte smaa FiUer . Endelig har han gjort Lommetørklædet aldeles ukjendelig , det er næsten bare Traader tUbake , han reiser sig og lægger det under en Sten , gjæmmer det rigtig godt saa ingen kan finde det og sætter sig igjen . Ja nu var det vel ikke mere ? Og han husker sig om , men det er ikke noget mere . Saa trækker han sit Ur op som han altid pleiet at gjøre hver Kvæld nåar han gik tilsengs . Han speider omkring sig ; det er litt dunkelt i Skogen ; han kan
Og han gik videre .
25 — Hamsun I .
386
Mysterier
intet mistænkelig se . Han lytter , holder Pusten og lytter , ikke en Lyd høres , Fuglene er stumme , Natten mild og død . Og han stikker sine Fingrar ned i Vestelommen og tar den lille Flasken op.
Flasken har Glasprop , over Glasproppen ligger en tredobbelt Papirhætte paabundet med blåa Apotekerstræng . Han løser Strængen og tar Proppen op. Klart som Vand , med en svak Lukt av Mandler ! Han holder Glasset op for Øinene , det er halvt fuldt . I det samme hører han en Lyd langt borte , et Par sangrande Slag ; det var Kirkeklokken som slog to i Byen . Han hvisker : Klokken slog ! Og han hæver Glasset hurtig til Munden og tømmer det .
I de første Øieblikke sat han endnu opret , med lukkede Øine , med det tomme Glas i den ene Haand og med Proppen i den andre . Det hele var gaat saa villig at han ikke hadde fulgt rigtig med. Nu bakefter begyndte Tankerne litt efter litt at strømme ham tU Hodet , han aapnet Øinene og saa sig forvildet om . Alt dette , disse Trær , denne Himmel , denne Jord skulde han nu aldrig se mere . Hvor det var forunderlig ! Allerede snikte Giften sig om inde i ham , trak sig gjennem fine Væver , brøt sig en blåa Vei ind til hans Aarer ; om litt fik han Krampe , litt efter laa han stiv .
Han føler tydelig en bitter Smak i Munden og at hans Tunge rynker sig mere og mere sammen . Saa gjør han meningsløse Fagter med Armene for at se hvormeget han allerede er død , begynder at tæUe Trærne omkring , kommer til ti og opgir det . Nei skulde han dø , virkelig dø nu mat ? Nei , aanei vel ? Nei ikke mat ; hvad ? Hvor det var forunderlig !
Jo han skulde dø , han fornam saa tydelig hvorledes Syran gjorde sin Virkning i hans Indvolder . Nei hvorfor nu , hvorfor straks ? Herregud , det maatte ikke ske netop nu ! Nei maatte det vel ? Hvor det aUerede begyndte at sortne for hansØine ! Hvor det suset over Skogen skjønt det ingen Vind var ! Hvorfor begyndte det ogsaa at drive røde Skyer over Trætopperne ? .... Ak , ikke straks , ikke straks ! Nei , hører du , nei ! Hvad skal jeg gjøre ? Jeg vU ikke ? Himmelske Gud , hvad skal jeg gjøre ?
Og pludselig vælter Alverdens Tanker ind paa ham med en overvældende Styrke . Han var ikke beredt endnu , det var Tusen Ting han maatte ha gjort forinden og hans Hjærne skinner og flammer av alt det han skulde ha gjort . Han har endnu ikke betalt sin Regning i HoteUet , han hadde glemt det , ja ved Gud , det var en
Mysterier
387
Forglemmelse , og han vUde gjøre den god igjen ! Nei han maatte skaanes Natten over , Naade , Naade en Time , litt over en Time ! Store Gud , han hadde ogsaa glemt at skrive endnu et Brev , endnu et , to Linjer tU en Mand i Finland , det gjaldt Søsteren , hele hendes Eiendom ! .... Saa bevisst var han midt i denne FortvUelse og hans Hjærne arbeidet saa vidunderUg anspændt at han endog beskjæftiget sit Abonnement paa de forskjeUige Aviser han holdt . Nei han hadde ikke opsagt sine Aviser heUer , de vilde komme uavlatelig , de vilde aldrig stanse , de vUde fylde hans Værelse fra Gulv til Tak . Hvad skulde han gripe til ? Og nu var han næsten halvt død .
Han river Lyng op med begge Hænder , kaster sig om paa Mayen og forsøker paa at faa Giften op igjen , stikker Fingeren i Halsen , men forgjæves . Nei han vilde ikke dø , ikke mat , ikke imorgen heUer , han vilde aldrig dø , han vUde leve , ja se Solen i en Evighet endnu . Og denne Smule Gift vUde han ikke beholde i sig , op skulde den før den dræpte ham , op op , for heteste Satan skulde den op !
Vild av Rædsel springer han paa Benene og begynder at tumle om i Skogen efter Vand . Og han roper : Vand ! Vand ! saa det gir Ekko langt borte . Han raser i flere Minutter med dette , han løper rundt i aUe Retninger , tømer mot Træstammer , gjør høie Hop over Enerklynger og stønner høit . Og han finder ikke Vand . EndeUg snubler han og falder paa Næsen , hans Hænder roter Lyngjorden op idet han falder og han føler en svak Smærte i sit ene Kind . Han forsøker at røre sig , at komme op , Faldet hadde fortumlet ham , han synker tilbake igjen , blir mere og mere mat , og han reiser sig ikke mere . »
Jaja i Guds Navn , saa var det ingen Raad med det ! Og Herre , min Gud , saa skulde han aUikevel dø da ! Kanske hvis han hadde hat Kræfter nok tU at finde Vand et Sted saa var han frelst ! Aa hvor det kom til at ende daarlig med ham allikevel , saa godt som han engang hadde tænkt sig det . Nu skulde han dø av Gift under aapen Himmel ! Men hvorfor var han ikke aUerede stiv ? Han kunde røre Fingrene endnu , løfte Øienlaakene ; hvor det varte , hvor det dog varte !
Han stryker sig over Ansigtet , det er koldt og dyvaatt av Sved . Han var faldt forover , med Hodet nedad Bakke , han blir liggende og gjør ingen Omstændigheter med det . Hvert Lem paa ham dirrar
Mysterier
388
endnu ; han har faat et Saar paa sit ene Kind og han later det rolig blø . Hvor det varte , hvor det varte ! Og han Ugger taalmodig og venter . Igjen hører han at Kirkeklokken slaar , den slaar tre . Han studser ; kunde han ha gaat med Giften i sig en hel Time , uten at være død ? Han reiser sig paa Albuen og ser paa sit Ur ; jo Klokken var tre . Hvor det dog varte længe !
Ja i Guds Navn , det var aUikevel bedst at han døde nu ! Og idet han pludselig kom til at huske paa Dagny som han vUde synge for hver Søndag Morgen og som han vUde gjøre saa meget godt , blev han tilfreds i sin Skjæbne og fik Taarer i Øinene . Sentimentalt , under Bønner og taus Graat begyndte han at samle i sit Hode alt han vilde gjøre for Dagny . Aa hvor han vilde beskytte hende for alt ondt ! Kanske aUerede imorgen kunde han f lyve til hende og være hende nær , gode Gud , om han kunde gjøre det allerede imorgen og faa hende til at vaakne rigtig straalende ! Det var stygt av ham at han for et Øieblik siden ikke hadde viUet dø nåar han kunde være hende tU Glæde ; ja , han angret det og bad hende om Forlatelse ; han visste ikke hvor hans Tanker hadde været henne . Men nu kunde hun stole paa ham , han længtet efter at komme svævende ind i hendes Værelse og staa foran hendes Seng . Om nogen Timer , kanske om én Time var han der , ja saa var han der . Og han vUde ganske sikkert faa en Guds Engel tU at gjøre det for sig hvis han ikke seiv kunde ; han vilde love ham meget godt for det . Og han vilde si : Jeg er ikke hvit , du kan gjøre det , du er hvit , og du kan gjøre med mig hvad du vU for det . Du ser paa mig fordi jeg er sort ? Visst er jeg sort , hvad er det at glo for ? Men jeg vil gjærne love at være sort endnu i lang , lang Tid dersom du vil vise mig denne Naade som jeg ber dig om . Jeg kan være sort en Million Aar ekstra , og meget sortere end nu , om du forlanger ogsaa det , og for hver Søndag du synger for hende kan vi atter lægge en MiUion Aar til , hvis du vU det saa . Jeg lyver ikke , jeg vU finde op saa meget at by dig for det og ikke spare mig for noget , hør mig bare ! Du skal ikke flyve alene , jeg skal være med , jeg vU bære dig og flyve for os begge , det skal jeg gjøre med Glæde og ikke plette dig heller , om jeg er sort . Jeg skal nok gjøre alt og du skal hvile hele Tiden . Gud vet om jeg ikke ogsaa kunde forære dig noget som jeg kanske kunde ha . Du kunde faa Bruk for det ; jeg vil altid huske det hvis kanske nogen gir mig noget ;
f
Mysterier
389
kanske kunde jeg være heldig og fortjene mangen Ting tU dig , det er ikke godt at vite ....
Jo han vUde nok tilslut formåa en Guds Engel tU at gjøre dette for sig , det var han viss paa ....
Og atter slaar Kirkeklokken . Han tæller halvt fraværende de fire Slag og tænker ikke mere over det . Det gjaldt at være taalmodig . Saa foldet han Hænderne og bad om at maatte faa dø hurtig , om nogen faa Minutter nu ; saa kunde han kanske komme til Dagny før hun vaaknet . Han vUde takke og prise alt og aUe for det ; det var en stor Naade og nu hadde han bare dette inderlige Ønske
Han lukket Øinene i og sovnet ind .
Han sov i tre Timer . Da han vaaknet skinnet Solen ned paa ham og det var gjennem hele Skogen en stærk , brusende Fuglekvitter . Han reiste sig overende og saa sig om ; han husket med ett alt han hadde gjort om Natten ; Flasken laa endnu ved Siden av ham og han husket ogsaa hvor inderlig han tilslut hadde bedt til Gud om at faa dø ret snart . Og endnu levet han ! Atter hadde en eller anden uventet og ond Omstændighet krydset hans Vei ! Han forstod ingenting , han tænkte forgjæves over alt og følte bare at han endnu ikke var død !
Han stod op , tok Flasken med og gik nogen Skridt . Nei hvor det altid møtte ham Hindringer hvad han end ærlig forsøkte sig i ! Hvad var iveien med Giften ? Det var ægte Blaasyre , en Doktor hadde erklæret at det var nok , ja mere end nok ; han hadde ogsaa lagt Præstens Hund stendød bare med en liten Mundsmak av den . Og det var det selvsamme Glas , det var halvt fuldt , det husket han at han hadde set med sine egne Øine før han tømte det . Glasset hadde heUer aldrig været i andres Hænder , han bar det altid i Vestelommen . Aa hvad var det dog for lumske Magter som hemmelig fulgte ham overalt ?
Som et Lyn slaar det ned i ham at Glasset allikevel hadde været i fremmede Hænder . Han stanser og knipser uvilkaarUg i Fingrene . Ja det var ikke til at ta feil av , Minutten hadde hat det hos sig en hel Nat . Det var i hans Ungkarslag i HoteUet da han gav Minutten sin Vest ; Glasset , Uret og endel Papirer laa igjen i Lommerne ; Minutten hadde tidlig den næste Morgen leveret Sakerne tUbake . Aa den gamle , naragtige Krøpling , der hadde han igjen været
390
Mysterier
fremme med sin durkdrevne Godhet ! For en Fiffighet , for en utspekuleret Strek .
Nagel bet Tænderne sammen av Forbitrelse . Hvad hadde han sagt den Nat paa sit Værelse ? Hadde han ikke uttrykkelig erklærét at han ikke hadde Mot til at brake Giften paa sig seiv ? Og der hadde dog en hyklersk og bundrotten Vanskapning av en Mandsling sittet paa en Stol ved Siden av ham og i al Hemmelighet ikke trodd paa hans Ord ! Den Usling , den Muldvarp ! Han var gaat like hjem , hadde tømt Glasset , hadde kanske endog skyllet det godt og derpaa fyldt det halvt med Vand . Og efter denne skjønne Gjærning var han gaat tilsengs og hadde sovet rolig !
Nagel begyndte at gaa indover mot Byen . Han var nogenlunde uthvUet og tænkte bittert og klart over Tingene . Nattens Hændelse hadde ydmyget ham og gjort ham latterlig i hans egne Øine . Tænk , han hadde endog luktet Mandler av dette Vand , følt sin Tunge snøret sammen av dette Vand , hat en Fornemmelse av Døden i sig ved dette Vand ! Og han hadde raset og gjort Himmelhop over Stok og Sten for denne Mundfuld ganske almindelig Daaps- og Brøndvand ! Sint og skamrød stanset han og skrek ret ut i Veiret ; men litt efter saa han sig om , rædd for at nogen kunde ha hørt det , og slog over i at synge for at skjule det .
Og efterhvert som han gik videre blev han ogsaa mildere stemt ved denne varme , straalende Morgen og den uavlatelige Fuglesang i Luften . En Kjærre kom kjørende imot ham , Kjøregutten hilser og Nagel hilser ; en Hund som følger med logrer for ham og ser ham op i Ansigtet .... Men hvorfor hadde det ikke lyktes for ham at dø ærlig og redelig mat ? Han sørget over det endnu ; han hadde lagt sig til Hvile fuld av Behag over at være kommet til Enden , en mild Glæde hadde gjennemtrængt ham , like tU han hikket Øinene og begyndte at sove . Nu var Dagny staat op , kanskje var hun allerede gaat ut , og han hadde ikke kunnet glæde hende paa nogen Slags Maate . Hvor han følte sig forsmædelig bedraget ! Minutten hadde føiet en ny Godhet til de mange andre hans Hjærte var fyldt av , han hadde gjort ham en Tjeneste , hadde frelst hans Liv , — akkurat den samme Tjeneste som han seiv engang hadde gjort en Frammed , en ulykkelig Mand , som ikke vUde komme iland i Hamburg . Det var ved den LeUighet han fortjente sin Redningsmedalje , hehe , fortjente sin Redningsmedalje ! Jo man frelser Mennesker , man be-
Mysterier
391
tænker sig ikke paa at gjøre gode Gjærninger iblandt , man gaar resolut hen og frelser Folk fra Døden !
Han snikte sig formelig flau for sig seiv op paa sit Værelse i Hotellet og såtte sig ned . Det var rent og hyggelig derinde , Vinduerne var pusset og det var ogsaa hængt nystrøkne Gardiner op. Paa Bordet stod en Buket Markblomster i Vand . Han hadde aldrig før hat Blomster derinde , denne Overraskelse hensatte ham i en forundret Glæde og fik ham til at gni sig i Hænderne . For et Træf just paa en slik Dag ! For et elskværdig Paafund av en stakkars Hotelpike ! Et godt Menneske , den Sara ! Jo det var virkeUg en henrivende Morgen . Endog alle disse Ansigter nede paa Torvet saa glade ut ; Gipseren sat ved sit Bord og røkte velbehagelig av sin Kridtpipe skjønt han ikke solgte for en Øre . Kanske var det ikke saa galt allikevel at de vUde Planer fra mat var st randet ! Han tænkte med Gru paa den Rædsel han hadde gjennemlevet da han for omkring efter Vand , han rystet endnu nåar han tænkte paa det , og sittende paa sin trygge Stol i dette venlige , lyse Værelse som Solen skinnet ind i hadde han i denne Stund en deUig Følelse av at være frelst fra alt ondt . Men til syvende og sist var det endnu et godt og ufeilbarlig Middel tilbake som han ikke hadde forsøkt ! Det kunde mislykkes en Smule første Gang , man døde ikke , man reiste sig igjen ; men saa var det nu for Eksempel en liten sikker Seksløper som man kunde faa i den første den bedste Vaabenhandel naarsomhelst det behøvdes . Gjæmt var ikke glemt ....
Sara banket paa . Hun hadde hørt at han var kommet og vUde gi Besked om at Frokosten var færdig . Han ropte hende tilbake da hun vilde gaa og spurte om Blomsterne var fra hende .
Jo de var fra hende , det var ingenting at takke for
Han tok hende allikevel i Haanden .
Hun spurte smilende :
Hvor har De været henne i hele Nat ? De har jo siet ikke været hjemme !
Hør nu , svarte han , dette med Blomsterne er likefrem et nydelig Træk av Dem ; De har ogsaa pusset Vinduerne og git mig rene Gardiner mat . Jeg kan ikke si hvor De har glædet mig ved det , jeg ønsker Dem alt godt for det . — Og pludselig faar han et av disse ravgale Øieblikke da han blir bare Stemning , bare überegnede Indfald , og han sier : Hør , jeg hadde en Pels med da jeg kom
392
Mysterier
hit tU Hotellet . Gud vet hvor den er blit henlagt , men jeg hadde uttrykkeUg en Pels med og den vil jeg forære Dem . Jo , jo , jeg gjør det av Taknemmelighet , det er aUerede fast besluttet , Pelsen er Deres .
Sara slog op en høi hjærteUg Latter . Hvad skulde hun med en Pels ?
Nei det hadde hun ogsaa Ret i ; men det blev hendes Sak ; hun skulde bare motta den , gjøre ham den Glæde at motta den Og hendes friske Latter fik ham derpaa tU at le med ; han begyndte at spøke med hende ; Gud , for nogen skjønne Aksler hun hadde ! Men vUde hun tro det , han hadde engang set lidt mere av hende end hun seiv visste om . Jo det var i Spisestuen , hun stod paa et Bord og vasket Taket over sig , han saa hende gjennem Dørsprækken ; hendes Kjole var høit ophæftet , han saa en Fot , et Stykke Læg , jo han hadde virkelig set en halv Alen deUig Læg . Hehehe . Men hvorom alt ing var saa vUde han forære hende et Armbaand inden Aften , inden et Par Timer ; hun kunde tro ham . Og desuten maatte hun huske at Pelsen var hendes
Den gale Mand , var han da blit rent forrykt ? Sara 10 , men hun begyndte at bli halvt rædd for hans mange underlige Paafund . Iforgaars hadde han git en Kone mange flere Penger end hun skulde ha da hun bragte ham hans Vask ; idag vUde han forære bort sin Pels . Man talte ogsaa aUehaande om ham ute i Byen .
XX
Ja han var gal , han var gal . Det maatte han være ; for Sara bydde ham Kaffe , Mælk , Te , bydde ham 01 , bydde ham alt hun visste , men han reiste sig aUikevel fra Frokostbordet straks efter at han hadde sat sig og lot Maten staa . Han var pludselig kommet tU at huske paa at det just var den Tid Martha pleiet at være paa Torvet med sine Æg ; kanske var hun kommet tUbake nu ; det skulde være et velsignet Træf om han ogsaa fik se hende igjen idag , netop idag . Han gaar op paa sit Værelse igjen og tar Plass ved Vinduet .
Hele Torvet Ugger foran ham ; men Martha kan . han ikke se . Han venter en halv Time , en hel Time , holder det skarpeste Utkik
Mysterier
393
med aUe Hjørner , men forgjæves . TUsist samler hele hans Interesse sig om en Scene som foregaar nede ved Posthusets Trappe og som trækker mange Nysgjærrige tU : i en Ring av Mennesker , midt paa den sandede Gate ser han Minutten hoppe op og ned og danse . Han har ingen Frak paa og han har ogsaa tat sine Sko av ; han danser og tørker Sveden av sig uophørlig , og nåar han er færdig mottar han sine Ører av Tilskuerne . Jo Minutten hadde gjenoptat sin gamle Virksomhet , han var igjen begyndt at danse .
Nagel venter tU han er færdig og Folk har spredt sig , saa sender han Bud efter ham . Og Minutten møter op , ærbødig som altid , med lutende Hode og Øinene nedslagne .
Jeg har et Brev tU Dem , sier Nagel . Og han rækker ham Brevet , stikker det helt ned i hans Frakkelomme og begynder at tale med ham : De har bragt mig i en stor Forlegenhet , min Ven , De har narret mig , tat mig ved Næsen med en Snedighet som jeg maa beundre , skjønt den ogsaa har forbitret mig . Har De Tid tUovers ? De husker at jeg engang lovet Dem en Forklaring paa noget ? Nuvel , jeg vU gi Dem denne Forklaring , jeg finder at Øieblikket er inde . Maa jeg forresten først spørre Dem : har De hørt at man ute i Byen taler om mig og sier at jeg er gal ? Lat mig berolige Dem , jeg er ikke gal , det kan De ogsaa seiv høre , ikke sandt ? Jeg tUstaar at jeg i den siste Tid har været litt fortumlet , det har tUstøtt mig ganske mange Hændelser som ikke aUe har været av det gode , Skjæbnen har viUet det saa . Men nu er jeg ganske frisk igjen , det er intet som feUer mig . Dette ber jeg Dem ha i Erindring
Det nytter sagtens ikke at by Dem noget at nyte ?
Nei Minutten vUde intet nyte .
Det visste jeg før .... Kort og godt : jeg er fuld av Mistro tU Dem , Grøgaard . De forstaar kanske nok hvad jeg sigter tU . De har snytt mig saa kapitalt at jeg ikke længer gjør Forsøk paa at holde gode Miner til siet SpU . De har simpelthen ført mig bak Lyset i en meget alvorlig Sak , alt av Uegennyttighet fra Deres Side , av Hjærtens Godhet , om De vU , men De har dog gjort det . De har hat denne liUe Flasken her i ' Deres Hænder ?
Minutten skuler op til Flasken og svarer ikke .
Det var Gift paa den , den er bUt tømt og den er atter blit fyldt halvt med Vand ; det var bare Vand paa den mat .
Minutten sier stadig intet .
394
Mysterier
Se , det er egentlig ingen ond Gjærning utøyet . Den som har gjort det har gjort det av purt Hjærte , netop for at forebygge det onde . Men det er De som har gjort det .
Pause .
Ikke sandt ?
Jo , svarer endelig Minutten .
Ja . Og set med Deres Øine var det rigtig gjort , men set med mine tar det sig anderledes ut . Hvorfor gjorde De det ?
Jeg tænkte at De kanske kunde ville
Pause .
Ja , ser De der ! Men der tok De feU , Grøgaard , Deres gode Hjærte har ført Dem vild . Sa jeg ikke uttrykkelig den Nat da De tok Giften med Dem at jeg ikke vilde faa Mot til at drikke den seiv ?
Men jeg frygtet allikevel for at De kanske kunde gjøre det . Og nu har De jo gjort det .
Har jeg gjort det ? Hvad er det De sier ? Hehe , De har narret Dem seiv , gode Mand . Jeg har ganske visst tømt Flasken mat ; men mærk Dem : jeg har ikke smakt Indholdet seiv .
Minutten ser forundret paa ham .
Der kan De se , De har faat en lang Næse ! Man gaar en Tur i Nattens Løp , man kommer ned tU Bryggerne , man træffer paa en Kat som bugter og strækker sig i de frygteligste Lidelser bortover hele Kaien . Man stanser og tar Katten i Øiesyn , den har faat noget i Halsen , en Fiskeangel i Halsen , og den hoster og vrir sig og faar den hverken op eUer ned ; men det flyter Blod ut av dens Mund . Godt , man faar fat i Katten og forsøker at gjøre noget ved den Fiskeangel ; men av Smærte kan ikke Katten holde sig stille , den vælter sig om paa Ryggen og gjør i Raseri et Hugg tUveirs med Klørne og flænger ens Kind i en to tre , saaledes som De for Eksempel ser at mit Kind er flænget . Men nu er Katten like paa Nippet til at kvæles og den blør stadig i Halsen . Hvad skal man gjøre ved det ? Mens man sitter og overveier dette slaar Kirkeklokken to ; det er altsaa forsent at skaffe Hjælp hos nogen anden ; for Klokken er to om Natten . Saa husker man pludselig at man gaar med et lite velsignet Giftglas i Vestelommen ; man ønsker at gjøre en Ende paa Dyrets Pine og man tømmer Glasset ned i dets Svælg . Dyret tror at det er noget gruelig farlig det faar i sig , det krymper sig sammen og stirrer med forvUdede Øine omkring sig , og gjør
Mysterier
395
med en Gang et Himmelhop , sliter sig løs og gjør et Himmelhop og begynder igjen at vri sig bortefter Kaien . Hvad saa ? Jo i Glasset er det bare Vand , det kunde ikke dræpe , det kunde bare pine endnu Utt mere , og Katten gaar stadig med Angelen i Halsen og blør og hiver efter Veiret . Sent eUer tidlig blør den sig ihjæl eller den kvæles stumt og rædselsfuldt i en Krok alene .
Det var i en god Mening gjort , sier Minutten .
Naturligvis ! De gjør aldrig andet end det som er godt og ærlig ment . Man kan simpelthen ikke gripe Dem i en Avvikelse herfrå , forsaavidt er denne fine og hæderlige Svindel med min Gift ikke noget nyt for Dem . For Eksempel nu da De danset nede paa Torvet . Jeg stod her i Vinduet og saa paa , jeg vil ikke bebreide Dem at De gjorde det , jeg vil bare spørre : hvorfor hadde De tat Deres Sko av ? De har da Sko paa nu , hvorfor hadde De saa tat dem av da De danset ?
For ikke at slite dem .
Akkurat hvad jeg ventet ! Jeg visste at De vilde svare saa , derfor spurte jeg . De er den mest gjennemførte Renhet i to Sko , den uangripeligste Sjæl i Byen . Altsammen er godt og uegennyttig hos Dem , De er uten Plet og Rynke . Jeg vilde engang sætte Dem paa Prøve og leie Dem for Betaling til at overta Farskapet for et frammed Barn . Skjønt De var fattig og saare vel kunde trænge disse Penger avslog De dog straks TUbudet . Deres Sjæl kom i Oprør bare ved den blotte Tanke paa en sUk uren Handel og jeg kom ingen Vei med Dem uagtet jeg endog bydde Dem to Hundrede Kroner . Hadde jeg visst hvad jeg nu vet vilde jeg ikke ha fornærmet Dem saa grovt . Jeg hadde ikke noget klart Indtryk av Dem endda , nu derimot vet jeg at overfor Dem skal man paa en Gang spore og holde an sin Ganger . Naa , det er godt ! Men lat os bli ved med det vi talte om . . . . Dette ' at De tar Skoene av og danser barbenet , uten at gjøre Folk opmærksom paa det , uten at ænse Smærterne ved det og uten at klage , det er netop et Karaktertræk hos Dem . De klynker ikke , De sier ikke som saa : se jeg tar Skoene av for ikke at slite dem , det er jeg nødt til , jeg er saa fattig ! Nei De virker , om jeg saa maa si , i Stumhet . Det er et gjennemført Princip hos Dem at De aldrig paakalder noget hos nogen , De opnaar allikevel alt hvad De vil opnaa , men De har ikke seiv aapnet Munden . De er absolut uangripelig , baade overfor andre Folk og hos Dem
396
Mysterier
seiv , i Deres egen Bevissthet . Jeg slaar fast dette Karaktertræk hos Dem og gaar videre ; De skal ikke bU utaalmodig , jeg kommer tU Forklaringen tUslut De sa engang noget om Frøken Gude som jeg ofte har tænkt over , De sa at hun kanske ikke var saa aldeles utilgjængelig endda nåar man bar sig litt fint ad , i det minste hadde De opnaadd adskiUig hos hende ....
Nei men
De ser jeg husker det . Det var den Kvæld vi to sat her og dråk sammen , det vil si : det var jeg som dråk og De saa paa . De sa at Martha — ja De kaldte hende bare Martha og De fortalte ogsaa at hun altid kaldte Dem Johannes ; ikke sandt , jeg lyver ikke , hun kalder Dem jo Johannes ? Se , det husker jeg ogsaa at De fortalte mig . Naa , men De sa at Martha endog var gaat saa vidt som at tillate Dem alt mulig med hende og De gjorde endda en rigtig motbydeUg Bevægelse med Pekefingeren da De sa det ....
Minutten f årer op , han er rød i Ansigtet og avbryter høit :
Det har jeg aldrig sagt ! Jeg har aldrig sagt det ! Har De ikke sagt det ? Hvad for noget ? Men har De virkelig ikke sagt det ? Hvad om jeg kunde kalde Sara op og be hende bevidne at hun befandt sig her i næste Værelse under vor Samtale og at hun hørte hvert Ord gjennem disse tynde Vægger ? Jeg har aldrig set paa Maken ! Naa , men nu blir altsaa det hele kuldkastet ved Deres Benægtelse . Jeg vilde gjærne ha utfrittet Dem litt mere om dette , det interesserte mig , og jeg har tænkt paa det ofte ; men nåar De fragaar at ha sagt det saa ! Jeg ber Dem forresten , sæt Dem igjen , gaa ikke bort over Hals og Hode nu likesom sist . Døren er ogsaa avlaaset , jeg har laaset den av .
Nagel tænder en Cigar og mens han tænder holder han pludse- Ug inde .
Nei , men du store min ! sier han , Gud bevare mig , hvor jeg tar feU ! Hr. Grøgaard , jeg ber Dem virkelig om Tilgivelse ; det er sandt som De sier , De har ikke sagt det ! Glem det , kjære Ven , det er en anden som har sagt det og ikke De , jeg husker det nu , jeg hørte det for et Par Uker siden . Hvorledes kunde jeg et eneste ØiebUk tro at De kunde utlevere en Dame — og framfor alt utlevere Dem seiv — paa en saadan Maate ! Jeg forstaar ikke hvorledes det kunde falde mig ind , jeg maa aUikevel være temmelig gal Hør forresten : jeg erkjender nåar jeg har tat feil og jeg
Mysterier
397
N
ber om Undskyldning straks , altsaa er jeg ikke gal da ; vel ? Naar jeg allikevel taler noget uordnet , noget vildt , saa maa De ikke tro at jeg gjør det med Vilje , jeg vil ikke forsøke paa at snakke Dem rundt , det maa De ikke tro . Det vUde jo være saa meget umuligere som De seiv næsten ikke sier et Ord . Nei jeg taler altsaa paa denne underlige , uoverlagte Maate fordi min Stemning er saaledes i Øieblikket , det er hele Granden . Undskyld denne Awikelse fra Saken . De blir kanske utaalmodig og længes efter den Forklaring ?
Minutten tier . Nagel reiser sig og begynder at gaa ophidset frem og tUbake fra Vinduet til Døren . PludseUg stanser han og sier træt og kjed av det hele :
Jeg gidder virkelig ikke spille længer med Dem , jeg vU si Dem min oprigtige Mening ! Jo jeg har talt forvirrande med Dem og jeg har like tU dette ØiebUk gjort det med Hensigt , for at faa noget ut av Dem . Jeg har prøvet mig frem paa aUe muUge Maater , det hjælper altsammen intet , og jeg løper træt av det . Nuvel jeg vil gi Dem den Forklaring , Grøgaard ! Jeg tror i mit Hjærte at De er en hemmelig Kjæltring . En hemmelig Kjæltring . Da Minutten igjen begyndte at ryste og hans Øine saa angstfulde og raadvUde ut i aUe Retninger fortsætter Nagel :
De sier ikke et Ord , De falder ikke ut av Rollen . Jeg faar siet ikke ragget Dem av Flækken , De er en stum Kraft av en ganske sjælden Art ; jeg beundrer Dem og interesserer mig uhyre for Dem . Husker De dengang jeg talte med Dem en hel Aften og blandt andet fikserte Dem og mente at De gjorde Rykk paa Dem ? Det gjorde jeg for at prøve mig frem . Jeg har holdt Øie med Dem og prøvet mig frem ad forskjellige Veier , næsten altid uten Held , det tUstaar jeg , fordi De er en uangripelig Mand . Men jeg har ikke et Øieblik tvUet om at De var en stille og heUig Lønsynder av et eUer andet Slag . Jeg har intet Bevis imot Dem , det mangler jeg desværre , saa De kan være ganske tryg , det blir altsammen meUem os . Men kan De da forståa at jeg er saa sikker i min Sak nåar jeg ingen Beviser har ? Se , det fatter De ikke . Og aUikevel har De en Maate at dukke Hodet paa nåar vi taler om noget ; De har et Par Øine med det og det Uttryk , Øine som netop blinker nåar De sier de og de Ord eUer nåar vi nærmer os de og de Spørsmaal ; De har desuten en Stemme med den Sort Suselyd , aa , den Stemme ! Men endeUg paavirker De mig antipatisk med Deres Person , jeg føler
398
Mysterier
det i Veiret nåar De nærmer Dem , min Sjæl begynder straks at rykke i mig av Mishag . Det forstaar De ikke ? Ikke jeg heller ; men saaledes er det . Ved Gud , jeg føler mig end i denne Stund overbevist om at jeg er paa det rigtige Spor ; men jeg kan ikke ramme Dem fordi jeg ingen Beviser har . Jeg spurte Dem sist De var heroppe hvor De holdt Dem henne den 6 te Juni , — vil De vite hvorfor jeg spurte Dem om det ? Nuvel , den 6 te Juni var Karlsens Dødsdag og jeg trodde like til da at De hadde myrdet Karlsen . Minutten gjentar himmelfalden : At jeg hadde myrdet Karlsen ! og tier .
Ja det hadde jeg gaat og trodd helt tU da . Jeg mistænkte Dem for det , endog saa langt hadde min Følelse av at De var en Slyngel av en eller anden Sort drevet mig . Jeg tror det ikke længer , jeg tilstaar at jeg har tat feil heri , jeg er gaat for vidt , og jeg ber om TUgivelse . Enten De tror mig eller ikke saa har det bedrøvet mig dypt at jeg gjorde Dem denne store Uret , jeg har tigget Dem om Forlatelse for det mangen Kvæld nåar jeg har været alene . Men skjønt jeg har tat saa feil i dette Punkt er jeg aUikevel saa sikker paa at De er en uren og slesk Sjæl , Gud straffe mig , De er det ! Jeg føler det i mit inderste Hjærte nu jeg staar og ser paa Dem , og ved Guds hellige Dom , De er det ! Hvorfor er jeg saa sikker paa det ? Læg Mærke til : Jeg hadde fra Begyndelsen av ingen Grund til at tro andet end det bedste om Dem , og alt hvad De senere har gjort og sagt har ogsaa været godt og ret , ja ædelt . Jeg har atpaa Kjøpet drømt noget ganske aparte skjønt om Dem : at De var ute paa en aapen Myr og led grusomt ondt ved mine Plagerier , men at De allikevel takket mig , kastet Dem paa Jorden og takket mig fordi jeg ikke plaget Dem endda mere og ikke gjorde Dem mere ondt endda . Dette har jeg drømt om Dem og det er meget skjønt . Det er heUer ikke et Menneske i Byen som tror Dem istand tU nogetsomhelst galt , De har det bedste Skudsmaal fra aUe , De har alles Sympati , saa hemmelig har De gaat frem i Deres Liv . Og dog staar De for min Sjæls Øie som en feig og krypende Guds Engel , med et godt Ord om aUe og en god Handling hver Dag . Men har De da baktalt mig , stiftet ondt for mig , røbet Hemmeligheter mig angaaende ? Nei , nei De har ikke og det hører netop med til Deres Maate at bugte Dem frem paa , De gjør alle Ret , De begaar aldrig noget ondt , De er heUig og uangripelig og
Mysterier
399
idelig syndefri for Mennesker . Og dette er nok for Verden , men for mig er det ikke nok , jeg mistænker Dem stadig . Den første Gang jeg saa Dem hændte det mig noget mærkelig . Det var et Par Dager efter at jeg var kommet hit til Byen , det var en Nat Klokken to. Jeg saa Dem utenfor Martha Gudes Hus nede ved Kaien , De stod pludseUg midt ute i Gaten , utén at jeg hadde set hvor De kom fra ; De ventet , De lot mig passere Dem , og da jeg gik forbi skulet De bort paa mig . t Jeg hadde ikke talt med Dem dengang , men det var en Stemme i mig som gjorde mig opmærksom paa Dem og Stemmen sa at De hette Johannes . Om det er det siste Ord jeg skal si i mit Liv saa sang det gjennem mit Hjærte at De hette Johannes og at jeg skulde mærke mig Dem . Først langt senere fik jeg høre at det ogsaa var rigtig med Deres Navn . Men fra den Nat av har jeg hat min Opmærksomhet henvendt paa Dem og De har stadig undviket mig , jeg har ikke kunnet sætte Dem mot Væggen . TUsist har De endog gaat hen og forfalsket en Mundfuld Gift for mig bare av god og ædel Frygt for at jeg muligens kunde ville drikke den . Hvorledes skal jeg forklare Dem hvad jeg føler ved alt dette ? Deres Renhet brutaliserer mig , aUe Deres skjønne Ord og Handlinger bringer mig bare længer bort fra Maalet : at faa Dem fældt . Jeg vil trække Masken av Dem og bringe Dem til at forraade Deres sande Væsen ; mit Blod ste Uer i mig av Antipati hvergang jeg ser Deres blåa , løgnagtige Øine , og jeg krymper mig sammen for Dem og føler bare at De er en Falskner i Deres Sjæl . Endog i dette Øieblik tror jeg at se at De sitter og ler indvortes , at De trods Deres fortvilede og sønderknuste Mine aUikevel ler en hemmelig og svinsk Latter over at jeg ikke kan gjøre Dem noget fordi jeg ingen Beviser har .
Og Minutten sier heUer ikke nu et Ord . Nagel vedbUr :
De synes naturligvis at jeg er en grov Bandit og Tølper som kan overfalde Dem med disse Beskyldninger midt op i Deres Ansigt ? Det er godt , det tar jeg ikke noget Hensyn til , hav bare de Meninger om mig som De ønsker . I Deres Sjæl sitter De i dette Øieblik og vet at jeg har tat Dem paa Kornet , det er mig nok . Men hvorfor taaler De at jeg bærer mig saaledes ad mot Dem ? Hvorfor reiser De Dem ikke , spytter mig i Ansigtet og gaar Deres Vei ?
Minutten syntes at komme sig , han saa op og sa :
De har jo laaset Døren av .
400
Mysterier
Se se , svarer Nagel , De vaakner ! Og det vU De indb ikle mig at De tror , at Døren er avlaaset ? Døren er aapen , se her , nu er den vidaapen ! Jeg sa at den var avlaaset for at prøve Dem , det var en Fælde jeg såtte for Dem . Saken er : De har hele Tiden visst at Døren var aapen , men De lot som De ikke visste det bare for at kunne sitte her ren og uskyldig som altid og la Dem forurette av mig . De gik ikke ut av Værelset , nei De rørte Dem ikke . Saasnart jeg lot Dem forståa at jeg hadde Dem mistænkt for noget spidset De Øren , De vilde høre hvormeget jeg visste , hvor farUg jeg kunde være for Dem . Ved Gud , saaledes vet jeg at det forholder sig og De kan gjærne benægte det om De vil , det er mig det samme .... Og hvorfor hold , er jeg saa dette Opgjør med Dem nu ? - De har god Grund til at gjøre mig dette.Spørsmaal , det hele kunde synes mig uvedkommende . Min Ven , det er mig dog ikke uvedkommende , jeg vU for det første gjærne gi Dem en Advarsel . Tro mig , i denne Stund mener jeg ærlig hvad jeg sier . Et eUer andet Slags dulgt SlyngeUiv lever De , og det gaar bare til en Tid . En vakker Dag ligger De utstrakt for Alverden og hvemsomhelst kan trampe paa Dem . Det var nu dét . For det andre har jeg en Anelse om at De trods aUe Deres Benægtelser staar Frøken Gude nærmere end De vU gi det Utseende av . Nu , hvad vedkommer Frøken Gude mig ? De har igjen Ret . Overfor et Spørsmaal som dette maa jeg forstumme , Frøken Gude vedkommer mig mindre end nogen anden . Men ganske i sin Almindelighet har jeg Lov tU at bedrøves hvis De omgaas hende og muligens smitter hende ned med Deres helUge Lastefuldhet . Derfor har jeg hat dette Opgjør med Dem .
Nagel tænder sin Cigar paany og sier :
Og nu er jeg færdig og Døren er ikke avlaaset . Har De saa Udt Overlast ? Ti eUer svar , gjør som De seiv vU ; men lat Deres indre Stemme svare for Dem hvis De svarer . Kjære Ven , lat mig ogsaa si Dem før De gaar : jeg vil Dem ikke noget ondt .
Pause .
Minutten reiser sig , stikker Haanden i sin Frakkelomme og trækker Brevet op igjen . , Han sier :
Jeg kan ikke motta dette nu .
Dette kom Nagel uventet , han hadde ikke husket Brevet mere og han sa :
Mysterier
401
Jo vU De ikke motta det ? Hvorfor ikke ?
Jeg kan ikke motta det .
Minutten lægger Brevet paa Bordet og gaar tU Døren . Nagel følger efter med Brevet i Haanden , hans Øine løper i Vand og han skjælver pludseUg i Stemmen .
Ta det , Grøgaard , aUikevel ! sa han .
Nei ! svarer Minutten . Og han aapner Døren .
Nagel trykker Døren tUbake og sier endnu en Gang :
Ta det , ta det ! Lat mig heUer si at jeg er gal , at De ikke maa huske noget av det jeg har sagt idag . Jeg er meget gal , det er ikke noget at bry sig om at jeg har vrøvlet og talt over mig en hel Time . Beke sandt , De skjønner nok seiv at jeg ikke kan staa tU troende nåar jeg ikke er fornuftig ? Men ta Brevet , jeg vU Dem ikke noget ondt skjønt jeg er meget fra mig seiv . Ta det i Guds Navn , det er ikke meget mdi , tro mig , det er Ute mdi , og jeg vUde gjærne gi Dem et Brev tilslut , det har jeg tænkt paa hele Tiden , at jeg vUde gi Dem et Brev med næsten ingen Ting mdi , bare det var et Brev . Det er bare en Hilsen . Se saa , jeg er Dem saa oprigtig taknemmeUg .
Dermed stak han Brevet i Minuttens Haand og sprang bort tU Vinduet for at sUppe at ta det tilbake . Minutten gav ikke efter , han la igjen Brevet paa Bordet og rystet paa Hodet .
Han gik .
XXI
Nei alting løp uheldig av . Hvadenten han var inde eUer han drev om i Gaterne fandt han ikke Ro paa sig ; han hadde Tusen Ting i Hodet og hver Ting bragte ham sin særskilte Stump Pine . Hvorfor gik dog alting ham imot ? Han kunde ikke begripe det ; men Traadene snørte sig mere og mere sammen om ham . Endog saa langt var det kommet at han virkelig ikke hadde kunnet formåa Minutten tU at motta et lite Brev som han hadde villet gi ham .
Alt var trist og umulig . Dertil kom at han begyndte at pines av en nervøs Angst for noget , som om en hemmelig Fare lurte paa ham fra et eUer andet Bakhold . Han for ofte sammen i dump Rædsel , bare Gardinerne blaffet litt foran Vinduerne . Hvilke nye Plager var det nu som dukket op ? Hans noget haarde Ansigtstræk
26 a — Hamsun I .
402
Mysterier
som aldrig hadde været vakre var nu blit endda mindre tiltalende ved det mørke Stubbskjæg som stak ut paa hans Hake og Kinder . Det forekom ham ogsaa at hans Håar var bUt Utt graaere ved Ørene .
Ja hvad saa ? Skinnet ikke Solen og var han ikke lykkelig over at han endnu levet og kunde gaa hvorhen han vUde ? Var nogen Herlighet stængt for ham ? Solen laa over Torvet og Sjøen , Fuglene sang i de smaa nydelige Haver ved hvert Hus og flyttet sig uavlatelig fra Gren tU Gren ; allevegne laa Guid og fløt , Graset i Gaterne badet sig i det og oppe paa Kirkespiret stod den forsølvede Kule og dirret mot Himlen som en uhyre Diamant .
Han kommer i en eksalteret Glæde , i en Henrykkelse saa stærk og uregjerlig at han paa staaende Fot hælder sig ut av sit Vindu og og slipper endel Sølvpenger ned tU et Par Børn som leker utenfor paa HoteUets Trappe .
Vær nu sniUe Børn ! sier han og han kan knapt faa Ordene frem for den Bevægelse han er i . Hvad hadde han at være angst for ? Han saa heUer ikke værre ut nu end før ; dessuten , hvem kunde hindre ham i at barbere og pusse sig op ? Det raadet han seiv for . Og han gikk tU Barberen .
Han kommer ogsaa til at huske paa nogen Indkjøp han skulde ha gjort ; han maatte heUer ikke glemme det Armbaand han hadde lovet Sara . Og nynnende og jublende besørger han sine Ærender med et Barns sorgløse TUfredshet med Alverden . Det var bare Indbildning at han hadde noget at frykte for .
„ Hans gode Stemning vedvarer og han blir væk i lyse Tanker . Nys hadde han hat et skarpt Opgjør med Minutten og det var aUerede halvt utvisket av hans Erindring , han husket det bare som fra en Drøm . Minutten hadde ikke viUet motta hans Brev ; men hadde han ikke ogsaa et Brev til Martha ? I sin Trang tU at meddele andre av sin overstrømmende Glæde vUde han nu gjøre en Utvei tU at faa Brevet avsted . Hvorledes skulde han bære sig ad ? Han undersøkte sin Lommebok og fandt Brevet . Han torde vel ikke i al Hemmelighet sende det tU Dagny ? Nei han torde ikke sende det til Dagny . Han tænkte efter og vilde absolut ha Brevet avsted straks ; det indeholdt et Par Sedler , intet Brev , ikke et Ord ; han kunde kanske be Doktor Stenersen besørge det ? Og tilfreds med denne tanke gaar han tU Doktor Stenersen .
Mysterier
403
Klokken var seks .
Han banker paa Doktorens Kontordør ; den var hikket . Han gaar ind Gaardsveien og vil forhøre sig i Kjøkkenet , i det samme roper Fru Stenersen tU ham fra Haven .
Der sitter ved et stort Stenbord FamUjen og drikker Kaffe . Det var flere tUstede , et Par Damer , et Par Herrer ; Dagny KieUand var ogsaa der ; hun hadde en aldeles hvit Hat paa , Hatten var pyntet med smaa lyse Blomster rundt om .
Nagel vUde trække sig tUbake og han stammer
Doktoren , det var Doktoren
Gud , var han syk .
Nei nei han var ikke syk .
Naa , saa fik han ikke gaa igjen .
Og Fruen trak ham i Armen . Dagny reiste sig endog og vUde overlate ham sin Stol . Han saa paa hende , de saa begge paa hverandre . Hun hadde endog reist sig ior ham , hun hadde sagt med lav Røst : Værsaagod , denne Stol !
Men han fandt sig en Plass ved Siden av Doktoren og såtte sig . Denne Mottakelse gjorde ham litt fortumlet . Dagny saa mUdt til ham og hun hadde likefrem viUet gi ham sin Stol . Hans Hjærte banket hæftig ; kanske kunde han allikevel gi hende Marthas Brev ?
Efter en liten Stunds Forløp vendte ogsaa hans Ro tUbake . Man talte saa velsignet livUg om den ene Ting efter den andre ; hans lyse Glæde bemægtiget sig ham igjen og fik hans Røst tU at bæve . Han levet jo , han var ikke død og han skulde heller ikke dø . Omkring et Bord med hvit Duk og blankt Sølvtøi sat i denne grønne , løvrike Have et Selskap av glade Mennesker som lo og spilte med Øinene ; var det saa Grund tU at være uhyggelig tihnote ?
Hvis De nu var rigtig elskværdig saa tok De Deres Violin og spilte Utt for os , sier Fruen .
Nei hvor kunde hun falde paa det !
Da ogsaa de andre bad ham lo han høit og sa
Men jeg har jo ingen Violin engang !
Men de vUde sende Bud efter Organistens Violin , den skulde være der om et Øieblik .
Ja det hjalp ikke , han rørte den ikke . Og desuten var Organistens Violin ødelagt av de smaa Rubiner som var indsat paa Gripbrættet , Tonen fik en Glaslyd av dem , de skulde siet ikke ha været anbragt
26 b — Hamsun I .
404
Mysterier
der paa det Sted , det var ikke tU at holde ut . Forresten kunde han ikke føre Buen mere , ja han hadde for den Saks Skyld heller aldrig kunnet det ; ikke sandt , han maatte dog vel seiv vite om det ? .... Men nu fortalte han hvorledes det var gaat ham den første og eneste Gang hans Spil var blit offentUg omtalt ; det var næsten som et Symbol deri . Han hadde faat Avisen om Kvælden og nytt den paa Sengen ; han var meget ung dengang , han bodde hjemme og det var en Lokalavis som hadde anmældt ham . Aa hvor han hadde været lykkelig for den Avis ! Han læste den mange Ganger og faldt i Søvn uten at slukke Lysene . Om Natten vaaknet han og var dødtræt endnu , Lysene var brændt ut , det var mørkt i hans Rum ; men han skimtet noget hvitt paa Gulvet , og da han visste at det var en hvit Spytbakke i hans Værelse tænkte han : dette skal du se er den Spytbakken ! Det var Skam at si det , men saa spyttet han og han hørte at det traf . Og da det traf saa utmærket den første Gang spyttet han en Gang tU og det traf . Saa la han sig til at sove igjen . Men om Morgningen saa han jo at det var den dyrebare Avis han hadde spyttet paa , den meget velvillige offentlige Mening om ham som han hadde spyttet paa . Hehe , det var meget sørgelig !
Dette lo de allesammen av og Humøret steg stadig . Fruen sa dog :
Men De ser virkelig litt blekere ut end før ?
Ak , svarte Nagel , det har intet at bety , det mangler mig ingenting . — Og han lo høit over at det skulde være noget iveien med ham .
Men en Gang skjøt en Rødme op i hans Kinder , han reiser sig op fra Bænken og sier at det mangler ham noget aUikevel . Han forstod det ikke , men det var som om noget uventet skulde møte ham , han var litt angst . Hehe , hadde man hørt Maken ! Det var latterlig og det betydde ikke noget ; vel ? Det hadde ogsaa hændt ham noget .
Nu blev han bedt om at fortæUe .
Nei hvorfor det ? Det var uten Betydning , det var naragtig , hvorfor skulde han saa opta Tiden med det ? Det vUde kanske ogsaa kjede Selskapet .
Men det vilde aldeles ikke kjede .
Ja men det var saa langt . Det begyndte helt i San Francisco , det skrev sig fra den Gang han hadde røkt Opium ....
Mysterier
405
\
Opium ? Gud , hvor det var morsomt !
Nei Frue , det er nærmest litt pinlig eftersom jeg nu gaar her midt paa lyse Dagen og er angst for noget . De maa ikke tro at jeg røker Opium saadan til hver Dag ; jeg har røkt bare to Ganger hvor a v den anden Gang ingen Interesse har . Men den første Gang oplevet jeg virkeUg noget besynderlig , det er sandt . Jeg var kommet ned i en saakaldt Den . Hvorledes var jeg kommet dit ? Uten Overlæg ! Jeg driver nu og da omkring i Gaterne , jeg ser paa Mennesker , utvælger mig en enkelt Person som jeg forfølger i Fråstand og ser hvor han endeUg blir av tilslut . Jeg skyr ikke at gaa like ind i Huset og opover Trapper for at se hvor han blir av tilslut . Om Nætterne i store Byer er dette overmaate interessant og kan føre en ind i de mærkeligste Bekjendtskaper . Naa , det taler vi ikke om ! Men jeg er altsaa i San Francisco og driver om i Gaterne . Det er Nat , jeg har en høi , mager Kvinde foran mig som jeg holder Øie med ; i Lyset fra Gaslykterne som vi passerer kan jeg se at hun har tynde Kiær , men om Halsen bærer hun et Kors av grønne Stener . Hvor vUde hun hen ? Hun passerer flere Kvartaler , bøier av om Gatehjørnerne og gaar og gaar , og jeg er hende stadig i Hælene . Endelig befinder vi os i Kinesernes Bydel , Kvinden gaar ned i et Kjældergap og jeg gaar efter ; hun gaar ind gjennem en lang Gang og jeg gaar ogsaa ind gjennem den lange Gang . Paa vor høire Haand er Murvæggen , men paa vor venstre er Kaféer , Barberstuer og Vaskerier . Saa stanser Kvinden ved en Dør , hun banker paa , et Ansigt med skjeve Øine ser ut fra Ruten i Døren og Kvinden blir indlatt . Jeg venter litt og staar ganske stiUe , saa banker ogsaa jeg paa , Døren aapner sig igjen og jeg blir indlatt .
Det var megen Røk og høirøstet Passiar i Værelset . Borte ved Disken staar den magre Kvinde og trætter med en Kineser i blåa Skjorte som hænger utenpaa Buksen . Jeg gaar Utt nærmere og hører at hun vil pantsætte sit Kors for noget , men at hun ikke vil utlevere Korset , hun vU gjæmme det seiv . Det gjaldt to Dollars og hun skyldte ogsaa noget før , saa det i alt blev tre Dollars . Godt , hun bærer sig litt , hun graater nu og da og vrir Hænderne og jeg syntes hun var meget interessant . Den skjorteklædte Kineser var ogsaa interessant , han vilde ingen Forretning gjøre nåar han ikke maatte faa Korset utleveret ; Penger eUer Pant !
406
Mysterier
«
Jeg sætter mig her og venter litt , sier Kvinden , og jeg skjønner at jeg gjør det tilsist , at jeg gaar ind paa det tilsist . Men jeg burde ikke gjøre det ! — Og saa hulker hun Uke op i Kineserens Ansigt og vrir Hænderne .
Hvad er det De ikke burde gjøre ? spør jeg .
Men hun hører at jeg er Utlænding og svarer mig ikke .
Hun var overordentlig interessant og jeg beslutter mig til at gjøre noget . Jeg kunde laane hende disse Penger for at se hvorledes det vUde løpe av . Det var bare av Nysgjærrighet jeg gjorde det og bakefter stikker jeg endnu en Dollar tU hende for at se hvorledes hun ogsaa vilde bruke den . Det maatte bli særdeles morsomt at se .
Hun glor paa mig og takker mig , hun sier ikke noget , men hun nikker mange Ganger og ser paa mig med taarefyldte Øine , og jeg hadde dog gjort det bare av Nysgjærrighet . Godt , hun betaler ved Disken og forlanger straks et Værelse . Hun hadde leveret alle sine Penger .
Hun gaar og jeg følger efter . Vi spaserer atter gjennem en lang Gang , det er numererte Værelser paa begge Sider , og i et av disse Værelser glider Kvinden ind og slaar Døren i . Jeg venter en Stund , hun kommer ikke tilbake ; jeg rykker litt i Døren , den er stængt .
Saa gaar jeg ind i Sideværelset og gir mig til at vente . Der er en rød Divan og et Ringeapparat , Værelset oplyses av en Lampe som er stukket ind i Væggen . Jeg lægger mig paa Divanen , Tiden bUr lang og jeg kjeder mig . For at gjøre noget trykker jeg paa Knappen og ringer . Jeg vil ingenting , men jeg ringer .
En Kineser kommer , ser paa mig og f ors vinder igjen . Det gaar nogen Minutter . Kom , lat mig se dig en Gang til ! sier jeg for at fordrive Tiden ; hvorfor kommer du ikke igjen ! Og jeg ringer paany .
Saa kommer den unge Gut tilbake , lydløst , som en Aand , gUdende paa FUtsko . Han sier ingenting , jeg sier heUer ingenting ; men han rækker mig en bitte Uten Porcelæns Pipe med langt , tyndt Rør og jeg tar imot Pipen . Saa holder han en Glo tU og jeg røker . Jeg hadde ikke bedt om Pipen , men jeg røker . Litt efter begynder det at suse for mine Ører ....
Nu husker jeg ikke noget før jeg føler at jeg er et eUer andet Sted i Høiden , at jeg begynder at gaa tilveirs , jeg svæver . Det var usigelig lyst omkring mig og de Skyer jeg møtte var hvite . Hvem
\ Mysterier
407
var jeg og hvor fløi jeg hen ? Jeg husker mig om og kan intet huske , men jeg gled vidunderUg høit op. Jeg saa grønne Enge i det Fjærne , blåa Sjøer , Dale og Berge i gylden Glans ; jeg hørte Musik fra Stjærnerne og Rummet omkring mig gynget op og ned av Melodier . Men de hvite Skyer gjorde mig over al Maate godt , de fløt tværs igjennem mig og jeg hadde en Fornemmelse av at jeg skulde dø av Herlighet derved . Dette varte og varte ved , jeg visste ikke av nogen Tid , og jeg hadde glemt hvem jeg var . Saa flimrar en jordisk Erindring gjennem mit Hjærte og med ett begynder jeg at dale .
Jeg daler , daler , Lyset tar av , det bUr mørkera og mørkera omkring mig , jeg ser Jorden under mine Øine og jeg kjender mig igjen , det er Byer , Vind og Røk . Saa stanser jeg . Jeg ser mig om , det er Hav omkring mig . Jeg føler mig ikke lykkeUg mere , jeg støter mig mot Stener og jeg fryser . Det er hvit Sandbund under mine Føtter og ovenover mig ser jeg intet andet end Vand . Jeg svømmer nogen Tak , jeg passerer mange underlige Vækster , tykke , grønne Bladplanter , Havblomster , som staar og duver frem og tilbake paa Stilker , — en stum Verden hvor ikke en lyd høres , men hvor alt lever og bevæges . Jeg svømmer igjen nogen Tak og kommer til et Koralrev . Det var ingen Kora Uer mere , Revet var plyndret , men jeg sa : her har været nogen før ! Og jeg følte mig ikke længer saa ensom da det hadde været nogen før . Jeg svømmet igjen , jeg vU komme Uånd , men jeg gjør dennegang blot et Par Tak , da jeg stanser . Jeg stanser fordi det ligger et Menneske foran mig paa Bunden ; det er en Kvinde , hun er lang og mager og hun Ugger meget oprevet over en Sten . Jeg rører ved hende og ser at jeg kjender hende ; men hun er død og jeg forstaar ikke at hun er død , da jeg dog kjender hende paa Korset med de grønne Stener . Det er den samme Kvinde som jeg nys hadde fulgt gjennem de lange Ganger , ind til de numererte Værelser . Jeg vU svømme videre , men jeg stanser og retter paa hende ; hun Ugger spredt over en stor Sten og det gjorde et uhyggelig Indtryk paa mig . Hun holder Øinene vidaapne , men jeg trækker hende med mig til en hvit Plet og jeg ser Korset om hendes Hals , men jeg stikker det ind under hendes Kjole for at ikke Fiskene skal ta det fra hende . Saa svømmer jeg bort
Men om Morgningen fortalte man mig at Kvinden var død om
408
Mysterier
)
Natten . Hun hadde spranget i Sjøen utenfor Kinesernes Kvartal ; man fandt hende om Morgningen . Det er meget besynderlig , men hun var død . Kanske kunde jeg træffe hende igjen en Gang til hvis jeg gjorde noget for det ! tænkte jeg . Og jeg røkte Opium atter en Gang for at træffe hende , men jeg traff hende ikke .
Hvor var det underlig ! Men senere engang saa hændte ogsaa noget . Jeg var kommet tUbake tU Europa , jeg var hjemme . Jeg drev en varm Nat omkring , kom ned tU Havnen , til Pumpeværkerne , hvor jeg opholdt mig en Tidlang og lyttet tU det man sat og talte om paa Skibene . Alt var saa stiUe , Pumperne stod . TUsist blev jeg træt og jeg vilde dog ikke hjem fordi det var saa varmt . Jeg steg op i Stokværket paa en av Pumperne og såtte mig der . Men Natten var saa stUle og varm , jeg kunde ikke holde mig vaaken , jeg sovnet tungt ind .
Saa vaakner jeg ved at en Røst kalder paa mig , jeg ser ned : en Kvinde staar nede paa Stenene . Hun er høi og mager ; nåar Gaslykten blaffer op kan jeg se at hendes Kiær er meget tynde . Jeg hilser .
Det regner , sier hun .
Godt , det vet jeg Beke at det regner , men i saa Fald var det bedst at komme i Skjul . Og jeg kryper ned fra Stokværket . I det samme begynder Pumperne at buldre , en Skovl svinger i Luften og forsvinder , en ny Skovl svinger i Luften og forsvinder , Pumperne gaar . Men hvis jeg ikke var kommet væk i rette Tid vilde jeg ha været sønderrevet , aldeles knust . Det forstod jeg med en Gang .
Jeg ser mig om , det begynder ganske rigtig at regne litt ; Kvinden er begyndt at gaa , jeg ser hende foran mig og jeg kjender hende godt , hun hadde Korset paa ogsaa i dag . Jeg hadde kjendt hende like fra Begyndelsen , men jeg lot som om jeg ikke kjendte hende . Nu vilde jeg naa hende igjen og jeg gaar paa av alle Kræfter ; men jeg naadde hende ikke . Hun træder ikke med Føtterne , hun gUder uten at røre sig , bøier om et Gatehjørne og forsvinder for mig . Dette er fire Aar siden .
Nagel stanser . Doktoren synes mest tUbøieUg tU at ville le , men han sier dog saa alvorlig som han kan :
Og siden har De ikke truffet hende ?
Jo saa saa jeg hende igjen idag . Det er derfor jeg nu og da har
409
Mysterier
en Følelse av Angst . Jeg stod i Vinduet paa mit Værelse og saa ut paa Gaten , saa kom hun ret imot mig , tværsover Torvet , likesom fra Bryggerne og Sjøen , stanset utenfor mine Vinduer og saa op. Jeg var ikke sikker paa om det var mig hun saa paa og jeg gik over i et andet Vindu ; men da dreiet hun Øinene efter og saa paa mig ogsaa der . Saa hilste jeg ned tU hende ; men da hun saa det vendte hun sig raskt om og svævet tilbake over Torvet til Bryggerne igjen . Hvalpen Jokobsen reiste Haarene og sprang ellevild ut av HoteUet og gjødde . Dette gjorde Utt Indtryk paa mig . Jeg hadde næsten glemt hende i denne lange Tid , og saa kommer hun igjen idag . Kanske vilde hun advare mig for noget . Nu brast Doktoren i Latter . Ja , sa han , hun vilde advare Dem mot at gaa hit tU os . Nei naturligvis , hun har tat feU dennegang , det er ingenting at frykte for . Men forrige Gang var det nogen Skovler som vilde ha sønderrevet mig . Og jeg blev Utt angst . Naa , det betyr altsaa ingenting ; vel ? Hehe , det skulde ogsaa se godt ut om man saadan skulde bli utsat for et eller andet . Jeg maa le av det hele . Nervøsitet og Overtro ! sa Doktoren kort . Men nu begyndte ogsaa de andre at fortæUe Historier hver især og Klokken slog den ene Gang efter den andre ; det lidde imot Kvæld . Nagel sat taus hele Tiden ; han begyndte at fryse . Tilsist reiste han sig for at gaa . Han kunde vel ikke plage Dagny med det Brev aUikevel , det fik heUer være ; kanske kunde han træffe Doktoren imorgen og levere ham det da . Hans lykkelige Stemning var helt borte . , ,
Til hans store Forundring reiste Dagny sig ogsaa da han var like paa Nippet til at gaa . Hun sa : Nei Dere fortæUer saa meget uhyggelig her at jeg blir fuld av Rædsel jeg ogsaa . Nu vil jeg se at komme hjem før det blir mørker e . _ , _
Og de gik sammen ut av Haven . Nagel blev varm av Glæde ; jo nu kunde han gi hende Brevet ! Han vUde aldrig faa bedre Lei-
lighet . . Var det saa at De vUde tale med mig ? ropte Doktoren etter ham . , s ,
Nei egentlig ikke , svarte han Utt forvirret . Jeg vilde altsaa hUse paa Dem og....Det var saa længe siden sist . Farvel .
i
410
Mysterier
I
4
fe ,
Idet de gik nedover Gaten var de begge urolige , ogsaa Dagny var urolig . Hun fandt paa at tale om Veiret ; hvor det var mUdt iaften !
Ja stiUe og mUdt !
Han kunde heUer ikke si noget , han gik og saa paa hende . Hun hadde de samme Fløiels Øine og den samme lyse Flætte nedover Ryggen ; aUe hans Hjærtes Følelser vaaknet paany , hendes Nærhet beruset ham og han for med Haanden over Øinene . Hun blev deiligere og deiligere for hver Gang han saa hende , for hver Gang ! Han glemte alt , glemte hendes Haan , glemte at hun hadde gjæmt Martha bort for ham og at hun hadde fristet ham paa en übarmhjærtig Maate med et Lommetørklæde . Han maatte vende sig bort for ikke at gi efter for et brændende Utbradd paany . Nei nu maatte han holde sig opret , han hadde bragt hende tU det ytterste to Ganger før ; han var dog en Mand ! Og han holdt næsten Pusten og gjorde sig håard .
De var kommet ned i Hovedgaten ; HoteUet laa tilhøire . Hun saa ut som om hun vilde tale . Han fulgte stiltiende ved Siden av . Kunde han kanske gaa med hende gjennem Skogen ? Plutselig saa hun paa ham og sa :
Tak for Deres FortæUing ! Er De angst nu ? Det maa De ikke være !
Jo hun var mild og god idag ; han vilde med en Gang bringe Brevet paa Bane .
Jeg vUde gjærne be Dem om at gjøre mig en Tjeneste , sa han . Men jeg tør vel kanske ikke , De vil vel ikke gjøre mig en Tjeneste nu ?
Jo jeg vU det gjærne endog , svarte hun . Hun vilde det gjærne , sa hun ! Han stak Haanden i Lommen efter Brevet .
Jeg vU be Dem om at besørge dette Brev . Det er bare en Meddelelse , noget .... Det er ikke av Vigtighet , men .... Det er til Frøken Gude . De vet kanske hvor Frøken Gude er ? Hun er reist . Dagny stanset . Et underlig sløret BUk trængte sig ut fra disse blåa Øine , hun blev staaende en Stund aldeles übevægelig . TU Frøken Gude ? sa hun . Ja . Hvis De vU være saa snil ? Kanske kunde det ogsaa bero , det haster ikke ....
Mysterier
411
Jo , jo ! sa hun med ett , kom bare med det , jeg skal nok besørge et Brev fra Dem til Frøken Gude . — Og da hun hadde stukket Brevet i Lommen nikket hun pludselig og sa : Jaja , Takk for iaften . Nu maa jeg gaa .
Dermed saa hun igjen paa ham og gikk .
Han stod tilbake . Hvorfor hadde hun bratt saa hurtig av ? Hun hadde dog ikke set sint til ham da hun gikk ; tværtimot . Og aUikevel var hun gaat med en gang ! Nu dreiet hun ind paa Præstegaardsveien .... nu var hun borte ....
Da han ikke kunde se hende længer gik han op til HoteUet . Hun hadde hat en snehvit Hat paa . Og hun hadde set saa mærkelig paa ham ....
XXII
For et sløret BUk hun hadde git ham ! Han forstod det ikke . Men næste Gang han traf hende vilde han gjøre det godt igjen hvis han hadde gjort hende imot paany . Hvor hans Hode begyndte at tynge ! Men han hadde siet intet at være angst for , saa meget var Gudskelov sikkert .
Han såtte sig i Sofaen og gav sig tU at blade i en Bok ; men han læste ikke . Han reiste sig og gik uroUg bort tU Vinduet . Uten at tilstaa det for sig seiv torde han næsten ikke se ut paa Gaten av Frygt for at hans Øine muUgens paany skulde møte et usædvanlig Syn . Hans Knæ begyndte at skjælve ; hvad var iveien med ham ? Han flyttet sig igjen tilbake i Sofaen og lot Boken falde paa Gulvet . Hans Hode hamret , han følte sig likefrem syk . Det var ingen Tvil om at han hadde Feber ; de to Nætter han i Træk hadde ligget ute i Skogen hadde omsider slaat an paa ham og gjennemtrængt ham fra Top til Taa . AUerede mens han sat i Doktorens Have var han begyndt at fryse .
Naa , det gik vel over ! Det var ikke hans Vane at gi fortapt for en Smule Forkjølelse ; imorgen vUde han være like frisk igjen ! Han ringte og fik Kognak op , men Kognaken gjorde ingen Virkning paa ham , beruset ham ikke engang , og han dråk forgjæves flere store Glas . Det værste var at ogsaa hans Hode begyndte at slaa feil , han kunde ikke tænke klart .
Hvor han dog i Løpet av en Timestid var blit angrepet ! Hvad
Mysterier
412
nu , hvorfor blaffet Gardinerne saa urolig nåar det ingen Vind var ? Hadde det nogen Betydning ? Han reiste sig igjen og saa sig i Speilet , han saa forstyrret og daarlig ut . Jo hans Håar hadde graanet mere og hans Øine hadde røde Kanter Er De angst endnu ? det maa De ikke være . DeiUge Dagny ! Tænk , en aldeles hvit Hat .... . .
Det banker paa hans Dør og Værten træder ind . Værten bringer ham endelig hans Regning , en lang Regning paa to Blader . Forøvrig er Værten smilende og ytterst høflig . Nagel tar straks tU Lommeboken og begynder at lete i den , men herunder spør han , skjælvende av bange Anelser , hvormeget det er , og Værten svarer . Det maatte forresten gjærne bero tU imorgen eller en anden Dag , det hastet ikke . Ja Gud vet om han kunde betale , kanske kunde han ikke . Og Nagel finder ingen Penger . Hvad , hadde han ingen Penger ? Han kaster Lommeboken paa Bordet og begynder at ransake sine Lommer , han er aldeles raadvild og leter ynkelig allevegne , tUslut forfarar han endog sine Bukselommer , tar nogen Smaapenger op og sier :
Jeg har nogen Penger her , men det forslaar vel ikke , nei det forslaar nok ikke , tæl seiv .
Nei , sier Værten ogsaa , det forslaar ikke . Paa Nagels Pande brister Sveden ut , han vU gi Værten disse Par Kroner indtil videre og han søker endog i sine Vestelommer , om han ikke ogsaa kunde ha flere Smaapenger der . Og der var ingen . Men han kunde vel laane litt , kanske nogen vUde gjøre ham den Tjeneste at laane ham litt ! Gud vet om han ikke vilde bli hjulpet nåar han bad nogen !
Værten ser ikke længer tilfreds ut , endog hans Høflighet forlater ham , og han tar Nagels Lommebok som endnu ligger paa Bordet og begynder seiv at undersøke den . Ja værsaagod ! sier Nagel , der kan De seiv se , der er bare Papirer . Jeg forstaar det ikke .
Men Værten spåender op det midterste Rum og slipper Lommeboken med ett ; hans Ansigt blir et eneste stort , forundret Smil . Der ligger de ! sier han . Der er Tusener ! De spøkte altsaa , De vilde bare prøve om jeg forstod en Spøk ? Nagel blev glad som et Barn og gik ind paa denne Forklaring . Han aandet deiUg lettet og sier :
413
Mysterier
Ja ikke sandt , jeg spøkte bare , det faldt mig ind at gjøre litt Løier . Jo jeg har Gudskelov mange Penger endnu ; se her , vil De bare se !
Det var ogsaa mange store Sedler , en Masse Penger i Tusenkroner ; Værten maatte gaa ut og veksle før han kunde faa sit . Men endnu længe efter at han var gaat stod Svedperlerne i Nagels Pande og han skalv av Bevægelse . Hvor han var blit forstyrret og hvor det suset tomt i hans Hode !
En Stund efter faldt han i en urolig Slummer paa Sofaen , laa og vridde sig i Drømme , talte høit , sang , kaldte paa Kognak og dråk i Halvsøvne og fuld av Feber . Sara var jævnUg inde hos ham , og skjønt han talte næsten hele Tiden med hende forstod hun bare lite av det han sa . Han laa med lukkede Øine .
Nei han vilde ikke klæ sig av ; hvad tænkte hun paa ? Var det kanske ikke midt paa Dagen ? Han hørte tydelig Fuglekvitter endnu . Hun skulde heUer ikke hente Doktoren . Nei Doktoren vilde bare gi ham en gul Salve og en hvit Salve , og disse to Salver vUde man saa ta synderlig feil av og bruke dem forkjert og dræpe ham paa Stedet . Karlsen var død av det ; hun husket nok Karlsen ? ja han var død av det . Hvorledes det nu var eUer ikke var saa hadde Karlsen faat en Fiskeangel i Strupen , og da Doktoren kom med sine Mediciner saa viste det sig at det bare var et Glas ganske almindelig Daaps- og Brøndvand som kvalte ham . Hehehe , skjønt man ikke burde le av det .... Sara , De maa ikke tro at jeg er fuld ; vel ? Ideassociationer , hører De der ? Encyclopædister med mere . Tæl paa Knapperne , Sara , og se om jeg er fuld .... Hør , nu gaar Kværnene , Byens Kværner ! Gud for en Ravnekrok De lever i , Sara ; jeg kunde viUe utfri Dem av Deres Fienders Vold , som skrevet staar . Gaa til Helvede , gaa tU Helvede ! Hvem er De forresten ? I er falske allesammen og jeg skal sætte hver især av Jær mot Væggen . De tror det ikke ? Aa , hvor jeg har hat Jær i Kikkerten ! Jeg er overbevist om at Løitnant Hansen har lovet Minutten to Uldskjorter , men se om han har faat dem ! Og mener De at Minutten torde tilstaa det ? Lat mig rive Dem ut av den Vildfarelse , Minutten torde ikke tilstaa det , han bugtet sig væk ; er du med paa den ! Tar jeg ikke feil , Hr. Grøgaard , saa sitter De nu igjen og ler svinsk bak Deres Avis ? Beke ? Naa , det er mig ogsaa like meget
Er De her endnu , Sara ? Godt ! Hvis De vil sitte her i fem
414
Mysterier
Minutter endda saa skal jeg fortæUe Dem noget ; er det en Avtale ? Men tænk Dem nu først en Mand paa hvem Øienbrynene litt efter litt falder av . Kan De holde fast paa det ? Paa hvem Øienbrynene falder av . Dernæst maa det være mig tiUatt at spørre Dem om De nogensinde har ligget i en Seng som har knirket ? Tæl paa Knapperne og se om De har gjort det . Jeg har Dem stærkt mistænkt . Forresten har jeg hat alle Byens Folk i Kikkerten som mistænkt . Forresten . Og jeg har skUt mig godt fra mit Arbeide , jeg har git Jær et Snes overmaate rike Samtaleæmner av Gangen og gjort Livet uordentUg for Jær , jeg har lagt den ene urolige Scene efter den andre ind i Jærs skikkelige BlindtarmtUværeise . Hoho , hvor Kværnene har suset , hvor Kværnene har suset ! Hvorpaa jeg raader Dem , velagtet Pike Sara Kaffeknægt Josefsdatter tU at spise klar kjøtsuppe mens den er varm , for staar den.tU den bUr kold er det Gud forbande mig ikke andet end bare Våndet tUbake .... Mere Kognak , Sara , jeg har ondt i Hodet , paa begge Sider av Hodet og midt opi Hodet . Det er ganske forunderlig ondt ....
VU De ikke ha noget varmt ? spør Sara .
Noget varmt ? Hvad tænkte hun paa igjen og igjen ! Det vUde komme ut over hele Byen i et Øieblik at han hadde drukket noget varmt . Læg Mærke tU : han hadde ikke i Sinde at vække Forargelse , han vilde optræde som god Skatteborger av Staden , gaa efter Noter over Præstegaardsveien og aldrig anskue Tingene % usalig forskjellig fra andre Folk ; tre Fingrer i Veiret paa det ....
Hun skulde ikke være rædd . Han hadde virkeUg noget ondt hist og her ; men derfor klædte han sig heller ikke av , for saa gik det snarare over . Man skulde sætte haardt mot haardt ....
Han blev stadig værre og Sara sat som paa Naaler . Hun vUde helst løpe sin Vei , men han mærket straks nåar hun reiste sig og spurte da om hun vilde forlate ham . Hun ventet paa at han skulde falde i fast Søvn nåar han hadde sludret sig træt . Ja hvor han sludret , med stadig lukkede Øine og Ansigtet rødt av Hete og Feber . Han hadde utspekuleret en ny Maate at renske Fru Stenersens Rips for Lus . Den bestod i at han en vakker Dag gik ind i en Butik og kjøpte et Blikspand med Parafin , derpaa begav han sig ut paa Torvet , tok sine Sko av og hældte dem fulde av Parafin . Saa tændte han lid paa dem begge , paa den ene Sko efter den andre , og endelig danset han rundt dem i bare Strømperne og * sang
Mysterier
415
\
til . Dette maatte ske en Formiddag nåar han blev frisk igjen . Hån skulde lage en formelig Cirkus av det , en hel Hesteopera , og han vilde smælde med en Svøpe .
Han fik det ogsaa travlt med at bruke besynderlige og latterhge Navne og Titler paa sine Bekjendte . Fuldmægtig Reinert kaldte han saaledes Bilge og sa at BUge var en Titel . Hr. Reinert , høistæret Bilge i Staden , sa han . Men tUsist begyndte han endeUg at fable om hvor høit det vel kunde være op under Taket i Konsul Andresens LeUighet . Tre og en halv Alen , tre og en halv Alen ! ropte han Gang paa Gang . Tre og en halv Alen , tat paa Slump ; har jeg ikke Ret ? Men alvorUg talt saa laa han virkeUg med en Fiskeangel i Strupen , han fandt det ikke paa , og han blødde av den , det gjorde adskiUig ondt ....
EndeUg imot Kvæld sovnet han ordentlig ind .
Ved Titiden vaaknet han igjen . Han var alene og laa endnu i Sofaen . Et Tæppe som Sara hadde breidd over ham var faldt paa Gulvet , men han frøs ikke allikevel . Sara hadde ogsaa hikket Vinduerne og han aapnet dem igjen . Det forekom ham at han var klar i Hodet ; men han var mat og han skalv . Den dumpe Rædsel begyndte igjen at gripe ham , han følte det gjennem Mary og Ben nåar det knak i Væggene eller nåar det lydde et Rop fra Gaten . Kanske hvis han gik tilsengs og sov tU imorgen vilde det gaa over . Og han klædte sig av .
Han kunde imidlertid ikke falde i Søvn . Han blev Uggende og tænke efter alle sine Oplevelser i det siste Døgn , fra igaaraftes da han begav sig ut i Skogen og tømte det liUe Vandglas , til nu han laa temmelig forkommen paa sit Værelse og plagedes av Feber . Hvor dette Døgn hadde varet længe ! Og Angsten vilde ikke forlate ham , denne dumpe og hemmelige Fornemmelse av at han befandt sig i Nærheten av en Fare , en Ulykke , slåp ham ikke . Hvad hadde han da gjort ? Hvor det hvisket omkring hans Seng ! Værelset fyldtes av en hvislende Mumling . Han foldet Hænderne og han syntes at han sovnet ....
PludseUg ser han paa sine Fingrar og mærker at hans Ring er borte . Hans Hjærte begynder øieblikkelig at arbeide stærkere ; han ser nøiere til : en svak mørk Rand om Fingeren , men ingen Ring ! Himmelske Gud , Ringen var væk , ja han hadde kastet den i Sjøen ,
416
Mysterier
han trodde jo ikke at han kom til at behøve den mere da han skulde dø , saa kastet han den i Sjøen . Men nu var den væk , Ringen var væk !
Han springer op av Sengen igjen , river Klærne paa sig og tumler som en Gal omkring i Værelset . Klokken var ti , Klokken tolv maatte Ringen være fundet , tænkte han , paa Slaget tolv var det siste Sekund , Ringen , Ringen ....
Nedover Trapperne stormer han , ut paa Gaten , bortimot Bryggerne . Man faar Øie paa ham fra Hotellet , men det bryr han sig ikke om . Han blir utmattet igjen , hans Knær sUngrer under ham og han mærker heller ikke det . Jo nu hadde han fundet Grunden til den tunge Angst som hadde knuget ham hele Dagen , Jærnringen var væk ! Og Kvinden med Korset hadde vist sig for ham .
Aldeles ute av sig seiv av Rædsel springer han ned i den første den bedste Baat ved Kaien . Den er fast i Land og han kan ikke faa den løs . Han roper op tU en Mand og ber ham løse Baaten ; men Manden svarer at det tør han ikke , det var ikke hans Baat . — Ja men Nagel vilde ta alt paa sig , det gjaldt Ringen , han vUde kjøpe Baaten . — Men kunde han da ikke se at Baaten var laaset fast ? Kunde han ikke se Jærnlænken ? — Naa , saa tok han en anden Baat .
Og Nagel sprang over i en anden Baat .
Hvor skal De hen ? spør Manden .
Jeg skal lete efter Ringen . De kjender mig kanske , jeg har hat en Ring hér , De kan seiv se Mærket saa jeg lyver ikke . Og nu har jeg kastet Ringen bort , den ligger derute et Sted .
Manden forstaar ikke denne Tale .
VU De lete efter en Ring paa Bunden av Sjøen ? sier han .
Ja akkurat ! svarer Nagel . De forstaar det , hører jeg . For jeg maa jo han min Ring , det indser De nok ogsaa seiv . Kom og ro mig .
Manden spør atter :
Vil De lete efter en Fingerring som De har kastet paa Sjøen ? Ja , ja , og kom saa ! Jeg skal nok gi Dem mange Penger for det .
Gud velsigne Dem , lat det heUer bero ! Vil De ta den op med Fingrene ?
Ja med Fingrene . Det er mig det samme . Jeg kan svømme som en Aal hvis det ogsaa kommer an paa det . Kanske kunde vi finde noget andet at ta den op med end Fingrene .
417
Mysterier
Og den fremmede Mand gaar virkelig ned i Baaten . Han sætter sig tU at tale om Saken ; men han vender Ansigtet bort . Det var jo bare Narrestreker at forsøke paa en slik Ting . Hadde det været et Anker eUer en Kjætting saa kunde det ha været Mening i det ; men en Fingerring ! Og nåar man ikke engang visste nøiagtig hvor den laa !
Nagel begyndte ogsaa seiv at indse hvor umulig hans Forehavende var . Men saa kunde han ikke begripe det , saa var han fortapt ! Hans Øine stod stive i Hodet og han rystet av Feber og Angst . Han gjør Miner tU at viUe springe overbord og Manden hægter ham fast ; Nagel synker ogsaa straks sammen , mat , dødstræt , altfor svak til at kunne brytes med nogen . Himmelske Fader , hvor det nu blev værre og værre ! Ringen var tapt , Klokken blev snart tolv og Ringen var tapt ! Han hadde ogsaa faat Varslet . I dette ØiebUk skinnet et Glimt av klar Bevissthet gjennem hans Hjærne og han tænkte paa en utrolig Mængde Ting i de korte to tre Minutter . Han husket ogsaa hvad han hittil hadde forglemt , at han allerede igaaraftes hadde sagt skriftUg Farvel til sin Søster og at han hadde lagt Brevet i Postkassen . Han var endnu ikke død ; men Brevet det løp avsted , det kunde ikke stanses , det maatte gaa sin Gang og var aUerede nu langt paa Vei . Og nåar hans Søster mottok det maatte han bestemt være død . Forresten var Ringen
væk , alt var umulig mere .... Hans Tænder hakker sammen . Han ser sig raadvild omkring ,
Sjøen er ikke mere end et kort Spring fra ham . Han skuler bort til Manden paa Toften foran , Manden vender stadig Ansigtet bort , men han passer godt paa , sitter formeUg færdig til at gripe til hvis det behøves . Men hvorfor vender han hele Tiden Ansigtet bort ?
Lat mig hjælpe Dem iland , sier Manden . Og han tar ham under Armene og faar ham Uånd .
Godnat ! sier Nagel og vender ham Ryggen . Men Manden følger mistænksom med , han holder hemmeUg Øie med alle hans Bevægelser . Nagel vender sig rasende om og sier Godnat en Gang til ; dermed vil han springe ut fra Kaien .
Og Manden griper ham paany . Det faar De ikke tU , sier han tæt ved Nagels Øre . De svømmer
for godt , De flyter op igjen .
i
418
Mysterier
Nagel studser og tænker efter . sj a han svømmet for godt , han vUde kanske flyte op igjen og berge sig . Han ser paa Manden , stirrar ham ind i Ansigtet ; det hæsligste Fjæs skuer ham imøte , — det er Minutten .
Minutten igjen , atter Minutten .
TU Helvede , din usle , krypende Snok ! skriker Nagel og lægger avsted i Løp . Han råver opefter Veien som en fuld Mand , snubler , falder og reiser sig igjen ; alt danser rundt for ham og han løper fremdeles , løper i Retning av Byen . Nu hadde Minutten for anden Gang krydset hans Planer ! I Himlens Navn , hvad skulde han tUsist finde paa at gjøre ? Hvor det svirret for hans Øine ! Hvor det suset over Byen ! Han faldt igjen .
Han reiste sig paa Knæ og rugget pinefuldt frem og tilbake med Hodet . Hør , nu ropte det fra Sjøen ! Klokken blev snart tolv og Ringen var ikke fundet . Og et Væsen kom efter ham , han hørte Lyden av det , et Skjældyr med slunken Mave som slæpte efter Jorden og drog en vaat Vei , en gruelig Hieroglyf med Armer ut fra Hodet og en gul Klo paa Næsen . Væk , væk ! Det ropte igjen fra Sjøen og han holdt Hænderne hylende op for Ørene for ikke at høre det .
Og atter springer han op. Endnu var ikke alt Haap ute , han kunde faa det siste Middel , en sikker Seksløper , den bedste Ting i Verden ! Og han graater av Taknemmelighet , løper alt han kan og graater av Taknemmelighet for det nye Haap . PludseUg husker han at det er Nat , han kan ingen Seksløper faa , aUe Butiker er hikket . Og han opgir i samme Stund alt , synker forover , støter Panden mot Jorden uten en Lyd .
I dette Øieblik kom endeUg Værten og et Par andre Mennesker ut fra HoteUet for at se hvor han var bUt av ....
Saa vaaknet han og stirret omkring sig , — han hadde drømt det hele . Jo han hadde aUikevel sovet . Gudskelov , han hadde drømt alt ; han hadde ikke været ute av Sengen .
Han Ugger et Øieblik og tænker efter . Han ser paa sin Haand , men Ringen er borte ; han ser paa sit Ur , det er Midnat , Klokken er tolv , det mangler nogen Minutter . Kanske slåp han for alt , kanske var han frelst aUikevel ! Men hans Hjærte slaar voldsomt og han skjælver . Kanske , kanske kunde Klokken bli tolv uten at
Mysterier
419
det hændte noget ? Han tar Uret i Haanden og hans Haand ryster ; han tæUer Minutterne .... Sekunderne ....
Saa falder Uret paa Gulvet og han springer op av Sengen . Det roper ! hvisker han og ser ut av Vinduet med opspilede Øine . Hurtig trækker han nogen Kiær paa , aapner Dørene og springer ut paa Gaten . Han ser sig om , ingen iagttar ham . Saa sætter han avsted i Sprang ned mot Havnen , hans hvite Vesteryg lyser hele Tiden . Han nåar Bryggerne , følger Veien helt ut til den ytterste Kai og hopper med en Gang i Havet .
Nogen Bobler stiger op.
XXIII
I AprU Maaned nu iaar , en sen Nat , gik Dagny og Martha sammen nedover Byen ; de kom fra Selskap og skulde hjem . Det var mørkt og det var hist og her Is i Gaterne , derfor gik de ganske langsomt .
Jeg gaar , sa Dagny , og tænker paa alt det som blev talt om Nagel iaften . Det var meget som var nyt for mig .
Jeg hørte det ikke , svarte Martha , jeg gik ut .
Men én Ting visste de ikke , fortsatte Dagny . Nagel sa tU mig aUerede if jor Sommer at Minutten vilde komme tU at ende galt . Jeg forstaar ikke hvorledes han alt hadde set det da . Han sa det længe , længe før du fortalte mig hvad Minutten hadde gjort mot dig .
Gjorde han det ?
Ja .
De var kommet ind paa Præstegaardsveien . Skogen laa mørk og stUle omkring dem , det var intet andet som hørtes end Lyden av deres Skridt paa den haarde Vei .
Efter en lang Stilhet sa Dagny igjen
Her pleiet han at gaa altid .
Hvem ? svarte Martha . Det er glat , vil du ikke ta min Arm ?
Jo men ta du heUer min.
Og de gik tause videre , Arm , i Arm , tæt trykket op tU hverandre .
\
\
« fe
INNHOLD
Sult
5
)
Mysterier
157